Henrik Pontoppidan[1]
1857 - 1943 (86 år)
-
Navn Henrik Pontoppidan Født 24 jul. 1857 Fredericia Trinitatis Sogn, Elbo Herred, Vejle Amt, Danmark 
Døbt 6 sep. 1857 Fredericia Trinitatis Sogn, Elbo Herred, Vejle Amt, Danmark Køn Mand Folketælling 1880 København (Staden), Københavns Amt, Danmark Adresse:
Admiralgade 24Beskæftigelse Forfatter, nobelpristager Bopæl 1 nov. 1919 Fra Helsingør Adresse:
Overgaden neden Vandet 15, stDød 21 aug. 1943 Ordrup Sogn, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark Adresse:
CharlottenlundBegravet Rørvig Sogn, Ods Herred, Holbæk Amt, Danmark - Rørvig Kirkegaard
Person-ID I79516 My Family Genealogy | Familen Ravnholdt & Hansen Sidst ændret 8 jun. 2022
Far Dines Pontoppidan, f. 11 mar. 1814, Bogø Sogn, Mønbo Herred, Præstø Amt, Danmark , d. 31 maj 1879, Randers-, Støvring Herred, Randers Amt, Danmark (Alder 65 år) Mor Birgitte Christine Marie Oxenbøll, f. 30 dec. 1824, Randers-, Støvring Herred, Randers Amt, Danmark , d. 11 jan. 1888, Frederiksberg-, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark (Alder 63 år) Gift 16 maj 1844 Vordingborg Sogn, Baarse Herred, Præstø Amt, Danmark Familie-ID F22306 Gruppeskema | Familietavle
Familie 1 Mette Marie Hansen, f. 17 nov. 1855, d. Ja, dato ukendt Gift 2 dec. 1881 Skuldelev Sogn, Horns Herred, Frederiksborg Amt, Danmark Skilt 8 apr. 1892 - Kongl. Bevilling
Sidst ændret 1 aug. 2018 Familie-ID F30004 Gruppeskema | Familietavle
Familie 2 Antoinette Caroline Elise Kofod, e, f. 25 jun. 1862, Frederiksberg-, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark , d. 6 feb. 1928, Svendborg-, Sunds Herred, Svendborg Amt, Danmark (Alder 65 år) Gift 9 apr. 1892 Børn 1. Else Catharina Pontoppidan, f. 7 jul. 1894, Frederiksberg-, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark , d. 6 feb. 1928 (Alder 33 år)2. Steffen Broby Pontoppidan, f. 14 mar. 1896, Frederiksberg-, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark , d. 5 aug. 1958 (Alder 62 år)Sidst ændret 1 aug. 2018 Familie-ID F30006 Gruppeskema | Familietavle
-
Begivenhedskort 
Begravet - - Rørvig Sogn, Ods Herred, Holbæk Amt, Danmark 
= Link til Google Earth Kort forklaring 
: Adresse
: Beliggenhed
: By
: Sogn
: Amt/Region
: Land
: Ikke indstillet
-
Notater http://nobelprize.org/literature/laureates/1917/pontoppidan-autobio.html
Henrik Pontoppidan – Autobiography
My father, Dines Pontoppidan, belonged to an old family of clergymen and was himself a minister. My mother, whose maiden name was Oxenbøl, was the daughter of a government official. They had sixteen children. One of the middle ones in the flock, I was born on July 24, 1857, in the small Jutland town of Fredericia. In 1863, my father was transferred to Randers, another Jutland town, where a year later, at the age of six, I experienced the invasion of the allied Prussian and Austrian armies. When I was seventeen I went to Copenhagen, where I was accepted at the Polytechnical College. After a summer trip to Switzerland, which was rich in experiences, I started writing. In the beginning I aimed at descriptions of nature and folk life until, as the years passed, the description of man became my chief interest.
