Nikolaj 2. (18. maj 1868–17. juli 1918) blev Ruslands sidste tsar fra 1894 til 1917. Han var søn af tsar Alexander 3. og tsarina Maria Feodorovna (på dansk kaldt kejserinde Dagmar). Nikolaj 2. var en smuk og charmerende mand, han var meget religiøs og mild så det grænsede til svaghed. Han havde fra begyndelsen en vis opbakning fra folket, men syntes forfulgt af uheld. Det startede allerede ved kroningsceremonien, hvor han tabte en kæde, der symboliserede det russiske kejserrige. Ved folkefesten bagefter opstod der panik som følge af dårlig planlægning blandt de folkemængden, og et par tusind blev trampet ihjel. Folkets velvilje for den nye tsar sank, da han samme aften deltog i den franske ambassades bal.
Nikolaj 2. blev gift med den tyskfødte prinsesse Alexandra af Hessen. Parrets første fire børn var alle piger (Olga, Tatjana, Maria og Anastasia), og da sønnen Alexei kom til verden, var glæden stor. Den varede dog kort, for drengen led af en alvorlig blødersygdom (hæmofili). Nikolaj elskede sin kone, Alexandra, der var endnu mere religiøs end han og optaget af mysticisme. Hun var dominerende og havde stor indflydelse på tsaren. Hun levede og åndede for helbredelsen af sønnen Alexei, og da miraklet skete takket være munken Grigori, overtalte hun sin mand til at lade ham forsøge sig med hypnotiske helbredelser, selvom han havde et dårligt ry og gik under navnet Rasputin, der betyder "den fordærvede".
Familien levede som de forrige tsarer i umådelig pragt og rigdom, men folket var fattigt. Regentparret var ikke demokrater og ville ikke ændre tilstandene, og de ignorerede truslerne om en revolution. Nederlaget i Japan-krigen 1905 førte til et oprør, "den blodige søndag". Nikolaj lovede at oprette en folkevalgt forsamling, dumaen, men blot to måneder efter dumaens oprettelse, brød han sit løfte.
Rusland gik ind i første verdenskrig, og Nikolaj sendte soldater i kamp, mens landet var på sultegrænsen. I 1917 udbrød Februarrevolutionen, og den provisoriske regering under ledelse af Aleksandr Kerenskij tvang tsaren til at abdicere 15. marts. Tsaren og hans familie blev i begyndelsen holdt i fangenskab i Tsarskoje Selo, og derefter fra august 1917 i Tobolsk. Efter at bolsjevikkene overtog magten ved Oktoberrevolutionen blev hele tsarfamilien den 30. april 1918 sendt til købmand Ipatievs hus i Jekaterinburg, hvor tsaren blev myrdet sammen med tsarevich Alexei. Der har hersket usikkerhed om, resten af familien blev myrdet i kælderen i Jekaterinburg, da der senere er blevet rapporteret at folk gentagne gange har mødt en kvinde, der ligende tsarinaen og hendes piger rundt i andre dele af Rusland flere år efter, at familen siges være blevet skudt. Den sovjetiske regering har aldrig indrømmet morderne på tsarinaen og hendes piger, men kun på tsar Nikolaj d. 2 og hans søn Alexei.
Dog har man senere fundet massegraven, hvori der lå 9 lig og genetiske beviser på at Nikolaj 2., Alexandra og 3 af børnene, var blevet ofre for brutalt mord. Der er også gjort fund (af ellers hemmeligholdte dokumenter) rapporten om tsarfamiliens henrettelse, under ledelse af Jakov Jurovski, hvori han beskriver hvordan henrettelsen er foregået. Efter at være blevet skudt i en kælder i Ipatiev-huset, blev de uigenkendeliggjort med geværkolber og syrer, derefter forsøgt brændt (ligene siges at havet været for friske til at dette kunne lade sig gøre, men teori om at de manglende 2 børn, Alexei og Maria, skulle været brændt helt op og derfor ikke begravet med de andre familiemedlemmer). I 2007 fandt den russiske amatørarkæolog, Sergej Pogorelov, et område dækket af aske kun 70 meter væk fra massegraven, som en del af zarfamilien lå i. Her fandt han knoglerester fra to lig. Det ene lig var en dreng mellem 12 og 15 år, hvilket viste sig (efter DNA-undersøgelser) at være den 13-årige Alexei. Det andet lig var en pige mellem 15 og 19, altså liget kan enten være Anastasias (17 år) eller Marias (19 år).