| Notater |
- I Aaret 1614 rejste han med sin Farbroder Hans til Rusland, langs Norges Kyst til Ishavet, vendte det følgende Aar tilbage til Kbhvn., tog 1618 Tjeneste hos Borgmester Peter Svendsen i Helsingør og sejlede en Tid lang for denne Skipper paa Rusland. I kongelig Tjeneste overtog han 1620 en Udrustning for at knytte Handelsforbindelser med Egnene omkring Petschora og berejste det hvide Hav til Arkangel. Efter Hjemkomsten fik han Ansættelse paa Mikkel Vibes Kontor, traadte 1621 i det islandske Kompagnis Tjeneste og sejlede derefter i atten Aar som Købmand paa Island. Udnævntes 11. Marts 1639 til Raadmand i Kbhvn., blev 21. Dec. s. A. Direktør for islandsk Kompagni og 6. Marts 1644 Borgmester, aflagde 28. Oktb. 1660 Ed som Raad og Præsident i Kbhvn., fik 26. Feb. 1661 Sæde i Højesteret og beskikkedes 1. Okt. 1664 til Medlem af Lovkommissionen.
- Hans Nansen var søn af Evert Nansen og Maren Pedersdatter. Han gik i den lokale tyske skrive- og regneskole, og da hans far døde, da Hans kun var 15 aar, traadte hans farbroder ind som forsøger og betalte Hans` uddannelse. Efter nogle aars forløb kom Hans med paa en ekspedition til Kolahalvøen i Rusland, og dette var hans første, men ikke sidste tur til Rusland. Hans gode evne til at lære nye sprog hurtigt og godt fik ham senere til at blive ansat i statsforvaltningen som tolk. Hans Nansen blev berømt for sine mange rejser, og i 1620 blev han tilbudt arbejde hos den gamle købmand og borgmester i København, Mikkel Vibe. Hans Nansen sejlede hver sommer fra 1621 til 1636 til Island, og om vinteren stod han for salget af de varer, han havde medbragt fra Island. Han giftede sig d. 5. maj 1626 med Sophie Hansdatter, datter af borgmester Hans Pedersen af Slangerup og niece til borgmester Mikkel Vibe. I aarene 1639-1648 var han forvalter for det Islandske Kompagni og havde efterhaanden samlet sig en betydelig formue. I 1653 døde Mikkel Vibe, og efter Kong Frederik 3.`s ønske blev Hans Nansen udnævnt til borgmester i København. I 1650'erne udgav Nansen sine opdagelsesbøger, som blev en kæmpesucces, og han blev en kendt skikkelse. Hans bedste og mest eftertragtede værk var Compendium Cosmographicum.
Kort før svenskekrigene fik Hans Nansen adskillige klager fra borgerne, og han maatte til sidst give borgerne, hvad de ville have, hvilket endte med, at Hans maatte betale 18.000 rigsdaler til bedre forplejning, kloakker og løn til de arbejdere, der rensede vejene for ekskrementer. Under svenskekrigene blev Nansen en stor mand i København og fik genvundet borgernes tro paa en dansk sejr. Ved stormen paa København lykkedes det ham for første gang i hans liv at afskyde en pistol, og han ramte endog en svensk korporal i ryggen. Efter afslutningen paa svenskekrigene og enevældens begyndelse faldt Hans Nansens ry, men han formaaede dog, til den dag han døde, at være borgmester og fik af kongen flere herregaarde som tak for tro tjeneste. Dog levede Hans Nansen ikke længe nok til at kunne bygge noget paa herregaardene, eftersom han døde i 1667, og de fleste af hans gaarde brændte ned. Han fik en flot begravelse i Helligaandskirken i København, og dér findes hans grav stadig.
- Hans Nansen blev født i Flensborg 28. november 1598, som søn af Evert Nansen og Maren Pedersdatter. Han gik i den lokale tyske skrive- og regneskole, og da han som 15-aarig mistede sin far fulgte han med sin farbroder - som ligeledes hed Hans Nansen - paa en handelsekspedition til Kolahalvøen i det nordlige Rusland.
Denne blev den første af adskillige rejser til kystomraaderne omkring Det Hvide Hav, hvorigennem han fik et saa godt kendskab til det russiske sprog, skik og brug, at den danske regering senere brugte ham som tolk.
Nansens rejser blev anset for en bedrift og straks efter sin hjemkomst blev han tilbudt plads hos Københavns mest ansete storkøbmand og borgmester Mikkel Vibe, som var en af hovedmændene i det Islandske Kompagni. Mikkel Vibe sørgede for at Nansen kom i tjeneste i kompagniet, og fra 1621 til 1639 sejlede Nansen hver sommer til Island. Om vinteren stod han for salget af de produkter han have haft med hjem.
Nansen fik hurtigt en meget central position i det københavnske borgerskab. Han giftede sig 5. november 1626 med Sophie Hansdatter - datter af Borgmester Hans Pedersen fra Slangerup og niece til Mikkel Vibes hustru.
Derigennem fik han familiære relationer til en række af det københavnske borgerskabs spidser.
