| Notater |
- Her gengives først den autobiografi, som Alfred skrev i 1912, beregnet til stamtavlen af 1913: [Tekst i firkantede parenteser er ved Kr. E. - "..." viser spring i citat]
"Skønt mit Liv ikke har været rigt paa mærkelige Begivenheder, finder jeg det vanskeligt at skildre det i et saa kortfattet Referat, som her kræves. Jeg maa da i det væsentlige indskrænke mig til tørre ydre Fakta med Forbigaaelse af mange af de Erindringer og Indtryk, der i Virkeligheden har haft den største Betydning for mig.
Om den mest betydningsfulde Begivenhed i min Barndom, min Mors tidlige Død [1856] har jeg kun en dunkel erindring. Efter en Periode, hvori Hjemmet led meget, giftede min Fader sig (1861) med Johanne Rebekka Jensen, som med god Vilje og stærk Pligtfølelse, men med liden Forstaaelse af det barnlige, søgte at være mine Søskende og mig i Moders sted. En mere udviklende Indflydelse øvede dog min Faders Moder og især hans Søster Louise, hvem jeg skylder overmaade meget.
Min Fader havde stor Sans for Familielivets Hygge, hvortil han selv gav gode Bidrag ved Samtale, Læsning og Musik, og hans Karakter indgød hans Børn en høj Grad af Agtelse og Hengivenhed.
I Aarhus Latinskole gik jeg fra 1859 til 1869; - et par svære Sygdomme bidrog til at gøre mig Skoletiden saa lang og vakte samtidig Alvor hos mig. Af ypperlige Lærere vil jeg nævne Rektor Ingerslev, Edv. Erslev og A. Gram, som var mig en trofast Ven indtil sin høje Alder. Foruden en del daarlige Kammerater fik jeg ogsaa mange gode, hvis Venskab har holdt sig indtil nu.
Jeg var ikke flittig, men lærte mest ved at høre efter paa Skolen, og det gik mig godt. Udmærkede Ferietider tilbragte jeg i Houlberg og Hornslet Præstegaard, hos Lassens paa Samsø, paa Tousgaard og senere [1864] i det hjemlige Virring, hvor bl.a. Familien Ring blev mig kær.
En Mand, som gennem en meget stor Del af mit Liv har været meget for mig, var min Morbroder, Overlærer Harald Nielsen.
- I Virring blev jeg den 31. juli 1873 forlovet med Laura Alfrede Walther, som indtil nu i 35 Aar har været mig en god og trofast Hustru.
I kristelig Henseende blev jeg fra først af paavirket af Vilh. Bech, senere af Grundtvig og hans Venne- og Menighedskreds. Jeg ønskede at blive Præst, skønt intet er faldet mig vanskeligere end at optræde som Taler.
Efter 6 Studenteraar i København (med ophold hos min Faders fortræffelige Søster [53] og Plejesøster [Caroline Carlos]) blev jeg Kandidat, prædikede saa en Tid i min Hjemegn; derefter i Høve-Flakkebjerg (som Medhjælper hos C.F. Rønne), blev i 1876 ordineret af [biskop] Martensen, Flakkebjerg, som Kapellan i Magleby ved Skelskør, hvor min Hustru og jeg havde vort første Hjem - har senere været Sognepræst paa Endelave (1877-82), i Aale-Tørring (1882-86), Skjoldborg-Kallerup (1887-92), og siden i Sanderum ved Odense.
- Mit liv har været lykkeligt, ikke uden Prøvelser, men dog uden store Sorger; stedse har jeg fundet gode og kære Venner. Vore 8 Børn har altid været os til Glæde, og jeg ser med Tak tilbage paa Guds Gaver og Førelser med mig i den lange Periode af mit Liv, som nu ligger bagved mig. Jeg har uendeligt meget at takke Gud for, og det er mit Haab, at "han, som har hjulpet hidindtil, vil ogsaa hjælpe herefter".
--Den, der læser ovenstående med indlevelse og eftertanke, vil ane, at Alfred (i det følgende: "farfar") selv fandt, at han nok gerne ville have skrevet en del mere af, hvad selv følte at have på hjerte.
Til en fortegnelse over nogle af landets præster har farfar på et tidspunkt oplyst flg.:
"Præstegerningen har stillet saa store Krav til mig, at jeg ikke har kunnet yde noget i andre Retninger udover nogle Lejlighedsdigte og Bidrag til enkelte Blade.",
hvilket han måske har anført med tanke på sin bror Thorvalds skribentvirksomhed.
Til den ordknappe autobiografi (skrevet 1912) kunne farfar måske tænkes senere at ville have tilføjet en oplysning om, at han fik lov til at fortsætte sin gerning i Sanderum/Ravnebjerg sogne indtil sit fyldte 71. år, hvorefter han sammen med sin Laura ("farmor") flyttede til København. Her fik de deres nye hjem i lejligheden på 1. sal i den rummelige villa i Ordrup, på Hovmarksvej (nr. 20), som deres søn Hjalmar havde fundet, og hvor han med sin familie beboede stueetagen.
Man kunne måske have ventet, at farfar, nu da han fik så meget mere tid end førhen, ligesom sin far og to brødre, havde taget sig for at skrive sine erindringer. Men så vidt jeg ved, har han ikke fra disse år efterladt sig blot et tilløb dertil - hvad enten dette så skyldes manglende kræfter - eller at han måske, nu i tilbageblikkets stunder fandt, at det kunne virke "prætentiøst" at ville tillægge sit mangeårige virke anden og større værdi, end hvad det allerede havde haft i Nuet! Hertil kom, at hans hustrus helbred ret snart svækkedes så meget, at hun fik stadig større brug for den omsorg, som han kunne yde hende - samtidigt med at han gerne ville holde sig i fysisk form ved daglige spadsereture i det smukke villakvarter, hvor man efter gammel landlig skik dengang kunne falde i snak med en del af dets beboere. Han har vel også nydt dette blot at kunne lade sine tanker vandre frit og uforpligtende.
