Rügen sammen med hertug Erik Abelsøn af Slesvig (søn af kong Abel)invaderet Sjælland og indtaget København.

Efter et stort nederlag i 1261 blev både enkedronningen og Erik Klipping taget

til fange. De blev holdt i fangenskab i Hamburg, men det lykkedes dronning Margrete at sikre sig hjælp fra hertug Albert af Braunschweig, hvorefter hun vendte tilbage til Danmark. Her genvandt hun in

itiativet, hvorefter hun hentede sin nu myndige søn Erik hjem til en plads på tronen i 1264. Indtil da fungerede hans moder, enkedronningen, som hans formynder. Erik blev herefter kronet til konge,

men den mægtige ærkebiskop Jakob Erlandsen bandlyste efterfølgende de bisper, der havde deltaget i kroningen.

Erik blandede sig i striden i Sverige, hvor Valdemar og Magnus kæmpede om magten

, og Erik støttede først Magnus og siden Valdemar. I 1277 hærgede danske styrker langt ind i Sverige. For at finansiere disse eventyr foretog Erik møntforringelse.

Hans besynderlige tilnavn

(som også ses i formen "Glipping") stammer formentlig fra hans klipning (devaluering) af landets mønt - en populær forklaring om, at det skyldtes, at han "glippede med øjnene" som tegn på svaghed

og upålidelighed synes at være en ren konstruktion.

Erik gik så langt som til at optage tvangslån hos kirken. De utilfredse stormænd tvang i 1282 kongen til at afholde årlige møder med d

em - de såkaldte danehoffer. Kongen blev tvunget til at underskrive en håndfæstning, der kan betragte som Danmarks svar på Magna Carta. Heri står bl.a., at kongen regelmæssigt skal rådføre sig

med stormændene, og at bøndernes ret skal sikres. Kongen skal ifølge håndfæstningen indkalde "rigets bedste mænd" til danehof og regere landet sammen med dem. Landstingene havde nu udspillet de

res rolle, og det var ikke længere bønderne, der valgte kongen. Men man beholdt dog skikken med at hylde kongen på tinge.

Under en jagt den 22. november 1286[1] ("Sct. Cæcilienat") søgte ko

ng Erik og hans følge ly for natten i en lade ved Finderup. Her blev han myrdet af ukendte gerningsmænd.

Kongen blev gravlagt i krypten til Viborg Domkirke. Efter kirkens brand i 1726 blev kon

gens jordiske rester overført til en muret grav bag alteret.

På Danehoffet i Nyborg i 1287 blev stormændene Grev Jakob af Halland, marsk Stig Andersen (Hvide), der var Eriks marsk, Niels Halland

sfar, Peder Porse, Peder Jakobsen og Niels Knudsen dømt for delagtighed i mordet og blev erklæret fredløse. De f flygtede til Norge, hvor de ventede på en passende lejlighed til at vende tilbage.

Der var ikke nogen, som mente at Marsk Stig personligt havde stukket kniven i kongen, men han blev dømt som bagmand, uden at man kender hans motiv. Mange andre er derfor blevet foreslået som den vir

kelige bagmand med magt til at dømme en uskyldig for selv at kunne gå fri, f. eks. hertugen af Sønderjylland eller den norske konge, eller droningen. Mordet på Erik Klipping, det sidste kongemord

i dansk historie, har siden været ét af dansk histories store mysterier, som har inspireret både historikere og digtere.

Rügen sammen med hertug Erik Abelsøn af Slesvig (søn af kong Abel)invaderet Sjælland og indtaget København.

Efter et stort nederlag i 1261 blev både enkedronningen og Erik Klipping taget

til fange. De blev holdt i fangenskab i Hamburg, men det lykkedes dronning Margrete at sikre sig hjælp fra hertug Albert af Braunschweig, hvorefter hun vendte tilbage til Danmark. Her genvandt hun in

itiativet, hvorefter hun hentede sin nu myndige søn Erik hjem til en plads på tronen i 1264. Indtil da fungerede hans moder, enkedronningen, som hans formynder. Erik blev herefter kronet til konge,

men den mægtige ærkebiskop Jakob Erlandsen bandlyste efterfølgende de bisper, der havde deltaget i kroningen.

Erik blandede sig i striden i Sverige, hvor Valdemar og Magnus kæmpede om magten

, og Erik støttede først Magnus og siden Valdemar. I 1277 hærgede danske styrker langt ind i Sverige. For at finansiere disse eventyr foretog Erik møntforringelse.

Hans besynderlige tilnavn

(som også ses i formen "Glipping") stammer formentlig fra hans klipning (devaluering) af landets mønt - en populær forklaring om, at det skyldtes, at han "glippede med øjnene" som tegn på svaghed

og upålidelighed synes at være en ren konstruktion.

Erik gik så langt som til at optage tvangslån hos kirken. De utilfredse stormænd tvang i 1282 kongen til at afholde årlige møder med d

em - de såkaldte danehoffer. Kongen blev tvunget til at underskrive en håndfæstning, der kan betragte som Danmarks svar på Magna Carta. Heri står bl.a., at kongen regelmæssigt skal rådføre sig

med stormændene, og at bøndernes ret skal sikres. Kongen skal ifølge håndfæstningen indkalde "rigets bedste mænd" til danehof og regere landet sammen med dem. Landstingene havde nu udspillet de

res rolle, og det var ikke længere bønderne, der valgte kongen. Men man beholdt dog skikken med at hylde kongen på tinge.

Under en jagt den 22. november 1286[1] ("Sct. Cæcilienat") søgte ko

ng Erik og hans følge ly for natten i en lade ved Finderup. Her blev han myrdet af ukendte gerningsmænd.

