Personer: Notater

Rapport: Personer: Notater

Beskrivelse: Personer with associated notes

#	Person-ID	Efternavn	Fornavn	Fødselsdato	Dødsdato	Nulevende	note	Træ
46151	I92227	Zeuthen	Peder Jensen	1 jan. 1617	19 okt. 1680	0	Kilde: "100 danske præsteslægter" af Paul Nedergaard, reproudgivet 1984 af Dansk Historisk Håndbogsforlag ApS: Stamtavle 98 Zeuthen: a,b1,c4: "Ollerup-K."	tree1
46152	I92227	Zeuthen	Peder Jensen	1 jan. 1617	19 okt. 1680	0	Student fra Odense 1640, Sognepræst i Ollerup-Kirkerup 1657 Født 1617 i Odense, hvor hans fader mag. Jens Zeuthen var sognepræst til Sct. Knuds kirke. Blev 25/7 1655 ordineret til kapellan hos forgængeren Anders Pedersen Arrhensis, efter hvis død han i 1657 blev sognepræst ved de to sogne. Han ægtede Maren Andersdatter, født omkring 1637, datter af Anders Pedersen Arrhensis. Peder Jensen Zeuthen døde 1680, 63 år.	tree1
46153	I118875	Zeuthen	Peter Laurentius	8 sep. 1783	1839	0	Esrom	tree1
46154	I118875	Zeuthen	Peter Laurentius	8 sep. 1783	1839	0	Folketælling 1787 Holbæk, Tuse, Stigs Bjergby, Bjergby, , 2, FT-1787, B7269 Navn:Alder:Civilstand:Stilling i husstanden:Erhverv:Fødested: Ole Vos zeuthen 59 Gift Husbonde Sognedegn Christiane Boyesen 25 Gift Madmoder Andreas Zeuthen 5 Ugift Deres fælles barn Peder Zeuthen 4 Ugift Deres fælles barn Dorthe Zeuthen 2 Ugift Deres fælles barn Marie Larsdatter 27 Ugift Tjenestepige Marie Pedersdatter 10 Ugift Tjenestepige Folketælling 1834 Frederiksborg, Holbo, Esbønderup, Esbønderup Skoledistrict, Nyehegn, Huus, 93, FT-1834, C7445 Navn:Alder:Civilstand;Stilling i husstanden:Erhverv:Fødested: Peter Laurentius Zeuthen 51 Gift Skovfoged Caroline Marie Rold 44 Gift hans Kone Christine Nicoline Zeuthen 16 Ugift Deres Børn Knudsine Roldine Zeuthen 9 Ugift Deres Børn Julie Frederikke Pouline Zeuthen 4 Ugift Deres Børn Nyefødt Pigebarn Udøbt 1 Ugift Deres Børn Henrik Pedersen 34 Ugift Tjenestefolk Jens Rasmusen 18 Ugift Tjenestefolk Boel Kirstine Svensen 22 Ugift Tjenestefolk Hans Andersen 8 Ugift Fattiglem	tree1
46155	I92228	Zeuthen	Zidsel Jensdatter		1660	0	Kilde: "100 danske præsteslægter" af Paul Nedergaard, reproudgivet 1984 af Dansk Historisk Håndbogsforlag ApS: Stamtavle 98 Zeuthen: a,b1,c2.	tree1
46156	I106808	Zevergius	Caroline Friderica	27 jan. 1776	12 feb. 1845	0	Garnisions Kirke	tree1
46157	I84015	Zibell	Karl Wilhelm	28 aug. 1875	7 jul. 1952	0	Eskildstuna	tree1
46158	I84015	Zibell	Karl Wilhelm	28 aug. 1875	7 jul. 1952	0	Eskildstuna	tree1
46159	I632287	Ziebe	Amalie Eufemia	19 jan. 1826	2 jun. 1840	0	Kirkebog 1824-1832 Opslag 78	tree1
46160	I632287	Ziebe	Amalie Eufemia	19 jan. 1826	2 jun. 1840	0	Kirkebog 1832-1884 Opslag 309	tree1
46161	I92039	Ziebe	Caroline Eleonora	13 apr. 1827	3 dec. 1864	0	Kirkebog 1824-1832 Opslag 154	tree1
46162	I92039	Ziebe	Caroline Eleonora	13 apr. 1827	3 dec. 1864	0	Kirkebog 1854-1867 Opslag 72	tree1
46163	I632284	Ziebe	Johan August Diderich	1790	2 maj 1870	0	Kirkebog 1867-1888 Opslag 10	tree1
46164	I632286	Ziebe	Ludvig Vilhelm	18 apr. 1823	13 maj 1905	0	Kirkebog 1900-1907 Opslag 163	tree1
46165	I632286	Ziebe	Ludvig Vilhelm	18 apr. 1823	13 maj 1905	0	Vester kirkegaard	tree1
46166	I100360	Ziege	Anne Dorthe	1754	23 jul. 1785	0	Ringsager	tree1
46167	I100360	Ziege	Anne Dorthe	1754	23 jul. 1785	0	Ringsager	tree1
46168	I23605	Zielecka	Janina Sofia	16 maj 1919	27 jun. 2005	0	Skt. Birgitta Kirke Døbt i familien Zielecka daabskjole som nr. 3	tree1
46169	I23605	Zielecka	Janina Sofia	16 maj 1919	27 jun. 2005	0	Sakskøbing Kirkegaard	tree1
46170	I23603	Zielecka	Kristina Klara	24 jul. 1922		0	Skt. Birgitta Kirke	tree1
46171	I23594	Zielecka	Rosa	7 dec. 1917	15 aug. 1999	0	Rødovre Kirkegaard	tree1
46172	I23594	Zielecka	Rosa	7 dec. 1917	15 aug. 1999	0	Skt. Franciscus Kirke	tree1
46173	I23602	Zielecka	Sabine	16 mar. 1924	26 maj 2013	0	Døbt i familien Zielecka dåbskjole som nr. 6.	tree1
46174	I23601	Zielecki	Adolf Alojzy	10 jun. 1927	10 apr. 2011	0	Høsterkøb Kirke Højtidelighed i kapellet på Gentofte Hospital uden medvirken af præst. Tale af Jørgen Svorre Jordan Fællesgraven	tree1
46175	I23601	Zielecki	Adolf Alojzy	10 jun. 1927	10 apr. 2011	0	Skt. Birgitta Kirke	tree1
46176	I23601	Zielecki	Adolf Alojzy	10 jun. 1927	10 apr. 2011	0	Civilforsvaret	tree1
46177	I23599	Zielecki	Anton	19 okt. 1916	19 maj 1982	0	Skt. Birgitta Kirke Døbt i familien Zielecka daabskjole som nr. 1.	tree1
46178	I23599	Zielecki	Anton	19 okt. 1916	19 maj 1982	0	Sakskøbing Kirkegaard gravsted AN 008-009	tree1
46179	I23607	Zielecki	Edvard Karol	27 okt. 1920	22 jul. 1953	0	Skt. Birgitta Kirke	tree1
46180	I23607	Zielecki	Edvard Karol	27 okt. 1920	22 jul. 1953	0	Radsted Kirkegaard	tree1
46181	I23597	Zielecki	Karlol	8 jan. 1894	5 mar. 1939	0	Radsted Kirkegaard	tree1
46182	I2794	Zielinski	Anne Marie	8 okt. 1933	28 apr. 2009	0	Hospice Haderslev	tree1
46183	I92278
46184	I125129	Ziethen	Hans Karl Ludwig	9 jun. 1808	20 sep. 1866	0	Wildberg bei Neuruppin	tree1
46185	I125129	Ziethen	Hans Karl Ludwig	9 jun. 1808	20 sep. 1866	0	Radewitz bei Randow	tree1
46186	I128614	Zimling	Bodil	13 jul. 1800		0	Gift 11 Nov 1818 i Store Magleby Kirke, Store Magleby Sogn, Sokkelund Herred, Københavns Amt	tree1
46187	I116918	Zimling	Georg Peter	10 aug. 1920	2011	0	BERLINGSKE: Vores glemte helte Af Thomas Hjortsø, journalist og forfatter til bogen »Den dyre flugt« Om de mange penge bag jødernes flugt fra Danmark i 1943 30. september 2011, 22:30 Thomas Hjortsø: Jødeaktionen 1943. Traf den danske modstandsbevægelse i 1960erne en forkert beslutning, der har medvirket til, at både vi og udlandet har glemt de danske helte, der uegennyttigt reddede jøderne i Danmark i 1943? Da Fredrik Fogh sammen med sin kronisk syge mor i 1943 reddede flere familiemedlemmer og en ven af jødisk afstamning til Sverige, var frygten reel. »Vi var bange for dødsstraf,« fortæller han. Hjælpeaktionen førte til, at Fredrik Fogh og hans mor blev udnævnt til Retskafne af det israelske Holocaust-museum Yad Vashem. Retskaffen er en officiel israelsk hædersbevisning til ikke-jøder, der reddede jøder under Holocaust. Der findes kun 22 danske Retskafne, hvorimod et land som Holland har over 5.000. Når der er udnævnt så få danske Retskafne, hænger det sammen med, at den danske modstandsbevægelse i begyndelsen af 1960erne ønskede, at dens medlemmer blev mindet som gruppe og ikke hver for sig. Det har Yad Vashem stort set respekteret på nær de 22, som har fået hædersbevisningen for, hvad holocaustmuseet kalder en ekstraordinær indsats. Men der var mange, der ydede en stor indsats. En af dem var Georg Zimling fra Saltholm. Han sejlede sammen med sin nabo jøder fra Amager til Malmø. De fik et godt måltid, aftenen før de skulle sejle jøderne til Sverige. »Sæt nu det blev det sidste,« siger han i dag. Det er en rigtig dansk helt - maven skal være fyldt! Både Fredrik Fogh og Georg Zimling oplevede en risiko ved at hjælpe jøderne til Sverige. Det har bagefter vist sig, at risikoen ikke var så stor, blandt andet fordi betydelige dele af den tyske besættelsesmagt ikke var så interesseret i at jagte jøderne. Men netop det, at mange følte en risiko, er i høj grad medvirkende til deres heltegerninger. Deres gerning står i modsætning til mange mellemmænd, fiskere og bådførere, som tjente store penge på at få jøderne til Sverige. En af betingelserne for at blive udnævnt til Retskaffen er, at man ikke har tjent penge på at redde jøder, så mange danske fiskere og mellemmænd ville aldrig komme på tale. I udlandet har man kun lidt kendskab til de mange penge, det kostede at få jøderne i sikkerhed. Man antager stadig, at det var alle danskere, der uegennyttigt hjalp med at få jøderne til Sverige og finder derfor ikke grund til at fremhæve enkeltpersoner. Berlingske omtalte i september en bog af den tyske historiker Arno Lustiger om jødernes redningsmænd. Den sætter fokus på diplomaterne og nævner mange landes diplomater, men ingen danske. Det er ikke kun Danmarks diplomater, der er fraværende i beretninger om at hjælpe jøderne. Det gælder danskere i det hele taget. For eksempel i den britiske forsker Agnes Grunwald-Spiers Schindlers Ligemænd, der tidligere på året udkom på dansk. Titlen på bogen henviser til den tyske