Rapport: Personer: Notater
Beskrivelse: Personer with associated notes
Match 51 til 100 fra 46767 » Kommasepareret CSV fil
«Forrige 1 2 3 4 5 6 ... 936» Næste»
| # | Person-ID | Efternavn | Fornavn | Fødselsdato | Dødsdato | Nulevende | note | Træ |
| 51 | I81089 | Christian IX. | 8 apr. 1818 | 29 jan. 1906 | 0 | Forfatningskampen kom til at dominere en lang række af Christian 9.´s regeringsår. Han stod meget konsekvent fast på monarkens ret til selv at vælge sine ministre uden hensyn til Folketingets ønsker, og under hele forløbet støttede han sig uden forbehold til konsejlspræsidenten fra Højre, J.B.S. Estrup, i dennes kamp mod folketingsparlamentarismen og partiet Venstre. Først efter et knusende nederlag til Højre ved folketingsvalget i 1901 bekvemmede kongen sig endelig til at udnævne et Venstre-ministerium. Systemskiftet til folketingsparlamentarisme var en kendsgerning. På trods af de mange års politisk strid, hvor kongen stod i modsætning til størsteparten af befolkningen, var han en populær regent på grund af sit fordringsløse og imødekommende væsen over for alle. Christian 9. besøgte i 1874 Færøerne og Island og blev den første regerende danske konge, der nogensinde havde besøgt øerne. Det faldt i Christian 9.s lod, at han kort tid før sin død kunne give sit samtykke til, at hans sønnesøn, prins Carl, kunne vælges til konge af Norge. |
tree1 | |
| 52 | I81089 | Christian IX. | 8 apr. 1818 | 29 jan. 1906 | 0 | Som nævnt døde Frederik 7. i 1863 uden at efterlade sig arvinger. Dette benyttede Friedric af Augustenborg, (1829-1880), til at udråbe sig til hertug Friedrich VIII af Slesvig og Holsten. (Friedrich var en søn af den fordrevne hertug af Augustenborg, Christian August, som var leder af en tysk slesvig-holstensk bevægelse i 1848, Friedrichs far døde først i 1869). Hertugslægten nedstammede fra Hans den yngre af Sønderborg. Imidlertid fik Friederich ikke støtte af Otto von Bismarck, hvis mål var en indlemmelse af Slesvig og Holsten i Preussen. Den egentlige årsag til, at Otto von Bismarck kunne erklære Danmark krig var, at folketinget i november 1863 vedtog en forfatning som indlemmede Slesvig i det danske rige. C. C. Hall var en af fortalerne for denne ejder-danske forfatning. Som nyudnævnt konge var Christian 9. betænkelig ved at underskrive forfatningen, idet han kunne forudse problemer med Otto von Bismarck. Imidlertid følte han sig presset hertil, dels af et folkekrav - der var demonstrationer foran slottet hvor folkemængder råbte "Ned med kongen og leve Karl den 15. Baggrunden for dette tilråb sigtede til, at da de nationalliberale fik regeringsmagten i 1857, legede de med tanken om at indgå i en union med Sverige-Norge under fælles konge, Karl d. 15. En anden årsag til at kongen til sidst skrev under på forfatningen, kan være ønsket om at fremstå national, der måtte ikke sættes spørgsmålstegn ved hans danske loyalitet. Næsten som forudset erklærede Bismarck Danmark krig. Natten til 1. februar 1864 gik preusssiske og østrigske styrker over Ejderen med en talmæssigt overlegen styrke. Hertil kom, at preusserne var udstyrede med bagladegeværer og riflede kanoner. Danskerne under de Meza afviste det første angreb ved Mysunde den 2. februar. Men stillingen var uholdbar, og de Meza besluttede at foretage en tilbagetrækning, før hæren blev omgået. Denne gennemførtes den 5. februar, men kom til at koste generalen hans kommando, da den danske offentlighed ikke kunne forstå, at Dannevirke måtte opgives uden sværdslag. Bagtroppen under Max Müller udkæmpede en hård kamp ved Sankelmark den 6. februar, mens hovedstyrken under general Gerlach forskansede sig ved Dybbøl. Efter en måneds bombardement stormedes Dybbøl den 18. april 1864. Det lykkes at holde stand mod den knusende overmagt, og den 12. maj blev der sluttet våbenstilstand, medens man afventede resultaterne af London-konferencen, som var åbnet i april. Danmark tilbød at afstå strimmelen mellem Ejderen og Dannevirke, men dette var ikke tilstrækkeligt, og kampene genoptages, og den 29. juni 1864 faldt Als. Kampen var umulig, og den 20. juli sluttes våbenhvile. Ved Freden i Wien den 30. oktober måtte Danmark afstå Slesvig, Holsten og Lauenburg. Historikeren Tom Buk-Swienty afslørede i sin bog Dommedag Als (august 2010), at Christian 9. i et forsøg på at undgå, at det danske monarki mistede kontrol over Slesvig og Holsten, tilbød den prøjsiske konge Vilhelm 1. at indlemme Danmark i det tyske forbund. Efter datidens forhold ikke ulogisk, idet Holsten allerede var medlem af Det Tyske Forbund, som jo ikke var et samlet Tyskland men 35 selvstændige stater, som samarbejdede i et statsforbund med toldunion. Prøjsen og Østrig var stormagterne i Forbundet, som nærmest kan betragtes som et datidens EU. Det skal dog medgives, at de fleste stater i Forbundet var tysktalende. |
tree1 | |
| 53 | I81089 | Christian IX. | 8 apr. 1818 | 29 jan. 1906 | 0 | valgsprog: Med Gud for Ære og Ret. Dansk konge af den Glücksburgske (Lyksborgske) slægt 1863-1906. Valgsprog: Med Gud for Ære og Ret. Efter faderens tidlige død i 1831 flyttede Christian til København. Her tog det sønneløse kongepar sig af drengen. Dronning Marie Sophie Frederikke var hans moster, og Frederik 6. hans moders fætter. Christians ældste broder, hertug Carl af Glücksborg, blev i 1838 gift med kongeparrets yngste datter, prinsesse Vilhelmine. I 1851 anbefalede den russiske kejser, at prins Christian rykkede frem i den danske arvefølge. I 1852 tilsluttede stormagterne sig dette. I 1853 godkendte den danske rigsdag en ny lov, der rykkede Christian frem i arvefølgen. Der var brug for en ny tronfølgelov, da hverken kong Frederik 7. eller tronfølgeren Arveprins Ferdinand havde nogen arving til tronen. I virkeligheden var det prins Christians hustru, Louise af Hessen-Kassel, som han var blevet gift med i 1842, der som niece til Christian 8. og kusine til Frederik 7. havde arveret til tronen ifølge Kongeloven, men nu nød hendes mand godt af denne arveret. (Prins Christian var som sin hustru nærtbeslægtet med det danske kongehus, begge var oldebørn af Frederik 5.) Den 16. november 1863 blev han, dagen efter Frederik 7.s død, udråbt til dansk konge af den nye kongeslægt, Glücksburgerne, under kongenavnet Christian 9. Han var konge af Danmark fra 1863-1906. |
tree1 | |
| 54 | I81089 | Christian IX. | 8 apr. 1818 | 29 jan. 1906 | 0 | Roskilde Domkirke, Glücksborgernes kapel | tree1 | |
| 55 | I11126 | Christian l. | 1 feb. 1426 | 21 maj 1481 | 0 | Oldenburg | tree1 | |
| 56 | I11126 | Christian l. | 1 feb. 1426 | 21 maj 1481 | 0 | Roskilde Domkirke | tree1 | |
| 57 | I11126 | Christian l. | 1 feb. 1426 | 21 maj 1481 | 0 | Christian I., (1426 - 21. maj 1481) den første konge af den oldenborgske slægt. Han var konge af Danmark fra 1448-1481 og Norge fra 1450-1481 og af Sverige fra 1457-1464. Efter Christoffer 3. af Bayerns pludselige død stod Norden uden konge og uden naturlige arvinger til tronen, da Christoffer døde barnløs. Det danske Rigsraad tilbød tronen til hertug Adolf 1. af Slesvig (eller Adolf 8. af Holsten). Han var gennem sin oldemor, Sofie af Werle, datterdatter af Erik Klipping, en efterkommer af Valdemar Sejr. Men Adolf takkede trods kun 47 aar gammel nej og pegede i stedet paa sin søstersøn, grev Christian af Oldenburg. Christian maatte imidlertid forinden udtrykkeligt love sin morbror at overholde bestemmelsen i Valdemar 3.'s haandfæstning, den saakaldte Constitutio Valdemariana fra 1326, om, at Sønderjylland, dvs. hertugdømmet Slesvig, og kongeriget aldrig maatte forenes under samme regent. Det danske rigsraad havde problemer med at faa godkendt Christian som konge i Norge, og Sverige sprængte Kalmarunionen i 1448 ved at vælge Karl Knutsson til konge. Efter at have underskrevet en haandfæstning udstedt af det danske rigsraad, hvoraf fremgik, at ingen udlænding maatte faa len eller optages i rigsraadet, samt at der ikke maatte træffes nogen vigtige foranstaltninger uden om Rigsraadet, blev Christian kongehyldet paa Viborg Landsting den 28. september 1448 og aaret efter den 28. oktober 1449 kronet i Københavns Vor Frue Kirke. Samtidig blev Christian gift med Christoffer af Bayerns 18-aarige enke, Dorothea af Brandenburg. Et af de første problemer, som Christian mødte, var spærgsmaalet om Gotland, hvorfra den tidligere konge, Erik 7. af Pommern, drev sin sørøvervirksomhed. Karl VIII Knutsson krævede Gotland tilbage og sendte en hærstyrke derover. Erik rettede hemmeligt henvendelse til det danske Rigsraad og tilbød, at Danmark kunne faa Gotland. I slutningen af 1449 sendtes en dansk hærstyrke til Visby, hvorefter svenskerne trak sig tilbage. Det endte dog med, at Erik fortrak til Pommern, hvor han forholdt sig roligt indtil sin død. I 1449 kronede den norske ærkebiskop, Aslak Bolt, Karl Knutsson til konge af Norge, selv om det norske Rigsraad havde valgt Christian 1. Paa Halmstadmødet i 1450 blev man enige om, at Christian skulle anerkende Karl Knutssons krav paa Sverige mod tilgengæld at blive konge af Norge. Desuden aftaltes, at den længst levende skulle overtage den andens trone. Dette var en diplomatisk sejr for Christian, som uden modstand kunne drage til Trondheim for at blive kronet i domkirken 2. august 1450 Karl Knutsson, som paa den maade mistede Norge, indledte i 1452 krig mod Danmark og angreb Skaane. Efter fem aars krig, hvor krigslykken flere gange skiftede, blev Christian i 1457 kronet i Uppsala. Christians søn, Hans, anerkendtes i 1458 som tronfølger og arving til baade Sverige og Norge. Karl Knutsson blev afsat og maatte flygte til Danzig. Hertugdømmerne Den 4. december 1459 døde hertug Adolf 1. af Slesvig (ogsaa Adolf 8. af Holsten) uden at efterlade sig børn. Christian øjnede en chance for at hjemføre Slesvig til riget. Paa trods af, at der var flere andre arveberettigede til hertugdømmerne, lykkedes det for ham sammen med rigsraadet, at formaa det slesvig-holstenske ridderskab til under mødet i Ribe den 2. marts 1460 at hylde ham til hertug af Slesvig og greve af Holsten og Stormarn. Tre dage senere bekræfter Christian og rigsraaderne med deres segl i Ribebrevet at Christian vil anerkende de slesvig-holstenske stormænds rettigheder og at de to omraader altid skulle høre sammen, samt indkalde stormændene til raad én gang om aaret. Christian satte et raad paa 12 stormænd til at forvalte hertugdømmerne. Kongen maatte betale kompensationer for denne udvidelse af riget, hvilket oversteg hans økonomiske formaaen. Størsteparten af de len, som udgjorde Christians besiddelser, ejedes af nogle faa magtfulde adelsslægter, der ikke betalte skat til kongen. Christian blev tvunget til at øge skattetrykket, og han blev nødt til at pantsætte en del af sine len til at finansiere dette, og han kom snart i en bundløs gæld. Men nu traadte hans fornuftige kone til. Hun havde arvet en pæn formue fra sin fader. Desuden pantsatte hun sine smykker og købte lenene tilbage. Hun gav dem fornuftigvis ikke til kongen, men beholdt dem selv. Christian maatte føre flere krige mod de andre arveberettigede til hertugdømmet Slesvig, og for at finansiere disse maatte han baade tage laan og udskrive nye skatter i Skaane, og i 1464 udbrød der oprør i Sverige. Svenskerne kaldte Karl Knutsson tilbage, og han blev igen kronet til konge. Efter Karl Knutssons død i 1470 forsøgte Christian igen at vinde Sverige, men led et knusende nederlag den 10. oktober 1471 i Slaget ved Brunkebjerg. Christian var selv paa nippet til at blive hugget ned. Ved den efterfølgende fredsslutning blev det bestemt, at man ved voldgift skulle finde ud af, hvorledes Christian 1. kunne genindsættes som svensk konge. Det skete dog aldrig, og i stedet valgte det svenske rigsraad Sten Sture som rigsforstander. Christian 1. deltog i 1473 i et tysk møde i Wilsnach. Her blev han forlenet med bonderepublikken Ditmarsken. Den 9. januar 1474 drog Christian med et stort følge til Rom. Han indgik en aftale med pave Sixtus IV, der gav ham tilladelse til at besætte de højeste kirkeembeder i Danmark og Sverige samt aabne et universitet i København (dette blev indviet i 1479). Efter hjemkomsten lykkedes det Christian at faa styr paa den holstenske adel og faa eftergivet en del af den gæld, han havde til hertugdømmerne. Han udbyggede og forstærkede embedsapparatet og lod de fleste poster besætte med borgerlige. Til afløsning for danehoffet, der ikke havde fungeret i længere tid, oprettede han en rigsrepræsentation, og i 1468 sammenkaldte Christian til det første stændermøde nogensinde. Christian 1. døde den 21. maj 1481 paa Københavns Slot. Han blev begravet i Roskilde Domkirke. Han efterlod sønnerne Hans og Frederik, der begge blev konger, samt datteren Margrete, som blev gift med Jakob 3. af Skotland. Valgsprog: "Dyden viser vej". |
tree1 | |
| 58 | I11126 | Christian l. | 1 feb. 1426 | 21 maj 1481 | 0 | konge af Danmark (1448 - 21 May 1481) kong av Norge (May 1450-1481) konung av Sverige (1457-1464) Herzog von Schleswig(1460) Graf von Holstein (1460) Burial: http://www.gravsted.dk/person.php?navn=christian1 Wikipedia: English: http://en.wikipedia.org/wiki/Christian_I_of_ Denmark Dansk: http://da.wikipedia.org/wiki/Christian_1. King of Denmark Norway and Sweden http://trees.ancestry.com/rd?f=document&guid=10fdc1b0-0951-4e23-98fe-530cd3c45074&tid=82267 3&pid=-1378530807
Christian 1. blev født i 1426 og døde i 1481.
