Studerede på universitet i Bonn 1839-1841. Som dansk officerer blev han kaptajn i Hæren fra 1837, generalmajor fra 1843, generalløjtnant fra 1851. I 1842 foretog han om bord i fregatten Thetis en rejse til Middelhavet, under hvilken han besøgte Konstantinopel. Som ung aflagde han besøg hos adskillige af de europæiske hoffer.

Prins Frederik var eneste søn af prinsesse Louise Charlotte af Danmark, født 1789, død 1864, (datter af arveprins Frederik af Danmark-Norge og Sofie Frederikke af Mecklenburg-Schwerin). Hans far var den titulære landgreve Vilhelm X af Hessen-Kassel-Rumpenheim, dansk officer, født 1787, død 1867.

Ved morbroderens Christian VIII's tronbestigelse i 1839 rykkede prins Frederik frem til en femte plads i arvefølgen. Ifølge Kongeloven var de nærmeste arvinger til Danmark og Lauenborg nu (slægtskab til Frederik er angivet i parentes):

1.Kronprins Frederik, død som Frederik VII i 1863, (fætter)

2.Arveprins Ferdinand, død 1863, (morbror)

3.Juliane Sofie, (gift med den titulære landgreve af Hessen-Philippsthal-Barchfeld), død 1850, (moster)

4.Louise Charlotte, død 1864, (mor)

5.Frederik af Hessen selv, død 1884.

Efter fætterens tronbestigelse i 1848 og mosterens død i 1850 rykker Frederik af Hessen frem til en tredje plads. Da Frederik VII lever usundt og ikke kan forventes at efterlade sig arvinger, er det kun et spørgsmål tid, inden Frederik af Hessen kan sætte sig på den danske trone.

Allerede før 1848 er der dog opstået to problemer:

De voksende spændinger mellem dansk og tysk truer sammenholdet i det Danske Monarki.

Frederiks russiske ægteskab gør ham upopulær.

Augustenborgernes kravDet første problem er, at Christian VIII's svoger den titulære hertug af Augustenborg i 1846 stiller sig i spidsen for den tysksindede slesvig-holstenske bevægelse, der ønsker området løsrevet fra Danmark. Hertugen af Augustenborg bestrider, at Kongelovens arveregler gælder for Holsten og Slesvig. I stedet ønsker hertugen et selvstændigt Slesvig-Holsten med sig selv som statsoverhoved.

Over for dette står den danske regering, der næsten for en enhver pris vil holde monarkiet sammen udelt, og som derfor er villig til at ændre Kongelovens arveregler.

Under Treårskrigen (1848-1850) får slesvig-holstenerne hjælp fra de tyske stater. Arvespørgsmålet er ikke længere et indre anliggende i monarkiet, men en sag, som de europæiske stormagter skal afgøre.

[redigér] Det russiske ægteskabDet andet problem har prins Frederik selv skabt. Hans ægteskab i 1844 med en datter af den despotiske russiske kejser gør ham nemlig upopulær i de voksende liberale og demokratiske kredse i Danmark. Selv om storfyrstinden dør allerede samme år, så vil det udslagsgivende nationalliberale parti forhindre, at Frederik af Hessen bliver dansk konge.

[redigér] Det russiske indgrebMed henvisning til Traktaten i Zarskoje Selo fra 1773 griber Nikolaj I ind i arvestriden (formelt kun i den holstenske arvestrid, reelt dog i hele monarkiets forhold). I 1851 dropper han sin tidligere svigersøn som kandidat. I stedet vil kejseren sætte én af sine slægtninge fra storhertugdømmet Oldenburg på den danske trone. I sidste øjeblik vælger han dog prins Christian af Glücksborg.

[redigér] Stormagternes garantiStormagterne (Rusland, England, Frankrig, Østrig og Preussen) udsteder en foreløbig garanti om monarkiets udelelighed med Christian af Glücksborg som den fremtidige konge. Nu mangler der kun de formelle arveafkald fra de prinser og prinsesser, der har arveretten ifølge Kongeloven.

