Rapport: Personer: Notater

I slutningen

af 1630'erne blev Sophie, trolovet med Prins Frederik, senere Frederik 3. Selve brylluppet fandt først sted i 1643, på dagen Sophie fyldte 15 år. Da den gamle konge, Christian 4., døde, opstod de

r en magtkrig mellem Rigshofmester Corfitz Ulfeldt og hans kone, kongedatteren Leonora Christina og Frederik 3. og Sophie Amalie. Frederik og Sophie gik af med sejren i denne magtkamp, og de blev kron

et i 1648.

I ægteskabet blev født 8 børn: Christian, tronfølger og senere Christian 5., Anne Sophie, senere gift med kurfyrst Johan Georg 3. af Sachsen, Frederikke Amalie senere gift med her

tug Christian Albrecht af Gottorp, Vilhelmine Ernestine, senere gift med kurfyrst Karl af Pfalz, Frederik (1651-52), Jørgen, som under navnet George blev gift med prinsesse og senere dronning Anne af

England, Ulrikke Eleonora som blev gift med Karl 11. af Sverige, endvidere til Dorthea Juliane (1657-58).

I 1650'erne fik Dronning Sophie Amalie indført tyske fester i det danske Rige og hun b

lev særdeles kendt for at have kastet glans over den danske kongemagt. Hun havde i tidens løb ladet sig male adskillige gange af bl.a. Abraham Wuchters, Wolfgang Heimbach og Karel van Mander. Med Fr

ederik fik hun bl.a. arving til Danmark, Christian 5., som hun forgudede mere end noget andet af sine børn. Under svenskekrigene 1658-1660 spillede Sophie Amalie en stor rolle i Danmarks Rigsråd. Hu

n var med til at få folkets støtte til Enevælden i 1660, men beskyldes samtidigt for at have opbrugt Danmarks økonomiske reserver under krigen med svenskerne.

Imellem 1669-1673 byggede hun S

ophie Amalienborg (som brændte i 1689 og derved gav plads for det nuværende Amalienborg). Her opholdt hun sig ofte efter at hun i 1670 var blevet enke. Det der især kendetegnede Sophie Amalie var h

endes lyst for jagt som hun oftest udlevede i Jungshoved skov sammen med sine to beundrere og kavalerer Kai Lykke, Greve af Gisselfeld og Brodsø, samt Johan Christoffer Kørbitz, Amtmand af Roskilde

og Ridder af Elefanten. Den gamle Dronning døde på Sophie Amalienborg i 1685, ensom og forladt af sine beundrere.

konge, idet hans storebror på det tidspunkt også var død (af druk). Sofie Amalie blev Dronning og var ifølge nogle kilder magtsyg og ikke sjov at komme i vejen for - i tiden inden Frederik blev ko

nge var der en magtkamp om tronen i kongefamilien mellem Frederik III's søster og mand på den ene side og Sofie Amalie og Frederik III på den anden. Sofie Amalie og Frederik III vandt, og taberen,

Christian IV's yndlingsdatter og Frederik III's søster, Leonora Christina, blev siden sat i fængsel i næsten 22 år uden dom af den hadske Sofie Amalie. Til Sofie Amalies fordel skal siges, at Leon

ora Christinas mand, Corfitz Ulfeldt, havde stået på svenskernes side i krigen, mens svenskerne lidt paradoksalt også anklagede ham for forræderi. Frederik III var kongen som tabte Skåne, Bornhol

m, Halland, Belkinge, samt Bohuslän og Trondheim Len i Norge i svenskekrigene. Sofie Amalie og Frederik III fik også ganske paradoksalt på baggrund af krigene en stor popularitet og gennemførte, h

vad nogle vil kalde et statskup, hvor kongehusets magt blev udvidet ved at indførsel af kongens enevælde.

Dronning Sofie Amalie elskede jagt og hun var centrum for et overdådigt hofl

iv med eksklusive luksusgenstande og store fester, som kastede glans over kongemagten, selv om riget økonomisk var på fallittens rand. Hendes mand var hende ikke helt tro og fik en søn med elskerin

den, adelsfrøkenen Margrethe Pape. Dronning Sophie Amalie blev mor til 8 børn og var nok heller ikke selv helt fin i kanten og udlevede ofte sin lyst for jagt sammen med bl.a. sine to beundrere og k

avalerer Kai Lykke, Greve af Gisselfeld og Brodsø, samt Johan Christoffer Kørbitz, Amtmand af Roskilde. I 1661 byggede den magtfulde Dronning Sophie Amalie derfor meget belejligt for hendes jagt- og

fest-interesse Dronninggård på bredden af Furesøen og dertil et jagthus, forløberen til Kaningården. Her var der plads til jagt og andre fornøjelser, samtidig med at Dronninggård fungerede som

et mønster landbrug.

