Forside Søg Login  
Del Udskriv Tilføj bogmærke

Rapport: Personer: Notater

         Beskrivelse: Personer with associated notes


Match 3551 til 3600 fra 46469  » Kommasepareret CSV fil

«Forrige «1 ... 68 69 70 71 72 73 74 75 76 ... 930» Næste»

# Person-ID Efternavn Fornavn Fødselsdato Dødsdato Nulevende note Træ
3551 I36351  Bering  Michael Ditlev  1804  27 apr. 1893  0  Frederiksberg Ældre Kirkegård  tree1 
3552 I43200  Bering  Peder    1727  0  Sogne-Præst i Farstrup og Ajstrup 1724 i Jydland.

Døde ved at få rottekrudt i stedet for Sal. Volatile (lugtesalt).

 		 tree1 
3553 I43202  Bering  Peder    Ja, dato ukendt  0  Succederede faderen  tree1 
3554 I43178  Bering  Peder  1620  maj 1703  0  Provst over Fyends-Herred og Sogn-Præst i Kaaberup (Kobberup - F.45, provst 71-99) i Jydland, avlede 14 børn ved de 2de Hustruer.  tree1 
3555 I43215  Bering  Peder Jakob Samuelsen  maj 1722  22 mar. 1764  0  Præst i Ikast 27 september 1748  tree1 
3556 I43188  Bering  Peder Pedersen Vitus  28 feb. 1648  15 okt. 1727  0  Bringslægten 1496 - 19 81:

 

 

Student fra Viborg 1667, cand. mag. 1669, magister og jubellærer. Præst i Verninger 16 man 1676, ordineret den 27. juli 1676. HAn var meget

nidkær og en alvorlig mand

 		 tree1 
3557 I43188  Bering  Peder Pedersen Vitus  28 feb. 1648  15 okt. 1727  0  Født den 28. februar 1648 i Kobberup, Fjends herred. Student fra

 

Viborg 1667, cand mag. 1669, magister og jubellærer. Præst i Verninger 16 man 1676, ordineret den 27. juli 1676. D

ød den 15. oktober 1727. Han var en meget nidkær og alvorlig mand. Han var søn af Peder Jensen Bering.

 		 tree1 
3558 I43188  Bering  Peder Pedersen Vitus  28 feb. 1648  15 okt. 1727  0  Namnet har skrivits "Behring" och "Beringh". Adjunkt i Anderslöf 1695-, kyrkoherde i Finja 1705-.

--------------------

Namnet har skrivits Behring och "Beringh". Adjunkt i Anderslöf 1695

-, kyrkoherde i Finja 1705-.

 		 tree1 
3559 I43188  Bering  Peder Pedersen Vitus  28 feb. 1648  15 okt. 1727  0  Provst i Bog Herred og Sogne-Præst for Verninge- og Kjøng- Meeniheder i Fyen, som havde ved een Hustrue 18 børn.

Præst i Verninge '76 og Provst 20

I Verninge Kirke hænger en Mindetavl

e over ham

 		 tree1 
3560 I43211  Bering  Peter Laurits  21 aug. 1732  25 feb. 1789  0  Peder Laurits (or Lauridsen) Bering, 1732 - 1789, vicar of Gylling.  tree1 
3561 I43192  Bering  Thomas Kingo  1680  1772  0  Segr. Thomas Kingo Bering, Kirke-Jurator i Hadersleb  tree1 
3562 I43160  Bering  Thomas Vitussen  1723  1776  0  1752-61 gehejmekopist i det holstenske regeringskonseil i Sct. Petersborg, der på i russisk tjeneste, nævnt 1765 som assessor. Boede i Reval 1770, da han fik en datter.  tree1 
3563 I43137  Bering  Vita  13 maj 1653  13 jun. 1730  0  Vita Bering, blev den 28de Januar 1678 optagen i Adelsstanden, «men intet Vaaben indført i Patentet«2). Ved et Andragende til Kongen, dat. Boltinggaard 10. Juni 1699, opnaaede hun Eet til at oprett

e Testament, og ved et Brev, dat. Svenborg 24. August 1724, tilskrev hun sin Søstersøn Oberst Christian Luxdorph til Mørup en Del Indbo og Husgeraad, som han (og, efter hans Død, hans Enke) skulde

have efter hende. Paa Gaarden Mørup tilbragtehun sine sidste Aar. Her oprettede hun d. 29. Juli 1726 sit Testament, hvorved hun bestemte, at hendes Formueskulde deles i to Dele, af hvilken den ene s

kulde tilfaldehendes Søster-Sønnesøn Bolle Villum Luxdorph, og den anden hendes afd. Broders, Oberst Peder Berings, tre Børn, Vitus, Vita og Louise Bering, til lige Deling. Ved Testamentet laa eft

er hendes Død et senere Brev (af ste April 1730) paa slet Papir og uden Underskrift af Vitterlighedsvidner,hvori hun gjør sin Brodersøn, Vitus Bering, heftige Bebrejdelser, fordi han saa lidt havde

skjennet paa hendes Godhed, og navnlig havde giftet sig med »et fattigt Bondebarn«, hvorfor hun nu bestemmer, at han intet skulde have efter hende. — Hun døde ugift paa iYlørup den 13de Juni 17

301).

