Rapport: Personer: Notater

         Beskrivelse: Personer with associated notes


Match 34401 til 34450 fra 46306  » Kommasepareret CSV fil

«Forrige «1 ... 685 686 687 688 689 690 691 692 693 ... 927» Næste»

# Person-ID Efternavn Fornavn Fødselsdato Dødsdato Nulevende note Træ
34401 I84831  Pontoppidan  Erik Ludvigsen  24 aug. 1698  20 dec. 1764  0 

Erik Pontoppidan

Erik Pontoppidan was born 24 August 1698 in Århus, a son of Ludvig Henriksen Pontoppidan (1648-1706). He was born into a family of many clergymen. His grand-father was Erik Pontoppidan (1616-1678) who was the author of Grammatica Danica (1668). Written in latin, this was the first general description of the Danish language and as such a ground-breaking piece of work. Following a few years as a local clergyman, the last in Hilleröd in 1734, he became Court chaplain in 1735. In 1747, he was made bishop in Bergen, Norway in addition to Prokansler at the University of Copenhagen where he since 1738 held a position as extraordinary Professor in Theology. Erik Pontoppidan is considered to be one of the most influential theological persons in the state pietism under Christian VI and his comprehensive authorship spans over geography, topography, history and folklore. Especially known is his work Den Danske Atlas (The Danish Atlas) which he started in 1763-1764. This work was continued by Hans de Hofman. As a description of the entire country, it is a forerunner for Trap Danmark. In his theological authorship, the work Sandhed til Gudfrygtighed (1737) is of special importance as an explanation of catechism. It was written on the order of Christian VI to be a standard for the newly implemented confirmation education. This book was used in Danish schools for over 50 years and in Norway for more than 100 years. It is probably the most printed book by a Danish author ever and has been translated to a number of languages. Other prominent books by Erik Pontoppidan includes Troens Speil (1740) and the novel Menoza (1742-1743). Erik Pontoppidan married Johanne Marie de Hofman in 1745, the daughter of Sören de Hofman. He had previously been married twice, first to Fransisca Toxverd (in 1723) , secondly to Line Danielsen (in 1731). Johanne Marie de Hofman gave birth to three children; Christian Frederik (1739), Carl (1748) and Erica (1750). Erica married Claus Bang (1740-1805). 
tree1 
34402 I93407  Pontoppidan  Erik Spend  11 nov. 1824  1 jan. 1863  0 


Der vises flg. felter:

Navn, Alder, Civilstand, Stilling i husstanden, Erhverv , Fødested

Hans G Bierrum, 76 , Enkemand, , Kiøbmand,

Hanne Møller, 23 , Ugift, , Huusjomfrue,

Louise Chan, 17 , Ugift, , Huusjomfrue,mandens søsterdatter,

Søren Lundager, 22 , Ugift, , Dennes handelsbetjent,

Selken Thustrup, 27 , Ugift, , Dennes handelsbetjent,

Odin Rosenvinge, 22 , Ugift, , Dennes handelsbetjent,

Spind Pontoppidan, 21 , Ugift, , Dennes handelsbetjent,

Hans Knudsen, 24 , Ugift, , Lærling,

Hans Rorenbom, 18 , Ugift, , Lærling,

Johannes Nielstrup, 15 , Ugift, , Lærling,

Carl Chan, 15 , Ugift, , Lærling,

Christian Rasmussen, 40 , Ugift, , Awlskarl,

Boe Christensen, 19 , Ugift, , Gaardskarl,

Marie Larsen, 19 , Ugift, , Tjenestepige,

Marie Heenbom, 31 , Ugift, , Tjenestepige,

Marie Hansen, 25 , Ugift, , Tjenestepige,

Andreas Schmidt, 17 , Ugift, , Lærling,

Christen Simonsen, 16 , Ugift, , Lærling,

 
tree1 
34403 I14220  Pontoppidan  Erik Spend  11 mar. 1905  11 jan. 1968  0  Otterup Kirke  tree1 
34404 I83511  Pontoppidan  Frederik Molkte  1 feb. 1816  5 jun. 1880  0 

Sogn: Århus Vor Frue Sogn Amt: Århus

Brudgom: Fredrik Pontoppidan Opholdssted: Århus

Brud: Edele Maria Hedevig Bech Opholdssted: Århus

Vielsesdato: 7. Juni 1849

 

Kirkebogens vielsesdata:

Brudgom: Ungkarl og Kjøbmand Fredrik Pontoppidan. Født 1. Febr. 1816 Brud: Jomfru Edele Maria Hedevig Bech. Født 26. Octbr. 1816 Forlovere: At der ifølge de Kgl. Anordninger ingen Hindring gives [...] bevidne: F. Bech, J. Lund. Trolovelsesdag: Vielsesdag: 7de Juni 1849 Arkiv: C 360 B-1 Folie: 243 Noter: 
tree1 
34405 I83511  Pontoppidan  Frederik Molkte  1 feb. 1816  5 jun. 1880  0 

By: Århus Købstad Amt: Århus

Borger: Frederik Pontoppidan

Alder: [30] Hovederhverv: Købmand

Oprindelsessted: [Bogø]

Borgerskabsdato: 20. April 1846

 

Borgerbogens data:

Borgerskabsdagen: April 20. Borgeroplysning: Pontoppidan, Frederik, [Borgerskab som] Kjøbmand Arkiv: LaV D2.305 Folie: [uden] Noter: [Død 1880 i Århus] 
tree1 
34406 I84942  Pontoppidan  Fredrik Carl Rosen  3 dec. 1849  1 maj 1931  0  KB 1847-75 opslag 15  tree1 
34407 I83509  Pontoppidan  Frode Camillus  18 aug. 1812  9 feb. 1871  0  Frode Camillus Pontoppidan, 22 , Ugift, , Studios.Pharmaciæ,  tree1 
34408 I83509  Pontoppidan  Frode Camillus  18 aug. 1812  9 feb. 1871  0  UDDRAG AF NYSTEDKRØNIKEN AFSNIT 18

"Hvem er det, der nu kommer ind ad Døren? En høj og noget korpulent Mand med et ejendommeligt, grimt, noget pluskævet Ansigt med stride Skægstubbe. Han er i det hele taget yderst slet soigneret; paa Hovedet en blød, oprindelig graa, meget fedtet Hat; en langskødet Frakke af ubestemmelig farve, fedtet og luslidt, smudsige, plettede, altfor korte Benkæder, nedenfor hvilke man ser tykke, graalige Uldsokker og brodere, til Slæber nedtraadte Morgensko (om Vinteren "franske" Træsko). Hans Linned er krøllet og smudsigt; i Haanden holder han en lang Pibe, der paa lang Afstand udsender en afskyelig Stank, begrundet i det, at dens Ejermand aldrig gør den ren, dels i, af han har for Skik at stoppe Tobak i den af enhver Slags overalt, hvor han kommer; han stopper endogsaa af den Tobak, som Købmanden har staaende paa Disken til behagelig Anvendelse for deres Kunder fra Landet, og som efter den almindelige Mening i Nysted som en Hovedbestanddel indeholdt Hestepærer. Ja saaledes er Manden, der nu træder ind , gaar hen til Opvartningspigen ved Skænken og rekvirerer en Bitter. Er det muligt, at det er en af Byens mest dannede Mænd - Apotheker Pontoppidan?

Der er saa uendelig meget at sige om denne Original, at jeg virkelig ikke ved, hvor jeg skal begynde, og hvor jeg skal slutte. Det skal jeg dog straks sige: saaledes som han foran er skildret, gaar han omkring om Dagen i sit Apothek, naar han smutter ind til Naboer og Genboer for at faa en Passiar, eller som vi saa ham paa Gæstgivergaarden, hvis han ikke netop staar i sin Gadedør, hvorfra han tiltaler de forbigaaende efter Godtbefindende.

Ude i margen til højre er tilføjet: Maa først aabnes 1940. Clausen.

Han var en af de første Nystedboere, jeg aflagde Visit; vil vilde ja faa meget at gøre med hinanden. Du milde Himmel! hvor blev jeg forbavset! Ganske vist var jeg endnu ung, men noget af Verden og dens løjerlige Befolkning havde jeg dog allerede gjort Bekendtskab med. Jeg havde saaledes haft rig lejlighed til at se, at Farmaceuter, særlig Apothekere, var et højst mærkværdigt Folkefærd. Jeg har ogsaa hørt en bekendt Forfatter, der var en fremragende Menneskekender, højtideligt erklærer, at der "ikke eksisterede nogen Apotheker, som var rigtig i Hovedet". Det var nu vel et temmelig dristigt Postulat, som jeg imidlertid senere har fundet delvis bekræftet. Men Apotheker Pontoppidan var det sjældneste Eksemplar af dette Folkefærd; han var aldeles enestaaende, og jeg er aldrig, nogensinde bleven saa forbavset, som da jeg mødtes med ham. Lad mig dog straks sige, at jeg kom til at holde meget af denne forunderlige Original, uagtet vi i Forretningsanliggender havde mangfoldige skarpe Sammenstød. Saaledes gik det for Resten ogsaa de fleste andre Nystedboere, for hvilke han var en Kilde til uendelig Morskab. Selv hans Død var ret original. Skulde man nemlig paa hans Dødsattest nøjagtig have præciseret Dødsaarsagen, maatte man have opgivet: "Sprængt Gaas med Rødkaal". Herom lidt nærmere siden.

Pontoppidan, der havde talrige Øgenavne, og som oven i Købet var saa uheldig at være døbt med Fornavnet Camillus, var (for at bruge et populært men her meget træffende Udtryk) "til Grin for alle", men han var yderst godmodig og tog det temmelig let, navnlig naar den paagældende forsonede ham ved at traktere ham med en halv Bajer, som han for øvrigt ikke generede sig for selv at rekvirere i et saadant Tilfælde.