forretningsmand Oskar Schindler, der reddede jøder og er kendt fra filmen Schindlers Liste. Agnes Grunwald-Spier nævner hjælpere fra hele verden, men ingen fra Danmark. Hun skriver i forbindelse med de ungarske jøder, at danskerne hjalp 7.000 jøder med at flygte, underforstået at det var alle danskere, der hjalp. Men det er ikke kun i udlandet, at de danskere, som ydede en indsats, er glemt. Det gælder også herhjemme. Hvis man bruger mindesmærker som en målestok for, hvordan vi fejrer hjælperne, så er det ikke meget opmærksomhed, de har fået. Der findes meget få monumenter til ære for dem, der hjalp jøderne over. Når de findes, nævner de ikke direkte hjælpernes navne, og ofte er de holdt i generelle vendinger og taler om modstandskampen eller hjælp til flygtninge. End ikke de mest oplagte kandidater til et monument eller mindetavle har fået et. Hvor er for eksempel mindesmærket for professor Richard Ege og hans hustru, som sammen med andre hjælpere organiserede redningen for flere hundrede jøder med udgangspunkt i Rigshospitalet? En af de Retskafne er Henry Thomsen, som i Snekkersten har en mindesten, hvor han omtales som »flygtningenes modige hjælper«. Vel hjalp han andre end jøder over, men det er alligevel tankevækkende, at hans indsats for jøderne ikke er nævnt. Han blev sammen med sin hustru Ellen Margrethe udnævnt til Retskaffen i 1968. Det var mange år efter hans død. Han blev taget af tyskerne i august 1944 og døde i koncentrationslejren Neuengamme fire måneder senere. Det er paradoksalt, at det eneste mindesmærke i Danmark, der udtrykkeligt nævner en person og direkte skriver, at han hjalp jøderne, er rejst til ære for en tysker. Det er den tyske diplomat Georg Duckwitz, der var nazist, men afslørede de tyske planer om en aktion mod jøderne i Danmark til danske socialdemokratiske ledere i september 1943. Han har en mindeplade på Frieboeshvile i Lyngby, hvor han boede. Centralt i den manglende hyldest til enkeltpersoner står modstandsbevægelsens beslutning over for Yad Vashem om at ville betragtes som en gruppe, når det gjaldt hjælpen til jødernes flugt. Med al respekt for modstandsbevægelsen var det måske en forkert beslutning. Der var dog ikke tale om en ondsindet beslutning, men snarere et udtryk for et fokus på modstandskampen, som redningen af jøderne blev set som en del af. Og så levede myten om, at et helt folk hjalp til med at redde jøderne til Sverige meget stærkt omkring 1960erne. Når et helt folk er helten, kan det være svært at fremhæve enkeltpersoner. Myten om et helt folk som hjælpere er nok også blevet stærkere af mange jøders taknemmelighed over at have reddet livet. I dag ved vi mere om, hvor meget det kostede for jøderne i Danmark at redde sig til Sverige. Og mange hjælpere, ja selv fiskere udtrykte faktisk deres frustration over de høje priser for overfarten og regulære svindlere. Georg Zimling siger, at både mellemmænd og fiskere udnyttede mennesker i nød. »Når man skal redde andre menneskers liv, kan man ikke rigtig gøre det op i penge.« Og så synes han, at der var for få fiskere, der fortsatte med at sejle for modstandsbevægelsen. »Da man var færdig med at gå og tjene penge på folk, tog man til Sverige og blev der. Så gik noget af det patriotiske af. Man skulle i stedet være fortsat med at sejle, til krigen sluttede. Der var brug for det,« siger han. Både Georg Zimling og Fredrik Fogh blev efter jødernes flugt engageret i modstandsarbejdet, og for Georg Zimlings vedkommende førte det til fire måneder i fængsel, da han i 1944 blev taget af tyskerne, fordi han sejlede over Øresund for modstandsbevægelsen. Der er mange hjælpere at vælge imellem, hvis man vil finde nogle at hædre for deres indsats under jødernes flugt. Et skøn lyder på flere tusinde, der deltog i den storstilede operation, som strakte sig over nogle uger i efteråret 1943. Det var ofte helt almindelige danskere, der følte en pligt til at hjælpe. Og der var læger og ansatte på hospitalerne. Der var brug for hjælperne til alt lige fra at opspore jøderne, skjule dem, give dem mad og føre dem til havne eller anløbsbroer. »Vi bestod af en masse små tandhjul,« som en hjælper har sagt om redningsoperationen. Stort set alle de flygtende kan fortælle om hjælpere, der uegennyttigt og med en følelse af at løbe en stor risiko sprang til og fik dem sikkert til Sverige. Ligesom de kan fortælle om bådførere eller mellemmænd, der tog sig godt betalt. Og netop fordi der var så mange, som berigede sig på jødernes bekostning, er der så meget desto større grund til at fremhæve dem, der uegennyttigt hjalp jøderne i sikkerhed.	tree1
46188	I116918	Zimling	Georg Peter	10 aug. 1920	2011	0	KØBENHAVN 29.12.2000 KL. 22:22 JP på besøg i Saltholm City Turen foregår i bælgmørke. AF SØREN DOMINO FOTO: JACOB EHRBAHN Den 27 fod lange skolebåd Svanen bevæger sig med rullende bevægelser ud i mørket denne decembermorgen klokken 6.00, som det sker alle årets hverdage. Fra lystbådehavnen i Kastrup er kursen sat de knap fire sømil mod øst, men sejladsen i det bidende vintermørke er som en lang rejse med bind for øjnene mod en lille verden for sig. Den kommunale skolebåd er eneste faste forbindelse med omverdenen for indbyggerne på øen Saltholm ude i Øresund. Tre kvarter efter afgangen fra fastlandet anløber skolebåden det interimistiske havneareal på Saltholm med det ene formål at hente øens eneste skolegående barn, otteårige Michella. Skolen på Saltholm lukkede nemlig i 1936, og sådan er der så meget, der er forsvundet fra øen gennem de senere årtier. Engang var der både kro, postmand og snesevis af fastboende på øen, men det er alt sammen historie i dag. Tilbage er blot de otte faste beboere, kreaturerne og et privat museum, som kun holder åbent ved særlige lejligheder. To afstikkere på 80 år 80-årige Georg Zimling er et levende sandhedsvidne på historiens gang. Georg Zimling har alle sine leveår boet på Saltholm, der strækker sig otte kilometer og breder sig to en halv kilometer mellem Sverige og Danmark. Han har blot to gange forladt øen for at gøre ophold på fastlandet. Den ene gang sad han fire måneder i Vestre Fængsel for at have sejlet jøder til Sverige under Anden Verdenskrig. Anden gang var, da han som ung gik i lære som bager - blot for at vende tilbage til øen efter få måneder. Ikke fordi han ikke kan begå sig uden for øen, bedyrer han, men Georg Zimling føler sig bedst hjemme på Saltholm i det grå sæt Kansas-arbejdstøj og træsko uden hæl. Livet på Saltholm er noget ganske særligt, og på øen lader man sig dårligt anfægte af forhandlinger om Nice-traktat, kriminelle asylansøgere og belastede unges ugerninger. Hverdagen på Saltholm handler mest af alt om at holde øje med de hundredvis af græssende kreaturer, der ved forårets komme fragtes til Saltholm fra hele landet for at blive hentet til vinter. Øens tynde lag muld oven på et fundament af kalk har gjort det næsten umuligt at dyrke jorden. Hvad man på øen selv kalder for bymidten, er to faldefærdige ejendomme og den tidligere skole. Hér løber man ikke til købmanden efter en liter mælk eller kører til mekaniker, hvis traktorens hjulophæng er gået i stykker. I stedet planlægger man flere uger i forvejen den dag, hvor man samler dyngerne af vasketøj og sejler til fastlandet for at få det vasket på møntvaskeri. For Georg Zimling har det aldrig været anderledes, men for Niels Adamsen, der på 12. år er øens opsynsmand, har tilværelsen forandret sig radikalt, siden den uddannede elektriker i 1989 kvittede jobbet i København og flyttede ind på Holmegården, hvor han i dag bor med sin hustru Lidia og børnene Michella, Timian og Pil. »Saltholm er på mange måder et spøjst sted. Jeg har altid vidst med mig selv, at jeg ikke ville blive boende på Saltholm. Jeg har flere gange været i tvivl, om jeg overhovedet kunne gennemføre at bo herude, men efter tolv år kan jeg sige, at det er lykkedes, og det er en sejr. Men det er et besværligt sted at blive gammel,« fortæller 43-årige Niels Adamsen, der er en rank og slank mand med et fyldigt overskæg. Tre kilometer fra Holmegården ligger gården Gammelværk, hvor Georg Zimling på 80 år bor sammen med sin 54-årige datter Anne og svigersønnen Ole. Og