I 1448 døde Christoffer af Bayern og da han ikke efterlod sig nogen børn benyttede det svenske r igsråd lejligheden til at vælge den tidligere rigsforstander Karl Knutsson til konge i Sverige, ligesom det lykkedes dem også at få ham anbragt i den norske trone.
Kalmarunionen Îâ €œÃ‡Ã´ den nordiske union fra Christoffer af Bayerns tidvar i realiteten gσet i opl°sning, for var der noget danskerne ikke°nskede, var det at fmen hele Slesvig-Holsten til riget Γà ‡Ã´ menden 47-σrige hertug mente hanvar for gammel, betakkede sig og pegedei stedet pσ sin nev°, den unge grev Christian af Oldenborg. Efter at hertug Adolf fik Christi an til at forpligte sig til aldrig atforene Danmark og S°nderjylland under Θn herre, og rigsrσdet fikden 18-σrige enke til Christoffer, Dorothea af Brandenburg, gift medden kun fire σr µldre Christian af Oldenborg, var vejen banet for athan kunne hyldes som konge. Christian 1. blev valgt pσ Viborglandsting den 28. september 1448 og σret efter kunne han ogenkedronning Doroth ea lade sig krone i Frue Kirke i K°benhavn. Ved et stort dansk-svensk rigsrσdsm°de i Halmstad i 1450 omgenoprettelse af unionen, gik Christian 1. ind pσ de betingelserad elen stillede. Aftalen blev at Karl Knutsson fortsat skulle vµrekonge i Sverige, men mσtte opgive kravet pσ Norge. Christian 1.skulle vµre konge i Danmark og Norge ΓÇô og den l i 1457 nok. KongKarl blev afsat, mσtte flygte til Danzig og Christian 1. blev hyldetsom konge i den genopstσede union. I 1459 d°de hertug Adolf 8. og adelen i Slesvig-Holst en pegede pσChristian 1. som efterf°lger mod et l°fte om, at hertugd°mmerneskulle forblive sammen evig udelte. Den kompensation kongen mσtteudrede for udvidelsen af riget, oversteg lang t hans °konomiskeformσen. St°rsteparten af de len Christian 1.s riger bestod af,ejedes af nogle fσ magtfulde adelsslµgter der ikke betalte kongenskat. Den °konomiske n°dsituation i hertugd°mmerne tvang denefterhσnden noget fattige Christian 1. til at optage store lσn og°ge skattetrykket i de len der skulle aflevere indtµgter til kongen. I 1464 kom det til endnu et opr°r i Sverige. Denne gang var detChristian 1.s tur til at blive afsat. Den landflygtige Knut Knutssonvar var ikke sen til at gribe chancen og vendte i 1467 tilbage til densv enske trone. Samtidige hjemlige problemer med h°jadelen kom tiludtryk ved, at kongen i nogle tilfµlde rettede hσrde slag modadelen. Den mµgtige Thott adelsslµgt fik konfiskeret de res godser, dagotlandske og skσnske dele af slµgten allierede sig med svenskerne.Konfiskationerne rettede lidt op pσ Christian 1.s skrantende °konomiog var med til at befµste kongemagte n. Som en f°lge af disse begivenheder sammenkalder Christian 1. i 1468danmarkshistoriens f°rste stµnderm°de. I 1470 d°de Karl Knutsson og Christian 1. °jnede straks en mulighedfor atter at blive svensk konge. ┼ret efter fik han, trods sindσrlige °konomi, samlet en flσdestyrke pσ 70 skibe, og sejlede med3.000 mand ombord mod Stockholm. I slaget ved Brunkeberg uden forStockholm den 10. oktober led han et knusende nederlag og undgik medn°d og nµppe selv at blive hugget ned. Ved den efterf°lgendefredsslutning blev d et bestemt, at man ved voldgift skulle finde ud afhvordan Christian 1. kunne genindsµttes som svensk konge. Det sketealdrig ΓÇô i stedet valgte det svenske rigsrσd Sten Sture somrigsf orstander. I et fors°g pσ yderlige at underminere adelens magt, rejsteChristian 1. 1474 til Rom, hvor han indgik en aftale med Paven, dergav ham ret til at besµtte de h° jeste kirkeembeder i Danmark ogSverige samt σbne et universitet i K°benhavn. Det lykkedes ham ogsσsenere at fσ sat skik pσ den holstenske adel og fσ eftergivet enst°rre del af den gµld han havde til hertugd°mmerne, sσ modslutningen af hans regeringsperiode stod kongemagten forholdsvisstµrkt. Christian 1. d°de i 1481 og blev begravet i Roskilde Domkirke. Hanefterfulgtes af sin s°n, Hans. Christian I (1426-81), king of Denmark (1448-81), Norway (1450-81),and Sweden (1457-64). Christian founded the Oldenburg dynasty in Denmark, succeeding Christopher III of Bavaria (1418-48) as king. The Union of Kalmar, formulated in 1397, had united Denmark, Norway, and Swedenunder one sovereign. This union was practical ly dissolved when Christian I became king of Denmark. Denmark and Norway were reunited, however,when he ascended the Norwegian throne. Christian seized the Swedish throne in1457 but was able to enforce his authority in Sweden only intermittentlyuntil his final expulsion in 1471. In 1479 he founded the University of Copenhagen in the Danish capital. KING OF DENMA RK, NORWAY & SWEDEN konge af Danmark (1448 - 21. maj 1481), kong av Norge (maj 1450-1481),konung av Sverige (1457-1464), Herzog von Schleswig (1460), Graf vonHolstein (1460) (Christian von Olden burg) Greve af Oldenborg. Danmarks Konge 1448 - 1481, Norges Konge 1449 -1464, Sveriges Konge 1457 - 1464. Christian 1. blev f°dt i 1426og d°de i 1481. I 1448 d°de Christoffer af Bayern og da han ikkeefterlod sig nogen b°rn benyttede det svenske rigsrσd lejlighedentil at vµlge den tidligere rigsforstander Karl Knutsson til konge iSverige, ligesom det lykkedes dem ogsà ƒ at fσ ham anbragt i dennorske trone. Kalmarunionen ? den nordiske union fra Christoffer afBayerns tid var i realiteten gσet i opl°sning, for var der nogetdanskerne ikke °nskede, var d et at fσ en svensker som konge. Fradansk side var man mere interesserede i at fσ S°nderjyllandgenforenet med kongeriget. Ved at pege pσ Adolf 8., hertugen afSlesvig-Holsten, som konge, v ar der udsigt til at knytte, ikke blotS°nderjylland, men hele Slesvig-Holsten til riget ? men den 47-σrigehertug mente han var for gammel, betakkede sig og pegede i stedet pσsin nev°, den unge grev Christian af Christian I (da. Christian I eller Christiern I), född 1426, död 21maj 1481, kung av Danmark frÃ¥n 1448, kung av Norge frÃ¥n 1450 samtkung av Sverige 1457-1464, hertig av Slesvig och greve av Holstein1460. Son till greve Didrik den lycklige avOldenburg och Hedvig avHolstein. Systerson till Adolf VIII av Holstein. Gift 26 oktober 1450med Dorotea av Brandenburg . Stamfader för oldenburgska kungahuset iDanmark, för den 1751-1818 i Sverige regerande holstein-gottorpskaätten och för detfram till 1917 regerande ryskakejsarhuset.Barn:Olaf (1450-1451) Knut (1451-1455) Hans (1455 - 1513),kung av Danmark, Norge och Sverige Margareta (1456-1486), gift medJakob III av Skottland FredrikI av Danmark (1471-1533), kung avDanmark och Norge Biografi Kristian I föddes 1426 som son till greveDidrik den lycklige av Oldenburg och Hedvig av Holstein. Efter fadernsdöd 1440 ärvde Christian jämte sina bröder Morits och GerhardOldenburg och Delmenh orst samt utsÃ¥gs av sin morbror Adolf VIIIavHolstein till hans arvinge och blev efter hans önskan avridderskapet i Slesvig hyllad som efterträdare. DÃ¥ Kristofer avBayern dött i januari 1448, vände sig danska riksrÃ¥det till Adolfoch erbjöd honom kronan, men han undanbad sig densamma ochgavanvisning pÃ¥ Christian, sedan han likväl förut (28 juni) lÃ¥tithonom undersk riva en förklaring, i vilken han lovade att stÃ¥ fastvid hertig Valdemars av Slesvig löfte 1326 (den annars okända"Constitutio Valdemariana"), att hertigdömet Slesvigaldrig skulleföre nas med konungariket Danmark under en härskare.Kung av Danmark,Norge och Sverige Kristian valdes därför 1 september i Haderslev avriksrÃ¥det, hyllades 28 september pÃ¥ Viborgs landsting o ch kröntes28 oktober 1449 i Köpenhamn. Samma dag ingick han trolovning medKristofers av Bayern änka, Dorotea; bilägret firades 26 oktober1450.Även i södra delen av Norge valdes Chri stian i juni 1449, under detatt det nordanfjällska valde Karl Knutsson (Bonde), som 20 november1449 kröntes av ärkebiskopen i Trondheim. Den 13 maj 1450 enadesemellertid 12 danska och 12 sven skariksrÃ¥d i Halmstad om attKalmarunionen skulle förnyas och att den av de bÃ¥da kungarna, somlevde längst, skulle vara regent i alla tre rikena, samt att KarlKnutsson skulle överlämn a Norge till Christian, som 2 augusti s.Ã¥.kröntes i Trondheim.Därutöver ingick Danmarks och Norges riksrÃ¥d29 augusti en överenskommelse i Bergen, "Bergens recess", att de tvÃ¥riken a alltid skulle vara förenade under samma konung (vilket desedan förblev i 364 Ã¥r).Men Christian var inte nöjd med det som handärmed hade vunnit. Ã…r 1451 bröt han med Sverige med anledning avfrÃ¥gan om vilket av de tvÃ¥ länderna Gotland skulle tillhöra.Därefter uppstod ett blodigt krig, i vilket Christian förlorade detöverlägehan tidigare vunnit. 