Rapport: Personer: Notater

Svane, Hans Marius, 1800-28, Jurist, var født i Kjøbenhavn 22. Juni 1800, Søn af Supercargo, Brygger og Tømmerhandler Hans S. og Johanne Marie f. Gad. Han blev dimitteret fra Frederiksborg Skole 1816 og underkastede sig i 1820 den juridiske Embedsexamens theoretiske og i 1823 dens praktiske Prøve; han naaede kun at blive Volontær i det danske Kancelli, da han døde allerede 6. Marts 1828. – Om S.s mangesidige Interesser vidne hans efterladte Skrifter: «Natur og Kunst, et filosofisk-poetisk Forsøg» (1820), som han sammen med T. Algreen-Ussing udarbejdede til Erhvervelse af en udsat Pris, der dog ikke tilkjendtes dem, «Forklaring over enstydige danske Ords Bemærkelse» (1825), «Smaa poetiske og filosofiske Forsøg» (1826) og endelig en Samling «Juridiske Afhandlinger», som han 1824 udgav sammen med Algreen-Ussing, et Forsøg til en systematisk Fremstilling af de forskjellige Løsagtighedsforseelser, der dog ikke har nogen større videnskabelig Værdi. 

Erslew, Forf. Lex. 
H. Munch-Petersen. 

Svane, Mette Cathrine Thomasdatter (f. 1678, d. 1746)

Kilde: (Fødsel)

Title: Danmarks Adels Aarbog 1979-81

Abbreviation: Danmarks Adels Aarbog 1979-81

Publication: Poul Kristensens Bogtrykkeri 1982

Page: 491

Kilde: (Individ)

Title: Dansk Biografisk Leksikon

Abbreviation: Dansk Biografisk Leksikon

Gerda de Svanenskjold

K, f. 14 november 1872, d. 2 november 1940

Gerda de Svanenskjold

f. 14 Nov 1872nd. 2 Nov 1940

p110.html#i3295

Peter Vilhelm Honoratus de Svanenskjold

f. 1 Sep 1839nd. 10 Jan 1902

p79.html#i2351

Vittha Sophie Henriette Bertha Hoff

f. 9 Aug 1842nd. 2 Okt 1916

p76.html#i2261

Niels E. E. de Svanenskjold

f. 14 Feb 1806nd. 10 Nov 1864

p78.html#i2329

Louise Grosskopff-Berner

f. 5 Feb 1806nd. 19 Nov 1871

p104.html#i3103

Johan A. Hoff

f. 28 Nov 1784nd. 30 Nov 1861

p113.html#i3374

Hannibaline C. Stockfleth

f. 14 Nov 1808nd. 5 Nov 1896

p113.html#i3373

&nbsp

Gerda de Svanenskjold var lærerinde hos Samfundet for Vanføre. Hun blev født 14 november 1872 i Mörarpsgård, Mörarp, Luggude, Skåne. Hun var datter af Peter Vilhelm Honoratus de Svanenskjold og Vittha Sophie Henriette Bertha Hoff. Gerda de Svanenskjold døde 2 november 1940 i Holsteinsgade 21, København, i en alder af 67 år. Hun blev bisat fra Vartov, København, på Farum Kirkegård 6 november 1940.1

Boliger og folketællinger

Folketælling 1885 Østergade 24, København2

Bolig 1 november 1892 Kløvermarksvej 4, København3

Bolig 1 maj 1898 Strandgade 26, København3

Folketælling 1901 Strandgade 26, København4

Folketælling 1906 Strandgade 26, København4

Bolig 1 november 1907 Lille Kannikestræde 4, København3

Bolig 1 maj 1917 Holsteinsgade 54, København3

Folketælling 1925 Holsteinsgade 54, København4

Tavler

Slægten Wøldike

Kildehenvisninger

[S3] Kirkebog.

[S8] Dansk Demografisk Database, URL http://ddd.dda.dk, Honoratus Peter Wilhelm Svanenskjold, 45, Gift, Pensionat, Esrom

Wittha Sophie Henriette Berthea Hoff Svanenskjold, 42, Gift, Viborg

Inge Svanenskjold, 15, Ugift, Mørap,Skåne,Sverig

Gerda Svanenskjold, 12, Ugift, Mørap,Skåne,Sverig

Louis Edvard Hannibal Hoff Svanenskjold, 9, Ugift, Mørap,Skåne,Sverig

Gudny Svanenskjold, 5, Ugift, Mørap,Skåne,Sverig

Ella Svanenskjold, 3, Ugift, Mørap,Skåne,Sverig.