Der er bevaret adskillige af hans dagbøger, der i deres ordknappe formgiver et godt indtryk af, hvorledes hverdagen formede sig for en landsbypræst. De indeholder både notater om økonomien, herunder hans dispositioner for præstegårdens landbrug, og om familielivets skiftende glæder og bekymringer, således som det med årene udfoldede sig med den store børneflok.
Farfar brugte megen tid og mange kræfter på det opsøgende arbejde i sognene - som vistnok faldt ham lettere og fuldt så vigtigt som arbejdet i kirkerummet. I de mange første år red han ved disse besøg ofte rundt i sognet, men da cyklerne blev almindelige og vejene samtidigt lidt bedre, lærte han sig snart at cykle, hvilket jo på flere måder var en lettelse. Da nød han iøvrigt også sammen med sine børn at kunne tage på cykel-udflugter helt op til Viby på Hindsholm, hvor hans søster Helene [554] var blevet præstekone.
Farfar usarbejdede altid sine prædikener med største omhu og forsynet med memorerende understregninger. Disse prædikener blev omhyggligt opbevarede og sammenbundtede år for år, og en del årgange findes stadig, nogle af dem smukt indbundne.
Derudover findes endnu nogle af hans - og Lauras - udførligt fortællende og kærligt medlevende breve til børnene, efterhånden som de fløj af reden for at studere i København. Fra præstegården og senere på Hovmarksvej videreførtes endelig trofast en ret omfattende korrespondance med slægten og venner og bekendte helt tilbage fra ungdommens år - det var jo i de tider, da tlefonen enten ikke fandtes eller var meget dyr at anvende til sligt.
Og endelig skal det fremhæves, at farfar, som nævnt ovenfor, gennem mange år fornøjede sig selv og familien samt gode venner og kollegaer med - til forskellige lejligheder - at skrive små digte, små "tableauer" og sketcher, der var beregnede til at fremføres i en snæver kreds. De var oftest forfattede i den Hostrup'ske stil og tone, som han selv værdsatte, og de viser hans gode iagttagelsesevne og hensynsfuldt stille lune, parret med den varme medmenneskelige forståelse og kærlighed, som kristendommen havde understøttet i ham lige siden barneårene.
[1]
- Farmor døde d. 19. marts 1926 og farfar d. 4. januar 1930.
Hans bror Georg (556), der var 6 år yngre, og som blev læge, har fortalt ret udførligt om ham i sine egne erindringer (s. 589 - 602), der citeres nedenfor.
Det er i denne forbindelse rimeligt at nævne, at disse erindringer generelt er præget af den gamle læges evne til og vane med, så objektivt som muligt, at underkaste same bedømme sine omgivelser med baggrund i fagligt prægede medicinske og psykologiske "diagnoser".
"Alfred Georg Elmquist, min næstældste Broder, nu 70 Aar gammel, Sognepræst i Sanderum, var meget forskellig fra os andre Søskende baade i Sind og Skind. Jeg beundrede ham meget som Dreng og ung. Han var rask til Idræt og Slagsmaal, af en egen vild Forvovenhed. Jeg ser ham uforkny give sig i kast med langt større og stærkere Drenge i Latinskolen og ude i Virring drive en hel Flok Drenge på Flugt i Kamp med Snebold, ganske alene - den Maade, hvorpaa han for ind paa dem, satte dem i en panisk Skræk. Når han sloges med sin ældre Broder, var det gerne denne, der bukkede under.
Alfred holdt af at skræmme ved sin Voldsomhed og at drille; han var ikke så blød og godmodig som vi andre. En Gang var han hjemme i Ferien med sin Klassekammerat, Christopher Boeck i Hornslet, som han yndede at tyrannisere, hvad han ikke var ene om. De gik sammen ude i Mosen. Alfred længtes efter Hjemmet og sagde, at han ville hjem. "Det faar du ikke Lov til", sagde Christopher. "ja, saa smider jeg dig i Tørvegraven! Værsgo"! Og han udførte straks sin Trussel.
Alfred var og vedblev langt op i Aarene af os alle anset at være Familiens Skønhed. Og dog var han skæv i Ansigtet; den ene Kind var helt anderledes formet end den anden. Grim var han ingenlunde med sine, trods alt, velformede Træk og sit mørke Haar; men skulle nogen af os have et kønt, regelmæssigt Ansigt, var det vel snarest Thorvald, hvis han ikke havde været saa mager og bleg.
Alfred var en flink Rytter og en ivrig; men ikke videre heldig eller dygtig Jæger; ganske behændig og flink til Idræt som Dreng.
Da han var ca. 16 Aar, faldt han ned af en Vogn og slog sin Ryg. Der var saa vidt jeg ved intet synligt Spor at opdage af Slaget; han havde vistnok i nogen Tid et Hold i Ryggen og laa længe til Sengs; men han blev taget ud af skolen i et Aar og gik i Virring, hvor han morede sig med at gaa og grave i Haven og iøvrigt vandre ene og fåmælt omkring. Det var et tilfælde af Hypokondri, hvortil der synes at være Anlæg i Familien, idet nemlig min Morfars første Kone, hvorfra vi stammer, og min Morbror Harald Nielsen var Hypokondrister. En af Alfreds Sønner - Gudmund - har i samme Alder som Alfred haft et alvorligt Tilfælde af Hypokondri - og hverken A. eller hans Børn kan siges fri for at have Tilbøjelighed i samme Retning nu.
Alfred var ganske anderledes faamælt og indesluttet and vi andre Søskende. Desuden havde han som ung en Tilbøjelighed til at ligge længe i Sengen om Morgenen og til aldrig at møde til rette Tid til Spisetiderne. Den sidste Tilbøjelighed har aldrig forladt ham og er gaaet over paa hans ældste Søn. Fremdeles havde han i Modsætning til os andre en vis lyst til at sige imod og være af en anden mening end andre. Altsammen Ting, der indbragte ham mange haarde Ord af Fader, der ellers var alt andet end streng.