1457 ka llades dock Christian tillSverige, efter det att Karl Knutsson blivit bortjagad, och kröntestill svensk kung i Uppsala 29 juni, dÃ¥ ocksÃ¥ hans son Hans koradestill Kristians efterträdare.He rtig av Slesvig och greve av HolsteinÃ…r 1459 dog hertig Adolf, och Christian lyckades att av ridderskapetbli vald (i Ribe, 2 mars 1460) till hertig i Slesvig och greve iHolstein. I gengäld mà¥ste han 5 mars utfärda "landesprivilegien",som sedermera blev grundvalen för deslesvig-holsteinska Ã¥sikterna omhertigdömenas förhÃ¥llande till danska riket och bekräftades genomde n "tappere verbeteringe" i Kiel 4 april. I dessa privilegier lovadenämligen Christian att betrakta sig som vald arvinge till de bÃ¥daländerna ochinte som kung av Danmark, samt gav de bÃ¥da l ändernasinbyggare rätt att efter hans död välja en av hans söner ellerrättmätiga arvingar till härskare. Därutöver skulle varjeland haen självständig styrelse och d e bÃ¥da för all framtidförbliodelade tillsammans. Med senare tiders händelser för ögonenoch med avseende pÃ¥ nyare föreställningar har man skarpt klandratChristian och danska riksrÃ¥det, för att de inte höll fast vidSlesvigs indragande under danska kronan som ett hemfalletlän,Sverige, utan tvärtom lossade pÃ¥ bandet mellan Danmark och Slesvigför att brin ga Holstein i förbindelse med konungariket. PÃ¥ dentiden sÃ¥gs det som klok politik, eftersom man hoppades att pÃ¥ dettasätt försäkra sig mot Ã¥terupptagandet av delÃ¥ngvariga kr igen medHolstein, och frÃ¥n tysk sida tillvitade man till och medholsteinarna, att "de blev danskar". Christian befarade särskilt attförlora sitt nyvunna välde i Sverige, om han pÃ¥ samma sätt somErik av Pommern skulle tagit uppstriden med Holstein.Ekonomiskaproblem och uppror Fram tills detta hade Kristians regeringstid varitframgÃ¥ngsrik, men för att fÃ¥ pengar till den r ätte arvingen avHolstein, greve Otto av Schauenburg, och till sina bÃ¥da bröder ochtill annat, fick han pÃ¥ hÃ¥rda villkor ta lÃ¥n, samt instiftanyaskatter, vilket retade upp svenskarna. Svenskarna ska ha kallathonom "riksförödaren", och den svenska allmogen ville inte ösapengar i hans "bottenlösa, tomma pung".Ett uppror bröt ut 1463, ochdÃ¥ ärkebiskop Jöns Ben gtsson i kungens namn efterskänkteskatterna, lät Christian fängsla honom och föra honom till Danmarksamt slog bönderna pÃ¥ Helgeandsholmen. DÃ¥ bröt upproret ut pÃ¥allvar, och Karl Knutsson, somtidigare blivit avsatt av svenskarna,kunde Ã¥tervända hem igen 1464. Christian frigav dÃ¥ ärkebiskopen,som sÃ¥g till att jaga bort Karl Knutsson, men som ocksÃ¥ behö llmakten i sina egna händer. Efter Karl Knutssons död 1470 försökteChristian medvÃ¥ld tillskansa sig makten i Sverige, men han blevbesegrad av riksförestÃ¥ndaren Sten Sture den ä ldre i slaget vidBrunkeberg den 10 oktober 1471, där Christian sÃ¥radespersonligen.Kriget mot Sverige gjorde unionen omöjlig, och gjordeocksÃ¥ Christian ännu mer beroende av hansestäde rna. Han fick storafriheter i handeln med Danmark och Norge, samt av sina kreditorerbland adelsmännen i Slesvig och Holstein, vilkas hjälp fickköpatill dyra räntor. Däremot lyckades han 1470 avlägsna sinbÃ¥ngstyrige bror Gerhard som stÃ¥thÃ¥llare i Slesvig och Holstein(sedan 1466) och 1472 fördriva honom ur landet. Kristians dÃ¥ligaekonomiska situation visade sig tydli gt när han 1469gifte bort sindotter Margareta med kung Jakob III av Skottland. Han hade inte rÃ¥datt betala den utlovadehemgiften, utan fick sätta Orkneyöarna ochShetlandsöarna i pant ti ll Skottland, vilket innebar förlusten avdessa länder för Norge.Diplomatiska resor Trots den ekonomisktansträngda situationen begav sig Christian Ã¥r 1474 av pÃ¥tvÃ¥kostsamma resor utomlands. Först drog han i januari med stort följetill kejsar Fredrik III i Rothenburg, som förenade grevskapenHolstein och Stormarn till etthertigdöme, och därmed förenade detfö rut fria landet Dithmarschen. DärifrÃ¥n reste Christian vidareöver Milano i april till Rom, där pÃ¥ven Sixtus IV ägnade honomstora hedersbetygelser, sedan tillbaka till kejsaren i Nà¼rnberg ochdärifrÃ¥n hemtill Holstein. PÃ¥ hösten gav han sig av pÃ¥ denandraresan, till hertig Karl den djärve av Burgund för att medlamellan honom och kejsaren. Han tillbringade fl era mÃ¥nader hoshertigen, och Ã¥tervände först i juni 1475 via Nederländerna.Hanutvecklade pÃ¥ bägge resorna stor prakt och spred även en vissglans över sitt kungadöme, men stort resultat för hans riken vannsinte. Hans drottning, som följde med till Rom, sÃ¥g till att pÃ¥ven1475 gav tillstÃ¥nd att upprätta ett universitet iKöpenhamn (somgrundlades 1478- [[1479 79). Hans sista regeringshandling var attpantsätta Slesvig och Holstein till drottning Dorotea, som varbättre pÃ¥ att hushÃ¥lla med resurserna. Christian dog den 21 maj1481 och begravdes i ett kapell iRoskilde domkyrka, som han självbyggt 1464.Kristian I som person Kristian var en ovanligt högväxtoch stark man samt utmärkt i alla ridderliga idrotter. Han var djà ƒ¤rvoch eldig, alltid verksam, men saknade sans och sinne förrealiteterna. Christian I of Denmark From Wikipedia, the free encyclopedia. Christian I Reign From September 28 , 1448 to May 21, 1481 in Denmark From 1450 to May 21, 1481 in Norway 1457 - 1464 in Sweden Coronation 1449 in Denmark 1457 in Sweden Royal House Oldenburg Consorts Dorothea of Brandenburg Predecessors Christopher of Bavaria in Denmark Carl I in Norway Regents Jöns Bengtsson Oxenstierna and Erik Axelsson Tott in Sweden Successors John in Denmark and Norway Regent Kettil Karlsson Vasa in Sweden Date of Birth 1426 Place of Birth Oldenburg Date of Death May 21, 1481 Place of Death Copenh agen, Denmark Christian I of Denmark (1426 – 1481), Danish monarch and union kingof Denmark (1448 – 1481), Norway (1450 – 1481) and Sweden (1457– 1464), under the Kal mar Union. In Sweden his short tenure asmonarch was preceded by regents, Jöns Bengtsson Oxenstierna and ErikAxelsson Tott and succeeded by regent Kettil Karlsson Vasa. Also Dukeof Schleswig and Hol stein 1460-81. He was born in February 1426 in Oldenburg. His father was CountDietrich of Oldenburg (died 1444) whom he succeeded as Count ofOldenburg and Delmenhorst. His mother was his father' s second wife,Hedwig of Schleswig and Holstein (Helvig of Schauenburg) (died 1436).Christian had two brothers, Count Moritz V of Delmenhorst (1428 -1464) and Count Gerhard VI of Oldenburg and Delmenho rst (1430 - 1500),and one sister Adelheid. In 1448 Christian was elected to the vacant Danish throne, as acognatic descendant of King Eric V of Denmark. The throne was firstoffered by the Statsr aad to the most prominent feudal lord of Danishdominions, i.e Duke Adolf VIII of Schleswig-Holstein, but (beingrelatively old and childless) he declined and recommended his nephew. Christian soo n married Dorothea of Brandenburg (1430 - November 25,1495), the widow of his predecessor King Christopher (of Bavaria) andthus dowager queen, on October 28, 1449 in Copenhagen. Dorothea andChristian had five children: Olaf (1450-1451) Knud (1451-1455) John (Kong Hans) (1455 - 1513), Duke of Schleswig and Holstein, Kingof Denmark, Norway and Sweden Margarete of Denmark (145 6-1486), 13 years old married to the 17 yearsold King James III of Scotland Frederick (1471-1533), Duke of Schleswig and Holstein, in Gottorp,later also King of Denmark and Norway In 1450 Christian was also recognised to succeed to the hereditarythrone of Norway as a cognatic descendant of King Haakon V of Norway.The throne had originally been left vacant at the death of Christian'spre decessor as union king of the three countries, King Christopher ofNorway, but was briefly occupied in 1449 by a Swedish rival CharlesKnutsson (Charles I of Norway). Knutsson was not a blood relative o fthe Norwegian kings, and was deposed as kingof Norway in 1450. At thetime, Norway was the only Scandinavian kingdom which was hereditary.However, beginning from the 14th century, it had become so wea k thatits hereditary succession tended to follow the monarch-elections inDenmark and Sweden. Charles Knutsson had been elected King of Sweden in 1448, but becameincreasingly unpopular and was dr iven into exile in 1457. Christianwas finally elected to the Swedish part of the Kalmar Union, receivingpower from temporary Swedish regents archbishop Jöns BengtssonOxenstierna and lord Erik Axels son Tott. However, Sweden beingvolatile and split by factions (benefits of union being againstnationalistic benefits), his reign there ended in 1464 when bishopKettil Karlsson Vasa was installed as th e next regent. CharlesKnutsson was recalled as King of Sweden, although he was later exileda second time, recalled again and died during his third term as king.Christian's final attempt at regaining S weden ended in a totalmilitary failure at Brunkeberg (outside Stockholm) October 1471 wherehe was defeated by the Swedish regent Sten Sture the Elder who wassupported by the Danish-Swedish nobleman's clan theThott family.Christian maintained his claim to the swedish kingdom up to his deathin 1481. In 1460 King Christian also became Duke of Schleswig and Count ofHolstein (in 1474 Holstein was elevated to a Duchy by the Holy RomanEmperor). Christian inherited Schleswig-Holstein after a short"interregnum" as the eldest sonof the sister of late Duke Adolf VIII,Duke of Schleswig (Southern Jut land) and Count of Holstein, of theSchauenburg fürst clan, who died 4 December 1459, without children.There would have been several genealogically senior claimants ofHolstein, but Christian was nep hew of the incumbent, the closestrelative to that very branch which had lived longest and acquired mostfiefs. Christian's succession was confirmed by the Estates (nobilityand representatives) of these provinces in Ribe 5 March 1460. Christian's personal territory was at its largest in 1460-64, beforethe loss of Sweden. However, many parts of his realm wanted to governthemselves locally, and there were constant