 		 tree1 
3564 I43153  Bering  Vitus  5 aug. 1681  8 dec. 1741  0  Paa Bering øen i Beringsstræde  tree1 
3565 I43153  Bering  Vitus  5 aug. 1681  8 dec. 1741  0  Vitus Jonassen Bering (also, less correctly, Behring) (August 12, 1681 in Horsens, Denmark – December 8, 1741, Bering Island, Russia) was a Danish navigator in the service of the Russian Navy, a captain-komandor known among the Russian sailors as Ivan Ivanovich. He is noted for being the first European to discover Alaska and its Aleutian Islands. The Bering Strait, the Bering Sea, Bering Island, Bering Glacier and the Bering Land Bridge bear the explorer's name.

http://en.wikipedia.org/wiki/Vitus_Bering

 		 tree1 
3566 I43153  Bering  Vitus  5 aug. 1681  8 dec. 1741  0  Vitus Jonassen Bering (Behring, russisk ogsaa Iwan Iwanowitsch Bering (august 1681, Horsens - 19. december 1741, Øen Awatscha, Bering ø) var en marineofficer i russisk tjeneste og opdagelsesrejsende af dansk herkomst. Han bliver kaldt "Zarens danske Columbus" og beviste blandt andet, at Asien og Nordamerika ikke er forbundet.

Han var født og opvokset i Horsens, Jylland som dengang hørte til i kongeriget Danmark-Norge. Forældrene er toldembedsmand og kirkeværge Jonas Svendsen og Anna Petersdatter Bering, en slægt, som gennem flere hundrede aar havde talt mange præster og jurister. Vitus Bering bliver da ogsaa opkaldt efter sin onkel (morbroder), kgl. historiograf Vitus Pedersen Bering.

Han drog tidligt til søs til Ostindien og Vestindien, og mødte i 1703 i Amsterdam den russiske viceadmiral Cornelis Cruys, født i Stavanger og borger i Amsterdam, nu en af den unge, russiske flaades skabere. Følgerne af dette bekendtskab blev, at Bering som saa mange af hans unge, dansk-norske landsmænd, traadte ind som officer i den russiske marine 1704. Han blev hvervet til Peter den Stores flaade og deltog med hæder i Den store nordiske krig mod sit gamle og nye fædrelands fælles fjender. Efter krigen ønskede zaren at udforske og kortlægge Ruslands østlige egne og finde ud af, om der var en landfast forbindelse mellem Sibirien og Nordamerika, Vitus Bering blev udnævnt til leder af Den 1. Kamtjatka-ekspedition, der drog af sted i 1725.

I 1728 paaviste ekspeditionen, at der var et stræde mellem de to kontinenter, som senere er blevet opkaldt efter ham: Beringstrædet, men man fik ikke Amerika i sigte.

I 1733 drog han ud paa Den 2. Kamtjatka-ekspedition for at udforske og kortlægge Sibiriens ishavskyst. Denne gang naaede Bering Alaska, men blev tvunget tilbage i 1741 paa grund af knappe forsyninger og skørbug blandt ekspeditionens medlemmer. Berings skib maatte opgives, og besætningen gik i land paa en ubeboet ø. Næsten halvdelen af besætningen, herunder Vitus Bering selv, omkom.

Vitus Bering fik flere ting opkaldt efter sig: Beringshavet, Beringgletsjeren, Beringlandtangen, Beringstrædet, Bering Ø og Vitus Bering parken i Horsens.

Hans grav blev i 1991 fundet af danske arkæologer.

Vitus Jonassen Bering var en slægtning til latindigteren Vitus Bering (1617-1675). Til gengæld var storkonspiratoren Magnus Bering Beringskjold ikke i familie med de to Vitus'er.

 		 tree1 
3567 I43153  Bering  Vitus  5 aug. 1681  8 dec. 1741  0  Bering was born on August 12, 1681. He was born in the city of Horsens in Denmark.
After a voyage to the East Indies, he joined the fleet of the Russian Navy as a sublieutenant in 1703, serving in the Baltic Fleet during the Great Northern War. In 1710–1712 he served in the Azov Sea Fleet in Taganrog and took part in the Russo-Turkish War. He became engaged to a Russian woman, and in 1715 he made a brief visit to his hometown, never to see it again. A series of explorations of the northern coast of Asia, the outcome of a long-reaching plan devised by Peter the Great, led up to Bering's first voyage to Kamchatka. In 1725, under the auspices of the Russian government, he went overland to Okhotsk, crossed to Kamchatka, and established the ship Sviatoi Gavriil (St. Gabriel). Aboard the ship, Bering pushed northward in 1728, until he could no longer observe any extension of the land to the north, or its appearance to the east.

In the following year he made an abortive search for mainland eastward, rediscovering one of the Diomede Islands (Ratmanov Island) observed earlier by Dezhnev. In the summer of 1730, Bering returned to St. Petersburg. During the long trip through Siberia along the whole Asian continent, he became very ill. Five of his children died during this trip. Bering was subsequently commissioned to a further expedition, and returned to Okhotsk in 1735. He had the local craftsmen Makar Rogachev and Andrey Kozmin build two vessels, Sviatoi Piotr (St. Peter) and Sviatoi Pavel (St. Paul), in which he sailed off and in 1740 established the settlement of Petropavlovsk in Kamchatka. From there, he led an expedition towards North America in 1741. A storm separated the ships, but Bering sighted the southern coast of Alaska, and a landing was made at Kayak Island or in the vicinity. Under the command of Aleksei Chirikov, the second ship discovered the shores of the northwestern America (Aleksander Archipelago of present-day Alaska). These voyages of Bering and Chirikov were a major part of the Russian exploration efforts in the North Pacific known today as the Great Northern Expedition.