[S468] Registerblade, URL http://www.politietsregisterblade.dk

[S5] Arkivalier Online, URL http://www.arkivalieronline.dk/

Jens M. Svanholm ejede Haverslevgård ved Arden fra 1865 til 1875, flyttede derefter til Bælumgård, hvor han boede nogle år, indtil Fredenslund, i Solbjerg sogn var opbygget. Samme gård arvede han efter sin far.

Fredenslund er oprettet af nedlagte bøndergårde fra Viffertsholm.

(1908 var ejeren Claudius Svanholm)

Hans Svaning (1503 – 20. september 1584) var en dansk historiker.

Svaning blev født i landsbyen Svaninge på Fyn. Hans forældre var bønder, men han havde en slægtning i den gejstlige stand, magister Jens Andersen, kansler hos biskoppen i Odense, der hjalp ham til at studere. Der fortælles, at han i sin barndom var halt og skævbenet, men at han ved et pludseligt fald fik sin førlighed. Han gik i Københavns Skole, mens Christiern Thorkelsen Morsing var rektor der (omkring 1519), og han havde siden meget at fortælle fra den tid, da Sigbrit Willoms dominerede i København og lod de fornemme herrer stå uden for sin gadedør i regn og slud, mens hun formente de fattige skolepeblinger at gå rundt og tigge deres føde, som de var vant til. Efter at have studeret nogle år ved Københavns Universitet kom Svaning 1529 til Wittenberg, hvor han blev længe og 1533 tog magistergraden. Han må allerede her have givet sig af med historiske studier, da Philipp Melanchthon et par år efter, at han var kommet hjem, foreslog Christian 3. at lade ham beskrive den danske reformationshistorie. For øvrigt omtales det, at han med megen venlighed tog sig af yngre danske studerende, der opholdt sig i Wittenberg. Midlerne til sit eget lange ophold der har han måske fået ved, at indtægten af et præstekald på Fyn var ham tillagt, mod at han sørgede for, at det blev tilbørlig betjent af en kapellan. I hvert fald havde han 1532 fået kongeligt løfte på sådant.

1539 blev han kaldet til professor i retorik ved Københavns Universitet, men indtog dog kun i to år denne stilling, da han 1541 blev lærer for den syvårige tronfølger, prins Frederik (2.). 1548 fulgte han denne på hans hyldingsrejse til Norge, ved hvilken lejlighed han ved sin opfordring bevægede Laurents Hansen til at oversætte en del af de norske kongesagaer til dansk. Som løn for sin lærergerning aflagdes Svaning med kapitelspræbender i Roskilde, Lund og Ribe. Sidstnævnte sted fik han 1547 dekanatet med løfte om det første ledige kanonikat.

