| Notater |
- Edvard Julius Johannes Elmquist blev født i Århus den 2. juli 1812 som ældste barn af redaktør Adolph Friederich Elmquist og Helene Ambrosia Folandt.
Edvard har, så vidt vi véd, ikke nedskrevet erindringer fra sit forholdsvis korte, men tidvis nok så dramatiske liv, og vi er derfor henviste til, hvad hans yngre bror Alfred (55) fortæller om ham i sine egne erindringer - samt til en nekrolog i Randers avis. Alfred skriver:
"I en alder af 8 Aar optraadte Edvard på Scenen, idet han i det dramatiske Selskab udførte Titelrollen i Oehlenschlägers "Den lille Hyrdedreng" og gjorde som saadan megen lykke."
"Edvard var oprindelig noget svagelig, men hærdedes efterhaanden ved stadig Omgang med Sønnerne af Distriktslæge Doktor Weis, navnlig Christian, der var hans Jævnaldrende. Dér øvedes han i adskillig Sport baade tillands og tilvands. (Gamle W:, som var Holstener af Fødsel, havde en sejlbaad, som heed: "De veer Jungs" - de fire drenge); der huggedes med Pallasker, endogsaa uden Hjælm eller Armskinner; Gymnastik og Svømning dreves med Flid.. Saaledes blev E: efterhaanden stærk og kraftig, en udmærket Gymnastiker; jeg husker bl.A. hans elegante Springen over Springstang - det var en reen Fornøjelse at see."
Edvard blev Student i 1830 (laud), og tog i 1835 juridisk embedsexamen.
I årene 1839-50 var Edvard ansat i Københavns Politi, først som Kopist, senere som Fuldmægtig og fra 1844 som Politiassistent.
Hans virke her faldt i en meget bevæget og urolig tid, særlig Tiden efter Frederik den 6tes Død og senere, da den schleswig-holstenske Deputation var i byen. I en nekrolog over Edvard nævnes det, at han i denne stilling udviste stor dygtighed og åndsnærværelse i kritiske øjeblikke og ved sin altid humane opførsel vandt almindelig anerkendelse.
I 1850 blev han udnævnt til Byfoged og Politimester i Randers, samt Herredsskriver i Nørhald, Støvring og Galten Herreder, hvilken sidste stilling senere ombyttedes med Byskriverembedet i Randers. I 1852 blev han udnævnt til Kancelliråd og i 1865 til Justitsråd.
Hans broder, Alfred, skriver om hans virke her, at
"Edvard her efterhånden vandt en høj Grad af Popularitet" - og at denne forøgedes end mere ved hans Optræden under den tydske Okkupation i 1864. Jeg talte med ham i Aarhus, da han tilligemed adskillige Randers Borgere førtes som Fanger derigjennem paa Vejen til Rendsborg; de kom dog ikke længer end til Kolding. Hvad der bevirkede deres Tilbagesendelse, veed jeg ikke. Men senere sad han tilligemed tre andre juridiske Embedsmænd som Fange paa Randers Raadhus, indtil Fjenden forlod Byen."
"Jeg besøgte ham dér en Dag, efter at jeg var kommen til Virring og ledsagede Fangerne paa en Spadseretur, under bevogtning af 2 preussiske Soldater. Randers Borgere kappedes om daglig at forsyne Fangerne med alle Slags Spise- og Drikkevarer."
"Efter Frigivelsen benyttede han en længere Permission til at besøge Hustru og Børn, som under Okkupationen havde opholdt sig i Kjøbenhavn. Da han mod Aarets Slutning fejrede sit Sølvbryllup, modtag han mange Vidnesbyrd om Medborgeres Højagtelse og Hengivenhed."
"Men ikke lang Tid overlevede han denne Festdag; i Begyndelsen af 1866 gjorde en Brandbyld Ende paa hans Liv. Han blev kun 54 Aar gammel."
Hans hustru Emma, "- med hvem han havde levet et meget lykkeligt Samliv, flyttede med sine 3 Sønner til Kbhvn., men overlevede ham kun i 4 Aar; hende Lig blev ført til Randers og begravet der."
Randers Avis skrev bl.a. således om ham:
I sin saare omfattende Virksomhed vandt Justitsraad E. i ualmindelig grad sine Medborgeres Agtelse, Tillid og Hengivenhed. Med en usædvanlig Grad af Arbejdsdygtighed forenede han den lykkelige Gave, let og sikkert at kunne sætte sig ind i de forskelligste Forhold og Sager, og en Vilje, der altid var rede til at hjælpe med Raad og Daad. Hans Livs Retning var at virke godt, at gavne, og derfor havde navnlig Byens Håndværkerstand stedse i ham en troe Ven og Be-skytter. Ethvert Skridt til deres Opkomst var vis paa hans Interesse og Med-virkning; han har saaledes store Fortjenester af den Stiftelse for fattige Haandværkere, som vi i en nær Fremtid vil se rejst (Hospitalet), ligesom han ogsaa har skænket Haandværkerforeningen et Legat, der bærer hans og Hustruens Navn. Det skal siges til hans Ære: han var ingen fornem Mand i dette Ords almindelige forstand; han var nedefter, som han var opefter, ligefrem og retsindig.
Et smukt Blad i hans Krone er den afdødes mandige og urokkelige Holdning i Preussertiden; han havde en dyb Følelse af Danmarks Ulykke og Fornedrelse. Det kostede ham hans Frihed. Han hensad paa Raadhuset, hvis vi ikke tage Fejl, 4-5 Uger i Occupationstiden; men det var en Fornøjelse at møde den frejdige Mand, naar han med en preussisk Vagt efter sig, gik sin korte daglige Tur. Han blev løsladt af Fangenskabet, men hans Virksomhed her var umulig under preus-sisk Regimente, hvorfor han gik til Kjøbenhavn for ikke daglig at være Vidne til de Ydmygelser, han ikke kunne forebygge.
Sit 25-aarige Embedsjubilæum fejrede han som fangen Mand. At han var vor konstitutionelle Frihed oprigtig hengiven, har vi al Grund til at tro, og det er et smukt billede, vi gemmer af Byens Politimester, naar han i sin sorte Kjole skred foran vore Grundlovsprocessioner".
Georg Chr. Elmquist (557) skriver om Edvard:
"- han døde, da jeg vel var ca. 9 Aar gammel og mindes ham som en middelhøj, svær og tykhalset Mand, formodentlig af samme Statur som jeg nu (ca. 1915) - jovial, venlig og gavmild mod os Børn. Han gav mig nemlig en Gang en Mark. Han skal have været en dygtig Jurist og Embedsmand og var meget afholdt som Politimester - endnu mange Aar efter hans Død hørte jeg ham omtale med Venlighed af Randers Borgere." [1]
|
1812 - 1866 (53 år)
