Olaf Hilmer Kjeldsen
1850 - 1931 (80 år)-
Navn Olaf Hilmer Kjeldsen Født 6 feb. 1850 Vesterbølle Sogn, Rinds Herred, Viborg Amt, Danmark 
- Lerkenfeldt Gods (Bonderup)
Køn Mand Død 24 jan. 1931 Aalestrup Sogn, Rinds Herred, Viborg Amt, Danmark - Vilaen ”Lerkely”
Person-ID I77571 My Family Genealogy | Familen Ravnholdt & Hansen Sidst ændret 1 aug. 2018
Far Mathias Kjeldsen, f. 30 okt. 1802, Vesterbølle Sogn, Rinds Herred, Viborg Amt, Danmark , d. 5 jun. 1880, Vesterbølle Sogn, Rinds Herred, Viborg Amt, Danmark (Alder 77 år) Mor Mette Faurschou, f. 20 mar. 1810, Aarhus-, Hasle Herred, Aarhus Amt, Danmark , d. 11 apr. 1896, Vesterbølle Sogn, Rinds Herred, Viborg Amt, Danmark (Alder 86 år) Gift 24 sep. 1831 Aarhus-, Hasle Herred, Aarhus Amt, Danmark Familie-ID F21706 Gruppeskema | Familietavle
Familie Mathilde Agerup, f. 29 apr. 1852, Aarhus-, Hasle Herred, Aarhus Amt, Danmark , d. 14 sep. 1925, Aalestrup Sogn, Rinds Herred, Viborg Amt, Danmark (Alder 73 år) Gift 28 jan. 1879 Hvam Sogn, Rinds Herred, Viborg Amt, Danmark - Hvam Kirke
Børn + 1. Mathias Kjeldsen, f. 25 apr. 1879, Vesterbølle Sogn, Rinds Herred, Viborg Amt, Danmark , d. 18 nov. 1955, Vesterbølle Sogn, Rinds Herred, Viborg Amt, Danmark (Alder 76 år)2. Johanne Henriette Kjeldsen, f. 7 jan. 1881, Vesterbølle Sogn, Rinds Herred, Viborg Amt, Danmark , d. 10 mar. 1889, Vesterbølle Sogn, Rinds Herred, Viborg Amt, Danmark (Alder 8 år)3. Meta Caroline Kjeldsen, f. 13 aug. 1883, Vesterbølle Sogn, Rinds Herred, Viborg Amt, Danmark , d. 27 sep. 1970 (Alder 87 år)4. Ellen Margrethe Kjeldsen, f. 15 apr. 1885, Vesterbølle Sogn, Rinds Herred, Viborg Amt, Danmark , d. 16 nov. 1980, Oksenvad Sogn, Gram Herred, Haderslev Amt, Danmark (Alder 95 år)5. Michael Kjeldsen, f. 4 aug. 1887, Vesterbølle Sogn, Rinds Herred, Viborg Amt, Danmark , d. 4 aug. 1958 (Alder 71 år)6. Thyra Vilhelmine Dorothea Kjeldsen, f. 14 apr. 1891, Vesterbølle Sogn, Rinds Herred, Viborg Amt, Danmark , d. Ja, dato ukendt7. Johan Agerup Kjeldsen, f. 23 mar. 1894, Vesterbølle Sogn, Rinds Herred, Viborg Amt, Danmark , d. 1984 (Alder 89 år)Sidst ændret 1 aug. 2018 Familie-ID F28086 Gruppeskema | Familietavle
-
Notater Hans yngste søn skrev i bladet ”Slægten” særnr. 19 mar. 1967 følgende:
" Når der fejres mindefest for Lerkenfeldts eje i den Kjeldsenske familie i 175 år, vil det være naturligt bl.a. at mindes Hilmar og Mathilde Kjeldsen, som efter deres giftemål boede på Lerkenfeldt igennem en lang årrække, nemlig til april 1923, da den ældste søn overtog driften af gården. Far var efter bedstefars død i 1880 bestyrer på Lerkenfeldt, til han efter bedstemors død i 1896 blev ejer af gården. - Fra hans levnedsløb kan i øvrigt anføres, at hans skolegang foregik i Århus Latinskole. Kun 19 år gammel aftjente han sin værnepligt ved garden, og det skal i den forbindelse bemærkes, at han bevarede sin enestående ranke holdning lige til sin død. En overgang lærte han mejeribrug hos godsejer Valentiner på Gjeddesdal. Far havde gået på Landbohøjskolen og var landbrugskandidat. Blandt hans egenskaber vil jeg gerne fremhæve retlinethed, ærlighed, gædtfrihed og en grundighed, som ikke alene gav sig udslag I rensning af kakkelovne, piber og dræningsledninger, men spændte adskilligt videre. Far havde en udpræget humoristisk sans ".
I bladet ”Slægten” feb. 1920. blev skrevet følgende, i anledning af Hilmars 70 års dag.
Af Hakon de Fine Licht:
" Kære Onkel Hilmar.
Nu til din 70 års fødelsdag vil jeg gerne gennem ”Slægten” bringe dig en hilsen og lykønskning I dagens anledning og fremfor alt en tak for, hvad du og tante Mathilde har været for os alle igennem så mange år.
Nu er det jo slet ikke sådan, at man mere anser 70 år for så høj en alder. Ingenlunde! Mange mennesker syntes jo egentlig først da ret at begynde deres virke. Jeg skal ikke opholde mig ved mænd som Hindenburg eller Clemenceau, men bede dig langt snare se dig som i din nærmeste kreds: Din broder Henrik, der fyldte 80 og syntes yngre og mere skarptskuende end i lang tider, din søster Elise, der med frejdigt mod tager fat på at opdrage et nyt kuld børn (dog ikke hendes egne) din svoger Kapt. Bunde, der - uden at spørge konen om forlov ( og deri ligger det revolutionære ) entrer op i en flyvemaskine og hæve sig til ukendte højder, eller sidst, men ikke mindst, vores alle sammens Energi ideal Lerkenfeldt Dalgas, Oberstløjtnant Rambusch, der forlængst har flyvningen bag sig og nu for tiden, virksommere end nogen sinde før, har udgravet en mægtig sø, ( kopi af Hald sø - dog i noget mindre format ) oppe i din lynghede. Tilsammen repræsenterer disse fire den anselige sum af over 300 år - det er dog et tal.