"Pondus" (et af hans godt Købs Øgenavne) yndede overhovedet at spise og drikke, især fremmed Mad. Han havde for Skik at gaa ind i Husene ad Køkkendøren, og naar han traf Husmoderen i hendes Køkken, snøftede ham behageligt, erklærede, at den ret, der netop blev lavet, var hans specielle Livret, og endte gerne med at sige: "Ved de hvad, lille frue! De kunde lade mig faa en lille Portion at smage". I Begyndelsen bristede Husfruerne naturligvis i Latter over det sælsomme Forlangende og trakterede Camillus, der spiste sin Portion i Køkkenet, og ikke var til at bevæge til at gaa ind i Lejligheden. I længden blev imidlertid Fruerne kede af hans Besøg (skønt en stor Sjældenhed kunde der selv i Nysted træffes gnavne Husmødre) og mere end én Gang maatte Camillus, skønt Navnefætter til den berømte romerske Sejrherre over Gallerne, lide samme ilde Medfart, som den slemme Ane i Følge Kobbersmedmadammen Berstning i "Genboerne" lod hendes Mand blive til Del, nemlig at faa "Karrekluden om Halsen".

Den kurerede dog ingenlunde vor Apotheker. Han kunde ikke se noget spiseligt eller drikkeligt uden at bede om at faa noget med, og uden Gnist af Skam lod han sig traktere af hvem som helst. Hans Øjne kunde ligefrem gnistre i Hovedet paa ham, naar han saa eller endog blot hørte Tale om noget lækkert eller om en af sine Livretter. Naar man f.Eks. sagde: "Jeg maa nok skynde mig hjem for at faa noget af den forlorne Skildpadde", kunde han tage En i Armen, sende En det mest kælne Blik og udbryde: "Forloren Skildpadde!! Er De gal Menneske?. Aa lad mig gaa med! Mon ikke deres Kone giver mig en lille Portion med?" - Og man skulde i saa Fald have set ham hugge i sig; han svulmede synlig for Ens Øjne.

Man skulde troet, at han aldrig fik Mad hjemme; men det var saa langt fra at være Tilfældet. Selv sagde han rigtignok, at han væsentlig levede af Sildehoveder og Kartoffelskrællinger; men i Apotheket levede man baade solidt og rigeligt. Fru Apothekeren, født Seidelin, og søster til den daværende rige Klæde- og Manufakturgrosserer S. i København, holdt selv meget af god Mad og var en sjælden dygtig Kogerske. Hvad Frøken Inez S., der havde været en usædvanlig Skønhed, i sin Tid havde set hos den usædvanlige grimme Camillus, saa at hun tog ham til Mand, er ikke godt at sige. Den rare og elskværdige Inez' aandelige Evner vare ærlig talt noget diminutive og var ved en Metamor først blevne koncentrerede i den ene praktiske at være en Dygtig Husmoder, men selv hun var tilbøjelig til at trække paa Skuldrene over sin gemals Særheder. De levede fortræffeligt sammen og passede i grunden godt til hinanden, navnlig fordi Fruens flegmatiske og ikke dybt tænkende Karakter bar over med eller oversaa hans mindre heldige Egenskaber.

Nogle Aar, efter at jeg var kommen til Nysted, forøgedes Apothekerens Husstand med hans noget ældre, ugifte Søster, der snart blev bekendt i hele Byen under Benævnelsen "Tante Marie". Det var en meget forstandig, temmelig mandhaftig Dame, der altid sagde sin Mening lige ud. Hun kunde være meget skarp i sine Udtalelser og tog ingen Personsanseelse, men blev snart meget agtet af alle, skønt Agtelsen ganske vist var forbundet med frygt for hendes skarpe Tunge. I Ydre lignede hun paafaldende Broderen og var derfor alt andet end en Skønhed. Da der var rigelig Anledning, gik hendes hvasse Kritik ud over Apothekeren, navnlig kunde hun, der var i Besiddelse af den hos en gammel Jomfru ofte saa udprægede Sirlighed, udtale sig meget hensynsløst angaaende Broderens mangel paa Properthed og sjudskede Paaklædning. En Dag, da der var flere Fremmede til Stede i Apothekerhjemmet, udtalte hun sig pludselig omtrent saaledes: "De kan ikke tænke Dem, hvor forbavset jeg blev i Formiddags; der kommer en ganske fremmed ældre Herre ind i mit Værelse; jeg ser og ser, men kender ham i Begyndelsen slet ikke, førud han kom lidt nærmere. Saa opdager jeg da endelig, at det var Camillus, men han var ogsaa aldeles ukendelig; han havde nemlig vadsket sig, og faaet en ren Flip paa". - At Apothekeren ikke blev glad ved at høre Søsteren levere den Historie i Fremmed Nærværelse, er vel ikke nødvendigt at bemærke. Camillus var maaske ogsaa den af Nystedboerne, som var mest bange for "Tante Marie", og jeg har ofte set med hvilken Hurtighed han kunde vende om, naar han i sin sædvanlige Mundering vilde gaa ind i sin egen Dagligstue og opdagede, at Søsteren sad derinde.

Var Apotheker Pontoppidan skødesløs med sin Person og sin Paaklædning, var han det ikke mindre i Henseender til sit Apothek og sin Forretning overhovedet. Et saadant Sjuskeri og griseri som det, der herskede her, er aldeles utroligt, og der er komplet ubegribeligt, at det kunde gaa, og at han ikke for længe siden var bleven sat fra Bestillingen. Én Gang om Aaret var der ganske vist Apothek-Visitats, der lededes af den gamle Stiftsfysikus Købke, men herom kom der Melding lang Tid i Forvejen, og saa blev der skrubbet og skuret, renset ud, anskaffet nye Varer o.s.v., saa at det nogenlunde kunde gaa. Der var stadig Klager over Apotheket. Dr. Skouboe og jeg slog nu og da i Fælleskab nogle Tordenslag og truede med at indgive Klager over ham. Apothekeren lovede alt men holdt intet, og det vedblev at gaa i den gamle, elendige Skure. Der var desuden den Omstændighed, at man blev fuldstændig afvæbnet ved den skikkelige Camillus Godmodighed. Naar man saaledes tog ham under Behandling og skældte ham Huden fuld paa Grund af hans grove Forseelser, kunde han trippe omkring som en æggesyg Høne i forsikrende, at han altid købte af de allerbedste Varer, at hans Indtægter næppe vare til det tørre Brød, at alene hans Forrentning af Prioriteterne slugte alt, hvad han fik ind, at det ogsaa var en forfærdende god Sundhedstilstand, der herskede; at det nok skulde blive bedre, hvis Vorherre skulde være saa naadig at sende en rigtig god Tyfusepidemi o.s.v. - alt imens han gik om med en Karaffel og et Par Vinglas og spurgte, om han ikke maatte skænke et Glas Portvin, hans Universalmiddel under alle Kritiske Omstændigheder. Man kunde jo til sidst ikke holde Latteren tilbage; dertil var Situationen altfor komisk.

Det var nu for Resten slet ikke Spøg. Apothekeren var i sit Fag en fuldstændig Ignorant og har næppe nogensinde været anderledes. Sin farmaceutiske Eksamen havde han taget med den lavest mulige Karakter, hvormed man overhovedet kunde faa et Apothek betroet. I den Tid jeg har kendt ham, har han aldrig aabnet en farmaceutisk Bog eller læst noget somhelst vedrørende sit Fag. Han kendte, da jeg kom til Nysted, ikke et eneste af de Droger eller Medikamenter, der kunde betegnes som nogenlunde nye, og da Skouboe holdt sig til Formler og Stoffer, der brugtes i hans yngre Dage, forefandtes selv meget almindelige Sager slet ikke paa Nysted Apotek. Aldeles ugenert leverede Pontoppidan, naar der paa en Recept var opført et Stof, som ikke forefandtes, et andet, som var ved Haanden, og mangen en Gang tog han uden videre paa Slump, naar han ikke gad afveje det forlangte. Hvis man (jeg) saa tilfældig var til Stede og bebrejdede ham hans ufagmæssige Metode og forestillede ham de mange Farer ved samme, kunde han ganske kynisk svarer: "Saadan bruger nu jeg, og hvad tror De for Resten, det kan gøre de Bondetampe?".

Adskillige Gange har jeg selv, naar jeg vilde anvende et stærkere virkende Middel til en Patient, i Apotheket foretaget Vejningerne, lavet Piller o.s.v., fordi jeg lige frem ikke turde betro ham det. Det var en Ynk at se den gode Camillus, da den nye Apothekervægt (Gramvægten) blev indført. Han kunde ikke fatte det; han formlig græd, rasede og bandede over "disse nye Noder, som ikke var til Nytte for nogen Mors Sjæl". Jeg sad med ham i Timevis for at banke det ind i hans tykke Hoved, men jeg maatte tilsidst opgive det som fuldstændig haabløst. Det havde da for Resten den gode Følge, at han for Fremtiden blev tvungen til at holde ordentlige og dygtige Medhjælpere, som satte ham Stolen for Døren, fordrede, at han selv skulle holde sig borte fra Apotheket, og endelig fik sat igennem, at den hele skandaløse Institution blev delvis ombygget. Det var ogsaa paa høje Tid; Nysted Apothek havde over hele Lolland faaet et slet Renomme', at man kun søgte det i yderste Nødsfald, og selv Bønderne erklærede, at det ikke var til nogen Nytte, at der var dygtige Læger i Nysted, naar man skulde til en anden Købstad efter Medicinen. Af et Brev, jeg tilskrev min Fader i Oktb. 1866, ser jeg, at Situationen den Gang var ligefrem uhyggelig; baade Dr. Skouboe og jeg havde Indtrykket af, at Landbefolkningen ikke mere vilde søge Lægehjælp i Nysted.

Lad mig forsøge, om jeg kan tegne Konturerne af det gamle Apothek, som det var paa den Tid, jeg kom til Nysted.

