Notater |
- Joachim Godske Moltke var en yngre søn (den 5.) af Adam Gottlob Moltke (d. 1792) og født i dennes 1. ægteskab. For ham som søn af den indflydelsesrigeste mand i Landet var det ikke svært at komme frem; han var kun 9 år, da han blev løjtnant, og 10 år, da han blev kaptajn i fodfolket. I en alder af 14 år blev han kaptajn i garden. Men det videre avancement på den militære løbebane tiltalte ham ikke. Han hørte juridiske forelæsninger, så snart han var i stand til at følge sådanne, og faderen, som forstod at skatte betydningen af en omhyggeligere og mere omfattende uddannelse end den, han selv havde fået, lod den vel begavede søn, da han blev 16 år, foretage en udenlandsrejse på ikke mindre end 5 år. Moltke, der var en flittig, samvittighedsfuld natur, studerede med grundighed ved flere universiteter; under sit ophold i Leipzig blev han nøje knyttet til digteren Christian Fürchtegott Gellert, med hvem han senere stod i stadig brevveksling; også den ansete filolog Johann August Ernesti satte megen pris på ham.
|