Mathias Kjeldsen de Fine Licht
1859 - 1917 (57 år)-
Navn Mathias Kjeldsen de Fine Licht Født 16 sep. 1859 Vesterbølle Sogn, Rinds Herred, Viborg Amt, Danmark 
- Lerkenfeldt Gods (Bonderup)
Køn Mand Beskæftigelse Hals Sogn, Læsø Herred, Hjørring Amt, Danmark Lodsoldermand Død 23 feb. 1917 Hals Sogn, Læsø Herred, Hjørring Amt, Danmark Begravet 
de Fine Licht, Mathias Kjeldsen Person-ID I77595 My Family Genealogy | Familen Ravnholdt & Hansen Sidst ændret 30 jul. 2020
Far Marcus Philip Vilhelm de Fine Licht, f. 14 apr. 1821, Egernförde, Tyskland , d. 13 maj 1885, København-, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark (Alder 64 år) Mor Anna Dorthea Kjeldsen, f. 21 sep. 1837, Vesterbølle Sogn, Rinds Herred, Viborg Amt, Danmark , d. 9 mar. 1916, København-, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark (Alder 78 år) Familie-ID F21712 Gruppeskema | Familietavle
-
Begivenhedskort 
Beskæftigelse - Lodsoldermand - - Hals Sogn, Læsø Herred, Hjørring Amt, Danmark 
Død - 23 feb. 1917 - Hals Sogn, Læsø Herred, Hjørring Amt, Danmark = Link til Google Earth Kort forklaring 
: Adresse
: Beliggenhed
: By
: Sogn
: Amt/Region
: Land
: Ikke indstillet
-
Notater Små minder om Mathias Kjeldsen de Fine Licht
En sommerdag på Lerkenfeldt i året 1878 – 79 var flaget hejst i gården og alle mennesker var i festlig forventning ”Kadetten kommer hjem”, lød det, og glade øjne stirrede ud over gården gennem den løvtakte bro over graven – og så tilbage igen op mod Dannebrog.
Så, nu høres den slæbende lyd gennem sandet, nu ruller vognen op gennem Ladegården, kører over broen og op foran Tårntrappen.
Bedsteforældrene og alle onkler og tanter er ude på trappen for at tage imod ham ”Søulken”, - men først og sidst mor. Mor med de strålende, brune øjne og det varme hjerte, hun står og tager med stolthed imod sin førstefødte søn, som nu står for hende som Kadet i den smukke, noble, mørke uniform ”med de blanke knapper”.
Målet er nået – han var Kadet og vendte hjem fra et ærefuldt togt.
--------------------------
Af middelhøjde med brede skuldre, fint, smalt ansigt, mørkeblondt krøllet hår, smukt buede øjenbryn og klare, livlige, blå øjne – og absolut sømand helt igennem – sådan var Mathias Licht den gang.
Han var så fuldt ud sømand, at han engang sagde: ”Aa, sådan en lille fint bygget kutter, malet indvendigt og udvendigt og i enhver henseende som den skal være. Kan man tænke sig noget bedre end at fare ud på sundet i sådan én? Jeg siger, at jeg kunne aldrig blive så forelsket i en ung pige, som i sådan en lille båd.”
Mathias Licht var på en dansk søofficers sædvanlige togter. Med Korvetten ”Dagmar” til Grønland, med ”Diana” til Island og med Fregatten ”Jylland” på dens sidste togt til Vestindien.
-----------------
Den 22. oktober 1887 var der sølvbryllup på Restrup, en meget stor og smuk fest. Henrik Kjeldsen tog en af de unge damer ved hånden og førte hende ind i den lille stue bagved dagligstuen. Dér stod en ung herre i søofficersuniform, fuld galla.
”Må jeg præsentere jer to for hinanden, det er Premierløjtnant de Fine Licht, og det er Frøken X, som skal være din borddame”.
”Kommer Laura Kabell ikke med?” spurgte han kort.