Bering was soon forced by adverse conditions to return, and he discovered some of the Aleutian Islands on his way back. One of the sailors died and was buried on one of these islands, and the group was named after him (as the Shumagin Islands). Bering became too ill to command his ship, which was at last driven to refuge on an uninhabited island in the Commander Islands group (Komandorskiye Ostrova) in the southwest Bering Sea. December 19, 1741 Vitus Bering died at Bering Island, near the Kamchatka Peninsula, from scurvy, along with 28 men of his company. This island bears his name. A storm shipwrecked Sv. Piotr, but the only surviving carpenter, S. Starodubtsev, with the help of the crew managed to build a smaller vessel out of the wreckage. The new vessel had a keel length of only 12.2 meters (40 ft) and was also named Sv. Piotr. Out of 77 men aboard Sv. Piotr, only 46 survived the hardships of the expedition which claimed its last victim just one day before coming into home port. Its builder, Starodubtsev, returned home with governmental awards and later built several other seaworthy ships.

The value of Bering's work was not fully recognized for many years, but Captain Cook was able to prove Bering's accuracy as an observer. Nowadays, the Bering Strait, the Bering Sea, Bering Island, Bering Glacier and the Bering Land Bridge bear the explorer's name.

 		 tree1 
3568 I43153  Bering  Vitus  5 aug. 1681  8 dec. 1741  0  Ivan Ivanovitsch  tree1 
3569 I43153  Bering  Vitus  5 aug. 1681  8 dec. 1741  0  University of Copenhagen
Arrested in riot
Sentance: 15 years service as customs collector, Tranquebar, India
Shipped out 1696

Vitus shiped with him as ship's boy Bering: the Russian discovery of America By Orcutt William Frost pp. 21


 		 tree1 
3570 I43135  Bering  Vitus Pedersen  6 okt. 1617  20 maj 1675  0  Gravsted i Rochi Kapel ved Vor Frue Kirke  tree1 
3571 I43135  Bering  Vitus Pedersen  6 okt. 1617  20 maj 1675  0  Professor og som kongelig Historieskriver
Professor i historie ved Sorø Akadami.
Beskæftigelse Assessor i Højesteret, kongelig historiograf og digter
Vitus Bering er mest kendt som latinsk digter og historieskriver med hovedværkerne Obsidio Hafniensis (1676) og Florus Danicus (1698).
Man kender til to danske digte af Bering:
Brudgommen M. Bering Svarer Poëten M. Bording til hans Brøllups-Vers
Offver det Ostindiske Skibs lyckelig Hiemkomst.