Konge af Danmark 985-992 & 993-1014

Konge af England 1013-1014

Christian IX kaldte hende senere for sin gode datter, og hun var populær og afholdt på grund af sin blide og milde natur både af danskerne og af hele hendes familie. Den aldrende enkedronning Caroline Amalie dukkede overraskende op til hendes bryllup.

Hendes status som den yngste kongedatter, og det faktum, at hun var den sidste prinsesse der forlod Danmark, medvirkede til hendes popularitet.

Hun var den i familien, der havde det bedste forhold til svigerinden Lovisa af Sverige, som ikke var særlig populær.

Hun var den mindst ambitiøse og udfarende af søstrene. Som barn og ung så hun sine ældre søskende opnå høje stillinger i udlandet, og Thyra besøgte dem tit i deres nye hjem.

Thyra fik en del ægteskabstilbud blandt andet fra den meget ældre kong Vilhelm 3. af Holland, som dog blev anset for værende alt for gammel. Ligeledes var der en overgang tale om et ægteskab mellem hende og Dronning Victorias søn, prins Arthur, hvilket dronning Louise dog var imod.

Ifølge historien forelskede prinsesse Thyra sig omkring 1871 i en ung officer ved hoffet, Vilhelm Marcher, hvilket resulterede i en graviditet. Dette var ensbetydende med en stor skandale i datiden. Marcher hængte sig selv 2. januar 1872, og grunden skulle være Thyras graviditet.

Det blev i familien besluttet, at hun skulle føde barnet i al hemmelighed hos sin broder kong Georg 1. i Athen under en længere udlandsrejse. Under opholdet i Athen blev det bekendtgjort, at Thyra var blevet ramt af gulsot og behøvede længere tids hvile. Her fødte hun en datter ved juletid 1871, som efterfølgende blev bortadopteret til et dansk ægtepar.

Historien er dog aldrig blevet dokumenteret.

I 1878 blev hun i København i Christiansborg Slotskirke gift med Ernst August Hertug af Cumberland, den tidligere kronprins af Hannover. Prinsesse Thyra havde i en årrække kendt Ernst August, der var dronning Louises kandidat til brudgom.

Brylluppet blev brugt som undskyldning af Preussen til at ophævelse Pragfredens berømte paragraf 5, og derved svandt håbet om at vinde noget af Slesvig tilbage til Danmark. Preussen var irriteret over ægteskabet, fordi Ernst August var meget anti-preussisk efter Preussens anneksion af Hannover efter den Preussisk-østrigske krig i 1866. Ægteskabet gav anledning til diplomatiske forviklinger med Tyskland og parret forlod hurtigt Danmark efter brylluppet.

Efter brylluppet tog parret ophold i Gmunden i Østrig, hvor Thyra boede resten af sit liv på det store Schloss Cumberland, Hannoveranernes familiesæde i eksilet. Familien havde desuden et palæ i Wien.

Ægteskabet blev forholdsvis lykkeligt til trods for Ernst Augusts vanskelige natur. I de senere år blev Thyra mere sørgmodig og havde hang til melankoli. Tilværelsen i Gmunden kunne godt blive for monotont, og Thyra fik i 1887 under sin sidste graviditet et regulært nervesammenbrud, der krævede længere tids behandling.

Thyra deltog liggesom sine søskende i de kendte Fredensborg-dage, men ligeså ofte måtte hun blive hjemme, da hendes mand ikke brød sig om at rejse og ikke kunne undvære hende. I de senere år fik hun ofte besøg i Gmunden af Christian 9. og af sin yngste bror, prins Valdemar.

Ligeledes var kejser Franz Joseph 1. af Østrig-Ungarn en hyppig gæst, ligesom Thyra og hendes mand ofte blev inviteret til kejserens selskaber i og uden for Wien. Kejseren var en gammel forbundsfælle af Hannover, og det venskabelige forhold bestod.

Thyra, nr 2 fra højre, sammen med sine søskendeUnder 1. Verdenskrig var hun modsat sine søskende at finde på tysk side, hvilket dog aldrig blev regnet hende til last i forholdet til dem. Efter krigen og Ernst August død besøgte hun atter Danmark.

Hertuginde Thyra døde i Gmunden i 1933.

I forbindelse med Valdemars fødsel fik hele familien prædikat af kongelig højhed.

Prins Valdemar giftede sig i 1885 med Marie af Orléans, (1865-1909). Hun var efterkommer af borgerkongen Ludvig-Filip af Frankrig og tillige katolik. Parret fik tilladelse af paven til at indgå ægteskab.