struggles. Denmark was hismost important center of power. The hereditary Kingdom of Norwayprovided a bulwark for his heirs, requiring the other electivemonarchies to choose them as kings, in order to preserve the union. [edit] Family Tree Christian's mother Hedwig of Schauenburg was a descendant, and in herissue the heiress-general, of Ingeborg of Mecklenburg (Countessconsort of Holstein and Schauenburg), a daughter of Euphemia of Sweden(Duchess Consort of Mecklenburg), herself the only daughter ofIngeborg of Norway, Duchess Consort of Sudermannia, who was the onlydaughter and sole surviving child of Haakon V of Norway and Euphemiaof Rugen. Euphemia of Sweden herself was the sister of King Magnus II of Sweden(King Magnus Eriksson) and daughter of Duke Eric of Sudermannia, thesecond son of Magnus I of Sweden (King Magnus Ladislaus Birgersson).In addition to the families of Holstein, Lauenburg, Wolgast, andMecklenburg, Christian of Oldenburg wa s one of the few survivingdescendants of ancient Swedish kings. King Christian died in Copenhagen on May 21, 1481, at the age of 55.He is interred at Roskilde Cathedral. Through his fourth and f ifthchildren respectively, he was an ancestor to James VI, of Scotland andEngland, and his wife,Anne of Denmark. He is therefore an ancestor tothe present-day British royal family, including Elizabeth II, Queen ofGreat Britain and Northern Ireland. Through his eldest surviving son,he is ancestor of Dukes of Lorraine (later Emperors of Austria) andalso of Electors of Brandenburg-Prussia. Through hi s youngest son, heis ancestor of kings of Denmark, Greece, Norway, some kings of Sweden,as well as Tsars of Russia. Preceded by: Christopher III King of Denmark Succeeded by: John Preceded by: Carl I King of Norway Preceded by: Regents Jöns Oxenstierna and Erik Tott King of Sweden Succeeded by: Charles VIII From Wikipedia, the fr ee encyclopedia. Christian I of Denmark (1426-1481), Danish monarch and union kingofDenmark (1448-1481), Norway (1450-1481) and Sweden (1457-1464),underthe Kalmar Union. In Sweden his short tenu re as regent waspreceded byviceroys, Jöns Bengtsson Oxenstierna and Erik AxelssonTott andsucceeded by viceroy Kettil Karlsson Vasa. Kristian I Reign From September 28, 1448 - until May 21, 1481 in Denmark From 1450 - until May 21, 1481 in Norway 1457 - 1464 in Sweden Coronation 1449 in Denmark 1457 in Sweden Royal House Oldenburg Consorts Do rothea of Brandenburg Predecessors Christopher of Bavaria in Denmark Carl I in Norway Jöns Bengtsson Oxenstierna and Erik Axelsson Tott in Sweden Successors John in De nmark and Norway Kettil Karlsson Vasa in Sweden Date of Birth 1426 Place of Birth Oldenburg Date of Death May 21, 1481 Place of Death Copenhagen, Denmark He was bor n in February 1426 in Oldenburg. His father wasCountDietrich of Oldenburg (died 1444). His mother was his father'ssecondwife, Hedwig of Schleswig and Holstein (died 1436). Christianhad twobrothers, Co unt Moritz V of Delmenhorst (1428 - 1464) andCountGerhard VI of Oldenburg and Delmenhorst (1430 - 1500), and onesisterAdelheid. Christian married Dorothea of Brandenburg (1430 - November 25,1495 ),the widow of King Christopher of Bavaria and thus dowager queen,onOctober 28, 1449 in Copenhagen. Dorothea and Christian hadfivechildren: Olaf (1450-1451) Knut (1451-1455) John (Ku ng Hans) (1455 - 1513), Duke of Schleswig and Holstein, KingofDenmark, Norway and Sweden Margarete of Denmark (1456-1486), 13 years old married to the 17yearsold King James III of Scotland Frederick (1471-1533), Duke of Schleswig and Holstein, King ofDenmarkand Norway King Christian died in Copenhagen on May 21, 1481, at the age of55.Through his fourth and fifth children respectivel y, he was anancestorto James VI, of Scotland and England, and his wife, Anne ofDenmark.He is therefore an ancestor to the present-day British royalfamily,including Elizabeth II, Queen of Great Britain and NorthernIreland. |
tree1 | |
| 59 | I11148 | Christian V. | 15 apr. 1646 | 25 aug. 1699 | 0 | Danmarks Rytterkonge, eftersom at han var en ualmindelig god rytter, og det var ogsaa Christian der formaaede at nedlægge flest dyr under parforcejagtene i al sin levetid. Christian 5., ældste søn af kong Frederik 3. og dronning Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg fødtes paa Duborg Slot i 1646. Enevoldskonge af konge af Danmark-Norge fra 1670-99. I 1655 hyldedes han som tronfølger, 9 aar gammel. Først som 18-aarig fik han sæde i statsraadet, og med stor indflydelse - kongen var jo enevældig. Ved Frederik 3.'s død i 1670 traadte Kongeloven fra 1665 for første gang i kraft, og den 24-aarige arvekonge Christian 5. kunne bestige tronen som Danmark-Norges anden enevoldskonge. Da han jo havde arvet tronen, skulle han ikke krones, men blev i stedet salvet. Det skete i Frederiksborg Slotskirke. I 1667 giftede Christian sig med Charlotte Amalie af Hessen-Kassel. Fire aar senere indlagde han sin 16-aarige frille, den officielle elskerinde Sophie Amalie Moth i umiddelbar nærhed af Københavns Slot. Dronningen fødte kongen syv børn og elskerinden fem børn, som han aabent vedkendte sig. Som tak blev Sophie Amalie udnævnt til grevinde af Samsø, som rigskansleren mistede efter at være blevet styrtet. I 1675 erklærede kongen krig mod Sverige, den saakaldte "Skaanske Krig" for at tilbagevinde de gamle danske landomraader, som Frederik 3. mistede ved Roskildefreden i 1658. Det kom til voldsomme kampe i Skaane, og kongen deltog selv i flere slag, men nogen militær afgørelse paa krigen kom der aldrig, trods Niels Juels sejre i Køge Bugt. Krigen endte med, at Frankrig i 1679 foreskrev en fred, hvorefter stillingen var som før krigens udbrud. Den mest magtfulde af kongens mænd var rigskansler Peder Griffenfeld, hvis voksende magt og store statsmandsevner skaffede ham mange fjender. Svenskerne var paa dette tidspunkt forbundsfæller med stormagten Frankrig, og Griffenfeld ønskede for enhver pris at undgaa sammenstød med Frankrig. I 1676, da Griffenfelds forbindelser med franskmændene blev afsløret, lod kongen ham fængsle og anklage for højforræderi. Kongen havde tidligere skriftligt advaret ham mod at afgøre sager uden om kongen, mod at begunstige egne yndlinge og mod at modtage bestikkelse. Griffenfeld blev dødsdømt og ført til retterstedet. Men i sidste øjeblik ændrede kongen straffen til livsvarigt fængsel, som afsonedes paa en ø ud for Trondheim, indtil Griffenfeld døde i 1698. Ved Roskildefreden var den gottorpske del af Slesvig blevet frigjort fra dansk overherredømme, og den gottorpske hertug havde forbundet sig med Sverige. I 1675 angreb Christian 5. Gottorp og tog sin svoger, hertug Christian Albrecht, til fange, men ved afslutningen af Den skaanske Krig maatte den danske krone efter fransk krav slippe Gottorp igen. I 1684 søgte kongen paa ny at indlemme Gottorp i riget, men i 1689 maatte han ved Altonaforliget opgive indlemmelsen. Til styrkelse af enevælden indførtes i 1671 en ny adelsklasse: greve- og friherrestanden. Uanset stand kunne enhver, der besad tilstrækkelig meget jord, skaffe sig grevetitlen. Hvis man havde knap saa megen jord, maatte man nøjes med at kalde sig friherre. Friherretitlen afløstes efterfølgende af titlen baron. Christian 5. udstedte "Danske Lov" af 1683 og "Norske Lov". Den 19. oktober 1698 afholdte Kong Christian 5. en kæmpe parforcejagt i Dyrehaven, omkring ved middagstid holdte Kongen, hans halvbror Ulrik Frederik Gyldenløve og Kongens to sønner en pause i Hubertushuset. Men der kom hurtigt nys om at der var en hjort i nærheden som havde overlevet mange skud og som nu var omringet af jagthundene. Kongen drog af sted med det samme for at give dyret dødsstødet, men Kongen ramte ikke og hjorten sparkede Kongen saa haardt at han aldrig kom sig over sparket. Kongen afholdte sin sidste parforcejagt i august 1699, hvor han i svagelige tilstand blev kvæstet til døde af en anskudt hjort. Han blev gravsat i Roskilde Domkirke og efterfulgtes af sin søn, Frederik 4. |
tree1 | |
| 60 | I11177 | Christian VI | 30 nov. 1699 | 6 aug. 1746 | 0 | Christian 6. (1699-1746) Christian 6. var konge af Danmark-Norge fra 1730; søn af Frederik 4. og Louise. Han var gift med Sophie Magdalene af Brandenburg-Kulmbach; far til bl.a. Frederik 5. Under Christian 6. var Danmark i en alvorlig økonomisk krise, og bl.a. derfor indførtes stavnsbaandet i 1733. Han var den første danske konge i meget lang tid, i hvis regeringsperiode riget ikke var i krig. Baade kongen og dronningen var stærkt paavirkede af pietismen, hvilket bl.a. førte til indførelsen af konfirmationen i 1736 og til tvungen kirkegang. Kongeparrets religiøsitet lagde en dæmper paa hoflivet, og de levede i høj grad afsondret fra befolkningen, og naar kongen kørte i karet, var det som regel for nedrullede gardiner. Store og kostbare byggeprojekter som Christiansborg Slot og Hirschholm Slot ved Hørsholm skulle ikke desto mindre tjene til at demonstrere enevældens pragt. Til gengæld benyttedes Rosenborg ikke længere som residens. |
tree1 | |
| 61 | I11188 | Christian VII | 29 jan. 1749 | 13 mar. 1808 | 0 | Christiansborg Slot | tree1 | |
| 62 | I11188 | Christian VII | 29 jan. 1749 | 13 mar. 1808 | 0 | Rendsborg | tree1 | |
