Rapport: Personer: Notater

Bjørnedramaet ved cirkus vognene ved Køgevej har over alt i landet vakt medfølelse med Zigøjner familien, der på så voldsom en måde blev berøvet sin forsørger. I denne Artikel fortæller journalist J. R. Theisen, Vordingborg, om Fru Marietta Rosenhagen og hendes fader, Zigøjner - Høvdingen Tejgon. Theisen har selv kendt gamle Tejgon, og hvad han fortæller, har han fra bedste kilde.

En virkelig stor Zigøjner invasion – vel nok den sidste, som har været her i Landet - var Høvdingen Tejgon's store trop, der i året 1906 kom til Sjælland fra Sverige. Troppen bestod foruden af Tejgon, hans kone og deres børn af ca. 50 personer. Dertil kom 25 heste, 6 store Zigøjner vogne, alle træn – og bagagevognene m. m.

Et mere malerisk skue end at se dette optog komme hen ad – landevejen kan næppe tænkes. Først kom en forrider, en ung Zigøjner til hest, så nogle folk til fods, så vognene, rumlende og knirkende, man hørte kuskenes tilråb til hestene, piske knald, hundenes gøen osv.

Truppen skulle kun være her i landet på gennemrejse, men i stedet for at drage mod Syd drog den på turne i Nordsjælland, og en dag var den nået til Fredensborg egnen.

Troppen havde ikke skabt sig det bedste rygte på sin vej gennem landet. Enkelte af de ældre Zigøjner var temmelig udfordrende overfor befolkningen. Der var også nogle slemme fyre imellem, med langt sort, krøllet hår og skæg og et vildt, trodsigt blik i øjnene. På hovedet havde de en vældig mexicansk røver hat, hvori var stukket en ørne fjer, og når de trak munden op til et godt eller grusomt smil, viste de 32 kridhvide tænder. Med et par pistoler og et par knive i bæltet og en riffel på ryggen … så havde man typen på en røver af den gode gamle slags fra Tysklands og Ungarns Bjerge. Så havde udstyret været komplet. Maskeringen var god nok, den havde naturen selv sørget for. Hestehandlere var de om en hals, og det var nogle fyre, der havde forstand på heste.

Fru Tejgon og hendes datter Marietta var særdeles dygtige til at spå. Disse to kvinder kendte den hemmelige kunst at kunne forudsige folks skæbne ved at læse og tyde i håndens linier. De gjorde også mægtig forretning. Men der indløb idelig klager til politiet over de besværlige gæster, og da det efter en lov af 1875 er forbudt udenlandske tater, der vil søge erhverv ved omvandring, at opholde sig i Danmark, så slog en dag den time, da der blev præsenteret Tejgon en Udvisningsordre. Politimesteren mødte med flere betjente, og der udspilledes en bevæget scene. Fru Tejgon var troppens diplomatiske talent, og hun forsøgte alle kneb for at bevæge Politimesteren til at ophæve forbudet. Høvdingen Tejgon stak sit mægtige hoved ud af vinduet og gav en strøm af franske ord med. Han stammede fra Elsass og kunne kun tale fransk, og så selvfølgelig det hemmelige Zigøjner sprog, som alle Zigøjnere kan. Men Politichefen var ubøjelig, og hele lejren var i vild forvirring. Gamle Fru Tejgon græd, så selv en sten måtte røres, de ældre mandlige medlemmer af troppen bandede og skældte …

Men når nøden er størst, er hjælpen nærmest.

Pludselig rider tre statelige Herre ind på pladsen, den forreste på en prægtig skinnende hvid hingst. Rytteren er klædt i dansk Generalsuniform, de to Herrer i hans følge er også højere militærpersoner. Da Politichefen og hans betjente får øje på rytteren på den hvide hest, smækker de hælene sammen og gør stram honnør.

Da går det pludselig op for Fru Tejgon, at rytteren er landets Konge, Frederik den ottende i egen høje person. Og moder og datter kaster sig på knæ foran Kongen og anråber ham på fransk om nåde. Selv Tejgon kommer i en fart ud af sin vogn og står bukkende med sænket hoved ved siden af sin kone og datter. Så taler Majestæten på flydende fransk til familien, og Tejgon forsikrer, at det vil blive hans fuldstændige ruin, om han bliver jaget ud af landet. Da røres Kong Frederiks gode hjerte, som altid slog så varmt for andres nød og trang, og han lovede personlig at tage sig af troppen, når Tejgon på sin side vilde garantere ham at holde landets love og rette sig i et og alt efter politiets anordninger.

