Rapport: Personer: Notater

Privat dimittert ble Valeur 23. desember 1750 immatrikulert ved Københavns universitet; teologisk embetseksamen avla han 9. april 1753 med karakteren haud illaudabilis. Han får skussmål som: et meget godt og skiekelig Menniske - en fornuftig, dydig og honet Opførsel. Og i høy grad kom han til å nyde godt av sin formående slekts hjelp.

Til å være teologisk kandidat fikk Valeur et noe usedvanlig livsløp; forklaringen finner vi i et brev, datert 3. november 1755, fra visebiskop Tidemand i Bergen til provsten Ruus på Voss. Brevet lyder slik. Hans Høyædle Høyærværdighed H:r Biskop (i Bergen) og Procancellarius Doetor Pontoppidan har givet mig til Deres Velædle Velærværdighed een Commission, som er denne: Een H:r Biskoppens besynderlig gode Ven, nemlig H:r Etats Raad Valeur i Københafn har haft den Chagrin, at Hans Søn, Student, geraaden paa Herrenhutske Afveje [: som dog nu skal indsees :/ har noget for tilig giftet Sig, samt abandonneret alt Haab om Emploie til Præste-Embede, og i den Stæd ansøgt og modtaget Survivanee paa Waasse Klokkerie, naar samme lovlig leedig vorder. Da nu Faderen gierne ville have denne sin Søn eet Styeke Vejs fra Sig, joe før joe heller, uden dog at nægte Ham al muelig Faderlig Assistenee, den Hand er i god Stand til at giøre Ham; Sønnen er et meget godt og skiekelig Menniske; Saa yndskede H:r Biskopen, at Deres Velædle Velærværdighed kunde overtale den gamle Horsenium til at andtage Ham som sin Substitut eller Adjunctum paa de aller raisonableste Vilkaar. Deres Velædle Velærværdighed ville altsaa der udi emploiere sine bona officia; helst jeg tenker, at den gode Horsenius i sin tilvoxende Alderdom kunde tiene dermed baade sig Selv og sin Hustrue, siden bemeldte Studiosi Vilkaar ere saa gandske gode, at Hand kunde taale den Accord at indgaae, som neppe nogen Anden. Her om alt jeg vil vente Deres gode Giensvar, og i Fald reusseres, med hvad Vilkaar til nærmere Afgiørelse.

Det ble imidlertid ikke noen lett sak å overtale den gamle Horsenium, selv på de aller raisonableste vilkår. Klokkeren, og ikke mindre konen hans, har nok øynet en god forretning og klarte å trekke motparten temmelig godt opp, de får begge sitt pass grundig påskrevet av prosten. 11. mai 1756 fikk prosten melding om at de endelige vilkår var antatt og at Valeur aktet å innfinne seg på Voss kommende sommer, om enn prosten hadde rådet ham til å se tiden litt an: er her ikke no gen beqvem Bolig at komme till uden temmelig Bekostning og maaskee Fortrædeligheder, da her i Nærværelsen af Hoved-Kirken og Præstegaarden er ingen beqvem Sted till nye Bolig uden andres Fornærmelse, efterdi Horsenius har selv bygget sit Huus paa det Sted, hvor forrige Klokker boede. Men visebiskopen forsikrer at det ville obligere ham om prosten kunne finne utvei til bolig for den nye degn og familie. Ellers ser vi at klokker Valeur våren 1759 søkte og fikk permisjon til en reise til København for å se sin far og sine søsken igjen, hans mor var nylig død og en bror ventet hjem fra China.