| 63 | I11188 | Christian VII | 29 jan. 1749 | 13 mar. 1808 | 0 | Christian 7. (29. januar 1749 på Christiansborg Slot - 13. marts 1808 i Rendsborg[1]) var dansk-norsk konge af den oldenborgske slægt 1766-1808. Valgsprog: "I kærlighed til fædrelandet skal jeg søge min ære (Gloria ex amore patriae)". Han var søn af Frederik 5. og Louise af Storbritannien. Da han den 14. januar 1766 besteg tronen, var han endnu ikke fyldt 17 år. Den 8. november 17 66 indgik han ægteskab med sin kusine den 15-årige prinsesse Caroline Mathilde af Storbritannien, den engelske konges søster. I 1768 fødte hun deres formentlig eneste fælles barn, den senere Frederik 6. Det stod tidligt klart, at den unge konge ikke var helt normal. Man mener, han led af skizofreni, og med årene satte sygdommen ham ud af spillet som regent. Sammen med den prostituerede Anna Cathrine Benthagen - "Støvlet-Cathrine" - turede den unge konge rundt på byens værtshuse og bordeller. Kongen og hans soldekammerater var altid parat til slagsmål, selv med ordensmagten. Undertiden hændte det f.eks., at kongen om morgenen stolt fremviste en erobret morgenstjerne, vægternes våben mod urostiftere. Til sidst måtte vægterne klage deres nød til hoffet. Statsrådet greb ind og fik gennemtvunget, at "Støvlet-Cathrine" blev deporteret til Wandsbeck i Holsten, hvorfor hun modtog en årlig ydelse på 400 rigsdaler. Frederik den 5. havde i sin regeringsperiode ladet statsrådet styre landet under ledelse af grev J.H.E. Bernstorff. Enevælde var reelt blevet til embedsmandsvælde. Også den unge kong Christian 7. lod fortsat ministrene træffe de nødvendige beslutninger. I 1768 var kongen på en udlandsrejse, og under et ophold i Altona antog han den 31-årige Johann Friedrich Struensee som rejselæge. Kongen fattede tillid til Struensee på rejsen, og de diskuterede blandt andet Voltaire og andre moderne tænkere. Rejsen var planlagt til 2 år, men kom kun til at vare 8 måneder. Til gengæld kostede den så "kun" 250.000 rdl. Efter hjemkomsten fik Struensee ansættelse ved hoffet. I efteråret 1769 udbrød en koppeepidemi i hovedstaden, hvor over 1000 børn døde. Struensee gjorde brug sin erfaring som stadsfysikus i Altona, og han indførte vaccination mod kopper. Caroline Mathilde var bekymret for sin spæde søn, den svagelige kronprins Frederik. Hun bad Struensee om hjælp, og han vaccinerede sønnen med godt resultat, hvorved han vandt dronningens store taknemmelighed og tillid. I begyndelsen af 1770 blev Struensee udnævnt til kabinetssekretær for dronningen og forelæser for kongen. Han opgav sit lægeembede og blev politiker. På samme tid blev han den forsømte Caroline Mathildes elsker, og han fik stadig mere og mere magt, og dermed flere og flere fjender. Den 7. juli 1771 fødte Caroline Mathilde en datter, prinsesse Louise Augusta. Selv om barnet blev "lyst i kuld og køn", hvilket vil sige, at kongen anerkendte faderskabet, var det dog den almindelige mening, at Struensee var faderen. Den 12. januar 1772 samledes flere højtstående militærfolk, embedsmænd, kabinetssekretær Høegh-Guldberg, enkedronning Juliane Marie og hendes søn, kongens halvbror, arveprins Frederik, for at planlægge Struensees fald. Efter et maskebal i hofteatret blev Struensee og Enevold Brandt natten mellem den 16. og 17. januar arresteret og smidt i fængselsceller i Kastellet efter ordre fra Juliane Marie. Hovedanklagen mod Struensee var magtmisbrug samt hans forhold til dronningen. Brandt blev anklaget for ved flere lejligheder at have pryglet kongen. Begge blev kendt skyldige i majestætsfornærmelse. Christian den 7. underskrev dødsdommene, muligvis fordi man fortalte ham, at Struensee havde haft planer om at myrde ham. Dommen blev eksekveret på Øster Fælled den 28. april 1772. Struensee og Brandt fik begge hugget højre hånd af før hovedet, som bødlen efterfølgende holdt op for folkemængden. Kroppene blev parteret og lagt på hjul og stejle, mens hoveder og hænder blev sat på stage. Dronning Caroline Mathilde tilstod sit forhold til Struensee, og ægteskabet med kongen blev ophævet den 6. april 1772. Efter forhandlinger med hendes broder, den engelske konge George 3., blev hun deporteret til Celle. Hun så aldrig mere sine 2 børn. Caroline Mathilde døde allerede i 1775 af en febersygdom. Enkedronning Juliane Marie og arveprins Frederik fik efter Struensees fald plads i det genindsatte statsråd. Størst indflydelse fik en anden af hovedmændene bag kuppet, teolog og professor i veltalenhed Ove Høegh-Guldberg. Han udnævntes til kabinetssekretær og blev efterhånden de n egentlige leder af regeringen. Alle de reformer, som Struensee havde fået gennemført, blev stort set afskaffet. Selv blev Høegh-Guldberg også offer for et statskup, da kronprins Frederik, den senere Frederik den 6., den 14. april 1784 overtog regeringsmagten som kronprinseregent. Formelt var den stadigt mere sindsforvirrede Christian den 7. enevældig hersker - men hans rolle var reduceret til at underskrive de beslutninger, som blev vedtaget i statsrådet. Christian den 7. døde af et slagtilfælde den 13. marts 1808 i Rendsborg angiveligt forårsaget af skræk over synet af spanske hjælpetropper, som han antog for at være fjendtlige, men dette er dog omstridt. Han blev gravsat i Roskilde Domkirke og efterfulgtes af sin søn Frederik den 6. |
tree1 | |
| 64 | I11188 | Christian VII | 29 jan. 1749 | 13 mar. 1808 | 0 | Christian 7. (29. januar 1749 på Christiansborg Slot - 13. marts 1808 i Rendsborg[1]) var dansk-norsk konge af den oldenborgske slægt 1766-1808. Valgsprog: "I kærlighed til fædrelandet skal jeg søge min ære (Gloria ex amore patriae)".
Han var søn af Frederik 5. og Louise af Storbritannien. Da han den 14. januar 1766 besteg tronen, var han endnu ikke fyldt 17 år. Den 8. november 1766 indgik han ægteskab med sin kusine den 15-årige prinsesse Caroline Mathilde af Storbritannien, den engelske konges søster. I 1768 fødte hun deres formentlig eneste fælles barn, den senere Frederik 6.
Det stod tidligt klart, at den unge konge ikke var helt normal. Man mener, han led af skizofreni, og med årene satte sygdommen ham ud af spillet som regent. Sammen med den prostituerede Anna Cathrine Benthagen - "Støvlet-Cathrine" - turede den unge konge rundt på byens værtshuse og bordeller. Kongen og hans soldekammerater var altid parat til slagsmål, selv med ordensmagten. Undertiden hændte det f.eks., at kongen om morgenen stolt fremviste en erobret morgenstjerne, vægternes våben mod urostiftere. Til sidst måtte vægterne klage deres nød til hoffet. Statsrådet greb ind og fik gennemtvunget, at "Støvlet-Cathrine" blev deporteret til Wandsbeck i Holsten, hvorfor hun modtog en årlig ydelse på 400 rigsdaler.
Frederik den 5. havde i sin regeringsperiode ladet statsrådet styre landet under ledelse af grev J.H.E. Bernstorff. Enevælde var reelt blevet til embedsmandsvælde. Også den unge kong Christian 7. lod fortsat ministrene træffe de nødvendige beslutninger. I 1768 var kongen på en udlandsrejse, og under et ophold i Altona antog han den 31-årige Johann Friedrich Struensee som rejselæge. Kongen fattede tillid til Struensee på rejsen, og de diskuterede blandt andet Voltaire og andre moderne tænkere. Rejsen var planlagt til 2 år, men kom kun til at vare 8 måneder. Til gengæld kostede den så "kun" 250.000 rdl. Efter hjemkomsten fik Struensee ansættelse ved hoffet. I efteråret 1769 udbrød en koppeepidemi i hovedstaden, hvor over 1000 børn døde. Struensee gjorde brug sin erfaring som stadsfysikus i Altona, og han indførte vaccination mod kopper. Caroline Mathilde var bekymret for sin spæde søn, den svagelige kronprins Frederik. Hun bad Struensee om hjælp, og han vaccinerede sønnen med godt resultat, hvorved han vandt dronningens store taknemmelighed og tillid.
I begyndelsen af 1770 blev Struensee udnævnt til kabinetssekretær for dronningen og forelæser for kongen. Han opgav sit lægeembede og blev politiker. På samme tid blev han den forsømte Caroline Mathildes elsker, og han fik stadig mere og mere magt, og dermed flere og flere fjender. Den 7. juli 1771 fødte Caroline Mathilde en datter, prinsesse Louise Augusta. Selv om barnet blev "lyst i kuld og køn", hvilket vil sige, at kongen anerkendte faderskabet, var det dog den almindelige mening, at Struensee var faderen.
Den 12. januar 1772 samledes flere højtstående militærfolk, embedsmænd, kabinetssekretær Høegh-Guldberg, enkedronning Juliane Marie og hendes søn, kongens halvbror, arveprins Frederik, for at planlægge Struensees fald. Efter et maskebal i hofteatret blev Struensee og Enevold Brandt natten mellem den 16. og 17. januar arresteret og smidt i fængselsceller i Kastellet efter ordre fra Juliane Marie. Hovedanklagen mod Struensee var magtmisbrug samt hans forhold til dronningen. Brandt blev anklaget for ved flere lejligheder at have pryglet kongen. Begge blev kendt skyldige i majestætsfornærmelse. Christian den 7. underskrev dødsdommene, muligvis fordi man fortalte ham, at Struensee havde haft planer om at myrde ham. Dommen blev eksekveret på Øster Fælled den 28. april 1772. Struensee og Brandt fik begge hugget højre hånd af før hovedet, som bødlen efterfølgende holdt op for folkemængden. Kroppene blev parteret og lagt på hjul og stejle, mens hoveder og hænder blev sat på stage.