Bering, Vitus, 1617-75, Digter og Historieskriver, Søn af Borgmester Peder Pedersen B. og Hustru Maren Vitusdatter (Brun), var født i Viborg 6. Okt. 1617, nød i sin Opvæxt Undervisning af den fortrinlige Skolemand M. Niels Jensen Aars og afgik 1635 Universitetet fra Viborg Skole. Professor Jesper Brochmand blev hans Privatpræceptor, og derved kom han i nærmere Forhold til denne fremragende Mand, der fik ham meget kjær og siden ved flere Lejligheder støttede ham ved sin formaaende Anbefaling, da han i V. B. havde erkjendt en ung Mand, ikke blot af et elskværdigt Væsen, men ogsaa af en sjælden Begavelse. Det var som smagfuld latinsk Digter, at B. først ret henledte Opmærksomheden paa sig. Støttet ved det kgl. Rejsestipendium drog han 1639 til Leiden, hvor han navnlig dyrkede den gamle Historie og Veltalenhedslæren. Senere dvælede han en Tid i Frankrig, hvis Natur og Kulturliv i høj Grad tiltalte ham. Imidlertid blev han 1641 hjemkaldt for at overtage en Plads som Hovmester for den bekjendte Skaanske Magnat Hr. Tage Thotts Søn, Ove T., under dennes Ophold ved Sorø Akademi og i Udlandet. Denne Stilling beklædte han i 8 Aar, af hvilke de 7 sidste tilbragtes ved fremmede Lærdomssæder, navnlig Leiden, Paris, Rom, Padua og Strasburg. Paa disse Rejser gjorde B. mange lærde Bekjendtskaber, dyrkede Historie og Rhetorik og forøgede ved sine latinske Poesier den Berømmelse, han alt havde vundet som heldig Digter. Efter Hjemkomsten blev han derfor designeret til Professor poeseos, tog 1649 Magistergraden og tiltraadte 1650 det nævnte Professorat. Kong Frederik III, hvis Yndest B. siden fik mange Prøver paa, bivaanede den akademiske Akt, hvorved B. overtog sin Lærerstilling, der særlig synes at være oprettet for ham, da Universitetet ikke tidligere havde haft nogen særlig Professor i Poesi.
Saa passende denne Plads end maatte synes for B., blev han dog kun kort Tid i den, da han endnu samme Aar blev beskikket til Professor i Historien ved Sorø Akademi og til kgl. Historiograf, skjønt der ikke forelaa noget, der vidnede om, at B. i dybere Forstand var kaldet til denne Gjerning, uden for saa vidt han fuldkomment beherskede det latinske Sprog og skrev en elegant Stil. Den trættende og beskedne Lærervirksomhed laa heller ikke for hans højt Stræbende Aand, hvorfor han allerede i Slutningen af 1651 søgte og fik Tilladelse til at opgive Professoratet for ganske at kunne hellige sig til den historiske Forfattervirksomhed. Hans Velynder Hr. Tage Thott anviste ham Bolig paa sit Herresæde Skabersø i Skaane, og Kongen sørgede ikke blot for, at han kunde have anstændige Indkomster, men forærede ham endog senere de gamle Ærkebispers, ved Reformationen under Kronen inddragne, Residens, Lundegaard.
Krigen med Sverige og Skaanes Afstaaelse i den ulykkelige Roskildefred gjorde B. til svensk Undersaat. Da Kong Carl Gustav i Marts 1658 opholdt sig i Lund, boede han under Tag med B. paa Lundegaard. Værtens urbane Væsen og Lærdom maa have tildraget sig den høje Gjæsts Opmærksomhed, siden han tilbød ham at blive kgl. svensk Historiograf. Det var jo et fristende Tilbud, men B. veg dog tilbage for Tanken om mulig at faa den Opgave at skildre sit Fædrelands Ydmygelse. Kunde hans Hverv derimod blive indskrænket til at fremstille andre Partier af Sveriges Historie, og den svenske Konge vilde tillægge ham fornødent Underhold, da var han ikke utilbøjelig til at træde i den Herres Tjeneste, hvem Krigslykken havde tilsmilet. Hvad der bidrog til at gjøre B. tvivlraadig om, til hvilken Side han skulde slutte sig, var, at han i Lundegaard havde en Ejendom, som han nødig vilde opgive, men som han utvivlsomt vilde miste uden Erstatning, dersom han forlod Skaane og gik over Sundet for at stille sig til den danske Konges Raadighed. Da han imidlertid efter Freden 1660 var saa heldig at faa Biskop Vinstrup i Lund til at kjøbe Gaarden, betænkte han sig ikke paa at sige Skaane Farvel, skjønt Carl Gustav 1658 havde tillagt ham et Kanonikat og et Vikariat i Lund.
I Danmark modtog man ham med Glæde, og han fik strax en Plads i den nye Forvaltning, der skulde afløse den ældre Regeringsform, i det han nemlig allerede i Nov. 1660 blev Medlem af Skatkammerkollegiet og nogen Tid efter tillige Assessor i Højesteret. Ved Siden af disse høje Embedsstillinger beholdt han sit Hverv som kgl. Historieskriver, og med Digtekunsten syslede han ikke mindre flittig end tidligere, om han end indskrænkede sig til Lejlighedsdigte. I historisk Henseende stilledes der ham efterhaanden forskjellige Opgaver, saasom en almindelig Skildring af Folkets og Rigets Historie fra de ældste Tider, Christian IV's Historie samt endelig den allernyeste Tids Begivenheder, saasom Kjøbenhavns Belejring og Enevældens Indførelse. Men skjønt han vistnok efterhaanden tog de forskjellige Opgaver op og arbejdede paa deres Løsning, gik det dog sent fra Haanden, dels fordi de næppe alle interesserede ham, dels fordi han var optagen af meget andet, og endelig fordi han stillede saa store Krav til Form og Fremstilling, at Arbejdet nødvendig maatte skride langsomt frem. Af B.s betydeligere Skrifter udkom i hans Levetid egentlig kun et psevdonymt publicistisk Indlæg: «Orosii Annilonis dissertatio de bello Dano-Anglico» (1667). Men store Forventninger knyttede sig til, hvad han havde under Hænder, og Christian V, der yndede ham ikke mindre, end Frederik III havde gjort, skjænkede ham en Landejendom i Nærheden af Kjøbenhavn, for at han uforstyrret af Hovedstadens Selskabsliv kunde i Ro føre sine historiske Arbejder til Ende. Men efter nogen Tids Svagelighed døde han 20. Maj 1675, uden at Maalet var naaet. -- Senere udkom dog hans latinske Skildring af Kjøbenhavns Belejring («Obsidio Hafniensis», 1676) og efter mange Fataliteter endelig ogsaa hans Hovedværk, «Florus Danicus» (Odense 1698, Fol.), en i stilistisk Henseende glimrende, men i historisk Henseende ikke videre betydningsfuld Skildring af den danske Historie fra de ældste Tider indtil Christoffer af Bajerns Død.
Saa store Lovtaler end Samtiden har holdt over B.s historiske Stil, saa blev han dog ingen fremragende Historiker. Det var ikke af Mangel paa Evner, thi Fantasi, Fremstillingsevne og Vid stode i høj Grad til hans Raadighed; men paa den ene Side var han en Søn af sin servile og formalistiske Tid, paa den anden Side var hans Begavelse nærmest af digterisk Art. Hans Kritik holdt sig paa Overfladen og trængte ikke ind i Historiens Dybder. I bunden som i ubunden Stil foretrak han det latinske Sprog, og vi have kun faa Digte af ham paa Dansk. Dog vise disse, at han var en Aandsfrænde af Bording og Kingo, der ogsaa vare hans personlige Venner.
V. B. var to Gange gift, 1. 1652 med Anne, Datter af Professor, Dr. Niels Pedersen Aurilesius, 2. 1663 med Gjertrud, Datter af Renteskriver Jørgen Hansen. Af begge Ægteskaber var der Børn.
Hist. Tidsskrift 5. R. I, 1 ff. 639 ff. VI, 851 ff. H. F. Rørdam.