ikke mange ting har forandret sig i løbet af otte årtier på Gammelværk, hvor Georg Zimling er født og opvokset. Dårlige hofter har gjort gangen lidt mere besværet, og udsigten fra gårdspladsen er blevet ganske anderledes med opførelsen af Øresundsbroen, men på Gammelværk har man stadig ikke strøm eller indlagt vand, og man går stadig på lokum i gården. Vandet hentes i brønden, gårdens lavloftede værelser lyses op af petroleumslamper og om sommeren sørger man for at fange så mange fisk og dyrke så mange grøntsager, at man kan stå imod den barske vinter på Saltholm. Ønsket om lidt strøm Der er intet fjernsyn, men den batteridrevne radio holder familien informeret om livets gang ude i den store verden. Georg Zimling er ikke meget for det der, de kalder EU, og han er stærkt utilfreds med, at postbudet ikke længere kommer på Saltholm. Men ingen af de aktuelle emner optager megen tid, når familien er samlet i den brændeovnsvarme stue. Det vigtigste samtalemne er langt mere håndgribeligt og handler om, hvorvidt der skal opstilles en lille vindmølle til at give familien Zimling strøm til at drive en fryser. Som de har gjort ovre på Holmegården. Både datteren og svigersønnen er varme fortalere for at gøre tilværelsen en smule lettere med en vindmølle, men Georg Zimling er ikke meget for ideen. »Der er ingen grund til at gøre hverdagen for let. Nu har jeg levet på den her måde i 80 år, og det går da meget godt,« siger han, når han skal aflevere sit vægtigste argument. Og der er foreløbig ikke blevet opstillet nogen vindmølle, for Georg Zimling sidder altid for bordenden ved det mørke egetræsbord under den pompøse petroleumslampe fra forrige århundrede. »Kartofler, kål og porrer kræver ingen fryser. Og et par porrer med kartofler er en dejlig ret. Der er ingen grund til, at vi ender ligesom dem derinde i København.« Én stor mudderpøl Det er da også så lang tid siden, at Georg Zimling har været »derinde i København«, at han ikke kan huske hvornår. Til gengæld husker han tydeligt ferieturen til søsteren i Florida og den strenge isvinter i 1964. Vinteren er ofte en barsk oplevelse. Flere gange har det været umuligt at forlade øen på grund af kulde og tilfrosne vande, og ofte må skolebåden opgive at sejle. I gamle dage kunne man gå over Øresund til København, men i dag bliver de friske forsyninger fløjet fra fastlandet i helikopter, når kulden lukker vandet omkring øen. I hele vinterhalvåret omdannes Saltholm til en stor mudderpøl. Øen hæver sig blot nogle få meter over daglig vandstand, og med jævne mellemrum bliver øen oversvømmet, så kun gårdspladserne er tørlagte. Der er ingen veje på Saltholm - højst et hjulspor at følge. Men i sin traktor kender Georg Zimling hvert et hul under vandpytterne, der kan være flere meter dybe fra den tid, da man udvandt kalk fra Saltholms undergrund. Georg Zimling er ud af en søskendeflok på ni. Familien Zimling har boet på Gammelværk siden 1837, og indenfor i den dunkle stue med små vinduer og lavt til loften fortæller billederne og malerierne af slægten deres egen historie om Saltholm. Stednavnet optræder første gang i kong Valdemars jordebog i 1230, da kongen, Valdemar Sejr, skænkede Saltholm til Roskilde-bispen Niels. Siden var Saltholm tæt på at blive svensk, da Danmark i 1658 mistede Skåne, Halland og Blekinge, og i 1700-tallet blev øen brugt som karantænestation for personer og varer fra Sydeuropa i forsøget på at dæmme op for den sorte død, pesten. Den moderne cowboy Siden 1500-tallet har bønderne på Amager sendt deres kreaturer på græs på Saltholm, hvor der skulle være plads til 1000 græssende dyr. I dag kommer der næsten ingen kreaturer fra Amager, men fra resten af landet sender bønder stadig deres dyr til Saltholm, der bestyres af Saltholm Ejerlaug. Ejerlauget har ansat Niels Adamsen som "holmemand", som det hedder på Saltholm, fordi opsynsmanden altid bor på Holmegården; den gule firlængede gård fra det 19. århundrede. Som en moderne cowboy bruger Niels Adamsen det meste af dagen i sin traktor, på motorcykel eller på hesteryg for at komme rundt på øen og tilse dyrene. Kun fra 1970 til 1983, da opsynsmanden hed Georg Zimling, boede han ikke på Holmegården. Georg Zimling levede alene på øen med sin kone og fungerede derfor som opsynsmand, men han nægtede at flytte fra barndomshjemmet Gammelværk, og sådan blev det. Jobbet som holmemand er fortid, men Georg Zimling er stadig udpeget af Indenrigsministeriet til at være valgtilforordnet, når øens fem stemmeberettigede personer går til valg. De to mænd og øen Hvervet som tilforordnet har dog været endnu lettere end i dag, dengang Georg Zimling og Niels Adamsen i starten af 1990'erne var de eneste beboere på Saltholm om vinteren. Georg Zimling var blevet alene, og Niels Adamsen var endnu ikke flyttet sammen med sin nye kone Lidia. »Da kunne det godt være forfærdeligt ensomt engang imellem. Jeg mødtes sommetider med Georg over en sukkermad og en kop te eller en kirsebærrom. Men det var et par hårde vintre at komme igennem, og indimellem tænkte man: Nu bliver jeg skør,« fortæller Niels Adamsen. Siden hen er familierne flyttet til øen, og sammen går de endnu en vinter i møde. Julen er blevet holdt med den nærmeste familie og med and, flæskesteg og juletræ fra fastlandet. For Niels Adamsen og familien er det den sidste jul på Saltholm. Den isolerede livsstil og besværet for de tre piger, når de skal i skole eller børnehave, får en ende. Til april forlader familien Holmegården for at begynde et nyt liv. Måske vil de rejse verden rundt, måske køber de et hus lidt uden for København. Det er endnu uvist, men én ting er sikker, forsikrer Niels Adamsen: »Det bliver anderledes. Der er sikkert sket mange ting uden for Saltholm på 10 år. Tingene går nok lidt hurtigere end herude. Det er også først, når man skal til at omgås andre mennesker, at man finder ud af, om man virkelig er blevet en særling."	tree1
46189	I116926	Zimling	Hans Christian	21 apr. 1919	2010	0	KRISTELIGT DAGBLAD AF CHARLOTTE BACH 27. juli 1999 01:00 På Saltholm bor syv sjæle, 800 køer og 100 får. Øen, der er fredet, er et paradis for fugle. Engang var der gårde med nøjsomt landbrug, og endnu tidligere fungerede øen som en del af Københavns Sø- og Landbefæstning. I dag vidner et museum om »Henvendelse over vejen« står der på skiltet til museet på Saltholm, som i denne sommer går sin anden sæson i møde. Over vejen bor museets stifter, den 80-årige Hans Christian Zimling, der er barnefødt på øen. Han bor i sommerhalvåret på en gård, som han de sidste 15 år har restaureret på. Den fædrene gård ligger længere inde på øen og bebos af broren Georg Zimling, der er fjerde generation på gården. Han er fåreavler og har boet på Saltholm i 79 år. Hans datter er klar til at overtage gården som femte generation. Ideen til museet på Saltholm opstod, da Hans Christian Zimling fandt et stykke gammelt jern, der ragede op af jorden ikke langt fra gården. Han var nysgerrig og gravede det op. Det viste sig at være en gammel benzinmotor fra 1920. Den blev første genstand på museet, der nu er fyldt op med vidnesbyrd fra livet på øen gennem flere hundrede år. Selve museumsbygningen har tilhørt militæret, som havde forlægning på Saltholm, der udgjorde en del af Københavns Sø- og Landbefæstning med batteriet midt på øen bygget i 1910. Zimling har selv istandsat bygningen. Efter fundet af benzinmotoren gik Hans Christian Zimling i gang med samle ting til museet, der kunne belyse livsvilkårene gennem tiderne på øen. Gamle markredskaber som roerasper, kartoffeloptager, kornvalse og stentang. Og sten er der nok af på den flade 16 kvadratkilometer store ø, som er otte kilometer lang og godt to kilometer bred. Jorden er kalkholdig med kun lidt muld og masser af sten. Siden middelalderen er Saltholms kalk blevet udnyttet, og i 1700-tallet var flere hundrede mennesker beskæftiget med kalkbrydning, som først ophørte midt i 1930'erne. Under pesten i begyndelsen af 1700-tallet var Saltholm karantænestation med barakker og sygehus. Nøjsomt landbrug Store dele af øen oversvømmes hver vinter, og en egentlig landbrugsdrift har været umulig. Ikke desto mindre søgte Hans Christian Zimlings forældre