Rapport: Personer: Notater

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

 

C.F.F.E. Tuxen
Foto: Emil Hohlenberg

Christian Frederik Frands Elias Tuxen (14. februar 1837 i København – 23. februar 1903 på Frederiksberg) var en dansk officer og krigsminister, halvbroder til kemikeren August Tuxen.

Tuxens fader, Christian Friderich August Tuxen (12. oktober 1797 – 27. november 1850), var major i infanteriet. Moderen hed Frederikke Elisabeth f. Sommer (1803-1847). Tuxen blev landkadet 1853, sekondløjtnant 2 år senere med aldersorden fra 1854 og ansattes ved 10. bataljon, indtil han i 1857 kom ind på Den kongelige militære Højskole, hvis generalstabsafdeling han gennemgik 1861-63. Ved Hærensmobilisering sidstnævnte år blev han adjudant ved 2. infanteribrigade og deltog som sådan i kampen ved Mysunde og i Dybbølstillingensforsvar, særlig i kampene 17. marts og 18. april, samt i forsvaret af Als. Efter krigen gjorde han endnu nogen tid tjeneste som brigadeadjudant og ved 15. bataljon, men blev ved gennemførelsen af Hærloven af 1867 premierløjtnant og ansat i generalstaben, hvorfra han 1873 afgik til 1. bataljon. Udnævnt til kaptajn i 1875 blev han kompagnichef ved 18. bataljon og vendte i 1878 tilbage til generalstaben, hvor han navnlig gjorde tjeneste ved den taktiske afdeling, indtil han i 1882 blev ansat i Krigsministeriet.

Allerede i 1880 var han blevet lærer i krigskunst m.m. ved Officersskolens næstældste klasse og udgav under sin virksomhed som sådan indtil 1887 forskellige lærebøger (Krigskunstens Udvikling, 1880, Danmarks Militærgeografi, 1882, Strategiens Grundsætninger og de forenede Vaabenarters Taktik, 1884, Enkelte Vaabenarters Taktik, 1885) samt Krigen 1848-50 (1888) og Krigen 1864 (1891). Også i Militært Tidsskriftskrev han en mængde artikler, navnlig angående fodfolkets taktik og dets anvendelse i fæstningskrigen samt om organisationsspørgsmål, medens han til bladet Vort Forsvar oftere ydede forskellige bidrag. Han viste sig herved at være i besiddelse af en ikke ringe stilistisk evne, hvilket bevirkede, at krigsminister J.J. Bahnson oftere overdrog ham at belyse forskellige militære spørgsmål i dagspressen eller andetsteds, også efter at han i 1886 var udnævnt til oberstløjtnant og chef for 2. bataljon. Desuden var han medlem af Kommissionen til at udsøge et befæstet punkt i Jylland (1880) og af Befæstningskommissionen af 1883.

I 1889 blev Tuxen chef for generalstabens taktiske afdeling, og det overdroges ham kort efter at udarbejde den af generalstaben udgivne fremstilling af Den dansk-tyske Krig 1864, hvilket betydelige arbejde i 3 dele udkom 1890-92 og i 1893 indbragte forfatteren Fortjenstmedaljen i guld. Desuden var han medlem af flere kommissioner og foretog i vinteren 1893-94 en tjenesterejse til udlandet; medens han allerede i 1876 og 1883 havde overværet troppesamlinger i Frankrig og i Sverige. Ved vore egne troppesamlinger i 1891 og 1895fungerede han desuden som stabschef og avancerede sidstnævnte år til oberst. 1897 blev Tuxen stabschef ved 1. generalkommando, men allerede 23. maj samme år udnævntes han til krigsminister i ministeriet Hørring.

I dette havde han en vanskelig stilling, navnlig efter at regeringen i sommeren 1898 havde anset det for nødvendigt uden forud indhentet samtykke af Rigsdagen at anvende ca. ½ mio. kr. til forstærkning af Københavns Søbefæstning. Den modstand, som regeringen, og ikke mindst krigsministeren, derefter mødte i Folketinget, gav sig følelig til kende ved behandlingen af enhver sag af militær betydning og satte særlig sit spor i det militære budget, der blev betydelig reduceret. Dette påvirkede ganske naturlig stemningen i Hæren, og efter et par års virksomhed trak Tuxen sig derfor tilbage (2. august 1899). Han stod derefter en kort tid uden for nummer, men udnævntes i oktober samme år til chef for 8. regiment, hvornæst han 1900 blev generalmajor og chef for 1. sjællandske brigade. 1896 var han blevet Kommandør af Dannebrog af 2. grad og 1898 af 1. grad. Han døde 23. februar 1903.

