Deres søn og eneste barn Mihai blev født i 1921. Ægteskabet var dog ikke lykkeligt, da Carol i 1925 begyndte en kærlighedsaffaire med Magda Lupescu. På grund af skandalen måtte han opgive hans stilling og gå i eksil. Mihai blev kronprins og Helena blev tildelt titlen "Princesse af Rumænien".

Da kong Ferdinand døde i 1927 blev den fem-årige Mihai konge. Helena og Carol skiltes i 1928. Hun havde igen politisk rolle under regentskabet.

Carol vente tilbage til Rumænien i 1930 og blev udråbt konge. Efter nogen forhandlinger om at annullere skilsmissen gik Helena i eksil i Italien. Da Mihai kom til tronen for anden gang i 1940 vente hun tilbage og blev Dronningmor af Rumænien. Hun gik i eksil for sidste gang i 1947 da monarkiet blev afskaffet.

Hun døde i Lausanne.

Storfystinde Helene var datter af Vladimir Alexandrovitj af Rusland og Marie af Mecklenburg-Schwerin.

Hun var sønnedatter af Alexander 2. af Rusland, brordatter til Alexander 3. af Rusland og kusine til Nikolaj 2. af Rusland

Den unge Helene beskrives som meget arrogant. Flera ægteskabsplaner mislykkedes, men til sidst gik hendes mor med til, at hun giftede sig med prins Nikolaos af Grækenland og Danmark.

Ægteskabet blev lykkeligt, selv om hendes hovmod vakte en del irritation ved hoffet i Athen. Parret forlod Grækenland, da hendes svoger kong Konstantin 1. af Grækenland blev afsat i 1917. Prins Nikolaos vendte først tilbage til sit hjemland i januar 1938, da hans brorsøn Paul af Grækenland skulle giftes med Frederike af Hannover. En måned senere døde prins Nikolaos i Athen.

Efter flugten i 1917 slog parret sin med i Frankrig, hvor prinsesse Helene gik ind i hjælpearbejdet for flygtninge fra den russiske revolution i 1917. Parret havde økonomiske problemer, så de måtte sælge Helenes juveler og Nikolaos's kunstsamling.

Efter prins Nikolaos's død slog Helene sig ned i Grækenland, hvor hun levede frem til sin død i 1957. Da tyskerne besatte Grækenland i 1941 flygtede det meste af kongefamilen, men prinsesse Helene og Alice af Battenberg (mor til Prins Philip, hertug af Edinburgh) blev tilbage i det besatte land.

Prins Nikolaos og prinsesse Helene er begravede ved Tatoi Palads.

I 1939 giftede prinsesse Irene sig med den fjerde hertug af Aosta. I en kort periode var hendes mand titulær konge af Kroatien (Tomislav 2. af Kroatien). Deres eneste barn var sønnen Amadeo, han blev født I 1943. Han blev senere den femte titulære hertug af Aosta. 

At the beginning of his reign his chief adviser was Hans Adam von Schöning, who counselled a unio

n between Saxony and Brandenburg and a more independent attitude towards the emperor. In accordance with this advice certain proposals were put before Leopold I to which he refused to agree; and conse

quently the Saxon troops withdrew from the imperial army, a proceeding which led the chagrined emperor to seize and imprison Schöning in July 1692. Although Johann Georg was unable to procure his min

ister's release, Leopold managed to allay the elector's anger, and early in 1693 the Saxon soldiers rejoined the imperialists.

In Leipzig on 17 April 1692, John George married Eleono

re Erdmuthe of Saxe-Eisenach, Dowager Margravine of Brandenburg-Ansbach. The young Elector was forced to marry by his mother, the Dowager Electress Anna Sophie, supposedly to produce legitimate heirs

to the Electorate. The real reason for the marriage was to end the liaison between John George and Magdalena Sibylla of Neidschutz.

John George III, the late Elector had tried to sep

arate the lovers, perhaps because he was aware of a close blood relationship between them — for Magdalena Sybilla may have been his own illegitimate daughter by Ursula Margarethe of Haugwitz, and th

erefore John George IV's half-sister. By order of the Elector, Ursula had married Colonel Rudolf of Neidschutz, who officially appears as the father of her daughter.

John George may

never have known of his possible blood relationship to Magdalena Sibylla or regarded the claim as a rumor spread by ill-wishers. Immediately after he assumed the Electorate, he openly lived with her,

and she became the first ever Official Mistress (Favoritin) of an Elector of Saxony.

