Alexandra er født i Darmstadt i 1872 som prinsesse Viktoria Alix Helena Luise Beatrice af Hessen-Darmstadt. Hun var det sjette af syv børn ved storhertugen, Ludwig 4. af Hessen. Hendes gudforældre ved dåben var Edward af Wales, Alexandra af Danmark, Storfyrst Alexander af Rusland, Dagmar af Danmark, Beatrice af Storbritannien, Augusta af Hessen-Kassel og Anna af Preussen. Blandt familien bar hun kælenavnene Alicky og Sunny. I 1878 oplevede det lille storhertugdømme noget nær en katastrofe. Hele den fyrstelige familie, med undtagelse af søsteren Elisabeth, fik i november og december difteri. Den yngste af døtrene, Marie, døde under behandlingen og også moderen Alice Maud af Storbritannien døde 10 dage før jul.
Alix havde fået ægteskabstilbud fra Albert Victor af Storbritannien. På trods af hans gode position som nr. 2 i tronfølgen i Storbritannien, og ikke mindst familiens pres, afslog hun dog tilbuddet. Dette vakte dog beundring fra hendes mormor, dronning Victoria af Storbritannien for, at hun turde stå imod familiens og ikke mindst Victorias ønske.
Alix havde da allerede mødt og forelsket sig i tronfølgeren storfyrste Nikolaj af Rusland. Der var også allerede eksisterende gode forbindelser mellem de to fyrstehuse, så muligheden var ligefrem. De havde mødtes første gang i 1884 og efter et besøg i Rusland i 1889 var der ingen vej tilbage for de to. Imidlertid var kejser Alexander 3. af Rusland ikke begejstret for forbindelsen, da han var særdeles anti-tysk. Kejserinde Dagmar var af den samme mening, især efter det nederlag hendes far, Christian 9. led overfor tyskerne i 1864. Kejseren så derimod positiv på en forbindelse med Hélène af Orléans, som både var smuk og rig og desuden var hendes far, Philippe d'Orléans, greve af Paris, en mulig arving til den franske trone. Selvom både Alexander og Dagmar pressede på, så hjalp det ikke noget og til syvende og sidst ville Hélène heller ikke. Kejserparret så nu mod Margarete af Preussen, der var datter af kejser Frederik 3. af Tyskland. Til dette sagde Nikolaj, at han hellere ville abdicere og blive munk end at gifte sig med så kedelig en pige. Margarete ville desuden heller ikke skifte religion til det russisk-ortodokse. Alix havde også betænkeligheder ved at skulle skifte religion for, at kunne blive russisk zarina, men blev dog hurtigt dybt troende i sin nye religion.
I begyndelsen af 1894 gjorde Alexander 3.'s skrantende helbred, at han gav efter for sønnens krav og de blev forlovet i april i Coburg.
Den kejserlige familie i 1913. Fra venstre til højre: Storfyrstinde Marie, zarina Alexandra, storfyrstinderne Olga og Tatjana, zar Nikolaj 2. og storfyrstinde Anastasia. Storfyrst Alexei sidder på gulvet forrest.[redigér] BryllupAlexander 3. af Rusland døde 1. november 1894 kort forinden brylluppet skulle gennemføres. Alix havde allerede fået titel som storfyrstinde Alexandra Feodorovna af Rusland. Brylluppet foregik i Vinterpaladset i Skt. Petersborg den 26. november 1894. Ved en procession til ære for den afdøde kejser blev der hvisket, at den nye kejserinde kom til os bag en kiste.
Kroningen af det nye kejserpar foregik den 14. maj 1896 i Kreml i Moskva. Under fejringen var flere tusinder bønder blevet trampet ihjel, da der opstod panik. Tragedien gjorde, at mange tænkte at der nu var startet en ny grusom enevældig periode, hvor kejseren og hans "tyske kone" ville trampe befolkningen ned.