Fra Wikipedia, den frie encyklopædi Vilhelm Nikolaj Marstrand (4. oktober 1884 i København – 29. juni 1955 i København) var en dansk arkitekt, byplanlægger og bygningsingeniør, kendt som den første rådgivende ingeniør i Danmark og som en formidler af teknisk historie og arkitektur. Han var bror til arkitekterne Knud og Paul Marstrand.
Vilhelm Marstrand var søn af jernstøber og maskinfabrikant, direktør for A/S Titan Poul Frederik Marstrand og Thyra Valgerda f. Burmeister og således sønnesøn af maleren Wilhelm Marstrand. Marstrand blev student fra Borgerdydskolen 1901, tog året efter filosofikum og blev cand.polyt. i januar 1907. Først var han ansat hos ingeniør Alfred Lütken 1908-09 (ved Langelandsbanen), dernæst hos J. Stensballe 1908-13 (Nordvestfyenske Jernbane). Han var rådgivende ingeniør 1915-1937.
Han var formand for Foreningen af Rådgivende Ingeniører 1919-32, redaktør af Ingeniøren 1922-37, medlem af bestyrelsen for Dansk Byplanlaboratorium fra 1924, redaktør af Nordisk Tidsskrift for teknisk Økonomi 1928, sekretær i Dansk Forening for Folkebade fra 1937, sekretær ved Akademiet for de Tekniske Videnskaber 1937-54. Han var desuden dommer i adskillige byplankonkurrencer, deltog i konkurrencen om professorat i historie ved Københavns Universitet 1936, men opnåede det ikke.
Han vandt Prix d'honneur (for bogbind og bogtryk) ved verdensudstillingen i Bruxelles 1935. 1929 blev han Ridder af Dannebrog.
Han blev gift 11. september 1914 i Kongens Lyngby med tandlæge Carla Irene (Mette) Ravn Fauerholdt, (10. september 1886 i Odense - 2. april 1978 i Kgs. Lyngby), datter af driftsbestyrer ved Nordfyenske Jernbane, kaptajn Carl Fauerholdt og Irene Salome Vilhelmine Ravn. Han er begravet på Vestre Kirkegård.
Værker
Vandtårn ved Kerteminde Station (1912)
Byplan for Skjern (1930-33)
Byplaner for Varde, Skive, Nykøbing Mors og Store Heddinge
desuden tegnet møbler, bogbind og tilrettelagt bøger