Med smaa Børn havde han mærkværdigt let ved at tale og vandt hurtigt deres Tillid of Fortrolighed. Han var ogsaa i Besiddelse af megen humoristisk Sans og ikke ringe Vid. Meget af det bedste i Vrøvleromanen: "Det skæve Forhold" var af ham, de mest satiriske Partier. Han var mere beundret end afholdt af sine Søskende og sine samtidige; thi man kunde aldrig være sikker paa, om han ikke pludselig kunde finde paa at drille eller blive ubehagelig, og han var ikke af de Drillepinde, der giver fortabt, naar de se Genstanden for deres Drilleri blive ulykkelig.
Han var mere haard af Sind og mere opsat paa Kritik og Opposition end ni andre Søskende, der ganske vist var nær ved at være nogle Blæddyr af lutter Hensynsfuldhed, Godmodighed og Godtroenhed.
Paa grund af sin Sygdom blev han Student et Aar senere end normalt - 19 Aar gammel. Han var skolens Dux, men havde dog, som jeg har set af hans Karakterbøger, gennemgaaende kun mg- i Hovedkarakter. Kort før Examen udtalte han i en Kreds af Kammerater, at det var ingen Sag at faa Udmærkelse til Artium. Det tillod de andre sig at betvivle, og han væddede da med dem, at han kunde faa det, naar han vilde. Derpaa gav han sig til at læse med en saadan Energi og Kraft, at han virkelig opnaaede Udmærkelsen.
Der var naturligvis stor Stads og Henrykkelse i Virring Præstegaard, da den hæderkronede Student kom hjem; han blev bekranset og hyldet paa forskellig Maade og set op til med Beundring af sine Søskende og Kammerater.
Han havde en smuk og kraftig Baryton med Tenorklang og et godt Gehør og glædede Fader ved at synge Gluntar med ham og Mendelssohns Duetter med min Søster og senere Bertran de Born's Sange, som han sang overmaade smukt. Dog havde han ikke den Sans for Foredrag, Kolorit og Rytme som Fader og jeg. Nogen Undervisning fik han i Sang af Operasangerne Døcker og Christoffersen.
Som Deltager i vore Ordsprogslege var han mageløs og opfandt mange fantastiske og barokke Skikkelser.
Som Student var han ikke saa jævnt og daglig flittig som Thorvald. Han havde det med Perioder, i hvilke han læste voldsomt og energisk, hvorefter han atter tog det med Ro og afslappedes for en Tid. Jeg blev Student 5 Aar senere, og hvorledes hans Liv i København var i den Tid, ved jeg ikke af Selvsyn, men saa vidt jeg kan forstaa, omgikkes han kun Teologer og Familie og levede meget stille.
Da jeg kom til Kjøbenhavn og boede hos Fru Køster, besøgte jeg ham gerne om Søndagen på Bü¨lowsvej, hvor han boede hos Tante Louise [53] Dér kunne kunne jeg sidde inde hos ham i hans Værelse i Timevis og forsøge at passiare med ham, men det var et strengt Arbejde, for han sagde blot ja eller nej.
Jeg havde også en Fornemmelse af, at han, der var så dygtig og dadelfri, dømte temmelig haardt om mine mange Daarligheder, daarlige Examiner, Dovenskab og Barnagtighed. - Den haarde Dom var i dette Tilfælde ikke ufortjent; men han var og er endnu noget bornert og uforstaaende overfor andre og fra ham forskjellige Naturer, og nogle af hans Børn have arvet denne Bornerthed og Mangel paa Evne til at forstaa, ligesom de næsten alle have arvet hans Grundighed og Dygtighed, hans Evne til at trænge ind i det, de giver sig af med.
Han morede sig ofte med at løse Gaader og Chifferskrift, og gav aldrig tabt, før han havde fundet ud af det. Han var en udmærket Lærer, hvad jeg véd af egen Erfaring, men blottet for Humør og roste aldrig selv den bedste Præstation.
Der var dog Folk, som han ikke dømte strengt - og det var de yderligt gaaende folkelige Grundtvigianere, som han traf paa i Fru Køsters Hus i Absalonsgade, hvor jeg boede i Pensionat sammen med Lunøerne og Skjærbæk. Alle vi andre, som - med Undtagelse af mig - var Grundtvigianere selv, saa disse menneskers latterligheder og kritikløshed; men Alfred ville ikke sé den; - hans Natur var helt anderledes, har altid følt sig draget til den Kant og gør det endnu.
Aaret efter at jeg var blevet Student, tog Alfred sit Attestats med Laud og rejste fra Byen, og siden traf jeg ham kun paa Feriebesøg, om end jeg altid stod i et særligt nært Forhold til ham gennem vort Giftermaal med 2 søstre. - Om hans Forlovelse og Giftermaal har jeg fortalt andetsteds. [se nedenfor].
Alfred var trods sin Dygtighed og Grundighed i Besiddelse af meget lidt Selvtillid og aldeles ikke af Thorvalds naturlige Frimodighed og Veltalenhed.
Der blev altid noget fortrykt og kejtet ved hans Prædikener, selv om Indholdet var fortræffeligt, som det efter Sagkyndiges mening var, og selv m han talte flydende nok. Han havde en kraftig Røst, men talte monotont og udtryksløst, ofte var det som om han tænkte, at nu talte han vist for sagte, og han hævede da pludseligt sin Stemme, som om han talte til tunghøre. Akkurat, som naar han i sine Drengeaar stod og mumlede og fik et Dunk i Ryggen, fordi Far ville have ham til at tale højt og tydeligt.
Derimod havde han i høj Grad Evnen til personlig Sjælepleje. Han forstod at tale med Folk enkeltvis og vinde deres Hjerter, allermest Børnenes, og han har efter min Opfattelse derved som Præst udrettet langt mere end Folk, der var kendte Forkyndere. Altid vedblev han dog at have ringe Mening om sin egen Virksomhed.