Tuxen blev 16. december 1863 gift med Johanne Maria Clementine Lassen (3. august 1842 i Ringsted – 24. oktober 1911 på Frederiksberg), datter af købmand, formand for borgerrepræsentationen i Ringsted Jens Holger Ferdinand Lassen (1809-1877) og Elise Birgithe Sophie Ultima Henriksen (1819-18x2).

Han er begravet på Solbjerg Parkkirkegård.

Laurits Tuxen Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Laurits Tuxen

Laurits (eller Lauritz) Regner Tuxen (9. december 1853 i København – 21. november 1927 i København) var en dansk maler, billedhugger og professor ved Kunstakademiet.

Laurits Tuxen voksede op i København. Faderen, Nicolai Elias Tuxen, var søofficer og direktør for Orlogsværftet, og Tuxen ville egentlig helst være marinemaler. På Kunstakademiet blev han og P.S. Krøyer betragtet som de dygtigste elever, og derfor blev han opfordret til at beskæftige sig mere med figurmaleriet, som regnedes for den fornemste genre.

Tuxen kom første gang til Skagen i 1870, og han besøgte byen flere gange i løbet af 1870'erne. Det skulle imidlertid gå mere end 20 år, før han i 1901 igen kom til Skagen. I de mellemliggende år videreuddannede han og Krøyer sig i Paris, og han var initiativtager til oprettelsen af Kunstnernes Frie Studieskoler i København.

Desuden rejste han meget rundt på store bestillingsopgaver fra Europas konge- og fyrstehoffer.

Han malede bl.a. kæmpestore familieportrætter af kong Christian 9. og dronning Louise med deres familie, af den engelske dronning Victoria med hendes familie og af den russiske tsarfamilie.

Tuxens første hustru, den belgiske Ursule de Baisieux, døde af tuberkulose i 1899.

I 1901 giftede han sig med den norske Frederikke Treschow, og de bosatte sig i København sammen med Tuxens to døtre, Yvonne og Nina. Samme år købte parret Madam Bendsens hus i Skagen, som de byggede om til en herskabelig sommerbolig og døbte den Dagminne.

I de følgende år malede Tuxen en lang række billeder i Skagen. Det var nu især de nære motiver, der optog ham: familien, vennerne, landskabet, havet og havens blomster. Desuden engagerede han sig stærkt i oprettelsen af Skagens Museum.

Tuxen rejste i 1879 til Nymindegab, hvor han blandt andet malede de lokale fiskere og trankogersker. Enkelte af hans værker fra dette fremmede, vestjyske land kan i dag ses på Nymindegab Museum.

Der findes malerier af Tuxen i samlingerne: Hermitage (Skt. Petersborg, Rusland), The Royal Collection (London, UK), Ny Carlsberg Glyptotek (København, Danmark), Statens Museum for Kunst (København, Danmark), Skagens Museum (Skagen, Danmark) og Den Hirschsprungske Samling (København, Danmark).

Han var Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand.

Dronningens ridefoged på Hirschholm

Svenskekrigene 1658-60 hører ikke til de mest glorværdige i danmarkshistorien. Faktisk var det samlede resultat

tæt på en total ydmygelse. Landet var allerede blevet forarmet under Trediveårskrigen 1618-48, hvorunder Sverige overtog Jemtland, Herjedalen, Gotland og Øsel og samtidig fik ret til at holde Hal

land besat i 30 år. Men trods en ugunstig udgangsposition erklærede Frederik 3. alligevel krig mod Sverige i 1657. Det skulle blive skæbnesvangert, for da fredsslutningen kom i 1660, havde vi miste

t Skåne, Halland og Blekinge for stedse - og dermed bl.a. hovedparten af den tidligere så indbringende sundtold. Selvom krigslykken var vendt en smule på det sidste, så hjalp det ikke stort. Sveri

ge var blevet den ledende nation i det baltiske område, og Danmark var reduceret til andet parket.