Prins Valdemar var med hans søskende, nevøer og niecers stillinget, velplaceret, og hans navn blev nævnt når stormagterne skulle indsætte en konge i et nyetableret selvstændigt land. Prins Valdemar, der var søofficer, afslog i 1887 at blive konge af Bulgarien for ikke at risikere at komme i en vanskelig situation overfor broderen Georg 1. af Grækenland.

I 1905 blev prins Valdemar nævnt som kongsemne i Norge, men det blev i stedet nevøen prins Carl, der under navnet Haakon 7. blev konge af Norge.

Efter at Niels Ebbesen den 1. april 1340 myrdede grev Gert (Gerhard), "den kullede greve" blev der den 22. april 1340 i Spandau ved Berlin indgået et forlig med det indhold, at Valdemar skulle være

konge, og at landet nord for Limfjorden skulle tilfalde ham. Resten af Nørrejylland fik han mod at betale 35.000 mark sølv. Endvidere aftaltes, at de tyske grever successivt skulle opgive besiddels

erne Kalø, Horsens, Kolding og Ribe. Da Helvig, datter af hertug Erik II af Slesvig, i 1340 ægtede Valdemar, medbragte hun i medgift en fjerdedel af Nørrejylland.

Skt. Hansdag 1340 blev Valde

mar valgt til konge på landstinget i Viborg og stod nu overfor en utrolig stor opgave: at samle riget og betale kreditorerne deres tilgodehavender. Landet havde da været under holstensk herredømme

siden 1332. I 1341 udstedte Valdemar amnesti til alle, der måtte have forbrudt sig mod hans fader eller resten af familien. I 1346 solgte Valdemar Estland, der havde været dansk siden 1219, til Den

Tyske Orden for en pris af 10.000 mark sølv. Hans metoder var meget hårdhændede, og der var en del tilløb til oprør rundt omkring. Men i løbet af 4-5 år blev også Sjælland "indløst". De kato

lske bisper var meget glade for kongen, og han opslog sit hovedkvarter i Vordingborg, som han gjorde til Danmarks største fæstning og flådestation.

Viktoria av England, född 21 november 1840, död 5 augusti 1901, var en engelsk prinsessa som genom sitt gifte med den blivande Fredrik III av Tyskland blev tysk kejsarinna och drottning av Preussen. Hon var äldsta barn till drottning Viktoria I av Storbritannien och Albert av Sachsen-Coburg-Gotha.

Hon var rikt begåvad, tidigt utvecklad för sin ålder och intresserad av allehanda ting.

1858 gifte hon sig med Fredrik III av Tyskland, och kom mestadels att residera med familjen på Neues Palais i Potsdam. Hon kom att utöva ett starkt inflytande över sin make, men hennes försök till systemskifte misslyckades, då hennes svärfar, Vilhelm I av Preussen stod helt under inflytande av Bismarck. Hennes make besteg tronen i mars 1888, han var då redan döende i strupcancer och Viktoria var kejsarinna i endast tre månader fram till makens död den 15 juni 1888.

Hon stod i ett mycket ansträngt förhållande till sin son, Vilhelm II av Tyskland alltsedan den hårda uppfostran hon tvingat honom att genomgå och förhållandet mellan mor och son förvärrades ytterligare genom Vilhelms hänsynslösa och bryska uppträdande mot modern vid sin tronbestigning.

Viktoria antog titeln "Kaiserin Friedrich" och drog sig sedan tillbaka till slottet Friedrichshof i Hessen. Hon avled 1901 i cancer.

Hennes många öppenhjärtiga och indiskreta brev till sin mor utgavs 1929, efter att ha blivit utsmugglade från Tyskland av broderns, Edvard VII, privatsekreterare, lord Ponsonby, (på order av den döende kejsarinnan.)

Ernst August af Braunschweig, barnebarn af Christian 9. igennem dennes datter Thyra af Danmark, var ved hoffet i Berlin og faldt hurtigt for Viktoria Luise. Det var en god dynastisk forbindelse, da det dermed også kunne skrinligge striden mellem arvinger til Kongeriget Hannover og den tyske kejserfamilie efter at Hannover var blevet indlemmet i Preussen i 1866.

Parret blev gift den 24. maj 1913 i Berlin og det var en af de sidste store royale begivenheder før udbruddet af 1. verdenskrig året efter. Ved brylluppet deltog både brudens far, Wilhelm 2. af Tyskland, farens fætter Georg 5. af Storbritannien samt Nikolaj 2. af Rusland. Alle disse lå året efter i krig med hinanden. Brudens mor, Kejserinde Augusta Viktoria tog adskillelsen fra sit yngste barn og eneste datter hårdt og græd det meste aftenen. 