Ængsteklig for, hvad der altså kan ske, når du først rører på dig, er der to ting, som jeg - og mange med mig - gerne vil bede dig om:
Først da dette, at den samme ånd, der bestandig i dine forældres og i den forløbne del af din tid har præget livet på Lerkenfeldt, må vedblive at herske. Det er - ikke mindst i en tid som denne - noget usigeligt velgørende ved at komme et sted, hvor ånd og tone år efter år er ens, har samme støbning, samme klang båret af dyb velvilje og interesse for alle slægtens medlemmer. Derfor føler man sig så velgørende fri og hjemme på Lerkenfeldt, og deri ligger måske en del af den trolddom, som dette sted altid har udøvet på så mange af os.
Den anden ting, jeg vil bede dig om, nu, hvor du står foran en ny ungdomsperiode, er den, at du ikke følger moden og beslutter dig til at skifte kone. Vi er allesammen så umanerlig tilfreds med den nuværende og vil du endelig skifte noget, så skift hellere seletøjet, det vil ingen begræde.
Men forresten, hvortil alt dette hastværk? Det er jo dog gået rigtig godt i årenes løb. Har du ikke bygget teglværk, bygget ny kreaturstald, ombygget laden, drænet jorden og skabt en besætning, der går ry om ? Det har jeg ganske vist ikke forstand på selv, men min søster Margrethe - der heller ikke har forstand på sligt - siger, at hun aldrig har set så prægtig en besætning, som den nuværende. Og nu til sidst har du og din søn i møllen taget initistivet til at få udnyttet vandkraften til at oplyse begge gårde og drive Eders maskiner ved elektricitet.
Sådan set kunne man jo syntes, at du var en lykkelig mand, Ak, men står der ikke skrevet; Dyr er lykkelige, kvinder og børn er det men vi mennesker, vi er det ikke! Jeg tror også, at en og anden Evne hos dig ikke helt nåede sin udvikling og sligt efterlader altid savn, en ubestemt, urolig længsel. Sådan kunne jeg f.eks. godt tænke mig, at du om du var blevet læge, i visse retninger kunne have følt dine evner bedre udnyttede - og dette er jo grundlaget for al sand lykkefølelse. Men så må det være dig og os andre en trøst, at dine evner og interesser på dette område så mangen gang er kommet andre til stor nytte og hjælp. Vi husker den syge karl, der var svært angrebet af den ondartede difteritis, ham hvem du trolig penslede I halsen, skønt stakkelen hostede de smittefarlige belægninger op i dit ansigt, " Det ska a åller gelm' Husbond " sagde han. Nu, sygdommen fik alligevel bugt med han men du havde gjort, hvad der kunne gøres. Og havde han levet, havde måske hans hukommelse alligevel slået klik - man har set så galt før.
Nå, og så ligger det vel også i de flestes natur denne følelse af " dort, dort, wo Du nicht bist, dort ist das Glück ". Hør dette kloge vers af Paludan Møller i Adam Homo:
Thi så forskellig drift behersker støvet,
At den, der lever tryg i hyttens skjul
Vil hige udad som en modig fugl,
At få I livets storme vingen øvet;
Imedens den, det livet slag har prøvet
Og smagt, hvor verdens frugt så tit var hul,
Begærlig vandringsstaven vil tilbage flytte
Og hige hjemad til den stille hytte.
Nuvel! Lad mig så slutte min lille hilsen med hele ”Slægtens” varmeste lykønskninger til din fødelsdag. Vi venter en stor og rig udviklingsperiode for dig nu, i det kommende tiår - for Herregud, du bliver jo kun 70! "
__________________________________________________________________________
Af " Din hengivne ven Frisch "
" Man har vist mig den tillid at bede mig om at give et bidrag til " Slægten " i anledning af Hilmar Kjeldsens 70 års fødelsdag. Jeg betragter det som et ærefuldt hverv, der tilmed giver mig lejlighed til at betale en stor taknemlighedsgæld, en gæld, der har hobet sig op gennem mange år og ligesom med penge ved renter og renters rente er blevet en stor sum. Med glæde skal jeg søge at imødekomme ønsket og jeg har kun betænkelighed, at jeg ikke kan løse opgaven, som den fortjener og som jeg gerne ville. Men, jeg skal tage fat, idet jeg stoler på, at den venlige bedømmelse, som min person og mine bedrifter hidtil har fået på Lerkenfeldt, også må blive det efterfølgende Opus til del.
Lerkenfeldt, Lerkenfeldt! Hvilken sum af minder samler der sig ikke for mig i det navn. De mange års større og mindre glæder stiger frem for bevidstheden, alle gode og smukke, ikke en eneste episode har blot et stænk af ubehag. - Sig blot et ord, der direkte eller indirekte stå i forbindelse med det gamle herresæde i Himmerland, straks ser jeg hele egnen, dalstrøget, den dejlige å, højtedraget i syg, kantet med kæmpegravene, møllen, plantagerne og så den kære, vidunderlige, gamle borg, hvor det runde tårn rager op over trækronerne og " sees sig ud så vide …".
Så går tanken til de mennesker, der er hjemmets sjæl og liv, idet de give det dets særlige præg af trofast slægtssammenhold og den smukkeste varme jydske gæstfrihed, en gæstfrihed, som overordentlig mange mennesker udenfor den egentlige familie har nydt godt af i tidernes løb.
