| Notater |
- Niels Munk (Vinranke)[1]
- 1650
Død før 21 jul. 1650
Far Peder Munk (Vinranke), d. eft. 1610
Mor Anne Madsdatter Skade II.
Familie 1 Kirsten Jørgensdatter Harbou
Familie 2 Sidsel Mortensdatter Skinkel (med Lillien), d. før 24 nov. 1642
Børn
1. Peder Munk (Vinranke), d. før 1650
2. Morten Munk (Vinranke), d. før 1650
3. Claus Munk (Vinranke), d. eft. 1650
4. Didrik Munk (Vinranke), d. før 1650
5. Poul Munk (Vinranke), d. eft. 1650
> 6. Niels Munk (Vinranke), d. eft. 1650
> 7. Laurids Munk (Vinranke), d. 2 mar. 1702, København (Copenhagen)
8. Ide Nielsdatter Munk (Vinranke), d. eft. 1650
9. Kirsten Nielsdatter Munk (Vinranke), d. eft. 1650
10. Anne Nielsdatter Munk (Vinranke), d. før 1650
Notater
til Serridslevgaard (Vor H.), hvortil han skrives 1615, da han med sine to Brødre skjødede en dem efter deres afg. Fader Peder Munk til Vesterris tilfalden Gaard i Hornum Herred til Iver Juul, kom 1599 i Sorø Skole, var 1633 Løjtnant og havde Bolig paa Hovedgaard, 1639 Kaptain og boede paa Rosborg (Fjends H.), laa ved denne Tid i stor Proces og skaffede adskillige Mennesker paa Baalet ved Beskyldninger mod dem for at have forgjort ham og hans Familie, fik 1640 Brev paa en Gaard i Borup, men mistede denne endnu s. A. og blev kasseret som Kaptain paa Grund af sine Trolddomssager, var 1642 Forlover for den menederske Niels Arenfeldt og maatte desaarsag rømme Landet, hvorfor Søren Munk til Mølgaard og senere deres Sødskendebarn Peder Mund beskikkedes til Værge for hans Børn (37), holdt s. A. Skifte paa sin Gaard Allesvraa (Vends H.) efter sin anden Hustru, var 1647 kommen tilbage og skulde i den Anledning arresteres, død før 21 Juli 1650, da Søren Munk til Mølgaard som nærmeste født Værge efter Loven beskikkedes til Formynder for hans efterladte 5 Sønner og 2 Døtre, nævnes dog endnu i Adelens Mandtal 1655 som levende og Ejer af Allesvraa.
Niels var 1637 Løjtnant ved Oberst Jesper Friis' Reg. i Gluckstadt (Afregn. 18 Juni 1637). [2]
Kilder
[S2] Danmarks Adels Aarbog, Thiset, Hiort-Lorenzen, Bobé, Teisen., (Dansk Adelsforening), [1884 - 2005]., DAA 1905:311.
[S179] Danmarks Adels Aarbog, rettelse/tilføjelse, (red.), (Dansk Adelsforening), [1884 - 2008]., DAA 1923:553.