Overfor sine 8 Børn var han en kærlig og fornuftig Far, der sørgede godt for deres Uddannelse, saa at de alle blev dygtige og gode Mennesker; men dér maa han jo dele Æren for Resultatet med sin gode Hustru, der var mere rolig og jævn i Sindet end han. Naar der var Sygdom i Hjemmet, var de dog næsten lige gode med Hensyn til den hypokondre Ængstelighed og Overdrivelse, hvormed de tog det.
Han var i de første Aar af sit Ægteskab slem til at drille sin Kone og faa hende til at græde; jeg havde tit Medlidenhed med hende, for jeg havde et blødere Hjerte; men han gjorde sig aabenbart Umage for ikke at røres af Taarer. Det gik imidlertid snart over; men nervøs og rastløs var han alle sine Dage,
Alfred var morgengnaven. Naar han kom ind om Morgenen, sagde han ikke et Ord, saa mørk og gnaven ud, anbragte sin Morgendrik og sit Smørrebrød paa Kanten af Bordet, vandrede tavs med lange Skridt omkring dette og standsede af og til for at tage en Slurk og en Bid og fortsatte saa sin Vandring. Hans ældste lille Dreng bar sig ligesaadan ad og vandrede rundt om Bordet og sagde: "Jeg ligner sin Far!".
Undertiden gik Alfred ud i en afsides Del af Haven for i Ensomhed at gøre Gymnastik efter Sundhedsbog. Der blev han fulgt af en nysgerrig lille Nevø, som skjult bag en Busk iagttog hans mystiske Bevægelser og eftergjorde dem.
Alfred var ofte noget kantet i Omgang og kunde let blive fornærmet over et eller andet, som ikke var fornærmeligt mént. Selv kom han tit med temmelig grove Bemærkninger, som stødte dem, der holdt af ham, og som var mere klodsede og ubetænksomme end slemt mente, men virkede stærkt ved den barske Tone og det mørke Aasyn.
Da han var Præst i Aale, fik han besøg af Emmy, som var hans Svigerinde og den Gang forlovet med mig. Da han tog imod hende, fik han at vide, at der var Kighoste i den Gaard i Dünkérken, hvor hun boede. Hun havde ikke været i Berøring med de syge, men i sin Skræk for Smitten og for sine egne Børn, bebrejdede han hende i saa stærke Udtryk, at hun var kommet, at hun, der ellers holdt meget af ham, men var hidsig og ilter, kom i et heftigt Skænderi med ham og nær var rejst hjem igen med det samme.
En Gang efter Faders Død, da en Kaution paa 9000 Kroner var forfalden til Udbetaling, vilde Thorvald, for hvem Kautionen var indgaaet, at den i Stedet for at udbetales af Boet, skulde afløses af en Kaution på samme beløb af Alfred, min Svoger Palle Lunøe, min Stedmoder og mig. Palle var straks villig, Alfred med nogen Betænkelighed, men jeg sagde nej som Lavværge for Mor og mig selv, da jeg var klar over, at det var bedst for Th. at Summen blev udbetalt straks. Jeg skrev i den Anledning et Brev til Alfred, hvori jeg forestillede ham, at han med sine 8 Børn, en Formue på 6000 og Gæld ved Siden af, vilde handle uforsvarligt ved at gaa i Kaution. Formodentlig har jeg nok været noget vigtig og overlegen, hvad mine medarvinger indbød til, da de var som Børn i Pengesager. Nok er det, at Alfred blev tindrende gal i Hovedet og svarede med et forbitret Brev, som kom, mens jeg laa meget farligt syg af Difteritis. Det maa have været forskrækkelig groft; thi min Kone, som var en Kone med Konduite, puttede det straks i Kakkelovnen, da hun havde læst det, fordi hun ikke troede, at jeg kunne taale at læse det. Saasnart Alfred fik at vide, hvor syg jeg var, blev han Ængstelig og telegraferede, om jeg havde læst Brevet, og hvordan jeg havde det. Han blev hurtigt beroliget, og først længe efter fortalte hun mig Historien.
Med Thorvald havde han et Sammenstød ved Skiftet efter Onkel Harald Nielsen. Thorvald var blevet instrueret af sin Kone om at bjerge sig saa meget som muligt af Møbler og Klæder, og som den pligttro Ægtemand han var og i sin naive Egenkærlighed havde han forbavset og forarget os andre ved at bemægtige sig det bedste lige for Næsen af Alfred, der lige saa godt kunde trænge til det, og som stille og sagtmodig fandt sig i det. Morgenen efter, da de skulde rejse, sad de ved Frokostbordet hos os, Alfred mørk og morgengnaven, Thorvald livlig og oprømt. Da ser Thorvald et gammelt Kobberstik fra vore Forældres Hjem og siger: "Aah, det er et af de gamle Stykker fra Virring, dem havde det været rart at have flere af". "Du kan da heller ikke faa al Ting", sagde Alfred. "Mener du da, at jeg vil ha' al Ting!". - "Ja!", svarede A. saa mørk som en Tordensky. - Der opstod øjeblikkeligt en mørk Tavshed, og vi andre morede os i Stilhed. --Siden blev de snart gode Venner og holdt altid meget af hinanden.
Engang kom Alfred paa Besøg hos vor Søster [554] i Viby [Hindsholm paa Fyn], som laa i Sengen og ikke havde nogen Pige hjemme. Han vandrede rastløs om i Stuerne og gjorde hende nervøs. Hun, som vidste, at noget af det værste man kunne byde ham, var at maatte undvære at faa Mad eller at vente for længe paa den, forsøgte at spise ham af med Smørrebrød og Kaffe; men derover udtrykte han sin Misfornøjelse i saa uforblommede udtryk, at hun blev rasende og trods sin Sygdom stod op af Sengen og lavede ham noget Middagsmad, skønt hun knap kunde slæbe sig ud i Køkkenet. Derefter var der længe misstemning imellem dem.
Saaledes stødte han ofte sammen med os andre ved sin Kantethed, og dog var han os alle meget kær paa Grund af sin Retsindighed og Følelse for Retfærdighed, og Sanddruhed og Uegennytte.