Dette kan jeg tale med om, og hvor er klangen ægte i det ”Velkommen” man får. Og det er mit ramme alvor, når jeg mener at den hjertelighed, der møder en fra herskabets side, også påvirker de firbenede venner. De små hunde, Fox o.s.v. springer glade op af gæsten og viser alle tegn på genkendelse. Det er aldeles utvivlsomt.
De to første gange, jeg kom på Lerkenfeldt, mindes jeg ganske tydelig. Første gang gående fra Vesterriis på fisketur, hvor jeg ved møllen af den rare gamle onkel Anders fik den venligste modtagelse og tilladelse til at fiske og senere på selve Lerkenfeldt tykmælk I blå slåle (jeg åd to portioner og hvor det smagte) og anden gang, kørende fra Østrup, for hos Hilmar Kjeldsen at få gode råd angående leje af jagten på Vesterbølle Byes marker. Da fik jeg kål og flæsk - og aldrig har de to retter smagt bedere. - Borgherren var ikke hjemme, men senere blev jeg hjulpet til lejemålet af det terrain, hvor - sammen med Lerkenfeldt og Møllens jagt - hele mit liv som jæger har haft sin største og bedste periode. Jeg vil serere komme tilbage til jagten og må passe på ikke at svæve for meget ud til siderne, da det jo er Hilmar Kjeldsen, min skrivelse gælder, og jeg vil nu prøve på at give et billede af ham, det gør ret og skjel, et eks. til efterfølgelse for kommende slægter, i det væsentlige da heldigvis. " Blandet I Brystet Mennesket bærer Godt og Ondt. Ej noget der findes, som er så god, at han er uden Lyd, Ingen så slet, at han intet er værd ". I lighed med andre berømte forfattere citerer jeg her Havamàl: " Hilmar er ikke uden lyd "
Altså: Vognen er ved stationen, kudsken bliver undervejs forhørt om familien, om der er fremmede, om der er mange høns om sørøverne har været i åen med det forb.… våd fornylig. Endelig ser man gennem vindebroens åbning i træerne lampen foran gardinet og vognen ruller rask op for trappen. Hundene melder fremmede og ud kommer Hilmar med et ”Velkommen”, som ikke er til at tage fejl af.
I mange år har det været en tradition at jeg havde frisk hvedebrød fra ”Holle” med og gæsterne får aftensmad, medens de, der havde spjælket øjnene og holdt sig oppe, til belønning får en ekstra kop te med Hollebrød.
Nu kommer vi til fødselsdagsbarnet, og jeg ville ikke have ret til at kaldes hans ven, hvis jeg ikke, idet jeg nu vil sige, søgte at sige sandheden, hvad jeg syntes er sandheden og forhåbentlig vil blive tiltrådt af familien og særlig af manden selv.
Ned af stentrappen kommer en høj rank mand, der træder fast i gulvet (ischiasperioderne fraregnet) med en ryg så lige som nogetsteds i dette land. Han må have været en flot gardist. Og om man end ikke kan kalde han (nu) en Harald Hårlager, så ville et tilnavn som Hilmer Tveskæg lyde helt godt, thi det er et flot skæg og sikkert ejerens stolthed. Stemmens ”Velkommen” svarer til manden.
Se alt det så man straks og dette måtte jo gøre et godt indtryk - men det væsentlige, karakteren, skal der jo længere tid til at vudere, og skønt jeg meget hurtigt kom til det ønskeligste resultat, så vil jeg tilføje, at min bedømmelse, vudering eller hvad man nu vil kalde det, uafbrudt fæstnede sig mere og mere uden perioder af tvivl. Og jeg mener at kunne give Hilmar Kjeldsen det bedste skudsmål, en mand kan forlange af sine nærmeste og sin samtid, nemlig at han er en ualmindelig retskaffen karaktér. Dermed er egentlig alt sagt - men jeg vil dog tillade mig at nævne som et væsentligt støttepunkt til min bedømmelses rigtighed, det, at han kan blive så velsignet indigneret over hvad han syntes der er tarveligt, småligt og utaknemligt. Når folk i en ældre alder kunne blive rigtig gnistrende gale i hovedet, så er det godt, thi så reagere de på forulempelse af noget fint og godt, og de, der ikke kunne føle indignation, er enten sløve eller gamle, og det er H.K. ikke. Han er meget beskeden og nøjsom for sin egen persons vedkommende, og hans interesse for musik, poesi og kunst i det hele taget eer langt større og mere forstående end hos de fleste af hans standsfæller.
Konservativ er han heldigvis, men derfor ikke på nogen måde døv for forslag til fremskridt, selv om han er forsigtig, inden ubetinget tilslutning gives. Og under vor disputer - og vi har haft mange ret varme - kunne han være stædig ( min næsvise datter Grethe tillod sig at bemærke, at vi to gamle mennesker lignede to hanekyllinger ). Det er ligesom det hænger lidt af svundne tiders betragtninge af ordskifte ved ham da det bar lidt af et nederlag for den, der blev overbevist. Jeg kom derfor jævnlig til at tænke på den gamle Henrik Gjern, der, selv om han i diskutioner var sat op i et hjørne, uvægerligt altid fik det sidste ord med " det er dog tvivlsomt ". Ikke sandt, kære Hilmar, du kan være lidt stædig?
Men nu skal han roses for sit fremsyn, thi længe før krigen gjore det nødvendigt at forandre tiden, havde Hilmar fundet på at arbejde længere om aftenen - og begynde lidt senere om morgenen. Lyver jeg eller er jeg en smigrer?
På et enkelt punkt lever jeg endnu I håbet om en forbedring og mit håb støtter sig på hans, trods de 70, unge sind, og det er med hensyn til præcist møde ved måltiderne. Ofte har jeg lagt mærke til, at husjomfruens meddelelse om, at maden var på bordet, mindede Hilmar om et aldeles uopsætteligt arbejde eller tilsyn et par kilometer ude I terrainet. Hvis dette lille vink ikke har nogen virkning - skulle han prøve at være gift med en dame M. F født M.L., men det er sandt, vi er jo ikke I Grønland, hvor konebytning er tilladt.