I en sådan situation er der behov for helte! Og netop helte var disse krige rig på. Vi kende

r alle Svend Poulsen fra Carit Etlars roman 'Gøngehøvdingen'. Bornholm havde Jens Koefoed og Povl Anker, som ligefrem befriede øen fra svenskerne.På Fyn opnåede feltmarskal Hans Schack sin heltes

tatus ved at tilføje den svenske hær et regulært og ydmygende nederlag i slutningen af krigen. Men også Nordsjælland havde sine helte, heriblandt sognepræsten i Birkerød Henrik Gerner, ridefoge

den i Kronborg Len Hans Rostgaard og ikke mindst Lorenz Tuxen. Hans bedrifter står ikke tilbage for gøngehøvdingens, og derfor er han han også blevet kaldt 'Nordsjællands Gøngehøvding'.

L

orenz Tuxen bliver født på godset Søgaard i Angel - landskabet umiddelbart øst for Flensborg. Vi kender meget lidt til hans tidlige år, men han har med sikkerhed deltaget i felttogene i slutninge

n af Trediveårskrigen, sandsynligvis som ingeniør og artillerist. Han har på et tidspunkt været i hofmarskal Adam von Pentz' tjeneste, og dette kommer ham til nytte, da Frederik III i 1651 forære

r Hørsholm Len til sin dronning Sophie Amalie, efter at den hidtidige lensherre Corfitz Ulfeld er gået i landflygtighed med sin hustru, Christian 4.'s datter Leonora Christine. Dronning Sophie Amali

e udnævner nemlig Lorenz Tuxen til sin ridefoged og fuldmægtig på Hørsholm under Hofmarskallens tilsyn.

At være ridefoged lyder måske ikke af så meget, men Lorenz Tuxen blev hermed øvers

te verdslige myndighed i Hørsholm Len, som i starten var ganske lille, men efterhånden kom til at omfatte både Hørsholm, Birkerød, Karlebo, Jægersborg, Søllerød og Asminderød foruden øen Ven

. Han var både forvalter af godset og amtet, politimester, gård- og skovbestyrer samt fiskemester. Hans stilling understreges også af, at han havde sin embedsbolig i hovedbygningen på det daværen

de Hørsholm Slot. Lorenz Tuxen beholdt dette hverv indtil 1664, og alt tyder på, at han udførte det til kongehusets tilfredshed.

Men det er som nævnt ikke hans indsats som ridefoged, der har

indskrevet ham i danmarkshistorien.

I isvinteren 1657-58 marcherer svenskekongen Karl 10.Gustaf med en stor hær op gennem Jylland og over isen på Lillebælt og Storebælt. Efter godt et par

uger står han tæt på København. På dette tidspunkt er Lorenz Tuxen blevet indkaldt til Københavns forsvar med samtlige lenets 350 bønder, men kommer ikke i kamp. Danskerne underskriver en ydmyg

ende fredstraktat i Roskilde, og Lorenz Tuxen bliver hjemsendt med sine folk. Men svenskekongen har ikke tænkt sig at overholde sin del af aftalen, så allerede samme sommer går han igen i land på

Sjælland. Danmark er militært set dårligt forberedt, men dette fornyede overfald udløser en meget stærk forsvarsvilje hos alle, ikke mindst hos Lorenz Tuxen. Han beordres til at bringe dronningen

s ejendele til København, men skal i øvrigt blive på Hørsholm og tjene Danmarks interesser. Allerede på vejen tilbage bliver han anholdt første gang af svenskerne, og da han bliver sat fri, er s

lottet besat.

På trods af, at København er belejret både til lands og til vands, lykkes det mindst 21 gange for Lorenz Tuxen at smugle efterretninger ind til byen. Ved en lejlighed får han d

rukket nogle svenske artillerister så fulde, at én af hans mænd kan fornagle svenskernes kanoner, hvorefter de to smider svenskernes ammunition i en mose. Han plyndrer den svenske konges sekretærs

brevkiste, han stjæler den svenske konges livheste og sender dem til København, og han opmåler svenskernes befæstede lejre og sender kortene til København.