at dyrke deres 18 tønder land med nøjsomme grøntsager som roer, kålrabi og kartofler. Og dyr var der masser af - som det hørte sig til i et traditionelt landbrug: heste, køer, grise, får, høns, gæs, ænder osv. Man var stort set selvforsynende. Og familien supplerede med måger, mågeæg, svaner og vilde kaniner samt fisk. Saltholm har intet fersk vand. Man samlede regnvand til at drikke og vaskede sig i øens brak-vand. Der var ni børn, men et af børnene døde som spæd. De otte søskende gik i skole på Saltholm og kom kun sjældent til fastlandet. Øens mange vandhuller var fabelagtige legepladser for børnene, der stagede sig rundt på hjemmelavede tømmerflåder. - Vi havde intet egentligt legetøj, fortæller Hans Christian Zimling, men det savnede vi faktisk heller ikke. Vi havde hinanden, og hvad vi kunne flikke sammen af træ og strandingsgods. Vi gik i træsko året rundt. Sko og strømper kendte vi ikke. Om vinteren var fod-tøjet et problem, når vi skulle gennem de mange vådområder til og fra skole. Min far fandt på at lave stylter til os, og vi blev ret gode til at gå på dem. Men selvfølgelig gik der sport i det, og vi arrangerede væddeløb og skubbede til hinanden, så egentlig blev vi mere våde med stylter end uden. Børnene fandt også på at bruge den gamle militære jernbane, anlagt i 1920'erne, som transport til skole. De satte sejl på tipvognen og kom somme tider op på en fart af 90 km i timen. Eksamen med rød sodavand Saltholms lærerinde boede på skolen, der bestod af tre små værelser: skolestuen, lærerindens rum og et lille køkken. Hans Christian Zimling husker, at skolestuen var så lille, at en af eleverne måtte sidde i et bogskab. Der var bare den ene lærerinde, og hun måtte så undervise i alt - fra håndarbejde til regning. Det lå i luften, at hun skulle være ugift. Når der var eksamen, ankom en censor og en præst fra fastlandet for at overhøre børnene. - Eksamen var en herlig tid, fortæller Hans Christian Zimling, for så fik vi en rød sodavand. Børnene ejede ikke en tandbørste, og de fire søskende, der er tilbage af de otte, har endnu deres egne tænder. Ifølge Hans Christian Zimling skyldes det de mange roer og kålrabi, som gennem barndommen har fungeret som tandrensere. grød og kartofler. Enkelte gange suppleret med vild kanin, and eller fisk. På skolemaden fik vi fire stykker rugbrød med puddersukker. Hvis vi havde slagtet, vankede der kødpålæg. Og om foråret stod den på brød og mågeæg i madpakken. Når far havde skudt en svane, blev svanekødet sammen med en god del spæk kørt gennem kødhakkemaskinen. Uden spæk var det alt for tørt. Skroget og indmaden blev der kogt kråsesuppe på, beretter Hans Christian Zimling. Flygtningetransporter Skolen gik til 7. klasse. Enkelte fortsatte skolegangen på fastlandet, men de fleste kom i lære eller ud at tjene. Ingen af Zimling-børnene fortsatte skolegangen. En kom i lære som grovsmed, en som gartner og en som landmand (Georg, der siden overtog gården). Hans Christian Zimling tog arbejde på en anden gård på Saltholm og blev siden karl på en gård i Nordsjælland. Han sejlede også en overgang med kreaturbåden mellem Kastrup og Saltholm. Det var under krigen. En snes tyske soldater lå i barak ved Holme-gården for at holde øje med trafikken i Øresund. Alligevel fungerede Saltholm som mellemstation for flygtningetransporter til Sverige, og Hans Christian Zimling måtte blive i Sverige i krigens sidste år, da han havde været aktiv i transporten. Han meldte sig til den danske brigade i Sverige og kom hjem som soldat i 1945. På museet kan man se bådbyggerværktøj, vandkikkert til ålestangning, gamle fiskeredskaber, håndsmedet stegepande, håndkraftsdrevet vaskemaskine, Zimlings fars træskostøvler med pigge til isvandring, gamle træski, sandormefanger, tysk kikkert (stjålet af Hans Christian Zimling under krigen), fåresaks og meget meget mere. Dertil en anselig samling udklip og fotografier, bl.a. et foto fra 1940 af Hans Christian Zimling og fem-seks andre mænd, der i isvinteren gik til fastlandet med 22 heste, som manglede foder på øen. På et tidspunkt skulle hestene springe over en stor våge, og alle vidste, at det var knald eller fald for dem. De ville aldrig kunne komme op, hvis de faldt i. Samtlige heste klarede springet. Efter krigen blev Hans Christian Zimling udstyrsforvalter hos SAS, hvor han arbejdede til 1985. Da blev han pensioneret og drog for sommerhalvåret tilbage til sin fødeø. Saltholm er fredet, og øen er en af landets vigtigste yngleområder for fugle. Omkring 20.000 kystfugle yngler på øen, der også fungerer som spisekammer for mere end 70.000 trækfugle. Siden 1873 har øen været ejet af Saltholm Ejerlaug, der består af ca. 200 ejere bosat på Amager. Driften er nu som før kreaturgræsning. Fra maj til oktober sendes kvæg, heste, får og gæs på sommergræsning på Saltholms strandenge. Oprindelig fik hollænderne i 1521 særret til græsning af kreaturer på øen. Også amagerkanere fik del i græsningsretten. opsynsmanden, der ser efter de 7-800 køer fra hele Danmark, navnlig kvier, som fedes op sommeren igennem, og Hans Christian Zimlings bror Georg Zimling med datter og svigersøn samt ca. 100 får. Ingen ejer jorden. Alle, også de ni sommerhusejere er forpagtere. Øen må ikke bebos om vinteren, bortset fra de to fastboende familier på i alt syv personer. Indtil for få år siden var skolen i brug til opsynsmandens børn. I dag sejler opsynsmanden sine børn til og fra skole hver dag. Da den amerikanske præsident Bill Clinton for to år siden besøgte Danmark, og Air Force One landede i Kastrup Lufthavn, blev fire styk motor-cykelbetjente samt motorcykler landsat på øen via helikopter. Deres terrængående maskiner finkæmmede øen for terrorister, og ude på vandet blev alle sejlere standset af patruljebåde. Og øens historie er bestemt ikke slut. Hans Christian Zimling er en travl mand, der sommeren igennem modtager turister til en rundvisning på øen og museet og en snak om gamle dage på Saltholm. Såvel grupper af svenske pensionister som Tårnby Politi på skovtur bliver beriget med den flade natur, som minder en del om den sønderjyske marsk. Og skoler, biblioteker og lokalforeninger har bud efter Hans Christian Zimling, der gerne holder foredrag om sin opvækst på øen. Vil man til Saltholm som turist, kan man tage med postbåden, der sejler fra Kastrup Lystbådehavn kl. 10 tirsdag, torsdag og lørdag. Man kan også selv sejle til øen, men besejlingsforholdene er noget vanskelige. Det er nok en god idé at tage en stor madpakke med, for kroen lukkede for et par år siden. Det koster ikke noget at besøge museet. En mælkejunge er stillet op til bidrag til museets drift. Hans Christian Zimling har allerede planer om at udvide. Åbningstiden er fra maj til september, og man henvender sig »over vejen« - dog helst ikke midt i middagsluren.	tree1
46190	I116915	Zimling	Holger Peter Larsen	24 jan. 1882	18 feb. 1967	0	Taarnby Kirke	tree1
46191	I99874
46192	I99874
46193	I578928	Zimmer	Anne Kathrine	1701	1 okt. 1761	0	Olstrup	tree1
46194	I16135	Zimmermann	Adolf Ludvig	26 okt. 1820	15 dec. 1899	0	Garnisons Kirkegaard	tree1
46195	I16135	Zimmermann	Adolf Ludvig	26 okt. 1820	15 dec. 1899	0	N. Farimagsgade 53, København	tree1
46196	I16135	Zimmermann	Adolf Ludvig	26 okt. 1820	15 dec. 1899	0	26 - 4 - 1836 Korporal i Den Kongelige Livgarde. Sergent, våbenmester i 1845. 1850 er han Fourer. Han er veteran fra krigene 1847-1850 og 1863-1864. 26 april 1861 havde han 25 års jubilæum som und erofficer ved det 4de Compagnie i Livgarden til fods. Han fik et sølvbæger med inskription af underofficers kammeraterne. 1870 blev han kantinebestyrer i Den kongelige Livgardes kantine. Da han trak sig tilbage, havde han rang af kommander sergent.. Boede hos sin yngste datter ved sin død.	tree1
46197	I16142	Zimmermann	Adolph Sophus	5 nov. 1854	8 jan. 1894	0	Garnisons Kirke	tree1
46198	I16142	Zimmermann	Adolph Sophus	5 nov. 1854	8 jan. 1894	0	Garnisons Kirkegaard	tree1
46199	I16148	Zimmermann	Alma Clemence	8 jun. 1889	Ja, dato ukendt	0	Faddere: Fhv. økonom Zimmermann, fru Jenny Nielsen, frøken Amalie Lottenburger, faderen.	tree1
46200	I16138	Zimmermann	Alma Hortense Eugine	4 sep. 1859		0	Garnisons Kirke	tree1