Ellers må jeg sige, at jeg intetsteds har set et mere roligt, fint og harmonisk samliv mellem ægtefæller til ære for begge parter og en faktor, der yderligere bidrog til hjemmets hygge og til den følelse af st høre til familien.
På jagterne søgte jeg at give Hilmar de gode poster, thi selv om han sagde, at han ikke så så godt som I unge dage, så var han pålideligheden selv, og blandt de mange episoder fra jagten, mindes jeg særlig den, hvor Hilmar ovre ved møllens plantage fik øje på mikkel, der kom ude fra marken. Fra den siddende stilling, lagde han sig så lang han var, blot med et øje op over horisonten, og da den røde røver var på skudhold, sprang jægeren op som en trold af en æske og mikkel blev på pladsen. Ja, hvor er der mange ting at mindes. Kan du huske, da Pan, ”stod” for Baumgartens støvler?, gartnersmedens røde kat, som jeg skød og gravede ned I et muldvarpeskud og dagen efter fandt hovedet ved hjørnet. Eller klapjagten, hvor vi fik 86 hare, nogle ræve o.s.v. Eller julehavejagten hvor vi var 7 jægere, fik 7 harer (Svend de 6 og jeg den 7de) og hvor vi ikke skød andet - og så Svends svane. Og alle de dejlige fiskedage, thi det er blandt andet det vidunderlige ved Lerkenfeldt som til- og udflugtssted for sportsmænd, at er det godt fiskevejr, duer det ikke til jagt og omvendt. Kan du huske, da Herredsfogden I væddemål tabte en krone til mig, fordi jeg præsenterede ham et fad ørreder, da han kom ind til morgenkaffe.
Men - hvor har jeg været gal I hovedet på dig, kære Hilmar, for din overbærenhed mod sørøverne - dog derom vil vi ej tale idag, men mindes de mange, mange hyggelige aftner med musik, med
" Generalen ” og ” Gorm den Gamle ", den lille hvide hund o.s.v.. Spøgelser har jeg ikke været generet af, end ikke Chresten Kjeldsens " lille sorte hund ".
Ja nu må jeg vist helst standse, thi, skulle jeg ikke lægge pennen her, før jeg ikke har mere at mindes fra Lerkenfeldt, så ville der gå lang, lang tid, og selv den tålmodigste læser ville blive træt. I håb om, at det jeg har skrevet, må svare til, hvad man ønsker udtalt og med særligt håb om, at fødselsdagsbarnet må syntes, at han har været underkaster en retfærdig og forstående bedømmelse, vil jeg i en samlet sum bringe Hilmar og Fru. Mathilde Kjeldsen min, min families og ikke mindst ”Drengenes” varmeste, dybeste tak for de mange års storartede og minderige tider. I et harmonisk hjem, med sands for alt smukt, med kærlighed til alt godt, til alt, hvad der giver livet værd, har jeg fået frisk luft I lungerne, samlet kræfter til mit arbejde, og hver eneste gang jeg er rejst fra Lerkenfeldt, har jeg været glad ved tanken på næste gang.
Og, når sidste gang har været, stoler jeg på, at den kampesteen fra Lerkenfeldt, som er mig lovet, bliver hentet og sat på min grav som et symbol på hvor fast jeg har været knyttet til det Kjeldsen-Lerkenfeldt'ske hjem.
Som der står et sted I Boganis, således har Hilmar Kjeldsen og hans hustru levet, holdt det ved samlivets begyndelse til hinanden givne løfte.
Jeg giver dig alt, hvad et Menneske rummer
Min Sjæleangst, min lønlige Kummer,
Min Tro, mit Haab, min Lykke, mit Mod,
Min Mund, min Favn og mit Hjerteblod.
Din hengivne Ven
Frisch.
------------------------------------------------------------------------------
Lerkenfeldt den 11te Maj 1889.
Kjære Svoger Rambusch! Hjertelig Tak for Dit Arbejde med Plan o.s.v. til den nye Altantrappe m.v., som jeg er meget glad ved, og strax var enig med mig selv om at indgaa paa, hvad mig angaaer. Der er kun et Par Spørgsmaal hvorom Meningerne ere delte, nemlig 1) om ikke der bør være en Stang mere i Rækværket baade om Altan og Trappen, ligesom der er paa Rækværket ved Trappen fra Gaarden til Taarnet og 2) om Trappen ikke burde være 6” – 12” bredere. Angaaende Spørgemaal 1, er det vel kun et Pengespørgsmaal, idet du ikke skal forandre noget ved Konstruktionen; men hvor meget mere en Stang til vil fordyre Rækværkerne? Kommer der en Stang til kan Nettet vist undværes, og skulde det vise sig ønskeligt senere at faa det, kan det jo godt anbringes. Bliver det for dyrt med en Stang til, f. Ex. Dyrere end Nettet du foreslaar, mener de 2 Mathilder, at det (Nettet) burde gaa helt ned til Foden af Altan og Trappe, men derimod lade aabent 3” Rum foroven, som du foreslaar. Sp. 2. Du skriver Trappens Brede 3’; Tegningen viser 3’4” og Længden staar angivet med 11’11”, men Tegningen viser efter Maalestokken kun 11’2”, hvilket er rigtigt? Det er egentlig kun Mekka, som finder at Trappen bør være bredere, men du ved, at det er en Stemme, som helst bør tages Hensyn til. Jeg vil foreslaa, at du hvis du ikke skal have formeget Arbejde og Bryderi med Forandringen, hører Julies og Theas Mening, og saa rette dig derefter. Bliver der ved Bestemmelsen med Staltraadsnet, syntes vi at dette paa Trappen bør gaa helt ned. Kan Mathias L. skaffe Trinplanker som foreslaaet, var det rart.