Paa samme Sted, hvor Apotheket nu ligger, laa der den Gang en langstrakt Bindingsværks Bygning, som var blegrødt overkalket og med en graa Sokkel. Paa Bygningen var der adskillige Vinduer med smaa Ruder og med Rammer af brungul Farve. Paa Midten af Huset var der en Gadedør, hvortil man kom op ad tre liggende Stentrin, og i den søndre Ende var der en stor Plankeport, som førte ind til et stort Gaardsrum, brolagt med store og smaa toppede Sten, og hvor der fandtes en tjæret Port, hvoraf Apothekeren efter Sagnet oppumpede "destilleret Vand". Som paa alle Bygninger i Hovedgadens vestlige Side skraanede grunden stærkt ned imod Rørsøen, og der var derfor ofte to Etager i Husene mod Gaardsiden. Dette var ogsaa Tilfældet med Apothekerbygningen; navnlig var Hældningen stærk ved Baghuset, hvor man fra en saakaldt Havestue sted ned til den store Have ad en meget høj Trappe. En Sidelænge til højre i Gaarden havde ligeledes som Følge af grundens Skraaning to Etager i sin bageste Del og tog sig i sin forfaldne, med Vin bedækkede Tilstand meget malerisk ud. Døren paa Midten af Huset førte ind i en usædvanlig stor Forstue belagt med Fliser og forsynet med Knagerækker, en Dør til højre førte ind til Familiens Lejlighed, en i Bagvæggen til Køkken, Gaard o.s.v. Til venstre var der en Skillevæg af Træ, hvori en Dør og en Aabning, gennem hvilken Kunderne blev ekspederede. Man vil altsaa se, at Forstuen ikke alene fungerede som Entre' men tillige var Modtagelses- og Opholdsrum for Publikum, og det vil forstaas, at Gulvet her i daarligt og fugtigt Vejr befandt sig i en saa forfærdelig Tilstand, at det af Apothekeren om Vinteren benyttede Fodtøj (Træsko) var en Nødvendighed.

Bag Skillevæggen befandt altsaa Officinet sig tilligemed et lille Kammer til den farmaceutiske Medhjælper. Jeg kan ikke mere nøjagtig huske, hvorledes Indretningen var inden Ombygningen, og jeg tør derfor ikke forsøge nogen nærmere Beskrivelse; der er jo da for Resten foran med tilstrækkelig Tydelighed omtalt den rent ud skandaløse, defekte og smudsige Tilstand, hvori alt befandt sig, og naar vi saa tænker os vor Ven Camillus færdes derinde med sin fedtede Klæder, sine snavsede Hænder med sorte Negle, og sin af alle Haande forskellige Tobaksslatter stinkende Pibe, vil man indse, at det var kommet til en saadan Yderlighed, at det ikke kunde gaa længere.

Det er fortalt, at Apothekeren holdt af at gøre en Mængde Svipbesøg omkring i sit Nabolag, dels for at slaa en Passiar, dels og vel, desværre nærmest foruden personlig Udgift at kunne skaffe sig noget at fylde i Maven. Han var ingen Kostforagter, alt var ham næsten lige godt; det var, som om det kunde være noget sygeligt hos Manden. Jeg hat set ham liste sig til paa Gæstgivergaarden at tømme en Sjat Øl, som en Gæst havde levnet i Glasset, og han undsaa sig ikke ved at opfordre hvem som helst til at "give noget". Med Handelsrejsende holdt han et vaagent Øje, og naar han saa en saadan køre ind paa Gæstgivergaarden med alle sine Prøvekasser, stillede han kort efter for at se, om han ikke kunde tømme en Velkomstskaal med ham eller maaske endog opnaa en Indbydelse til Middag. Egentlig havde Pantoppidan ikke nogen daarlig Forstand; i alt Fald er det umuligt andet, end at han maatte mærke, hvorledes der blev drevet Løjer med ham, ikke mindst fra de langtfra fintfølende Handelsrejsendes Side; men tilsyneladende var der intet, der bed paa ham, og han lod ikke til at bryde sig det mindste om Haan og Drillerier, naar han blot kunde "redde" sig noget spiseligt eller drikkeligt. Især var han oppe, naar hans Svoger, Grosserer Seidelius Rejsende kom til Byen. Det var efterhaanden blevet en selvfølgelig Sag, at denne skulde invitere Apothekeren til Middag, og den Formiddag var han altid flere Gange i smaa Løb over Gaden til Fru Jochumsens Køkken for at erfare, hvorledes Spisesedlen skulde være, maaske ogsaa for at forsøge at give et eller andet kulinarisk godt Raad e. lign., hvad der dog blev taget ham meget ilde op af den i sit Køkken saare myndige Husmoder.

Stakkels Camillus! Det blev efterhaanden til lidt for mange Formiddagsbesøg paa Gæstgivergaarden, og det skønt "Tante Marie" skrapt paa. Det var højst pudsigt at iagttage alle de forskellige Kneb, han forstod at anvende for at skuffe Søsterens Aarvaagenhed.

Jeg kommer nok til at omtale Apothekeren endnu flere Gange i disse Blade, men her vil jeg dog med det samme fortælle, hvorledes han endte sin Tilværelse. Den megen Spisen (hellere "Æden"), hvormed han af Frygt for ikke at faa nok aldrig fik tygget sin Mad, og dertil det ikke helt ringe Konsum af slette Spirituosa, maatte efter al Rimelighed ende med Apothekeren. En Aften blev da ogsaa jeg, der efter Skouboes Død var bleven Apothekerens Huslæge hentet ved Ildbud: Camillus var pludselig styrket om, lammet i den ene Side af Legemet og berøvet Mælet. Efter nogle Dages Forløb tabte Tilfældene sig dog igen, og efter en Maaneds Sengeleje kom han igen paa Benene. Selvfølgelig holdt jeg lange Prækener for ham om Nødvendigheden af for Fremtiden at være uhyre forsigtig især med hensyn til Spise og Drikke og specielt at holde sig borte fra rørig Mad. Det arme Menneske saa ud, som om man vilde have berøvet ham hans Salighedspart. Han gik, saavidt jeg erindrer, et Par Maaneder om i en meget nedtrykt Sindstilstand. Han var ikke mere sig selv, og det var ynkeligt at se, hvorledes han kastede længselsfulde Blikke til al den dejlige Mad, der nu var Tabu for ham. Jeg havde paalagt hans Hustru at sørge for, at Familien saa vidt muligt spiste den samme lette Kost som han, for at han ikke skulde blive ledet i Fristelse, og det gik da ogsaa ganske godt et Par Maaneder. Da blev jeg atter en Eftermiddag i Hast hentet; Apothekeren var paany styrtet om. Mærkelig nok var han saa temmelig ved sin Bevidsthed, skønt han var aldeles matløs og lam i den ene Side. Han kendte mig aldeles bestemt, og jeg blev højst forbavset over at se min gode Camillus sende mig - et "smørret" Smil, som jeg fortolkede, som om han tydelig havde sagt: "Jeg narrede Dig dog!" Hans Hustru fortalte mig nu, at Familien, der troede, at han for Øjeblikket var i Besøg et eller andet Sted, havde benyttet Lejligheden til at spise alles Livret, sprængt Gaas med Rødkaal. Apothekeren var imidlertid uventet kommen hjem, og da han havde truffet Familien i Færd med paa en underfundig Maade at spise hans allerbedste Mad, havde han udbrudt: "Sprængt Gaas med Rødkaal! Er I gale Mennesker! Det vil jeg min Salighed have en Portion af!" De havde gjort, hvad de kunde, for at formaa ham til at give Afkald paa en Spise, der absolut ikke var ham tjenlig; de havde mindet ham om, hvad Doktoren havde sagt o.s.fr. Saa var han bleven aldeles rasende, havde erklæret, at han blæste Doktoren et langt Stykke, at han bedre end Doktoren vidste, hvad der var ham tjenligt, og at han - sin Salighed! - ikke vilde gaa Livet igennem paa Hospitalskost o.s.v. Hans Ophidselse var saa Stærk, at Familien befrygtede, at den skulde give Anledning til Blodkongestion, og gav efter. Med et Slags trods tog nu Apothekeren oven i Købet dygtigt til sig, og Resultatet var da et nyt apoplektisk Anfald.

Det Smil, jeg har omtalt og tilladt mig at fortolke, som foran sagt, kom stadig igen de følgende Dage, naar jeg aflagde ham mine Besøg. Han døde kort efter stille og roligt. Jeg har altid mindede ham som en kær ældre Ven, og jeg kan endnu stadig ikke lade være at smile, naar jeg tænker paa Camillas, ubetinget Nysteds mærkeligste Original; jeg tror, at jeg her har Minder og Tanker tilfælles med alle Mennesker, der ere kommen i Berøring med ham.

--------------------------------------------------------------------------------------------------

Det ligger ret nær paa dette Sted at tale lidt om Byens Embedsmænd paa den Tid, jeg kom dertil. Flere er allerede nævnte om end kun i Forbigaaende. Det er foran sagt, at der i Nysted ikke var nogen egentlig Kasteadskillelse; heller ikke Embedsmændene udsondrede sig som en særlig privilegeret Klasse, hvorvel de dog naturligvis holdt paa deres "Værdighed" og nok af og til kunde give sig en vis Air. En væsentlig Grund til at de ikke skilte sig ud fra Borgerne laa naturligvis i den Omstændighed, at de var saa faa i Tal, men i det hele skal det dog siges til deres Ære, at de ikke som i saa mange Provinsbyer viste nogen Tendens til at se Borgerne over Hovedet. Kunde det en yderst sjælden Gang hænde, særlig da fra et Par gamle Embedsmænds Side, der repræsenterede den bureaukratiske Stil fra Frederik d. VI's Tid, blev det hurtigt vist tilbage. Det var nemlig ikke uden Grund, baade af sine egne og af Nabobyernes Borgere med et vist Eftertryk kaldtes "Republikken Nysted". De gode Nystedborgere var nemlig meget "Sejge", stædige og selvbevidste, og de kunde træde meget stærkt op mod et virkeligt eller blot formentligt Overgreb.

-----------------------------------------------------------------------------------------------------

Til den gamle Skoles Embedsmænd hørte endvidere den Side omtalte Toldforvalter, Kammerraad Brunnemann, Sognepræsten, Pastor Gudmundson (S. ) samt Postmesteren von Staffeldt. Den sidste var Holstener og talte med stærkt tysk Tonefald. Jeg ved ikke sikkert, om han havde været Officer, men han havde i alt Fald et udpræget militært Ydre og var i Familie med Digteren. Han var temmelig spinkel af Bygning, hvad der stod i en ret pudsig Modsætning til hans overordentlige myndige Optræden og hidsige, koleriske Temperament. Som bekendt udmærkede Postembedsmændene i gamle Dage sig netop ved et saadant kolerisk Væsen og en mærkelig brøsig og afvisende Behandling af Publikum, der var tvunget til at indfinde sig paa Postkontoret, og Staffeldt havde udvisket denne Side af Postembedsmandens Karakter paa den mest glimrende Maade. Jeg har altid, naar jeg var sammen med Staffelt paa Forretnings Vegne, maatte mindes Ingemanns Skildring af "den store Postmester" i Romanen "Landsbybørnene"; den nystedske Postmeter manglede kun Krop for at være en Tvillingbroder til Ingemanns Figur. Hvor kunde v. Staffelt ikke skrige op, raabe, rive sig i Haaret og fare frem og tilbage paa Gulvet i sit lille Kontor, naar et Bud bragte f. Eks en Pakke, der ikke var aldeles reglementeret indpakket! Med hvilken haanlig Mine kunde han ikke slynge et Brev hen ad Bordet og skælde en usalig Dreng ud, hvis denne vovede at rette et Spørgmaal til ham angaaende Brevets Besørgelse! Hvor mesterligt kunne han ikke med lynende Øjne uden at mæle et Ord pege med sin Pen hen imod en paa Kontorvæggen hængende trygt Tavle, hvis en af dette uforskammede Publikum vovede at bede Postmesteren give en Oplysning, som han kunde læse sig til paa Tavlen!