Som en kunne vente har Valeur ikke funnet seg til freds på Voss, og ønsket seg: en bædre Station end at være paa Landet iblandt Bønder. 1770 hører vi at han har vært i Bergen: og mariered sig med en Kiøbmands Datter, dog ej antroffne Midler, mend efter alles sigende eet dydig og got Numer samt kierlig Moder for sine Børn. Samme høst er etatsråden atter ute og ber for sin kjære sønn, denne gang er det stiftamtmann Petersen i Bergen som settes i sving, og det gjelder å skaffe sønnen et klokkeri i Bergen. Stiftamtmannen melder 9. oktober 1770:

Man har her en Klocker ved Dom Kircken som er en gammel Mand og kand vel iche lenge giøre det; Deres Velbaarenhed kand altsaa være gandske forsichred, at naar Vaeance skeer ieg da icke vild efterlade at anvende ald min Flid for Deres Søn. Vi får ikke vite hva det ble til med dette klokkeriet, men det ser ut som Valeur kort tid etter er flyttet fra Voss, for der nevnes en annen klokker i 1772.

Høsten 1774 døde postmesteren i Bergen og Valeur sender inn ansøkning om stillingen.

Han nevner at han: haver prøvet i 16 Aar mange Gienvordigheder, og ved min absolverede Studia ey har havd den Lykke at nyde nogen Employ til min Families Underholdning, tillige og ved min Faders Etats-Raad og Borgermester Valeurs dødelige Mgang er sadt uden for ald Venner og Patroner. Ikke dess mindre erbyder hans svoger kjøpmann Hansen på Amagertorv, en av Københavns 32 Mænd, seg: til ett eller andet Gudelig Brug at udbetale, som en allerunderdanigst Erkjendtligheds Tegn, eet Tuusinde Rigsdaler, vil og om no gen Caution for Oppebørselen maatte forlanges, allernaadigst forbinde mig til samme. Det lyktes, og 10. juni 1775 ble Valeur utnevnt til postmester i Bergen. Våren 1780 fikk han permisjon for å gjøre en reise på 3 il 4 måneder til København. Etter hans død ble enken konstituert i stillingen inntil ettermannen tiltrådte 1. september 1792.

Valeur hadde titel av kanselliraad.

Ib Christian Valeur var som flere af Brødrene ikke nogen høj Mand, lidt førladen paa sine gamle Dage. Han var en godmodig og skæmtefuld Mand med nøjsomme Vaner. Sine Studenter dage mindedes han gerne og fortalte bl. a., at han, som var i Studenterkorpset, havde været udkommanderet som Vagt, da Nelson 1801 var gaaet i Land for at underhandle om Vaabenhvile, og det forbitrede Folk vilde overfalde ham. 

Derefter blev han Kapellan hos sin ældre Broders Svigerfader, Prov st Rafn i Volstrup, med en aarlig Løn af 80 Rdl. og en Offerdag.

Efter 7 Aars Forløb blev han Sognepræst for Mygind, Skørring og Krogsbek, beliggende mellem Aarhus og Randers, hvor han med sin Hustru, Elise Knorr, og Børn leve de nogle meget lykkelige Aar. Men Embedets Indtægter var ikke store, og da Sønnerne voksede til og skulde uddannes til en Livsgerning, maatte han søge et bedre lønnet Kald.

I Aaret 1827 kom han da til Voer og Estruplund, beliggende ved Randers Fjord, og forblev her til sin Død 29. Jan. 1849. Hans elskelige og fromme Hustru døde Aaret efter.

Johannes Valeur, Herman Walørs og Maria Mellers Søn, er ifølge sine egne OptegneIser født 23. Febr. 1701, i Faderens Gaard i Strandgade paa Christianshavn. I Frelsers Kirke blev han 28. Februar holdt over Daaben, Faddere var Anne Johan Christensens (Mormoderen), som bar Barnet, Anne Dorthea Magister Lars Grøngaards, som holdt Huen, Stadshauptmand Johannes Christensen Meller (Morfaderen), Mads Nielsen og Volf Sigmund Hassius.