Hesteskaanerne bliver vel sendte saasnart Du faaer dem? Sendes de direkte fra Stockholm, maa de adresseres til A. Bie, Hobro.
Af Alterlys vil jeg gjerne have 3 Par af No 5, pr Par – 890, Pris 8.40 Kr.. De maa ligeledes sendes under
Adressen: Kjeldsen, Lerkenfeldt.
Ad. Hr. Kjbmd. A. Bie
Hobro.
Betaling for Hesteskaanere, Alterlys og Altan med Trappe m.v., kan du tage af de hos dig beroende Penge. Jeg ved ikke rigtig om jeg foreløbig lader flere Obligationer sælge, men bestemmer jeg mig dertil, skal jeg skrive. Foreløbig Tak for de hidtil besørgede. Arrangementet med Banken sidste Gang, syntes jeg var meget godt. Hvis du nu er ædelmodig, som jeg troer de er, og svarer mig snart, skal jeg ogsaa være expedit med Gjensvar.
Forkarlen ligger fremdeles meget syg af Diphteritis – siden igaar 14 Dage – og er kun lidt bedre, saa Liv eller Død er, for os at synes, lige sandsynlig. Hvorvel vi have en Kone til at passe ham og hans første Sygeplejerske, som ogsaa har ligget i over én Uge af gastrisk eller lidt typhoid Feber, men nu er bedre, har jeg dog været5 og er fremdeles meget optaget af de Syge. M.A. og Ellen skal, som du maaske har hørt, sidst i denne Maaned rejse til Sandefjord, en kjedelig og kostbar Rejse, blot den maa nytte noget. Ellers intet særligt at berette. Hils Julie.
Din heng. Svoger Hilmar Kjeldsen.Hans yngste søn skrev i bladet ”Slægten” særnr. 19 mar. 1967 følgende:
" Når der fejres mindefest for Lerkenfeldts eje i den Kjeldsenske familie i 175 år, vil det være naturligt bl.a. at mindes Hilmar og Mathilde Kjeldsen, som efter deres giftemål boede på Lerkenfeldt igennem en lang årrække, nemlig til april 1923, da den ældste søn overtog driften af gården. Far var efter bedstefars død i 1880 bestyrer på Lerkenfeldt, til han efter bedstemors død i 1896 blev ejer af gården. - Fra hans levnedsløb kan i øvrigt anføres, at hans skolegang foregik i Århus Latinskole. Kun 19 år gammel aftjente han sin værnepligt ved garden, og det skal i den forbindelse bemærkes, at han bevarede sin enestående ranke holdning lige til sin død. En overgang lærte han mejeribrug hos godsejer Valentiner på Gjeddesdal. Far havde gået på Landbohøjskolen og var landbrugskandidat. Blandt hans egenskaber vil jeg gerne fremhæve retlinethed, ærlighed, gædtfrihed og en grundighed, som ikke alene gav sig udslag I rensning af kakkelovne, piber og dræningsledninger, men spændte adskilligt videre. Far havde en udpræget humoristisk sans ".
I bladet ”Slægten” feb. 1920. blev skrevet følgende, i anledning af Hilmars 70 års dag.
Af Hakon de Fine Licht:
" Kære Onkel Hilmar.
Nu til din 70 års fødelsdag vil jeg gerne gennem ”Slægten” bringe dig en hilsen og lykønskning I dagens anledning og fremfor alt en tak for, hvad du og tante Mathilde har været for os alle igennem såmange år.
Nu er det jo slet ikke sådan, at man mere anser 70 år for så høj en alder. Ingenlunde! Mange mennesker syntes jo egentlig først da ret at begynde deres virke. Jeg skal ikke opholde mig ved mænd som Hindenburg eller Clemenceau, men bede dig langt snare se dig som i din nærmeste kreds: Din broder Henrik, der fyldte 80 og syntes yngre og mere skarptskuende end i lang tider, din søster Elise, der medfrejdigt mod tager fat på at opdrage et nyt kuld børn (dog ikke hendes egne) din svoger Kapt. Bunde, der - uden at spørge konen om forlov ( og deri ligger det revolutionære ) entrer op i en flyvemaskine og hæve sig til ukendte højder, eller sidst, men ikke mindst, vores alle sammens Energi ideal Lerkenfeldt Dalgas, Oberstløjtnant Rambusch, der forlængst har flyvningen bag sig og nu for tiden, virksommere end nogen sinde før, har udgravet en mægtig sø, ( kopi af Hald sø - dog i noget mindre format ) oppe i din lynghede. Tilsammen repræsenterer disse fire den anselige sum af over 300 år - det er dog et tal.
Ængsteklig for, hvad der altså kan ske, når du først rører på dig, er der to ting, som jeg - og mange med mig - gerne vil bede dig om:
Først da dette, at den samme ånd, der bestandig i dine forældres og i den forløbne del af din tid har præget livet på Lerkenfeldt, må vedblive at herske. Det er - ikke mindst i en tid som denne - noget usigeligt velgørende ved at komme et sted, hvor ånd og tone år efter år er ens, har samme støbning, samme klang båret af dyb velvilje og interesse for alle slægtens medlemmer. Derfor føler man sig så velgørende fri og hjemme på Lerkenfeldt, og deri ligger måske en del af den trolddom, som dette sted altid har udøvet på så mange af os.
Den anden ting, jeg vil bede dig om, nu, hvor du står foran en ny ungdomsperiode, er den, at du ikke følger moden og beslutter dig til at skifte kone. Vi er allesammen så umanerlig tilfreds med den nuværende og vil du endelig skifte noget, så skift hellere seletøjet, det vil ingen begræde.