Dronning Caroline Mathilde tilstod sit forhold til Struensee, og ægteskabet med kongen blev ophævet den 6. april 1772. Efter forhandlinger med hendes broder, den engelske konge George 3., blev hun deporteret til Celle. Hun så aldrig mere sine 2 børn. Caroline Mathilde døde allerede i 1775 af en febersygdom. Enkedronning Juliane Marie og arveprins Frederik fik efter Struensees fald plads i det genindsatte statsråd. Størst indflydelse fik en anden af hovedmændene bag kuppet, teolog og professor i veltalenhed Ove Høegh-Guldberg. Han udnævntes til kabinetssekretær og blev efterhånden den egentlige leder af regeringen. Alle de reformer, som Struensee havde fået gennemført, blev stort set afskaffet. Selv blev Høegh-Guldberg også offer for et statskup, da kronprins Frederik, den senere Frederik den 6., den 14. april 1784 overtog regeringsmagten som kronprinseregent. Formelt var den stadigt mere sindsforvirrede Christian den 7. enevældig hersker - men hans rolle var reduceret til at underskrive de beslutninger, som blev vedtaget i statsrådet. Christian den 7. døde af et slagtilfælde den 13. marts 1808 i Rendsborg angiveligt forårsaget af skræk over synet af spanske hjælpetropper, som han antog for at være fjendtlige, men dette er dog omstridt. Han blev gravsat i Roskilde Domkirke og efterfulgtes af sin søn Frederik den 6. |
tree1 | |
| 65 | I11203 | Christian VIII. Frederik | 18 sep. 1786 | 20 jan. 1848 | 0 | Christiansborg Slot | tree1 | |
| 66 | I11203 | Christian VIII. Frederik | 18 sep. 1786 | 20 jan. 1848 | 0 | Efter Frederik 6.'s død den 3. december 1839 arvede den 53-årige prins Christian Frederik tronen. Under navnet Christian 8. kunne han ved den sidste kroning i Danmark sætte kronen på sit eget hoved. De danske liberale huskede hans indsats i Norge, og mange forventede, at Christian 8. ville give en fri forfatning, men kongen skuffede de liberale forventninger. Han så det slesvigske problem vokse og forsøgte at dele sol og vind lige. I 1840 udsendte han en forordning om, at dansk skulle være rets- og øvrighedssprog i de dele af Slesvig, hvor det i forvejen var kirke- og skolesprog. Den liberale opposition mod enevælden voksede de følgende år. Èn af de mest fremtrædende lederskikkelser i denne kamp var den ekstremt veltalende jurist Orla Lehmann, medstifter af dagbladet Fædrelandet i 1839 og medlem af Københavns borgerrepræsentation i 1840. I 1841 holdt han en brandtale i Nykøbing Falster, hvor han opfordrede bønderne til at tage del i arbejdet for en fri forfatning. Det kostede ham tre måneders fængsel, hvilket kun forøgede hans popularitet. I 1846 var han medstitifter af Bondevennernes Selskab. Det kulminerede med, at Orla Lehmann var hovedtaler ved Casinomødet 20. marts 1848, hvor man på vegne af Københavns borgerrepræsentation udformede en henvendelse til kongen om en fri forfatning. Christian 8. døde imidlertid den 20. januar 1848 af blodforgiftning efter en åreladning, og han gravsattes i Roskilde Domkirke. Christian 8. var utvivlsomt en af de bedst begavede monarker, der har siddet på den danske trone. Og han var absolut en meget spændende person. Men han har delt skæbne med en anden af de mest fremtrædende, Frederik 4. De er begge stort set glemt. Det er mærkeligt, men vel også meget dansk, at det er ulykkesfuglene, der først og fremmest huskes, såsom Christian 4. og Frederik 7. Christian 4. forødte en forfærdelig masse og Frederik 7. var aldeles ikke Grundlovens ædle giver - han havdde faktisk af sin far, Christian 8. fået den klare besked, at han værsgo skulle give en forfatning. For Christian 8. havde absolut ingen illusioner om, at hans arbejdsudygtige søn kunne styre kongerige og hertugdømmer. Christian 8. er altså en af de glemte konger, som forlængst er gledet ud af mands minde. Og ikke desto mindre kan man få meget at vide om hans tilværelse, fordi han helt fra drengetiden førte dagbog, som siden er udgivet i uddrag og fra kongetiden i sin helhed. Dertil kom, at han var en meget flittig brevskriver. De bevarede breve, som han fik tilsendt, tæller tusinder. Og fra hans egen hånd kendes også til mange. Korrespondancen mellem ham, hans gemalinde Caroline Amalie, svigermoderen Louise Augusta og svogrene hertug Christian August af Augustenborg og prins Frederik af Nør er også for nyligt blevet publiceret. Alt i alt fortæller de meget om hans liv som kortvarig konge i Norge, om den 25 år lange periode som tronfølger i skyggen af den barske fætætter, Frederik 6. og den alt for korte, otte år lange kongetid. Men der er én begrænsning i de mange tusinde sider fra hans hånd. Han var en sfinx. Christian 8. helgarderede sig og gav ikke andre indblik i, hvad der egentlig rørte sig i ham. Som helt ung havde han vakt opmærksomhed ved sit smukke udseende og værdige fremtræden. Han personificerede helt klart datidens mandsideal. Høj, krøllet og maskulin. Kvinder faldt tidligt for ham. Man kan forestille sig en ung baronesse eller grevinde, der var gift med en, ak, alt for gammel baron eller greve. For hende var det risikofrit at kaste sit garn ud og score denne lækre steg. Resultatet var, at den unge Christian Frederik kun alt for let kunne plukke roser, hvor roser bød sig til. Det var næppe særligt sundt, og det blev en beklagelig vane for ham at dyrke flere udenoms forbindelser med et ukendt antal illegitime børn til følge. I hans senere tilværelse var elskerinderne at ret beskeden social oprindelse. Det var djærve kvinder af folket med slag i bolledejen. Og dog elskede han alle dage også sin fromme, men sarte og hypokondre gemalinde, Caroline Amalie. Selvfølgelig var det et fornuftsægteskab. Hun var datter af hans halvkusine, hertuginde Louise Augusta af Augustenborg, og dermed var Caroline en slags grandniece. Men han var absolut fortryllet af den sødt buttede prinsesse på Als. En nøglesætning i et af hans svarbreve fra forlovelsestiden i begyndelsen af foråret 1815 fortjener at blive citeret: "... aldrig har noget Brev været mig dyrebarere og vil du vide Aarsagen, saa er det fordi jeg aldrig har elsket nogen inderligere end dig, min bedste Pige. Flere haver jeg elsket for deres Skiønheds Skyld eller fordi jeg elskedes af dem, memen ingensinde har mit Hjerte været nogen saa inderligen hengiven som dig min Elskede." Naturligvis vidste hun, at han havde kendt andre, ellers har hendes kloge mor nu nok givet hende et lille vink om, hvordan mænd nu engang er. Og i et brev frfra december 1844 mindedes han deres forlovelse 30 år tidligere og tilføjede med nogen selverkendelse: "Du har beredet mig huuslig Lykke, og, naar jeg i Verdens Tummel ej altid har nydt den, som jeg kunde, saa er det ej Din Skyld, men lykkeligere kunde jeg ej have været med nogen Anden, det føler jeg hver Dag, og Ømheds Taarer i mit Øje, ved at skrive dette, vilde sige Dig det." Christian 8. kunne belægge sine ord, men der er næppe tvivl om, at han mente, hvad han skrev. |
tree1 | |
| 67 | I11203 | Christian VIII. Frederik | 18 sep. 1786 | 20 jan. 1848 | 0 | https://da.wikipedia.org/wiki/Christian_8. | tree1 | |
| 68 | I81403 | Christian X. Carl Frederik Albert Alexander Vilhelm | 26 sep. 1870 | 20 apr. 1947 | 0 | Island: Storkors med kæde af Den Islandske Falkeorden (I.F.1*.) Storbritannien: Ridder af Hosebåndsordenen (1914) Sverige: Ridder af Karl XIIIs orden (1912) Sverige: Æresgeneral i den Svenske hær (1912) |
tree1 | |
| 69 | I11082 | Christiane | 15 jul. 1626 | 5 maj 1670 | 0 | til Vejlevgaard (Salling H.) (1658-67), Lundegaard (Salling H.) (1658?64, mageskiftet mod Iversnæs, Vends H.) og Tybrind (1658) ? (F.: Kong Christian IV og Fru Kirsten Munk), f. 15 Juli 1626 paa Hade rslevhus død 1670, før 6 Maj. Skal have samlet et Bind Folkeviser (nu i Det kgl. Bibliotek). |
tree1 | |
| 70 | I11082 | Christiane | 15 jul. 1626 | 5 maj 1670 | 0 | Haderslevhus | tree1 | |
| 71 | I12121 | Christiane Eberhardine | 29 dec. 1671 | 5 sep. 1727 | 0 | She was the firstborn child of Christian Ernst, Margrave of Brandenburg-Bayreuth and Sophia Louisa (German: Sofie Luise), daughter of Eberhard III, Duke of Württemberg. She was named for her father, Christian and her mother's father, Eberhard. She married Friedrich August I, Elector of Saxony and future King of Poland on January 20, 1693 at age 21. The marriage was purely political and highly unhappy. Three years later, on October 17, 1696, their son Friedrich August was born in Dresden. August of Saxony converted to Catholicism to become King of Poland, but Christiane Eberhardine remained faithful to her Protestant beliefs and was not present at her husband's coronation. Her Protestant countrymen named her "The Pillar of Saxony." Christiane Eberhardine retired to her castle at Pretzsch an der Elbe or at Hartenfels Castle in Torgau, and was only seen at Dresden festivities occasionally. In her voluntary exile she led a life of culture and took interest in the faith of orphaned children. She was also active in the field of economics; in 1697 she overtook the glass factory in Pretzsch, founded by Constantin Fremel. The Electress Christiane, who remained Protestant and refused to move to Poland with her husband, preferred to spend her time in the Schloss Pretzsch at the Elbe, where she died. A lonely woman, Christiane Eberhardine of Brandenburg-Bayreuth died at the age of 55 and was buried on September 6 in the Parish church of Pretzsch. Neither her husband nor her son were present at the funeral. In commemoration, Johann Sebastian Bach wrote for her Laß, Fürstin, laß noch einen Strahl with text by Johann Christoph Gottsched, which was performed for the first time on October 15, 1727 in the Leipzig Paulinerkirche. She was great-grandmother to Louis XVI of France, Louis XVIII of France, Charles X of France and Charles IV of Spain. |
tree1 | |
| 72 | I12121 | Christiane Eberhardine | 29 dec. 1671 | 5 sep. 1727 | 0 | Christiane Eberhardine von Hohenzollern Markgräfin von Brandenburg-Bayreuth, Kurfürstin von Sachsen (1693-1727), reine de Pologne (1694-1704) |
tree1 | |
