| Notater |
- Billedet forestiller pastor Nicolaus Jakob Schaarup, præst i Øster Brønderslev 1900-1915.
Nedenstående har Carlo Ry fundet i en præstehistoriebog af Paul Neergaard:
"Pastor Nicolaus Jakob Schaarup, født 10. maj 1851 i København, død 22. juni 1915, studerede i Randers 1870-76, hjælpepræst i Kirke Hvalsø sogn på Sjælland fra 1876, sognepræst i Sdr. Omme-Hoven fra 1880, sognepræst i Øster Brønderslev-Hallund 1900 – 1915.
Gift 5. sept. 1877 med Charlotte Sophie Pontoppidan, født 17. maj 1853 i Guldager, død 27. febr. 1932.
Pastor Schaarup var en nobel, stilfærdig præstetype, uden særlig partipræg, havde mange venner. Præget af god dansk præstegårdskultur.
Schaarup besad en sjælden naturlig veltalenhed, hans prædikener var båret af et kraftigt og farverigt sprog (Jeg er ikke en glathøvl). Han samlede en ret stor menighed, skønt han ellers i sin omgang med sine sognebørn kunne være noget brysk.
En rank personlighed. Man har yndet at kalde ham officerstype. Han var stærkt præget af embedsmanden, begavet med sans for administration og orden.
– I kirkelig henseende vel nærmest at betegne som gammeldags højkirkelig."
- 17. juni 1885 blev den 34-årige Nicolaus Jacob Schaarup udnævnt til præst i Torslev-Lendum. Det var en fin og nobel mand og i lighed med pastor Wittrup uden særligt partipræg. I hans tid stod Indre Mission og grundtvigianismen skarpt over for hinanden, og især IM var virksom. Det udviklede sig til en åndelig kamp, som kom til at række langt op i tiden, og som snarere kan karakteriseres som en fordømmelsens kamp end som en brydningernes kamp. Fra begge sider bagtalte man i det stille hinanden.
Den tidligere Sæby-arkivar Jørgen Clausager har beskrevet pastor Schaarup som en rank personlighed, en officerstype, stærkt præget af embedsmanden og begavet med sans for administration og orden.
Man mindedes længe hans prædikener, for han havde en sjælden naturlig veltalenhed. ”Jeg er ikke en glathøvl”, beskrev han sig selv, og i prædikenerne anvendte han et kraftigt og farverigt sprog.
Pastor Schaarup kunne godt være noget brysk over for sine sognebørn, men var inderst inde et godmodigt og medfølende menneske. Det viser en episode, der udspillede sig i vinteren 1893. I en artikel i V.T. af tidligere centralbestyrer i Højslev, L. P. Jensen (1880-1853), som stammede fra Tørholm ved Østervrå, omtalte han en hændelse under konfirmationsforberedelsen hos pastor Schaarup i Torslev. Samtidig gav artiklen et indblik i tidens levevilkår for den fattige del af landbefolkningen.
”Jeg kommer fra en beskeden ejendom med 1-2 køer på Vrå hede. Min far gik ud om vinteren og tærskede for 50 øre om dagen, og min mor vævede for folk, hvad der gav ca. 8 øre pr. alen, så der var ikke meget at rutte med. Om foråret lånte far et spand heste om søndagen for at få lidt korn i jorden, men der blev næsten ingen avl.
Da jeg gik til præst i vinteren 1893, var der megen sne, og jeg gik i træsko (de ca. 8-9 km. ud til præstegården). Da præsten opdagede, at jeg ingen støvler havde, gav han mig et par gamle, godt udtrådte, men jeg følte mig stolt, for det var første gang, jeg havde læderfodtøj på mine fødder”.
