| Notater |
- UDDRAG AF NYSTEDKRØNIKEN AFSNIT 18
"Hvem er det, der nu kommer ind ad Døren? En høj og noget korpulent Mand med et ejendommeligt, grimt, noget pluskævet Ansigt med stride Skægstubbe. Han er i det hele taget yderst slet soigneret; paa Hovedet en blød, oprindelig graa, meget fedtet Hat; en langskødet Frakke af ubestemmelig farve, fedtet og luslidt, smudsige, plettede, altfor korte Benkæder, nedenfor hvilke man ser tykke, graalige Uldsokker og brodere, til Slæber nedtraadte Morgensko (om Vinteren "franske" Træsko). Hans Linned er krøllet og smudsigt; i Haanden holder han en lang Pibe, der paa lang Afstand udsender en afskyelig Stank, begrundet i det, at dens Ejermand aldrig gør den ren, dels i, af han har for Skik at stoppe Tobak i den af enhver Slags overalt, hvor han kommer; han stopper endogsaa af den Tobak, som Købmanden har staaende paa Disken til behagelig Anvendelse for deres Kunder fra Landet, og som efter den almindelige Mening i Nysted som en Hovedbestanddel indeholdt Hestepærer. Ja saaledes er Manden, der nu træder ind , gaar hen til Opvartningspigen ved Skænken og rekvirerer en Bitter. Er det muligt, at det er en af Byens mest dannede Mænd - Apotheker Pontoppidan?
Der er saa uendelig meget at sige om denne Original, at jeg virkelig ikke ved, hvor jeg skal begynde, og hvor jeg skal slutte. Det skal jeg dog straks sige: saaledes som han foran er skildret, gaar han omkring om Dagen i sit Apothek, naar han smutter ind til Naboer og Genboer for at faa en Passiar, eller som vi saa ham paa Gæstgivergaarden, hvis han ikke netop staar i sin Gadedør, hvorfra han tiltaler de forbigaaende efter Godtbefindende.
Ude i margen til højre er tilføjet: Maa først aabnes 1940. Clausen.
Han var en af de første Nystedboere, jeg aflagde Visit; vil vilde ja faa meget at gøre med hinanden. Du milde Himmel! hvor blev jeg forbavset! Ganske vist var jeg endnu ung, men noget af Verden og dens løjerlige Befolkning havde jeg dog allerede gjort Bekendtskab med. Jeg havde saaledes haft rig lejlighed til at se, at Farmaceuter, særlig Apothekere, var et højst mærkværdigt Folkefærd. Jeg har ogsaa hørt en bekendt Forfatter, der var en fremragende Menneskekender, højtideligt erklærer, at der "ikke eksisterede nogen Apotheker, som var rigtig i Hovedet". Det var nu vel et temmelig dristigt Postulat, som jeg imidlertid senere har fundet delvis bekræftet. Men Apotheker Pontoppidan var det sjældneste Eksemplar af dette Folkefærd; han var aldeles enestaaende, og jeg er aldrig, nogensinde bleven saa forbavset, som da jeg mødtes med ham. Lad mig dog straks sige, at jeg kom til at holde meget af denne forunderlige Original, uagtet vi i Forretningsanliggender havde mangfoldige skarpe Sammenstød. Saaledes gik det for Resten ogsaa de fleste andre Nystedboere, for hvilke han var en Kilde til uendelig Morskab. Selv hans Død var ret original. Skulde man nemlig paa hans Dødsattest nøjagtig have præciseret Dødsaarsagen, maatte man have opgivet: "Sprængt Gaas med Rødkaal". Herom lidt nærmere siden.
Pontoppidan, der havde talrige Øgenavne, og som oven i Købet var saa uheldig at være døbt med Fornavnet Camillus, var (for at bruge et populært men her meget træffende Udtryk) "til Grin for alle", men han var yderst godmodig og tog det temmelig let, navnlig naar den paagældende forsonede ham ved at traktere ham med en halv Bajer, som han for øvrigt ikke generede sig for selv at rekvirere i et saadant Tilfælde.
