Notater |
- Bent Helweg-Møller (8. juni 1883 i Odense – 9. februar 1956 i København) var en dansk arkitekt.
Han blev født 1883 som søn af kasserer, senere sparekassedirektør Hans Jacob Møller og Anna Sophie Helweg. Han tog navneskift fra Møller 27. april 1909. Han tog præliminæreksamen, fik afgang fra Odense Tekniske Skole 1903 og blev murersvend samme år. Han blev optaget i Kunstakademiets almindelige forberedende klasse november 1904 og var elev 6 semestre indtil 1908. Han tegnede hos forskellige arkitekter i studietiden, bl.a. Anton Rosen 1906-10. Han var fast arkitekt for Henry Hellssens foretagender: Berlingske Tidende og B.T.
Studietiden hos Rosen satte et tydeligt aftryk i Helweg-Møllers arkitektur, der er præget af en sans for detaljen og den gennemdesignede, forfinede helhed. Ligesom Rosen blev Helweg-Møller med sin dekorative indstilling en outsider i dansk arkitektur, og hans udgave af funktionalismen var præget af art deco-elementer og sofistikeret detajlering. Dermed blev Helweg-Møllers formsprog sjældent fuldstændig renset for pynt - modsat samtidige kolleger som Arne Jacobsen og Mogens Lassen.
Helweg-Møller var, i tråd med sit dekorative talent, kunstnerisk medarbejer ved Den kongelige Porcelainsfabrik 1910-14 og siden medlem af Akademiraadet 1933-43 og fra 1946.
Han modtog Theophilus Hansens Legat 1914, fik guldmedalje i Paris 1925 (Den kgl. Porcelainsfabriks pavillon og kunstindustrielle arbejder), Eckersberg Medaillen 1929 (for ombygning af Heerings Gård). 1935 blev han Ridder af Dannebrog.
Hans rejser gik til Tyskland og Paris 1907, Wien 1912 og 1921, Italien 1921, 1935, 1938, Paris 1922 og 1925, Tyskland og Holland 1930 samt Finland 1939.
Han udstillede på Landsudstillingen i Århus 1909; Dänischer Ausstellung, Kgl. Kunstgewerbemuseum, Berlin 1910, Charlottenborg Forårsudstilling 1912, 1914-15, 1926, 1929, 1935, 1940, 1956 (posthum mindeudstilling), Dansk Utställning, Liljevalchs, Stockholm 1918, Verdensudstillingen i Paris 1925, Danish National Exhibition, Brooklyn Museum 1927 samt Paris 1929.
Helweg-Møller blev gift første gang 30. april 1909 i Odense med Elisabeth Petrea Rannow (navneskift fra Rasmussen 25.3.1902), f. 12. august 1880 i Hunderup ved Odense, datter af sagfører Rasmus Rasmussen og Emma Elisabeth Hansine f. Jørgensen. Ægteskabet blev opløst 1931 og han giftede sig anden gang 6. november 1931 i Roskilde med Birthe Frisch Lemche (21. december 1898 i Lyngby - 25. november 1984 i København), datter af kredslæge Johan Heinrich Lemche og forfatteren Ellen Gyrithe Frisch (Gyrithe Lemche).
Han er begravet på Vestre Kirkegård.
|