Og Tejgon lover højt og helligt alt, hvad Kongen ønsker og befaler. Pludselig spørger Marietta Majestæten, om hun må danse en dans for ham, og Kongen nikker til svar. Ind farer hun i vognen og henter sin tamburin, og så begynder hun at danse sin stammes gamle dans; selv har hun siden sagt, at hun aldrig hverken før eller siden har kunnet danse, som hun gjorde den dag. Rundt farer hun om Kongens hvide hest, slår på tamburinen, så bjælderne rasler, mens hele Zigøjner flokken synger og klapper i hænderne og tramper med benene i takt dertil. Til afslutning danser Marietta en tarantel i det vildeste tempo, og da dansen er forbi, trykker Kongen en blank guldmønt i den dybt nejende Mariettas hånd.

Og så fik Tejgon kongelig bevilling på, at han og hans folk måtte blive her i landet. Efter dette drog troppen rundt på Sjælland og besøgte hver eneste by. De mandlige medlemmer ernærede sig som klinker, Kedelflikkere, Hestehandler, Musiker osv.

Fru Tejgon og Marietta gjorde de bedste forretninger som spåkvinder. Moderen gik uden videre ind i velhavende folks huse, nejede for Fruen og sagde: Ræk mig deres hånd, ærede Frue, så skal jeg sige Dem Deres skæbne. Til tak for oplysningen gav husfruen spåkvinden et pengestykke, en krukke med mad, en gammel kjole af sin egen garderobe eller en af gemalens kasserede habitter. Det var en ganske anseelig bunke tøj, denne Zigøjner kvinde i tidens løb havde samlet sammen.

Marietta tog sig af den mandlige ungdom: Ræk mig din hånd, du, så skal jeg sige dig, om du får den pige, som du elsker! Og Marietta læser i linierne om skæbnens dunkle veje, mens hendes sorte øjne skinner. Det endte gerne med, at hun lovede ham, at han nok skulde få den søde pige … Om aften var der ofte opvisning af Zigøjnerne, og Marietta viste her sin kunst som den dygtige danserinde, hun var. I håret havde hun flettet sølvmønter, på benene havde hun lange, blanke støvler, og hun var klædt i sin spraglede orientalske dragt, der sluttede stramt om hendes slanke skikkelse.

Marietta er vel uden overdrivelse den smukkeste Zigøjner pige, der har opholdt sig på vore breddegrader. Selv folk, der har rest eget i udlandet og set Zigøjnere under flere himmelstrøg, erklærede hende for en stor skønhed. Den, hun nærmest kunde sammenlignes med, er Mexicaner inden Dolores del Rio. Det hændte nogle gange, at eventyrlystne unge mennesker af begge køn med rejselyst i blodet sluttede sig til troppen.

En pige var blevet forelsket i en af Tejgon's sønner, hun forlod sin plads; ingen viste, hvor hun var blevet af. Politiet udsendte stikbreve alle vegne, men uden resultat. Så kom da troppen på sin vandring til Vordingborg egnen, og en af byens politibetjente tog ud og så folk lidt efter i sømmene. De fandt bl.a. en ung pige, der var mørk nok i huden, men havde blå øjne og lyst hår. Skulde det ikke være den efterlyste pige?

Ork nej – forsikrede pigebarnet, hun var da rigtignok fra en helt anden by. Men dagen efter mødte betjenten med den bekymrede fader – og meget rigtigt, pigen havde smurt sig ind i valnøddesaft for at ligne de andre Zigøjnere. Hendes eventyr som Zigøjnerske fik en brat afslutning.

Nu er Tejgon's trup for længst ude af Danmark, og den vender aldrig mere tilbage. Kun Marietta kunde blive her i landet, hun havde giftet sig med Bjørnetæmmeren Edvard Carl Daniel Rosenhagen og havde dermed fået dansk indfødsret. Da Kong Frederik den Ottende døde, bortfaldt Tejgon's kongelige bevilling, og hele troppen rejste til Sverige, hvor den endnu opholder sig. Mange år er gået siden, og store sorger og skuffelser har sat dybe rynker og furer i Marietta Tejgon's en gang så smukke og glatte ansigt.

De sidste dage voldsomme begivenheder har taget stærkt på hendes kræfter. Få vil i den af sorg sammensunkne skikkelse kunne genkende den en gang så blændende skønhed, Høvdingen Tejgon's dejlige datter. Gid det da må lysne for hende i denne svære tid, hun og hendes bør går i møde. Hun er et godt menneske men hårdt ramt af skæbnen. 

Sag nr. 0715 :

Spåkvinde, Sigøjnerprinsessen - Marietta Rosenhagen

I sagsmappen findes en nekrolog om Marietta Rosenhagen.

Litteratur : 2

From the 1845 census of Åker parish:

#149, a house: Mikkel Tamdrup, 55, married, born in Pedersker parish, day-labourer (daglejer); Kierstine Hansdatter, 57, married, born in Åker parish, his wife; their children: Benditte Marie Mikkelsdatter, 26, unmarried, Åker; Mariane Mikkelsdatter, 17, Åker; Peter Tamdrup, 15, Åker; Jacob Tamdrup, 7, Åker.