(Skrevet af barnebarn “Sussie”)
Ellen ses boende hos sine forældre på Mellemvangen 40, Brønshøj i 1921, hvor hun er bogholderske hos "Weilbach Cohn". Det er sikkert hendes moster Anna, der skaffede dette job; ligesom moster Anna også senere hjalp både Jytte og Allert i lære samme sted.
Selvom Ellen bliver gift den 17.12.1922, flytter hun først officielt ind hos Hans Marius samme dag som Allert fødes; den 1.5.1923 på Tingvej 23,B.
De flytter fra Jagtvejen 96 og bor i Guldbergsgade 96 under krigen. Ellen flytter senere til Guldbergsgade 94, da hun er blevet enke.
Ellen havde nogle timers arbejde om formiddagen på Studentergården, et slags kollegium, når børnene var i skole, hvilket ikke rigtigt passede hendes ægtefælle, som gerne så, at han var forsørger og hustruen blot skulle gå hjemme. Hun var derfor godt klædt på, da skæbnen ville, at hun blev enke under krigen. Hun måtte nu gøre rent på Studentergården om formiddagen og på Tandlægehøjskolen om eftermiddagen for at forsørge familien. Først da Ole var flyttet hjemmefra kunne hun få tid til at opsummere sin kontoruddannelse, hvorefter hun arbejdede som kontorist indtil sin pension.
Jeg husker min farmoder, som altid trofast til fødselsdage og meget glad for sine børnebørn. Jeg erindrer, at min farmor - en ældre dame - altid kæmpede en kamp på hjemmefronten Hun boede sammen med Willy (som jeg troede, var min biologiske farfar) Han var sød ved os børn; men kommanderede altid rundt med farmor. De var meget ude og rejse, og altid havde de gaver med hjem. De var også en del på ferie med os.
Jeg husker hende som en dame med ordet i sin magt, - stædig og turde altid sige sin mening. Min far (hendes ældste søn) blev irettesat, eks. vedr. vores opdragelse; hvilket aldrig faldt i god jord.
Dette temperamentsfulde sind ligger åbenbart til familien.
Hun led af allergi som ældre. Måtte bruge bomuldshandsker, blot hun skulle røre ved vandhanen.
Da farmor først mistede Willy og blev alene, ville skæbnen efter kort tid, at hun selv fik en hjerneblødning og måtte have hjælp af hjemmeplejen Jeg husker, at hun altid brokkede sig over, at de ikke lavede dagens gerning. Årsagen var, at idet øjeblik, hjemmehjælperen ankom, blev hun budt på kaffe og så blev der sludret. Ja - det er svært at dække alle behov. Da farmor efterhånden ikke kunne klare sig, foranstaltede Jytte, at hun kom på et plejehjem i Vedbæk (omk.1978). Hun fik et værelse med en pragtfuld udsigt over Øresund. Men - min fader - følte sig ikke inddraget i beslutningen, ej heller i oprydningen i lejligheden, og der opstod en frygtelig ballade med bitterhed til følge. Hvad der egentlig skete, står usagt hen, idet der er flere opfattelser Resultatet blev, at min farmor ikke så sin søn i flere år, da han bar pa en opslidende bitterhed. Da han endelig ville slå en streg over fortiden, var hun meget syg. Han nåede kun at besøge hende kort tid før hun døde (leverkræft). Familien var splittet og stædigheden efterlod dybe ar hos de efterladte - og ikke mindst hos min fader der sørgede dybt i stilhed. Hun blev begravet uden sine sønners tilstedeværelse, idet de først blev informeret efter afholdelsen af ceremonien. Det var derfor kun Jytte og hendes nærmeste som var orienteret.