[redigér] Arveafkaldet i 1851Prins Frederik forventede, at han skulle efterfølge sin slægtning Frederik Vilhelm I, som kurfyrste af Hessen-Kassel, derfor forsøgte han at få magternes løfte om en udvidelse af Hessen, så landet kunne blive et kongerige. Det lykkedes dog ikke at få stormagternes tilsagn om en større stat i Hessen.

Den 18. juli 1851 giver prinsen afkald på sin arveret til fordel for sin søster prinsesse Louise. Hun overfører sin arveret til sin mand prins Christian af Glücksborg. I 1854 ophøjer Frederik VII prinsen af Hessen til kongelig højhed.

Arveafkaldet skete under betingelse af, at stormagterne garanterede det danske monarkis udelelighed. Dette krav blev formelt tiltrådt af stormagterne i London Protokollen af 1852.

[redigér] Arvekravet i 1864Under den 2. Slesvigske Krig indkaldtes stormagterne til en ny konference i London. Her erklærede Preussen og Østrig sig den 12. maj 1864 frigjorte fra protokollen af 1852. Protesterne fra Rusland, England og Frankrig var så svage, at de ikke fik nogen betydning.

Nu erklærer Frederik af Hessen, at hans arveafkald i 1851 var sket under falske forudsætninger. Han forlanger sin arveret tilbage. Han mener, at han (som konge eller tronfølger) kan redde Danmarks forbindelse til Slesvig og Lauenborg, mens Holsten vil gå tabt.

Da Frederiks krav bliver afvist, bryder han med svogeren Christian IX. Prinsen og hans familie forlader Danmark. Under landgreveparrets sommerbesøg på Fredensborg Slot i 1878 forsones Frederik med søsteren og svogeren (Christian IX).

[redigér] Tronarving i HessenI 1866 bliver Hessen-Kassel erobret af Preussen. Kurfyrste Frederik Vilhelm drager i eksil og dør i Prag i 1875. Hans store privatformue arves af hans ikke-fyrstelige børn.

Stillingen som overhoved for ’’Det kurhessenske Hus’’ overtages af Frederik af Hessen-Kassel-Rumpenheim. Derimod bliver hverken Frederik eller hans efterkommere kurfyrster og statsoverhoveder i Hessen-Kassel.

I slutningen af 1900-tallet uddør den storhertuglige familie i Hessen-Darmstadt. De titulære landgrever af Hessen-Kassel kalder sig herefter ’’Overhoved for alle hessenske linjer’’.

Udover linjen Rumpenheim findes der en anden landgrevelig linje, der hedder ’’Hessen-Philippsthal-Barchfeld’’. Denne linje opstod i 1600-tallet, som en sidelinie til Hessen-Kassel.

Frederik af Hessen-Kassel var frimurer. 11. juli 1868 indtrådte han i logen Carl zum Felsen i Altona (opkaldt efter Carl af Hessen), hvor han 6. september året efter avancerede til lærling og mester.

Vilhelm blev derefter samme år udnævnt til major ved Hertugdømmernes generalstab, og i 1809 blev hanindkvarteret på Gottorp Slot hos hærens stabschef, landgreve Carl af Hessen. Her mødte Vilhelm Carls 20-årige datter og de to blev forlovet i november 1809 og i januar 1810 fejrede de et stilfærdigt "krigsbryllup" uden deltagelse af Vilhelms forældre eller hans gudfar Frederik 6. Vilhelms svigerfar tilbød det fattige nygifte par at bo på Gottorp Slot. Her fik de en hel etage i en sidfløj og rådighed over nogle værelser på sommerslottet Louisenlund.