I aarene 1639-1649 var han forvalter, d.v.s. direktør for Det Islandske Kompagni, og havde efterhaanden erhvervet sig en betydelig formue. Det var derfor naturligt at han blev udnævnt som raadmand i København. 5 aar senere blev han efter kongens (Frederik III ) og magistratens ønske, yngste borgmester i København.
Den 6. marts 1644 indsatte Rigshofmester Corfits Ulfeldt ham i hans nye værdighed paa raadhuset. Det var denne post der gjorde Nansens navn til et af den tids mest fremtrædende.
Det er skrevet om Nansen, at han “stod i sin bedste manddom”. Hans skikkelse var ærlig, og hans ansigtstræk vidnede om forening af energi og klogskab. Han var en type paa det bedste i det daværende danske borgerskab, idet hverken stormændenes beskyttelse eller kongelig tjeneste havde baaret ham frem. Det var udelukkende egen hæderlighed og dygtighed, han skyldte sin stilling.
Det var ikke udelukkende handelsrejser og politik der interesserede Nansen. Hans rejser havde givet ham lyst til geografiske og historiske studier, og i 1633 udgav han et Compendium Cosmografhicum - en haandbog over den astronomiske, fysiske og politiske geografi.
Skriftet der udkom i flere oplag, blev folkelæsning og udbredte kendskabet til hans navn.
I 1650 kom Nansen i modvind hos kongen da han sammen med den daværende 1. borgmester Hans Nickelsen Lund, forelagde rigsraadet en klage fra 144 københavnske borgere. Klagen vedrørte paalæg af en særlig afgift til flaadens udrustning, samt tvungen indkvartering af unge adelsmænd ansat ved hoffet. Nansen fik en irettesættelse fra kongen og rigsraadet, idet klagen blev opfattet som et angreb paa de adelige privilegier, og som et krav om ligestilling mellem borgerne og adlen.
Nansen og Lund skød i første omgang skylden paa de 144 borgere men stod alligevel fast paa at klagen var berettiget.
I de kritiske dage i 1658 da den svenske konge Karl Gustav stod foran Københavns porte, lovede regeringen de københavnske borgere privilegier der bl.a. ville ligestille dem med adlen, men da freden atter sænkede sig over København blev sagen syltet. Den blev dog genoptaget 6 maaneder senere da krigen atter brød ud, og Karl Gustav igen stod foran Københavns porte.
Der blev afholdt møde mellem kongen og rigshofmester Joachim Gersdorff paa den ene side, og repræsentanter for hovedstadens stænder paa den anden side. Mødets formaal var at opnaa enighed om forholdsregler mod fjenden. Paa mødet førte Nansen ordet paa borgerskabets vegne, og han har uden tvivl talt om løfter om forsvar til det yderste og troskab mod kongen.
Dagen efter mødet udstedtes privilegier i en foreløbig form der bl.a. sikrede borgerne den ønskede lighed med adlen. Herefter kunne man hellige sig kampen mod fjenden.
Under belejringen af København var det Nansen der i skikkelse af øverste borgmester for København, havde ansvaret for indkvartering og mønstring af tropperne, men først og fremmest var det ham som borgerskabet saa op til som sin fører, og det var da ogsaa ham der under de daglige kampe formaaede at holde modet oppe hos sine mænd.
Samtidig havde Nansen part i at bringe privilegierne i deres endelige skikkelse; herved fik borgerskabet repræsentation af 32 mænd - forgængeren for vor tids borgerrepræsentation. Disse mænd fik til formaal sammen med Magistraten at vælge to fuldmægtige til at optræde paa stadens vegne, dels hos rigsraadet, dels på stændermøderne.
Paa det store stændermøde i oktober 1660 optraadte Nansen igen som ordfører paa borgerskabets vegne, men han var ogsaa sjælen i forhandlingerne med biskop Hans Svane, der ledte til arveregering.
Paa grund af krigene og tabet af Skaane, Halland og Blekinge fulgte en økonomisk og politisk krise. For at faa København og hele riget paa fode igen - både økonomisk og forfatningsmæssigt - blev repræsentanter for adel, borgere og gejstlige indkaldt til møde, der resulterede i at Københavns Magistrat samt de gejstlige tilbød kongen arveregering. Adlen og rigsraadet kapitulerede og overgav al magt til Kong Frederik III. Kongen skulle nu udarbejde en forfatning som han selv og siden hans efterfølgere, regerede efter de næste knap 200 aar.
Under en fest til hyldest for arveretten paa Københavns Slot den 18. oktober 1660, trak kongen Nansen hen i et hjørne og drak saa længe og muntert med ham, at den gamle borgmester Nansen maatte bæres ned i sin vogn og køres hjem. Fra da af var hans politiske rolle endt. En rolle hvis formaal havde været at det københavnske borgerskab fik politisk indflydelse i riget - en indflydelse den nyindstiftede enevælde snart satte en stopper for.
Hans Nansen døde den 12. november 1667 og blev begravet i Helligaands Kirke, som han var særligt knyttet til. Hans kone overlevede ham til 12. januar 1674. I 1679 brændte hans store gård i Snaregade og derved ogsaa den betydelige bogsamling han havde besiddet.
|
1598 - 1667 (68 år)