The Electress, Eleonore Erdmuthe, humiliated every day since her wedding, was relegated to the Ho

fe (the official residence of the Elector). John George moved into another palace with Magdalena Sybilla.

Desperate to marry his mistress, Johann Georg tried to murder his wife, but

was prevented by his younger brother, Frederick August. When Johann Georg tried to stab Eleonore with a sword, the unarmed Frederick turned the impact away with his hand, leaving him with a lifelong h

andicap.

After a high bribery sum from the Elector, on 20 February 1693 Magdalene Sybille was created Countess of Rochlitz (Grafïn von Rochlitz) by Imperial Decree. Shortly before,

she gave birth the only daughter of the couple, Wilhelmina Maria. Despite her illegitimacy, the English King and Queen were her godparents.

But the happiness ended soon: Magdalene Sy

bille contracted smallpox and died on 4 April 1694, in the arms of the Elector, who was also infected with the disease.

Johann Georg died twenty-three days later, on 27 April. He was

buried in the Freiberg Cathedral.

Because he died without legitimate issue -the Electress Eleonore suffered two miscarriages during their marriage, in August 1692 and February 1693-, h

e was succeeded as Elector by his brother Frederick Augustus I (king of Poland as Augustus II of Poland). The new Elector took the guardianship of the little orphan Wilhelmina Maria, who was raised in

the court. He recognized the girl as his niece and gave her a dowry when she was married to a Polish Count.

hensad som Fange i Blåtårn 8 Aug. 1663-19 Maj 1685, skrev i dette sit Fangenskab flere Skrifter "Den fangne Grevinde Leonoræ Christinæ Jammersminde", "Heltinders Pryd" osv.

Leonora Christina blev født på Frederiksborg slot den 8. juli 1621 som tredje barn af Christian IV og hans hustru til venstre hånd, Kirsten Munk. Sine første seks leveår tilbragte hun hos sin

mormor, men i krigsårene 1628-29 lod kongen af sikkerhedsgrunde sine børn opfostre i Friesland. Kort efter deres hjemkomst blev moderen forvist fra hoffet på grund af en skandaløs kærlighedsaffæ

re, som Christian IV aldrig tilgav hende. Det var mod hans udtrykkelige vilje, at der siden opstod kontakt mellem børnene og deres mor.

Til gengæld påtog han sig med sin vanlige energi at sÃ

¸rge for børnenes videre opdragelse. Den var omfattende og grundig, også for pigernes vedkommende. Ikke bare traditionelle kvindelige sysler som håndarbejde, dans og passende offentlig optræden sk

ulle de beherske. Undervisningen omfattede også læsning, skrivning, regning, musik, tegning og af sprog dansk, tysk og fransk - foruden naturligvis det fag, samtiden anså for det allernødvendigste

: religion. Leonora Christina viste sig tidligt meget lærenem, dygtig til både boglige og praktiske færdigheder.

Kirsten Munks børn fødtes til en vanskelig placering. Da deres mor kun var

af adelig, ikke fyrstelig byrd, blev pigerne ikke prinsesser, men fik af kongen tillagt titel af grevinder til Slesvig og Holsten. Dermed markeredes deres særrang: under de kongelige, men over den ø

vrige adel.

Christian IV's ambition om at spille en ledende rolle i det protestantiske Nordeuropa bragte ham i modsætningsforhold til rigsrådet, den kreds af magtfulde højadelige, der sammen

med kongen udgjorde landets officielle styrelse, og som var dybt betænkelige ved kongens aggressive udenrigspolitik. I den situation søgte han at skabe sig forbundsfæller i højadelen ved at forlo

ve sine og Kirsten Munks døtre med lovende unge mænd af de fornemste slægter. Det lykkedes ham faktisk at skille svigersønnernes interesser fra deres standsfællers ved at give dem en hurtig, strÃ

¥lende karriere i statsadministrationen.

Til Leonora Christina valgte kongen den fattige, men internationalt uddannede og højt begavede Corfitz Ulfeldt, der var 15 år ældre end sin udkårne.

Da hun var 9 år, blev de trolovet, og som 15-årig blev hun gift. Kort efter brylluppet udnævntes Ulfeldt til statholder i København, og i deres overdådigt udstyrede gård på Gråbrødretorv udf

oldede parret en elegance af internationalt tilsnit. For at skabe den livsstil måtte Ulfeldt sætte sig i gæld, hvad der ikke hindrede, at han i løbet af få år blev en af Europas rigeste aristokr

ater. Det var en udbredt opfattelse, at hans velstand byggede på korruption i stor skala, hvad også Christian IV formodede. Men på grund af hans ubestridelige dygtighed og loyalitet over for kongen

fik han betroet vigtige diplomatiske opgaver i udlandet, ligesom han i 1643 blev udnævnt til rigshofmester, dvs. rigets øverste embedsmand, der havde overopsyn med regeringen og fungerede som konge

ns stedfortræder.