Udgaaet fra Kjøbenhavns Skole (MetropolitanskoIen) blev han 20. Juli 1720 immatrikuleret ved Universitetet, 12. Juni 1721 Baccalaureus philosophiæ og 24. Aug. 1722 cand. theol. med haud Illaudabilis. To Aar efter, da han, rimeligvis som Huslærer, opholdt sig paa Samsø, afgik hans Morfader, Konferensraad Meller 10. Okt. 1724 ved Døden i sin Gaard paa Købmagergade, en Begivenhed der var af gennemgribende Betydning for den unge theologiske Kan. didat, der nu, som sin afdøde Moders eneste Barn, kom i BesiddeIse af den ham i hendes Sted tilfaldne Arvelod.

Uafhængig i økonomisk Henseende foretog den unge Valeur efter Morfaderens Død en Rejse i Udlandet, bl. a. til Frankrig. Efter sin Hjemkomst ægtede han 20. Marts 1726 Charlotte Sophie Biilcke, født 2. Sept. 1696.

Hun havde allerede som ganske purung - 7. Juli 1713 - ægtet Borger og Handelsmand i København Christian Kellermann, men var 1723 bleven Enke.

Det er ikke umuligt, at Johannes Valeur tilbragte det første Aar af sit Ægteskab i Caarden paa Købmagergade; Familietraditionen vil vide, at han boede her. Aaret efter - 1727 _ købte han imidlertid af Brandmajor Fuchs Enke Gaarden Matr. Nr. 34 i Købmager Kvarter, beliggende paa Østergade.

Johannes Valeur søgte samtidig ind i Statstjenesten, hans første Ansøgning om Embede er endnu bevaret, Den lyder som følger: 

Den store og overmaade Naade, Eders Kongl. Maiestet har beviist afgangne Conferentz-Raad og Præsident Johannes Meller, fordrister mig hands Daatter-Søn at udbede af Eders Kongl. Maiestet en liden Draabe af samme Naade til mig uværdige maatte nedflyde, idet Hands Maiestet allernaadigst ville beskicke mig til at være Cancelli-Raad og Assessor udi Hof Retten i Kiøbenhafn. Min tiid og fliid har ieg i mange aar saaledes paa studeringer anvent, at ieg nest Guds hielp skal findes dygtig til min Allernaadigste Konges tieneste og mit fædernelands gavn og beste. Jeg forventer en Allernaadigst resolution og forbliver i dybeste Underdanighed.

Ansøgningen blev bevilget, og den 23. Juni 1727 fik han Bestalling som Kancelliraad og s. D. som Assessor i Hofretten paa Københavns Slot. Den unge, kun 26.aarige Kancelliraad stod nu ved Begyndelsen af den offentlige Virksomhed, der i langt over en Menneskealder skulde optage hans Tid og Kræfter.

Han og Stadshauptmand Fielsted indgik 21. Dec. 1729 en Forening, ifølge hvilken sid stnævnte afstod ham Forstanderskabet for Vor Frelsers Kirke paa Christianshavn. Foreningen blev kgl. konfirmeret 23. Dec. 1729, s. D. fik Valeur Bestalling som Raadmand i København, dog uden »Løn eller Indkomst for samme Raadmands Tieneste at nyde, førend den hannem efter hans Senium kan tilkomme«.

Aaret efter meddeltes ham Msked som Assessor.

Hidtil havde Valeur ingen Løn oppebaaret; under den store Ildebrand i 1728 led han betydelige Tab, og søger derfor ved første Lejlighed at forbedre sin økonomiske Stilling. Han indgaar 1738 til Kongen med en Ansøgning, som resulterede i et kgl. Missive af 9. Jan. 1739, ifølge hvilket han, »som nu virkelig Raadmands Embede tiltræder«, skulde nyde den vakante Raadmands Løn, ganske vist med den Bemærkning, at han skuI de dele Lønnen med Vice-Borgmesteren, Kancelliraad Ramshart, indtil en af Borgrnestrenes Embeder blev ledigt eller en Raadmands Løn blev vakant.