My first book was published in 1881. I began with a few volumes of smaller tales, among which was Fra hytterne (1887) [From the Cottages]. But the subjects which especially attracted me demanded a more spacious form and a broader style. I turned to the novel, an artistic form which had in former days been neglected and had thus acquired a bad reputation, but which during the nineteenth century had developed and elevated itself to the ranks occupied by drama and the ancient epic. In a trilogy, Det forjaettede land (1891-95) [The Promised Land], Lykke-Per (1898-1904) [Lucky Peter], and De dødes rige (1912-16) [The Kingdom of the Dead], I have attempted to give a continuous picture of the Denmark of today through descriptions of human minds and human fates which reflect the social, religious, and political struggles of the time. Aside from this, over the years I have produced a number of minor and more personal works, wherein imagination has been allowed to play more freely. I mention Ung elskov (1885) [Young Love], Minder (1893) [Memoirs], Den gamle Adam (1894) [The Old Adam], Højsang (1896) [Song of Songs], Borgmester Hoeck og hustru (1905) [Mayor Hoeck and Wife], Den kongelige gaest (1908) [The Royal Guest], and Hans Kvast og Melusine (1907) [Hans Kvast and Melusine]. My collected works comprise approximately forty volumes.
Biographical note on Henrik Pontoppidan
Henrik Pontoppidan (1857-1943) wrote his last novel, Mands himmerig [Man's Heaven], in 1927. The most significant work of his later years consisted of five volumes of memoirs, published between 1933 and 1943.
From Nobel Lectures, Literature 1901-1967, Editor Horst Frenz, Elsevier Publishing Company, Amsterdam, 1969
This autobiography/biography was written at the time of the award and later published in the book series Les Prix Nobel/Nobel Lectures. The information is sometimes updated with an addendum submitted by the Laureate. To cite this document, always state the source as shown above.
Henrik Pontoppidan died on August 21, 1943.
Henrik Pontoppidan og Randers
Af Niels Jeppesen
Henrik Pontoppidan var født i Fredericia 24. juli 1857, og ikke i Randers, som nogle aviser fortæller i anledning af 100 aars fødselsdagen.
"Vi er jo næsten fra samme sogn," mindede han mig ofte om, kun Rands-fjorden skilte vore første barndomshjem fra hinanden; men den vise Salmonsen holder stadig fast ved, at ogsaa jeg er født i Randers, ikke i landsbyen Rands.
I 6-aarsalderen foretog han rejsen til Randers, hverken ad en af de 13 landeveje eller Gudenaaens snævre, engkransede vandløb, men med tidens store vidunder "dampvognen", der rullede fra Aarhus til Randers og gav ham en karruseltur, han aldrig før havde oplevet. Randers var ikke saa forskellig fra Fredericia, skønt noget større og med flere gamle købmandsgaarde, flere velhavende omegnsbønder med merskumspibe i mundvigen og en sæk smaagrise paa nakken, fede stude fra engdragene, mens køerne i Fredericia ofte maatte nøjes med det visne græs indenfor voldene.
I de første maaneder huserede tyskerne i den store Set. Mortens præstebolig, Sct. Jørgensgaard i Brødregade (nu Falbe Hansens ejendom), ligesom i min farfars gaard i nærheden af Fredericia. Et par menneskealdre efter oplevede digteren atter herrefolkets invasion til sin store forfærdelse, men ikke overraskelse.
* * *
I hjemmet med de mange børn var der en trykket stemning som følge af moderens sygdom, faderens svage øjne, der til sidst gjorde ham næsten blind, de smaa kaar og præstens strenge gudsfrygt og puritanske alvor, ikke mindst i opdragelsen. Henrik var en livlig og munter dreng, paa hvem faderens formaninger og bønner til Gud prellede af, da han havde hugget æbler i nabohaven. Han forhærdede sig kun, mens søstrene græd deres bitre taarer over den fortabte broder, der efterhaanden kom til at betragte sig selv som "den sorte ært i bælgen", især de de tre ældste brødre forfremmedes i visdom og alder og blev studenter, mens han maatte nøjes med realklassen.
