Rapport: Personer: Notater

Dagmar blev opkaldt efter sin fars moster Marie Sophie Frederikke af Hessen-Kassel (1767–1852), dronning af Danmark.

Hun blev født ind i et relativt meget fattigt, fyrsteligt sidehus, Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg, en kadetlinie til det danske kongehus. I 1853 blev hendes far arving til den danske trone på grund af hendes mors ret til selvsamme.

På grund af hans børns alliancer med andre kongelige huse blev han kendt som "Europas svigerfar". Når Europas svigerfar samlede sine børn, svigerbørn og børnebørn foregik det i Fredensborg. Dagmar og Alexander kom også adskillige somre og holdt så meget af tiden i Fredensborg at de købte deres eget hus, lige op til slotsparken. Huset er i dag kendt som Kejserens Villa.

Dagmar var lillesøster til Alexandra, Edward VIIs dronning og mor til George V af Storbritannien, hvilket forklarer den store lighed mellem Nikolaj II og George V.

Dagmar voksede op i "Det Gule Palæ" tæt på Amalienborg, og efter at faderen blev dansk tronarving havde familien også adgang til Bernstorff Slot. Familien var tæt knyttet, og forældrene lagde vægt på at give børnene en simpel borgerlig opdragelse, der lagde stor vægt på de kongeliges pligter. Senere blev alle børnene kendt for deres evner til at omgås mennesker, deres pligtopfyldelse og evne til at representære.

Således voksede Dagmar op i et simpelt, men lykkeligt miljø, med familien som centrum, hvilket ikke altid var tilfældet for andre kongelige og fyrstelige familier.

Dagmar var tættest på sin ældste søster, Alexandra, og de to havde et tæt bånd til hinanden gennem hele livet.

Familiens sociale anseelse steg betydeligt efter at Christian blev tronarving, og i 1863 blev Alexandra gift med den fremtidige Edvard 7. af Storbritannien og broderen, Vilhelm blev gjort til græsk konge.

I 1864 blev Dagmar folovet med den russiske tronarving, storfyrst Nikolai Alexandrovich.

Den tiltagende støtte til den slavofile ideologi i Rusland fik hans far, Alexander 2. af Rusland til at lede efter en brud til Nikolai, i andre lande end de små tyske fyrstendømmer, hvori man normalt fandt en brud til den kommende kejser.

I 1864 tog Nikolai til Danmark, hvor han blev forlovet med Dagmar. Nikolai led af et svagt helbred og allerede den 24. april, 1865 døde han af tuberkulose i Nice i Frankrig. Hans sidste ønske var efter sigende, at Dagmar skulle gifte sig med hans yngre bror, den senere Alexander III.

Dagmar havde på daværende tidspunkt allerede begyndt sin undervisning i russisk, og sin overgang til den ortodokse kirke.

Efter sørgeåret var omme og efter en omfattende korrespondance mellem de to familier for at genoptage forbindelsen, ankom Alexander til Danmark i 1866, og kort efter fulgte forlovelsen.

Dagmar forlod København 22. september, 1866. H.C. Andersen var blandt dem, som flokkedes ved kajen for at tage afsked med hende.

Dagmar blev varmt modtaget i Kronstadt af Alexander 2. af Rusland og hele hans familie, og fik som gave en af kejserfamiliens boliger i Peterhof.

Dagmar og Alexander blev gift i Vinterpaladset i St. Petersborg d. 9. november 1866.

Ved indtrædelsen i den ortodokse kirke og ægteskabets indgåelse tildeltes hun navnet Maria Feodorovna (Rus.: ????? ?????????), men blev internt i familien kaldt "Minnie". Blandt hendes børn var Ruslands sidste monark, Nikolaj II, som hun overlevede med 10 år.