”Nej”
”Ja, så bryder jeg mig ……. Fløjte mig ikke en døjt om det hele”
”Kan du så godt lide Laura Kabell?”, spurgte onkel Henrik sagtmodigt. ”Ja, hun er en køn pige, men der er vel meget af hende. Hun kommer til Lerkenfeldt i morgen og bliver der i tre dage
Det lettede svært på ”Søulkens” humør, og han dansede og morede sig.
Men næste dag på Lerkenfeldt – da gjaldt det om at komme en tur ud i plantagen med Laura Kabell.
Sådan var Mathias, åben og ærlig i hele sin færd, måske vel ærlig.
Den 1. april 1892 holdt Mathias Licht og Laura Kabell bryllup og bosatte sig i Zinnsgade ved Sortedamssøen. De havde ikke stor gage, men forstod at tage forholdene med humør. Og det er en stor ting, det er næsten det allerstørste. Jeg husker, da Mathias Licht som så mange andre dygtige danske officerer måtte falde for aldersgrænsen i en alder af 42 år. Som et plaster på såret blev han udnævnt til Lodsoldermand i Hals, et ansvarsfuldt og ærefuldt hverv, som han beholdt til sin død. jeg gik op til Laura, fordi jeg tænkte mig, at hun var nedbøjet af sorg over, at Mathias ikke var blevet Kaptajn, og jeg ville gerne trøste hende. Men hun stod dér i gangen, stor og anselig, tog mig i sine arme og sagde med strålende øjne og inderlig glæde, ”Aa du, nu kan jeg beholde Thia hjemme hos mig altid – altid, nu skal han aldrig mere ud at sejle mere.”
Lodsoldermandensgården i Hals var som en stor gammeldags præstegård med have om og tæt ved fjorden. Og som en præstegård var det hjem, som Mathias og Laura dannede for deres fem børn.
De var gennem bekendtskab med Dr. Ingerslev i Hals blevet stærkt religiøst påvirket. For Mathias var det noget nyt som kom til ham, og som helt tog magten over ham, så han blev et ”nyt menneske”.
Og dog den samme, for han havde altid haft gode interesser, kun gav han sig nu bedre tid til at pleje dem. Han skænkede årligt store summer til Guds Riges arbejde og blev medstifter af Sudanmissionen, hvis formand Pastor Anton Pedersen i Ålborg var hans gode ven.
Da krigen kom i 1914, fik Mathias lange og anstrængende vagter, særligt om natten, og i løbet af 1½ år nedslog det hans hidtil gode helbred.
Den 15. marts 1916, ved hans moders begravelse, kunne vi alle se, at han var meget syg. Han stod oppe på jordbunken som lå ved siden af graven og takkede os alle, der var samlet for at følge hans morder til jorden, og tilsidst sagde han så indeligt og kærligt ”Gud velsigne jer alle sammen”
Imellem de mange mennesker på kirkegården var der én som hørte han sige: ”Jeg har ikke langt tilbage”. Hun ville trøste ham med nogle opmuntrende ord, men han vendte sig mod hende og sagde ”Nej, jeg ved det, det er snart forbi. Men når det kommer så ved jeg hvem der kalder, og så skal jeg også lystre ordre” – Og så stod den djærve Søofficer ret som et lys og så op imod himlen, som om han ventede på ”Ordre” fra chefen deroppe.
Den kom knapt et år efter. Ved juletid 1916 havde han haft en meget anstrengende tur i åben båd og kom stærkt medtaget hjem.
Han kom i sengen mellem jul og nytår og man håbede, at han skulle blive bedre, men den 18. februar stødte der lungebetændelse til. – der blev lige tid til at sende bud efter de tre store børn i København. De kom alle børnene og samledes ved deres faders seng og nød nadveren sammen med deres fader og moder.
Mathias Licht døde den 23. februar 1917.
Jelma Olsen.
M.L. blev begravet den 27. februar et stort følge fulgte og en mængde signerede kranse blev sendt, bl.a. fra hans to overordnede og fra Kadetkammeraterne. Venner af Indre Mission satte en smuk marmorplade på hans grav med navn ovs. Og med ordet: ”Det være langt fra mig at rose mig uden af Vor Herre Jesu Kristi Kors” (Gal.6.14)
(fra bladet ”Slægten” nr. 11 og 13)