Rapport: Personer: Notater

Bopæl:

14 Dec 1902 - H C Andersensgade 5 B (Kilde: Kirkebog Jenny Marie Jensines vielse)

 Abraham Christian Nielsen, 28, Ugift, , Tømmermand ved Holmen, København 
Hans Grønlund Rostvig, 58, Gift, , Privat arbeidsmand, København 
Sidse Sørensen, 52, Gift, , Hans kone, København 
Peter August Wesselberg, 58, Gift, , Tømmermand ved Holmen, København 
Margrethe Wesselberg, 52, Gift, , Hans kone, København 
Rasmus Alberthi, 13, Ugift, , Deres søn, København 
August Ferd. Blickfeldt, 24, Ugift, , Seilmagersvend ved Holmen, København 
OBS, her er familien 
Lars Andersen, 44, Gift, , Privat snedkersvend., København 
Marie Elisabeth, 42, Gift, , Hans kone, København 
==>Catrine Marie, 2, Ugift, , Deres datter, København

København, København (Staden), Charlottegade (Ulige numre), Charlottegade 2, 11 af 63a, 18c, 19c, 35, FT-1880, D3927 

Kathrine Marie Petersen, 
f. Andersen 36 Enke Husmoder 
For tiden uden erhverv København 
Jenny Marie Jensine Petersen 6 Ugift Hendes Barn København 
Agnes Sophie Christine Petersen 3 Ugift Hendes Barn København 
Jutta Vilhelmine Dorthea Petersen 1 Ugift Hendes Barn København 
Kristen Andersen 21 Ugift Logerende Mælkehandler 
Aversi Sogn, Præstø Amt

 Oplysninger om registerbladet 
Udfyldelsesdato: 1-11-1900 

Hovedperson 
Cathrine Marie Petersen , 18-2-1843 , København 
Stillinger: Enke 

Adresser 
1-11-1900: Fra Folkvardsvej 2 til H.C. Andersens Gade 5 , 1. 
1-11-1902: H.C. Andersens Gade 5 , 3. 
1-11-1905: Nørre Søgade 31 B , 1. 


Oplysninger om registerbladet 
Udfyldelsesdato: 1-11-1911 
Særlige bemærkninger: P E Rg. 0. 10-3-1920 

Hovedperson 
Cathrine Marie Petersen (født Andersen) , 18-2-1843 , København 
Stillinger: Enke 

Adresser 
1-11-1911: Birkegade 26 , kælderen 
1-11-1918: Birkegade 28 , stuen 
1-11-1919: Birkegade 28 , stuen 

ugift fruentimmer- FT 1834 bor hun med sin mor som er værtshusholderske

Vores bedsteforældre havde rejst med beboelsesvogn

Vores bedsteforældre på begge sider havde rejst med beboelsesvogn, men vores forældre rejste ikke længere, efter at vi blev født. Vores farmor, Clara Jenrich, blev kendt blandt rejsende, da hun oprettede en vognlejr på en lejet grund på Frederikssundsvej i 1934. De rejsende betalte 11 kr. til farmor for at bo på pladsen, men så sørgede farmor også for, at latrinmændene kom og tømte tønderne. Jordkontoret var derfor meget tilfreds med at farmor bestyrede lejren. Dette var dog noget, hun havde gjort på eget initiativ, da det ikke var muligt at bo i beboelsesvogn andre steder i København længere.

Farmor var en meget viljestærk kvinde. Engang fik hun en af familien Mundelings piger ud af en åndssvageanstalt, hvor hun var anbragt fordi myndighederne anså hende for at være åndssvag - hvilket hun ikke var. En anden gang gik hun til myndighederne i København og forsøgte at overtale dem til at finde et sted, hvor de rejsende kunne bo i deres vogne hele året, således at de ikke skulle jages fra sted til sted. Min farmor vidste hvad hun talte om, eftersom hun havde fået mange bøder for at bo i sin vogn.

Min far boede som 3 årig i en vogn, som vores farfar selv havde lavet. Men da farfar og farmor blev skilt, flyttede farmor med sine børn ud i en husvildebarak på Frederiksberg. Det var de bedste år i fars barndom. Fra husvildebarakken flyttede far med sin mor og søskende ud i først det ene så det andet sommerhus, indtil farmor igen flyttede i vogn sammen med sin nye mand.