"Pondus" (et af hans godt Købs Øgenavne) yndede overhovedet at spise og drikke, især fremmed Mad. Han havde for Skik at gaa ind i Husene ad Køkkendøren, og naar han traf Husmoderen i hendes Køkken, snøftede ham behageligt, erklærede, at den ret, der netop blev lavet, var hans specielle Livret, og endte gerne med at sige: "Ved de hvad, lille frue! De kunde lade mig faa en lille Portion at smage". I Begyndelsen bristede Husfruerne naturligvis i Latter over det sælsomme Forlangende og trakterede Camillus, der spiste sin Portion i Køkkenet, og ikke var til at bevæge til at gaa ind i Lejligheden. I længden blev imidlertid Fruerne kede af hans Besøg (skønt en stor Sjældenhed kunde der selv i Nysted træffes gnavne Husmødre) og mere end én Gang maatte Camillus, skønt Navnefætter til den berømte romerske Sejrherre over Gallerne, lide samme ilde Medfart, som den slemme Ane i Følge Kobbersmedmadammen Berstning i "Genboerne" lod hendes Mand blive til Del, nemlig at faa "Karrekluden om Halsen".
Den kurerede dog ingenlunde vor Apotheker. Han kunde ikke se noget spiseligt eller drikkeligt uden at bede om at faa noget med, og uden Gnist af Skam lod han sig traktere af hvem som helst. Hans Øjne kunde ligefrem gnistre i Hovedet paa ham, naar han saa eller endog blot hørte Tale om noget lækkert eller om en af sine Livretter. Naar man f.Eks. sagde: "Jeg maa nok skynde mig hjem for at faa noget af den forlorne Skildpadde", kunde han tage En i Armen, sende En det mest kælne Blik og udbryde: "Forloren Skildpadde!! Er De gal Menneske?. Aa lad mig gaa med! Mon ikke deres Kone giver mig en lille Portion med?" - Og man skulde i saa Fald have set ham hugge i sig; han svulmede synlig for Ens Øjne.
Man skulde troet, at han aldrig fik Mad hjemme; men det var saa langt fra at være Tilfældet. Selv sagde han rigtignok, at han væsentlig levede af Sildehoveder og Kartoffelskrællinger; men i Apotheket levede man baade solidt og rigeligt. Fru Apothekeren, født Seidelin, og søster til den daværende rige Klæde- og Manufakturgrosserer S. i København, holdt selv meget af god Mad og var en sjælden dygtig Kogerske. Hvad Frøken Inez S., der havde været en usædvanlig Skønhed, i sin Tid havde set hos den usædvanlige grimme Camillus, saa at hun tog ham til Mand, er ikke godt at sige. Den rare og elskværdige Inez' aandelige Evner vare ærlig talt noget diminutive og var ved en Metamor først blevne koncentrerede i den ene praktiske at være en Dygtig Husmoder, men selv hun var tilbøjelig til at trække paa Skuldrene over sin gemals Særheder. De levede fortræffeligt sammen og passede i grunden godt til hinanden, navnlig fordi Fruens flegmatiske og ikke dybt tænkende Karakter bar over med eller oversaa hans mindre heldige Egenskaber.
Nogle Aar, efter at jeg var kommen til Nysted, forøgedes Apothekerens Husstand med hans noget ældre, ugifte Søster, der snart blev bekendt i hele Byen under Benævnelsen "Tante Marie". Det var en meget forstandig, temmelig mandhaftig Dame, der altid sagde sin Mening lige ud. Hun kunde være meget skarp i sine Udtalelser og tog ingen Personsanseelse, men blev snart meget agtet af alle, skønt Agtelsen ganske vist var forbundet med frygt for hendes skarpe Tunge. I Ydre lignede hun paafaldende Broderen og var derfor alt andet end en Skønhed. Da der var rigelig Anledning, gik hendes hvasse Kritik ud over Apothekeren, navnlig kunde hun, der var i Besiddelse af den hos en gammel Jomfru ofte saa udprægede Sirlighed, udtale sig meget hensynsløst angaaende Broderens mangel paa Properthed og sjudskede Paaklædning. En Dag, da der var flere Fremmede til Stede i Apothekerhjemmet, udtalte hun sig pludselig omtrent saaledes: "De kan ikke tænke Dem, hvor forbavset jeg blev i Formiddags; der kommer en ganske fremmed ældre Herre ind i mit Værelse; jeg ser og ser, men kender ham i Begyndelsen slet ikke, førud han kom lidt nærmere. Saa opdager jeg da endelig, at det var Camillus, men han var ogsaa aldeles ukendelig; han havde nemlig vadsket sig, og faaet en ren Flip paa". - At Apothekeren ikke blev glad ved at høre Søsteren levere den Historie i Fremmed Nærværelse, er vel ikke nødvendigt at bemærke. Camillus var maaske ogsaa den af Nystedboerne, som var mest bange for "Tante Marie", og jeg har ofte set med hvilken Hurtighed han kunde vende om, naar han i sin sædvanlige Mundering vilde gaa ind i sin egen Dagligstue og opdagede, at Søsteren sad derinde.