Dette nye ægteskab gjorde at Vilhelm nu tillige var blevet svoger med Frederik 6., da hans nye kones søster var gift med kongen. Ydermere var hans svigermor, Louise af Danmark-Norge, af oldenborgsk afstamning og det var bl.a. takket være disse forbindelser at Vilhelms søn Christian (9.) senere kunne betragtes som legitim "oldenborgsk" tronfølger i 1852.

I 1824 døde den barnløse enkehertuginde Caroline på Glücksborg Slot og denne gamle hertuglinje var derved ophørt med at eksistere og dens ejendom tilfaldte derfor kronen. Frederik 6. skulle nu finde ud af, hvad han skulle stille op med det 250 år gamle slot, og her kom hans kone, Marie, ham til hjælp, da hun forslog ham at overlade det til Vilhelm og hendes søster, der på det tidspunkt allerede havde 8 børn og stadig boede hos hendes far. Så ved kongeligt patent af 6. juli 1825 overdrog han Glücksborg til Vilhelm med tilhørende hertugtitel for ham og hans efterslægt.

Vilhelm døde i februar 1831 af en forkølelse, der havde udviklet sig til lungebetændelse og, efter hertugens eget skøn, skarlagensfeber, som forrinden havde ramt to af hertugens børn.

Frederike blev født den 18. april 1917 i Blankenburg (Harz), Kongeriget Preussen, Tyske Kejserrige. Hun var datter af Ernst August 3. af Hannover og Viktoria Luise af Preussen, den eneste datter af Wilhelm II af Tyskland og Augusta Viktoria af Slesvig-Holsten. Som datter af en hannoveransk prins, blev hun Prinsesse Frederike i Hannover, Storbritannien og Irland, og også hertuginde Frederike af Braunschweig-Lüneburg.

Gennem hendes morfar, var Frederike et oldebarn af Frederik 3. af Tyskland og Viktoria af Storbritannien, ældste datter af dronning Victoria af Det Forenede Kongerige, og Prins Albert af Sachsen-Coburg og Gotha.

Gennem dette forhold, var Frederike en fjern kusine til Elizabeth II af Storbritannien og også Prins Philip, hertug af Edinburgh. Som en efterkommer af Georg 3. af Storbritannien, var hun, ved fødslen, nr. 34 i rækken af succession til Storbritanniens trone, selv om hun ikke havde nogen britisk rang eller titel.

I 1936 havde Paul, kronprins af Grækenland, friet til hende i Berlin, hvor han var der for at se Sommer-OL 1936. Deres forlovelse blev annonceret officielt den 28. september 1937. Den 9 januar 1938 de blev gift i Athen. Prins Paul var søn af kong Konstantin 1. af Grækenland og Sophie af Preussen, søster til Wilhelm II af Tyskland.

Under den tidlige del af deres ægteskab, opholdt de sig på Villa Psychiko i forstæderne til Athen. Ti måneder efter deres bryllup blev deres første barn født den 2. november 1938: Sophia, den kommende dronning Sofia af Spanien. Den 2 juni 1940 blev deres søn og senere arving, Konstantin, født.

Under 2. verdenskrig, i april 1941, blev den græske kongefamilie evakueret til Kreta i en Sunderland flyvebåd. I eksil, tog kong Georg 2. af Grækenland og resten af den græske kongefamilie ophold i Sydafrika. Her fødte Frederike sit sidste barn, Prinsesse Irene, den 11. maj 1942. Den sydafrikanske leder, general Jan Smuts, tjente som hendes gudfar.

Kort efter angreb de tyske styrker Kreta. Frederike og hendes familie blev evakueret igen og oprettede et statsligt eksil kontor i London. Familien bosatte sig i Egypten i februar 1944.

Den 1. september 1946 havde det græske folk besluttet ved folkeafstemning for at genindsætte Kong Georg 2. til tronen og da vendte arveprinsen og arveprinsessen tilbage til deres villa i Psychiko.