Leonora Christina varetog rollen som rigets faktiske førstedame med værdighed og ynde. Ud over sine repræsentative opgaver dyrkede hun tegning, maling, håndarbejde, musik

, læsning, italiensk og latin, foruden jagt og boldspil - altsammen jævnsides med graviditeter og børnefødsler; på 14 år fødte hun ti børn, hvis opvækst hun tog sig mere af, end det var almin

deligt i overklassen. Højdepunktet i hendes offentlige liv blev en rejse til Nederlandene og Frankrig i 1646-47, hvor Ulfeldtparret som Danmark-Norges officielle udsendinge vakte beundrende opsigt, s

elv ved det kræsne franske hof. I Paris charmerede hun fuldstændigt enkedronningen ved sin ynde, stilfuldhed, intelligens og naturlige selvfølelse.

Hjemme i København blev parret imidlertid

mødt af den gamle konges vrede. Foruden mistilliden til Ulfeldts omgang med offentlige midler nærede Christian IV en dyb uvilje mod Ulfeldts udenrigspolitik, som i de senere år var kommet i åbenl

ys opposition til kongens synspunkter. At Ulfeldtparret sammen med Kirsten Munks andre børn og svigerbørn arbejdede for en forsoning mellem Christian IV og hans hustru, øgede kongens bitterhed. I h

ans sidste dage på Rosenborg var Leonora Christina og Ulfeldt hos ham, men den rene familieidyl har det næppe været; umiddelbart efter kongens død den 28. februar 1648 jog Ulfeldtparret kongens ma

ngeårige elskerinde, Vibeke Kruse, på porten, selvom hun var dødssyg.

Med valget af Frederik III til faderens efterfølger forringedes Ulfeldts position. Ganske vist foretog han og Leonora C

hristina en vigtig diplomatisk rejse til Nederlandene i 1649, men hans politiske ideal, et aristokratisk styre, lå langt fra Frederik III's ønske om en stærkere kongemagt, og rigshofmesterens indfl

ydelse dalede. Forholdet mellem hans hustru og dronningen, Sophie Amalie, var rent ud hadsk. Som sine søstre måtte Leonora Christina opleve den tort at blive frataget sin titel af grevinde til Slesv

ig og Holsten. I 1650 indledtes undersøgelser af Ulfeldts embedsførelse, og snart efter beskyldtes han og hustruen af en kendt demimonde, Dina Vinhofvers, for at planlægge et giftmord på kongen. D

e frikendtes, men selvom Dina blev henrettet, var sagen efter deres opfattelse ikke blevet undersøgt tilbundsgående; Dinas elsker Jørgen Walter var knyttet til hoffet, som hindrede en klarlægning

af de mulige forbindelser til kredse nær kongeparret.

Fra hele dette klima af mistænkeliggørelse og ydmygelse flygtede de i 1651. De drog til Stockholm, hvor han takket være sin diplomatisk

e erfaring og sine betydelige lån til statskassen opnåede en position ved hoffet. Efter bedste evne modarbejdede han danske interesser, selvom han også for alle tilfældes skyld søgte at opnå for

lig med Frederik III. Med det formål sendte han i 1656 Leonora Christina til København. Hun rejste via Jylland, hvor hun besøgte sin mor, men blev standset i Korsør af kongens udsending, Vibeke Kr

uses søn Ulrik Christian Gyldenløve, og hun måtte vende hjem med uforrettet sag.

Ved den danske krigserklæring i 1657 gjorde den svenske konge, Karl X Gustav, Ulfeldt til sin betroede rådg

iver. Der er ingen tvivl om, at Ulfeldtparret oplevede det sejrrige svenske felttog som en sød hævn over deres personlige fjender og utaknemmelige fædreland. En total udslettelse af Danmark-Norge v

ar dog ikke i deres interesse. Derimod var det Ulfeldts drøm at omskabe Skåne til en aristokratisk republik, og da han ikke lagde skjul på sine hensigter, fattede Karl Gustav dyb mistillid til ham.