Var Apotheker Pontoppidan skødesløs med sin Person og sin Paaklædning, var han det ikke mindre i Henseender til sit Apothek og sin Forretning overhovedet. Et saadant Sjuskeri og griseri som det, der herskede her, er aldeles utroligt, og der er komplet ubegribeligt, at det kunde gaa, og at han ikke for længe siden var bleven sat fra Bestillingen. Én Gang om Aaret var der ganske vist Apothek-Visitats, der lededes af den gamle Stiftsfysikus Købke, men herom kom der Melding lang Tid i Forvejen, og saa blev der skrubbet og skuret, renset ud, anskaffet nye Varer o.s.v., saa at det nogenlunde kunde gaa. Der var stadig Klager over Apotheket. Dr. Skouboe og jeg slog nu og da i Fælleskab nogle Tordenslag og truede med at indgive Klager over ham. Apothekeren lovede alt men holdt intet, og det vedblev at gaa i den gamle, elendige Skure. Der var desuden den Omstændighed, at man blev fuldstændig afvæbnet ved den skikkelige Camillus Godmodighed. Naar man saaledes tog ham under Behandling og skældte ham Huden fuld paa Grund af hans grove Forseelser, kunde han trippe omkring som en æggesyg Høne i forsikrende, at han altid købte af de allerbedste Varer, at hans Indtægter næppe vare til det tørre Brød, at alene hans Forrentning af Prioriteterne slugte alt, hvad han fik ind, at det ogsaa var en forfærdende god Sundhedstilstand, der herskede; at det nok skulde blive bedre, hvis Vorherre skulde være saa naadig at sende en rigtig god Tyfusepidemi o.s.v. - alt imens han gik om med en Karaffel og et Par Vinglas og spurgte, om han ikke maatte skænke et Glas Portvin, hans Universalmiddel under alle Kritiske Omstændigheder. Man kunde jo til sidst ikke holde Latteren tilbage; dertil var Situationen altfor komisk.
Det var nu for Resten slet ikke Spøg. Apothekeren var i sit Fag en fuldstændig Ignorant og har næppe nogensinde været anderledes. Sin farmaceutiske Eksamen havde han taget med den lavest mulige Karakter, hvormed man overhovedet kunde faa et Apothek betroet. I den Tid jeg har kendt ham, har han aldrig aabnet en farmaceutisk Bog eller læst noget somhelst vedrørende sit Fag. Han kendte, da jeg kom til Nysted, ikke et eneste af de Droger eller Medikamenter, der kunde betegnes som nogenlunde nye, og da Skouboe holdt sig til Formler og Stoffer, der brugtes i hans yngre Dage, forefandtes selv meget almindelige Sager slet ikke paa Nysted Apotek. Aldeles ugenert leverede Pontoppidan, naar der paa en Recept var opført et Stof, som ikke forefandtes, et andet, som var ved Haanden, og mangen en Gang tog han uden videre paa Slump, naar han ikke gad afveje det forlangte. Hvis man (jeg) saa tilfældig var til Stede og bebrejdede ham hans ufagmæssige Metode og forestillede ham de mange Farer ved samme, kunde han ganske kynisk svarer: "Saadan bruger nu jeg, og hvad tror De for Resten, det kan gøre de Bondetampe?".