Forstaaeligt nok var Postmesterembedet i Nysted sikkert et af de mageligste i Danmark. Der var kun direkte Postforbindelse med Nykøbing F, idet der de seks dage af Ugen én Gang i Døgnet afgik en lukket Vogn dertil og atter tilbage. Saavidt jeg mindes, var der i den første Tid, jeg boede i Nysted, dog om Søndagen to gange Post i Døgnet. Til Gengæld kom der ingen Post om Mandagen. Postbudet besørgede i Regelen paa egen Haand Sorteringen af Brevene. Væsentligst var det kun Byens Købmænd, der benyttede Postvæsenet, og Staten havde aabenbart betydeligt Tab af dette Postkontor. Staffeldts lille Hus og det i samme indrettede "Kgl. Postkontor" laa omtrent saa langt nede i Hovedgaden som muligt og saa langt borte fra den nordlige del af samme, hvor de større Købmænd havde deres Forretninger, at disse gerne sendte Bud efter deres Post for at faa den noget tidligere i Hænde. Det var et glimrende Syn at iagttage den bureaukratiske, postale Værdighed, hvormed Postmesteren aflaasede Kontordøren efter Postvognens Ankomst for den ventende Bude - der skulde Ro og Stilhed til det vigtige Arbejde at aabne Postsækkene, hvoraf nogle ikke sjældent vare aldeles tomme. Paa grund af det ret venskabelige Forhold, hvori jeg stod til Postmesteren, har jeg flere Gange nydt den Begunstigelse at maatte opholde mig indenfor den aflaasede Dør, medens Posten ordnedes. Det var et Syn for Guder, at være Vidne til den uendelige Vigtighed, den selvbevidsthed og det Præg af det alvorligste Ansvar, hvormed den kære gamle Postmester afstemplede og sortede de faa Dusin Breve. Jeg tror, at det ingenlunde var ham ukært at have et nogenlunde forstaaende Vidne til hans ansvarsfulde Dont og Udførelsen af hans byrdefulde Arbejde. Han holdt i alt Fald meget af at henvende Bemærkninger til mig desangaaende, viste mig Breve eller andre Forsendelser, der var mangelfuldt adresserede o.s.fr., idet han deraf tog Anledning til at udbrede sig over Publikums mageløse Stupiditet og over Embedets Besværlig-heder. Den koleriske Mand kunde undertiden i saadanne Tilfælde tale sig aldeles rasende, fare om paa Gulvet, gestikulere paa det voldsomste og rive sig i Haaret.

Og saa var Staffeldt for øvrigt Skikkeligheden og Retskaffenheden selv! Han troede blot fuldt og fast, at Nysteds Postmesterembede var det største og vigtigste i Landet næst efter Københavns, og at Verdensordenen vilde blive væsentlig forrykket, hvis han ikke sad der paa sin Kontorstol, naar Postvognen kørte op for Døren.

Trods alle sine Særheder var Staffeldt dog meget afholdt, og der var sandelig heller ikke Grund til andet; han var en Hædersmand, der gjorde meget godt mod Byens fattige, hvori han støttedes af sin brave Hustru. Man kunde tit komme ud af det med ham, naar man blot saa igennem Fingre med hans Særheder, der dog egentlig snarer var morsomme, og hvis han en Gang skulde gaa for vidt, behøvedes der kun en lidt kraftig Optræden for at tæmme den koleriske Vildskab.

--------------------------------------------------------------------------------------------------

http://www.nysted-kroeniken.dk/ 
tree1 
34409 I95878  Pontoppidan  Gerda  26 okt. 1887  20 dec. 1908  0  KB 1880-1892 Opslag 57 Nr 24  tree1 
34410 I83513  Pontoppidan  Hanne Petrine  28 mar. 1818  2 jun. 1904  0 

Kilde: FT-1845 Navn: Hanne Petrine Pontoppidan Køn: K Alder: 27 Civilstand: Ugift Erhverv: deres Døttre [Børge Pontoppidan og Mette Marie Jansen] Fødested: i Bogøe Sogn: Damsholte Herred: Mønbo Amt: Præstø Stednavn: Damsholte Husstands-/familienr: 112 Matr.nr/adresse: Præstegaarden Antal familier/hus: 1 Indtastningsnr: B9405 Løbenr.: 595

Samtlige personer i husstanden

 

Præstø, Mønbo, Damsholte, Damsholte, , Præstegaarden, 112, FT-1845

Der vises flg. felter:

Navn, Alder, Civilstand, Stilling i husstanden, Erhverv , Fødested

Børge Pontoppidan, 69, Gift, , Sognepræst, Lunde i Jylland

Mette Marie Jansen, 63, Gift, , hans Kone [Børge Pontoppidan], Flade i Jylland

Hanne Petrine Pontoppidan, 27, Ugift, , deres Døttre [Børge Pontoppidan og Mette Marie Jansen], i Bogøe

Julie Christine Pontoppidan, 25, Ugift, , deres Døttre [Børge Pontoppidan og Mette Marie Jansen], Ditto [i Bogøe]

Jens Jørgen Nielsen, 31, Ugift, , deres Tjenestefolk [Børge Pontoppidan og Mette Marie Jansen], her i Sognet

Maren Kirstine Nielsdatter, 27, Ugift, , deres Tjenestefolk [Børge Pontoppidan og Mette Marie Jansen], her i Sognet

Marie Sophie Haslund, 19, Ugift, , deres Tjenestefolk [Børge Pontoppidan og Mette Marie Jansen], her i Sognet

Hans Peter Rytzebek, 16, Ugift, , deres Tjenestefolk [Børge Pontoppidan og Mette Marie Jansen], her i Sognet 
tree1 
34411 I83517  Pontoppidan  Hans Peter  26 sep. 1810  26 dec. 1840  0  Drunknede i Biscayabukten paa rejse til Cette med en brigg, samtlige besætningsmedlemmer omkom.  tree1 
34412 I83517  Pontoppidan  Hans Peter  26 sep. 1810  26 dec. 1840  0  18-11-1810 dopet konf, 31-10-1828 styrmansexamen i Köpenhamn.  tree1 
34413 I79509  Pontoppidan  Hans Peter  23 sep. 1860  19 maj 1930  0  Kilde: http://www.fynhistorie.dk/kirke/praest.htm

Hans Peter Pontoppidan 1899-1905

Født 23/9 1860 i Fredericia som søn af sognepræst Dines Pontoppidan og hustru Birgitte Marie Christine f. Oxenbøl. Teologisk kandidat 1885. Medhjælper hos sognepræst Jensen i Øster Skerninge. Marts-okt. 1886 personel kapellan hos sognepræst Licht i Horne. Okt. 1886 kaldet til sognepræst til Tårup-Kvols-Borris sogne i Viborg stift, hvorfra han efter 7 års forløb forflyttedes til Storvorde og Sejlflod sognekald ligeledes i Viborg stift. Marts 1899 kom han til Ollerup og Kirkeby. Han var gift med Dorothea Louise Schmidt, født 25/12 1863 som datter af judikiarius ved overretten i Viborg Jørgen Ludvig Schmidt og hustru Betty, født Morville. Under 14/2 1905 blev han kaldet som sognepræst for Spjellerup og Smerup sognekald i Sjællands stift. Han var broder til digteren Henrik Pontoppidan og præsten Morten Pontoppidan.

Efter Brandts død blev Hans Peter Pontoppidan præst i Ollerup-Kirkeby. Også han var af gammel præsteslægt, yngste søn af Dines Pontoppidan i Randers og broder til den kendte præst og forfatter Morten Pontoppidan og den ikke mindre kendte forfatter Henrik Pontoppidan. Han var den af alle Olleruppræsterne, der fik den korteste tid på dette sted, idet han kun 6 år efter blev forflyttet til Spjellerup og Smerup på Sjælland. Men han fik en særlig betydning for den gamle præstegård. I hans tid og på hans foranledning blev der foretaget en gennemgribende restaurering af stuehuset, men således, at dettes ejendommelige stil helt blev bevaret, og skønt det meste af jorden blev solgt fra, blev det af arkitektoniske hensyn bevilget, at hele den gamle firlængede gård blev stående, som den var. 

tree1 
34414 I86013  Pontoppidan  Harald  29 aug. 1887    0  Landmandsbanken  tree1 
34415 I95877  Pontoppidan  Harriet Sophie  14 jul. 1885  2 nov. 1968  0  Nordre Kirkegaard  tree1 
34416 I95877  Pontoppidan  Harriet Sophie  14 jul. 1885  2 nov. 1968  0  Ingen børn  tree1 
34417 I79516  Pontoppidan  Henrik  24 jul. 1857  21 aug. 1943  0  Rørvig Kirkegaard  tree1 
34418 I79516  Pontoppidan  Henrik  24 jul. 1857  21 aug. 1943  0 

http://nobelprize.org/literature/laureates/1917/pontoppidan-autobio.html

Henrik Pontoppidan – Autobiography

 

My father, Dines Pontoppidan, belonged to an old family of clergymen and was himself a minister. My mother, whose maiden name was Oxenbøl, was the daughter of a government official. They had sixteen children. One of the middle ones in the flock, I was born on July 24, 1857, in the small Jutland town of Fredericia. In 1863, my father was transferred to Randers, another Jutland town, where a year later, at the age of six, I experienced the invasion of the allied Prussian and Austrian armies. When I was seventeen I went to Copenhagen, where I was accepted at the Polytechnical College. After a summer trip to Switzerland, which was rich in experiences, I started writing. In the beginning I aimed at descriptions of nature and folk life until, as the years passed, the description of man became my chief interest.

