Brev fra Elise Bunde til Johanne Kjeldsen
Hestbæk 27/1, 1919
Kjæreste Johanne!
Det var en meget stor Overraskelse; den store Gave, Gemalen kom hjem med til mig, men Johanne alt altfor meget, der er slet ingen Mening i at sende saadan en deilig Fugl, jeg kan jo ikke blive ved saadan bestandig at modtage og aldrig gøre igjen, kunde Du det mon? Imidlertid siger jeg Dig saa varm Tak for Dyret, som sikkert skal smage ganske fortrinligt, vi skal tænke paa Dig naar vi nyder den. Saa faaer Du og Dine Tak for den gode Behandling i alle har tildelt min Husbond, endnu er han veltilpas ja ????? synes jeg nok er temmelig slem, den kjære Tobak og Cigar skal jo nok melde sig, det var nu rart at faa han hjem igjen særlig til Søndag, da Familierne her omtrent holder sig hver paa sit Gebet, Alfred er den eneste der er her en Deel, han var og Bundes Stedfortræder om Natten. Endnu ere vi alle raske, men det vilde være forunderligt om vi skulde gaa fri for den spanske, da vi er omgivet af den paa alle Kanter, men vi maa jo takke for hver Dag der gaar hen. Hedda kom hjem i Lørdagsaften fra Luisendal hvortil hun tog Tirsdag, hun blev afløst af Margrethe Østergaard, fo? fruen var kommet op men temmelig s?si og medtaget; en Kone han fik til Hjælp blev syg efter to Dages Virksomhed og maatte reise; vi paaskjønne vist ikke hvor godt vi har det. Den 30 vil vi helst have gaaer helt stille hen; hellere see nogle gode Venner den 16, det er en Søndag med høi Maaneskin og Bunde siger nok han vil ikke have Gjæster, men det kjender Du vist ogsaa af egen Erfaring, naar Dagen kommer og Ingen viser sig, hvor lang den da synes at blive for Vedkommende selv. Mon der er Haab om, snart at faae M.A. hjem, ikke fordi vi komme der, men Tanken om det tomme Lerkenfeldt er saa kjedelig, jeg her ikke engang været henne at see til Lilli og hun har nu altid været meget opmærksom mod os. Ja endnu engang en kjærlig Tak for Din store Gave og Kjærligheden der er dens Aarsag; hils min kjære Broder med Døtre og Du selv faaer Tak og Hilsen fra Din hengivne Svigerske.
Elise Bunde.
Hestbæk 19 – 5 – 1921
Kjære Johanne! For den smukke Fest sender jeg en Tak, det var rart at være Deeltager, end mere rart, naar den nye Familie er saa tiltalende og lige til, som Eriks Slægt syntes at være, for os, som dog ere helt fremmede for dem. Turen til Lerkenfeldt gik godt, Hilmar var slet ikke tilpas, jeg troer han frøs paa Hjemturen, derimod syntes jeg M.A. saae vel ud kun lidt træt; vi kom hjem, samme Aften og blev særlig venlig modtaget da det saae ud til at alt var lukket, kom dog efter haanden den ganske Familie frem og da Bunde skyndte sig i Seng, holdt vi andre en længere Sladder i Kjøkkenet, anbragt paa alle mulige Steder; saa om Tirsdagen kom Reationen, for C?pitains Vedkommende, saa jeg foretrak at forsvinde i Haven og plante, nu syntes alt at være i Orden igjen. Det var nu to herlige Dage, som jeg i Tankerne leve om og om igjen. Tak for dem, og saa kun de kjærligste Hilsner til Dig og hele Familien fra Din hengivne
Elise Bunde.
Julie Kjeldsen, gift Rambusch skriver følgende i ”Slægten” nr. 31
Tale for
Fru Elise Bunde, d. 30/1 1916
" Jeg føler trang til at udtale nogle af de tanker, som min søster Elises liv og færd har givet anledning til. Der kunne være mange forskellige sider at fremdrage, men for ikke at blive for langstrakt, vil jeg holde mig til de seneste år og tale om Elise som søster.
I 1910, da der var sygdom og sorg på Valstedgård, betænkte du dig ikke på at tage dertil og blev der en trøst for broder Alfred og en støtte og rådgiver for hans børn.
