| Notater |
- Niels Stigsøn (Hvide og Galen) 1180-1249
Niels Stigsøn blev i 1225 som 45-aarig udnævnt til biskop i Roskilde. 1238 blev han udnævnt til kansler, dvs. kongens nærmeste raadgiver og mellemmand over for stormændene og udenlandske magter. Kongen var paa den tid Valdemar Sejr. Men efter Valdemar Sejrs død i 1241 blev sønnen, Erik Plovpenning konge, og ham kom Niels Stigsøn vist ikke saa godt ud af det med. 1245 blev han frataget kanslerembedet og maatte flygte ud af landet. Baade hans private gods og bispestolens blev inddraget. Han døde i et kloster i Clairvaux den 24. september 1249, 69 aar.
- Første beskrivelse af Niels Stigsen stammer fra Marie Abildtrup´s slægthistoriske beskrivelser.
Niels Stigsen kender man ikke meget til førend han i aar 1225, som 45 aarig, blev udnævnt til Biskop i Roskilde og i aar 1238 fulgte udnævnelsen til Kansler. Paa denne tid var dette embede altid besat af en gejstlig. Som Kansler var han kongens nærmeste raadgiver og mellemmand over for stormændene og udenlandske magter. I forbindelse med kanslerembedet gav kongen, Valdemar Sejr, ham Saltholm.
Niels Stigsen var en aktiv mand. Bl.a. interesserede han sig meget for klostrene i Sorø og Næstved og medvirkede ved oprettelsen af et Franciskanerkloster i Roskilde i 1237. Kirkens magt, der var blevet meget stor under Biskop Absalon og hans efterfølgere, Sune-sønnerne, blev i 1200 tallet svækket, hvorimod kongens magt blev styrket. Ved et Bispemøde i Odense 1245 hævdede biskopperne i stærke ord kirkens rettigheder overfor kongen. Som følge deraf blev Niels Stigsen frataget kanslerembedet og maatte flygte ud af landet, først til Norge, og senere til Frankrig. Baade hans private gods og bispestolens gods blev inddraget og besat af daværende konge, Erik Plovpennig. Niels Stigsen døde i Clairvaux, et Fransk Cistercienserkloster, den 24 September 1249. Niels Stigsen maa paa et tidspunkt have været gift med en af Gyldenstjerne-døtrene fra Aagaard, idet hans søn Erik Nielsen tillige bar efternavnet Gyldenstjerne og blev ejer af Aagaard ved Fjerritslev.
- Nummer to beskrivelse stammer fra Historisk tidsskrift og Kirkehistorisk samling.
Niels Stigsen, Biskop, var søn af Stig Galen, der atter var søn af Skjalm Hvides sønnesøn Toke Ebbesen. Moderen hed Christine. Niels Stigsen der saaledes hørte til Danmarks mægtigste og berømteste æt, valgte den kirkelige vej, og da budskabet kom om at Biskop Peder Jacobsen af Roskilde var død, naaede til Danmark, valgtes han til hans efterfølger. Valdemar II var dengang endnu i Tysk fangenskab, saa at Niels Stigsen maatte vente paa hans stadfæstelse; Bispeindvielsen fandt derfor først sted i 1226. Valdemar viste ham sin gunst ved 1230 at skænke Roskilde bispestol Saltholm, der havde værdifulde kalkstensbrud. Faa aar efter blev han kongens kansler, da biskop Niels af Slesvig døde indtog Niels Stigsen en fremskudt plads blandt den tids bisper, og han lagde stor kirkelig iver for dagen, haandhævede sit kapitels privilegier, deriblandt det fri valg af kannikker, og var klostrenes ven. Sammen med biskop Uffe og biskop Gunner af Viborg søgte han at sikre Sorø kloster det jordegods, som Esbern Snares søn Johannes Marsk havde skænket det, men som hans arvinger ikke ville afgive i aar 1233. Her naaede han ganske vist foreløbelig ikke sit maal; men da ved samme tid Esbern Snares sønnesøn Esbern Snerling paa sit dødsleje skænkede Sorø kloster en del gods, og hans moder Margrethe ikke des mindre holdt det tilbage, bandlyste Niels Stigsen hende 3 gange og fremtvang derved testamentets fuldbyrdelse. Endvidere udvirkede han et heldigt mageskifte mellem Sorø og St. Peders kloster ved Næstved, og dette sidste kloster, regnede ham blandt sine velgørere. Ligeledes bidrog han væsentlig til Grundlæggelsen af Franciskanerklostret i Roskilde aar 1237, hvis kirke han senere indviede i 1239. Paa mødet i Stensby 1238, hvor Estland blev givet tilbage af de tyske riddere, og paa mødet i Vordingborg i 1241, hvor Jyske lov blev kundgjort, var Niels Stigsen tilstede; i Vordingborg har han kort efter staaet ved Kong Valdemars dødsleje. Ogsaa hos Erik Plovpennig havde han i begyndelsen en høj stjerne. Endnu i 1244 ses det, at Erik i en priviligegiesag rettede sig efter sin elskede kanslers bøn. Men aaret 1245 bragte et omslag. Sammen med rigets øvrige bisper deltog Niels Stigsen i det bekendte Odense-møde, der kundgjorde højtidelig forbandelse over enhver, der forbrød sig mod kirkens gods og rettigheder. Dette var rettet mod kongen, hvorfor Erik i sin harme mod Niels Stigsen, der havde talt imod ham, fratog ham kanslerembedet, ja endog beskyldte ham for sammen med frænder og venner at ville skille ham ved liv og rige. Efter bruddet med kongen må Niels Stigsen virkelig have søgt støtte fra sine mægtige slægtninge; men endnu samme aar flygtede han, først til Norge, senere til Frankrig, hvor han dels var hos Paven i Lyon, dels i Clairvaux. Saaledes begyndte det skæbnesvangre fjendskab mellem Skjalm Hvides æt og kongedømmet. I forbindelse hermed blev Niels Stigsens broder Juris dræbt, efter sigende af hans egne folk i aar 1246. Imidlertid havde kong Erik Plovpennig inddraget ikke alene Niels Stigsens private godser, men ogsaa hans bispestols besiddelser, deriblandt København. Niels Stigsen klagede til Pave Innocents IV, men af politiske grunde tog denne køligt paa sagen og nøjedes med at lade en legat foretage en undersøgelse. Udfaldet gik dog kongen imod, og Niels Stigsen lyste interdikt over Roskilde stift; men kongen trodsede og beslaglagde nu ogsaa Domprovst Jacob Erlandsens godser, fordi denne hos Paven havde talt sin frændes sag. Fra nu af optraadte Paven mere bestemt mod Kong Erik, beskikkede et nævn til at paakende sagen og satte kongens fjende Biskop Eskild af Slesvig i spidsen for det, ja truede endog med band og interdikt. Imidlertid døde Niels Stigsen under sit ophold i Clairvaux (ikke som munk) 24. September 1249. Som den, "der for kirkens friheds skyld var landflygtig" fik han sin grav paa et af de fornemste steder i klosterkirken, og hans sølvkrucifiks opbevares der som et kært minde.
Paven gik nu endnu strengere frem imod Erik; men først efter kongens død i 1250 blev godserne givet tilbage. Den hele strid er forspillet til de store kampe imellem kongedømmet og kirken i Danmark.
|
1180 - 1249 (69 år)