Den 1 april 1947 døde Georg 2. og Frederikes mand besteg tronen som Paul 1., hvilket gjorde Frederike til dronning. Kommunistisk politisk ustabilitet i det nordlige Grækenland førte til Den græske borgerkrig. Kongen og dronningen tog rundt i det nordlige Grækenland under stor sikkerhed for at forsøge at appellere til loyalitet i sommeren 1947.

Den græske borgerkrig sluttede i august, 1949. Kongeparret benyttede lejligheden til at styrke monarkiet og tog på officielle besøg til marskal Josip Broz Tito i Beograd, præsidenterne Luigi Einaudi i Italien i Rom Theodor Heuss i Vesttyskland, Bechara El Khoury af Libanon, Kejser Haile Selassie 1. af Etiopien, Chakravarthi Rajagopalachari af Indien , dronning Elizabeth 2. af Storbritannien, og i USA som gæst hos præsident Dwight D. Eisenhower. Hjemme i Grækenland og i udlandet, var dronning Frederike angrebet af oppositionen, fordi hun som pige havde tilhørt forbundet Bund Deutscher Mädel, en filial af Hitlerjugend, en gruppe for unge kvinder,. Hendes tilhængere hævdede, at unddrage sig medlemskab af gruppen ville have være svært under det eksisterende politiske klima i Nazityskland på det tidspunkt.

Hendes artikel den 16 november i Life, som USA's gæst, var taget på en af de mange statsbesøg rundt omkring i verden. Også dette år optrådte hun på forsiden af Time Magazine. Den 14 maj 1962 blev hendes ældste datter Sofia gift med Prins Juan Carlos af Spanien, (senere kong Juan Carlos 1. af Spanien) i Athen.

Den 6 marts 1964 døde konge Paul af kræft, og hendes søn kom på tronen som Konstantin 2.. Frederike overtog titlen enkedronning, men fortsatte med at tjene i rollen som dronning. Da hendes søn blev gift med Prinsesse Anne-Marie af Danmark senere samme år den 18. september, trådte Frederike tilbage fra størstedelen af hendes officielle opgaver til fordel for den nye dronning. Men hun fortsatte med at deltage i royale hændelser som var familie-orienteret, såsom dåb af hendes børnebørn i både Spanien og Grækenland.

Kong Konstantin's sammenstød med den demokratisk valgte premierminister Georgios Papandreou blev beskyldt af kritikere for at have forårsaget den destabilisering, der førte til et militærkup den 21. april 1967. Stillet over for en vanskelig situation, hvor kong Konstantin i første omgang samarbejdede med militærdiktaturet, godkendte han deres regering under en royalistisk premierminister. Senere samme år han forsøgte en kontra-kup i et forsøg på at genoprette demokratiet, hvilket tvang ham i eksil. Efter dette udpegede juntaen en regent til at udføre de opgaver, den landflygtige monark havde.

Den 1. juni 1973 afskaffede juntaen det græske monarki uden samtykke fra den græske befolkning, og forsøgte derefter at legitimere sine handlinger gennem en folkeafstemning i 1973, der var vidt mistænkt for at være manipuleret. Det nye statsoverhoved blev præsidenten Georgios Papadopoulos.

Diktaturet sluttede den 24. juli 1974 men det konstitutionelle monarki blev aldrig genoprettet. En folkeafstemning blev afholdt, hvor kong Konstantin (der var i stand til at føre valgkamp kun fra udlandet) indrømmede sin fortids fejl, lovede at støtte demokratiet, og især at holde hans mor dronning Frederike væk fra Grækenland og ud af græsk politik. 70% af grækerne stemte for at gøre Grækenland til en republik.

Dronning Frederike døde den 6. februar 1981 i eksil i Madrid under en øjenoperation. Hun blev begravet på Tatoi (den kongelige families palads og gravplads i Grækenland). Hendes søn og hans familie fik lov til at deltage, men var nødt til at forlade landet umiddelbart derefter.

Fleece - 1697.

 

Havde hæmofili og døde af en hjerneblødning efter et fald gennem et vindue.