Han deltog ikke i det fornyede angreb på Danmark, og da det gik galt, blev han anklaget for forræderisk kontakt til den danske konge. På grund af hans alvorlige sygdom blev det Leonora Christina,

der førte forsvaret i sagen, og det gjorde hun overlegent, intelligent og veltalende, om end ikke altid i nøje overensstemmelse med sandheden. Under processen var parret i husarrest i Malmø, hvorfr

a de undslap ved en koldblodig flugt, da Ulfeldt var nogenlunde restitueret.

Med forbløffende naivitet drog han til København for at søge nåde hos Frederik III, som imidlertid greb chancen

for endelig at få uskadeliggjort sin argeste modstander. Han og Leonora Christina førtes til Bornholm, hvor de halvandet år sad i hårdt fængsel på Hammershus. Drevet af desperation over vogteren

Adolph Fuchs' rå brutalitet og udspekulerede ondskabsfuldheder forsøgte de en martsnat 1661 en hasarderet flugt, kun fulgt af en enkelt tjener. Ene kvinde trak Leonora Christina tjeneren op fra afg

runden og mere bar end støttede sin svækkede mand ned ad de stejle klipper uden at kunne se en hånd for sig. På grund af hans svaghed mislykkedes forsøget, hvorefter forholdene skærpedes yderlig

ere, indtil parret i december gav afkald på stort set alle deres ejendomme i Danmark-Norge. Under ydmygende former måtte Ulfeldt aflægge troskabsed til Frederik III.

Baggrunden for den hård

e behandling var ikke kun hævntørst, men også den nyindførte enevældes frygt for oprørstendenser i adelskredse. Derfor ønskede man at isolere Ulfeldt, og han fik anvist ophold på Ellensborg (d

et nuværende Holckenhavn), som Leonora Christina havde fået i arv efter Kirsten Munk. Da regeringen anså ham for effektivt stækket, fik han tilladelse til sammen med sin familie at foretage en kur

rejse i 1662. Dårligt var de uden for landet, før han begyndte at intrigere mod Frederik III. Skæbnesvangert blev det, at han tilbød kurfyrsten af Brandenburg at rejse et oprør i Danmark, som sku

lle gøre kurfyrsten til dansk konge. Fra Brandenburg gik alle oplysninger videre til København, hvor højesteret den 24. juli 1663 dømte Ulfeldt til døden in absentia; familien opholdt sig imens i

Brügge.

Inden domfældelsen var Leonora Christina rejst til London for at indkræve en betydelig pengesum, som den engelske konge havde lånt af parret. Den danske regering udvirkede, at hun

blev arresteret og sendt til København, hvor hun ankom den 8. august 1663 og straks indsattes i fængslet på Københavns slot, Blåtårn, mistænkt for meddelagtighed i mandens forræderi. Under de

opslidende forhør fastholdt hun urokkeligt parrets uskyld; kun da hun fik Ulfeldts dødsdom forkyndt, brød hun sammen, men samlede sig straks. Skønt hun aldrig blev sigtet, endsige dømt, forblev h

un fængslet. Også andre personer fra den ulfeldtske kreds blev anholdt; den mest prominente, familiens huslæge og ven Otto Sperling (den Ældre), indsattes 1664 i Blåtårn, hvor han døde i 1681.

Efter domfældelsen af Ulfeldt eftersøgtes han over hele Europa. I København foretog man den 13. november 1663 en henrettelse in effigie, på en træfigur, som maltrakteredes offentligt. Går

den på Gråbrødretorv blev jævnet med jorden og en skamstøtte opsat på grunden. Først i 1842 var hadet mod Danmarkshistoriens usleste landsforræder kølnet så meget, at støtten blev fjernet;

i dag står den på Nationalmuseet. Ulfeldt selv døde under falsk identitet på en båd på Rhinen i februar 1664. Umiddelbart efter blev han begravet i Neuenburg, men af frygt for fjendernes hævn o

gså efter døden fjernede hans sønner liget. Hans grav er ukendt.

Efter Ulfeldts død kunne Leonora Christina politisk set ikke udgøre nogen trussel for den danske konge. I hans og især dro

nningens øjne var hun imidlertid ikke mindre skyldig end sin mand. Så længe Frederik III levede, var hendes vilkår i fængslet hårde, selvom der fra udlandet øvedes pres på det danske kongepar

for at få den celebre fange frigivet. Ved Christian V's tronbestigelse i 1670 intensiveredes disse bestræbelser, men forgæves. Dog bedredes hendes forhold væsentligt under den nye konge. Først da

hendes uforsonligste fjende, enkedronning Sophie Amalie, var død i 1685, blev hun løsladt.