Da prinsen var 18 år gammel, var hans læretid forbi, og Svaning trak sig nu tilbage til sit prælatur i Ribe, der blev hans fremtidige hjem. I 1550'erne indsamlede han historisk kildemateriale fra klostre og andre steder og var i den forbindelse formodentlig udstyret med et kongebrev, der ikke er bevaret. Det har fået nogen til at mene, at han skulle have været udnævnt til "Danmark Riges Historicus", kongelig historiograf, men samtidige kilder giver ikke belæg for en sådan antagelse. Det er dog stærkt sandsynligt, at kansler Johan Friis havde opfordret Svaning til at skrive et fortsættelse til Saxos Gesta Danorum. For at få stof til et sådant værk rejste Svaning rundt til forskellige dele af landet for navnlig i klostrenes bogsamlinger og arkiver at udsøge, hvad der kunne tjene til hans formål. Snart blev imidlertid hans tid og flid taget i brug til andre litterære opgaver, nærmest af politisk art, idet regeringen benyttede ham til at besvare et nærgående angreb på Danmark, som den afdøde svenske ærkebiskop Johannes Magnus var fremkommet med i sit posthumt udgivne værk Gothorum Sveonumqve historia. Det var navnlig kansler Johan Friis, der holdt på, at den svenske forfatter burde gendrives. 1559, da Svaning var færdig med sit modskrift, fik Københavns Universitets professorer befaling til at gennemse det, om de mulig kunne forbedre noget deri. De foreslog da også nogle forandringer, vistnok især for at mildne den skarpe polemik; men da disse ændringer blev forelagt kongen og kansleren, fik professorerne dem tilbage med den bemærkning, at hvad de havde slettet af Svanings bog, skulle blive stående og intet udelades, "efterdi det er Sandingen". Svanings arbejde, der dels indeholdt en gendrivelse af Johannes Magnus, dels en fremstilling af kong Hans' historie, blev da trykt. Men efter at det var færdigt fra pressen, må man være kommet på de tanker, at det ikke var så heldigt, at det udkom under Svanings navn. Man greb da til den udvej at fjerne Svanings navn på titelbladet og i stedet for sætte den afdøde professor Petrus Parvus Rosæfontanus' samt tillige omtrykke nogle blade for at give det udseende af, at det var et ældre skrift, der væsentlig skrev sig fra den tid, da Parvus skulle have færdedes i udlandet i Christian 2.s følge. Det har dog muligvis også haft betydning, at skriftet mod store (magnus) Johannes blev udgivet af lille (parvus) Peter. I denne skikkelse udkom da bogen under titlen: Refutatio calumniarum cujusdam Joannis Magni Gothi ... Huic accessit chronicon sive historia Joannis regis Daniæ in declarationem ejusdem refutationis (1560 angivet på titelbladet, faktisk trykt 1561).

Der vil ikke her blive dvælet ved dette skrifts senere skæbne. Snart efter dets fremkomst fulgte det blodige sammenstød mellem de nordiske riger, Den Nordiske Syvårskrig. Under denne blev der atter lagt beslag på Svanings publicistiske evner, og han måtte på regeringens forlangende forfatte flere afhandlinger til gendrivelse af svenske fejdeskrifter, ligesom han senere under lensstridighederne med kongens farbrødre, de slesvigske hertuger, måtte låne regeringen sin øvede pen. Men med undtagelse af ovennævnte Refutatio vides ingen af Svanings skrifter at være udgivet i hans levetid. Hans Retraktat eller Forklaring paa den Beretning, som er nyligen udgangen de svenske til Vilje om alt det, som er sket og forhandlet mellem de danske og de svenske (1565, trykt hos Holger Rørdam: Monumenta historiæ Danicæ, bind 2 (1875))indeholder dog en god udredning af årsagerne til krigen i Norden.

Det er vel sandsynligt, at disse publicistiske hverv sinkede Svaning i hans arbejde på en Danmarkshistorie. I hvert fald gik det langsomt fra hånden, skønt Svaning ikke savnede kraftige opfordringer til at fuldende dette nationale foretagende. Følgen var, at den mening efterhånden dannede sig, at han dog ikke var sin opgave ret voksen. Det lader dog til, at han i alt væsentligt var nået til Frederik 1.s tid; men så fik Anders Sørensen Vedel, der for øvrigt var Svanings svigersøn, 1578 ventebrev på det prælatur i Ribe, som Svaning havde, og 24. februar 1579 fik Svaning befaling til med det første at begive sig til kongen med, hvad han havde forfattet og sammendraget til Danmarks historie, hvad enten det var aldeles fuldendt eller ikke, og tage med sig, hvad gamle dokumenter han havde samlet, og overgive det alt sammen til kansler Niels Kaas, "paa det fornævnte danske Historie med des større Frugt og Fuldkommenhed kunde forfærdiges og udgaa". Værket blev nu overgivet til Københavns Universitets bedømmelse, men det kom ikke videre. Svaning var jo også en gammel mand og savnede vistnok den energi og åndslivlighed, som hørte til for at lægge sidste hånd på værket og drive på, at det kunne komme for lyset.