Med sin rare hyggelige Hustru og sine 8 flinke og gode Børn - senere Svigerbørn og Børnebørn - har han i mange Aar levet et sjældent lykkeligt Liv i Sanderum Præstegaard. Endnu stadigt søger Børnene til Hjemmet, hver Gang de har Ferie. Nu er baade han og Laura over 70 Aar og han er ved at tage sin Afsked for at bo i Kjøbenhavn, hvor de fleste af Børnene er bosatte. Gid han maa finde en god Bolig i disse vanskelige Tider.
- Med Aarene er han blevet noget mildere i Sindet, men har han først fundet noget utiltalende ved en Person, har han ondt ved at se de gode Sider. Som Exempel paa hans pudsige Kantethed skal jeg meddele et lille Træk endnu. For et Par Aar siden besøgte han sin Søster, der nu som Præsteenke bor her i Kjøbenhavn, og som skønt, hun har det smaat, endnu har bevaret den Gæstfrihed og Gavmildhed, som altid har været hendes Særkende. Hun beværtede ham med en god Frokost og havde for hans Skyld købt 3 Cigarer, der jo nu er meget dyre. Da hun bød ham én, svarede han: Naa - har I Raad til det"! Det er blevet en klassisk Sentens emellem os!
Han er meget grundig og solid. Naar han har sat sig ind i en Ting, saa véd han ordentlig Besked, mens vi to andre Brødre er mere tilbøjelige til at glide hen over mangt og meget. Sin Tids Litteratur og Kunst har han ikke haft Tid og Lejlighed til at sætte sig ind i. Han er meget musikalsk, for saa vidt han har et godt Gehør, men har mindre Sans for Rytme og dramatisk Foredrag. Han kan være meget vittig og have glimrende Indfald, men jævnt godt Humør og Gemytlighed ligger ikke for ham. Dog ikke altid. Ved vort Sølvbryllup var han den, der satte Gemytligheden i Gang."
[1]
- Nogle år tidligere nedskrev farfarbror Georg følgende i sine erindringer (side 134-8) m Alfreds forlovelse og giftermål:
"Da jeg var 16 Aar (1872) kom Helenes Veninder, Laura og Emmy Walther, paa Sommerferiebesøg i Virring Præstegaard. Jeg havde lige til den Tid været en Dreng med udelukkende drengeagtige Tilbøjeligheder. Nu fik jeg for første Gang Øjnene opladt for Kvindelighed og kvindelig Elskværdighed. De var begge meget indtagende og livlige. Jeg var med Vognen inde i Randers for at hente dem. De lo og snakkede og gjorde Løjer og fjantede paa Køreturen, trakterede mig med raa Chokolade og var saa rare imod mig, at jeg forelskede mig i dem begge straks paa Stedet, saadan som en Dreng i den Alder kan forelske sig i Pigebørn, der er 4 - 5 Aar ældre. Og det var ikke mig alene, men hele Familien, Far og Mor indbefattet og Karl og Piger, der var betaget af dem. Vi var jo temmelig flegmatiske og rolige til daglig og uvante med at vide vore Følelser, men de var lutter Ungdom og Fyr og Flamme.
Laura var mere Dame; hun spillede og sang smukt og havde bedre Kundskaber end Emmy; men Emmy havde i høj Grad sin Mors bevægelige Temperament. Der var en mærkværdig Fortryllelse ved hende i den tid. Naar hun lo - tit af ingen Verdens Ting - saa var vi alle nærved at faa Krampe af Latter. Og naar hun græd, fik vi allesammen Taarer i Øjnene - hun tog os alle om Hjertet. Jeg husker endnu, hvor Pigerne og Mor græd, som de var piskede, da de saa Laura og Emmy ved Afrejsen. Emmy kaldte Far og Mor for sine "Ferieforældre", og baade Laura og hun blev hurtigt som Søstre for mig. - Efter at jeg havde lært dem at kende, fik jeg først rigtigt Øje paa Poesien i Livet.
Da de kom igen næste Sommer var Luften som ladet med Erotik. Vi vare alle overbeviste om, at der maatte ske' noget vidunderligt, og at Alfred maatte blive forlover med én af dem. - Vi havde alle sat os i Hovedet, at det maatte blive Emmy, som havde det mest impulsive Temperament, og som havde gjort det stærkeste Indtryk paa os.
Vi havde den Gang Besøg af min ældste Fætter, Adjunkt, Adolf Elmquist [511] og hans Forlovede, Christiane Riemenschneider. Den distræt Adolf mærkede intet, men hans Kæreste desmere, skønt hun var den mest fremmede. Hun var meget spændt og nysgerrig og havde sin Næse alle Vegne, hvor den ikke skulde være.
Vi skulle paa Skovtur til Stenalt Skov [ca. 12 km NNØ for Virring] og var saa mange, at der ikke var plads paa Vognen til os alle; nogle maatte skiftes til at gaa. Laura og jeg gik da den første halvdel af Vejen. Undervejs holdt vi Hvil i en Høstak, hvor jeg lærte hende at skyde med Kartoffelbøsse, hvad der interesserede hende meget den Gang. Jeg haaber, at hun ikke har glemt denne smukke Idræt og vil oplære sine smaa Børnebørn i den. Om aftenen gik Alfred og Emmy sammen; men der skete til vores Forbavselse intet den dag.
Næste Dag sad jeg alene ude i det store Lindelysthus og læste i "Nøddebo Præstegaard". Jeg var netop kommet til det Sted, hvor Andrea Margrethe siger: "God Morgen, Svoger!" til den forbavsede Nikolaj - da Emmy kommer farende ud til mig i Lysthuset og raaber: "Goddag Svoger!" - Alfred og Laura var blevne forlovede! Jeg styrtede ind i Havestuen for at gratulere; men aldrig i mine Dage har jeg sét og hørt saadan en Græden og Tuden, dér var. Mor og Helene græd, som de var piskede, fordi de syntes, det skulde have været Emmy, for de vidste, at hun holdt af Alfred; men det troede de ikke, at Laura gjorde, og de syntes, at det var Forrædderi mod Emmy.