I 1915, da søster Mathilde blev syg i Hobro, behøvedes kun et lille vink, så var du hos hende og borttog ensomhedsfølelsen og erstattede savnet af den nære familie, hun blev bedre og du mente hun gik helbredelsen i møde og forlod hende, men den udeblev, og tilstanden forværredes, så kom du igen, og hun havde dit trofaste sind at udtale sig for, indtil hun af søvnen gik ind i døden, hendes sidste bevidste indtryk var, at fuglene sang ”Godmorgen” og ”Goddag”, og sikkert blev det en god dag, idet hun mødte sin Frelser. Atter i 1915 ringede sørgeklokkerne, da var det i Stilling, og du var der med kærlig deltagende trøst og støtte for søster Kirstine. I nov. var det hende, som kraften svigtede og du var med til at yde hende trøst og pleje sammen med hendes mand, datter, broder og svigerinde. Jeg har tænkt på Grundtvigs salme " At sige verden ret farvel ", hvor der står om en døendes bøn, " kom i den sidste nattevagt i en af mine kjæres dragt, og sæt dig ved min side ". Du har været med i den nattevagt, og den har Evighedsbetydning. Men jeg vil nu ikke blot dvæle ved, hvor sorg var tilhuse, jeg tænker også på de mange mange gange, hvor glæden var i forgrunden og hvor det gjaldt om at finde et festligt udtryk for den, da var du også tilstede med råd og beslutsom dåd, ja svigerinde Johanne fra Valsted erklærede med overbevisningens fulde kraft, at de aldrig havde kunne holde Sølvbryllup, hvis de ikke havde haft Tante Is. - Skulle vi sige søster Elise tak for tiderne, der er svundne og ønske, at hun må opleve mange glædesfester og trods de 7 gange 10 år have kraft til frendeles at være en støtte og hjælp for " den kjære familei " Julie Rambusch, ( stor søster )
E. Rambusch, skrev i anledning af Johannes A. Bundes 90 års fødelsdag bl.a. følgende, i bladet " Slægten, nr. 55, 1927.
"… Bunde tilbragte sine første skoleår i Frederikssund, hvor hans fader virkede som læge. De store begivenheder i 1848 sendte deres dønninger også ind over denne lille, fredelige by, den fik et kompagni virkelige soldater i kvarter. Drengene grebes af krigsbegeistring, formerede deres eget kompagni med Bunde som fører og exercerede hver dag under vejledning af en af de indkvarterede løjtnanter. Men efter et års forløb afbrødes denne første uddannelse til fæderlandsforsvarer ved at Bunde sendtes til Hillerød for at gennemgå den derværende lærde skole. I nærheden lå jo det store stutteri, og ved sit kendskab til stutmester Lørups søn var Bunde tit med til at røre de fyrige heste og uddannedes til en øvet rytter.
Efter at være konfirmeret i Frederiksborg Slotskirke kom han i apotekerlærer på Kong Salomons apotek i København, hvor han var i 3 år. Det var en stræng tjeneste, der varede fra kl. 7 om morgen til kl. 23 aften og kun med frihed hveranden søndag. Værst var der andet år, da landet hærgedes af en koleraepidemi og det næsten var umuligt at tilfredsstille det overvældende krav om medicin.
Som 18-årig tog B. medhjælpereksamen, hvorefter han var 1 år i Holbæk, 2 år i Nibe, 1 år i København og 1 år i Assens. Og så måtte han, efter flere udsættelser, aftjene sin værnepligt. Han blev optaget på den reserveofficers-aspirantskole for fodfolket der oprettedes i 1861 med Kap. Schøning som chef. Efter 8 mdr. skrap uddannelse, blev han d. 3. feb. 1862 udnævnt til sekondløjtnant i Krigsreserven og ansat ved 14de Bataillon med garnison i Ratzeburg.
Efter hjemsendelsen fik B. til aug. 1862 plads på et nyoprettet landapotek i Farsø, hvor der tillige anlagdes en fuldstændig kolonialhandel, så det blev en ret alsidig virksomhed. Men allerede d. 20. aug. blev B. indkaldt til 1 måneds øvelse ved 14de bataillon under manøvrerne om Dannevirkestillingen, og efter denne blev B. d. 18. okt. 1862 sendt til 22de bataillon, som lå I København og havde oberstløjtnant Falkenskjold til chef. Ved denne bataillon gjorde Bunde 1 måneds tjeneste under sep. manøvren I 1863 til indøvelse ag Dannevirkestillingens forsvar og indkaldtes atter i nov. 1863, men denne gang til deltagelse i den skæbnesvangre krig.
D. 30. dec. indskibedes regimentet, 22de regiment, til Flensborg, hvor det ankom næste morgen for et par dage senere at marchere sydpå og indkvarteres, først I Sønder Brarup, men fra midten af januar 1864 i og omkring Løit som reserve for hærens venstre fløj, der havde stilling langs Slien.
Efter tilbagetoget fra Dannevirke deltog regimentet I forsvaret af Dybbølstillingen på dennes venstre fløj, hvor Bunde oftere havde sin plads I eller nær skandsen nr. 2 og var med I flere træfninger. Særlig kan nævnes hans deltagelse I kampen d. 22. feb. 1864. Fjenden havde trængt regimentets forreste kompagni ud af Dybbøl by og besat et gærde, hvorfra han rettede en meget generende ild mod vor andre stillinger. Efter opfordring fra premierløjtnant Esmann, deltog Bunde med sin deling I 5. Kompagnis modangreb, hvorved fjenden forjoges fra det pågældende sted, og de danske ved et rask fremstød på ny gjorde sig til herre over Dybbøl by.