Adskillige Gange har jeg selv, naar jeg vilde anvende et stærkere virkende Middel til en Patient, i Apotheket foretaget Vejningerne, lavet Piller o.s.v., fordi jeg lige frem ikke turde betro ham det. Det var en Ynk at se den gode Camillus, da den nye Apothekervægt (Gramvægten) blev indført. Han kunde ikke fatte det; han formlig græd, rasede og bandede over "disse nye Noder, som ikke var til Nytte for nogen Mors Sjæl". Jeg sad med ham i Timevis for at banke det ind i hans tykke Hoved, men jeg maatte tilsidst opgive det som fuldstændig haabløst. Det havde da for Resten den gode Følge, at han for Fremtiden blev tvungen til at holde ordentlige og dygtige Medhjælpere, som satte ham Stolen for Døren, fordrede, at han selv skulle holde sig borte fra Apotheket, og endelig fik sat igennem, at den hele skandaløse Institution blev delvis ombygget. Det var ogsaa paa høje Tid; Nysted Apothek havde over hele Lolland faaet et slet Renomme', at man kun søgte det i yderste Nødsfald, og selv Bønderne erklærede, at det ikke var til nogen Nytte, at der var dygtige Læger i Nysted, naar man skulde til en anden Købstad efter Medicinen. Af et Brev, jeg tilskrev min Fader i Oktb. 1866, ser jeg, at Situationen den Gang var ligefrem uhyggelig; baade Dr. Skouboe og jeg havde Indtrykket af, at Landbefolkningen ikke mere vilde søge Lægehjælp i Nysted.
Lad mig forsøge, om jeg kan tegne Konturerne af det gamle Apothek, som det var paa den Tid, jeg kom til Nysted.
Paa samme Sted, hvor Apotheket nu ligger, laa der den Gang en langstrakt Bindingsværks Bygning, som var blegrødt overkalket og med en graa Sokkel. Paa Bygningen var der adskillige Vinduer med smaa Ruder og med Rammer af brungul Farve. Paa Midten af Huset var der en Gadedør, hvortil man kom op ad tre liggende Stentrin, og i den søndre Ende var der en stor Plankeport, som førte ind til et stort Gaardsrum, brolagt med store og smaa toppede Sten, og hvor der fandtes en tjæret Port, hvoraf Apothekeren efter Sagnet oppumpede "destilleret Vand". Som paa alle Bygninger i Hovedgadens vestlige Side skraanede grunden stærkt ned imod Rørsøen, og der var derfor ofte to Etager i Husene mod Gaardsiden. Dette var ogsaa Tilfældet med Apothekerbygningen; navnlig var Hældningen stærk ved Baghuset, hvor man fra en saakaldt Havestue sted ned til den store Have ad en meget høj Trappe. En Sidelænge til højre i Gaarden havde ligeledes som Følge af grundens Skraaning to Etager i sin bageste Del og tog sig i sin forfaldne, med Vin bedækkede Tilstand meget malerisk ud. Døren paa Midten af Huset førte ind i en usædvanlig stor Forstue belagt med Fliser og forsynet med Knagerækker, en Dør til højre førte ind til Familiens Lejlighed, en i Bagvæggen til Køkken, Gaard o.s.v. Til venstre var der en Skillevæg af Træ, hvori en Dør og en Aabning, gennem hvilken Kunderne blev ekspederede. Man vil altsaa se, at Forstuen ikke alene fungerede som Entre' men tillige var Modtagelses- og Opholdsrum for Publikum, og det vil forstaas, at Gulvet her i daarligt og fugtigt Vejr befandt sig i en saa forfærdelig Tilstand, at det af Apothekeren om Vinteren benyttede Fodtøj (Træsko) var en Nødvendighed.
Bag Skillevæggen befandt altsaa Officinet sig tilligemed et lille Kammer til den farmaceutiske Medhjælper. Jeg kan ikke mere nøjagtig huske, hvorledes Indretningen var inden Ombygningen, og jeg tør derfor ikke forsøge nogen nærmere Beskrivelse; der er jo da for Resten foran med tilstrækkelig Tydelighed omtalt den rent ud skandaløse, defekte og smudsige Tilstand, hvori alt befandt sig, og naar vi saa tænker os vor Ven Camillus færdes derinde med sin fedtede Klæder, sine snavsede Hænder med sorte Negle, og sin af alle Haande forskellige Tobaksslatter stinkende Pibe, vil man indse, at det var kommet til en saadan Yderlighed, at det ikke kunde gaa længere.