- Den ulykkelige Laura, som jo (?) ikke kunde gøre ved, at Alfred havde friet til hende, kom grædende hen til mig, som stod helt benovet over al den Jammer og Elendighed og spurgte, om jeg da ikke vilde holde af hende. Det lovede jeg hende, at jeg vilde, og saa gav hun mig et Kys, som jeg husker endnu. Det var saadan en sær Fornemmelse, der var aldrig nogen ung Pige, der havde kysset mig før.
Paa Emmy var der intet at mærke, hun holdt sig tappert og fældede ikke en Taare, skønt det maa have været hende en uhyre Skuffelse. Hun var ligesaa kærlig mod Laura som før. "Lammene", som Thorvald havde døbt dem, var bestandig saa gode Venner, som de altid havde været."
[1]
- For nu at give læseren et lille førstehånds-indtryk fra farfars tankegang og følelsesliv følger her nogle få passager fra nogle få af hans breve fra 1873-75, da han studerede i København:
"--jeg dansede som en Top, der drives af en Pisk, konverserede som en dødsdømt konverserer en Bøddel, var klædt som Klokker Linck [I Hostrups: "Intrigerne" K.E. (Eller Johanne Louise Heibergs "Nei" M.E.)], spiste lidt, drak mere og gabede jævnligt uden dog at forgabe mig i nogen af de tilstedeværende. Efter Selskabet gjorde jeg Visit under deres Rengøring og tilmed paa deres Spisetid, løb imod et Blomsterbord, fladt over en Sadelmager og traadte paa hans Limpotte. Naar hertil kommer, at Fornøjelsen kostede mig henved 13 Daler, saa tror jeg - ikke uden grund - at være kommet til det Resultat, at jeg, hverken hvad mine ydre eller indre Omstændigheder angaar, ikke egner mig til at placeres i disse højere Lag af Kagen, dette Flødeskum og Syltetøj".
(ca. 1873 af brev til søsteren)
"--jeg føler mig ikke længere ubehagelig berørt ved at kaldes Grundtvigianer. ...Jeg har egentlig aldrig læst synderligt af Grundtvig, undtagen hans Salmer, men jeg har hørt ca. 100 Prædikener af ham foruden mange Vidnesbyrd af hans Venner som Birkedal, P. Rørdam, Fenger og mange andre. ...saa jeg har kunnet danne mig en nogenlunde begrundet Mening om, hvad ...den grundtvigske Retning af Kristendommen er som Livsmagt (de dogmatiske Undersøgelser bryder jeg mig ikke om). ...og de har vist mig, hvorledes et Kristenliv bliver indholdsrigt, at det ikke er en Flugt fra Persosnligheden, men en Livskraft ovenfra sat i Personligheden og med denne som sin Betingelse og sit Indhold. Naturligvis er der mange af dem, som kalder sig Grundtvigianere, som jeg ikke kan dele alt med, og Gudskelov mange Ikke-Grundtvigianere, som jeg kan elske af hjertet."
(Juni 1873 til søsteren)
"--Nu skal du ogsaa faa en Nyhed, som jeg véd for dig vil have mere end Nyhedens Interesse, nemlig at jeg den sidste Dag i Juli blev forlovet med Laura Walther-, som du jo nok kender, - i det mindste af hæderlig Omtale. Laura og Emmy har nemlig holdt Sommerferie i Virring, og jeg kunde ikke lade Laura rejse derfra uden at sige til hende, hvor meget jeg holdt af hende; hun gav mig rigelig Gengæld for mine fattige Ord, og saa var vi til Glæde for hele Familien forlovede.
Tilføjet af Laura: "Ja, som Alfreds Ven er De mig ikke nogen fremmed, og jeg kan derfor ikke lade være med at sende Dem en rigtig hjærtelig Hilsen; det vilde være mig umuligt at fortælle Dem, hvor uendelig lykkelig jeg er; Gud give at jeg maa være og blive det for Alfred, som jeg saa gerne vil..."
(til stud theol Palle Møller Lunøe, hans senere svoger)
"--Naar man ser nærmere til, og med venlige Øjne paa en saadan Spækhøkerfamilie, vil man snart se, at man har dømt dem uretfærdigt. Naturen øver virkelig en Virkning paa mange af disse Mennesker, der ser saa utaalelig flegmatiske ud. Der er dog noget i dem, som gør, at de ikke kunne befinde sig lige saa vel i deres Stuer som i den grønne Skov. ...skønt den eneste øjensynlige Virkning for dem selv og andre måske kun er, at de "kommer i Humør". ...De mangler ganske vist ..den Bevidstheds-Udvikling, som man faar ved at læse mange lyriske Digte eller meddele sig til andre om sine Naturindtryk; ...deres Glæde over Naturen udtrykker de vel snarere i en Sætning som: "Aah, hvor en Snaps smager her i det grønne!" ...
(pinsen 1873 til søsteren)
(-disse citater er fra det udvalg af Alfred E.s ungdoms-breve, som Walther E. (55331) har foretaget, og som blev udsendt til slægtssamfundets medlemmer foråret 1981 - og som nu også er tilgængeligt i stamtavleformatet.)
[1]
- Endnu i slutningen af 1800-tallet var det almindeligt at et sogns beboere troede, at sognets præst kunne en hel del mere end sit Fadervor:
Således oplevede Farfar en gang som præst oppe i Skjoldborg (Thy), at han, da han kom gående hjem fra et sygebesøg, kom i samtale med en mand, der dik og græssede sin ko i vejkanten.
Farfar gav sig i snak med ham, og det kom under samtalen for dagen, at manden var bekymret for sin ko's helbred. Den var ikke rigtig villig til at æde, og den malkede heller ikke, som den burde. Under samtalen havde farfar, uden at tænke videre over det, stået og klappen koen et par gange og strøget den lidt på hovedet.