THOMAS KINGOS MINDEDIGT:
Sørgeligst Eftertænkende paa den Ædle, Høyviise, Høylær de og Viitberømte nu Sal. Mand Vitus Bering Hans Kongl. May ts Fordum Høybetrode Assessor udi Høyeste Ræt og Cancellie Collegio, og Kongelig Historiskriver Hans dødelig afgang. ((daggert) 20. Maj 1675).
Veltalenhed, om ellers du Kanst tale
For hick og hule-suck! og kanstu ey da svale
Din store hiertesorg med øynes salte flood,
Og væd det Saar som ey har ellers anden bood!
Hyyl sammen ald din floch af lærde folckis skare.
Stat under sørge floor din Sorrig at forklare, Bering, haver mist,
Fra først du tugted med din frugtsom ave-qvist.
Har du saa mangen Søn udj dit skiød opammed,
Som dine rige bryst for Kundskabs flod har Krammed,
Og drucket Himlens Dug i deris blomster-aar,
Og af dit fyldehorn, faat mangen sucker taar.
Kald frem den beste Mand der nogen tiid optraade
Paa Verdens tåle-plads, med tungens hunning-odde,
Lad ham beklage det (om det noch Klages kand)
At Bering hand er død ud af vort C/wiør-land. Regimente,
Som fra hint æble-træ i Paradiis du hente,
Det strecker sig forlangt, forbreed du fingren giør
Og sigter ofte did som d

u slet intet bør!

Tekstgrundlag: Coll 4° 538 I S. 342 ff. 

 tree1 
3572 I43135  Bering  Vitus Pedersen  6 okt. 1617  20 maj 1675  0  Vitus Pedersen Bering (6. oktober 1617 i Viborg - 20. maj 1675) var dansk digter (på latin) og historiker. Søfarers Vitus Berings onkel.
Bering var fra 1650 til sin død kongelig historiograf. I 1650 blev han også professor i historie ved Sorø Akademi efter en kort overgang i 1650 at have været professor i poesi ved Københavns Universitet. Stillingen ved Sorø Akademi forlod han dog allerede 1651.

Translation: http://tinyurl.com/vitus-pedersen-bering 		 tree1 
3573 I43135  Bering  Vitus Pedersen  6 okt. 1617  20 maj 1675  0  B. nød i sin Opvæxt Undervisning af den fortrinlige Skolemand M. Niels Jensen Aars og afgik 1635 Universitetet fra Viborg Skole. Professor Jesper Brochmand blev hans Privatpræceptor, og derved kom han i nærmere Forhold til denne fremragende Mand, der fik ham meget kjær og siden ved flere Lejligheder støttede ham ved sin formaaende Anbefaling, da han i V. B. havde erkjendt en ung Mand, ikke blot af et elskværdigt Væsen, men ogsaa af en sjælden Begavelse. Det var som smagfuld latinsk Digter, at B. først ret henledte Opmærksomheden paa sig. Støttet ved det kgl. Rejsestipendium drog han 1639 til Leiden, hvor han navnlig dyrkede den gamle Historie og Veltalenhedslæren. Senere dvælede han en Tid i Frankrig, hvis Natur og Kulturliv i høj Grad tiltalte ham. Imidlertid blev han 1641 hjemkaldt for at overtage en Plads som Hovmester for den bekjendte Skaanske Magnat Hr. Tage Thotts Søn, Ove T., under dennes Ophold ved Sorø Akademi og i Udlandet. Denne Stilling beklædte han i 8 Aar, af hvilke de 7 sidste tilbragtes ved fremmede Lærdomssæder, navnlig Leiden, Paris, Rom, Padua og Strasburg. Paa disse Rejser gjorde B. mange lærde Bekjendtskaber, dyrkede Historie og Rhetorik og forøgede ved sine latinske Poesier den Berømmelse, han alt havde vundet som heldig Digter. Efter Hjemkomsten blev han derfor designeret til Professor poeseos, tog 1649 Magistergraden og tiltraadte 1650 det nævnte Professorat. Kong Frederik III, hvis Yndest B. siden fik mange Prøver paa, bivaanede den akademiske Akt, hvorved B. overtog sin Lærerstilling, der særlig synes at være oprettet for ham, da Universitetet ikke tidligere havde haft nogen særlig Professor i Poesi.

Saa passende denne Plads end maatte synes for B., blev han dog kun kort Tid i den, da han endnu samme Aar blev beskikket til Professor i Historien ved Sorø Akademi og til kgl. Historiograf, skjønt der ikke forelaa noget, der vidnede om, at B. i dybere Forstand var kaldet til denne Gjerning, uden for saa vidt han fuldkomment beherskede det latinske Sprog og skrev en elegant Stil. Den trættende og beskedne Lærervirksomhed laa heller ikke for hans højt Stræbende Aand, hvorfor han allerede i Slutningen af 1651 søgte og fik Tilladelse til at opgive Professoratet for ganske at kunne hellige sig til den historiske Forfattervirksomhed. Hans Velynder Hr. Tage Thott anviste ham Bolig paa sit Herresæde Skabersø i Skaane, og Kongen sørgede ikke blot for, at han kunde have anstændige Indkomster, men forærede ham endog senere de gamle ærkebispers, ved Reformationen under Kronen inddragne, Residens, Lundegaard.