Person-ID

Efternavn

Fornavn

Fødselsdato

Dødsdato

Nulevende

note

Træ

46151

I92227

Zeuthen

Peder Jensen

1 jan. 1617

19 okt. 1680

Kilde: "100 danske præsteslægter" af Paul Nedergaard, reproudgivet 1984 af Dansk Historisk Håndbogsforlag ApS: Stamtavle 98 Zeuthen: a,b1,c4: "Ollerup-K."

tree1

46152

I92227

Zeuthen

Peder Jensen

1 jan. 1617

19 okt. 1680

Student fra Odense 1640, Sognepræst i Ollerup-Kirkerup 1657

Født 1617 i Odense, hvor hans fader mag. Jens Zeuthen var sognepræst til Sct. Knuds kirke.

Blev 25/7 1655 ordineret til kapellan hos forgængeren Anders Pedersen Arrhensis, efter hvis død han i 1657 blev sognepræst ved de to sogne.

Han ægtede Maren Andersdatter, født omkring 1637, datter af Anders Pedersen Arrhensis. Peder Jensen Zeuthen døde 1680, 63 år.

tree1

46153

I118875

Zeuthen

Peter Laurentius

8 sep. 1783

1839

Esrom

tree1

46154

I118875

Zeuthen

Peter Laurentius

8 sep. 1783

1839

Folketælling 1787

Holbæk, Tuse, Stigs Bjergby, Bjergby, , 2, FT-1787, B7269

Navn:Alder:Civilstand:Stilling i husstanden:Erhverv:Fødested:

Ole Vos zeuthen 59 Gift Husbonde Sognedegn

Christiane Boyesen 25 Gift Madmoder

Andreas Zeuthen 5 Ugift Deres fælles barn

Peder Zeuthen 4 Ugift Deres fælles barn

Dorthe Zeuthen 2 Ugift Deres fælles barn

Marie Larsdatter 27 Ugift Tjenestepige

Marie Pedersdatter 10 Ugift Tjenestepige

Folketælling 1834

Frederiksborg, Holbo, Esbønderup, Esbønderup Skoledistrict, Nyehegn, Huus, 93, FT-1834, C7445

Navn:Alder:Civilstand;Stilling i husstanden:Erhverv:Fødested:

Peter Laurentius Zeuthen 51 Gift Skovfoged

Caroline Marie Rold 44 Gift hans Kone

Christine Nicoline Zeuthen 16 Ugift Deres Børn

Knudsine Roldine Zeuthen 9 Ugift Deres Børn

Julie Frederikke Pouline Zeuthen 4 Ugift Deres Børn

Nyefødt Pigebarn Udøbt 1 Ugift Deres Børn

Henrik Pedersen 34 Ugift Tjenestefolk

Jens Rasmusen 18 Ugift Tjenestefolk

Boel Kirstine Svensen 22 Ugift Tjenestefolk

Hans Andersen 8 Ugift Fattiglem

tree1

46155

I92228

Zeuthen

Zidsel Jensdatter

1660

Kilde: "100 danske præsteslægter" af Paul Nedergaard, reproudgivet 1984 af Dansk Historisk Håndbogsforlag ApS: Stamtavle 98 Zeuthen: a,b1,c2.

tree1

46156

I106808

Zevergius

Caroline Friderica

27 jan. 1776

12 feb. 1845

Garnisions Kirke

tree1

46157

I84015

Zibell

Karl Wilhelm

28 aug. 1875

7 jul. 1952

Eskildstuna

tree1

46158

I84015

Zibell

Karl Wilhelm

28 aug. 1875

7 jul. 1952

Eskildstuna

tree1

46159

I632287

Ziebe

Amalie Eufemia

19 jan. 1826

2 jun. 1840

Kirkebog 1824-1832 Opslag 78

tree1

46160

I632287

Ziebe

Amalie Eufemia

19 jan. 1826

2 jun. 1840

Kirkebog 1832-1884 Opslag 309

tree1

46161

I92039

Ziebe

Caroline Eleonora

13 apr. 1827

3 dec. 1864

Kirkebog 1824-1832 Opslag 154

tree1

46162

I92039

Ziebe

Caroline Eleonora

13 apr. 1827

3 dec. 1864

Kirkebog 1854-1867 Opslag 72

tree1

46163

I632284

Ziebe

Johan August Diderich

1790

2 maj 1870

Kirkebog 1867-1888 Opslag 10

tree1

46164

I632286

Ziebe

Ludvig Vilhelm

18 apr. 1823

13 maj 1905

Kirkebog 1900-1907 Opslag 163

tree1

46165

I632286

Ziebe

Ludvig Vilhelm

18 apr. 1823

13 maj 1905

Vester kirkegaard

tree1

46166

I100360

Ziege

Anne Dorthe

1754

23 jul. 1785

Ringsager

tree1

46167

I100360

Ziege

Anne Dorthe

1754

23 jul. 1785

Ringsager

tree1

46168

I23605

Zielecka

Janina Sofia

16 maj 1919

27 jun. 2005

Skt. Birgitta Kirke
Døbt i familien Zielecka daabskjole som nr. 3

tree1

46169

I23605

Zielecka

Janina Sofia

16 maj 1919

27 jun. 2005

Sakskøbing Kirkegaard

tree1

46170

I23603

Zielecka

Kristina Klara

24 jul. 1922

Skt. Birgitta Kirke

tree1

46171

I23594

Zielecka

Rosa

7 dec. 1917

15 aug. 1999

Rødovre Kirkegaard

tree1

46172

I23594

Zielecka

Rosa

7 dec. 1917

15 aug. 1999

Skt. Franciscus Kirke

tree1

46173

I23602

Zielecka

Sabine

16 mar. 1924

26 maj 2013

Døbt i familien Zielecka dåbskjole som nr. 6.

tree1

46174

I23601

Zielecki

Adolf Alojzy

10 jun. 1927

10 apr. 2011

Høsterkøb Kirke
Højtidelighed i kapellet på Gentofte Hospital uden medvirken af præst. Tale af Jørgen Svorre Jordan
Fællesgraven

tree1

46175

I23601

Zielecki

Adolf Alojzy

10 jun. 1927

10 apr. 2011

Skt. Birgitta Kirke

tree1

46176

I23601

Zielecki

Adolf Alojzy

10 jun. 1927

10 apr. 2011

Civilforsvaret

tree1

46177

I23599

Zielecki

Anton

19 okt. 1916

19 maj 1982

Skt. Birgitta Kirke
Døbt i familien Zielecka daabskjole som nr. 1.

tree1

46178

I23599

Zielecki

Anton

19 okt. 1916

19 maj 1982

Sakskøbing Kirkegaard
gravsted AN 008-009

tree1

46179

I23607

Zielecki

Edvard Karol

27 okt. 1920

22 jul. 1953

Skt. Birgitta Kirke

tree1

46180

I23607

Zielecki

Edvard Karol

27 okt. 1920

22 jul. 1953

Radsted Kirkegaard

tree1

46181

I23597

Zielecki

Karlol

8 jan. 1894

5 mar. 1939

Radsted Kirkegaard

tree1

46182

I2794

Zielinski

Anne Marie

8 okt. 1933

28 apr. 2009

Hospice Haderslev

tree1

46183

I92278

46184

I125129

Ziethen

Hans Karl Ludwig

9 jun. 1808

20 sep. 1866

Wildberg bei Neuruppin

tree1

46185

I125129

Ziethen

Hans Karl Ludwig

9 jun. 1808

20 sep. 1866

Radewitz bei Randow

tree1

46186

I128614

Zimling

Bodil

13 jul. 1800

Gift 11 Nov 1818 i Store Magleby Kirke, Store Magleby Sogn, Sokkelund Herred, Københavns Amt

tree1

46187

I116918

Zimling

Georg Peter

10 aug. 1920

2011

BERLINGSKE:

Vores glemte helte
Af Thomas Hjortsø, journalist og forfatter til bogen »Den dyre flugt« Om de mange penge bag jødernes flugt fra Danmark i 1943
30. september 2011, 22:30

Thomas Hjortsø: Jødeaktionen 1943. Traf den danske modstandsbevægelse i 1960erne en forkert beslutning, der har medvirket til, at både vi og udlandet har glemt de danske helte, der uegennyttigt reddede jøderne i Danmark i 1943?

Da Fredrik Fogh sammen med sin kronisk syge mor i 1943 reddede flere familiemedlemmer og en ven af jødisk afstamning til Sverige, var frygten reel. »Vi var bange for dødsstraf,« fortæller han.

Hjælpeaktionen førte til, at Fredrik Fogh og hans mor blev udnævnt til Retskafne af det israelske Holocaust-museum Yad Vashem. Retskaffen er en officiel israelsk hædersbevisning til ikke-jøder, der reddede jøder under Holocaust.

Der findes kun 22 danske Retskafne, hvorimod et land som Holland har over 5.000. Når der er udnævnt så få danske Retskafne, hænger det sammen med, at den danske modstandsbevægelse i begyndelsen af 1960erne ønskede, at dens medlemmer blev mindet som gruppe og ikke hver for sig.

Det har Yad Vashem stort set respekteret på nær de 22, som har fået hædersbevisningen for, hvad holocaustmuseet kalder en ekstraordinær indsats.

Men der var mange, der ydede en stor indsats. En af dem var Georg Zimling fra Saltholm. Han sejlede sammen med sin nabo jøder fra Amager til Malmø.

De fik et godt måltid, aftenen før de skulle sejle jøderne til Sverige. »Sæt nu det blev det sidste,« siger han i dag. Det er en rigtig dansk helt - maven skal være fyldt!