Men forresten, hvortil alt dette hastværk? Det er jo dog gået rigtig godt i årenes løb. Har du ikke bygget teglværk, bygget ny kreaturstald, ombygget laden, drænet jorden og skabt en besætning, der går ry om ? Det har jeg ganske vist ikke forstand på selv, men min søster Margrethe - der heller ikke har forstand på sligt - siger, at hun aldrig har set så prægtig en besætning, som den nuværende. Ognu til sidst har du og din søn i møllen taget initistivet til at få udnyttet vandkraften til at oplyse begge gårde og drive Eders maskiner ved elektricitet.
Sådan set kunne man jo syntes, at du var en lykkelig mand, Ak, men står der ikke skrevet; Dyr er lykkelige, kvinder og børn er det men vi mennesker, vi er det ikke! Jeg tror også, at en og anden Evnehos dig ikke helt nåede sin udvikling og sligt efterlader altid savn, en ubestemt, urolig længsel. Sådan kunne jeg f.eks. godt tænke mig, at du om du var blevet læge, i visse retninger kunne have følt dine evner bedre udnyttede - og dette er jo grundlaget for al sand lykkefølelse. Men så må det være dig og os andre en trøst, at dine evner og interesser på dette område så mangen gang er kommet andre til stor nytte og hjælp. Vi husker den syge karl, der var svært angrebet af den ondartede difteritis, ham hvem du trolig penslede I halsen, skønt stakkelen hostede de smittefarlige belægninger op idit ansigt, " Det ska a åller gelm' Husbond " sagde han. Nu, sygdommen fik alligevel bugt med han men du havde gjort, hvad der kunne gøres. Og havde han levet, havde måske hans hukommelse alligevel slået klik - man har set så galt før.
Nå, og så ligger det vel også i de flestes natur denne følelse af " dort, dort, wo Du nicht bist, dort ist das Glück ". Hør dette kloge vers af Paludan Møller i Adam Homo:
Thi så forskellig drift behersker støvet,
At den, der lever tryg i hyttens skjul
Vil hige udad som en modig fugl,
At få I livets storme vingen øvet;
Imedens den, det livet slag har prøvet
Og smagt, hvor verdens frugt så tit var hul,
Begærlig vandringsstaven vil tilbage flytte
Og hige hjemad til den stille hytte.
Nuvel! Lad mig så slutte min lille hilsen med hele ”Slægtens” varmeste lykønskninger til din fødelsdag. Vi venter en stor og rig udviklingsperiode for dig nu, i det kommende tiår - for Herregud, du bliver jo kun 70! "
__________________________________________________________________________
Af " Din hengivne ven Frisch "
" Man har vist mig den tillid at bede mig om at give et bidrag til " Slægten " i anledning af Hilmar Kjeldsens 70 års fødelsdag. Jeg betragter det som et ærefuldt hverv, der tilmed giver mig lejlighed til at betale en stor taknemlighedsgæld, en gæld, der har hobet sig op gennem mange år og ligesom med penge ved renter og renters rente er blevet en stor sum. Med glæde skal jeg søge at imødekomme ønsket og jeg har kun betænkelighed, at jeg ikke kan løse opgaven, som den fortjener og som jeg gerne ville. Men, jeg skal tage fat, idet jeg stoler på, at den venlige bedømmelse, som min person og mine bedrifter hidtil har fået på Lerkenfeldt, også må blive det efterfølgende Opus til del.
Lerkenfeldt, Lerkenfeldt! Hvilken sum af minder samler der sig ikke for mig i det navn. De mange års større og mindre glæder stiger frem for bevidstheden, alle gode og smukke, ikke en eneste episode har blot et stænk af ubehag. - Sig blot et ord, der direkte eller indirekte stå i forbindelse med det gamle herresæde i Himmerland, straks ser jeg hele egnen, dalstrøget, den dejlige å, højtedraget i syg, kantet med kæmpegravene, møllen, plantagerne og så den kære, vidunderlige, gamle borg, hvor det runde tårn rager op over trækronerne og " sees sig ud så vide …".
Så går tanken til de mennesker, der er hjemmets sjæl og liv, idet de give det dets særlige præg af trofast slægtssammenhold og den smukkeste varme jydske gæstfrihed, en gæstfrihed, som overordentlig mange mennesker udenfor den egentlige familie har nydt godt af i tidernes løb.
Dette kan jeg tale med om, og hvor er klangen ægte i det ”Velkommen” man får. Og det er mit ramme alvor, når jeg mener at den hjertelighed, der møder en fra herskabets side, også påvirker de firbenede venner. De små hunde, Fox o.s.v. springer glade op af gæsten og viser alle tegn på genkendelse. Det er aldeles utvivlsomt.
De to første gange, jeg kom på Lerkenfeldt, mindes jeg ganske tydelig. Første gang gående fra Vesterriis på fisketur, hvor jeg ved møllen af den rare gamle onkel Anders fik den venligste modtagelse og tilladelse til at fiske og senere på selve Lerkenfeldt tykmælk I blå slåle (jeg åd to portioner og hvor det smagte) og anden gang, kørende fra Østrup, for hos Hilmar Kjeldsen at få gode råd angåendeleje af jagten på Vesterbølle Byes marker. Da fik jeg kål og flæsk - og aldrig har de to retter smagt bedere. - Borgherren var ikke hjemme, men senere blev jeg hjulpet til lejemålet af det terrain, hvor - sammen med Lerkenfeldt og Møllens jagt - hele mit liv som jæger har haft sin største og bedste periode. Jeg vil serere komme tilbage til jagten og må passe på ikke at svæve for meget ud til siderne, da det jo er Hilmar Kjeldsen, min skrivelse gælder, og jeg vil nu prøve på at give et billede af ham, det gør ret og skjel, et eks. til efterfølgelse for kommende slægter, i det væsentlige da heldigvis. " Blandet I Brystet Mennesket bærer Godt og Ondt. Ej noget der findes, som er så god, at han er uden Lyd, Ingen så slet, at han intet er værd ". I lighed med andre berømte forfattere citerer jeg her Havamàl: " Hilmar er ikke uden lyd "
Altså: Vognen er ved stationen, kudsken bliver undervejs forhørt om familien, om der er fremmede, om der er mange høns om sørøverne har været i åen med det forb.… våd fornylig. Endelig ser man gennemvindebroens åbning i træerne lampen foran gardinet og vognen ruller rask op for trappen. Hundene melder fremmede og ud kommer Hilmar med et ”Velkommen”, som ikke er til at tage fejl af.