Krigen med Sverige og Skaanes Afstaaelse i den ulykkelige Roskildefred gjorde B. til svensk Undersaat. Da Kong Carl Gustav i Marts 1658 opholdt sig i Lund, boede han under Tag med B. paa Lundegaard. Værtens urbane Væsen og Lærdom maa have tildraget sig den høje Gjæsts Opmærksomhed, siden han tilbød ham at blive kgl. svensk Historiograf. Det var jo et fristende Tilbud, men B. veg dog tilbage for Tanken om mulig at faa den Opgave at skildre sit Fædrelands Ydmygelse. Kunde hans Hverv derimod blive indskrænket til at fremstille andre Partier af Sveriges Historie, og den svenske Konge vilde tillægge ham fornødent Underhold, da var han ikke utilbøjelig til at træde i den Herres Tjeneste, hvem Krigslykken havde tilsmilet. Hvad der bidrog til at gjøre B. tvivlraadig om, til hvilken Side han skulde slutte sig, var, at han i Lundegaard havde en Ejendom, som han nødig vilde opgive, men som han utvivlsomt vilde miste uden Erstatning, dersom han forlod Skaane og gik over Sundet for at stille sig til den danske Konges Raadighed. Da han imidlertid efter Freden 1660 var saa heldig at faa Biskop Vinstrup i Lund til at kjøbe Gaarden, betænkte han sig ikke paa at sige Skaane Farvel, skjønt Carl Gustav 1658 havde tillagt ham et Kanonikat og et Vikariat i Lund.

I Danmark modtog man ham med Glæde, og han fik strax en Plads i den nye Forvaltning, der skulde afløse den ældre Regeringsform, i det han nemlig allerede i Nov. 1660 blev Medlem af Skatkammerkollegiet og nogen Tid efter tillige Assessor i Højesteret. Ved Siden af disse høje Embedsstillinger beholdt han sit Hverv som kgl. Historieskriver, og med Digtekunsten syslede han ikke mindre flittig end tidligere, om han end indskrænkede sig til Lejlighedsdigte. I historisk Henseende stilledes der ham efterhaanden forskjellige Opgaver, saasom en almindelig Skildring af Folkets og Rigets Historie fra de ældste Tider,m Christian IV's Historie samt endelig den allernyeste Tids Begivenheder, saasom Kjøbenhavns Belejring og Enevældens Indførelse. Men skjønt han vistnok efterhaanden tog de forskjellige Opgaver op og arbejdede paa deres Løsning, gik det dog sent fra Haanden, dels fordi de næppe alle interesserede ham, dels fordi han var optagen af meget andet, og endelig fordi han stillede saa store Krav til Form og Fremstilling, at Arbejdet nødvendig maatte skride langsomt frem. Af B.s betydeligere Skrifter udkom i hans Levetid egentlig kun et psevdonymt publicistisk Indlæg: «Orosii Annilonis dissertatio de bello Dano-Anglico» (1667). Men store Forventninger knyttede sig til, hvad han havde under Hænder, og Christian V, der yndede ham ikke mindre, end Frederik III havde gjort, skjænkede ham en Landejendom i Nærheden af Kjøbenhavn, for at han uforstyrret af Hovedstadens Selskabsliv kunde i Ro føre sine historiske Arbejder til Ende. Men efter nogen Tids Svagelighed døde han 20. Maj 1675, uden at Maalet var naaet. -- Senere udkom dog hans latinske Skildring af Kjøbenhavns Belejring («Obsidio Hafniensis», 1676) og efter mange Fataliteter endelig ogsaa hans Hovedværk, «Florus Danicus» (Odense 1698, Fol.), en i stilistisk Henseende glimrende, men historisk Henseende ikke videre betydningsfuld Skildring af den danske Historie fra de ældste Tider indtil Christoffer af Bajerns Død.

Saa store Lovtaler end Samtiden har holdt over B.s historiske Stil, saa blev han dog ingen fremragende Historiker. Det var ikke af Mangel paa Evner, thi Fantasi, Fremstillingsevne og Vid stode i høj Grad til hans Raadighed; men paa den ene Side var han en Søn af sin servile og formalistiske Tid, paa den anden Side var hans Begavelse nærmest af digterisk Art. Hans Kritik holdt sig paa Overfladen og trængte ikke ind i Historiens Dybder. I bunden som i ubunden Stil foretrak han det latinske Sprog, og vi have kun faa Digte af ham paa Dansk. Dog vise disse, at han var en Aandsfrænde af Bording og Kingo, der ogsaa vare hans personlige Venner.

V. B. var to Gange gift,
1. 1652 med Anne, Datter af Professor, Dr. Niels Pedersen Aurilesius,
2. 1663 med Gjertrud, Datter af Renteskriver Jørgen Hansen. Af begge ægteskaber var der Børn.

Hist. Tidsskrift 5. R. I, 1 ff. 639 ff. VI, 851 ff.

H. F. Rørdam. 		 tree1 
3574 I43197  Bering  Vitus Pedersen  sep. 1694  8 sep. 1766  0  Provst i Hammerum Herred 1734 og Sogne-Præst for Rind og Herning i Jydland.

Han var i samme Embede i 43 Aar. Han har sat sig et varigt Eftermæle ved at oprette et Legat, hvis Renter hvert A

ar til jul skal uddeles til fire trængende Familier i Rind og Herning Sogne.

I Rind Kirke er i Korets nordlige Væg indmuret en Mindetavle over Provst Vitus Bering og hans Hustru. Med Undtagels

e af de tre nederste Linier, der er paamalede er Inskriptionen indgraveret i Marmortavlen.