Faderen gik tarveligt klædt, der kom ikke mange gæster, og Dines Pontoppidan gav sig straks til at tale med dem om deres gudsforhold. Ved Grundtvigs død mindede han i et foredrag om, at den store salmedigter manglede Brorsons ydmyghed og alvor, og biskop Gøtzsche, hvis far var præst i Fredericia samtidig med Pontoppidan, har fortalt mig, at denne strenge præst nøjedes ved en selvmorders begravelse med at bede et halvt Fadervor, idet han begyndte med: Forlad os vor skyld!
Da digteren for 32 aar siden aflagde mig et besøg, saa han fra min have ud over Nørresøen i retning mod Randers og sagde med en stemme, der ikke rummede sorg eller savn, men kun beklagelse: "Ja, dèr virkede min far, til han ikke blev saa gammel, som jeg er nu".
Helt forsonede blev de vist aldrig. Billedet af pastor Johannes Sidenius i "Lykke-Per" kaldte de fleste af børnene en karrikatur af deres far, og digteren har mildnet hans træk i erindringsbogen: "De skulle have kendt min farfar; men ham kunne min far ikke med, fordi han havde begaaet ægteskabsbrud og var afskediget nogle aar. Han vilde ikke have hans billede paa sin væg ved siden af sin mor. I stedet hang et billede af apostelen Johannes, saaledes som De ser det her".
Men digteren havde alligevel arvet en del af sin fars nidkærhed, hans sind og stil og den usnobbethed, han lagde for dagen som sjælesørger i Randers, fattigpræsten, der efterhaanden ikke deltog i selskabelighed, heller ikke hos kolleger i omegnen. Den rødkindede og mørkhaarede søn var derimod selskabelig anlagt og kom ofte i proprietær- og præstegaarde paa lange fodture, saaledes hos den hostrupske præst i Thorning og i klassekammeraten Christian Jessens mere pietistiske hjem i Grønbæk præstegaard ved Silkeborg. I Erindringsbogen fortællerPontoppidan ikke om denne kammerat og deres lege i Grønbæk og i Brødregade, men pastor Olaf Jessen fortæller i en mindebog fra Grønbæk præstegaard om hans fars og Henrik Pontoppidans venskab i skoletiden og en brevsamling fra digteren, der blev fundet efter Christian Jessens død, og som røber digterens stil.
I "Undervejs til mig selv" faar vi billeder fra skolelivet, der begyndte hos en "skolemutter" med et lille møbel — lille Benjamin — under sengen, som drengene blev truet med, naar de var uartige. Endnu et par aar var han i en anden pogeskole, hvorfra han rykkede op i latinskolen, der bar indskriften: "Samler eder ikke skatte paa jorden, som møl og rust fortærer," samt husede en lærerstab, digteren kalder en flok "halvkomiske skabilkenhoveder, hvis kvalikikationer som ungdomsopdragere ikke var til mere end tg-;".
* * *
Resultaterne var ogsaa kun smaa; præstesønnen fra Grønbæk maatte ud og kom i Horsens latinskole, hvorfra han blev student, præstesønnen fra Sct Morten fik en sløj realeksamen undtagen i naturfag og matematik, efter at han havde kæmpet med vægterne paa de stejle gaders rutschebaner ved vintertid, eksperimenteret med mekanik og elektricitet i sin fritid og besøgt baade den katolske pater og den jødiske overrabiner. De indbyrdes forskellige interesser, naturvidenskaben og religionen, kæmpede allerede i drengeaarene med hinanden.