Georgs bror, Ludwig Hermann af Hessen, skulle i efteråret 1937 giftes i London. fløj Georg med hustru, børnene Ludwig og Alexander samt sin mor fra Darmstadt. Flyet skulle mellemlande i Bruxelles, men blev pga. dårligt vejr dirigeret videre til Oostende. Under landingen her fløj det ind i en fabriksskorsten og styrtede ned. Hele familien og venner og besætning omkom ved ulykken. Georgs hustru var gravid i 8. måned og fødte spontant en dreng ved styrtet. I alt omkom 12 personer. Sorgen var enorm i Hessen, selv om familien ikke længere var regenter. Kun datteren, Johanna, var tilbage, da hun af ukendte årsager ikke var med i flyet. Hun blev adopteret af sin onkel, Ludwig Hermann, og døde af meningitis i 1939, knap tre år gammel. 

Vilhelm blev født som prins Vilhelm af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg, en sidegren til den danske kongefamilie. Han var næstældste søn af den senere Christian 9. af Danmark og Louise af Hessen-Kassel. I 1853 blev hans far arving til den danske trone og Vilhelm blev prins af Danmark,

Vilhelnm var broder til blandt andre Alexandra af Danmark, gift med Edvard 7. af Det Forenede Kongerige og Dagmar af Danmark, gift med Alexander 3. af Rusland.

På en stormagtskonference i London i 1863 valgte Storbritannien, Rusland og Frankrig den dengang syttenårige prins til konge af Grækenland. Tre måneder efter valget blev prins Vilhelm indsat som konge i Grækenland. Dengang var landet et af Europas urolige hjørner. Ved at sætte en søn af den kommende konge i det neutrale Danmark på tronen håbede stormagter på ro på det sydlige Balkan.

Kong Georgs største politiske problem var tyrkerne - en stor del af det nuværende Grækenland tilhørte den gang Det Osmanniske Rige. I 1897 lykkedes det ham at erobre Kreta. Ved en officersrevolte i 1911 kom kretenseren Venizelos til magten, og der indførtes militærdiktatur i Grækenland.

I oktober 1912 erklærede Grækenland krig mod Det Osmanniske Rige. Kong Georg blev myrdet af en anarkistisk skolelærer på åben gade, da han gjorde sit indtog i det osmannisk besatte Thessaloniki.

Han blev gift den 27. oktober 1867 med storfyrstinde Olga Konstantinovna Romanova (1851-1926), broderdatter af kejser Alexander 2. af Rusland.

Grækenland og Georgs stilling nødvendiggjorde at han fandt en brud blandt stormagterne, og det ortodokse Rusland var oplagt. Med hjælp fra søsteren Dagmar lykkedes det at få den unge storfyrstindes forældres accept, og brulluppet foregik i St. Petersborg. 

Regent 1814-1820 af Hannover, Niedersachsen, Tyskland

Regent 1760-1820 af Storbritannien

Titulatur: By the Grace of God, of Great Britain, France and Ireland, King, Defender of the Faith, Prince-Elector of Hanover, Duke of Brunswick
Fra 1801: By the Grace of God, of the United Kingdom of Great Britain and Ireland King, Defender of the Faith, Prince-Elector of Hanover, Duke of Brunswick.
Fra 1814: By the Grace of God, of the United Kingdom of Great Britain and Ireland King, Defender of the Faith, King of Hanover, Duke of Brunswick.

Under første verdenskrig aflagde George V flere besøg ved fronten. Under et af disse besøg i 1917 faldt han af hesten og kom så hårdt til skade, at han led under det resten af sit liv.

Samme år frasagde han sig alle tyske titler både for sig selv og for resten af familien og ændrede slægtsnavnet fra Sachsen-Coburg-Gotha til Windsor.

konge af England 1936 - 1952.

Georg 6. (engelsk: Albert Frederick Arthur George) (14. december 1895–6. februar 1952) var konge af Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland fra 1936 til sin død i 1952. Han var den tredje britiske konge af Huset Windsor.

