| Notater |
- Anstalten – et isoleret miljø
Fra ca. 1900 stod de store anstalter, med deres murmasser, anbragt paa afsides og naturskønne steder, som en slags psykiatriens uindtagelige fæstninger. Baade patienter og læger virkede i et isoleret miljø – de ledende læger var suveræn myndighed. Strikse regler og overbelægning kunne føre til ydmygende behandling af patienterne, som i praksis var umyndiggjorte.
Bag anstaltens tykke mure. I begyndelsen af 1900-tallet var opsynsfolk stadig dårligt uddannede. En egentlig plejeruddannelse kom først i gang omkring 1. verdenskrig.
„En af patienterne var meget urenlig, og når han skulle vaskes tog karlene ham ned i et rustent kar med koldt vand og skrubbede ham med en gadekost“.
(Beretning fra en tidligere opsynsmand fra begyndelsen af 1900-tallet).
Psykiatri som speciale
I 1875 oprettedes 6. afdeling for sindssygdomme på Københavns Kommunehospital – fra begyndelsen en berømt eller berygtet adresse. Den blev en undervisningsafdeling under Københavns Universitet. Afdelingens overlæge fik stilling som professor. Den første var Knud Pontoppidan (udnævnt i 1887).
Psykiatri var ved at være officielt anerkendt som lægevidenskabeligt speciale.
„Sengebehandling“: Stuegang på Kurhuset, Sct. Hans Hospital, 1916
„Vandsengebehandling“: Afdeling for permanent bad, Sct. Hans Hospital, 1916
Det første antipsykiatriske oprør i 1895
Tidligere nævnte 6. afdeling blev i 1895 rammen om det første antipsykiatriske oprør mod den etablerede anstaltspsykiatri. Fejden, som ikke helt kunne sige sig fri for at være personlig, blev et opgør mellem to højt begavede og højt uddannede personligheder: forfatterinden Amalie Skram og overlæge Knud Pontoppidan (bror til forfatteren Henrik Pontoppidan). De to havde hver deres udlægning af sagen og skrev således hver sin beretning. Amalie Skram: „Professor Hieronimus“ og Knud Pontoppidan: „6. afdelings Jammersminde“.
Fejden viste samtidig sammenstødet mellem to nye magtfaktorer i samfundet med behov for at markere sig. Amalie Skram stod som eksponent for den sociale protest (hun var Brandestilhænger) og kvindernes frigørelse. Modparten var den nu fuldt udbyggede anstaltspsykiatri, hvilende på overlægens store videnskabelige autoritet, der afgjorde, om og hvornår patienten var utilregnelig og tillige bestemte behovet for et ordnet – om end strikst – reglement.
Datidens presse fik nys om sagen på baggrund af nogle bedsteborgeres mindre frivillige indlæggelser. Knud Pontoppidan – ellers en stor reformator i dansk psykiatri (se senere) – endte med at trække sig. Han så Skrams kritik som et angreb på hele psykiatrien, hvis fornemste opgave jo netop var at tjene patienterne.
Det helbredende sengeleje
Knud Pontoppidan blev i 1898 overlæge for sindssygeanstalten ved Aarhus. I sin korte tid på stedet iværksatte han flere reformer. Anvendelsen af de lukkede isolationsceller blev afskaffet. Dem havde han tidligere afskaffet på 6. afdeling i København. Dørene blev aabnet. Også fra afdelingerne ud til parken. I stedet for cellerne traadte sengelejet som helbredende foranstaltning. På store overvaagede stuer blev patienterne ved indlæggelsen lagt i seng, og de skulle blive der længe. Blev patienterne urolige, kunne de fastspændes med et bælte til sengen.
Kvindelige sygeplejersker – fra ca. år 1900
Pontoppidan indførte uddannede kvindelige sygeplejersker paa de urolige mandsafdelinger. Først paa 6. afdeling paa Københavns Kommunehospital og sidenhen paa Jydske Asyl – en varig reform, der bragte mere ro og civil opførsel paa disse afdelinger. De første sygeplejersker var gerne kvinder af de højere dannede klasser.
Vagtsal for urolige kvinder paa Kommunehospitalets 6. afdeling (beg. 1900-tallet). Det var her, Amalie Skram blev indlagt i første omgang. Senere blev hun overflyttet til Sct. Hans.
- http://www.historisk-randers.dk/historier.asp?hisID=1
Knud Børge Pontoppidan (1853-1916) overlæge og professor
Da forfatterinden Amalie Skram i 1894 blev indlagt paa Københavns Kommunehospitals 6. afdeling til observation for en nervøs lidelse, skrev hun til sin søn: ”Jeg faldt i et brutalt og tarveligt menneskes hænder…” Dette menneske var afdelingens overlæge Knud Børge Pontoppidan, som med kritikken røg ud i sit livs uvejr, der for altid ændrede hans tilværelse.
Knud Pontoppidan var storebroder til forfatteren Henrik Pontoppidan. Han var født i Ribe, fra 1863 bosat i Randers, student fra Randers Statsskole 1870, medicinsk kandidat 1876 med nervelidelser som speciale og fra 1880 ansat paa 6. afdeling, fra 1883 som overlæge og samtidig docent i psykiatri ved Universitetet.
Han var en agtet psykiater og en vellidt underviser, da Amalie Skrams kritik (udbygget i to nøgleromaner) satte ind. Kritikken kom til at indgaa i en heftig offentlig debat om forholdene paa 6. afdeling, hvis overlæge blev anklaget for umenneskelig behandling af patienterne. I den oppiskede stemning tog en forbitret Pontoppidan sin afsked.