Pontoppidan viste mig engang en czekisk oversættelse af "Lykke-Per" med illustrationer. Her var et billede af skibet, der førte hovedpersonen og moderens kiste fra København til Randers paa en lille smakke, der næsten skjultes af Kattegats taarnhøje bølger. Han var den eneste, der fulgte moderen paa den sidste rejse, dog kun til Voer, ikke gennem den lange og smalle sejlrende mellem sivene og de forskrækkede kvægflokke, der skulle ned til vandet for at hilse paa det dampende søuhyre.
Men den gemytlige indsejling til kronjydernes og sølvknappernes land finder vi i "Minder". Passagererne forlod de indre gemakkers bagager og "bakker" for at indaande engluften og nyde synet af solen, der straalede over mælkebøtter og storke — frugtbarhedens symbol — og det uadelige frøkenkloster "Støvringgaard".
Og hovedpersonen fortæller næsten som sin gamle lærer i det danske sprog (og det ædle l'hombrespil i Blokhus) M.A. Goldschmidt om de gamle patriarkalske købmandsgaarde og fantastiske tømmerstabler i Vordingborg1, de stejle, krumme gader med sære fremmede navne, de fede stude og gemytlige bønder, den yndige og elskelige Anna-Eleonora og hendes to bejlere: bogmaddiken, adjunkt Hammer, og ritmester von Mohrhof. Men købmand Ankersens datter fandt ikke lykken, hverken hos Erasmus Montanus, pedanten Hammer, der havde nok i sine græske og latinske leksika, eller hos. pigejægeren v. Mohrhof, hvorfor hun forsvandt i Gudenaaen.
* * *
Vil man kende det gamle Randers, dets piger og handsker og laks, skal man læse Henrik Pontoppidan og ikke Karin Michaëlis, der jo ogsaa har tilbragt sin barndom i byen, men i sine bedste bøger er blevet i blomsterbutikken hos moderen. Henrik Pontoppidan fik med rette sit navn under den store sprogforsker Vilhelm Thomsens paa mindetavlen over byens store mænd. Thi som Holberg ville han polere det danske folk og ej blot sysle med sproget.
Han kendte hele del danske land, men Randers var hans hjerte nærmest. Med sin dybe stemme har han sunget sangen om Danmark, Hamlets fædreland. Han fortjente at blive æresborger i den by, han har malet med sin farverige pensel.
Præsterne i Skjoldborg og deres Tid.
Af S. C. Sortfeldt
der 10 Sønner og 6 Døtre, og af disse Børn skal nævnes to af vore mest berømte Læger, nemlig Erik og Knud Pontoppidan, Præsten Morten Oxenbøll Pontoppidan og Forfatteren Henrik Pontoppidan, der lever endnu.
http://www.historisk-randers.dk/historier.asp?hisID=1
Henrik Pontoppidan (1857-1943) forfatter, Nobelpristager og æresborger
Århundred- og tusindskiftet gav anledning til mange statusopgørelser, og medierne lod således det 20. århundredes danske roman kåre. Johannes V. Jensens Kongens fald (1900-01) vandt med Henrik Pontoppidans Lykke-Per (1898-1904) som nr. 2. Altså: usvækket nutidig nationalhæder i tilknytning til den Nobelpris, der gjorde ham verdensberømt i 1917.
Ingen af Nobelpristagerens romaner er præget af hans opvækst i Randers som netop Lykke-Per. Som 6-årig præstesøn kom Henrik Pontoppidan til byen i 1863, og selv om han kun boede her ti år, blev det helt afgørende år. Han voksede op i et hjem præget af en strengt patriarkalsk far, og det var hans opgør med hjemmets uforsonlige opdragelse og hans frihedsfølelse uden for hjemmet - i byen og omegnen - der blev siddende i hans sjæl og satte sig så tydelige spor i Lykke-Per.
Som 85-årig takkede han i 1942 byen for en fødselsdagshilsen: ”Jo ældre jeg bliver, desto stærkere føler jeg, at det er i Randers, jeg har mit udspring, og at minderne derfra er mit bedste eje. Både byen selv med dens gamle købmandsgårde og den herlige omegn erobrede tidligt mit hjerte, og trods lang fraværelse og til sidst ret sjældne besøg har jeg bevaret mine synlige følelser for byen og med glæde fulgt dens rige udvikling. Jeg er og bliver et barn af Randers og Gudenåen.”