Da han nogen tid derefter mødte manden, udtrykte denne sin taknemmelighed, fordi farfar havde kureret koen. "?" ...Jo, han havde selv set, hvordan farfar havde klappet og strøget den, og han havde vist også læst noget over den - og næste dag var koen kommet sig.
Alle farfars protester blev mødt med hemmelighedsfulde antydninger om, at den slags skulle der jo helst ikke tales højlydt om - men folk vidste jo nok - hm-hm - og han var jo da også ligeså oplyst som andre mennesker, - hm-hm - man han skulle da ikke omtale det for andre, når Præsten ikke syntes om det, - hm-hm - men Tak alligevel - hm-hm, hm-hm - og så Farvel da!
[1]
- Farfar har også skrevet en
"Julevise"
Der findes en fotokopi af en "2 udgave" af manuskriptet hertil (skrevet på 8 visitkort) - med flere rettelser og blækklatter - samt et notat om, at visen er tilegnet Marie Birthe Hansen, Aale Skole.
Denne sang er lige siden trofast og med stor glæde blevet sunget i farfars gren af slægten, og den er blevet kendt i noget videre kredse, efter den fik plads i
"JULENS TONER"
- en Samling af Julens Salmer og Sange,
arrangeret for Klaver eller Harmonium
af Organist Gudmund Elmquist.
Fra denne samling (Skandinavisk Musikforlag, København), der i hvert fald har opnået 13 oplag, stammer slægtsbogens nedfotograferede gengivelse. Teksten følger her:
(Mel.: Gildet i Skoven)
1.
Kom nu min lille Pige,
og kom min lille Dreng,
og hør hvad jeg vil sige
jer, før I skal i Seng.
Nu skal I bare høre!
En yndig lille fugl
|: har kvidret for mit Øre,
at i Aften har vi Jul! :|
2.
Ja, tænk engang, hvor herligt,
Midt i den Vinter streng
har Gud saa mildt og kærligt
os sendt en lille Dreng,
som ret kan os fornøje;
han ser saa fattig ud,
|: men kom dog fra det Høje
og er saa kær for Gud. :|
3.
Den lille Dreng han smiler,
saa alt bliv lyst og godt,
og Stalden, hvor han hviler,
den skinner som et Slot.
Til unge og til gamle
han siger: "Kom herhen!
|: Jeg vil jer gerne samle
og være Eders Ven! :|
4.
Han har sin Kongetrone
udi den Himmel blaa;
der funkler i hans Krone
ti Tusind Stjerner smaa;
dog huer ham ej mindre
den Stjerneblinken, naar
|: smaa Barneøjne tindre
mens vi om Træet gaar. :|
5.
Han har den Julegave
at bringe sine Smaa,
at Paradisets Have
igen skal aaben staa.
Hvor godt der er derinde,
hvor lyst og rart og skønt,
|: derom kan os vel minde
vort Juletræ saa kønt. :|
6.
Ja se, hvor Træet skinner
med Guld og Farvespil;
blandt Grenene I finder
naar I ser rigtig til,
en Mængde Herligheder;
hvem tror I, de er til?
|: De er såmænd til Eder
I næppe tro det vil! :|
7.
Endnu engang smaa Venner
vi vil om Træet gaa;
kom, giv mig Eders Hænder,
og hop saa let paa Taa!
Vi takke og vi prise
saa godt so vi formaa,
|: i denne Julevise
ham, som elsker alle smaa! :|
(A.G. Elmquist. Dansk Præst)
[1]
- Sanderum Præstegård
Fra jeg var spæd og indtil mit ellevte år var der aldrig den mindste tvivl om, hvor vi skulle tilbringe sommerferien: Sanderum Præstegård, naturligvis! For os børn fandtes der ikke noget dejligere sted i hele den vide verden. Allerede i toget tværs over Sjælland kunne man få oplevelser, som stadig huskes. Dengang fandtes der endnu storke på Sjælland, nærmere bestemt mellem Sorø og Slagelse, og synet af et storkepar, der spankulerede adstadigt rundt og talte ægyptisk, var noget helt andet end udsigten fra en andensals på Nyvej nær ved Gammel Kongevej. Vi nærmede os det jordiske Paradis.
På pladsen foran Odense Banegård holdt en vogn parat til at modtage os: to heste og en kusk, der som oftest hed Anton, og så gik det i rask trav ud af byen i retning af Dalum og til sidst ud af Grisegyden (sådan hed den), indtil vi drejede ind på præstegårdens gårdsplads.
Der stod farmor og farfar og hvem der var hjemme af fastre og farbrødre for at tage imod os og byde os velkommen, og så gik turen op til de værelser, der var reserveret til os. Hvad jeg dengang ikke skænkede en tanke, men siden ofte har tænkt på, var det arbejde Farmor har haft med at fordele gæsteværelserne og regulere tilstrømningen af børn, svigerbørn og børnebørn fra København, men Farmor lod sig aldrig mærke med at det havde kostet hovedbrud. Dertil kom arbejdet med at modtage rationeringsmærker svarende til længden af hver enkelts ferieophold og at afveje f.eks. sukker i små poser med navn på.
I præstegården rådede den ubrydelige lov, at Farmor og Farfar og de tre fastre: Ninna, Agnes og Helene hver dag sov til middag i ca. halvanden time, og da måtte vi børn naturligvis være musestille. Den tid benyttede jeg ofte til at gå en tur ud ad markstien (mod Nord - ud mod "Tørrehaven"), som forekom mig umådelig lang. Jeg medbragte gerne en legevogn til transport af de små buketter af markblomster, som jeg plukkede langs stien.
Ofte fik jeg følgeskab af verdens formentlig grimmeste hund, et chokoladefarvet gadekryds, der lød navnet Bello. Havde jeg dengang vidst, at "bello" betyder "smuk", ville jeg have fundet det helt i sin orden at den hed sådan, for i mine øjne var den virkelig en skønhedsåbenbaring med sit joviale grin om munden. Dertil kom at den var en stor børneven.