 

My first book was published in 1881. I began with a few volumes of smaller tales, among which was Fra hytterne (1887) [From the Cottages]. But the subjects which especially attracted me demanded a more spacious form and a broader style. I turned to the novel, an artistic form which had in former days been neglected and had thus acquired a bad reputation, but which during the nineteenth century had developed and elevated itself to the ranks occupied by drama and the ancient epic. In a trilogy, Det forjaettede land (1891-95) [The Promised Land], Lykke-Per (1898-1904) [Lucky Peter], and De dødes rige (1912-16) [The Kingdom of the Dead], I have attempted to give a continuous picture of the Denmark of today through descriptions of human minds and human fates which reflect the social, religious, and political struggles of the time. Aside from this, over the years I have produced a number of minor and more personal works, wherein imagination has been allowed to play more freely. I mention Ung elskov (1885) [Young Love], Minder (1893) [Memoirs], Den gamle Adam (1894) [The Old Adam], Højsang (1896) [Song of Songs], Borgmester Hoeck og hustru (1905) [Mayor Hoeck and Wife], Den kongelige gaest (1908) [The Royal Guest], and Hans Kvast og Melusine (1907) [Hans Kvast and Melusine]. My collected works comprise approximately forty volumes.

Biographical note on Henrik Pontoppidan

Henrik Pontoppidan (1857-1943) wrote his last novel, Mands himmerig [Man's Heaven], in 1927. The most significant work of his later years consisted of five volumes of memoirs, published between 1933 and 1943.

From Nobel Lectures, Literature 1901-1967, Editor Horst Frenz, Elsevier Publishing Company, Amsterdam, 1969

This autobiography/biography was written at the time of the award and later published in the book series Les Prix Nobel/Nobel Lectures. The information is sometimes updated with an addendum submitted by the Laureate. To cite this document, always state the source as shown above.

Henrik Pontoppidan died on August 21, 1943.

 
tree1 
34419 I79516  Pontoppidan  Henrik  24 jul. 1857  21 aug. 1943  0 

Henrik Pontoppidan og Randers

Af Niels Jeppesen

Henrik Pontoppidan var født i Fredericia 24. juli 1857, og ikke i Randers, som nogle aviser fortæller i anledning af 100 aars fødselsdagen.

"Vi er jo næsten fra samme sogn," mindede han mig ofte om, kun Rands-fjorden skilte vore første barndomshjem fra hinanden; men den vise Salmonsen holder stadig fast ved, at ogsaa jeg er født i Randers, ikke i landsbyen Rands.

I 6-aarsalderen foretog han rejsen til Randers, hverken ad en af de 13 landeveje eller Gudenaaens snævre, engkransede vandløb, men med tidens store vidunder "dampvognen", der rullede fra Aarhus til Randers og gav ham en karruseltur, han aldrig før havde oplevet. Randers var ikke saa forskellig fra Fredericia, skønt noget større og med flere gamle købmandsgaarde, flere velhavende omegnsbønder med merskumspibe i mundvigen og en sæk smaagrise paa nakken, fede stude fra engdragene, mens køerne i Fredericia ofte maatte nøjes med det visne græs indenfor voldene.

I de første maaneder huserede tyskerne i den store Set. Mortens præstebolig, Sct. Jørgensgaard i Brødregade (nu Falbe Hansens ejendom), ligesom i min farfars gaard i nærheden af Fredericia. Et par menneskealdre efter oplevede digteren atter herrefolkets invasion til sin store forfærdelse, men ikke overraskelse.

* * *

I hjemmet med de mange børn var der en trykket stemning som følge af moderens sygdom, faderens svage øjne, der til sidst gjorde ham næsten blind, de smaa kaar og præstens strenge gudsfrygt og puritanske alvor, ikke mindst i opdragelsen. Henrik var en livlig og munter dreng, paa hvem faderens formaninger og bønner til Gud prellede af, da han havde hugget æbler i nabohaven. Han forhærdede sig kun, mens søstrene græd deres bitre taarer over den fortabte broder, der efterhaanden kom til at betragte sig selv som "den sorte ært i bælgen", især de de tre ældste brødre forfremmedes i visdom og alder og blev studenter, mens han maatte nøjes med realklassen.

Faderen gik tarveligt klædt, der kom ikke mange gæster, og Dines Pontoppidan gav sig straks til at tale med dem om deres gudsforhold. Ved Grundtvigs død mindede han i et foredrag om, at den store salmedigter manglede Brorsons ydmyghed og alvor, og biskop Gøtzsche, hvis far var præst i Fredericia samtidig med Pontoppidan, har fortalt mig, at denne strenge præst nøjedes ved en selvmorders begravelse med at bede et halvt Fadervor, idet han begyndte med: Forlad os vor skyld!

Da digteren for 32 aar siden aflagde mig et besøg, saa han fra min have ud over Nørresøen i retning mod Randers og sagde med en stemme, der ikke rummede sorg eller savn, men kun beklagelse: "Ja, dèr virkede min far, til han ikke blev saa gammel, som jeg er nu".

Helt forsonede blev de vist aldrig. Billedet af pastor Johannes Sidenius i "Lykke-Per" kaldte de fleste af børnene en karrikatur af deres far, og digteren har mildnet hans træk i erindringsbogen: "De skulle have kendt min farfar; men ham kunne min far ikke med, fordi han havde begaaet ægteskabsbrud og var afskediget nogle aar. Han vilde ikke have hans billede paa sin væg ved siden af sin mor. I stedet hang et billede af apostelen Johannes, saaledes som De ser det her".

Men digteren havde alligevel arvet en del af sin fars nidkærhed, hans sind og stil og den usnobbethed, han lagde for dagen som sjælesørger i Randers, fattigpræsten, der efterhaanden ikke deltog i selskabelighed, heller ikke hos kolleger i omegnen. Den rødkindede og mørkhaarede søn var derimod selskabelig anlagt og kom ofte i proprietær- og præstegaarde paa lange fodture, saaledes hos den hostrupske præst i Thorning og i klassekammeraten Christian Jessens mere pietistiske hjem i Grønbæk præstegaard ved Silkeborg. I Erindringsbogen fortællerPontoppidan ikke om denne kammerat og deres lege i Grønbæk og i Brødregade, men pastor Olaf Jessen fortæller i en mindebog fra Grønbæk præstegaard om hans fars og Henrik Pontoppidans venskab i skoletiden og en brevsamling fra digteren, der blev fundet efter Christian Jessens død, og som røber digterens stil.

I "Undervejs til mig selv" faar vi billeder fra skolelivet, der begyndte hos en "skolemutter" med et lille møbel — lille Benjamin — under sengen, som drengene blev truet med, naar de var uartige. Endnu et par aar var han i en anden pogeskole, hvorfra han rykkede op i latinskolen, der bar indskriften: "Samler eder ikke skatte paa jorden, som møl og rust fortærer," samt husede en lærerstab, digteren kalder en flok "halvkomiske skabilkenhoveder, hvis kvalikikationer som ungdomsopdragere ikke var til mere end tg-;".

* * *

Resultaterne var ogsaa kun smaa; præstesønnen fra Grønbæk maatte ud og kom i Horsens latinskole, hvorfra han blev student, præstesønnen fra Sct Morten fik en sløj realeksamen undtagen i naturfag og matematik, efter at han havde kæmpet med vægterne paa de stejle gaders rutschebaner ved vintertid, eksperimenteret med mekanik og elektricitet i sin fritid og besøgt baade den katolske pater og den jødiske overrabiner. De indbyrdes forskellige interesser, naturvidenskaben og religionen, kæmpede allerede i drengeaarene med hinanden.

Pontoppidan viste mig engang en czekisk oversættelse af "Lykke-Per" med illustrationer. Her var et billede af skibet, der førte hovedpersonen og moderens kiste fra København til Randers paa en lille smakke, der næsten skjultes af Kattegats taarnhøje bølger. Han var den eneste, der fulgte moderen paa den sidste rejse, dog kun til Voer, ikke gennem den lange og smalle sejlrende mellem sivene og de forskrækkede kvægflokke, der skulle ned til vandet for at hilse paa det dampende søuhyre.

Men den gemytlige indsejling til kronjydernes og sølvknappernes land finder vi i "Minder". Passagererne forlod de indre gemakkers bagager og "bakker" for at indaande engluften og nyde synet af solen, der straalede over mælkebøtter og storke — frugtbarhedens symbol — og det uadelige frøkenkloster "Støvringgaard".

Og hovedpersonen fortæller næsten som sin gamle lærer i det danske sprog (og det ædle l'hombrespil i Blokhus) M.A. Goldschmidt om de gamle patriarkalske købmandsgaarde og fantastiske tømmerstabler i Vordingborg1, de stejle, krumme gader med sære fremmede navne, de fede stude og gemytlige bønder, den yndige og elskelige Anna-Eleonora og hendes to bejlere: bogmaddiken, adjunkt Hammer, og ritmester von Mohrhof. Men købmand Ankersens datter fandt ikke lykken, hverken hos Erasmus Montanus, pedanten Hammer, der havde nok i sine græske og latinske leksika, eller hos. pigejægeren v. Mohrhof, hvorfor hun forsvandt i Gudenaaen.

* * *

Vil man kende det gamle Randers, dets piger og handsker og laks, skal man læse Henrik Pontoppidan og ikke Karin Michaëlis, der jo ogsaa har tilbragt sin barndom i byen, men i sine bedste bøger er blevet i blomsterbutikken hos moderen. Henrik Pontoppidan fik med rette sit navn under den store sprogforsker Vilhelm Thomsens paa mindetavlen over byens store mænd. Thi som Holberg ville han polere det danske folk og ej blot sysle med sproget.

Han kendte hele del danske land, men Randers var hans hjerte nærmest. Med sin dybe stemme har han sunget sangen om Danmark, Hamlets fædreland. Han fortjente at blive æresborger i den by, han har malet med sin farverige pensel.

 
tree1 
34420 I79516  Pontoppidan  Henrik  24 jul. 1857  21 aug. 1943  0 

Præsterne i Skjoldborg og deres Tid.