Både Fredrik Fogh og Georg Zimling oplevede en risiko ved at hjælpe jøderne til Sverige. Det har bagefter vist sig, at risikoen ikke var så stor, blandt andet fordi betydelige dele af den tyske besættelsesmagt ikke var så interesseret i at jagte jøderne. Men netop det, at mange følte en risiko, er i høj grad medvirkende til deres heltegerninger.

Deres gerning står i modsætning til mange mellemmænd, fiskere og bådførere, som tjente store penge på at få jøderne til Sverige.

En af betingelserne for at blive udnævnt til Retskaffen er, at man ikke har tjent penge på at redde jøder, så mange danske fiskere og mellemmænd ville aldrig komme på tale.

I udlandet har man kun lidt kendskab til de mange penge, det kostede at få jøderne i sikkerhed. Man antager stadig, at det var alle danskere, der uegennyttigt hjalp med at få jøderne til Sverige og finder derfor ikke grund til at fremhæve enkeltpersoner.

Berlingske omtalte i september en bog af den tyske historiker Arno Lustiger om jødernes redningsmænd. Den sætter fokus på diplomaterne og nævner mange landes diplomater, men ingen danske.

Det er ikke kun Danmarks diplomater, der er fraværende i beretninger om at hjælpe jøderne. Det gælder danskere i det hele taget. For eksempel i den britiske forsker Agnes Grunwald-Spiers Schindlers Ligemænd, der tidligere på året udkom på dansk. Titlen på bogen henviser til den tyske forretningsmand Oskar Schindler, der reddede jøder og er kendt fra filmen Schindlers Liste.

Agnes Grunwald-Spier nævner hjælpere fra hele verden, men ingen fra Danmark. Hun skriver i forbindelse med de ungarske jøder, at danskerne hjalp 7.000 jøder med at flygte, underforstået at det var alle danskere, der hjalp.

Men det er ikke kun i udlandet, at de danskere, som ydede en indsats, er glemt. Det gælder også herhjemme. Hvis man bruger mindesmærker som en målestok for, hvordan vi fejrer hjælperne, så er det ikke meget opmærksomhed, de har fået. Der findes meget få monumenter til ære for dem, der hjalp jøderne over.

Når de findes, nævner de ikke direkte hjælpernes navne, og ofte er de holdt i generelle vendinger og taler om modstandskampen eller hjælp til flygtninge.

End ikke de mest oplagte kandidater til et monument eller mindetavle har fået et. Hvor er for eksempel mindesmærket for professor Richard Ege og hans hustru, som sammen med andre hjælpere organiserede redningen for flere hundrede jøder med udgangspunkt i Rigshospitalet?

En af de Retskafne er Henry Thomsen, som i Snekkersten har en mindesten, hvor han omtales som »flygtningenes modige hjælper«. Vel hjalp han andre end jøder over, men det er alligevel tankevækkende, at hans indsats for jøderne ikke er nævnt.

Han blev sammen med sin hustru Ellen Margrethe udnævnt til Retskaffen i 1968. Det var mange år efter hans død. Han blev taget af tyskerne i august 1944 og døde i koncentrationslejren Neuengamme fire måneder senere.

Det er paradoksalt, at det eneste mindesmærke i Danmark, der udtrykkeligt nævner en person og direkte skriver, at han hjalp jøderne, er rejst til ære for en tysker. Det er den tyske diplomat Georg Duckwitz, der var nazist, men afslørede de tyske planer om en aktion mod jøderne i Danmark til danske socialdemokratiske ledere i september 1943. Han har en mindeplade på Frieboeshvile i Lyngby, hvor han boede.

Centralt i den manglende hyldest til enkeltpersoner står modstandsbevægelsens beslutning over for Yad Vashem om at ville betragtes som en gruppe, når det gjaldt hjælpen til jødernes flugt.

Med al respekt for modstandsbevægelsen var det måske en forkert beslutning. Der var dog ikke tale om en ondsindet beslutning, men snarere et udtryk for et fokus på modstandskampen, som redningen af jøderne blev set som en del af. Og så levede myten om, at et helt folk hjalp til med at redde jøderne til Sverige meget stærkt omkring 1960erne.

Når et helt folk er helten, kan det være svært at fremhæve enkeltpersoner.

Myten om et helt folk som hjælpere er nok også blevet stærkere af mange jøders taknemmelighed over at have reddet livet.

I dag ved vi mere om, hvor meget det kostede for jøderne i Danmark at redde sig til Sverige. Og mange hjælpere, ja selv fiskere udtrykte faktisk deres frustration over de høje priser for overfarten og regulære svindlere.

Georg Zimling siger, at både mellemmænd og fiskere udnyttede mennesker i nød. »Når man skal redde andre menneskers liv, kan man ikke rigtig gøre det op i penge.«

Og så synes han, at der var for få fiskere, der fortsatte med at sejle for modstandsbevægelsen. »Da man var færdig med at gå og tjene penge på folk, tog man til Sverige og blev der. Så gik noget af det patriotiske af. Man skulle i stedet være fortsat med at sejle, til krigen sluttede. Der var brug for det,« siger han.

Både Georg Zimling og Fredrik Fogh blev efter jødernes flugt engageret i modstandsarbejdet, og for Georg Zimlings vedkommende førte det til fire måneder i fængsel, da han i 1944 blev taget af tyskerne, fordi han sejlede over Øresund for modstandsbevægelsen.

Der er mange hjælpere at vælge imellem, hvis man vil finde nogle at hædre for deres indsats under jødernes flugt. Et skøn lyder på flere tusinde, der deltog i den storstilede operation, som strakte sig over nogle uger i efteråret 1943.

Det var ofte helt almindelige danskere, der følte en pligt til at hjælpe. Og der var læger og ansatte på hospitalerne. Der var brug for hjælperne til alt lige fra at opspore jøderne, skjule dem, give dem mad og føre dem til havne eller anløbsbroer. »Vi bestod af en masse små tandhjul,« som en hjælper har sagt om redningsoperationen.

Stort set alle de flygtende kan fortælle om hjælpere, der uegennyttigt og med en følelse af at løbe en stor risiko sprang til og fik dem sikkert til Sverige. Ligesom de kan fortælle om bådførere eller mellemmænd, der tog sig godt betalt.

Og netop fordi der var så mange, som berigede sig på jødernes bekostning, er der så meget desto større grund til at fremhæve dem, der uegennyttigt hjalp jøderne i sikkerhed.

tree1

46188

I116918

Zimling

Georg Peter

10 aug. 1920

2011

KØBENHAVN 29.12.2000 KL. 22:22
JP på besøg i Saltholm City
Turen foregår i bælgmørke.

AF SØREN DOMINO FOTO: JACOB EHRBAHN

Den 27 fod lange skolebåd Svanen bevæger sig med rullende bevægelser ud i mørket denne decembermorgen klokken 6.00, som det sker alle årets hverdage.

Fra lystbådehavnen i Kastrup er kursen sat de knap fire sømil mod øst, men sejladsen i det bidende vintermørke er som en lang rejse med bind for øjnene mod en lille verden for sig.

Den kommunale skolebåd er eneste faste forbindelse med omverdenen for indbyggerne på øen Saltholm ude i Øresund.

Tre kvarter efter afgangen fra fastlandet anløber skolebåden det interimistiske havneareal på Saltholm med det ene formål at hente øens eneste skolegående barn, otteårige Michella.

Skolen på Saltholm lukkede nemlig i 1936, og sådan er der så meget, der er forsvundet fra øen gennem de senere årtier.

Engang var der både kro, postmand og snesevis af fastboende på øen, men det er alt sammen historie i dag. Tilbage er blot de otte faste beboere, kreaturerne og et privat museum, som kun holder åbent ved særlige lejligheder.

To afstikkere på 80 år
80-årige Georg Zimling er et levende sandhedsvidne på historiens gang. Georg Zimling har alle sine leveår boet på Saltholm, der strækker sig otte kilometer og breder sig to en halv kilometer mellem Sverige og Danmark.

Han har blot to gange forladt øen for at gøre ophold på fastlandet. Den ene gang sad han fire måneder i Vestre Fængsel for at have sejlet jøder til Sverige under Anden Verdenskrig. Anden gang var, da han som ung gik i lære som bager - blot for at vende tilbage til øen efter få måneder.

Ikke fordi han ikke kan begå sig uden for øen, bedyrer han, men Georg Zimling føler sig bedst hjemme på Saltholm i det grå sæt Kansas-arbejdstøj og træsko uden hæl.

Livet på Saltholm er noget ganske særligt, og på øen lader man sig dårligt anfægte af forhandlinger om Nice-traktat, kriminelle asylansøgere og belastede unges ugerninger.

Hverdagen på Saltholm handler mest af alt om at holde øje med de hundredvis af græssende kreaturer, der ved forårets komme fragtes til Saltholm fra hele landet for at blive hentet til vinter. Øens tynde lag muld oven på et fundament af kalk har gjort det næsten umuligt at dyrke jorden.

Hvad man på øen selv kalder for bymidten, er to faldefærdige ejendomme og den tidligere skole. Hér løber man ikke til købmanden efter en liter mælk eller kører til mekaniker, hvis traktorens hjulophæng er gået i stykker. I stedet planlægger man flere uger i forvejen den dag, hvor man samler dyngerne af vasketøj og sejler til fastlandet for at få det vasket på møntvaskeri.

For Georg Zimling har det aldrig været anderledes, men for Niels Adamsen, der på 12. år er øens opsynsmand, har tilværelsen forandret sig radikalt, siden den uddannede elektriker i 1989 kvittede jobbet i København og flyttede ind på Holmegården, hvor han i dag bor med sin hustru Lidia og børnene Michella, Timian og Pil.