I mange år hørte nu Svanings arbejde til de håndskrifter, der gemtes i Københavns Universitetsbibliotek og gik fra den ene historieskriver til den anden. Arild Huitfeldt har benyttet det i større målestok, og Johannes Meursius ikke mindre. 1658, da krigen rasede mellem Danmark og Sverige, fandt en eller anden, der ville Danmark ilde, det formålstjenligt i Frankfurt am Main at udgive den del af Svanings værk, der omhandlede Christian 2.s historie. Denne konge var nemlig afmalet af Svaning med de sorteste farver, og det var vand på svenskernes mølle, en slags forsvar for deres overfald på Danmark. For øvrigt indeholder samme historie maleriske træk af Svanings egne oplevelser eller erindringer fra hans ungdom, og så upålidelig hans Christian 2.s historie end er i mange ting, må den dog altid rådspørges, når man sysler med den tid. I det hele var streng pålidelighed just ikke Svanings sag. Han synes mere at have lagt vægt på en livlig og anskuelig fortælling, og når han ikke havde tilstrækkelige historiske kilder, havde han fantasi nok til at udfylde det manglende ved gætværk og dristige kombinationer. Dog har han den fortjeneste, at han med flid har eftersøgt kilder til den danske middelalders historie, og man vil også kunne finde pålidelige efterretninger hos ham, som ville have været tabt, hvis han ikke havde optegnet dem. Man må derfor beklage, at det meste af hans håndskrevne efterladenskaber gik til grunde ved universitetsbibliotekets brand 1728.

Svaning døde i Ribe 20. september 1584, 81 år gammel. I en fremskreden alder havde han 30. september 1554 ægtet den 15-årige Marine, datter af borgmester Søren Jacobsen Stage i Ribe. Hun blev moder til 15 børn og døde 4. juli 1615. Den svenske historiker Johannes Messenius (1579-1636), der i en senere tid tog sig for at imødegå Svanings ovennævnte gendrivelse af Johannes Magnus, sagde om ham, at han egnede sig bedre til at avle børn end til at skrive bøger (liberisqvam libris procreandis aptior fuit). En blidere dom blev fældet af Vedel, af hvem Svaning i 1567 omtales som en såre værdig og kundskabsrig mand, vir prudens, gravis et in omni eruditionis genere excellens, maxime omnis antiqvitatis et historiarum peritissimus.

Det Danske Sprog- og Litteraturselskab står bag en projekteret udgivelse af de dele af Svanings danmarkshistorie, som det kan lade sig gøre at rekonstruere. Foruden den latinske tekst vil den komme til at indholde en paralleloversættelse til dansk, begge udarbejdet af Peter Zeeberg. 

Fra Wikipedia

Svaning, Hans 1503-84, kongl. Historieskriver, var født i Landsbyen Svaninge i Fyn. Hans Forældre vare Bønderfolk; men han havde en Slægtning i den gejstlige Stand, M. Jens Andersen, Kansler hos Biskoppen i Odense, der hjalp ham til at studere.

Der fortælles, at han i sin Barndom var halt og skjævbenet, men at han ved et pludseligt Fald fik sin Førlighed. Han gik i Kjøbenhavns Skole, medens Christiern Thorkelsen Morsing (XI, 472) var Rektor her (o. 1519), og han havde siden meget at fortælle fra den Tid, da Sigbrit dominerede i Kjøbenhavn og lod de fornemme Herrer staa uden for sin Gadedør i Regn og Slud, medens hun formente de fattige Skolepeblinger at gaa om og tigge deres Føde, som de vare vante til. Efter at have studeret nogle Aar ved Kjøbenhavns Universitet kom Svane 1529 til Wittenberg, hvor han forblev længe og 1533 tog Magistergraden. 

Han maa allerede her have givet sig af med historiske Studier, da Melanchthon et Par Aar efter, at han var kommen hjem, foreslog Christian III at lade ham beskrive den danske Reformationshistorie. For øvrigt omtales det, at han med megen Venlighed tog sig af yngre danske studerende, der opholdt sig i Wittenberg. Midlerne til sit eget lange Ophold der har han maaske faaet derved, at Indtægten af et Præstekald i Fyn var ham tillagt, mod at han sørgede for, at det blev tilbørlig betjent af en Kapellan. I alt Fald havde han 1532 faaet kongeligt Løfte paa noget saadant.