Det vakte en del kirkelig uro, da baptismen kom til Danmark i 1849. Mange præster vægrede sig ved at adlyde myndighedernes påbud om dåb af baptisters børn, men de fleste præster gjorde dog fælles sag med politiet, og i flere tilfælde blev baptisters udøbte børn tvangsdøbt i kirken eller som hjemmedåb. Trods indførelsen af religionsfrihed med Grundloven af 5. juni 1849 var forholdet mellem folkekirke og baptister stadig meget spændt i 1890’erne og slet ikke som nu.
Et eksempel herpå ser vi i en episode fra 1892, som baptistpræsten, Morten Jørgensen Toldam fortæller om i sin erindringsbog, og som redaktør Carlsen ved Vendsyssel Tidende bringer en harmdirrende artikel om i nr. 167, 1893. Historien er følgende:
Husmand og landpost Christian Peter Nicolajsen, Godthåb ved Østervrå, skulle have et barn begravet på Torslev Kirkegård. Da pastor Schaarup ikke skulle medvirke ved begravelsen, fordi familien var baptister, meddelte han faderen, at klokkerne ikke måtte ringe for hans afdøde barn. Der måtte ikke holdes tale ved graven eller bedes nogen bøn, og han skulle først godkende de salmer, man ønskede at synge.
Nicolajsen opfattede det imidlertid som et forbud mod enhver begravelseshøjtidelighed og klagede til præsten ved baptisternes trossamfund, Morten Jørgensen, Sindal. Som følge af misforståelsen troede denne derfor, at pastor Schaarup også forbød salmesang, og da han ikke mente, at nogen dansk lov påbød, at baptister skulle jordes som dyr, mødte han op på kirkegården den 20. september 1892. Der havde præsten stillet sig på post ved kirkegårdsdiget for at kontrollere, om lovens bestemmelser blev fulgt. Morten Jørgensen hilste på ham og fik besked på, at de intet måtte foretage sig på kirkegården. Hertil svarede baptistpræsten, at han var klar over, at der ikke måtte holdes tale, men han mente, at de var i deres gode ret til at synge en salme og bede en bøn, for ellers var de henvist til at begrave deres døde som dyr.
Mens man sang to salmevers, som således ikke var forhåndsgodkendt, og Morten Jørgensen bad en kort bøn, stod Schaarup bag ham med hænderne dybt begravet i bukselommerne og noget bleg i ansigtet. Efter højtideligheden spurgte Morten Jørgensen præsten, om der var noget stødende i det, de havde foretaget sig. ”Nej, men jeg havde forbudt det, og det er nok”.
Pastor Schaarup anlagde sag mod baptistpræsten, som i 1893 af underretten i Sæby og senere af overretten i Viborg blev dømt til at betale 90 kr. i bøde og omkostninger.
Om dette skrev redaktør Carlsen bl.a.: De præster er nogle underlige mennesker. Deres opgave er at få menneskene til at bede og synge salmer, men når det så endelig lykkes, fører de dem for domstolene for at få dem straffet, som foretager sig noget sådant. Hvad skal man mene om den slags præster?
Redaktør Carlsen havde set sig gal på Torslev-præsten nogen tid i forvejen, og han indledte ovenstående artikel om straffet bøn og salmesang på følgende måde:
Pastor Schaarup, Torslev, nægtede for nogen tid siden i Lendum at komme til en gammel kone, der var blevet syg og ønskede religionens trøst, inden hun skulle transporteres til sygehuset, Den barmhjertige samaritans præstekaldede efterfølger mente ikke, at han burde yde sin kære, syge medkristne den forlangte hjælp, da hun var udensogns. Nu er det galt igen, men denne gang er det med et af hans egne sognebørn……. Og så følger stykket om Chr. Peter Nicolajsens barn.
Karakteristikken af pastor Schaarup som ”en officerstype, stærkt præget af embedsmanden og begavet med sans for administration og orden” er nok ganske passende
|
1851 - 1915 (64 år)
: Adresse
: Beliggenhed
: By
: Sogn
: Amt/Region
: Land
: Ikke indstillet