| 73 | I2522 | Christoffer I. | ca. 1219 | 29 maj 1259 | 0 | Christoffer 1. (1219-1259), dansk konge 1252-1259, søn af kong Valdemar 2. Sejr. Da kong Abel Valdemarssøn blev dræbt i 1252, opholdt hans ældste søn, Valdemar, sig i Frankrig. Han skynd te sig hjem for at overtage kronen, men arresteredes af ærkebiskoppen af Köln, Konrad Lotharssøn af Ahr-Hochstaden. Her blev han holdt som fange indtil de schauenburgske grever af Holsten betalte l øsepengene for ham i 1253. Da han kom til Danmark, er Christoffer imidlertid blevet valgt til konge. Hermed var der grundlagt en strid mellem den ældre og yngre linje af kongehuset, der kom til at v are i flere årtier. Christoffer blev kronet i Lund domkirke juledag 1252. Christoffer iværksatte en aktion for at få sin broder Erik 4. Plovpenning anerkendt som martyr eller helgen. Formåle t var at få brændemærket Valdemars fader, Abel, som brodermorder og dermed udelukke hans slægt fra tronfølgen. Og han begyndte at samle oplysninger om undere, der var sket ved Eriks grav. Abels t ilhængere var naturligvis imod forsøget. Forholdet mellem kongen og kirken blev imidlertid stadig forværret. Ærkebiskop Jakob Erlandsen, der med pavens velsignelse blev indsat på bispesædet i Lu nd, var tilhænger af en stærk og uafhængig kirke og kom i strid med kongen om bl.a. gejstliges ledingspligt og skattepligt. Jakob Erlandsen var på mødrene side af Hvideslægten, der var tilhænge re af Abel. Det kom til udtryk, da Jakob Erlandsen nægtede at krone Christoffers søn, Erik, til medkonge og tronfølger. Forholdet forværredes af, at kongen krævede, at kirken og ikke mindst de rige biskopper skulle stille med mænd og midler til kampen mod Abel-slægten. I 1256 samlede ærkebispen rigets øverste til et møde i Vejle, hvor de vedtog konstitutionen "Cum Ecclesia Daciana" . Heri står, at riget vil blive lyst i interdikt (dvs. forbud mod alle kirkelige handlinger), hvis kongen udsætter gejstlige for overgreb. I vinteren 1257-1258 gik de holstenske grever, på anmodnin g fra Jakob Erlandsen og for at sikre deres nevøs arveret til hertugdømmet Sønderjylland, til angreb på Danmark, men angrebet blev afværget. I februar 1259 blev Jakob Erlandsen arresteret af meck lenburgske krigsfolk. Ifølge en beretning blev han til spot og spe iført en verdslig dragt med en hue af rævehaler på hovedet, fik bundet sine fødder og blev kastet i fængsel. Ærkebispesædet i Lund og kort efter roskildebispen Peder Skjalmsen Bang, der var i familie med Jakob Erlandsen, lyste interdikt over kongen. Sverige og Norge havde indgået en alliance mod Danmark, før Christoffe r blev konge. I 1256 foretog Håkon 6. Magnusson af Norge et plyndringstogt ind i Halland. I 1257 blev der indgået et forlig mellem Christoffer, Håkon og Birger Jarl Magnusson, som var regent af Sve rige. I 1256 og igen i 1258 var der bondeoprør i Danmark, men oprørene blev slået ned. I 1259 gjorde fyrst Jaromar 2. af Rügen, der var Erik Abelssøns svigerfar, landgang på Sjælland og indtog København. Før Christoffer nåede at reagere, døde han den 29. maj 1259 i Ribe. Han blev begravet i Ribe Domkirke af den lokale biskop på trods af det lyste interdikt. Christoffer var gift med Mar grete Sambiria Samborsdatter af Pommerellen. Sammen fik de sønnerne Erik (Glipping), Valdemar og Niels samt døtrene Mechthilde, Margrete og Ingeborg. |
tree1 | |
| 74 | I2522 | Christoffer I. | ca. 1219 | 29 maj 1259 | 0 | Ribe Domkirke | tree1 | |
| 75 | I2516 | Christoffer II. | 29 okt. 1276 | 2 aug. 1332 | 0 | Christoffer II (1276 1332), Konge af Danmark (1320-26 og 1329-32), søn af Erik V, Hertug af Estland 1303 og af Halland 1306 under broderen Erik Menveds regering, mod hvem C. gentagne gange konspirerede, til han 1315 måtte gå i landflygtighed. Måtte, for at blive konge, 1320 underskrive en håndfæstning, der på væsentlige punkter indskrænkede hans magt. C. brød dog snart håndfæstningen, fortsatte Erik Menved's kostbare udenrigspolitik, pålagde nye trykkende skatter og viste sig ganske uordholdende. Da Fyrst Vitslav III af Rügen og Hertug Erik II af Sønderjylland døde 1325, forsøgte C. at indlemre begge Len, men veg tilbage for Grev Gerhard III af Holsten's energiske optræden på Erik II's umyndige søn Valdemar's vegne. Stormændene i Danmark trådte i forbindelse med Greven, og et oprør 1326 tvang C. og hans søn og Medkonge Erik (VII) til at forlade landet, medens Valdemar (III) blev konge under Grev Gerhard's formynderskab. Tre år senere lykkedes det C. at få sit rige igen ved Grev Johan III af Holsten's hjælp og Grev Gerhard's passivitet, men størstedelen af riget gik som pantelen til greverne og forskellige andre stormænd, C. havde måttet vinde. Et forsøg på, i forbund med Grev Johan, at bekæmpe Grev Gerhard, førte til C.'s fuldstændige nederlag på Lo Hede 1331, hvor Erik faldt og C.'s næstældste søn Otto blev fanget. C. tilbragte sit sidste år på Grev Johan's besiddelser på Lolland. C. var gift med Eufemia af Pommern, havde sønnerne Erik, Otto og Valdemar, samt datteren Margrethe, der ægtede Kejser Ludwig's søn Markgreve Ludwig af Brandenburg. C. havde med en adelsdame af slægt Lunge to børn: Datteren "Frøken" Regitze og sønnen Erik. | tree1 | |
| 76 | I2516 | Christoffer II. | 29 okt. 1276 | 2 aug. 1332 | 0 | Christoffer 2., søn af Erik Glipping, broder til Erik Menved, konge af Danmark 1320-1326 og 1329-1332, fødtes den 29. september 1276. I 1289-1301 var han hertug af Lolland og Falster, 1303-1307 hertug af Estland, og i 1307-1315 hertug af Halland og Samsø. Allerede i Erik Menveds regeringstid forsøgte Christoffer at sikre sig del i kongemagten ved at få de konspirerendes løfte om at han, Christoffer, vil blive konge når Erik er blevet afsat. Erik Menved fik imidlertid nys om dette, og i 1315 måtte Christoffer flygte ud af landet. I 1318 gik Christoffer sammen med den fordrevne ærkebiskop Esger Juul og fredløse stormænd i et forsøg på sammensværgelse mod kongen. De indledte uden held et angreb på Skåne, men da Erik Menved døde i 1319 uden at efterlade nogen arving, var Christoffer klar. Erik skal på sit dødsleje have advaret mod at lade hans bror overtage tronen, men stormændene mente at de ville få større indflydelse ved at vælge den svage Christoffer frem for hertug Erik 2. af Sønderjylland, der også var på tale. Christoffer underskrev 25. januar en håndfæstning i Viborg, og hyldedes som konge på landstingene; i 1324 krones han, og hans søn Erik blev medkonge. Regeringen anført af marsk Ludvig Albrektsen af Eberstein ville have garanti for, at Christoffer ville respektere alle krav på riget. Christoffer lovede i sin håndfæstning at lette skattetrykket (borgerne skal kunne handle "uden told og tynge"), og at danehoffet skulle indkaldes hvert år. Ydermere blev stormændenes krigspligt nedsat. Og kongen skulle nedbryde de kongelige borge, hvoraf mange var opført under Erik Menved. Det gjaldt dog ikke de tre gamle slotte i Kolding, Ribe og Skanderborg. Dette løfte blev som de fleste andre kun holdt i meget begrænset omfang. Christoffer var meget aktiv i Nordtyskland, og efter en masse falske løfter lykkedes det ham at få fyrstedømmet Rostock til at anerkende Christoffer som sin lensherre. Men dette som flere andre eventyr kostede mange penge. Christoffer udskrev nye skatter (hvilket han jo ikke måtte ifølge håndfæstningen). Flere af stormændene, bl.a. Ludvig Albrektsen af Eberstein, allierede sig med de holstenske grever og organiserer oprør i Jylland og på Fyn, og snart bredte det sig til Sjælland. I 1326 havde grev Gerhard af Holsten både Jylland og Fyn i sin magt. Christoffers søn, Erik, forsøgte et modangreb, men han måtte kapitulere ved Korsør og blev indsat som fange på Haderslevhus. Christoffer flygtede med resterne fra det kongelige skatkammer sammen med sin dronning Eufemia og sønnen Valdemar (Atterdag) til Nordtyskland. Christoffer optog et større lån og vendte tilbage til Danmark med en hær for at starte en opstand. Men ingen danskere sluttede sig til ham. I virkeligheden sendte grev Gerhard 3. den danske hær efter Christoffer, som endnu en gang måtte flygte. De holstenske og danske stormænd valgte da den kun 11-årige hertug Valdemar af Slesvig til konge. På grund af hans alder blev hans morbroder, den magtfulde grev Gert (Gerhard 3. af Holsten-Rendsborg, "Den kullede Greve") udnævnt til rigsforstander og formynder. Dertil blev han forlenet med hertugdømmet Sønderjylland 1326-1330. I 1329 blev Danmark delt mellem flere stormænd. Det skabte dog nogen utilfredshed, at Danmark kom på udenlandske hænder, og grev Johann den Milde af Holsten-Plön foranledigede, at Christoffer vendte hjem, og han anerkendte som konge i Skåne og på Sjælland. Der udbryder nu en konflikt mellem Danmarks to største kreditorer: grev Gerhard (med Fyn som len) og Johann 3. (med områderne øst for Storebælt som len). Christoffer tog Johanns parti, og i 1331 sejrede Gerhard i et slag på Kropp Hede lidt nord for Dannevirke. Christoffers søn Erik omkom 1331 efter et styrt fra hesten på flugten i Kiel, og Christoffers anden søn Otto toges i 1334 efter et tabt slag på Tap Hede ved Viborg til fange. Hele Danmark var nu på stormændenes hænder. For at få Danmark tilbage skulle der betales 200.000 mark sølv. Og det er kun for at få selve jorden, den samlede gæld var langt større. I Sakskøbing kom den afsatte konge ud for en holstener og en dansker, der sammen prøvede at ryge ham ud af det hus, hvor han havde søgt tilflugt. Som eneste udvej flygtede Christoffer op gennem skorstenen, som en omvendt julemand. Da hans søn Valdemar senere blev konge, aftvang han gerningsmændene en større oprejsning. Christoffer døde den 2. august 1332 på Lolland og begraves i Sorø Kirke. Christoffer var som nævnt gift med Eufemia, datter af Bogislaw 4. af Pommern-Wolgast. Sammen fik de døtrene Margrete, Agnes og Helvig. Derudover sønnerne Erik (Christoffers medkonge) og Otto (der uden held forsøgte at blive konge efter faderens død og at beholde hertugdømmet Lolland & Falster) og Valdemar. Danmark var da uden konge frem til 1340, hvor Christoffers yngste søn, Valdemar 4. Atterdag kom på tronen. |
tree1 | |
| 77 | I2516 | Christoffer II. | 29 okt. 1276 | 2 aug. 1332 | 0 | Aunsbjerg Gods | tree1 | |
| 78 | I81416 | Dagmar Louise Elisabeth | 23 maj 1890 | 11 okt. 1961 | 0 | Fra 1922 drev parret herregaarden Kongstedlund i Himmerland. | tree1 | |
| 79 | I92811 | Dmitri Pavlovich | 18 sep. 1891 | 5 mar. 1941 | 0 | Efter 2. Verdenskrig blev Dimitri begravet paa kapellet paa øen Mainau, i søen Constance, Tyskland. | tree1 | |
| 80 | I92811 | Dmitri Pavlovich | 18 sep. 1891 | 5 mar. 1941 | 0 | Han er en af de få Romanovs, som undslap henrettelse af Bolsjevikkerne efter den russiske revolution. Han er ligeledes kendt for at være involveret i mordet på Grigori Rasputin. Efter hans mors død, blev Dmitri og hans søster, Storhertuginde Maria primært opdraget af deres onkel og tante, Storhertug Sergei Alexandrovich og Storhertuginde Elizabeth Fyodorovna af Rusland. Da hans onkel, på det tidspunkt guvernør af Moskva, blev myrdet af anarkisterne i 1905, blev Dmitri sendt til zaren og hans familie, hvor han voksede op. På et tidspunkt blev der spekuleret i om han ville blive gjort til Arveprins i stedet for zarens syge søn ved at han giftede sig med zarens ældste datter, Storhertuginde Olga Nikolaevna af Rusland. Igennem hele hans liv var Storhertug Dmitri kendt som ”kvinde-magnet”. Blandt hans elskerinder var en amerikansk modedesigner og forfatter; Pauline Fairfax Potter. Han havde endda en affære med sin fætter, Mikhails hustru, Natasha og i starten af 1920’erne med Coco Chanel. I vinteren 1912-13 skabte han en skadale, da han indledte en affære med den biseksuelle Prins Felix Yusupov, som han ligeledes i 1916 var involveret sammen med i mordet på Grigori Rasputin. Grundet hans involveringe i mordet, blev Dmitri sendt til den persiske front, hvilket redede hans liv, da de fleste af hans slægtninge blev myrdet af bolsjevikkerne, selv hans 16-årige halvbror; Prins Vladimir Paley. Han selv flygtede med britisk hjælp via Theran og Bombay til London. I 1927 giftede Dmitri sig med den amerikanske arving Audrey Emery, han erhvervede titlen ”H.H. Prinsesse Romanovskaya-Ilyinskaya” fra hans fætter; Cyril til sin hustru. De fik en søn; Paul. De blev skilt i 1938. |