Det er fortalt, at Apothekeren holdt af at gøre en Mængde Svipbesøg omkring i sit Nabolag, dels for at slaa en Passiar, dels og vel, desværre nærmest foruden personlig Udgift at kunne skaffe sig noget at fylde i Maven. Han var ingen Kostforagter, alt var ham næsten lige godt; det var, som om det kunde være noget sygeligt hos Manden. Jeg hat set ham liste sig til paa Gæstgivergaarden at tømme en Sjat Øl, som en Gæst havde levnet i Glasset, og han undsaa sig ikke ved at opfordre hvem som helst til at "give noget". Med Handelsrejsende holdt han et vaagent Øje, og naar han saa en saadan køre ind paa Gæstgivergaarden med alle sine Prøvekasser, stillede han kort efter for at se, om han ikke kunde tømme en Velkomstskaal med ham eller maaske endog opnaa en Indbydelse til Middag. Egentlig havde Pantoppidan ikke nogen daarlig Forstand; i alt Fald er det umuligt andet, end at han maatte mærke, hvorledes der blev drevet Løjer med ham, ikke mindst fra de langtfra fintfølende Handelsrejsendes Side; men tilsyneladende var der intet, der bed paa ham, og han lod ikke til at bryde sig det mindste om Haan og Drillerier, naar han blot kunde "redde" sig noget spiseligt eller drikkeligt. Især var han oppe, naar hans Svoger, Grosserer Seidelius Rejsende kom til Byen. Det var efterhaanden blevet en selvfølgelig Sag, at denne skulde invitere Apothekeren til Middag, og den Formiddag var han altid flere Gange i smaa Løb over Gaden til Fru Jochumsens Køkken for at erfare, hvorledes Spisesedlen skulde være, maaske ogsaa for at forsøge at give et eller andet kulinarisk godt Raad e. lign., hvad der dog blev taget ham meget ilde op af den i sit Køkken saare myndige Husmoder.
Stakkels Camillus! Det blev efterhaanden til lidt for mange Formiddagsbesøg paa Gæstgivergaarden, og det skønt "Tante Marie" skrapt paa. Det var højst pudsigt at iagttage alle de forskellige Kneb, han forstod at anvende for at skuffe Søsterens Aarvaagenhed.
Jeg kommer nok til at omtale Apothekeren endnu flere Gange i disse Blade, men her vil jeg dog med det samme fortælle, hvorledes han endte sin Tilværelse. Den megen Spisen (hellere "Æden"), hvormed han af Frygt for ikke at faa nok aldrig fik tygget sin Mad, og dertil det ikke helt ringe Konsum af slette Spirituosa, maatte efter al Rimelighed ende med Apothekeren. En Aften blev da ogsaa jeg, der efter Skouboes Død var bleven Apothekerens Huslæge hentet ved Ildbud: Camillus var pludselig styrket om, lammet i den ene Side af Legemet og berøvet Mælet. Efter nogle Dages Forløb tabte Tilfældene sig dog igen, og efter en Maaneds Sengeleje kom han igen paa Benene. Selvfølgelig holdt jeg lange Prækener for ham om Nødvendigheden af for Fremtiden at være uhyre forsigtig især med hensyn til Spise og Drikke og specielt at holde sig borte fra rørig Mad. Det arme Menneske saa ud, som om man vilde have berøvet ham hans Salighedspart. Han gik, saavidt jeg erindrer, et Par Maaneder om i en meget nedtrykt Sindstilstand. Han var ikke mere sig selv, og det var ynkeligt at se, hvorledes han kastede længselsfulde Blikke til al den dejlige Mad, der nu var Tabu for ham. Jeg havde paalagt hans Hustru at sørge for, at Familien saa vidt muligt spiste den samme lette Kost som han, for at han ikke skulde blive ledet i Fristelse, og det gik da ogsaa ganske godt et Par Maaneder. Da blev jeg atter en Eftermiddag i Hast hentet; Apothekeren var paany styrtet om. Mærkelig nok var han saa temmelig ved sin Bevidsthed, skønt han var aldeles matløs og lam i den ene Side. Han kendte mig aldeles bestemt, og jeg blev højst forbavset over at se min gode Camillus sende mig - et "smørret" Smil, som jeg fortolkede, som om han tydelig havde sagt: "Jeg narrede Dig dog!" Hans Hustru fortalte mig nu, at Familien, der troede, at han for Øjeblikket var i Besøg et eller andet Sted, havde benyttet Lejligheden til at spise alles Livret, sprængt Gaas med Rødkaal. Apothekeren var imidlertid uventet kommen hjem, og da han havde truffet Familien i Færd med paa en underfundig Maade at spise hans allerbedste Mad, havde han udbrudt: "Sprængt Gaas med Rødkaal! Er I gale Mennesker! Det vil jeg min Salighed have en Portion af!" De havde gjort, hvad de kunde, for at formaa ham til at give Afkald paa en Spise, der absolut ikke var ham tjenlig; de havde mindet ham om, hvad Doktoren havde sagt o.s.fr. Saa var han bleven aldeles rasende, havde erklæret, at han blæste Doktoren et langt Stykke, at han bedre end Doktoren vidste, hvad der var ham tjenligt, og at han - sin Salighed! - ikke vilde gaa Livet igennem paa Hospitalskost o.s.v. Hans Ophidselse var saa Stærk, at Familien befrygtede, at den skulde give Anledning til Blodkongestion, og gav efter. Med et Slags trods tog nu Apothekeren oven i Købet dygtigt til sig, og Resultatet var da et nyt apoplektisk Anfald.