Født i Blushøjlejren

Jeg blev, ligesom min søster, født i Blushøjlejren i Valby, som var den lejr i København for rejsende, min farmor fik overtalt kommunen til at oprette. Min far, som på dette tidspunkt var holdt op med at gå ud at handle ved dørene, var blevet murerarbejdersmand. Mange af de rejsendes samt min families vogne var klodset op, fordi man ikke længere rejste rundt, og at man gik ud fra, at nu boede man permanent, eftersom det var kommunen, der stod for udlejningen; det var legalt. Vores mor var hjemmegående, hvilket de fleste mødre var, eftersom de skulle sørge for, at der var pinlig orden i de små vogne. Hvis vognene var rodet, var der ikke plads til familien. Vognene var jo kun få kvadratmeter store.

Vi havde to beboelsesvogne og en køkkenvogn. Da min søster og jeg blev så store, at vi kunne sove alene, fik vi den ene vogn som sovevogn. Om dagen var vi altid ude at lege ligesom de andre børn. Vi var sjældent syge, hvilket sikkert skyldtes, at vi fik så meget frisk luft. En enkelt rejsende familie måtte dog flytte, fordi deres barn fik tuberkulose. Jeg husker også, at mange i lejren engang fik gulsot. Vores mormor opdagede, at min søster var gul i øjnene og hun kom straks i behandling.

Uopulær blandt de andre rejsende

Min søster og jeg var desværre ikke populære blandt de andre familier på pladsen. Jeg tror, det skyldtes, at nogle af de rejsende anså vores farmor for at være lidt af en heks; en person der altid kunne trumfe sin vilje igennem. Når vi legede i lejren var der områder hvor vi ikke turde komme. Kom vi ved et tilfælde over i en ”forkert vognrække”, blev vi straks jaget væk. Hundene var indimellem lige så bidske som de voksne. Når vi skulle hente vand, mødte vi nogle gange hundene, som kom snigende og forfulgte os, indtil vi var væk fra området ved vandpumpen.

”Zigeunerlejren”

Vi gik på Ny Østensgårds Skole. Da de andre børn spurgte min søster, hvor hun boede, svarede hun blot: ”Jeg bor på den anden side af vejen.” Hun var flov over at indrømme, at hun kom fra Blushøjlejren, som blandt almindelige folk blev benævnt ”zigeunerlejren”. Folk, som ikke kendte til lejren, havde mange fordomme om os. Det værste var, at de andre børn ikke måtte lege med os. Jeg var en enkelt gang hjemme hos en ny pige i klassen, som boede i en af kommunens huse for børnerige familier. Men jeg besøgte aldrig mine andre ”klassekammerater” og fik aldrig kammerater med hjem.

I lejren havde min søster en veninde, en datter af familien Samleben. De var enige om, at de ikke ville gifte sig med en fra lejren, når de blev voksne. Dette holdt de. Der var ellers mange af lejrens unge, som blev gift ind i andre rejsende familier. Det var meget almindeligt.

Efter Blushøjlejren

Blushøjlejren blev i begyndelsen af 1960`erne gradvist nedlagt. Vi fik i første omgang en toværelses lejlighed i nordvestkvarteret; senere fik vi et finnehus i Valby. Jeg kom på Bellahøj Skole, hvor jeg havde svært ved at falde til. Den allerførste dag på den nye skole, fik jeg en lussing og blev smidt udenfor døren, fordi jeg ved oplæsning for klassen ikke kunne udtale de bløde d ér. Sådan talte man i lejren, da de fleste rejsende, ligesom min mor, kom fra Jylland.

Efter cirka 2½ år flyttede vi igen. Denne gang til et finnehus i Valby, og jeg kom på Lykkebo Skole. Da jeg i forvejen havde et skrøbeligt selvværd, eftersom det omgivende samfund så skævt til børn, der kom fra Blushøjlejren, kunne jeg ikke håndtere denne situation. Jeg begyndte derfor at pjække fra skolen med det resultat, at jeg næsten ikke viste mig i syvende klasse, og min drøm om at uddanne mig til folkeskolelærer blev ødelagt.

En kæreste, som jeg lærte at kende som 16 årig sagde engang, da vi blev uvenner over et eller andet: ”Du kommer fra en vogn; ”underforstået: ”Dig kan man ikke regne med”. Denne holdning har jeg ofte mærket, og den har desværre givet mig et lavt selvværd.