Notater |
- til Tørning len og amtet Haseldorf med Haselau, Kolmar, Neuendorf og Seestermith, til Kaden og Gjelting, - tiltrådte samtidig med broderen o. 1470 besiddelsen af Tørning len, nævnes første gang 1473, da han hos kapitlet i Ribe gik i forbøn for hr. Knud i Bevtoft, der mente sig forurettet af kapitlet, derefter 1475 sammen med broderen, noget senere råd hos kong Christian I, nævnes 1480 i jan. som amtmand på Gottorp, medforseglede i april s.å. kongens pantebrev til sin dronning Dorothea på Haderslev slot og by med Haderslev, Nørrerangstrup og Tyrstrup herreder, beseglede i aug. den segebergske reces, var endnu i dec. 1482 amtmand på Gottorp, men afløste vistnok året efter Otto von Kampen som amtmand på Tønder.
Afstod 1484 til kong Hans Vesterherred på Før, som han antagelig havde i pant af Slesvig domkapitel, var i maj 1485 ridder, 1487 ved hyldingen i Hamburg, kaldes 1488 høvedsmand på Lille Tønder, beseglede 1490 som den fornemste af 10 herremænd umiddelbart efter dronning Dorothea traktaten om delingen af hertugdømmerne mellem kong Hans og hertug Frederik, afstod 1492 sammen med broderen Tørning len og slot til kong Hans for 102.000 Mark lybsk, og fik samtidig alene som afdrag på købesummen (30.000 Mark) tilskødet borgen og amtet Haseldorf med de 5 marksogne samt godset Gjelting i Angel og i 1496 godset Kaden (Kaltenkirchen sogn) med landsbyerne Alveslohe og Ellerau, c. 1495 amtmand i Segeberg, falden 17. febr. 1500 ved Hemmingstedt som bannerfører (dannebrogsfanen). [1]
|