Det Smil, jeg har omtalt og tilladt mig at fortolke, som foran sagt, kom stadig igen de følgende Dage, naar jeg aflagde ham mine Besøg. Han døde kort efter stille og roligt. Jeg har altid mindede ham som en kær ældre Ven, og jeg kan endnu stadig ikke lade være at smile, naar jeg tænker paa Camillas, ubetinget Nysteds mærkeligste Original; jeg tror, at jeg her har Minder og Tanker tilfælles med alle Mennesker, der ere kommen i Berøring med ham.
--------------------------------------------------------------------------------------------------
Det ligger ret nær paa dette Sted at tale lidt om Byens Embedsmænd paa den Tid, jeg kom dertil. Flere er allerede nævnte om end kun i Forbigaaende. Det er foran sagt, at der i Nysted ikke var nogen egentlig Kasteadskillelse; heller ikke Embedsmændene udsondrede sig som en særlig privilegeret Klasse, hvorvel de dog naturligvis holdt paa deres "Værdighed" og nok af og til kunde give sig en vis Air. En væsentlig Grund til at de ikke skilte sig ud fra Borgerne laa naturligvis i den Omstændighed, at de var saa faa i Tal, men i det hele skal det dog siges til deres Ære, at de ikke som i saa mange Provinsbyer viste nogen Tendens til at se Borgerne over Hovedet. Kunde det en yderst sjælden Gang hænde, særlig da fra et Par gamle Embedsmænds Side, der repræsenterede den bureaukratiske Stil fra Frederik d. VI's Tid, blev det hurtigt vist tilbage. Det var nemlig ikke uden Grund, baade af sine egne og af Nabobyernes Borgere med et vist Eftertryk kaldtes "Republikken Nysted". De gode Nystedborgere var nemlig meget "Sejge", stædige og selvbevidste, og de kunde træde meget stærkt op mod et virkeligt eller blot formentligt Overgreb.
-----------------------------------------------------------------------------------------------------
Til den gamle Skoles Embedsmænd hørte endvidere den Side omtalte Toldforvalter, Kammerraad Brunnemann, Sognepræsten, Pastor Gudmundson (S. ) samt Postmesteren von Staffeldt. Den sidste var Holstener og talte med stærkt tysk Tonefald. Jeg ved ikke sikkert, om han havde været Officer, men han havde i alt Fald et udpræget militært Ydre og var i Familie med Digteren. Han var temmelig spinkel af Bygning, hvad der stod i en ret pudsig Modsætning til hans overordentlige myndige Optræden og hidsige, koleriske Temperament. Som bekendt udmærkede Postembedsmændene i gamle Dage sig netop ved et saadant kolerisk Væsen og en mærkelig brøsig og afvisende Behandling af Publikum, der var tvunget til at indfinde sig paa Postkontoret, og Staffeldt havde udvisket denne Side af Postembedsmandens Karakter paa den mest glimrende Maade. Jeg har altid, naar jeg var sammen med Staffelt paa Forretnings Vegne, maatte mindes Ingemanns Skildring af "den store Postmester" i Romanen "Landsbybørnene"; den nystedske Postmeter manglede kun Krop for at være en Tvillingbroder til Ingemanns Figur. Hvor kunde v. Staffelt ikke skrige op, raabe, rive sig i Haaret og fare frem og tilbage paa Gulvet i sit lille Kontor, naar et Bud bragte f. Eks en Pakke, der ikke var aldeles reglementeret indpakket! Med hvilken haanlig Mine kunde han ikke slynge et Brev hen ad Bordet og skælde en usalig Dreng ud, hvis denne vovede at rette et Spørgmaal til ham angaaende Brevets Besørgelse! Hvor mesterligt kunne han ikke med lynende Øjne uden at mæle et Ord pege med sin Pen hen imod en paa Kontorvæggen hængende trygt Tavle, hvis en af dette uforskammede Publikum vovede at bede Postmesteren give en Oplysning, som han kunde læse sig til paa Tavlen!