http://finnholbek.dk/genealogy/getperson.php?personID=I41924&tree=2
[1]
- Rosborg-sagen, Hekseproces
I 1639 fandt en besættelsessag sted paa herregaarden Rosborg, hvor herremanden Niels Munk blev ramt af ulykker, da først kvæget og siden hans to ældste børn i foraaret 1639 blev ramt af uforklarlig sygdom. Niels Munk var ikke sen til at iværksætte retsforfølgelse af en lang række mistænkte, hvoraf tre blev brændt i august 1639. De egentlige hovedmænd, Anders Fusøre, der aaret før i vidners påhør havde lovet Niels Munk ondt og hans kone Mette, gik dog i første omgang fri. Inden de tre troldfolk blev brændt, havde de aflagt en vidneerklærning, hvori de efter sigende alle "unødt og utvungen....", berettede, hvordan det sammen med Anders Fusøre, hans kone og flere andre lykkedes dem at kaste ulykke over herremanden. Det skete ved hjælp af voksdukker og Fandens hjælp, og for at fejre operationen festede de bagefter med Fanden. Nu kunne Munk rejse sag mod sine hovedfjender, og dette gjorde han ved at skrive direkte til Christian IV, der før havde vist sig villig til at gribe ind overfor troldfolkenes virksomhed. Kongen reagerede straks, og i september blev de anklagede paa ret spinklet grundlag dømt til baalet, men dommen blev kort efter omstødt ved Viborg landsting. Landsdommer Erik Juel havde haft en lang række gode grunde til at omstøde den usikre dom, især fordi vidneerklæringerne ikke var lovfaste, og fordi det som bekendt ikke var tilladt at dømme paa misdæderes udlæggelser alene. Herremanden ankede sagen til Kongens Retterting, men den fuldstændige frifindelse blev stadfæstet, og istedet for at støtte herremanden vendte kongen sig nu mod Niels Munk. Der blev foranlediget en undersøgelse af den hvide magi, der var blevet praktiseret paa Rosborg, og det hele endte med, at Niels Munk mistede den fæstegaard, der havde udgjordt det meste af hans undseelige velstand.
Da ulykkerne var begyndt at melde sig, havde Niels Munk været hurtig til at tage sine forholdsregler, og udover at indlede retsforfølgelse havde han sendt bud til flere sider, bl.a. efter et par kloge folk. Disse ankom sidst i april 1639, hvor de blev lovet klækkelig betaling for deres assistance, og de har selvfølgelig været mere end villige til at bestyrke herremanden i hans mistanker. Det var muligvis ogsaa Munk selv, der sendte bud efter Viborgbispen Hans Wandal, der indfandt sig paa Rosborg allerede sidst i marts. Derimod er det meget usandsynligt, at det skulle være efter Munks ønske, at bispen medbragte lægen Chr. Schøtte; en handling fra biskoppens side, der vidner om en usædvanlig skeptisk forhaandsindstilling. Selvom Wandal sikkert ikke paa forhaand har villet udelukke muligheden for forekomsten af en reel besættelse, har han dog holdt andre muligheder aabne. Børnene var helt rolige under biskoppens besøg, og han stillede sammen med lægen hurtigt diagnosen "Sygdom af Orm causiret". Denne naturlige forklaring har ikke virket særligt befordrende paa en trolddomsproces under opsejling, og Niels Munk var tydeligvis heller ikke tilfreds.
Hele sygdomsforløbet var yderst udramatisk, tilsyneladende anstillet af faderen, der nærmest maatte tvinge heksenes navne ud af børnene. Da det mest dramatiske, børnene kunne finde paa, var at raabe og skrige, og da dette endda ophørte, lige saa snart bispen bad dem være rolige, kan det ikke overraske, at øvrigheden forblev skeptisk. Bispen konstaterede, at børnene ingen fremmede sprog talte, og at de heller ikke demonstrerede overmenneskelig styrke. Derefter foretog han en ren genistreg, da han inviterede drengen væk fra Rosborg og familien, for dette kurerede fuldstændigt drengen, indtil faderen kom og hentede ham paa fordækt vis. Faderen havde nu faaet slaaet fast, at han ingen hjælp skulle vente sig fra gejstlig side, og i de følgende dage forsøgte han i stedet at "helbrede" sine børn med de kloge folks hvide magi.
Der er baade forskelle og ligheder mellem Køge-sagen og nærværende sag, og selvom det kunne være fristende at postulere et totalt omsving i øvrighedens indstilling til denne slags sager, bør man holde sig forskellene for øje. Selve sygdomsforløbet fremtraadte i nærværende sag mindre dramatisk og mindre troværdigt end i den foregaaende, og var børnene i Køge blevet tilset af samme biskop og samme læge, kunne ogsaa denne sag maaske have været afsluttet hurtigt. Vi har altså her set et eksempel paa, hvordan enkeltpersoner kunne have stor indflydelse paa en given sags udvikling.
Kilde:
Christensen, C.V og Fr. Hallager: Besættelsen på Rosborg. Samlinger til Jydsk Historie og Topografi, 3.Rk, 2 (1899-1900). P.225-260.
|
- 1652