Dagmar var køn og et populært medlem af kejserfamilien. Hun blandede sig sjældent i politik, og helligede i stedet sin tid til familien, velgørenhed og sine sociale gøremål. Blandt hendes områder var russisk Røde Kors, og flere uddannelsesinstitutioner, heraf det kendte Smolnyjinstituttet for adels kvinder. Det eneste punkt hvor hun blandede sig politisk var ved hendes krigeriske indstilling overfor Tyskland på grund af dets anneksion af Hertugdømmerne i 1864, og hendes forsøg på at begunstige Danmarks stilling i Rusland, hvilket dog var begrænset i hendes tid som kronprinsesse.

Dagmar og Alexander fik tronfølgerens sædvanlige residens, det enorme Anichkov palads ved Skt. Petersborgs hovedstrøg, Nevski Prospekt.

De første år brugte Dagmar til at sætte sig ind i sit nye land, og parret tog blandt andet på en større rejse rundt i imperiet. Parret besøgte også jævnligt Danmark i perioden.

Den relativ rolige periode for Dagmar fik en brat ende i 1881 da hendes svigerfader blev myrdet ved et bombeattentat. Som det nye kejserpar blev sikkerheden omkring dem ekstra skærpet og de måtte forlade Anichkov paladset. I stedet flyttede de ud fra byen og bosatte sig på Gatchina paladset, der ydede større beskyttelse. Alexander og Dagmar fik en traditionel overdådig kroning i Kreml i Moskva, under skrappe sikkerhedsforanstaltninger, da der inden kroningen blev opdaget et komplot.

Parret blev skarpt bevogtet, men Dagmar tog ofte ind til St. Petersborg for at deltage og afholde baller, receptioner og andet der var en del af hendes rolle, og som hun havde nydt som storfyrstinde. Politisk var hendes mand yderst konservativ, hvilket Dagmar støttede ham i, og ellers forsøgte hun at opnå gunstige aftaler for Danmark og modarbejde Tyskland. Endvidere forsøgte hun at få Rusland nærmet England, der traditionelt ikke var allierede.

Som kejserpar kom Alexander og Dagmar ofte til Danmark hvilket altid var en stor begienhed, og parret nød at være i landet, da de kunne gå mere eller mindre rundt som det passede dem, og under langt mindre skrappe sikkerhedsforanstaltninger end de var vant til i Rusland.

Alexander døde den 2. november 1894 i Livadia på Krim. Han havde gennem længere tid været syg, og var kun 48 år da han døde.

Dagmar blev enkekejserinde i en forholdsvis ung alder, og dedikerede sin tid på sine sociale gøremål og sine børn.

I de første år støttede hun sin søn kejser Nikolai II, og han søgte ofte råd hos hans mor. Den første tid efter tronbestigelsen og hans ægteskab med Alexandra Feodorovna boede han hos hende på Anichkov paladset, hvor Dagmar atter boede når hun var i byen. Ifølge russisk skik var hun stadig landets førstedame, en position der skabte en del spændinget mellem hende og kejserinde Alexandra. De to damer kom aldrig ind på hinanden og deres forhold var genstand for en del sladder. Kejserinde Dagmar var mere populær end svigerdatteren, og nødt fortsat sin rolle som førstedame.

Dagmars politiske ståsted skiftede efterhånden som utilfredshed og revolutionære begivenheder steg i Rusland, og hun mente at noget af den enevældige politiske magt skulle overdrages til en regering, og at Rusland skulle orienterer sig mere mod vesten.

Nikolaj II fastholdt sin enevældige magt og med tiden forsvandt Dagmars rolle som poitisk rådgiver for sin søn, der støttede sig op af hans hustru.

Da den russiske revolution startede under 1. verdenskrig i 1917 befandt Dagmar sig i Kiev. Efter Kejser Nikolai abdicerede så hun ham en sidste gang, og efter noget overvejelse tog hun til Krim hvor kejserfamiliens medlemmer havde flere sommerboliger. Her belv hun vidne til Oktoberrevolutionen samme år, og senere kom nyheden om mordet på hendes søn og hans familie, hvilket hun dog ikke troede på.

Perioden på Krim var en usikker tid, præget af husundfersøgelser, mad-mangel, og den reelle trussel om at hun sammen med de andre slægninge der havde fundet vej til krim, ville blive myrdet af bolsjevikkerne.