Forstaaeligt nok var Postmesterembedet i Nysted sikkert et af de mageligste i Danmark. Der var kun direkte Postforbindelse med Nykøbing F, idet der de seks dage af Ugen én Gang i Døgnet afgik en lukket Vogn dertil og atter tilbage. Saavidt jeg mindes, var der i den første Tid, jeg boede i Nysted, dog om Søndagen to gange Post i Døgnet. Til Gengæld kom der ingen Post om Mandagen. Postbudet besørgede i Regelen paa egen Haand Sorteringen af Brevene. Væsentligst var det kun Byens Købmænd, der benyttede Postvæsenet, og Staten havde aabenbart betydeligt Tab af dette Postkontor. Staffeldts lille Hus og det i samme indrettede "Kgl. Postkontor" laa omtrent saa langt nede i Hovedgaden som muligt og saa langt borte fra den nordlige del af samme, hvor de større Købmænd havde deres Forretninger, at disse gerne sendte Bud efter deres Post for at faa den noget tidligere i Hænde. Det var et glimrende Syn at iagttage den bureaukratiske, postale Værdighed, hvormed Postmesteren aflaasede Kontordøren efter Postvognens Ankomst for den ventende Bude - der skulde Ro og Stilhed til det vigtige Arbejde at aabne Postsækkene, hvoraf nogle ikke sjældent vare aldeles tomme. Paa grund af det ret venskabelige Forhold, hvori jeg stod til Postmesteren, har jeg flere Gange nydt den Begunstigelse at maatte opholde mig indenfor den aflaasede Dør, medens Posten ordnedes. Det var et Syn for Guder, at være Vidne til den uendelige Vigtighed, den selvbevidsthed og det Præg af det alvorligste Ansvar, hvormed den kære gamle Postmester afstemplede og sortede de faa Dusin Breve. Jeg tror, at det ingenlunde var ham ukært at have et nogenlunde forstaaende Vidne til hans ansvarsfulde Dont og Udførelsen af hans byrdefulde Arbejde. Han holdt i alt Fald meget af at henvende Bemærkninger til mig desangaaende, viste mig Breve eller andre Forsendelser, der var mangelfuldt adresserede o.s.fr., idet han deraf tog Anledning til at udbrede sig over Publikums mageløse Stupiditet og over Embedets Besværlig-heder. Den koleriske Mand kunde undertiden i saadanne Tilfælde tale sig aldeles rasende, fare om paa Gulvet, gestikulere paa det voldsomste og rive sig i Haaret.
Og saa var Staffeldt for øvrigt Skikkeligheden og Retskaffenheden selv! Han troede blot fuldt og fast, at Nysteds Postmesterembede var det største og vigtigste i Landet næst efter Københavns, og at Verdensordenen vilde blive væsentlig forrykket, hvis han ikke sad der paa sin Kontorstol, naar Postvognen kørte op for Døren.
Trods alle sine Særheder var Staffeldt dog meget afholdt, og der var sandelig heller ikke Grund til andet; han var en Hædersmand, der gjorde meget godt mod Byens fattige, hvori han støttedes af sin brave Hustru. Man kunde tit komme ud af det med ham, naar man blot saa igennem Fingre med hans Særheder, der dog egentlig snarer var morsomme, og hvis han en Gang skulde gaa for vidt, behøvedes der kun en lidt kraftig Optræden for at tæmme den koleriske Vildskab.
--------------------------------------------------------------------------------------------------
http://www.nysted-kroeniken.dk/
|
1812 - 1871 (58 år)
: Adresse
: Beliggenhed
: By
: Sogn
: Amt/Region
: Land
: Ikke indstillet