Af S. C. Sortfeldt

 

der 10 Sønner og 6 Døtre, og af disse Børn skal nævnes to af vore mest berømte Læger, nemlig Erik og Knud Pontoppidan, Præsten Morten Oxenbøll Pontoppidan og Forfatteren Henrik Pontoppidan, der lever endnu.

 
tree1 
34421 I79516  Pontoppidan  Henrik  24 jul. 1857  21 aug. 1943  0 

http://www.historisk-randers.dk/historier.asp?hisID=1

Henrik Pontoppidan (1857-1943) forfatter, Nobelpristager og æresborger

Århundred- og tusindskiftet gav anledning til mange statusopgørelser, og medierne lod således det 20. århundredes danske roman kåre. Johannes V. Jensens Kongens fald (1900-01) vandt med Henrik Pontoppidans Lykke-Per (1898-1904) som nr. 2. Altså: usvækket nutidig nationalhæder i tilknytning til den Nobelpris, der gjorde ham verdensberømt i 1917.

Ingen af Nobelpristagerens romaner er præget af hans opvækst i Randers som netop Lykke-Per. Som 6-årig præstesøn kom Henrik Pontoppidan til byen i 1863, og selv om han kun boede her ti år, blev det helt afgørende år. Han voksede op i et hjem præget af en strengt patriarkalsk far, og det var hans opgør med hjemmets uforsonlige opdragelse og hans frihedsfølelse uden for hjemmet - i byen og omegnen - der blev siddende i hans sjæl og satte sig så tydelige spor i Lykke-Per.

Som 85-årig takkede han i 1942 byen for en fødselsdagshilsen: ”Jo ældre jeg bliver, desto stærkere føler jeg, at det er i Randers, jeg har mit udspring, og at minderne derfra er mit bedste eje. Både byen selv med dens gamle købmandsgårde og den herlige omegn erobrede tidligt mit hjerte, og trods lang fraværelse og til sidst ret sjældne besøg har jeg bevaret mine synlige følelser for byen og med glæde fulgt dens rige udvikling. Jeg er og bliver et barn af Randers og Gudenåen.”

Et år efter døde den 86-årige forfatter, som byen havde gjort til sin 4. æresborger ti år tidligere. Hans sidste hvilested blev Rørvig Kirkegård.

 
tree1 
34422 I79516  Pontoppidan  Henrik  24 jul. 1857  21 aug. 1943  0 

Pontoppidan, Henrik, f. 1857, Forfatter. P. er født i Fredericia 24. Juli 1857, Søn af ovfr. nævnte Sognepræst Dines P.

Faderen forflyttedes 1863 til Randers, og P. kom 1866 i den lærde Skole der. 1873 tog han Realafgangsexamen, 1874 Adgangsexamen til Polyteknisk Læreanstalt. Her som i Skolen holdt han af visse Lærere og deres Fag, andre hadede han. Mod Studiefællerne viste han ofte en stærk Tilbageholdenhed, der pludselig kunde slaa om til kaad Lystighed og aaben Fortrolighed. Der var svært Humør i ham den Gang, han levede sorgløst og nød Verden. 1876 gjorde han en Rejse langs Rhinen til Schweits. 1877 tog han Ingeniørexamens 1. Del, i 1880 indstillede han sig til 2. Del, men forlod Examen. Dette Uheld virkede stærkt paa ham, hans Livssyn ændredes; nu vaagnede der vistnok en Trang i ham til at søge ud blandt Bondefolk. S. A. kom han til Broderen Morten P.s Højskole i Hjørlunde og blev Lærer i Naturfag og Landmaaling.

2. Dec. 1881 ægtede han Mette Marie Hansen (f. 17. Nov. 1855), Datter af Gaardejer Hans Nielsen i Østby, Horns Herred. Efter en Rejse til Italien opholdt han sig endnu et Par Aar i Hjørlunde, men flyttede o. 1884 til Østby. I Egnen her skal han have fundet Modeller til mange af sine Bondefigurer.

Han havde begyndt at skrive Fortællinger, allerede før han opgav sit Studium. Det første, han fik trykt, var Bondehistorien «Et Endeligt» (i «Ude og hjemme», Sept. 1881). Men forinden havde han skrevet «Kirkeskuden», en «22aarigs første Penneprøve» (2. Udg. 1898). Disse Fortællinger og et Par Skitser af kjøbenhavnsk Selskabsliv samledes i hans første Bog, «Stækkede Vinger» (1881). P. havde aldrig været Grundtvigianer, og paa Højskolen blev han led ved meget af Grundtvigianernes Væsen. «Sandinge Menighed» (1883) præges af denne Uvilje. Men Bønderne tiltrak ham. Fra deres Liv tog han Æmner til et Par af sine bedste Bøger fra 80erne: «Landsbybilleder» (1883), «Fra Hytterne» (1887).

Ringere Værd have gjennemgaaende hans smaa Romaner «Ung Elskov» (1885; i «Ude og hjemme» 1884), «Mimoser» (1886), «Isbjørnen» (1887), «Spøgelser» (1888).

P. bosatte sig o. 1886 i Havreholm ved Hornbæk og flyttede sidst i Soerne der fra til Kjøbenhavn. Siden har han næppe haft blivende Sted. Der er en rastløs Vandretrang i ham. Snart gjemmer han sig i Byen, snart i en Afkrog paa Landet, snart rejser han bort, til Tyrol eller Sverige eller Tyskland (i 1890 for det Anckerske Legat). Han søger ikke til Udlandet for at studere Folk og Sæder; han er for ærlig til at ville skildre fremmede Forhold. Han rejser for at komme til nye Steder og for at skrive i Ro. Han har maattet arbejde meget. I 1890 udgav han 3 Bøger («Skyer», «Krønniker» og «Natur») og skrev desuden en Del i «Børstiden de», mest under Mærket «Urbanus». For 2 af hans Artikler blev Bladets Redaktør tiltalt. Den ene (i «Børstid.» 12. Dec. 1889) ansaas ved Højesteretsdom af 10. Dec. 1891 for at indeholde en Forhaanelse af den kristne Kirkes Troslærdomme. Redaktøren idømtes 300 Kr.s Bøde; det kunde efter Dommen ikke fri ham for Ansvar, at «en anden i Forventning af, at Ansvaret derved skulde komme til at paahvile ham, under Sagen havde angivet sig som Forfatter til Artiklen». Paa Grund af denne Sag og nogle andre Artikler i «Børstidende» nægtede Kultusministeren i 1892 P.

Fornyelse af den Forfatterunderstøttelse, han havde faaet fra Finansaaret 1889-90; et Par Aar efter skaffede Folketinget ham den igjen.

P.s Ægteskab opløstes ved kongl. Bevilling af 8. April 1892; d. 9.s. M. ægtede han Antoinette Caroline Elise Kofoed (f. 25. Juni 1862), Datter af Justitsraad, Kontorchef Hans Peter K.

P.s Hovedværk er Romanen «Det forjættede Land» («Muld», 1891, «Det forjættede Land», 1892, «Dommens Dag», 1895); den vil skildre de demokratiske Strømninger paa Landet fra 70erne til 90erne (2. gjennemsete Udg. 1898). Samtidig med dette Værk kom «Minder» (fra Randers) 1893, «Nattevagt» og «Den gamle Adam» 1894, i 1896 «Højsang». Derefter paabegyndtes «Lykke-Per », en Roman i 6 Bind (de 2 første udkom 1898, 3. 1899).

Et Par Scener i 1. Bind ere tagne fra «Folkelivsskildringer» (1888). Lykke-Per er en, der ikke tør gribe Lykken fat, gamle Minder og Lærdomme gjøre hans Haand valen. Romanen er ingen Selvbiografi, men den giver i fri Omdigtning noget af P. og hans Oplevelser. – P. har sin Families voldsomme Selvstændighedstrang.

Den sande og eneste paalidelige Lykke er for ham den absolute Uafhængighed af andre. Herfra hans Sky for at gro fast og hans Tilbageholdenhed. Han gaar ikke i Flok, men har ikke nødigt at maje sig ud med Særheder for at hævde sin Selvstændighed. Den har fra Barnsben gjort ham til en stor Oprører, hans Haand er mod Mængdens eller Modens gængse Fraser og helligede Billeder og navnlig mod, hvad han kalder Lyrik, det Skum af store Ord og Følelser, der lægges om Tingene og forvrænger dem og gjør Folk rusende, saa de ikke kunne staa fast.

Han elsker Tankens Klarhed og Sindets maskuline Ligevægt. Han har Jydens aarvaagne Forstandighed og dermed en Karakter, som ikke svinger for Stemningernes Vindstød. Dog er han selv et Stykke af en Fantast. Der er en god Del Romantik i hans Bøger.

Hverken hans Personer eller hans Landskaber ere nøjagtige Naturbilleder. Stundum springer han ud over al Virkelighed (som i «Arv»). Hændelserne og Figurerne hos ham kunne være helt gammeldags romanagtige (som i «Mimoser» eller «Spøgelsers). P. er ikke bedst som Sjæleskildrer eller Karakterskaber. Men han er blev en ypperlig Fortæller, hans Sprog er smukt og sundt og klart, han har et skalkagtigt og skrapt Lune og ser og husker godt. Hans Tanke er solid og bred, maaske ikke synderlig sleben eller dyb, han er en uforsagt Livskritiker og til Tider Poet.

