Prinsesse Cecilie af Grækenland og Danmark (2. juni 1911 - 16. november 1937) af Huset Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg var tredje datter af Andreas af Grækenland og Alice af Battenberg. Hun var søster til Philip af Storbritannien. Cecilie blev født på Tatoi Paladset ved Athen som barnebarn af kongen Georg 1. af Grækenland. Hun var oldebarn af Christian 9. og tipoldebarn af både zar Nikolaj 1. af Rusland og dronning Victoria af Storbritannien.
I 1922 var hun og hendes tre søstre, Margarita, Theodora og Sophie brudepiger ved deres onkel Earl Mountbattens bryllup.
Cecilie blev den 2. februar 1931 gift med Georg Donatus af Hessen i Darmstadt. De blev begge medlemmer af nazistpartiet i maj 1937
9. oktober 1937 var Cecilies svigerfar, Ernst Ludwig, storhertug af Hessen, pludselig død, og hendes mand blev arvestorhertug. Hertugdømmet var afskaffet i Hessen i 1918, men titlen arves stadig. Den afdøde storhertug fik en statsbegravelse få uger efter. Hans død forsinkede sønnens, Ludwig Hermann af Hessen, bryllup med Margaret Campbell-Geddes i London. Dette bryllup blev flyttet til den 17. november 1937, og Cecilies mand med familie var inviteret til broderens bryllup. Dagen før brylluppet rejste de med fly fra Darmstadt, men flyet kolliderede med en skorsten ved Oostende i Belgien. Flyet og 12 personer (Georg Donatus, Cecilie, Ludwig, Alexander og enkehertuginden samt et par venner og fire besætningsmedlemmer) styrtede ned og brød i flammer. Cecilie var gravid i 8. måned og liget af en nyfødt dreng blev fundet ved siden af hende. Det tyder på, at fødslen gik i gang under styrtet. Hele familien blev begravet i familiegravstedet i Darmstadt. Kun datteren, Johanna, var af uforklarlige årsager ikke om bord på flyet. Hun blev adopteret af sin onkel , Ludwig Hermann af Hessen, og tante. De gennemførte brylluppet dagen efter ulykken. Pigen døde af meningitis i 1939.
Tragedien blev brugt til Jeffrey Archers roman Farligt efterspil fra 1986, hvor Ludvig skulle have haft juvelerne fra sin tante, den sidste russiske zarina Alexandra af Hessen, i sin besiddelse.