Skønt monarkiet blev afskaffet ved revolutionen (1917), ville Dagmar i første omgang ikke forlade Rusland. Hun flygtede først i 1919 til London da George V af Storbritannien sendte krigsskibet HMS Marlborough for at hente sin moster, og da hun ikke lægere kunne forblive på Krim. Efter et kort ophold i London vendte hun hjem til sit fødeland Danmark og valgte sit tidligere feriested Hvidøre som sit nye hjem. Selv om Alexandra aldrig behandlede sin søster dårligt, og de tit holdt ferie i en fælles sommerbolig i Storbritannien, følte Dagmar sig altid som nummer to.

Dagmar tilbragte sine sidste leveår på Hvidøre Slot ved Klampenborg.

Dagmars senere år blev overskygget af mange dødsfald blandt hendes nærmeste familiemedlemer, også selvom hun nægtede at tro på massakren på sin søn, svigerdatter og børnebørn. Hun ville aldrig tillade afholdelse af mindegudstjenester i sit hjem.

Ved sin død i 1928 blev kejserinden stedt til hvile i en sarkofag i krypten under Christian IXs kapel i Roskilde Domkirke Efter en mindehøjtidlighed i København i den russisk-ortodokse Alexander Nevsky Kirke, hvis opførelse hun selv havde tilskyndet, blev hun overført til Roskilde Domkirke.

Efter flere års overvejelser og forhandlinger, enedes den danske og den russiske regering i 2005 om at genbegrave kejserinde Dagmar i Sankt Petersborg. Begivenheden indledtes med en ceremoni i Roskilde Domkirke den 23. september 2006. Kisten kørtes til Christiansborg i København i den samme rustvogn, som blev brugt ved Dronning Ingrids begravelse i 2000. Fra Christiansborg blev båren på hestetrukken rustvogn kørt gennem København via Amalienborg til Langeliniekajen, hvor den blev overført til orlogsskibet Esbern Snare under Det danske kongehus' deltagelse. Da kisten var om bord, gav Batteriet Sixtus på Nyholm salut på (3x21 skud) og Esbern Snare afsejlede mod Sankt Petersborg.

Ved passagen af finske Jussarö i Ekenäs skærgård kl. 12 den 25. september 2006 hædredes kejserinden i internationalt farvand med en salut fra det finske minefartøj Pohjanmaa.

Efter tre dages transport fra Roskilde ankom Dagmar tirsdag den 26. september til Sankt Petersborg – på 140 årsdagen for hendes første ankomst til Rusland som prinsesse Dagmar. Kisten blev bragt i land og placeret i Alexander Nevski-kapellet i parken til Peterhof. Den 28. september blev kejserinden efter en ceremoni i Isaac Katedralen gravlagt ved siden af sin mand zar Alexander 3. i Peter og Paul Katedralen i Sankt Petersborg, 78 år efter sin død og 87 år efter hun forlod Rusland.

Han giftede sig med Anne af Bourbon-Parma i 1948. De har fem døtre.

Blandt Pavlos forfædre kan nævnes på fædrene side, at den danske Christian 9. var hans oldefar, og derudover var han tipoldebarn af zar Nikolaj 1. af Rusland samt barnebarn af kejser Frederik 3. af Preussen.

I perioden 1917-20 levede Paul i eksil med sin far, Konstantin 1. Det gentog sig i perioden 1923-35 og igen 1941-46, denne gang med sin bror, Georg 2., der nu var blevet konge. Under det meste af anden verdenskrig, hvor Grækenland var besat af Nazityskland, indgik Paul i den græske eksilregering, der opererede fra henholdsvis London og Cairo. Fra Cairo medvirkede han i radioudsendelser til det græske folk.

I 1946 vendte han med sin bror tilbage til Grækenland under den græske borgerkrig, og da Georg pludseligt døde året efter, blev det Pavlos, der efterfulgte ham som landets konge. Efter borgerkrigens ophør i 1949 var Paul med sine kontakter til andre lande medvirkende til at genetablere Grækenlands diplomatiske og handelsmæssige kontakter, hvorved landets økonomi blev forbedret. Blandt Pauls indsatser var et statsbesøg i Tyrkiet (første officielle visit fra en græsk konge). I 1959 overdrog prins Max af Bayern Otto af Grækenlands kronregalier til Paul. Regalierne havde været væk fra landet i næsten et århundrede.