I mange år har det været en tradition at jeg havde frisk hvedebrød fra ”Holle” med og gæsterne får aftensmad, medens de, der havde spjælket øjnene og holdt sig oppe, til belønning får en ekstra kop te med Hollebrød.
Nu kommer vi til fødselsdagsbarnet, og jeg ville ikke have ret til at kaldes hans ven, hvis jeg ikke, idet jeg nu vil sige, søgte at sige sandheden, hvad jeg syntes er sandheden og forhåbentlig vil blive tiltrådt af familien og særlig af manden selv.
Ned af stentrappen kommer en høj rank mand, der træder fast i gulvet (ischiasperioderne fraregnet) med en ryg så lige som nogetsteds i dette land. Han må have været en flot gardist. Og om man end ikke kan kalde han (nu) en Harald Hårlager, så ville et tilnavn som Hilmer Tveskæg lyde helt godt, thi det er et flot skæg og sikkert ejerens stolthed. Stemmens ”Velkommen” svarer til manden.
Se alt det så man straks og dette måtte jo gøre et godt indtryk - men det væsentlige, karakteren, skal der jo længere tid til at vudere, og skønt jeg meget hurtigt kom til det ønskeligste resultat, så vil jeg tilføje, at min bedømmelse, vudering eller hvad man nu vil kalde det, uafbrudt fæstnede sig mere og mere uden perioder af tvivl. Og jeg mener at kunne give Hilmar Kjeldsen det bedste skudsmål, en mand kan forlange af sine nærmeste og sin samtid, nemlig at han er en ualmindelig retskaffen karaktér. Dermed er egentlig alt sagt - men jeg vil dog tillade mig at nævne som et væsentligt støttepunkt til min bedømmelses rigtighed, det, at han kan blive så velsignet indigneret over hvad han syntes der er tarveligt, småligt og utaknemligt. Når folk i en ældre alder kunne blive rigtig gnistrende gale i hovedet, så er det godt, thi så reagere de på forulempelse af noget fint og godt, og de, der ikke kunne føle indignation, er enten sløve eller gamle, og det er H.K. ikke. Han er meget beskeden og nøjsom for sin egen persons vedkommende, og hans interesse for musik, poesi og kunst i det hele taget eer langt større og mere forstående end hos de fleste af hans standsfæller.
Konservativ er han heldigvis, men derfor ikke på nogen måde døv for forslag til fremskridt, selv om han er forsigtig, inden ubetinget tilslutning gives. Og under vor disputer - og vi har haft mange ret varme - kunne han være stædig ( min næsvise datter Grethe tillod sig at bemærke, at vi to gamle mennesker lignede to hanekyllinger ). Det er ligesom det hænger lidt af svundne tiders betragtninge af ordskifte ved ham da det bar lidt af et nederlag for den, der blev overbevist. Jeg kom derfor jævnlig til at tænke på den gamle Henrik Gjern, der, selv om han i diskutioner var sat op i et hjørne, uvægerligt altid fik det sidste ord med " det er dog tvivlsomt ". Ikke sandt, kære Hilmar, du kan være lidt stædig?
Men nu skal han roses for sit fremsyn, thi længe før krigen gjore det nødvendigt at forandre tiden, havde Hilmar fundet på at arbejde længere om aftenen - og begynde lidt senere om morgenen. Lyver jeg eller er jeg en smigrer?
På et enkelt punkt lever jeg endnu I håbet om en forbedring og mit håb støtter sig på hans, trods de 70, unge sind, og det er med hensyn til præcist møde ved måltiderne. Ofte har jeg lagt mærke til, at husjomfruens meddelelse om, at maden var på bordet, mindede Hilmar om et aldeles uopsætteligt arbejde eller tilsyn et par kilometer ude I terrainet. Hvis dette lille vink ikke har nogen virkning - skulle han prøve at være gift med en dame M. F født M.L., men det er sandt, vi er jo ikke I Grønland, hvor konebytning er tilladt.
Ellers må jeg sige, at jeg intetsteds har set et mere roligt, fint og harmonisk samliv mellem ægtefæller til ære for begge parter og en faktor, der yderligere bidrog til hjemmets hygge og til den følelse af st høre til familien.
På jagterne søgte jeg at give Hilmar de gode poster, thi selv om han sagde, at han ikke så så godt som I unge dage, så var han pålideligheden selv, og blandt de mange episoder fra jagten, mindes jeg særlig den, hvor Hilmar ovre ved møllens plantage fik øje på mikkel, der kom ude fra marken. Fra den siddende stilling, lagde han sig så lang han var, blot med et øje op over horisonten, og da den røde røver var på skudhold, sprang jægeren op som en trold af en æske og mikkel blev på pladsen. Ja, hvor er der mange ting at mindes. Kan du huske, da Pan, ”stod” for Baumgartens støvler?, gartnersmedens røde kat, som jeg skød og gravede ned I et muldvarpeskud og dagen efter fandt hovedet ved hjørnet. Eller klapjagten, hvor vi fik 86 hare, nogle ræve o.s.v. Eller julehavejagten hvor vi var 7 jægere,fik 7 harer (Svend de 6 og jeg den 7de) og hvor vi ikke skød andet - og så Svends svane. Og alle de dejlige fiskedage, thi det er blandt andet det vidunderlige ved Lerkenfeldt som til- og udflugtssted for sportsmænd, at er det godt fiskevejr, duer det ikke til jagt og omvendt. Kan du huske, da Herredsfogden I væddemål tabte en krone til mig, fordi jeg præsenterede ham et fad ørreder, da han kom ind til morgenkaffe.