Hans dristigste anslag mod svens

kerne blev et forsøg på at tage svenskekongen til fange og generobre Kronborg. Det svenske kongepar residerede nemlig på Kronborg, og forsvaret var ganske ringe samtidig med, at danske håndværker

e var udskrevet til fæstningsarbejder og dermed kunne færdes frit ud og ind. Sammen med Henrik Gerner og Hans Rostgaard udtænkte og planlagde Lorenz Tuxen dette komplot. Han fik hjælp af en engels

k oberst Hutchinson, som var hvervet af svenskerne, men ikke mente at skylde dem noget, og han fik lokket en dansk ingeniør Ole Steenvinkel, som var gået i svensk tjeneste, over på sin side. Måned

ers forberedelse gik desværre i vasken, da et brev bestemt for København blev opsnappet, og planerne dermed røbet. De fleste af kuplederne blev arresteret, lagt på pinebænken og dødsdømt, herun

der Henrik Gerner. Det lykkedes dog Hans Rostgaard at komme til København. Af¨én eller anden grund havde svenskerne ikke rigtigt fattet mistanke til Tuxen, som i første omgang gik fri. Da svensker

ne senere kom efter ham på Hørsholm Slot, sprang han i vandet og undslap, men efter at hans plan om at undslippe til København ad søvejen var mislykkedes, overgav han sig frivilligt. Det viste sig

da, at svenskerne slet ikke havde mistanke om, at han var delagtig i komplottet. De anklagede ham bare for at spionere og sende efterretninger til København, hvilket jo også var ganske rigtigt! Han

blev løsladt efter et par uger, Henrik Gerner efter 4 måneder, og kun Ole Steenvinkel blev henrettet for sin deltagelse i komplottet.

Tuxen opgav dog ikke planen om at komme svenskekongen til

livs, og han forsøgte sig endnu en gang med et overfald på kongen, da denne i vogn var på vej fra Helsingør til sin hærlejr udenfor København. Også dette mislykkedes dog, da den svenske vagt v

ar de 12 danske skytter overlegne.

I længden kunne Tuxen ikke gå fri af svenskernes mistanke, og det gik galt, da han forsøgte at hverve og sende rekrutter til København. Tuxen søgte med si

n familie at slippe til København på en engelsk fregat, men svenskerne forlangte ham udleveret, og han blev atter sat i land ved Vedbæk. Han havde dog ikke tabt modet, men overtalte nogle af englæ

nderne til at ro sig og sin familie mod København. Efter at være taget ombord på en dansk skude, nåede familien København 31. august 1659. Frem til fjendlighedernes ophør i marts 1660 deltog Tux

en i Københavns forsvar.

Efter hjemkomsten til Hørsholm ledede Lorenz Tuxen i de næste 4 år genopbygningen efter krigen, hvorefter han blev udnævnt til Hofkammerer. Senere blev han yderlige

re inspektør på Gisselfeld, og han sluttede sin karriere som vicepræsident i hofretten. For sin indsats i krigen fik han tildelt en livsvarig pension.

Hovedkilde: A.P. Tuxen: Lorenz

Tuxen 1618-1682, Fra Frederiksborg Amt, Aarbog for 1927, Hillerød 1927.

ing 1655 gift med Christine Joostens, som var hjemmehørende i Flensborg. Hun havde tidligere været gift med dronning Sophie Amalies kammertjener Claus Krôger, som døde under pesten i 1654. Sammen

fik Lorenz og Christine børnene Christian (ca. 1656 - 1718), som blev borgmester i Bergen, og Sophie Amalie (1658 - 1735), som var gift to gange, sidst med justitsråd Severin Rasmussen, med hvem hun

fik 5 børn. Fra en af døtrene stammer den senere adlede slægt de Tuxen.

Lorenz Tuxen døde 1682 i Asminderød.

Poul Tuxen, 1880-1955, dansk indolog, 1928-50 professor i indisk-østerlandsk filologi ved Københavns Universitet. Tuxens forskning omfattede især indisk filosofi og litteratur. Han skrev bl.a. Kvin

den i det gamle Indien (1905, udg. 1944), standardværket Yoga (1911) samt Buddha. Hans Lære, dens Overlevering og dens Liv i Nutiden (1928).