Notater |
- Kristen Dinesen var fætter til sin hustru. Som så mange andre i slægten, drev han i sine yngre år en betydelig kreaturhandel og han var på dette område anset som en overordentlig dyglig og driftig mand, hos hvem familien ofte søgte råd og bistand. Sammen med sin svoger og fætter Kristen Juul Kjeldsen, købte han i 1816 hovedgården Havnø, for 127.000 rdl. navne værdi. Han ses endvidere at have ejer en halvpart i Højslev Mølle og i 1826 blev han den højstbydende ved den 4. auktion over og fik i 1827 skøde på Restrup Hovedgårds gods, ca. 180 Tdr. hartkorn bøndergods, tillige med Testrup og Gedsted sognes Konge-Rugtiende, for 2080 rdl. sedler. Godset blev derefter udstykket og det må have været en god forretning, for ved at gennemgå skøderne på størstedelen af de bortsolgte ejendomme, findes disse ialt at have indbragt 14.000 rdl.. Hans enke solgte, til prokurator Chr. Cæsar Holm i Hobro, " Resten af det hende tilhørende såkaldte Restrupske sønder gods ", på 53 Tdr. hartkorn, for 3500 rdl.. Den, Jens Kjeldsen tilhørende part i Lerkenfeldt, må været gået i arv til hans børn, thi i 1820 udsteder Peder Kjeldsen, Christen Kjeldsen og Christen Dinesen på Mølgård skøde til Ane Dorthea Kjeldsen, på de dem tilhørende andele i Lerkenfeldt gård og gods for 20.000 rd. , heraf halvdelen til Peder Kjeldsen og halvdelen til de to svogre tilsammen.
( fra " Slægten " nr. 35, d. 26/09 - 1921, skrevet af Åge Brask ) Fik af sin svigermor skødet på Volstrup 2 jan. 1800. Sofie Hedvig Kjeldsen ejer Volstrup indtil sin død i 1840. Under disse ejere bortsolgtes en del af godset til gården, som lavværger for enken nævnes da broderen Christen Kjeldsen, sønnen Jens Dinesen samt Wandborg, antagelig den senere ejer af Trinderup. Begge ægtefæller ligger begravet på Rørbæk kirkegård, og der findes her en stor gravsten over dem med meget rosende inskriptioner. Af mindet om Sophie Dinesen har jeg (Åge Brask) et brev med nogle optegnelser; det er uden underskrift, men ifølge indholdet må det være skrevet af hende og lyder således; ” Aar 1769 den 28. var min sal. Mand Christen Dinesen født i Rørbekhougaard; her til Volstrup kom han i Februar 1798, og vi havde Bryllup den 16 Maj samme Aar. 1802 den 29 Marts blev vort Ægteskab velsignet med vores søn Jens. - I 30 Aar deelte vi Livets Sorger og Glæder, da det behagede Forsynet at kalde ham til sit rette Hjem i hans Alders 58. Aar 10 Maaneder 3 Dage.- 1827 den 30 Oktober blev han rørt i den venstre Side og paa Mælet indtil han den 26. Januar næstefter fik et Tilbagefald af sin Sygdom, da han blev rørt i den højre Side, Arm og Ben samt paa Mælet, efter 9 Ugers og 2 Dages haarde Lidelser /: i hvilken Tid han kun talte meget lidt og tildeels uforstaaelige Ord:/ sluktes hans Livs Lys den 31 Marts 1828 om Aftenen Kl. 6 ”
|