Efter siestaen var tiden inde til eftermiddagskaffen med hjemmebag, der som oftest blev indtaget i haven. Som bekendt var ens barndoms somre altid idel solskin, men jeg kan dog huske, at der nu og da brød et uventet regnvejr løs, med eller uden torden. Så skete det at alle som på tælling rejste sig, greb hvad der var nærmest: et par kopper, et kagefad eller en kaffekande - og satte i galop op ad havetrappen og ind i læ.
Foruden prydhaven var der en køkkenhave med jordbær, ribs og stikkelsbær, og det var tilladt at smage på herlighederne, især hvis man samtidig gjorde nytte ved at plukke i skåle til middagens efterret. I et hjørne af gårdspladsen stod et kirsebærtræ, som for mig at se voksede helt ind i himlen. Det var farbror Helges domæne. Med dødsforagt klatrede han op ad en stige og plukkede en kurv fuld af de dejlige bær, som vi alle i fællesskab nød om aftenen, lifligt akkompagneret af Beethovens violinsonater fremført af farbror Gudmund (violin) og tante Stefanie(klaver). Det var dagens clou!
På regnvejrsdage kunne man sagtens få tiden til at gå ved at lege i stald og vognskur: to heste, tre køerm en charabanc og en lukket vogn kaldet Virringvognen efter min oldefars præstekald.
Hvis jeg idag vendte tilbage til Sanderum Præstegård ville jeg utvivlsomt sige med St. St. Blicher: "Ak, hvor forandret!" Men jeg kunne også nynne med Liva Weel: "Minderne har man da lov at ha'".
Okt. 1993 Carl Johan Elmquist.
[1]
- Hovmarksvej 20
I 1921 blev min farfar - Alfred Georg E. - pastor emeritus, og Sanderum Præstegård tilhørte fra da af en svunden tid, lykkeligt bevaret i erindringen.
Jeg kender ikke de forhandlinger der i den anledning blev ført mellem min far og hans far, men resultatet blev at de i fællesskab købte en stor villa i Charlottenlund - adresse: Hovmarksvej 20 - og at Farmor og Farfar overtog førstesalen som lejere eller medejere, som sagt: jeg kender ikke enkelthederne.
Til villaen hørte en stor have med æble- og pæretræer, ribs- og stikkelsbærbuske, kartoffelrækker og to dejlige kirsebærtræer.
Det var som om lidt af atmosfæren fra Sanderum var flyttet med til Charlottenlund, ikke mindst takket være min mor, som udfoldede en umådelig gæstfrihed.
Om søndagen strømmede slægt og vennel fra fjern og nær til Hovmarksvej 20, og de behøvede ikke at melde deres ankomst på forhånd, for min mor var forberedt på tilstrømningen og var parat med hjemmebagte kager til eftermiddagskaffen og mange slags pålæg samt øl og snaps til aftenbordet.
Spisestuen var meget lang, og spisebordet med "hollandsk udtræk" syntes at have plads til et regiment soldater, hvis det skulle være. Om hverdagen var der sjældent gæster, man samlede kræfter til søndagen.
Det var et fast ritual, at min far sov til middag en halv times tid, hvorpå han rejste sig og sagde: "Skal vi gå ovenpå". Så gik vi op og hyggede os med samtale og eventuelt en l'hombre, indtil tiden var inde til aftenandagt og godnat.
Farmor var som altid elskeligheden selv, og med farfar var der sket en lykkelig forvandling. I Sanderum havde man indtryk af, at hans døtre skælvede af angst for at noget skulle forstyrre ham, mens han skrev prædiken, selv om de meget godt vidste, at der sammen med prædikenen blev lagt fasankabale, som han skyndte sig at skjule under sit skriveunderlag, hvis nogen nærmede sig hans kammer. Men som emeritus var han munter og glad, så at ingen behøvede at skælve af angst.
Når han gik sine små ture på villavejene faldt han i snak med dem, han mødte, både børn og voksne, og de kunne ikke undgå at holde af den venlige gamle mand. Disse bekendtskaber var ham en trøst, efter at han i 1926 mistede sin kære Laura. Om en anden trøst har han selv fortalt. En dag mødte han en bekendt, som også for nylig var blevet enkemand, og som havde det svært ved at overvinde sorgen og savnet. Ham gav farfar det velment råd: "De skulle gå i biografen og se Fyrtårnet og Bivognen; så kommer man i godt humør". Om den anden fulgte rådet ved jeg ikke, men Farfar gjorde det i alt fald; han kunne le hjerteligt af de to komikere, og han kappedes med os - sine børnebørn - om at referere filmens handling så snart vi kom hjem fra biografen.
Villaen på Hovmarksvej var den ideelle ramme om familiefester såsom barnedåb, konfirmation, bryllup, runde fødselsdage etc. Jeg mindes især festmiddagen, da Kirsten (nu Ollén [55 37 1] var blevet døbt. Ved desserten blev hun båret ind og derpå rakt fra hånd til hånd bordet rundt. "Det arme barn!" tænkte jeg, men hun tog det pænt og gav ikke et kny fra sig.
Efterånden tyndede det ud i de ældres rækker, og på et vist tidspunkt, da mine forældre blev alene tilbage, føltes det tydeligt, at villaen var blevet dem for stor, og at pasningen af haven var blevet uoverkommelig. Der var derfor ikke andet at gøre, end at sælge villaen og købe et beskedent rækkehus i "Syrénvænget" i Sorgenfri, ikke langt fra det rækkehus, hvor min kone og jeg og vore børn boede.
Hovmarksvej 20 havde postadresse Charlottenlund. Kommunalt hørte vi til Gentofte, og vores telefonnummer var Ordrup 802, i kirkeligt henseende hørte vi først til Ordrup sogn, senere til Jægersborg, og på min vielsesattest blev jeg udnævnt til "Magister af Bernstorff". Det var lidt indviklet at finde ud af, hvor vi egentlig boede i de mange år på Hovmarksvej.
April 1994 Carl Johan Elmquist [55 32 2] [1]
|
1850 - 1930 (79 år)