Samme Aar ønsker han sig fritaget for Stillingen som Kirkeværge, idet han beder om Kvittering og Justitsraads Titel.

Under 28. Nov. 1739 fik han Bestalling som virkelig Justitsraad.

Ifølge kgl. Missive af 3. Febr. 1741 fik han Befaling at indfinde sig i Højesteret den førstkommende 2. Marts, »da Højeste Ret denne Dag i indeværende Aar skulde tage sin Begyndelse og den første Dag her paa Vort Slot Christiansborg vorde holdet«. Om nogen egentlig Bestalling som Højesteretsassessor, hvilken Stilling han nu beklædte, var der paa den Tid ikke Tale, som Justitsraad var han paa en Maade stillet til Højesterets Disposition, skønt han ikke havde taget den i 1736 indførte juridiske Embedseksamen. Sidste Gan$ han havde Sæde i Retten var den 7. Marts 1771, et halvt Aar før han døde.

28. Okt. 1749 fik han Bestalling som Etatsraad, Il. Sept. 1750 som Viceborgmester i København og l. Maj 1767 bliver han virkelig Etatsraad.

Naturligvis blev en Mængde Hverv og Arbejder læsset paa Skuldrene af den Mand, der beklædte Stillinger som de her nævnte. Under Arbejderne paa Genopførelsen af de ved Hovedstadens Brand i 1728 nedbrændte Kvarterer fik han rig Lejlighed til at vise fremragende praktisk Dygtighed. 1750 faar han kgl. Befaling til at medvirke ved Udarbejdelse af et Projekt til en Medicinalordning, og 1756 Ordre til at undersøge og paakende en Sag mellem Havnekommissionen og flere fornemme Grundejere.

Ogsaa i en Gerning af hel anden Art kom han til at virke. Stærkt literært interesseret, navnlig paavirket af fransk Kultur, var det kun naturligt, at han, i det Tidsrum da Københavns Magistrat administrerede den danske Skueplads, blev valgt til Medlem af Theatrets Direktion, i hvilken han tog Sæde 23. Sept. 1757. Han skul de forestaa den kunstneriske Side af Theatrets Ledelse. Han blev Meddirektør 8. April 1761, men afgik allerede 30. Juni 1762 fra Stillingen. Takket være sin Kollega Justltsraad Fædders Hensynsløshed var han blevet led og ked af denne Virksomhed.

Paa det merkantile Omraade fik han Indflydelse som Participant i Det vestindisk-guineiske Kompagni. I 1729 bidrog han til Oprettelsen af dettes Sukkerraffinaderi; nogle Aar efter stemte han paa en Generalforsamling for, at Kompagniet skulde ophøre med den lidet indbringende Slavehandel, om ideelle Motiver var der naturligvis paa den Tid ikke Tale.

Hvad Johannes Valeurs økonomiske Forhold angaar, fortæller han selv, at han som Følge af Bankerotter og den store Ildebrand i 1728 havde tabt over 13000 Rdl.

Hans tidligere nævnte Gaard paa Østergade skaanedes af Ilden. Her boede han med sin Kone og tre Børn; Tyendet bestod af to Karle og tre Piger, en gift Kusk logerede andetsteds i Byen. Til hans Husstand hørte desuden »Salig Madam Kellermands«, en Slægtning af hans Hustrus første Mand. Der kan her være Anledning til at anføre, at han i 1743 specificerer sit Tyende som bestaaende af en Lakaj, en Kusk, en Portner og tre Piger, samtidig opgiver han at have to Karetheste, en Karosse, en Chaise og en Arbejdsvogn.

Ejendommen solgte han for 5500 Rdlr. ved Skøde af Il. Dec. 1752.

Efter at have solgt Gaarden paa 0stergade boede Valeur til Leje hos Supercargo Peter Gram i dennes Ejendom paa Købmagergade (nu Nr. 11).