Et år efter døde den 86-årige forfatter, som byen havde gjort til sin 4. æresborger ti år tidligere. Hans sidste hvilested blev Rørvig Kirkegård.
Pontoppidan, Henrik, f. 1857, Forfatter. P. er født i Fredericia 24. Juli 1857, Søn af ovfr. nævnte Sognepræst Dines P.
Faderen forflyttedes 1863 til Randers, og P. kom 1866 i den lærde Skole der. 1873 tog han Realafgangsexamen, 1874 Adgangsexamen til Polyteknisk Læreanstalt. Her som i Skolen holdt han af visse Lærere og deres Fag, andre hadede han. Mod Studiefællerne viste han ofte en stærk Tilbageholdenhed, der pludselig kunde slaa om til kaad Lystighed og aaben Fortrolighed. Der var svært Humør i ham den Gang, han levede sorgløst og nød Verden. 1876 gjorde han en Rejse langs Rhinen til Schweits. 1877 tog han Ingeniørexamens 1. Del, i 1880 indstillede han sig til 2. Del, men forlod Examen. Dette Uheld virkede stærkt paa ham, hans Livssyn ændredes; nu vaagnede der vistnok en Trang i ham til at søge ud blandt Bondefolk. S. A. kom han til Broderen Morten P.s Højskole i Hjørlunde og blev Lærer i Naturfag og Landmaaling.
2. Dec. 1881 ægtede han Mette Marie Hansen (f. 17. Nov. 1855), Datter af Gaardejer Hans Nielsen i Østby, Horns Herred. Efter en Rejse til Italien opholdt han sig endnu et Par Aar i Hjørlunde, men flyttede o. 1884 til Østby. I Egnen her skal han have fundet Modeller til mange af sine Bondefigurer.
Han havde begyndt at skrive Fortællinger, allerede før han opgav sit Studium. Det første, han fik trykt, var Bondehistorien «Et Endeligt» (i «Ude og hjemme», Sept. 1881). Men forinden havde han skrevet «Kirkeskuden», en «22aarigs første Penneprøve» (2. Udg. 1898). Disse Fortællinger og et Par Skitser af kjøbenhavnsk Selskabsliv samledes i hans første Bog, «Stækkede Vinger» (1881). P. havde aldrig været Grundtvigianer, og paa Højskolen blev han led ved meget af Grundtvigianernes Væsen. «Sandinge Menighed» (1883) præges af denne Uvilje. Men Bønderne tiltrak ham. Fra deres Liv tog han Æmner til et Par af sine bedste Bøger fra 80erne: «Landsbybilleder» (1883), «Fra Hytterne» (1887).
Ringere Værd have gjennemgaaende hans smaa Romaner «Ung Elskov» (1885; i «Ude og hjemme» 1884), «Mimoser» (1886), «Isbjørnen» (1887), «Spøgelser» (1888).
P. bosatte sig o. 1886 i Havreholm ved Hornbæk og flyttede sidst i Soerne der fra til Kjøbenhavn. Siden har han næppe haft blivende Sted. Der er en rastløs Vandretrang i ham. Snart gjemmer han sig i Byen, snart i en Afkrog paa Landet, snart rejser han bort, til Tyrol eller Sverige eller Tyskland (i 1890 for det Anckerske Legat). Han søger ikke til Udlandet for at studere Folk og Sæder; han er for ærlig til at ville skildre fremmede Forhold. Han rejser for at komme til nye Steder og for at skrive i Ro. Han har maattet arbejde meget. I 1890 udgav han 3 Bøger («Skyer», «Krønniker» og «Natur») og skrev desuden en Del i «Børstiden de», mest under Mærket «Urbanus». For 2 af hans Artikler blev Bladets Redaktør tiltalt. Den ene (i «Børstid.» 12. Dec. 1889) ansaas ved Højesteretsdom af 10. Dec. 1891 for at indeholde en Forhaanelse af den kristne Kirkes Troslærdomme. Redaktøren idømtes 300 Kr.s Bøde; det kunde efter Dommen ikke fri ham for Ansvar, at «en anden i Forventning af, at Ansvaret derved skulde komme til at paahvile ham, under Sagen havde angivet sig som Forfatter til Artiklen». Paa Grund af denne Sag og nogle andre Artikler i «Børstidende» nægtede Kultusministeren i 1892 P.