Ved Restauration af Rind Kirke i 1898 blev der søgt efter de Begravelser i Altergulvet, som Indskripti

onen melder om. Der fandtes to af Kampesten murede Gravkamre, meget solide, uden Hvælvinger og lige ved Siden af hinanden med et stærkt Skillerum imellem, ligeledes af Kampesten. Det er næppe sands

ynligt at begge Gravkamre tilhørte Provst Vitus Berings Familie, men rimeligvis kun det nordre; lige overfor det staar Indskriften paa Vægen, og der er også de sidste Begravelser foretagne.

Ã

˜verst paa kistelKistelaaget stod: Vær tro indtil Døden, og jeg vil give dig Livets Krone (Ap. 2, V. 10) mm.

Vahls Slægtsbog over afkommet af Pastor Vitus Pedersen Bering i Rind +1768, beskriver

afkommet af ham.

 		 tree1 
3575 I21110  Berling  Johan Carl Ernst  30 aug. 1812  30 mar. 1871  0 

1835 – 1855    Pilestræde 34 (nedrevet)

1856 – 1860    Christiansborg (det andet Christiansborg der brændte i 1884)

              1861    Pilestræde 34 (nedrevet)

1862 – 1864    Kronprinsessegade 30

1865 – 1871    Ordrup (uden for voldene)

 		 tree1 
3576 I81268  Bernadotte  Bertil Gustaf Oscar Carl Eugén  28 feb. 1912  5 jan. 1997  0  The Royal Palace, Stockholm  tree1 
3577 I81268  Bernadotte  Bertil Gustaf Oscar Carl Eugén  28 feb. 1912  5 jan. 1997  0  Prins Bertil var søn af kong Gustav VI Adolf af Sverige og hans første hustru, prinsesse Margaret af Connaught. Hans ældste bror, arveprins Gustaf Adolf af Sverige, døde i 1947, og efterlod en et år gammel søn, samtidig ved at alle de andre arvinger til tronen havde mistet deres rettigheder som følge af deres ægteskaber. Dermed var chancerne store for at Bertil en dag ville blive regent.

Som følge heraf valgte prins Bertil ikke at gifte sig med walisiske Lilian Davies, eftersom dette ville fjerne hans arveret. Hans far levede imidlertid længe nok til at Bertils nevø Carl XVI Gustaf blev myndig, og den nye konge gav Bertil tilladelse til at gifte sig med Lilian Davies. Brylluppet fandt sted den 7. december 1976. Indtil prins Carl Philips fødsel i 1979 var prins Bertil fortsat først i arvefølgen.

Da arveloven blev ændret i 1980 blev arveretten til tronen indskrænket til kun at gælde efterkommerne af Carl XVI Gustaf, men der blev alligevel gjort en undtagelse for prins Bertil, således at han fortsat var i arverækken efter kongens børn.

Prins Bertil var en meget populær mand. Han havde en stor interesse for biler, og var også ivrig tilhænger og udøver af en række idrætter, blandt andet tennis.

 		 tree1 
3578 I81129  Bernadotte  Carl  27 feb. 1861  24 okt. 1951  0  Hovslagaregatan  tree1 
3579 I81269  Bernadotte  Carl Johan Arthur William  31 okt. 1916  5 maj 2012  0  Stockholm  tree1 
3580 I81269  Bernadotte  Carl Johan Arthur William  31 okt. 1916  5 maj 2012  0  Kungsberg, Ängelholm, Båstad  tree1 
3581 I81291               
3582 I81288               
3583 I81288               
3584 I81265  Bernadotte  Gustaf Adolf Oscar Fredrik Arthur Edmund  22 apr. 1906  26 jan. 1947  0  Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Hans Kongelige Højhed prins Gustav Adolf af Sverige, hertug af Västerbotten, også kendt som arveprins Gustav Adolf (Gustaf Adolf Oscar Fredrik Arthur Edmund Bernadotte) (22. april 1906 – 26. januar 1947) var en svensk prins. Han var ældste søn af den senere kong Gustav VI Adolf af Sverige og kronprinsesse Margaretha.

Ridder af Elefantordenen 1933

Ægteskab og børn
Arveprins Gustav Adolf giftede sig den 19. oktober (borgerligt) og den 20. oktober (kirkeligt) 1932 i Moritzkirken i Coburg med prinsesse Sibylla af Sachsen-Coburg-Gotha, datter af hertug Carl Eduard af Sachsen-Coburg-Gotha og Victoria Adelheid af Glücksborg. De fik fem børn:

Prinsesse Margaretha (f. 1934)
Prinsesse Birgitta (f. 1937)
Prinsesse Désirée (f. 1938)
Prinsesse Christina (f. 1943)
Kong Karl XVI Gustav (f. 1946)