Sommerbolig havde han i en Aarrække haft i en af Nordsjællands skønneste Egne, paa Nebbegaard i Bloustrød Sogn.

Indtil 1737 var Nebbegaard, en af de saakaldte Torpegaarde, bortfæstet til en Bonde, da fik Valeur Sommerbolig her. Dette førte til, at han først byggede et Stuehus for egen Regning, senere udakkorderede Bonden, Rasmus Jensen, for 100 Slettedaler, og derefter tog Fæste paa hele Gaarden. Han ombyggede Gaarden, forbedrede og forskønnede den.

Det var antagelig under et Ophold paa Nebbegaard, at Valeur stiftede Bekendtskab med Waisenhuspræsten, Professor Enevold Ewald og dennes livlige, men letsindige Hustru Marie, født Wulf, idet Præstefamilien i flere Aar laa paa Landet tæt ved Nebbegaard. Som bekendt har der været fremsat den Antagelse, at Johannes Valeur er Digteren Johannes Ewalds virkelige Fader, i hvilken Henseende man navnlig har henvist til Udtalelser af Oberstinde Eigtved, der var nær knyttet til den Ewaldske Slægt, og som i sine Breve beskylder Professor Ewalds Hustru for Ægteskabsbrud. Man har ligeledes henvist til, at ingen af Professor Ewalds eller Hustrus nærmeste Slægt har baaret Navnet Johannes, og at Johannes Ewald selv aldrig omtalte sin Fader. Den fremsatte Gisning vil selvfølgelig aldrig kunne bevises. Det eneste sikre er, at Valeur stod i et i høj Grad fortroligt og meget venskabeligt Forhold til Johannes Ewalds Moder.

I Johannes Valeurs og Charlotte Sophie Biilckes Ægteskab fødtes 6 Sønner og 4 Døtre, om hvilke der fin des Oplysninger i Slægtens Stamtavle.

Efter næsten 33 Aars Ægteskab afgik Hustruen ved Døden 9. Dec. 1758 paa Købmagergade, Manden, som han selv siger, »til stor Hierte Sorrig og Cremmelse«. Den 16. Dec. blev hun ned sat under Vor Frelsers Kirke i en aaben Begravelse, som havde tilhørt Konferensraad Meller. Denne Begravelse, som nu er forsvunden, fandtes under Orgelet.

Da Struense 3. April 1771 opløste Københavns Magistrat, fik ogsaa Etatsraad Valeur sin Afsked, efter Sigende tog han sin Død af Ærgrelse herover. Han døde i hvert Fald samme Aar - den 19. September - paa Nebbegaard, den 26. s. M. blev han stedt til Hvile i Familiebegravelsen i Vor Frelsers Kirke ved Siden af sin Hustru og smaa Børn.

Der er næppe Tvivl om, at Etatsraad Johannes Valeur, den fornemme og velstaaende Herre med den udprægede Interesse for franske Sæder og fransk Kultur, har været en dygtig, energisk og driftig Mand, udrustet med Kundskaber paa de forskelligste Omraader.

En fremtrædende Plads blandt Slægtens Medlemmer vil altid tilkomme ham.

Biografierne af Herman Walør og Johannes Valeur er Uddrag af »Meddelelser om Lærredskræmmer Herman Walør og Etatsraad Johannes Valeure, udarhejdet af Poul Bredo Grandjean, trykt 1915.

Han var en stille og sagtmodig Mand. I sine Studieaar boede han hos Possementmager Knorr, som havde fire smukke Døtre; med den ældste af disse, Amalie, blev han gift. Broderen Johan Christian Valeur blev gift med den to Aar yngre Søster Elise. 

Peter Valeur døde 22. Okt. 1845 og hans fraskilte Hustru overleve de baade ham og sin Søn. Hun døde i Aalborg 1850. Der siges om hende, at hun var en aandsdannet, velbegavet Kvinde med et stateligt Ydre. Grunden til Skilsmissen kendes ikke.