Jens Ivar Barfod gik straks efter sin konfirmation til søs. Han fortæller herom i en bog "Da jeg var matros", som han udgav i 1895. Han skriver bl.a.: "Det var midt i vinterens hjerte, nogle dage før Jul, da mine forældre indså, at de ikke kunne bøje min ubetvingelige lyst til søen, og derfor "lod drengen få sin vilje". De afsendte mig pr. post fra en af småøerne, måske med det stille håb i hjertet, at det barske vejrlig - vi havde nemlig det år en meget streng vinter - snart skulle få mig til at vende om igen og atter søge hjemmets kødgryder." Han fortæller videre om vanskelighederne ved at få hyre og om de barske forhold den unge dreng pludselig blev stillet overfor, men matros blev han da. I 1866 blev han styrmand på briggen Marie Augusta, hvor han var indtil 1874. Derefter blev han i 1875 ansat som styrmand i DFDS. Den 22/12 1881 fik han skipperborgerskab i København, i 1882 blev han kaptajn i DFDS. I 1888 blev han ansat som forvalter ved selskabets kontor i Esbjerg og flyttede 1895 til Fur og derfra til Fanø og Esbjerg. Han døde 1913 og han s kone 1918 i København. De havde fire børn
 
1. Niels Torsten Nielsen Barfod, f. 5 feb. 1873, København , d. 24 jun. 1898, Liverpool
2. Ellen Nielsen Barfod, f. 22 nov. 1878, København
3. Rigmor Nielsen Barfod, f. 2 aug. 1877, d. 31 aug. 1877, København
4. Inge Nielsen Barfod, f. 7 maj 1879, København , d. 31 jan. 1934