Men - hvor har jeg været gal I hovedet på dig, kære Hilmar, for din overbærenhed mod sørøverne - dog derom vil vi ej tale idag, men mindes de mange, mange hyggelige aftner med musik, med
" Generalen ” og ” Gorm den Gamle ", den lille hvide hund o.s.v.. Spøgelser har jeg ikke været generet af, end ikke Chresten Kjeldsens " lille sorte hund ".
Ja nu må jeg vist helst standse, thi, skulle jeg ikke lægge pennen her, før jeg ikke har mere at mindes fra Lerkenfeldt, så ville der gå lang, lang tid, og selv den tålmodigste læser ville blive træt. I håb om, at det jeg har skrevet, må svare til, hvad man ønsker udtalt og med særligt håb om, at fødselsdagsbarnet må syntes, at han har været underkaster en retfærdig og forstående bedømmelse, vil jeg i en samlet sum bringe Hilmar og Fru. Mathilde Kjeldsen min, min families og ikke mindst ”Drengenes” varmeste, dybeste tak for de mange års storartede og minderige tider. I et harmonisk hjem, med sands for alt smukt, med kærlighed til alt godt, til alt, hvad der giver livet værd, har jeg fået frisk luft I lungerne, samlet kræfter til mit arbejde, og hver eneste gang jeg er rejst fra Lerkenfeldt, har jeg været glad ved tanken på næste gang.
Og, når sidste gang har været, stoler jeg på, at den kampesteen fra Lerkenfeldt, som er mig lovet, bliver hentet og sat på min grav som et symbol på hvor fast jeg har været knyttet til det Kjeldsen-Lerkenfeldt'ske hjem.
Som der står et sted I Boganis, således har Hilmar Kjeldsen og hans hustru levet, holdt det ved samlivets begyndelse til hinanden givne løfte.
Jeg giver dig alt, hvad et Menneske rummer
Min Sjæleangst, min lønlige Kummer,
Min Tro, mit Haab, min Lykke, mit Mod,
Min Mund, min Favn og mit Hjerteblod.
Din hengivne Ven
Frisch.
------------------------------------------------------------------------------
Lerkenfeldt den 11te Maj 1889.
Kjære Svoger Rambusch! Hjertelig Tak for Dit Arbejde med Plan o.s.v. til den nye Altantrappe m.v., som jeg er meget glad ved, og strax var enig med mig selv om at indgaa paa, hvad mig angaaer. Der erkun et Par Spørgsmaal hvorom Meningerne ere delte, nemlig 1) om ikke der bør være en Stang mere i Rækværket baade om Altan og Trappen, ligesom der er paa Rækværket ved Trappen fra Gaarden til Taarnetog 2) om Trappen ikke burde være 6” – 12” bredere. Angaaende Spørgemaal 1, er det vel kun et Pengespørgsmaal, idet du ikke skal forandre noget ved Konstruktionen; men hvor meget mere en Stang til vilfordyre Rækværkerne? Kommer der en Stang til kan Nettet vist undværes, og skulde det vise sig ønskeligt senere at faa det, kan det jo godt anbringes. Bliver det for dyrt med en Stang til, f. Ex. Dyrere end Nettet du foreslaar, mener de 2 Mathilder, at det (Nettet) burde gaa helt ned til Foden af Altan og Trappe, men derimod lade aabent 3” Rum foroven, som du foreslaar. Sp. 2. Du skriver Trappens Brede 3’; Tegningen viser 3’4” og Længden staar angivet med 11’11”, men Tegningen viser efter Maalestokken kun 11’2”, hvilket er rigtigt? Det er egentlig kun Mekka, som finder at Trappen bør være bredere, men du ved, at det er en Stemme, som helst bør tages Hensyn til. Jeg vil foreslaa, at du hvis du ikke skal have formeget Arbejde og Bryderi med Forandringen, hører Julies og Theas Mening, og saa rette dig derefter. Bliver der ved Bestemmelsen med Staltraadsnet, syntes vi at dette paa Trappen bør gaa helt ned. Kan Mathias L. skaffe Trinplanker som foreslaaet, var det rart.
Hesteskaanerne bliver vel sendte saasnart Du faaer dem? Sendes de direkte fra Stockholm, maa de adresseres til A. Bie, Hobro.
Af Alterlys vil jeg gjerne have 3 Par af No 5, pr Par – 890, Pris 8.40 Kr.. De maa ligeledes sendes under
Adressen: Kjeldsen, Lerkenfeldt.
Ad. Hr. Kjbmd. A. Bie
Hobro.
Betaling for Hesteskaanere, Alterlys og Altan med Trappe m.v., kan du tage af de hos dig beroende Penge. Jeg ved ikke rigtig om jeg foreløbig lader flere Obligationer sælge, men bestemmer jeg mig dertil, skal jeg skrive. Foreløbig Tak for de hidtil besørgede. Arrangementet med Banken sidste Gang, syntes jeg var meget godt. Hvis du nu er ædelmodig, som jeg troer de er, og svarer mig snart, skal jeg ogsaa være expedit med Gjensvar.
Forkarlen ligger fremdeles meget syg af Diphteritis – siden igaar 14 Dage – og er kun lidt bedre, saa Liv eller Død er, for os at synes, lige sandsynlig. Hvorvel vi have en Kone til at passe ham og hans første Sygeplejerske, som ogsaa har ligget i over én Uge af gastrisk eller lidt typhoid Feber, men nu er bedre, har jeg dog været5 og er fremdeles meget optaget af de Syge. M.A. og Ellen skal, somdu maaske har hørt, sidst i denne Maaned rejse til Sandefjord, en kjedelig og kostbar Rejse, blot den maa nytte noget. Ellers intet særligt at berette. Hils Julie.
Din heng. Svoger Hilmar Kjeldsen.