Fornyelse af den Forfatterunderstøttelse, han havde faaet fra Finansaaret 1889-90; et Par Aar efter skaffede Folketinget ham den igjen.
P.s Ægteskab opløstes ved kongl. Bevilling af 8. April 1892; d. 9.s. M. ægtede han Antoinette Caroline Elise Kofoed (f. 25. Juni 1862), Datter af Justitsraad, Kontorchef Hans Peter K.
P.s Hovedværk er Romanen «Det forjættede Land» («Muld», 1891, «Det forjættede Land», 1892, «Dommens Dag», 1895); den vil skildre de demokratiske Strømninger paa Landet fra 70erne til 90erne (2. gjennemsete Udg. 1898). Samtidig med dette Værk kom «Minder» (fra Randers) 1893, «Nattevagt» og «Den gamle Adam» 1894, i 1896 «Højsang». Derefter paabegyndtes «Lykke-Per », en Roman i 6 Bind (de 2 første udkom 1898, 3. 1899).
Et Par Scener i 1. Bind ere tagne fra «Folkelivsskildringer» (1888). Lykke-Per er en, der ikke tør gribe Lykken fat, gamle Minder og Lærdomme gjøre hans Haand valen. Romanen er ingen Selvbiografi, men den giver i fri Omdigtning noget af P. og hans Oplevelser. – P. har sin Families voldsomme Selvstændighedstrang.
Den sande og eneste paalidelige Lykke er for ham den absolute Uafhængighed af andre. Herfra hans Sky for at gro fast og hans Tilbageholdenhed. Han gaar ikke i Flok, men har ikke nødigt at maje sig ud med Særheder for at hævde sin Selvstændighed. Den har fra Barnsben gjort ham til en stor Oprører, hans Haand er mod Mængdens eller Modens gængse Fraser og helligede Billeder og navnlig mod, hvad han kalder Lyrik, det Skum af store Ord og Følelser, der lægges om Tingene og forvrænger dem og gjør Folk rusende, saa de ikke kunne staa fast.
Han elsker Tankens Klarhed og Sindets maskuline Ligevægt. Han har Jydens aarvaagne Forstandighed og dermed en Karakter, som ikke svinger for Stemningernes Vindstød. Dog er han selv et Stykke af en Fantast. Der er en god Del Romantik i hans Bøger.
Hverken hans Personer eller hans Landskaber ere nøjagtige Naturbilleder. Stundum springer han ud over al Virkelighed (som i «Arv»). Hændelserne og Figurerne hos ham kunne være helt gammeldags romanagtige (som i «Mimoser» eller «Spøgelsers). P. er ikke bedst som Sjæleskildrer eller Karakterskaber. Men han er blev en ypperlig Fortæller, hans Sprog er smukt og sundt og klart, han har et skalkagtigt og skrapt Lune og ser og husker godt. Hans Tanke er solid og bred, maaske ikke synderlig sleben eller dyb, han er en uforsagt Livskritiker og til Tider Poet.
Niels Møller
-
Kilder - [S64] Wikipedia, https://da.wikipedia.org/wiki/Henrik_Pontoppidan.
- [S64] Wikipedia, https://da.wikipedia.org/wiki/Henrik_Pontoppidan.