1539 blev han kaldet til Professor i Rhetorik ved Kjøbenhavns Universitet, men indtog dog kun i 2 Aar denne Stilling, da han 1541 blev Lærer for den 7aarige Tronfølger, Prins Frederik (II). 1548 fulgte han denne paa hans Hyldingsrejse til Norge, ved hvilken Lejlighed han ved sin Opfordring bevægede Laurents Hansen (VII, 29) til at oversætte en Del af de norske Kongesagaer paa Dansk. Som Løn for sin Lærergjerning aflagdes Svane med Kapitelspræbender i Roskilde, Lund og Ribe. Paa sidstnævnte Sted fik han 1547 Dekanatet med Løfte om det første ledige Kannikedømme.

Da Prinsen var 18 Aar gammel, var hans Læretid forbi, og Svane trak sig nu tilbage til sit Prælatur i Ribe, hvilken By blev hans fremtidige Hjem, skjønt han 1553 udnævntes til «Danmarks Riges istoricus». Men den Gang vare de historiske Kilder ingenlunde saaledes samlede i Kjøbenhavn, som de siden bleve. Den Opgave der blev stillet Svane, var at fortsætte Saxos Historie indtil hans egen Tid. 

For at faa Stof til et saadant Værk berejste Svane forskjellige Dele af Landet for navnlig i Klostrenes Bogsamlinger og Arkiver at udsøge, hvad der kunde tjene til hans Formaal. Snart bleve imidlertid hans Tid og Flid tagne i Brug til andre litterære Opgaver, nærmest af politisk Art, i det Regeringen benyttede ham til at besvare et nærgaaende Angreb paa Danmark, som den afdøde svenske Ærkebiskop Johannes Magnus var fremkommen med i sit (efter hans Død udgivne) Værk «Gothorum Sveonumqve historia». 

Det var navnlig Kansler Johan Friis, der holdt paa, at den svenske Forfatter burde gjendrives. 1559, da Svane var færdig med sit Modskrift, fik Universitetets Professorer Befaling til at gjennemse det, om de mulig kunde forbedre noget deri. De foresloge da ogsaa nogle Forandringer, vistnok især for at mildne den skarpe Polemik; men da disse Ændringer vare forelagte Kongen og Kansleren, fik Professorerne dem tilbage med den Bemærkning, at hvad de havde udslettet af Svanes Bog, skulde blive staaende og intet lades ude, «efterdi det er Sandingen». Svanes Arbejde, der dels indeholdt en Gjendrivelse af Johs. Magnus, dels en Fremstilling af Kong Hans' Historie, blev da trykt.

Men efter at det var færdigt fra Pressen, maa man være kommen paa de Tanker, at det ikke var saa heldigt, at det udkom under den kongl. Historieskrivers Navn, da det derved vilde faa et næsten officielt Præg. Man greb da til den Udvej at udslette Svanes Navn paa Titelbladet og i Steden derfor sætte den afdøde Professor Petrus Parvus Rosæfontanus' (XII, 556) samt derhos omtrykke nogle Blade for at give det Udseende af, at det var et ældre Skrift, der væsentlig skrev sig fra den Tid, da P. Parvus skulde have færdedes i Udlandet i Christian II's Følge. I denne Skikkelse udkom da Bogen under Titel: «Refutatio calumniarum cujusdam Joannis Magni Gothi . . . Huic accessit chronicon s. historia Joannis regis Daniæ in declarationem ejusdem refutationis» (1560, faktisk 1561).

Vi kunne ikke her dvæle ved dette Skrifts senere Skæbne. Snart efter dets Fremkomst fulgte det blodige Sammenstød mellem de nordiske Riger i en mere end 7aarig Krig. Under denne blev der atter lagt Beslag paa Svanes publicistiske Evner, og han maatte paa Regeringens Forlangende forfatte flere Afhandlinger til Gjendrivelse af svenske Fejdeskrifter, ligesom han senere under Lensstridighederne med Kongens Farbrødre, de slesvigske Hertuger, maatte laane Regeringen sin øvede Pen. Men med Undtagelse af ovennævnte «Refutatio» vides ingen af Svanes Skrifter at være udgivne i hans Levetid. Hans «Retraktat eller Forklaring paa den Beretning, som er nyligen udgangen de svenske til Vilje om alt det, som er sket og forhandlet mellem de danske og de svenske» (1565, trykt hos Rørdam, Hist. Kildeskrifter II) indeholder dog en god Udredning af Aarsagerne til Krigen i Norden.