Kongen blev gravlagt i krypten til Viborg Domkirke. Efter kirkens brand i 1726 blev kon

gens jordiske rester overført til en muret grav bag alteret.

På Danehoffet i Nyborg i 1287 blev stormændene Grev Jakob af Halland, marsk Stig Andersen (Hvide), der var Eriks marsk, Niels Halland

sfar, Peder Porse, Peder Jakobsen og Niels Knudsen dømt for delagtighed i mordet og blev erklæret fredløse. De flygtede til Norge, hvor de ventede på en passende lejlighed til at vende tilbage. De

r var ikke nogen, som mente at Marsk Stig personligt havde stukket kniven i kongen, men han blev dømt som bagmand, uden at man kender hans motiv. Mange andre er derfor blevet foreslået som den virke

lige bagmand med magt til at dømme en uskyldig for selv at kunne gå fri, f. eks. hertugen af Sønderjylland eller den norske konge, eller droningen. Mordet på Erik Klipping, det sidste kongemord i

dansk historie, har siden været ét af dansk histories store mysterier, som har inspireret både historikere og digtere.

Ernst August var taget til hoffet i Berlin i sommeren 1912 for at takke kejseren for hans kondolance i forbindelse med broderens død i en trafikulykke. Her mødte han kejserens eneste datter, Viktoria Luise, og blev straks forelsket. Allerede et år efter, den 24. maj 1913, var der bryllup i Berlin med deltagelse af adskillige royale overhoveder. Det var en af de sidste store royale begivenheder inden udbruddet af 1. verdenskrig. Kort efter brylluppet blev Ernst August tildelt titlen som hertug af Braunschweig, en titel der tidligere var frataget hans far. 

I 1808 blev prinsen general. Året efter var han udset til at føre en dansk hær fra Sjælland til Skåne. Regeringen opgav dog denne plan.

I 1809-1813 gjorde prinsen tjeneste i Norge. Han var kommanderende general i den søndenfjældske del af landet og fra januar 1810 tillige vicestatholder.

I 1813-1814 var prinsen leder af den danske hær i Holsten. I december 1813 førte han sine soldater til Rendsborg og redede dermed hæren fra undergang. Han planlagde nu et angreb på de russiske og svenske besættelsestropper i Holsten. Dette udfald blev opgivet efter Freden i Kiel i januar 1814.

I 1815 blev prinsen leder af de danske besættelsestropper i Frankrig. Efter sin hjemkomst blev han igen kommanderende general i Slesvig og Holsten. I 1836-1842 var han tillige statholder i Slesvig og Holsten.

Prins Frederik tilbragte sine sidste år på familiens gods Panker ved Østersøen.

Han fik 1803 titel af oberst, udnævntes til chef for det samme år oprettede regiment Prins Frederik Ferdinands lette Dragoner. 1814 blev han generalløjtnant og 1829 general. 1839 blev han kort efter tronskiftet kommanderende general over Sjælland.

Arveprinsen indtrådte i statsrådet i 1840 - kort tid efter at broderen Christian VIII var blevet konge i 1839. Da broderens søn Frederik VII blev konge i 1848, blev arveprins Ferdinand tronfølger. Ved arveprinsens død den 29. juni 1863 blev den senere konge Christian IX ny tronfølger.

I juli 1853 tilsluttede arveprinsen sig, at søsterens svigersøn prins Christian af Glücksborg (senere Christian IX) rykkede mange pladser frem i arvefølgen for at blive vicetronfølger.

Det var sjældent, at kong Frederik VII deltog i statsrådets møder. Da det Danske Monarki skulle have en fælles forfatning i 1855, ville regeringen som en konsekvens heraf lade den borgerlige ministerkonference overtage gehejmestatsrådets funktion, når kongen ikke mødte op. Dette betød, at arveprinsen og andre "kongelige prinser" ville miste deres adgang til politiske indflydelse. Efter protester fra arveprins Ferdinand nåede man frem til et kompromis.

Ferdinand blev Elefantridder i 1800 og Storkommandør af Dannebrog i 1854.

Den godmodige arveprins Ferdinand var populær i København. Hans popularitet i den jævne befolkning steg, da mange kendte københavnere flygtede ud af byen under koleraepidemien i København 1853, mens arveprinsen blev i byen.

Han er bisat i Roskilde Domkirke.

arveprins

Efter Maries død i 1772 giftede han sig igen. Denne gang med prinsesse Phillipine, der var datter af markgreve Friederich Wilhelm af Brandenburg-Schwedt og Sophie af Preussen (søster til Frederik den Store). Det var Philippine, der i 1782 arrangerede en forsoning mellem Frederik og hans børn. 

af Hessen-Kassel, datter af landgreve Carl af Hessen og Christian VII´s søster Louise. De fik otte børn, hvoraf de seks døde som spæde/små. Ingen drengebørn levede, derimod to døtre. Frederik

VI var den sidste danske konge, der havde en officiel elskerinde, nemlig Bente Rafsted. Hun tildeltes navnet fru Frederikke Dannemand, samtidig med at hun i 1829 fik rang af oberstinde. Deres forhold,

som mere eller mindre var accepteret af dronningen, varede gennem mere end 30 år.

Efter at enkedronning Juliane Marie natten mellem d. 17-18. januar 1772, anstiftede et kup hvorved Struensee arre

steres, og dronning Caroline Mathilde forvises til Celle, var den kun 4-årige Frederik alene med en fader, som var plaget af såkaldt ”ungdomssløvsind”. Endda havde den mindreårige Frederik all

erede under Struensees styre været udsat for en hård opdragelse præget af en særpræget tolkning den franske filosof Rousseaus tanker i bogen Émile. En pædagogik som nær havde taget livet af de

n 4-årige, og som menes at være årsag til Frederik VI’s noget særprægede karakter