Han arbejdede derefter som overlæge ved Jydske Asyl i Aarhus og fra 1901 som professor i retsmedicin og hygiejne paa Københavns Universitet. Han fortsatte endvidere et meget respekteret videnskabeligt forfatterskab, men maatte i 1913 forlade arbejdet paa grund af sygdom.
Pontoppidans otium blev ganske kort og ved siden af sygdom præget af tiltagende desillusionering og ensomhedsfølelse. Hans faglige indsats anerkendes i eftertiden, men hans rolle som skurk i Amalie Skrams forfatterskab er heller ikke glemt.
- Fra Bøssehistorie Tidslinie 1852 - 1899
http://www.sitecenter.dk/zauritsbureau/tidslinie18521899/
1888/90
En ca. 37-aarig købmand blev anholdt i Tivoli. Under udstillingstiden - i trængslen udenfor det aabne teater, hvor han stod ved siden af et ungt menneske - havde han givet sig til at beføle ham paa en uterlig maade. Under forhørene viste det sig at han havde gjort sig skyldig i en hel række af den slags "usædelige attentater" og han blev straffet med "5 Dage Vand og Brød". Saadan blev historien fremlagt under en klinisk forelæsning af sindssygelægen, dr. Knud Pontoppidan i december 1890. Den nu 39-aarige købmand var indlagt til observation hos sindssygelægen, fordi han igen for nylig var blevet tiltalt for lignende forhold paa pissoirer. Købmanden var medbragt til forelæsningen, saa forelæsningens deltagere kunne foretage en nærmere observation af ham. Det blev oplyst, at købmanden, naar han havde "lascive drømme" drejede de sig mest om slagterdrenge med bare arme og stramme benklæder. Børn og helt voksne personer øvede ingen tiltrækning paa ham. (Knud Pontoppidan: Pervers Seksualitet. En Klinisk Forelæsning. Bibliothek for Læger, side 505-513. København 1891.
1892 'Tandem' (pseudonym for Poul Andræ) skrev artiklen "Den kontrære sexualfornemmelse. Fragmenter til Oplysning", som var et svar på Knud Pontoppidan artikel aaret før. Bibliothek for Læger, side 205-222 og 247-281, København 1892.
- Diagnose over Herman Bang som lader sig indlægge paa Kommunehospitalet, hvor længen Knud Pontoppidans diagnose er "konstitutionsanomali" og bidiagnosen "hysteri".
- Pontoppidan, Knud Børge, f. 1853, Læge, er en Søn af ovfr. nævnte Pastor Dines P. Han fødtes i Ribe 10. Juli 1853, dimitteredes 1870 fra Randers Skole og tog Lægeexamen 1876. I nogen Tid var han Kandidat ved Sindssygeanstalten ved Aarhus og vandt 1879 Universitetets Guldmedaille for Besvarelsen af den retsvidenskabelige Prisopgave om Ansvarlighed hos sindssyge Personer. Efter at have været Kandidat ved Kommunehospitalet var han 1882-86 Reservelæge ved Hospitalets 6. Afdeling og fik 1883 Doktorgraden for en Afhandling om den kroniske Morfinisme.
Derefter virkede han som Privatdocent ved Universitetet med Forelæsninger over Centralnervesystemets Sygdomme. 1886-87 var han Reservelæge ved St. Hans Hospital og udnævntes 1888 til Overlæge ved Kommunehospitalets 6. Afdeling, hvormed Universitetets Docentpost i klinisk Psykiatri er forbunden.
I de følgende Aar udfoldede han en rig og almindelig paaskjønnet Virksomhed som psykiatrisk og nervepathologisk Forfatter og Lærer. Den Klarhed og Finhed i Opfattelsen, det Mesterskab i Fremstillingen, som allerede vare komne til Syne i hans nævnte første Afhandlinger, traadte i hans senere kliniske Arbejder frem paa glimrende Maade. Foruden talrige mindre Tidsskriftsafhandlinger maa fremhæves: «Neurasthenien, Bidrag til Skildringen af vor Tids Nervøsitet» (1886, flere Oplag); «Fire psykiatriske Foredrag» (1891); «Psykiatriske Forelæsninger og Studier», 1.-3. Række (1892-95); «Kliniske Forelæsninger over Nervesygdomme» (1898).
I sine Foredrag og Demonstrationer paa Hospitalet viste han de samme fængslende Egenskaber som i sine Skrifter, og de foregik stadig under den største og mest interesserede Tilslutning fra studerende og Læger.
Men medens han som Forfatter og Lærer kun vandt den mest udelte Anerkjendelse, optaarnede der sig derimod i selve hans Lægegjerning paa den til Dels til midlertidig Optagelse af sindssyge bestemte Afdeling betydelige Vanskeligheder. Han havde den Vanskæbne, som i øvrigt ret hyppig har ramt de psykiatriske Anstaltslæger, at faa indlagt hos sig sindssyge Kverulanter af den besværligste Art, hvilke, efter at være komne ud af Hospitalet, under Tilslutning fra forskjellige Sider og særlig støttede af en Del af Dagspressen rejste en voldsom Agitation mod P. og hans Optræden og ved deres Forfølgelse vakte en saa stor Uro, at han ved Slutningen af 1897 foranledigedes til at træde tilbage fra Overlægestillingen, hvad han paa sensations vækkende Maade kundgjorde i sit Forsvarsskrift: «Sjette Afdelings Jammersminde» (1897, flere Oplag).
Strax efter (1897) modtog han Udnævnelse til den ledige Overlægepost ved Aarhus Sindssygeanstalt. 1892 erholdt han Titel af Professor. 1893 ægtede han Johanne Segelcke, Datter af Brænderiejer S.
Carøe og Selmer, Den danske Lægestand, 6. Udg
|
1853 - 1916 (63 år)