Da Leonora Christina den 19. maj 1685 forlod Blåtårn, havde hun ikke været udenfor i fri luft i

21 år, 9 måneder og 11 dage. Hvad friheden nærmere indebar, vidste hun ikke, da hun den majaften kom ud på slotspladsen, men hun havde forestillet sig en større triumf end den, regeringen undte h

ende. Hun fik ikke foretræde for hverken Christian V eller dronningen, og efter ganske kort tid i København drog hun til Husum, dengang en lille flække uden for hovedstaden, indtil man i september

fik gjort en fløj af det gamle birgittinerkloster i Maribo klar til hende. Takket være en kongelig understøttelse kunne hun føre en nogenlunde standsmæssig tilværelse i den stille provinsby. Hun

var beskæftiget med litterære sysler og håndarbejde, foruden utrættelige forsøg på at generhverve slægtens tabte rigdomme til fordel for de tre overlevende børn. Hendes ældste datter, Anne C

athrine, boede på Maribo kloster fra 1688, og af den yngste, Leonora Sophie, som var gift i Skåne, modtog hun jævnligt besøg. Sønnen Leo, der var ved at skabe sig en strålende karriere i Østrig

, hvor hans efterkommere forblev, fik allernådigst lov at besøge hende to gange. Første gang, i 1691, var han 40 år. Hans mor havde ikke set ham, siden han var 12. Med egnens honoratiores havde hu

n ikke alverden at gøre, men når stiftets gejstlige mødtes til landemode, modtog hun stiftamtmanden og biskoppen, Thomas Kingo, hvis værker hun værdsatte. Hun døde den 16. marts 1698 og er begra

vet i Maribo domkirke.

1621 Født 8/7 1621 på Frederiksborg, datter af Christian IV og Kirsten Munk

1636 Gift 9/10 1636 med Corfitz Ulfeldt

1663-85 Fange i Blåtårn p

å Københavns slot

1698

Louis blev med dronning Victoria af Storbritanniens deltagelse gift den 30. april 1884 med hendes barnebarn Viktoria af Hessen.

I 1891 blev Louis udnævnt til kaptajn i flåden og i 1904 opgraderet til admiral. I 1912 blev han yderligere opgraderet til First Sea Lord, der er den højeste position i Royal Navy. Han trådte dog tilbage allerede i 1914 kort efter 1. verdenskrigs udbrud.

Mens krigen stod på, blev det efterhånden mere og mere belastende for kongefamilien at bære slægtsnavnet Sachsen-Coburg-Gotha, da denne var af tysk afstamning. Befolkningen var stærkt anti-tysk, og kong George 5. valgte derfor at ændre det til Windsor i 1917. Det smittede også af på Louis, der valgte at anglisere sit tyske navn til Mountbatten og fjernede prinsetitlen. Tre dage efter blev han dog af kongen udnævnt som Markis af Milford Haven. 

King of France and of Navarre from 1774 until 1791, and then as King of the French from 1791 to 1792. Suspended and arrested during the Insurrection of 1

0 August 1792, he was tried by the National Convention, found guilty of treason, and executed by guillotine on 21 January 1793. He was the only king of France to be executed.

Although L

ouis XVI was beloved at first, his indecisiveness and conservatism led some elements of the people of France to eventually view him as a symbol of the perceived tyranny of the Ancien Régime and gave

him the nickname Oncle Louis ("Uncle Louis"). After the abolition of the monarchy in 1792, the new republican government gave him the surname Capet, a nickname in reference to Hugh Capet, the founder

of the Capetian dynasty – which the revolutionaries interpreted as a family name.

Ludvig 16. af Frankrig (Louis August) (23. august 1754 - 21. januar 1793) var konge af Frankrig og Navarra fra 10. maj 1774 til 1793. Han var

sønnesøn af Ludvig 15. (hans far døde i 1765). 16. maj 1770 blev han gift med Marie-Antoinette, datter af kejserinde Maria Theresia af Østrig og kejser Frans 1. Stefan (Tysk-romerske rige).

Han savnede erfaring og autoritet, og hans regering prægedes af mislykkede reformforsøg og voksende økonomisk krise, ligesom hans hustru Marie Antoinette blev yderst upopulær ved sin Ã

¸dselhed.

Både Ludvig 16. og Marie Antoinette blev offentligt henrettet i guillotinen.