Straks efter kampens ophør fik B. den store glæde på selve valpladsen og foran fronten af sine folk at modtage en varm lykønskning af regimentchefen, Oberstløjtnant Falkenskjold og senere, da kompagniet efter at være afløst fra forpoststillingen holdt hvil I Sønderborg, at blive kaldt ind til regimentchefen, som påny her I officerskorpsets påhør holdt en smuk tale til ham og udtalte sin påskønnelse af hans færd.
Også d. 28 marts deltog 7. Kompagni I afvisningen ag fjendens alvorlige angreb og d. 18. april var kompagniet atter I stillingen nær Skandse nr. 2, da stormen brød løs, kompagniet blev straks aldeles omringet af fjenden, som var trængt igennem forreste linie på et nordligere punkt, og efter en kortvarig, men energisk kamp blev det overmandet og taget til fange. I sin senere indsendte rapport udtalte kompagniet, at det må " atter her fremhæve Bundes gode forhold overfor fjenden ", og denne udtalelse støttedes af regimentet.
I maj blev Bunde med flere indstillet til den Tapperhedsmedaille, som efter sigende skulle tildeles dem, der viste særligt mod eller konduite overfor fjenden. Prægning af denne medaille blev virkelig på krigsministeriets indstilling befalet af Kongen, d. 29. maj 1864, men den kom aldrig til udførelse. ( Den senere uddelst ”Erindringsmedaille” er noget helt andet )
Som krigsfange blev Bunde ført til Graudenx, dog ikke til en skummel tugthuscelle, men til - som fange på æresord - at færdes med fuld frihed I byen og omegnen, behandlet med opmærksomhed af officerskorpset og med stor venlighed som velset gæst ef egnens godsejere med damer. Hvem der kender Bundes enestående evne til at blive centrum e ethvert selskab og til at skabe liv og lystighed omkring sig, kan nok ane, hvor stor lykke han gjorde på ballerne og forstå, at han ved en sådan lejlighed blev så behængt med Kotillonsordner, at en gammel Oberst sammenlignede ham med en fransk Maréchal, hvortil Bunde selv stillede det mere beskedne ændringsforslag: " eller et pyntet fastelavnsris ".
Efter krigsfangernes frigivelse, kom Bunde 1. Aug. tilbage til sin tidligere plads I Farsø, hvor han blev til aug. 1966, da han opgav pladsen for at berede sig til at stifte eget bo. D. 1. april 1867 oprettede han en landhandel, ”Godthåb”, en parcel af Hestebækgård ved Limfjorden. Det lykkedes for B. ved sin energi og dygtighed at vinde et stort opland og oparbejde en betydelig forretning. Men da Hobro - Løgstør banen blev bygget og dens drift fremkaldte og udviklede stationsbyerne til en slags småkøbsæder, begyndte Ålestrup, Østrup, ja endog Års at grave stærkt I yderkredsen af Bundes opland og de opdukkende landsbyforretninger tog hver deres part, især af butikshandlen, så at det I 1905 blev skønnet at nedlægge hele forretningen I Hestbæk.
I 1925 flyttede det gamle ægtepar til Ålborg eller rettere til Hasseris, hvor en datter gør alt for at berede dem en så lys livsaften som mulig, medens den yngste søn driver det til ”Godthåb” knyttede landbrug.
Skønt Bundes aktive tjeneste I hæren kun var kort, går han I den grad op I den, at man tit må tænke, at det I grunden var den, som var hans egentlige liv. Han vedbliver I sin høje alderdom at føle sig knyttet til hæren. Det var ham en stor tilfredsstillelse, at han d. 8. juni 1892 blev udnævnt til Kaptajn I forstærkningen, hvorefter han som chef for 39te bataillons 2. Kompagni I en årrække ledsagede Bataillomschefen Oberstløjtnant Worm på mønstringsrejserne.
En endnu større glæde beredtes ham ved tildelingen af Dannebrogsordenend Ridderkors, d. 7. juli 1911.
I de senere år har Bunde lidt en del af astma, som til tider kan angribe ham hårdt og hørelsen er noget svækket, hvad han med sine omfattende, levende interesser kan finde ret plagsomt, men hans åndslivlighed har ikke forladt ham, endnu følger han med årvågen sands med I alle betydelige spørgsmål og begivenheder af private eller offentlig karakter, ikke mindst I hvad der vedrører landes forsvar og når han er fri for astma og omgiven af en forstående kreds, kan hans homør endnu blusse op, så man levende mindes om, hvad han var I sin manddonstid. "
1846 - 1928 (82 år)
: Adresse
: Beliggenhed
: By
: Sogn
: Amt/Region
: Land
: Ikke indstillet