Niels Møller

 
tree1 
34423 I84803  Pontoppidan  Henrik Ludvigsen  4 apr. 1679  16 okt. 1760  0  Jubellærer, stor og anselig Mand  tree1 
34424 I79523  Pontoppidan  Holger  31 maj 1891  Ja, dato ukendt  0  Charlottenlund  tree1 
34425 I79515  Pontoppidan  Inger  6 apr. 1849  7 jun. 1905  0  Forstanderinde på børnehjemmet Vodrofsvej, København.  tree1 
34426 I95796  Pontoppidan  Jens Kraft  9 dec. 1773  4 dec. 1828  0  Vennebo  tree1 
34427 I95820  Pontoppidan  Jens Vilhelm  6 aug. 1851  29 dec. 1912  0  Præst i Himmelev og Roskilde adelige Jomfrukloster, tidligere provst for Fjends Herred Viborg amt.  tree1 
34428 I95870  Pontoppidan  Johanne Marie  4 apr. 1873  26 aug. 1926  0  Horsens Kirkegaard  tree1 
34429 I84946  Pontoppidan  Johanne Theodora  1 apr. 1855  2 aug. 1909  0  Ugift  tree1 
34430 I83515  Pontoppidan  Julie Christine  25 dec. 1820  11 mar. 1891  0 

Kilde: FT-1845 Navn: Julie Christine Pontoppidan Køn: K Alder: 25 Civilstand: Ugift Erhverv: deres Døttre [Børge Pontoppidan og Mette Marie Jansen] Fødested: Ditto [i Bogøe] Sogn: Damsholte Herred: Mønbo Amt: Præstø Stednavn: Damsholte Husstands-/familienr: 112 Matr.nr/adresse: Præstegaarden Antal familier/hus: 1 Indtastningsnr: B9405 Løbenr.: 596

Samtlige personer i husstanden

Præstø, Mønbo, Damsholte, Damsholte, , Præstegaarden, 112, FT-1845

Der vises flg. felter:

Navn, Alder, Civilstand, Stilling i husstanden, Erhverv , Fødested

Børge Pontoppidan, 69, Gift, , Sognepræst, Lunde i Jylland

Mette Marie Jansen, 63, Gift, , hans Kone [Børge Pontoppidan], Flade i Jylland

Hanne Petrine Pontoppidan, 27, Ugift, , deres Døttre [Børge Pontoppidan og Mette Marie Jansen], i Bogøe

Julie Christine Pontoppidan, 25, Ugift, , deres Døttre [Børge Pontoppidan og Mette Marie Jansen], Ditto [i Bogøe]

Jens Jørgen Nielsen, 31, Ugift, , deres Tjenestefolk [Børge Pontoppidan og Mette Marie Jansen], her i Sognet

Maren Kirstine Nielsdatter, 27, Ugift, , deres Tjenestefolk [Børge Pontoppidan og Mette Marie Jansen], her i Sognet

Marie Sophie Haslund, 19, Ugift, , deres Tjenestefolk [Børge Pontoppidan og Mette Marie Jansen], her i Sognet

Hans Peter Rytzebek, 16, Ugift, , deres Tjenestefolk [Børge Pontoppidan og Mette Marie Jansen], her i Sognet

 
tree1 
34431 I79520  Pontoppidan  Knud Børge  10 jul. 1853  21 okt. 1916  0  http://www.historisk-randers.dk/historier.asp?hisID=1

Knud Børge Pontoppidan (1853-1916) overlæge og professor

Da forfatterinden Amalie Skram i 1894 blev indlagt paa Københavns Kommunehospitals 6. afdeling til observation for en nervøs lidelse, skrev hun til sin søn: ”Jeg faldt i et brutalt og tarveligt menneskes hænder…” Dette menneske var afdelingens overlæge Knud Børge Pontoppidan, som med kritikken røg ud i sit livs uvejr, der for altid ændrede hans tilværelse.

Knud Pontoppidan var storebroder til forfatteren Henrik Pontoppidan. Han var født i Ribe, fra 1863 bosat i Randers, student fra Randers Statsskole 1870, medicinsk kandidat 1876 med nervelidelser som speciale og fra 1880 ansat paa 6. afdeling, fra 1883 som overlæge og samtidig docent i psykiatri ved Universitetet.

Han var en agtet psykiater og en vellidt underviser, da Amalie Skrams kritik (udbygget i to nøgleromaner) satte ind. Kritikken kom til at indgaa i en heftig offentlig debat om forholdene paa 6. afdeling, hvis overlæge blev anklaget for umenneskelig behandling af patienterne. I den oppiskede stemning tog en forbitret Pontoppidan sin afsked.

Han arbejdede derefter som overlæge ved Jydske Asyl i Aarhus og fra 1901 som professor i retsmedicin og hygiejne paa Københavns Universitet. Han fortsatte endvidere et meget respekteret videnskabeligt forfatterskab, men maatte i 1913 forlade arbejdet paa grund af sygdom.

Pontoppidans otium blev ganske kort og ved siden af sygdom præget af tiltagende desillusionering og ensomhedsfølelse. Hans faglige indsats anerkendes i eftertiden, men hans rolle som skurk i Amalie Skrams forfatterskab er heller ikke glemt.

 
tree1 
34432 I79520  Pontoppidan  Knud Børge  10 jul. 1853  21 okt. 1916  0  Anstalten – et isoleret miljø
Fra ca. 1900 stod de store anstalter, med deres murmasser, anbragt paa afsides og naturskønne steder, som en slags psykiatriens uindtagelige fæstninger. Baade patienter og læger virkede i et isoleret miljø – de ledende læger var suveræn myndighed. Strikse regler og overbelægning kunne føre til ydmygende behandling af patienterne, som i praksis var umyndiggjorte.
Bag anstaltens tykke mure. I begyndelsen af 1900-tallet var opsynsfolk stadig dårligt uddannede. En egentlig plejeruddannelse kom først i gang omkring 1. verdenskrig.
„En af patienterne var meget urenlig, og når han skulle vaskes tog karlene ham ned i et rustent kar med koldt vand og skrubbede ham med en gadekost“.
(Beretning fra en tidligere opsynsmand fra begyndelsen af 1900-tallet).

Psykiatri som speciale
I 1875 oprettedes 6. afdeling for sindssygdomme på Københavns Kommunehospital – fra begyndelsen en berømt eller berygtet adresse. Den blev en undervisningsafdeling under Københavns Universitet. Afdelingens overlæge fik stilling som professor. Den første var Knud Pontoppidan (udnævnt i 1887).
Psykiatri var ved at være officielt anerkendt som lægevidenskabeligt speciale.

„Sengebehandling“: Stuegang på Kurhuset, Sct. Hans Hospital, 1916

„Vandsengebehandling“: Afdeling for permanent bad, Sct. Hans Hospital, 1916

Det første antipsykiatriske oprør i 1895
Tidligere nævnte 6. afdeling blev i 1895 rammen om det første antipsykiatriske oprør mod den etablerede anstaltspsykiatri. Fejden, som ikke helt kunne sige sig fri for at være personlig, blev et opgør mellem to højt begavede og højt uddannede personligheder: forfatterinden Amalie Skram og overlæge Knud Pontoppidan (bror til forfatteren Henrik Pontoppidan). De to havde hver deres udlægning af sagen og skrev således hver sin beretning. Amalie Skram: „Professor Hieronimus“ og Knud Pontoppidan: „6. afdelings Jammersminde“.
Fejden viste samtidig sammenstødet mellem to nye magtfaktorer i samfundet med behov for at markere sig. Amalie Skram stod som eksponent for den sociale protest (hun var Brandestilhænger) og kvindernes frigørelse. Modparten var den nu fuldt udbyggede anstaltspsykiatri, hvilende på overlægens store videnskabelige autoritet, der afgjorde, om og hvornår patienten var utilregnelig og tillige bestemte behovet for et ordnet – om end strikst – reglement.
Datidens presse fik nys om sagen på baggrund af nogle bedsteborgeres mindre frivillige indlæggelser. Knud Pontoppidan – ellers en stor reformator i dansk psykiatri (se senere) – endte med at trække sig. Han så Skrams kritik som et angreb på hele psykiatrien, hvis fornemste opgave jo netop var at tjene patienterne.

Det helbredende sengeleje
Knud Pontoppidan blev i 1898 overlæge for sindssygeanstalten ved Aarhus. I sin korte tid på stedet iværksatte han flere reformer. Anvendelsen af de lukkede isolationsceller blev afskaffet. Dem havde han tidligere afskaffet på 6. afdeling i København. Dørene blev aabnet. Også fra afdelingerne ud til parken. I stedet for cellerne traadte sengelejet som helbredende foranstaltning. På store overvaagede stuer blev patienterne ved indlæggelsen lagt i seng, og de skulle blive der længe. Blev patienterne urolige, kunne de fastspændes med et bælte til sengen.

Kvindelige sygeplejersker – fra ca. år 1900
Pontoppidan indførte uddannede kvindelige sygeplejersker paa de urolige mandsafdelinger. Først paa 6. afdeling paa Københavns Kommunehospital og sidenhen paa Jydske Asyl – en varig reform, der bragte mere ro og civil opførsel paa disse afdelinger. De første sygeplejersker var gerne kvinder af de højere dannede klasser.

Vagtsal for urolige kvinder paa Kommunehospitalets 6. afdeling (beg. 1900-tallet). Det var her, Amalie Skram blev indlagt i første omgang. Senere blev hun overflyttet til Sct. Hans.

 
tree1 
34433 I79520  Pontoppidan  Knud Børge  10 jul. 1853  21 okt. 1916  0  Fra Bøssehistorie Tidslinie 1852 - 1899

http://www.sitecenter.dk/zauritsbureau/tidslinie18521899/

1888/90
En ca. 37-aarig købmand blev anholdt i Tivoli. Under udstillingstiden - i trængslen udenfor det aabne teater, hvor han stod ved siden af et ungt menneske - havde han givet sig til at beføle ham paa en uterlig maade. Under forhørene viste det sig at han havde gjort sig skyldig i en hel række af den slags "usædelige attentater" og han blev straffet med "5 Dage Vand og Brød". Saadan blev historien fremlagt under en klinisk forelæsning af sindssygelægen, dr. Knud Pontoppidan i december 1890. Den nu 39-aarige købmand var indlagt til observation hos sindssygelægen, fordi han igen for nylig var blevet tiltalt for lignende forhold paa pissoirer. Købmanden var medbragt til forelæsningen, saa forelæsningens deltagere kunne foretage en nærmere observation af ham. Det blev oplyst, at købmanden, naar han havde "lascive drømme" drejede de sig mest om slagterdrenge med bare arme og stramme benklæder. Børn og helt voksne personer øvede ingen tiltrækning paa ham. (Knud Pontoppidan: Pervers Seksualitet. En Klinisk Forelæsning. Bibliothek for Læger, side 505-513. København 1891.