Imidlertid modtog Pavlos også kritik for sine hyppige rejser og omkostningerne ved driften af kongehuset, og en republikansk bevægelse blev stærkere i landet. I et forsøg på at komme kritikken i møde indvilligede Paul i at spare på sine udgifter, og han overgav et privat gods til staten.

I februar 1964 blev han opereret for mavecancer, og han døde cirka en uge senere.

Han var aktiv i ekspeditioner til Asien og deltog i årene 1947-1952 i Den 3. Danske Centralasiatiske Ekspedition. Han ledede den efterfølgende mindeekspedition i 1953-55. I 1963 udgav han bogen A Study of Polyandry om polygami (flerkoneri). Han var antropolog med speciale i tibetanske sæder og skikke og skrev flere artikler om emnet, som blev udgivet i akademiske tidsskrifter.

Prins Peter og hans gemalinde, Irene Ovtchinnikova (Irina) (1900–1990), boede i en årrække på Lille Bernstorff i Gentofte. Hans gravsted er i parken.

Gennem hele livet havde han et problematisk forhold til Det Græske Kongehus, som han var en del af. Hans ægteskab med Irene tilspidsede situationen yderligere. Derfor blev han ikke begravet sammen med kongefamilien fra Grækenland. I stedet blev han begravet i Danmark ved hans bopæl i Gentofte. Han døde i 1980 i London af en hjerneblødning. Fra fødslen til grundlovsændringen i 1953 havde prins Peter arveret til den danske trone. Han og prinsesse Irene fik ingen efterkommere. 

Efter at havde studeret i Cambridge Universitet gik han ind i det britiske Royal Air Force. I 1944 blev han gift med prinsesse Alexandra af Grækenland, eneste barn af Alexander af Grækenland.

Efter 2. verdenskrig blev monarkiet afsat og Peter vendte aldrig tilbage til Jugoslavien.

Han døde i eksil i Denver, USA. Han er den eneste europæiske konge begravet i USA

Hun blev født som Hendes Højhed Prinsesse Sibylla af Sachsen-Coburg-Gotha, hertuginde af Sachsen, prinsesse af Storbritannien og Irland. Hun var datter af hertug Leopold Karl Edvard George Albert af Sachsen-Coburg-Gotha og prinsesse Victoria Adelheid Helene Luise Marie Friedericke af Schleswig-Holstein-Sonderburg-Glücksburg.

Den 16. juni 1932 blev hun forlovet med Sveriges Gustav Adolf. De giftede sig borgerligt i Veste i Coburg den 19. oktober 1932, og kirkeligt den 20. oktober i Sankt Moritz Kirke i Coburg.

Den 26. januar 1947 omkom arveprins Gustaf Adolf i en flyulykke, og prinsesse Sibylla blev enke. Hun blev aldrig dronning, og nåede heller aldrig at se at sønnen blev konge. Hun døde i 1972, 64 år gammel. 

I slutningen

af 1630'erne blev Sophie, trolovet med Prins Frederik, senere Frederik 3. Selve brylluppet fandt først sted i 1643, på dagen Sophie fyldte 15 år. Da den gamle konge, Christian 4., døde, opstod de

r en magtkrig mellem Rigshofmester Corfitz Ulfeldt og hans kone, kongedatteren Leonora Christina og Frederik 3. og Sophie Amalie. Frederik og Sophie gik af med sejren i denne magtkamp, og de blev kron

et i 1648.

I ægteskabet blev født 8 børn: Christian, tronfølger og senere Christian 5., Anne Sophie, senere gift med kurfyrst Johan Georg 3. af Sachsen, Frederikke Amalie senere gift med her

tug Christian Albrecht af Gottorp, Vilhelmine Ernestine, senere gift med kurfyrst Karl af Pfalz, Frederik (1651-52), Jørgen, som under navnet George blev gift med prinsesse og senere dronning Anne af

England, Ulrikke Eleonora som blev gift med Karl 11. af Sverige, endvidere til Dorthea Juliane (1657-58).