Død
Gustav Adolf omkom i et flystyrt om eftermiddagen den 26. januar 1947 ved Kastrup lufthavn. Prinsen var på vej hjem fra Amsterdam til Stockholm med en DC-3 tilhørende det hollandske selskab KLM. Kaptajn på flyet var Gerrit Johannis Geysendorffer. På grund af hård vind blev en ydre højderorslås aktiveret, trods det korte ophold. For at vinde tid blev starten forceret uden at man som foreskrevet gennemgik en checkliste. Heller ingen motortest blev udført. Disse to fejl gjorde at piloterne ikke fik låsen fjernet fra højderoret. Resultatet blev at DC-3'eren foretog en voldsom 'kavalerstart' og overgassede, for derefter at styrte mod jorden fra 75-80 meters højde. Der udbrød brand umiddelbart, og alle 22 om bord omkom. Blandt de omkomne var endvidere den amerikanske skuespiller Grace Moore, den danske sanger Gerda Neumann og direktør Jens Dennow. 		 tree1 
3585 I81265  Bernadotte  Gustaf Adolf Oscar Fredrik Arthur Edmund  22 apr. 1906  26 jan. 1947  0  Stockholm Palace  tree1 
3586 I81265  Bernadotte  Gustaf Adolf Oscar Fredrik Arthur Edmund  22 apr. 1906  26 jan. 1947  0  Kastrup Lufthavn  tree1 
3587 I81292               
3588 I81128  Bernadotte  Margaretha Sofia Lovisa Ingeborg  25 jun. 1899  4 jan. 1977  0  Bernstorff Slotshave  tree1 
3589 I81128  Bernadotte  Margaretha Sofia Lovisa Ingeborg  25 jun. 1899  4 jan. 1977  0  Djurgården  tree1 
3590 I81263  Bernadotte  Oscar Fredrik Wilhelm Olaf Gustaf VI. Adolf  11 nov. 1882  15 sep. 1973  0  Kungliga begravningsplatsen, Hagaparken, Solna  tree1 
3591 I81263  Bernadotte  Oscar Fredrik Wilhelm Olaf Gustaf VI. Adolf  11 nov. 1882  15 sep. 1973  0  Gustaf 6. Adolf, Oscar Fredrik Wilhelm Olaf Gustaf Adolf (11. november 1882 – 15. september 1973) var Sveriges konge fra 29. oktober 1950. Han var søn af Gustaf 5. af Sverige og dronning Victoria af Sverige, farfar til kong Carl 16. Gustav af Sverige og morfar til dronning Margrethe 2. af Danmark.

Kong Gustaf VI Adolf og Dronning Louise
Gennem sin mor dronning Victoria (født prinsesse af Baden) var Gustaf Adolf tipoldesøn af Gustaf IV Adolf, der var blevet afsat som svensk-finsk konge i 1809. Gustav VI Adolf var den første svenske prins, der blev opkaldt efter den afsatte konge. (Gustaf Adolfs ældste søn, der var arveprins og far til Carl 16. Gustav af Sverige, kom også til at hedde Gustaf Adolf).
Han var i sit første ægteskab forenet med den engelske prinsesse Margareta af Connaught, med hvem han havde fem børn (den yngste, Carl Johan, savnes på billedet). Efter hendes død i 1920 giftede han sig i 1923 med lady Louise Mountbatten, som derfor blev Sveriges dronning. 		 tree1 
3592 I81266  Bernadotte  Sigvard Oscar Fredrik  7 jun. 1907  4 feb. 2002  0  Sigvard Oscar Fredrik Bernadotte, greve af Wisborg (7. juni 1907 - 4. februar 2002) var født prins af svensk og designer. Han var søn af kong Gustav VI Adolf og hans hustru Margareta af Connaught. Han mistede sin prinsetitel, da han i 1934 giftede sig med den ikke-kongelige tysker Erica Patzek. Han antog den svenske kongeslægts navn Bernadotte som efternavn. Hans fars grandkusine storhertuginde Charlotte af Luxembourg udnævnte ham i 1951 til greve af Wisborg.

Som designer stod han blandt andet bag Margretheskålen, som er opkaldt efter hans niece, prinsesse Margrethe, nu dronning af Danmark. Han modtog Elefantordenen i 1952.

Fra 1983 kaldte han sig igen for prins. Kong Carl 16. Gustav af Sverige ville ikke anerkende det, og Sigvard Bernadotte klagede til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. To år efter Sigvard Bernadottes død gav domstolen kongen medhold. 

 tree1 
3593 I597930  Bernbom  Ole K.  26 jun. 1829  25 mar. 1923  0  wahrscheinlich Brooklyn N.Y. (USA)  tree1 
3594 I20107  Berner  Edmund Bügel  21 apr. 1827  10 jan. 1885  0  Christianskirken (Frederiks Tyske Kirke)  tree1 
3595 I20107  Berner  Edmund Bügel  21 apr. 1827  10 jan. 1885  0  Christianskirken (Frederiks Tyske Kirke)  tree1 
3596 I20108  Berner  Louis  12 nov. 1830  19 sep. 1889  0  Christianskirken (Frederiks Tyske Kirke)  tree1 
3597 I20108  Berner  Louis  12 nov. 1830  19 sep. 1889  0  Oringe Sindssygeanstalt  tree1 
3598 I74604  Berner-Schilden-Holsten  Gustav Alexander  5 aug. 1823  20 jun. 1889  0  Lyngby Kirke  tree1 
3599 I74607  Berner-Schilden-Holsten  Rosalie Arminia Regitze Emilie Alexandra  16 jan. 1860  24 jun. 1931  0  Ørsted Kirkegaard  tree1 
3600 I74607  Berner-Schilden-Holsten  Rosalie Arminia Regitze Emilie Alexandra  16 jan. 1860  24 jun. 1931  0  Voldum Kirke  tree1 


«Forrige «1 ... 68 69 70 71 72 73 74 75 76 ... 930» Næste»


Quick Links

Kontakt

Kontakt os
Vores efternavne
Our Stories

Webmaster Besked

Vi gør alt for at dokumentere vores forskning. Hvis du har noget, du gerne vil tilføje, så kontakt os venligst.