Han var den næstældste søn af Georg 5. af Storbritannien og Mary af Teck. Som en yngre søn var det ikke umiddelbart forventet, at han ville komme til at arve tronen, men han blev konge, da hans bror, Edvard 8., abdicerede i 1936.

Biografi

Tidlige liv

Georg 6. blev født den 14. december 1895 på York Cottage ved Sandringham House i Norfolk, England. Han var den anden søn af Georg 5. af Storbritannien og Mary af Teck. Han var kendt som Prins Albert og blev kaldt Bertie af familien.

Han gjorde tjeneste i den britiske flåde under Første Verdenskrig.

Ægteskab

Han giftede sig den 26. april 1923 i Westminster Abbey i London med Elizabeth Bowes-Lyon, der tilhørte den skotske højadel. I ægteskabet fødtes to døtre, Prinsesse Elizabeth i 1926 (i dag dronning af Storbritannien) og Prinsesse Margaret i 1930.

Regeringstid

Georg 6. blev uventet konge i 1936, da hans bror, Edvard 8., abdicerede.

Han led af en talefejl, han pådrog sig i sin tidlige barndom. Da han under 2. verdenskrig skulle holde vigtige taler for nationen, var han dog allerede nået langt med bekæmpelsen af sin stammen. Han havde siden 1926 arbejdet med den med hjælp fra talepædagogen Lionel Logue ^[1], som beskrevet i storfilmen: "Kongens store tale" fra år 2011.

Død og tronfølge

Georg 6. døde den 6. februar 1952 på Sandringham House efter en operation for lungekræft. Han efterfulgtes på tronen af sin ældste datter Elizabeth, der besteg tronen som Elizabeth 2. af Storbritannien.

Prins Georgios var i familien kendt som "onkel Goggi" grundet sit festlige gemyt.

1898-1906 var han guvernør på Kreta.

I 1907 blev prins Georgios gift med den stenrige franske prinsesse Marie Bonaparte (1882-1962) - oldebarn af Napoleon Bonapartes bror Lucien Bonaparte. Prinsesse Maries bedsteforældre var ejere af Casino Monte Carlo, og hun var en af Sigmund Freuds elever og patienter. De fik to børn - prins Peter og prinsesse Eugénie.

Prins Georg havde sommerbolig på Gurrehus i Nordsjælland fra 1914 til sin død. Han lod arkitekten Gotfred Tvede ombygge herregården efter overtagelsen.

Gerhard VI. (* um 1367 † 4. August 1404) wurde als Sohn von Graf Heinrich II. aus der Rendsburger Linie des Hauses Schauenburg und Ingeburg von Mecklenburg

geboren. 1382 wurde er Graf von Holstein-Rendsburg.

Am 15. September 1386 wurde er von König Olaf III. von Dänemark mit dem Herzogtum Schleswig belehnt. Nach dem Aussterben der Kieler Linie 13

90 gelang es ihm 1403 ganz Holstein mit Ausnahme von Holstein-Pinneberg zu erwerben. Damit war Schleswig-H

olstein unter einer Herrschaft. Er fiel in der Schlacht an der Hamme am 4. August 1404

bei dem Versuch Dithmarschen zu unterwerfen.

Ehe und Nachkommen

Gerhard heiratete 1391 Elisabeth von Braunschweig. Sie hatten folgende Kinder:

Heinrich IV. (* 1397 † 1427), Herzo

g von Schleswig, Graf von Holstein

Ingeborg (* 1398 † 1465)

Heilwig (* ca. 1400 † ca. 1436), verheiratet mit Dietrich von Oldenburg, Mutter von Christian I., König von Dänemark.

Adolf VIII. (* 1401 † 1459), Herzog von Schleswig, Graf von Holstein

Gerhard VII. (* 1404 † 1433), Herzog von Schleswig, Graf von Holstein