1892 'Tandem' (pseudonym for Poul Andræ) skrev artiklen "Den kontrære sexualfornemmelse. Fragmenter til Oplysning", som var et svar på Knud Pontoppidan artikel aaret før. Bibliothek for Læger, side 205-222 og 247-281, København 1892.

 
tree1 
34434 I79520  Pontoppidan  Knud Børge  10 jul. 1853  21 okt. 1916  0  Diagnose over Herman Bang som lader sig indlægge paa Kommunehospitalet, hvor længen Knud Pontoppidans diagnose er "konstitutionsanomali" og bidiagnosen "hysteri".

 
tree1 
34435 I79520  Pontoppidan  Knud Børge  10 jul. 1853  21 okt. 1916  0  Pontoppidan, Knud Børge, f. 1853, Læge, er en Søn af ovfr. nævnte Pastor Dines P. Han fødtes i Ribe 10. Juli 1853, dimitteredes 1870 fra Randers Skole og tog Lægeexamen 1876. I nogen Tid var han Kandidat ved Sindssygeanstalten ved Aarhus og vandt 1879 Universitetets Guldmedaille for Besvarelsen af den retsvidenskabelige Prisopgave om Ansvarlighed hos sindssyge Personer. Efter at have været Kandidat ved Kommunehospitalet var han 1882-86 Reservelæge ved Hospitalets 6. Afdeling og fik 1883 Doktorgraden for en Afhandling om den kroniske Morfinisme.

Derefter virkede han som Privatdocent ved Universitetet med Forelæsninger over Centralnervesystemets Sygdomme. 1886-87 var han Reservelæge ved St. Hans Hospital og udnævntes 1888 til Overlæge ved Kommunehospitalets 6. Afdeling, hvormed Universitetets Docentpost i klinisk Psykiatri er forbunden.

I de følgende Aar udfoldede han en rig og almindelig paaskjønnet Virksomhed som psykiatrisk og nervepathologisk Forfatter og Lærer. Den Klarhed og Finhed i Opfattelsen, det Mesterskab i Fremstillingen, som allerede vare komne til Syne i hans nævnte første Afhandlinger, traadte i hans senere kliniske Arbejder frem paa glimrende Maade. Foruden talrige mindre Tidsskriftsafhandlinger maa fremhæves: «Neurasthenien, Bidrag til Skildringen af vor Tids Nervøsitet» (1886, flere Oplag); «Fire psykiatriske Foredrag» (1891); «Psykiatriske Forelæsninger og Studier», 1.-3. Række (1892-95); «Kliniske Forelæsninger over Nervesygdomme» (1898).
I sine Foredrag og Demonstrationer paa Hospitalet viste han de samme fængslende Egenskaber som i sine Skrifter, og de foregik stadig under den største og mest interesserede Tilslutning fra studerende og Læger.

Men medens han som Forfatter og Lærer kun vandt den mest udelte Anerkjendelse, optaarnede der sig derimod i selve hans Lægegjerning paa den til Dels til midlertidig Optagelse af sindssyge bestemte Afdeling betydelige Vanskeligheder. Han havde den Vanskæbne, som i øvrigt ret hyppig har ramt de psykiatriske Anstaltslæger, at faa indlagt hos sig sindssyge Kverulanter af den besværligste Art, hvilke, efter at være komne ud af Hospitalet, under Tilslutning fra forskjellige Sider og særlig støttede af en Del af Dagspressen rejste en voldsom Agitation mod P. og hans Optræden og ved deres Forfølgelse vakte en saa stor Uro, at han ved Slutningen af 1897 foranledigedes til at træde tilbage fra Overlægestillingen, hvad han paa sensations vækkende Maade kundgjorde i sit Forsvarsskrift: «Sjette Afdelings Jammersminde» (1897, flere Oplag).
Strax efter (1897) modtog han Udnævnelse til den ledige Overlægepost ved Aarhus Sindssygeanstalt. 1892 erholdt han Titel af Professor. 1893 ægtede han Johanne Segelcke, Datter af Brænderiejer S.
Carøe og Selmer, Den danske Lægestand, 6. Udg

 
tree1 
34436 I79528  Pontoppidan  Knud Mortensen  22 aug. 1878  7 feb. 1963  0  Frerslev  tree1 
34437 I79528  Pontoppidan  Knud Mortensen  22 aug. 1878  7 feb. 1963  0  [511] 29-06-1879 dopet konf, studerade som ung violinspel, 1905-09 studerar konst i USA, utställningar i Köpenhamn, 1915 journalist vid Politiken  tree1 
34438 I84825  Pontoppidan  Lauritz Henriksen  4 feb. 1644  feb. 1698  0  3 Børn  tree1 
34439 I84825  Pontoppidan  Lauritz Henriksen  4 feb. 1644  feb. 1698  0 

Født 1644. Død 1698. Præst i Hylke ved Skanderborg. · 3 børn.

 

BEGR

1698 fol 1 sl Laurs Pontoppidan, forrige sognepræst til Hylke menighed (begravet) 
tree1 
34440 I93405  Pontoppidan  Ludvig Christian  19 feb. 1820  21 jan. 1903  0  1834 pensionær hos præstefamilien HJORT.  tree1 
34441 I84801  Pontoppidan  Ludvig Henriksen  7 maj 1648  27 sep. 1706  0 

stiftprovst

Sognepræst i Herlufmagle, Præstø amt, siden stiftsprovst i Århus. Gift 2 gange, ialt 11 børn. Epitafium i Herlufmagle kirke.

 

En datter Sara blev gift med Jørgen Hatting. En anden datter blev gift med Hans Toxverd, kapellan ved Århus Frue kirke; deres datter Ellen Toxverd var gift med Hans Hatting. Den yngste af stiftsprovstens børn var den berømte Erik Pontoppidan, biskop i Bergen, senere professor i København; produktiv og myreflittig forfatter: "Pontoppidans forklaring", salmebog, kirkehistorie, Danske Atlas, Marmora Danica mm. Slægtens berømteste skud. Efterslægt (3 børn) afsn. 2.8.

var en dansk præst, brodersøn af biskop Erik Eriksen Pontoppidan og søn af provst i Vejle, magister Henrik Pontoppidan (d. 1659) og Anne Krabbe (d. 1659). Blandt Pontoppidans børn var Christian og Erik Pontoppidan.

 

Pontoppidan deponerede fra Roskilde 1667, blev 1673 rektor i Kalundborg og fik 1675 magistergraden. 1676 udnævntes han til sognepræst i Herlufmagle, som i hans embedstid (1681) fik Tybjerg til anneks; samtidig med denne annektering blev han herredsprovst. 1691 forflyttedes han til Aarhus som stiftsprovst og sognepræst ved domkirken.

 

Som rektor i Kalundborg vilde han en juleaften vise sit oratoriske talent og prædike på vers – "for at efterabe dr. Fielke", siger J. Sorterup –, men hukommelsen slog ham fejl. Prædikenen blev dog senere trykt ("Juleglæde over den velsignede Kvindens Sæd", 1680). Et par andre trykte versificerede lejlighedstaler mislykkedes også aldeles ved de indtrædende tidsforhold. 
tree1 
34442 I84801  Pontoppidan  Ludvig Henriksen  7 maj 1648  27 sep. 1706  0 

1693 rektor i Kalundborg, 1675 magistergrad, 1676 Spend's efterflg. som

sognepræst i Herlufmagle, fra 1681 provst også for tillagte Tybjerg. Fra 1691

til sin død stiftsprovst og sognepræst ved Domkirken i Aarhus, udnævnt til

konsistorialassessor i 1691. Lod bekoste det endnu bevarede epitafium i

Herlufmagle kirke med maleri af Barbara Bacher, begge hendes mænd og deres

børn. 
tree1 
34443 I84801  Pontoppidan  Ludvig Henriksen  7 maj 1648  27 sep. 1706  0  1693 rektor i Kalundborg, 1675 magistergrad, 1676 Spend's efterflg. som sognepræst i Herlufmagle, fra 1681 provst også for tillagte Tybjerg. Fra 1691 til sin død stiftsprovst og sognepræst ved Domkirken i Aarhus, udnævnt til konsistorialassessor i 1691. Lod bekoste det endnu bevarede epitafium i Herlufmagle kirke med maleri af Barbara Bacher, begge hendes mænd og deres børn.  tree1 
34444 I84801  Pontoppidan  Ludvig Henriksen  7 maj 1648  27 sep. 1706  0 

Født 7. maj 1648 i Vejle. Død 27. september 1706 i Århus. Stiftsprovst i Århus. ~ 1. gang 30. marts 1677 i Herlufmagle med Barbara Hansdatter BACHER (1646-1689). . ~ 2. gang med Else Sophie SPEND (1673-1707). . · Sognepræst i Herlufmagle, Præstø amt, siden stiftsprovst i Århus. Gift 2 gange, ialt 11 børn. Epitafium i Herlufmagle kirke.

 

Portræt af Ludvig Henriksen Pontoppidan fra epitafiet i Herlufmagle.

En datter Sara blev gift med Jørgen Hatting. En anden datter blev gift med Hans Toxverd, kapellan ved Århus Frue kirke; deres datter Ellen Toxverd var gift med Hans Hatting. Den yngste af stiftsprovstens børn var den berømte Erik Pontoppidan, biskop i Bergen, senere professor i København; produktiv og myreflittig forfatter: "Pontoppidans forklaring", salmebog, kirkehistorie, Danske Atlas, Marmora Danica mm. Slægtens berømteste skud. Efterslægt (3 børn) afsn. 2.6. 
tree1 
34445 I88657  Pontoppidan  Magdalene Sophia  27 sep. 1772  29 jan. 1847  0  Nykøbing F. Kirke  tree1 
34446 I93411  Pontoppidan  Margrethe  5 jan. 1871  28 nov. 1933  0  1875 Adopteret af Pastor F. U. Freuchen  tree1 
34447 I14221  Pontoppidan  Margrethe  14 jan. 1906  Ja, dato ukendt  0  Otterup Kirke  tree1 
34448 I14221  Pontoppidan  Margrethe  14 jan. 1906  Ja, dato ukendt  0  Ørritslevgaard  tree1 
34449 I79477  Pontoppidan  Marie Christine  15 apr. 1852  9 apr. 1904  0  KB 1903-1905 Opslag 23  tree1 
34450 I79477  Pontoppidan  Marie Christine  15 apr. 1852  9 apr. 1904  0  Pastor Th. Balslev paa Frederiksberg Asistenskirkegaard.  tree1 


«Forrige «1 ... 685 686 687 688 689 690 691 692 693 ... 927» Næste»



Quick Links

Kontakt

Kontakt os
Vores efternavne
Our Stories

Webmaster Besked

Vi gør alt for at dokumentere vores forskning. Hvis du har noget, du gerne vil tilføje, så kontakt os venligst.