tree1 | |
| 81 | I11127 | Dorothea | 25 nov. 1430 | 25 nov. 1495 | 0 | Brandenburg http://trees.ancestry.com/rd?f=document&guid=47a0fcf7-592a-4d15-abc7-1004b6fb62d2&tid=822673&pid=-1378530806 "OF BRANDENBURG" Dorotea av Brandenburg, född ca 1430, död 10 november 1495, drottning av Danmark 1445-1448 och 1449-1481, av Norge 1445-1448 och1450-1481 och av Sverige 1445-1448 och 1457-1464. Gift 1445 med Kristofer av Bayern (1416-1448) och 1449 med Christian I av Danmark (1426-1481). Dorothea of Brandenburg From Wikipedia, the free encyclopedia Dorothea of Brandenburg (1430/1431 – November 10, 1495) was the consort of Christopher of Bavaria and Christian I of Denmark. She isalso known as Dorothea of Hohenzollern and as Dorothy Achillies. She was queen of Denmark (1445-1448 and 1449-1481), Norway (1445-1448 and 1450-1481) and Sweden (1447-1448 and 1457-1464) two times each. Biography Dorothea was born in 1430 or 1431 to John, Margrave of Brandenburg-Kulmbach and Barbara, Duchess of Anhalt (1405-1465). She had two sisters: Barbara (1423-1481, who became the Marchioness of Mantua, and Elisabeth (14??-1451), who married Joachim I Mlodszy, Duke of Pomerania (14??-1451). She married, on 12 September 1445, Christopher of Bavaria, the King of Denmark from 1440-1448, Sweden from 1441-1448 and Norway from 1442-1448. The wedding was held in Copenhagen. She was crowned queen of the three kingdoms on 14 September 1445. After Christopher's death, Dorothea married the next elected king, King Christian I of Denmark, on 28 October 1449. In 1457, she became queen of Sweden for the second time and was crowned in Uppsala Cathedral. Dorothea was given very large estates in Sweden at her first wedding, which she lost control over in 1464. For the rest of her life, she fought to regain control over them, and also asked for the help of the Pope. She was given Holstein as her fief, and in 1481, she made her youngest son Frederik regent there. In 1488 she visited the Pope in Rome. She is described as economical and energetic and she is believed to have exerted political influence. Children Oluf (1450-1451) Canute (1451-1455) John (Hans) (1455-1513), Duke of Schleswig-Holstein, King of Denmark, Norway and Sweden Margarete (1456-1486), married King James III of Scotland in 1469 King Frederik I of Denmark, Norway and Sweden (1471-1533) Dorothea died on 25 November 1495, and is interred next to her secondhusband in Roskilde Cathedral. |
tree1 | |
| 82 | I11127 | Dorothea | 25 nov. 1430 | 25 nov. 1495 | 0 | Dorothea of Brandenburg about 1431 – November 10, 1495) was theconsort of Christopher of Bavaria and Christian I of Denmark. She isalso known as Dorothea of Hohenzollern and as Dorothy Achillies. Shewas queen of Denmark (1445-1448 and 1449-1481), Norway (1445-1448 and1450-1481) and Sweden (1447-1448 and 1457-1464) two times each. Dorothea was born in 1430 or 1431 to John, Margrave ofBrandenburg-Kulmbach and Barbara of Saxe-Wittenberg (1405-1465). Shehad two sisters: Barbara (1423-1481, who became the Marchioness ofMantua, and Elisabeth (14??-1451), whomarried Joachim I Mlodszy, Dukeof Pomerania (14??-1451). She married, on 12 September 1445, Christopher of Bavaria, the King ofDenmark from 1440-1448, Sweden from 1441-1448 and Norway from1442-1448. The wedding was held in Copenhagen. She was crowned queenof the three kingdoms on 14September 1445. After Christopher's death, Dorothea married the next elected king,King Christian I of Denmark, on 28 October 1449. In 1457, she becamequeen of Sweden for the second time and was crowned in UppsalaCathedral. Dorothea was given very large estates in Sweden at her first wedding,which she lost control over in 1464. For the rest of her life, shefought to regain control over them, and also asked for the help of thePope. She was given Holstein as her fief, and in 1481, she made heryoungest son Frederik regent there. In 1488 she visited the Pope inRome. She is described as economical and energetic and she is believedto have exerted political influence. Oluf (1450-1451) Canute (1451-1455) John (Hans) (1455-1513), Duke of Schleswig-Holstein, King of Denmark,Norway and Sweden Margarete (1456-1486), married King James III of Scotland in 1469 King Frederik I of Denmark, Norway and Sweden (1471-1533) Dorothea died on 25 November 1495, and is interred next to her secondhusband in Roskilde Cathedral. |
tree1 | |
| 83 | I11127 | Dorothea | 25 nov. 1430 | 25 nov. 1495 | 0 | Dorothea af Brandenburg (født ca. 1430 - november 1495) var en dansk dronning. Hun var datter af markgreve Johan af Brandenburg, (1406 - 1464), og Barbara af Sachsen, (ca. 1405 - 1465). 1445 blev hun gift med Christoffer af Bayern, konge af Danmark fra 1440. Ægteskabet, som var barnløst, varede kun i 2 ½ år idet Christoffer døde. Det danske Rigsråd skulle herefter dels finde en ny konge og dels finde en løsning med den unge enke. Rigsrådet valgte, i fællesskab med hertug Adolf af Slesvig-Holsten, at overdrage såvel krone som dronning til hertugens unge søstersøn, Christian af Oldenburg. Således blev Dorothea 26. oktober 1449 gift med Christian 1. Dorotheas slægtninge havde fulgt processen med stor opmærksomhed, og vist interesse i et ægteskab med Kasimir 4. af Polen, der var ny på tronen og endnu ugift. Ved sit første ægteskab havde hun fået lovning på enkeunderhold, et såkaldt livgeding, og dette kunne have betydet en stor pengeerstatning for Rigsrådet. I ægteskabet med Christian 1. blev født 5 børn: Olaf og Knud, begge døde som små. Hans, født 1455, som efterfulgte sin far og kendt som Hans af Danmark. Margrete, født 1456. Hun bliver 1469 gift med Jakob 3. af Skotland. Frederik, født 7. oktober 1471, senere kendt som Frederik 1. Dronning Dorothea viste sig at være i besiddelse af en handlekraftig karakter. Hun var interesseret i ægtefællens regeringsanliggender, ligesom hun var dygtig til administration af sit livgeding som bl.a. omfattede Roskilde Len samt Ringsted Len. Ved udlån af penge til sin ægtefælle var hun efterhånden blevet ejer af store dele af Lolland, Falster, Slesvig og Holsten. Efter faderens død var hun i arvestrid med sin farbroder i mange år – og da der opstod problemer med hendes livgeding beliggende i Sverige, henvendte hun sig til paven for at få lyst de pågældende stormænd, Karl Knutsson og Sten Sture, i band. Derved kom hun i et modsætningsforhold til de danske interesser i Kalmarunionen. I 1481 døde Christian 1. og dronning Dorothea ønskede at begge sønner, Hans og Frederik, skulle tilgodeses og helst sådan at Frederik fik Hertugdømmerne. Dette ønske fik Hans reduceret således, at han skulle dele hertugdømmerne med sin yngre broder. Dronning Dorothea grundlagde Køge Kloster hvor munke af franciskanerordenen, de såkaldte "Gråbrødre", etablerede sig. Denne munkeorden var hendes foretrukne. Hun havde allerede i 1477 antaget Birger Gunnersen som sin kansler, han var da ung teolog og delte dronningens interesse for denne munkeorden. Hun foretog to rejser til Rom hvor hun besøgte kirker og klostre. Ved begge rejser henvendte hun sig til paven og fik udstedt buller mod de som krænkede hendes ejendom. Dronning Dorothea levede sine sidste år i Kalundborg hvor hun havde enkesæde, og døde her den 10. november 1495. Blev efterfølgende begravet i Roskilde Domkirke. |
tree1 | |
| 84 | I11127 | Dorothea | 25 nov. 1430 | 25 nov. 1495 | 0 | Dronning: Danmark 1445-1448 - 1449-1481, av Norge 1445-1448 och 1450-1481, av Sverige 1445-1448 och 1457-1464. Wikipedia: English: http://en.wikipedia.org/wiki/Dorothea_of_Brandenburg Dansk: http://da.wikipedia.org/wiki/Dorothea_af_Brandenburg Deutsch:http://de.wikipedia.org/wiki/Dorothea_von_Brandenburg-Kulmbach |
tree1 | |
| 85 | I11124 | Dorothea | 1 aug. 1504 | 11 apr. 1547 | 0 | Princess of Denmark and Norway | tree1 | |
| 86 | I11117 | Dorothea | 19 jul. 1511 | 17 okt. 1571 | 0 | Sønderborg Slot | tree1 | |
| 87 | I11117 | Dorothea | 19 jul. 1511 | 17 okt. 1571 | 0 | Lauenburg | tree1 | |
| 88 | I11086 | Dorothea Elisabeth | 1 sep. 1629 | 18 mar. 1687 | 0 | Kronborg Slot | tree1 | |
| 89 | I11086 | Dorothea Elisabeth | 1 sep. 1629 | 18 mar. 1687 | 0 | Maybe daughter of Otto Ludwig von Salm | tree1 | |
| 90 | I81382 | |||||||
| 91 | I108414 | Edward VIII. Albert Christian Georg Andrew Patrick David | 23 jun. 1894 | 28 maj 1972 | 0 | Edvard 8. (engelsk: Edward Albert Christian George Andrew Patrick David Windsor) (23. juni 1894 – 28. maj 1972) var konge af Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland fra den 20. januar 1936 til sin abdikation den 11. december 1936. Han var den anden britiske konge af Huset Windsor. Edvard 8. er den eneste britiske monark, som frivilligt har afstået fra tronen. Kun Lady Jane Grey og Edvard 5. har regeret kortere tid, og de tre er de eneste britiske monarker, der aldrig blev kronet. Abdikation Den 16. november 1936 mødtes Edward med premierminister Stanley Baldwin på Fort Belvedere og udtrykte sit ønske om at gifte sig med Wallis Simpson. Premierministeren gav kongen tre muligheder: 1) Han kunne lade være med at gifte sig; 2) han kunne gifte sig med Wallis imod sine ministres ønske; eller 3) han kunne abdicere. Det var klart, at Edward ikke ville opgive Wallis. Ved at gifte sig mod rådet var det sandsynligt, at regeringen ville træde tilbage og udløse en konstitutionel krise. Premierministrene i de britiske besiddelser havde også gjort det klart, at de var imod, at kongen giftede sig med en fraskilt, mens Den Irske Fristat ikke var imod. Stillet over for denne modstand valgte Edward at abdicere. Senere liv Under 2. verdenskrig var han guvernør og øverstbefalende over Bahamas. |
tree1 | |
| 92 | I125282 | Edzard Mauritz | 10 mar. 1748 | 29 jan. 1824 | 0 | Lütetsburg | tree1 | |
| 93 | I125282 | Edzard Mauritz | 10 mar. 1748 | 29 jan. 1824 | 0 | Lütetsburg | tree1 | |
| 94 | I11140 | Elisabeth | 24 jun. 1485 | 10 jun. 1555 | 0 | Köln a. d. Spree | tree1 | |
| 95 | I11140 | Elisabeth | 24 jun. 1485 | 10 jun. 1555 | 0 | Nyborg Slot | tree1 | |
| 96 | I11140 | Elisabeth | 24 jun. 1485 | 10 jun. 1555 | 0 | Wikipedia:
English:http://en.wikipedia.org/wiki/Elizabeth_of_Denmark,_Norway,_and_Sweden
Deutschhttp://de.wikipedia.org/wiki/Elisabeth_von_D%C3%A4nemark,_Norwegen_und_Schweden |
tree1 | |
| 97 | I11140 | Elisabeth | 24 jun. 1485 | 10 jun. 1555 | 0 | Princess Elisabeth of Denmark and Norway | tree1 | |
| 98 | I81343 | Elisabeth | 24 maj 1904 | 11 jan. 1955 | 0 | Full name: Elisabeth von Schleswig-Holstein-Sonderburg-Glücksburg | tree1 | |
| 99 | I11266 | Elisabeth Henriette | 8 nov. 1661 | 27 jun. 1683 | 0 | Kassel | tree1 | |
| 100 | I11266 | Elisabeth Henriette | 8 nov. 1661 | 27 jun. 1683 | 0 | Köln | tree1 |
«Forrige 1 2 3 4 5 6 ... 936» Næste»