»Saltholm er på mange måder et spøjst sted. Jeg har altid vidst med mig selv, at jeg ikke ville blive boende på Saltholm. Jeg har flere gange været i tvivl, om jeg overhovedet kunne gennemføre at bo herude, men efter tolv år kan jeg sige, at det er lykkedes, og det er en sejr. Men det er et besværligt sted at blive gammel,« fortæller 43-årige Niels Adamsen, der er en rank og slank mand med et fyldigt overskæg.

Tre kilometer fra Holmegården ligger gården Gammelværk, hvor Georg Zimling på 80 år bor sammen med sin 54-årige datter Anne og svigersønnen Ole. Og ikke mange ting har forandret sig i løbet af otte årtier på Gammelværk, hvor Georg Zimling er født og opvokset.

Dårlige hofter har gjort gangen lidt mere besværet, og udsigten fra gårdspladsen er blevet ganske anderledes med opførelsen af Øresundsbroen, men på Gammelværk har man stadig ikke strøm eller indlagt vand, og man går stadig på lokum i gården. Vandet hentes i brønden, gårdens lavloftede værelser lyses op af petroleumslamper og om sommeren sørger man for at fange så mange fisk og dyrke så mange grøntsager, at man kan stå imod den barske vinter på Saltholm.

Ønsket om lidt strøm
Der er intet fjernsyn, men den batteridrevne radio holder familien informeret om livets gang ude i den store verden.

Georg Zimling er ikke meget for det der, de kalder EU, og han er stærkt utilfreds med, at postbudet ikke længere kommer på Saltholm.

Men ingen af de aktuelle emner optager megen tid, når familien er samlet i den brændeovnsvarme stue. Det vigtigste samtalemne er langt mere håndgribeligt og handler om, hvorvidt der skal opstilles en lille vindmølle til at give familien Zimling strøm til at drive en fryser. Som de har gjort ovre på Holmegården.

Både datteren og svigersønnen er varme fortalere for at gøre tilværelsen en smule lettere med en vindmølle, men Georg Zimling er ikke meget for ideen.

»Der er ingen grund til at gøre hverdagen for let. Nu har jeg levet på den her måde i 80 år, og det går da meget godt,« siger han, når han skal aflevere sit vægtigste argument.

Og der er foreløbig ikke blevet opstillet nogen vindmølle, for Georg Zimling sidder altid for bordenden ved det mørke egetræsbord under den pompøse petroleumslampe fra forrige århundrede.

»Kartofler, kål og porrer kræver ingen fryser. Og et par porrer med kartofler er en dejlig ret. Der er ingen grund til, at vi ender ligesom dem derinde i København.«

Én stor mudderpøl
Det er da også så lang tid siden, at Georg Zimling har været »derinde i København«, at han ikke kan huske hvornår.

Til gengæld husker han tydeligt ferieturen til søsteren i Florida og den strenge isvinter i 1964.

Vinteren er ofte en barsk oplevelse. Flere gange har det været umuligt at forlade øen på grund af kulde og tilfrosne vande, og ofte må skolebåden opgive at sejle. I gamle dage kunne man gå over Øresund til København, men i dag bliver de friske forsyninger fløjet fra fastlandet i helikopter, når kulden lukker vandet omkring øen.

I hele vinterhalvåret omdannes Saltholm til en stor mudderpøl. Øen hæver sig blot nogle få meter over daglig vandstand, og med jævne mellemrum bliver øen oversvømmet, så kun gårdspladserne er tørlagte.

Der er ingen veje på Saltholm - højst et hjulspor at følge. Men i sin traktor kender Georg Zimling hvert et hul under vandpytterne, der kan være flere meter dybe fra den tid, da man udvandt kalk fra Saltholms undergrund.

Georg Zimling er ud af en søskendeflok på ni. Familien Zimling har boet på Gammelværk siden 1837, og indenfor i den dunkle stue med små vinduer og lavt til loften fortæller billederne og malerierne af slægten deres egen historie om Saltholm.

Stednavnet optræder første gang i kong Valdemars jordebog i 1230, da kongen, Valdemar Sejr, skænkede Saltholm til Roskilde-bispen Niels. Siden var Saltholm tæt på at blive svensk, da Danmark i 1658 mistede Skåne, Halland og Blekinge, og i 1700-tallet blev øen brugt som karantænestation for personer og varer fra Sydeuropa i forsøget på at dæmme op for den sorte død, pesten.

Den moderne cowboy
Siden 1500-tallet har bønderne på Amager sendt deres kreaturer på græs på Saltholm, hvor der skulle være plads til 1000 græssende dyr. I dag kommer der næsten ingen kreaturer fra Amager, men fra resten af landet sender bønder stadig deres dyr til Saltholm, der bestyres af Saltholm Ejerlaug.

Ejerlauget har ansat Niels Adamsen som "holmemand", som det hedder på Saltholm, fordi opsynsmanden altid bor på Holmegården; den gule firlængede gård fra det 19. århundrede.

Som en moderne cowboy bruger Niels Adamsen det meste af dagen i sin traktor, på motorcykel eller på hesteryg for at komme rundt på øen og tilse dyrene.

Kun fra 1970 til 1983, da opsynsmanden hed Georg Zimling, boede han ikke på Holmegården. Georg Zimling levede alene på øen med sin kone og fungerede derfor som opsynsmand, men han nægtede at flytte fra barndomshjemmet Gammelværk, og sådan blev det. Jobbet som holmemand er fortid, men Georg Zimling er stadig udpeget af Indenrigsministeriet til at være valgtilforordnet, når øens fem stemmeberettigede personer går til valg.

De to mænd og øen
Hvervet som tilforordnet har dog været endnu lettere end i dag, dengang Georg Zimling og Niels Adamsen i starten af 1990'erne var de eneste beboere på Saltholm om vinteren. Georg Zimling var blevet alene, og Niels Adamsen var endnu ikke flyttet sammen med sin nye kone Lidia.

»Da kunne det godt være forfærdeligt ensomt engang imellem. Jeg mødtes sommetider med Georg over en sukkermad og en kop te eller en kirsebærrom. Men det var et par hårde vintre at komme igennem, og indimellem tænkte man: Nu bliver jeg skør,« fortæller Niels Adamsen.

Siden hen er familierne flyttet til øen, og sammen går de endnu en vinter i møde. Julen er blevet holdt med den nærmeste familie og med and, flæskesteg og juletræ fra fastlandet.

For Niels Adamsen og familien er det den sidste jul på Saltholm. Den isolerede livsstil og besværet for de tre piger, når de skal i skole eller børnehave, får en ende.

Til april forlader familien Holmegården for at begynde et nyt liv. Måske vil de rejse verden rundt, måske køber de et hus lidt uden for København. Det er endnu uvist, men én ting er sikker, forsikrer Niels Adamsen:

»Det bliver anderledes. Der er sikkert sket mange ting uden for Saltholm på 10 år. Tingene går nok lidt hurtigere end herude. Det er også først, når man skal til at omgås andre mennesker, at man finder ud af, om man virkelig er blevet en særling."

tree1

46189

I116926

Zimling

Hans Christian

21 apr. 1919

2010

KRISTELIGT DAGBLAD
AF CHARLOTTE BACH
27. juli 1999 01:00

På Saltholm bor syv sjæle, 800 køer og 100 får. Øen, der er fredet, er et paradis for fugle. Engang var der gårde med nøjsomt landbrug, og endnu tidligere fungerede øen som en del af Københavns Sø- og Landbefæstning. I dag vidner et museum om

»Henvendelse over vejen« står der på skiltet til museet på Saltholm, som i denne sommer går sin anden sæson i møde. Over vejen bor museets stifter, den 80-årige Hans Christian Zimling, der er barnefødt på øen. Han bor i sommerhalvåret på en gård, som han de sidste 15 år har restaureret på. Den fædrene gård ligger længere inde på øen og bebos af broren Georg Zimling, der er fjerde generation på gården. Han er fåreavler og har boet på Saltholm i 79 år. Hans datter er klar til at overtage gården som femte generation.

Ideen til museet på Saltholm opstod, da Hans Christian Zimling fandt et stykke gammelt jern, der ragede op af jorden ikke langt fra gården. Han var nysgerrig og gravede det op. Det viste sig at være en gammel benzinmotor fra 1920. Den blev første genstand på museet, der nu er fyldt op med vidnesbyrd fra livet på øen gennem flere hundrede år.

Selve museumsbygningen har tilhørt militæret, som havde forlægning på Saltholm, der udgjorde en del af Københavns Sø- og Landbefæstning med batteriet midt på øen bygget i 1910. Zimling har selv istandsat bygningen. Efter fundet af benzinmotoren gik Hans Christian Zimling i gang med samle ting til museet, der kunne belyse livsvilkårene gennem tiderne på øen. Gamle markredskaber som roerasper, kartoffeloptager, kornvalse og stentang.

Og sten er der nok af på den flade 16 kvadratkilometer store ø, som er otte kilometer lang og godt to kilometer bred. Jorden er kalkholdig med kun lidt muld og masser af sten. Siden middelalderen er Saltholms kalk blevet udnyttet, og i 1700-tallet var flere hundrede mennesker beskæftiget med kalkbrydning, som først ophørte midt i 1930'erne.

