Notater |
- fødtes den 26. Marts 1822 og var Søn af David Rosen, Sognepræst til Lille Lyngby og Ølsted, Frederiksborg Amt (1791 — 1857), og Hustru Anna Christine Meyer.
Han var oprindelig Typograf. Fra Korporal ved 7. Linie Infanteri Bataillon udnævntes han den 11. November 1848 til Sekondløjtnant af Fodfolkets Krigsreserve. Han deltog i Resten af Krigen som Officer, dels ved 5., dels ved 4. og dels ved 2. Forstærkningsbataillon, ved hvilken sidste han stod, til den opløstes, og derefter fra 1. Maj 1852 overgik til 2. lette Bataillon.
Den 19. August 1849 blev han forsat til Linien, og den 26. April 1857 blev han Premierløjtnant samt forsat til 14. lette Bataillon.
1860—63 var han Vagtmesterløjtnant paa Kronborg, og ved Mobiliseringen i 1863 ansattes han ved 9. Regiment som Chef for 8. Kompagni.
Den 18. April, ved 9. Regiments tappre Fremrykning paa begge Sider af Flensborgvejen mod Højderne ved Dybbøl Mølle under Fjendens voldsomme og ødelæggende Ild, blev han haardt saaret i Underlivet, og idet han faldt, raabte han til sit Kompagni: "Farvel, Børn."
Det er Rosen, som Forfatteren, Oberst P. F. Rist efter egen Opgivelse
skildrer som Kompagnikommandøren i "En Rekrut fra 1864".
Rosen havde i Fredericia solgt noget opsparet Brændsel til et andet Kompagni. Det Beløb, der herved indkom, var det hans Agt at anvende til Fordel for sit Mandskab ved en eller anden passende Lejlighed. Det blev imidlertid ikke ham, der kom til at raade over dette Beløb, men derimod hans Mandskab, der anvendte det til at rejse deres Kompagnichef en Mindestøtte paa hans Grav som Tegn paa den sjældne Hengivenhed, han havde vidst at vinde hos sine undergivne, for hvem han, i de strenge og alvorlige Tider, havde været som en Fader.
Efter at være saaret førtes Rosen til Lazarettet i København, hvor han døde den 24. April.
Han fremhæves i Rapporten med Udmærkelse for sit Forhold under Kampen den 18. April.
Han jordedes den 29. April paa Store Heddinge Kirkegaard. Byens Brand- og Politiofficerer samt Vaabenbrødrene bar Liget fra Broderens, Læge Rosens, Hjem til Kirken, hvor Pastor Visby fremdrog flere Træk af den afdødes Liv og navnlig omtalte hans store Kærlighed til sine undergivne og disses ubegrænsede Tillid og Hengivenhed for ham.
Hustruen Rosa Fog overlevede ham.
Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer
- En ægte trofast Kammerat,
En bramfri ægte dansk Soldat
Nys lagdes ned i Muld.
Ej Kongen ejed bedre Mand!
Hans ganske Sjæl var ren og sand,
Hans Hjerte prøvet Guld.
Se, derfor sørger den, han lød,
Og derfor sørger den, han bød,
Men allermest hans Viv;
Dog er end Øjet nok saa vaadt,
Gudsordet gemmer hun saa godt:
Det er et evigt Liv.
H....g
|