Hessen-Kassel zu Rumpenheim.

Brev til søsteren Antoinette, gift med Berthelsen

S . T .: Madamme A:. S: Bertelsen, Hellerup, pr Odense.

Aalborg d. 26de Februar 1848.

Min kjære lille Anthoinette!

Det er nu saa længe siden, vi have hørt fra hinanden, at det sagtens er paa Tide at bryde Tausheden, og skeer det tillige nu for at jeg kan have den Glæde at lykønske Dig til Din Fødselsdag. Min lille Ane, Din Mand siger Du er en lille sød Kone, og det er bestemt ogsaa ligesaa vist, som Du er min egen kjære og gode søster, som jeg alletider har og bestandigen vil holde meget af, for Dit Vel sender jeg Dig de bedste Ønsker fra mit Hjertes Inderste; Gid Du og Din eiegode Mand maa leve længe sammen til gjensidig Glæde og Lykke, og at Din smukke raske Anthon maa voxe op, og som Dreng være Dig til Glæde og som Mand tillige være Din Stolthed. ­

Din Berthelsen takker jeg meget for hans sidste venlige Brev, dog maa jeg bemærke, at det er saare sjælden at jeg seer Noget fra ham; fra Dig min gode Anthoinette, ja det er en Raritet - imidlertid er jeg ganske overtydet om, at det ikke vil vare længe førend Du lader høre fra Dig. At Berthelsen sidste Aar har haft en god Høst glæder mig meget, dog glæder det mig dobbelt at I føre et saa inderligt og kjærligt Liv.

Tak for Invitationen for min Grethe og mig til at besøge Eder; iaar ville vi sagtens ikke kunne faae den Fornøielse, da vi ikke have isinde endnu at gifte os; der har været tale om det skulde skee til Efteraaret, Koefoeds vil det gjerne, og vi naturligviis ogsaa, dog der ere saa mange Omstændigheder at betænke, og Tiderne saa dyre, at det sikkert er det Fornuftigste at opsætte det; desuden staaer Bataillonen stærk i Fare for at blive forlagt til Kjøbenhavn eller maaskee til Slesvig, og saa kan det ikke lade sig gjøre. Min lille Grethe gruer stærkt for de Forandringer som dette Aar vil føre med sig; alle Auspicier til en Krig er forhaanden, og det lille søde Væsen hænger saa fast ved mig, at hun ikke kan afsee mig, om det og kun skulde være for nogen Tid. Grethe taler meget om Eder Alle, hun længes saa inderligt efter at gjøre Eders Bekjendtskab, og overbeviist er jeg om, at I Alle ville glæde Eder meget ved at gjøre hendes Bekjendtskab, hun er sød og god og aldeles fordringsfrie, ligesom hun er saa føielig og eftergiven, at det var en Umuelighed for mig blot at faae et lille Skjænderie med hende. Et bedre valg havde jeg aldrig kunde gjort, og mere lykkelig kunde jeg ikke være end jeg er. Min Grethe er nu igjen rask, og haaber jeg ogsaa at det vil vedblive; ogsaa jeg er rask og feiler aldrig noget.

- Som Du vel kan tænke Dig opholder jeg mig hos Grethe, naar min Tid tillader det, ogsaa spiser jeg der til Middag; jeg boer iøvrigt godt, har i Forening med Major v.Federspiel leiet en god Leilighed til 200 Rd. Apropos Federspiel erindrer at have seet en ung smuk Kone i Slesvig, der var fra Fyen, og gift med Ravens, hils hende, hvorledes har hun det, og hvorledes gaaer det i Hjemmet, fortæl om Moder, hvorledes hun har det og kan komme ud af det, ligeledes Søskende etc. Tanterne vare saa artige at skrive mig til, men jeg har ikke været saa høflig at svare dem, bring min Hilsen og Undskyldning, jeg vilde tidligere have sendt dem nogle Kartofler, som de klagede over der var Mangel paa i Byen, men for at finde nogle rigtig gode, blev det for sildig med Skipperen. Kartofler er der nok af her, nu koste de 7 Rbd. Td. Hils nu Alle kjære Ane, Din Mand og min Ven, kjære Lovise, hvorledes har hun det, Sophie R. og Hr. R, Plesners etc. skriv mig til om Familien og om Carls Forhaabninger. Lev vel vær hilset af den Dig hengivne

                S e i e r

Kilde: http://www.kyhle.dk/Antoinette%20kyhle.htm