Under pesten i begyndelsen af 1700-tallet var Saltholm karantænestation med barakker og sygehus. Nøjsomt landbrug Store dele af øen oversvømmes hver vinter, og en egentlig landbrugsdrift har været umulig. Ikke desto mindre søgte Hans Christian Zimlings forældre at dyrke deres 18 tønder land med nøjsomme grøntsager som roer, kålrabi og kartofler. Og dyr var der masser af - som det hørte sig til i et traditionelt landbrug: heste, køer, grise, får, høns, gæs, ænder osv. Man var stort set selvforsynende. Og familien supplerede med måger, mågeæg, svaner og vilde kaniner samt fisk.

Saltholm har intet fersk vand. Man samlede regnvand til at drikke og vaskede sig i øens brak-vand. Der var ni børn, men et af børnene døde som spæd. De otte søskende gik i skole på Saltholm og kom kun sjældent til fastlandet. Øens mange vandhuller var fabelagtige legepladser for børnene, der stagede sig rundt på hjemmelavede tømmerflåder. - Vi havde intet egentligt legetøj, fortæller Hans Christian Zimling, men det savnede vi faktisk heller ikke. Vi havde hinanden, og hvad vi kunne flikke sammen af træ og strandingsgods.

Vi gik i træsko året rundt. Sko og strømper kendte vi ikke. Om vinteren var fod-tøjet et problem, når vi skulle gennem de mange vådområder til og fra skole. Min far fandt på at lave stylter til os, og vi blev ret gode til at gå på dem. Men selvfølgelig gik der sport i det, og vi arrangerede væddeløb og skubbede til hinanden, så egentlig blev vi mere våde med stylter end uden.

Børnene fandt også på at bruge den gamle militære jernbane, anlagt i 1920'erne, som transport til skole. De satte sejl på tipvognen og kom somme tider op på en fart af 90 km i timen.

Eksamen med rød sodavand
Saltholms lærerinde boede på skolen, der bestod af tre små værelser: skolestuen, lærerindens rum og et lille køkken. Hans Christian Zimling husker, at skolestuen var så lille, at en af eleverne måtte sidde i et bogskab. Der var bare den ene lærerinde, og hun måtte så undervise i alt - fra håndarbejde til regning. Det lå i luften, at hun skulle være ugift. Når der var eksamen, ankom en censor og en præst fra fastlandet for at overhøre børnene.
- Eksamen var en herlig tid, fortæller Hans Christian Zimling, for så fik vi en rød sodavand.
Børnene ejede ikke en tandbørste, og de fire søskende, der er tilbage af de otte, har endnu deres egne tænder. Ifølge Hans Christian Zimling skyldes det de mange roer og kålrabi, som gennem barndommen har fungeret som tandrensere. grød og kartofler. Enkelte gange suppleret med vild kanin, and eller fisk. På skolemaden fik vi fire stykker rugbrød med puddersukker. Hvis vi havde slagtet, vankede der kødpålæg. Og om foråret stod den på brød og mågeæg i madpakken. Når far havde skudt en svane, blev svanekødet sammen med en god del spæk kørt gennem kødhakkemaskinen. Uden spæk var det alt for tørt. Skroget og indmaden blev der kogt kråsesuppe på, beretter Hans Christian Zimling. Flygtningetransporter Skolen gik til 7. klasse. Enkelte fortsatte skolegangen på fastlandet, men de fleste kom i lære eller ud at tjene. Ingen af Zimling-børnene fortsatte skolegangen. En kom i lære som grovsmed, en som gartner og en som landmand (Georg, der siden overtog gården). Hans Christian Zimling tog arbejde på en anden gård på Saltholm og blev siden karl på en gård i Nordsjælland. Han sejlede også en overgang med kreaturbåden mellem Kastrup og Saltholm. Det var under krigen. En snes tyske soldater lå i barak ved Holme-gården for at holde øje med trafikken i Øresund. Alligevel fungerede Saltholm som mellemstation for flygtningetransporter til Sverige, og Hans Christian Zimling måtte blive i Sverige i krigens sidste år, da han havde været aktiv i transporten. Han meldte sig til den danske brigade i Sverige og kom hjem som soldat i 1945. På museet kan man se bådbyggerværktøj, vandkikkert til ålestangning, gamle fiskeredskaber, håndsmedet stegepande, håndkraftsdrevet vaskemaskine, Zimlings fars træskostøvler med pigge til isvandring, gamle træski, sandormefanger, tysk kikkert (stjålet af Hans Christian Zimling under krigen), fåresaks og meget meget mere. Dertil en anselig samling udklip og fotografier, bl.a. et foto fra 1940 af Hans Christian Zimling og fem-seks andre mænd, der i isvinteren gik til fastlandet med 22 heste, som manglede foder på øen. På et tidspunkt skulle hestene springe over en stor våge, og alle vidste, at det var knald eller fald for dem. De ville aldrig kunne komme op, hvis de faldt i. Samtlige heste klarede springet. Efter krigen blev Hans Christian Zimling udstyrsforvalter hos SAS, hvor han arbejdede til 1985. Da blev han pensioneret og drog for sommerhalvåret tilbage til sin fødeø. Saltholm er fredet, og øen er en af landets vigtigste yngleområder for fugle. Omkring 20.000 kystfugle yngler på øen, der også fungerer som spisekammer for mere end 70.000 trækfugle. Siden 1873 har øen været ejet af Saltholm Ejerlaug, der består af ca. 200 ejere bosat på Amager. Driften er nu som før kreaturgræsning. Fra maj til oktober sendes kvæg, heste, får og gæs på sommergræsning på Saltholms strandenge. Oprindelig fik hollænderne i 1521 særret til græsning af kreaturer på øen. Også amagerkanere fik del i græsningsretten. opsynsmanden, der ser efter de 7-800 køer fra hele Danmark, navnlig kvier, som fedes op sommeren igennem, og Hans Christian Zimlings bror Georg Zimling med datter og svigersøn samt ca. 100 får. Ingen ejer jorden. Alle, også de ni sommerhusejere er forpagtere. Øen må ikke bebos om vinteren, bortset fra de to fastboende familier på i alt syv personer. Indtil for få år siden var skolen i brug til opsynsmandens børn. I dag sejler opsynsmanden sine børn til og fra skole hver dag. Da den amerikanske præsident Bill Clinton for to år siden besøgte Danmark, og Air Force One landede i Kastrup Lufthavn, blev fire styk motor-cykelbetjente samt motorcykler landsat på øen via helikopter. Deres terrængående maskiner finkæmmede øen for terrorister, og ude på vandet blev alle sejlere standset af patruljebåde. Og øens historie er bestemt ikke slut. Hans Christian Zimling er en travl mand, der sommeren igennem modtager turister til en rundvisning på øen og museet og en snak om gamle dage på Saltholm. Såvel grupper af svenske pensionister som Tårnby Politi på skovtur bliver beriget med den flade natur, som minder en del om den sønderjyske marsk. Og skoler, biblioteker og lokalforeninger har bud efter Hans Christian Zimling, der gerne holder foredrag om sin opvækst på øen. Vil man til Saltholm som turist, kan man tage med postbåden, der sejler fra Kastrup Lystbådehavn kl. 10 tirsdag, torsdag og lørdag. Man kan også selv sejle til øen, men besejlingsforholdene er noget vanskelige. Det er nok en god idé at tage en stor madpakke med, for kroen lukkede for et par år siden. Det koster ikke noget at besøge museet. En mælkejunge er stillet op til bidrag til museets drift. Hans Christian Zimling har allerede planer om at udvide. Åbningstiden er fra maj til september, og man henvender sig »over vejen« - dog helst ikke midt i middagsluren.

tree1

46190

I116915

Zimling

Holger Peter Larsen

24 jan. 1882

18 feb. 1967

Taarnby Kirke

tree1

46191

I99874

46192

I99874

46193

I578928

Zimmer

Anne Kathrine

1701

1 okt. 1761

Olstrup

tree1

46194

I16135

Zimmermann

Adolf Ludvig

26 okt. 1820

15 dec. 1899

Garnisons Kirkegaard

tree1

46195

I16135

Zimmermann

Adolf Ludvig

26 okt. 1820

15 dec. 1899

N. Farimagsgade 53, København

tree1

46196

I16135

Zimmermann

Adolf Ludvig

26 okt. 1820

15 dec. 1899

26 - 4 - 1836 Korporal i Den Kongelige Livgarde. Sergent, våbenmester i 1845. 1850 er han Fourer. Han er veteran fra krigene 1847-1850 og 1863-1864. 26 april 1861 havde han 25 års jubilæum som und

erofficer ved det 4de Compagnie i Livgarden til fods. Han fik et sølvbæger med inskription af underofficers kammeraterne. 1870 blev han kantinebestyrer i Den kongelige Livgardes kantine. Da han trak

sig tilbage, havde han rang af kommander sergent.. Boede hos sin yngste datter ved sin død.

tree1

46197

I16142

Zimmermann

Adolph Sophus

5 nov. 1854

8 jan. 1894

Garnisons Kirke

tree1

46198

I16142

Zimmermann

Adolph Sophus

5 nov. 1854

8 jan. 1894

Garnisons Kirkegaard

tree1

46199

I16148

Zimmermann

Alma Clemence

8 jun. 1889

Ja, dato ukendt

Faddere: Fhv. økonom Zimmermann, fru Jenny Nielsen, frøken Amalie Lottenburger, faderen.

tree1

46200

I16138

Zimmermann

Alma Hortense Eugine

4 sep. 1859

Garnisons Kirke

tree1

Webmaster Besked

Vi gør alt for at dokumentere vores forskning. Hvis du har noget, du gerne vil tilføje, så kontakt os venligst.

Rapport: Personer: Notater

Quick Links

Kontakt

Webmaster Besked