I 1650'erne fik Dronning Sophie Amalie indført tyske fester i det danske Rige og hun b

lev særdeles kendt for at have kastet glans over den danske kongemagt. Hun havde i tidens løb ladet sig male adskillige gange af bl.a. Abraham Wuchters, Wolfgang Heimbach og Karel van Mander. Med Fr

ederik fik hun bl.a. arving til Danmark, Christian 5., som hun forgudede mere end noget andet af sine børn. Under svenskekrigene 1658-1660 spillede Sophie Amalie en stor rolle i Danmarks Rigsråd. Hu

n var med til at få folkets støtte til Enevælden i 1660, men beskyldes samtidigt for at have opbrugt Danmarks økonomiske reserver under krigen med svenskerne.

Imellem 1669-1673 byggede hun S

ophie Amalienborg (som brændte i 1689 og derved gav plads for det nuværende Amalienborg). Her opholdt hun sig ofte efter at hun i 1670 var blevet enke. Det der især kendetegnede Sophie Amalie var h

endes lyst for jagt som hun oftest udlevede i Jungshoved skov sammen med sine to beundrere og kavalerer Kai Lykke, Greve af Gisselfeld og Brodsø, samt Johan Christoffer Kørbitz, Amtmand af Roskilde

og Ridder af Elefanten. Den gamle Dronning døde på Sophie Amalienborg i 1685, ensom og forladt af sine beundrere.

konge, idet hans storebror på det tidspunkt også var død (af druk). Sofie Amalie blev Dronning og var ifølge nogle kilder magtsyg og ikke sjov at komme i vejen for - i tiden inden Frederik blev ko

nge var der en magtkamp om tronen i kongefamilien mellem Frederik III's søster og mand på den ene side og Sofie Amalie og Frederik III på den anden. Sofie Amalie og Frederik III vandt, og taberen,

Christian IV's yndlingsdatter og Frederik III's søster, Leonora Christina, blev siden sat i fængsel i næsten 22 år uden dom af den hadske Sofie Amalie. Til Sofie Amalies fordel skal siges, at Leon

ora Christinas mand, Corfitz Ulfeldt, havde stået på svenskernes side i krigen, mens svenskerne lidt paradoksalt også anklagede ham for forræderi. Frederik III var kongen som tabte Skåne, Bornhol

m, Halland, Belkinge, samt Bohuslän og Trondheim Len i Norge i svenskekrigene. Sofie Amalie og Frederik III fik også ganske paradoksalt på baggrund af krigene en stor popularitet og gennemførte, h

vad nogle vil kalde et statskup, hvor kongehusets magt blev udvidet ved at indførsel af kongens enevælde.

Dronning Sofie Amalie elskede jagt og hun var centrum for et overdådigt hofl

iv med eksklusive luksusgenstande og store fester, som kastede glans over kongemagten, selv om riget økonomisk var på fallittens rand. Hendes mand var hende ikke helt tro og fik en søn med elskerin

den, adelsfrøkenen Margrethe Pape. Dronning Sophie Amalie blev mor til 8 børn og var nok heller ikke selv helt fin i kanten og udlevede ofte sin lyst for jagt sammen med bl.a. sine to beundrere og k

avalerer Kai Lykke, Greve af Gisselfeld og Brodsø, samt Johan Christoffer Kørbitz, Amtmand af Roskilde. I 1661 byggede den magtfulde Dronning Sophie Amalie derfor meget belejligt for hendes jagt- og

fest-interesse Dronninggård på bredden af Furesøen og dertil et jagthus, forløberen til Kaningården. Her var der plads til jagt og andre fornøjelser, samtidig med at Dronninggård fungerede som

et mønster landbrug.

