Følgende er skrevet af Peder Hviid Til min kjære Søn Michael Hviid, ved hans første Udtræden i Verden
”ORD GLEMMES, SKRIFT GJEMMES”
I det Haab at alle gode Ord Du har hørt i Dit kjære Hjem, ikke maa blive glemt, og vorde døde hos Dig, lader Dine Forældre Dig nu forlade dette. Men da jeg ved, hvor let der gaaer at glemme det Gode, og glemme Ord, og hvor der mangen Gang hører Styrke til at modstaae Verdens mangenhaande Daarligheder, nedskriver jeg Dig her, hvad Du til dels alt har hørt i dit Hjem, og beder Dig kjærligt alvorligt og tænkende mangengange at gjennemlæse disse Ord, som jeg tør sige vel opfattede og ret fulgte, vil blive Dig en god Leder paa Din Livets Vei, min elskede Søn.
Hidtil har Du levet i et kjærligt Hjem ved Dine Forældres Side, under deres Omsorg og Omhu, saa godt som vor Herre i Himmelen har givet og Kraft til, og gid Du altid maa kunne kalde Din her i Hjemmet tilbegelagte Barndom i skjøn og kjærlig Erindring.
Vid nu, mit kjære Barn, den Tid er omme – Du træder nu ud i Verden, i en Dig helt ukjendt Verden, der er fuld af Daarlighed, Synd og Last, og nu vil det gjælde mangen en Strid for Dig, for at afholde Dig fra disse Veie, og for at vandre paa de gode Veie, der ere velbehagelige for vor kjære Gud og Fader, og som gjør Dig agtet og afholdt af gode Mennesker.
Men tro nu ikke, kjære Barn, at denne Strid er sværere end Du kan udføre den, og tro ikke, at Du tør sige, enten til Dig selv eller Andre som en Retfærdiggjørelse for den slette Vei, ”vi ere alle Syndere”, og der er den eller den at paavise, der er ligesaa stor eller større Overtræder som Du. Nei, det er slet ingen Undskyldning for Dig. – For at vandre den rette og gode Vei, maa Du stedse lade hver Din Gjerning ske i vor Herre Jesu Navn, følge denne Vei han har anvist os, og huske vel paa, at kuns ved ham kan Du see og føle, at vor Herre i Dit Hjerte tager Bolig, og Du naar da en Tilfredshed og Glæde, som hele Verden ikke kan give Dig. – Det er Hovedstriden, men tro dog aldrig den hos Dig bliver fuldendt. Nei, det gjør den ikke. Du maa stride saaledes gjennem hele Livet, men Striden bliver Dig kjær og let, naar Du først naar en sand og levende Tro og Tillid til vor Herre og Frelser, og den hellige og levende Aand vil da føre Dig til Din naadige Gud og Fader, og Du skal i Dit Livs mørkere Dage, som nok vil ramme Dig, finde den Kraft og Styrke, som kan opholde og bevare Dig. – Fristes Du da til at gjøre noget Du ikke have Verden maa see, da vid det er galt farende med Dig, søg da ved vor Herres Kraft at aftræde derfra, og naar Du har seiret fryder dit hjerte sig, medens Du ellers vil føle Samvittigheds Uro ved ikke at have bestaaet den onde Fristelse. – Vogt Dig vel for, aldrig at gjøre andet, end Du tør lade hele Verden see, og vogt Dig vel, kjære Barn, for Mørkets Gjerning.
Tag da disse mine kjærlige Formaninger med Dig paa Livets alvorlige Vei, Du nu skal begynde at gaae, og følg dem, de vil bidrage, at Du kan vorde et agtet og godt Menneske, tjenlig for den gode Verden. – Vær flittig og lærvillig i al god Gjerning, sagtmodig, kjærlig, eftergivende og tilgivende mod dine Medmennesker, og sky slet Selskab.
Maatte jeg nu kunne leve med Dig, og see der ret kommer noget godt ud af Dig, da skal det af Hjertet glæde Din kjærlige Moder, der med mig overgiver Dig disse Linier – Gud bevare og lede Dig.
Sorvad, 8. Novbr. 1857 Din oprigtige Ven og Fader
Hviid.
1841 - 
: Adresse
: Beliggenhed
: By
: Sogn
: Amt/Region
: Land
: Ikke indstillet
