var tronarving til Danmark og Hessen-Kassel. Han blev aldrig statsoverhoved, men var titulær landgreve af Hessen-Kassel-Rumpenheim 1867-1884. Studerede på universitet i Bonn 1839-1841. Som dansk officerer blev han kaptajn i Hæren fra 1837, generalmajor fra 1843, generalløjtnant fra 1851. I 1842 foretog han om bord i fregatten Thetis en rejse til Middelhavet, under hvilken han besøgte Konstantinopel. Som ung aflagde han besøg hos adskillige af de europæiske hoffer.
Prins Frederik var eneste søn af prinsesse Louise Charlotte af Danmark, født 1789, død 1864, (datter af arveprins Frederik af Danmark-Norge og Sofie Frederikke af Mecklenburg-Schwerin). Hans far var den titulære landgreve Vilhelm X af Hessen-Kassel-Rumpenheim, dansk officer, født 1787, død 1867.
Ved morbroderens Christian VIII's tronbestigelse i 1839 rykkede prins Frederik frem til en femte plads i arvefølgen. Ifølge Kongeloven var de nærmeste arvinger til Danmark og Lauenborg nu (slægtskab til Frederik er angivet i parentes):
1.Kronprins Frederik, død som Frederik VII i 1863, (fætter)
2.Arveprins Ferdinand, død 1863, (morbror)
3.Juliane Sofie, (gift med den titulære landgreve af Hessen-Philippsthal-Barchfeld), død 1850, (moster)
4.Louise Charlotte, død 1864, (mor)
5.Frederik af Hessen selv, død 1884.
Efter fætterens tronbestigelse i 1848 og mosterens død i 1850 rykker Frederik af Hessen frem til en tredje plads. Da Frederik VII lever usundt og ikke kan forventes at efterlade sig arvinger, er det kun et spørgsmål tid, inden Frederik af Hessen kan sætte sig på den danske trone.
Allerede før 1848 er der dog opstået to problemer:
De voksende spændinger mellem dansk og tysk truer sammenholdet i det Danske Monarki.
Frederiks russiske ægteskab gør ham upopulær.
Augustenborgernes kravDet første problem er, at Christian VIII's svoger den titulære hertug af Augustenborg i 1846 stiller sig i spidsen for den tysksindede slesvig-holstenske bevægelse, der ønsker området løsrevet fra Danmark. Hertugen af Augustenborg bestrider, at Kongelovens arveregler gælder for Holsten og Slesvig. I stedet ønsker hertugen et selvstændigt Slesvig-Holsten med sig selv som statsoverhoved.
Over for dette står den danske regering, der næsten for en enhver pris vil holde monarkiet sammen udelt, og som derfor er villig til at ændre Kongelovens arveregler.
Under Treårskrigen (1848-1850) får slesvig-holstenerne hjælp fra de tyske stater. Arvespørgsmålet er ikke længere et indre anliggende i monarkiet, men en sag, som de europæiske stormagter skal afgøre.
[redigér] Det russiske ægteskabDet andet problem har prins Frederik selv skabt. Hans ægteskab i 1844 med en datter af den despotiske russiske kejser gør ham nemlig upopulær i de voksende liberale og demokratiske kredse i Danmark. Selv om storfyrstinden dør allerede samme år, så vil det udslagsgivende nationalliberale parti forhindre, at Frederik af Hessen bliver dansk konge.
[redigér] Det russiske indgrebMed henvisning til Traktaten i Zarskoje Selo fra 1773 griber Nikolaj I ind i arvestriden (formelt kun i den holstenske arvestrid, reelt dog i hele monarkiets forhold). I 1851 dropper han sin tidligere svigersøn som kandidat. I stedet vil kejseren sætte én af sine slægtninge fra storhertugdømmet Oldenburg på den danske trone. I sidste øjeblik vælger han dog prins Christian af Glücksborg.
[redigér] Stormagternes garantiStormagterne (Rusland, England, Frankrig, Østrig og Preussen) udsteder en foreløbig garanti om monarkiets udelelighed med Christian af Glücksborg som den fremtidige konge. Nu mangler der kun de formelle arveafkald fra de prinser og prinsesser, der har arveretten ifølge Kongeloven.
[redigér] Arveafkaldet i 1851Prins Frederik forventede, at han skulle efterfølge sin slægtning Frederik Vilhelm I, som kurfyrste af Hessen-Kassel, derfor forsøgte han at få magternes løfte om en udvidelse af Hessen, så landet kunne blive et kongerige. Det lykkedes dog ikke at få stormagternes tilsagn om en større stat i Hessen.
Den 18. juli 1851 giver prinsen afkald på sin arveret til fordel for sin søster prinsesse Louise. Hun overfører sin arveret til sin mand prins Christian af Glücksborg. I 1854 ophøjer Frederik VII prinsen af Hessen til kongelig højhed.
Arveafkaldet skete under betingelse af, at stormagterne garanterede det danske monarkis udelelighed. Dette krav blev formelt tiltrådt af stormagterne i London Protokollen af 1852.
[redigér] Arvekravet i 1864Under den 2. Slesvigske Krig indkaldtes stormagterne til en ny konference i London. Her erklærede Preussen og Østrig sig den 12. maj 1864 frigjorte fra protokollen af 1852. Protesterne fra Rusland, England og Frankrig var så svage, at de ikke fik nogen betydning.
Nu erklærer Frederik af Hessen, at hans arveafkald i 1851 var sket under falske forudsætninger. Han forlanger sin arveret tilbage. Han mener, at han (som konge eller tronfølger) kan redde Danmarks forbindelse til Slesvig og Lauenborg, mens Holsten vil gå tabt.
Da Frederiks krav bliver afvist, bryder han med svogeren Christian IX. Prinsen og hans familie forlader Danmark. Under landgreveparrets sommerbesøg på Fredensborg Slot i 1878 forsones Frederik med søsteren og svogeren (Christian IX).
[redigér] Tronarving i HessenI 1866 bliver Hessen-Kassel erobret af Preussen. Kurfyrste Frederik Vilhelm drager i eksil og dør i Prag i 1875. Hans store privatformue arves af hans ikke-fyrstelige børn.
Stillingen som overhoved for ’’Det kurhessenske Hus’’ overtages af Frederik af Hessen-Kassel-Rumpenheim. Derimod bliver hverken Frederik eller hans efterkommere kurfyrster og statsoverhoveder i Hessen-Kassel.
I slutningen af 1900-tallet uddør den storhertuglige familie i Hessen-Darmstadt. De titulære landgrever af Hessen-Kassel kalder sig herefter ’’Overhoved for alle hessenske linjer’’.
Udover linjen Rumpenheim findes der en anden landgrevelig linje, der hedder ’’Hessen-Philippsthal-Barchfeld’’. Denne linje opstod i 1600-tallet, som en sidelinie til Hessen-Kassel.
Frederik af Hessen-Kassel var frimurer. 11. juli 1868 indtrådte han i logen Carl zum Felsen i Altona (opkaldt efter Carl af Hessen), hvor han 6. september året efter avancerede til lærling og mester.