Det er vel sandsynligt, at disse publicistiske Hverv have sinket Svane i hans Arbejde paa Danmarks Historie. I ethvert Tilfælde gik det langsomt fra Haanden, skjønt Svane ikke savnede kraftige Opfordringer til at fuldende dette nationale Foretagende. Følgen var, at den Mening efterhaanden dannede sig, at han dog ikke var sin Opgave ret voxen. Det lader dog til, at han i alt væsentligt var naaet til Frederik I's Tid; men saa fik Anders Sørensen Vedel, der for øvrigt var Svanes Svigersøn, 1578 Ventebrev paa det Prælatur i Ribe, som var Historieskriverens Løn, og i Febr.

1579 fik Svane Befaling til med det første at begive sig til Kongen med, hvad han havde forfattet og sammendraget til Danmarks Historie, hvad enten det var aldeles fuldendt eller ikke, og tage med sig, hvad gamle Dokumenter han havde samlet, og overantvorde det alt sammen til Kansler Niels Kaas, «paa det fornævnte danske Historie med des større Frugt og Fuldkommenhed kunde forfærdiges og udgaa». Værket blev nu overgivet til Universitetets Bedømmelse; men det kom ikke videre. Svane var jo ogsaa en gammel Mand og savnede vistnok den Energi og Aandslivlighed, som hørte til for at lægge sidste Haand paa Værket og drive paa, at det kunde komme for Lyset.

I mange Aar hørte nu Svanes Arbejde til de Haandskrifter, der gjemtes i Universitetsbibliotheket og gik fra den ene Historieskriver til den anden. Huitfeldt har benyttet det efter en større Maalestok, og Meursius ikke mindre. 1658, da Krigen rasede mellem Danmark og Sverige, fandt en eller anden, der vilde Danmark ilde, det formaalstjenligt (i Frankfurt) at udgive den Del af Svane s Værk, der omhandlede Christian II's Historie. Denne Konge var nemlig afmalet af Svane med de sorteste Farver, og det var Vand paa Svenskernes Mølle, en Slags Forsvar for deres Overfald paa Danmark. For øvrigt indeholder samme Historie maleriske Træk af Svanes egne Oplevelser eller Erindringer fra hans Ungdom, og saa upaalidelig hans Christian II's Historie end er i mange Ting, maa den dog altid raadspørges, naar man sysler med hin Tid.

I det hele var Stræng Paalidelighed just ikke Svanes Sag; han synes mere at have lagt Vind paa en livlig og anskuelig Fortælling, og naar han ikke havde tilstrækkelige historiske Kilder, havde han Fantasi nok til at udfylde det manglende ved Gætninger og dristige Kombinationer. Dog har han den Fortjeneste, at han med Flid har eftersøgt Kilder til vor Middelalders Historie, og man vil ogsaa kunne finde paalidelige Efterretninger hos ham, som vilde have været tabte, hvis han ikke havde optegnet dem. Vi maa derfor beklage, at det meste af hans haandskrevne Efterladenskaber gik til Grunde ved Universitetsbibliothekets Brand 1728. 

Svane døde i Ribe 20. Sept. 1584, 81 Aar gammel. I en fremrykket Alder havde han 30. Sept. 1554 ægtet den 15aarige Marine, Datter af Borgmester Søren Jacobsen Stage i Ribe. Hun blev Moder til 15 Børn og døde 4. Juli 1615. Den svenske Historiker Johs. Messenius, der i en senere Tid tog sig for at imødegaa Svanes ovennævnte Gjendrivelse af Johs. Magnus, siger om ham, at han egnede sig bedre til at avle Børn end til at skrive Bøger («liberis qvam libris procreandis aptior fuit»). Vi holde os dog hellere til Vedel, af hvem Svane (1567) omtales som en saare værdig og kundskabsrig Mand, «vir prudens, gravis et in omni eruditionis genere excellens, maxime omnis antiqvitatis et historiarum peritissimus».

Rørdam, Historieskrivn. i Danmark efter Reform. Svane 68 ff.

Rørdam, Kbhvns Universitets Hist. 1537-1621 I, 566 ff.

Familienavnet "Svane" opstod da Marina Stage blev gift med prinseopdrageren og historikeren Hans Svaning i 1554 - der førte SVANEN som sit våbenmærke