Konge af Danmark 985-992 & 993-1014

Konge af England 1013-1014

Christian IX kaldte hende senere for sin gode datter, og hun var populær og afholdt på grund af sin blide og milde natur både af danskerne og af hele hendes familie. Den aldrende enkedronning Caroline Amalie dukkede overraskende op til hendes bryllup.

Hendes status som den yngste kongedatter, og det faktum, at hun var den sidste prinsesse der forlod Danmark, medvirkede til hendes popularitet.

Hun var den i familien, der havde det bedste forhold til svigerinden Lovisa af Sverige, som ikke var særlig populær.

Hun var den mindst ambitiøse og udfarende af søstrene. Som barn og ung så hun sine ældre søskende opnå høje stillinger i udlandet, og Thyra besøgte dem tit i deres nye hjem.

Thyra fik en del ægteskabstilbud blandt andet fra den meget ældre kong Vilhelm 3. af Holland, som dog blev anset for værende alt for gammel. Ligeledes var der en overgang tale om et ægteskab mellem hende og Dronning Victorias søn, prins Arthur, hvilket dronning Louise dog var imod.

Ifølge historien forelskede prinsesse Thyra sig omkring 1871 i en ung officer ved hoffet, Vilhelm Marcher, hvilket resulterede i en graviditet. Dette var ensbetydende med en stor skandale i datiden. Marcher hængte sig selv 2. januar 1872, og grunden skulle være Thyras graviditet.

Det blev i familien besluttet, at hun skulle føde barnet i al hemmelighed hos sin broder kong Georg 1. i Athen under en længere udlandsrejse. Under opholdet i Athen blev det bekendtgjort, at Thyra var blevet ramt af gulsot og behøvede længere tids hvile. Her fødte hun en datter ved juletid 1871, som efterfølgende blev bortadopteret til et dansk ægtepar.

Historien er dog aldrig blevet dokumenteret.

I 1878 blev hun i København i Christiansborg Slotskirke gift med Ernst August Hertug af Cumberland, den tidligere kronprins af Hannover. Prinsesse Thyra havde i en årrække kendt Ernst August, der var dronning Louises kandidat til brudgom.

Brylluppet blev brugt som undskyldning af Preussen til at ophævelse Pragfredens berømte paragraf 5, og derved svandt håbet om at vinde noget af Slesvig tilbage til Danmark. Preussen var irriteret over ægteskabet, fordi Ernst August var meget anti-preussisk efter Preussens anneksion af Hannover efter den Preussisk-østrigske krig i 1866. Ægteskabet gav anledning til diplomatiske forviklinger med Tyskland og parret forlod hurtigt Danmark efter brylluppet.

Efter brylluppet tog parret ophold i Gmunden i Østrig, hvor Thyra boede resten af sit liv på det store Schloss Cumberland, Hannoveranernes familiesæde i eksilet. Familien havde desuden et palæ i Wien.

Ægteskabet blev forholdsvis lykkeligt til trods for Ernst Augusts vanskelige natur. I de senere år blev Thyra mere sørgmodig og havde hang til melankoli. Tilværelsen i Gmunden kunne godt blive for monotont, og Thyra fik i 1887 under sin sidste graviditet et regulært nervesammenbrud, der krævede længere tids behandling.

Thyra deltog liggesom sine søskende i de kendte Fredensborg-dage, men ligeså ofte måtte hun blive hjemme, da hendes mand ikke brød sig om at rejse og ikke kunne undvære hende. I de senere år fik hun ofte besøg i Gmunden af Christian 9. og af sin yngste bror, prins Valdemar.

Ligeledes var kejser Franz Joseph 1. af Østrig-Ungarn en hyppig gæst, ligesom Thyra og hendes mand ofte blev inviteret til kejserens selskaber i og uden for Wien. Kejseren var en gammel forbundsfælle af Hannover, og det venskabelige forhold bestod.

Thyra, nr 2 fra højre, sammen med sine søskendeUnder 1. Verdenskrig var hun modsat sine søskende at finde på tysk side, hvilket dog aldrig blev regnet hende til last i forholdet til dem. Efter krigen og Ernst August død besøgte hun atter Danmark.

Hertuginde Thyra døde i Gmunden i 1933.