I 1909 kom prins Aage ind i hæren, og i 1913 blev han udnævnt til sekondløjtnant. Samme år var han militær observatør hos de græske styrker, der kæmpede mod bulgarerne, og under 1. verdenskrig tilbragte han et år i Italien, hvor han også fungerede som observatør. Efter krigen tilbragte han nogen tid i USA og også i Frankrig, (hvor han lærte fransk), inden han vendte tilbage til Danmark og Den Kongelige Livgarde, hvor han var en vellidt og populær officer, og hvor han blev udnævnt til kaptajn. Han blev senere af garderforeningen i København udnævnt til æresmedlem.

I 1922 mistede Prins Aage en formue som følge af Landmandsbankens krak. Dengang kunne en officer i forsvaret ikke leve af den løn, han fik, og Prins Aage anmodede derfor om tilladelse fra kong Christian 10. til at trække sig tilbage fra hæren og melde sig ind i Fremmedlegionen.

Den 28. december 1922 meldte Prins Aage sig til Fremmedlegionen, og efter forhandlinger mellem den danske og franske regering skulle prins Aage udnævnes til kaptajn i legionen. Ligesom i Den Kongelige Livgarde blev Prins Aage en populær officer. På et tidspunkt lånte en sergent med mere end 25 års tjeneste bag sig en sum penge, som han ikke betalte tilbage. Legionæren undskyldte senere i et brev, som blev fundet, efter at han havde begået selvmord på grund af skammen, at have stjålet fra prinsen.

Aage kom allerede i kamp mod berberstyrkerne et halvt år efter, at han havde meldt sig ind i legionen, dvs. fra maj til juni 1923. Hans kompagni bestod af folk fra alle sociale lag og kom fra otte forskellige nationaliteter. Det skete i Meknes i det nordlige Marokko, hvor Fremmedlegionen var i aktiv kamp imod oprørsstyrkerne, og hvor han modtog det franske Croix de Guerre, efter at han var blevet skudt i det venstre lår.

Den 24. maj 1924 blev han tildelt kommandoen over et beredent kompagni, og i slutningen af 1924 avancerede han til efterretningsofficer. I april 1925 havde Abdel Krims styrker slået spanierne og begyndte at angribe franske poster, og dér havde prins Aage meldt sig til tjeneste i den franske kommando, hvor han virkede som stabschef, sideløbende med at han deltog i aktiv kamp.

Fra maj 1923 til sommeren 1925 var han i kamp mod en eller flere stammegrupper. Han deltog samtidig i de hårdeste kampe mod Abdel Krims styrker, i undsætningsaktioner og i tilfangetagelsen af Abdel Krims oprørsenheder.

Aage opnåede i de 17 år, han var i Fremmedlegionen, rang af oberstløjtnant, og han blev dekoreret med Æreslegionen.

Han skrev senere en bog om sine oplevelser i Fremmedlegionen med titlen Tre Aars Kampe i Fremmedlegionen.

Han bad i sit testamente om, at han måtte blive begravet på legionens kirkegård i Sidi-bel-Abbes, Algeriet. Her lå han indtil 1962. Algeriet var blevet selvstændigt, og Fremmedlegionen flyttede i stedet hovedkvarteret til Aubagne ved Marseille. I den forbindelse medtog man de jordiske rester af tre mænd, der skulle repræsentere fremmedlegionærerne, de franske officerer og de udenlandske officerer, der blev efterladt i Sidi-bel-Abbes. Prins Aage repræsenterer de udenlandske officerer. En tysk fremmedlegionær ved navn Zimmermann, der blev dræbt den 11. august 1961 i netop Sidi-bel-Abbes, repræsenter legionærerne, og general Rollét, der betragtes som den moderne Fremmedlegions skaber, repræsenterer de franske officerer.

I dag ligger legionens kirkegård i den sydfranske by Puyloubier, og man kan stadig se prins Aages, legionær Zimmermans og general Rolléts grave.

I 1944 flyttede hun til London og blev her gift med kong Peter 2. af Jugoslavien. Dette gjorde hende straks til dronning af Jugoslavien. Den 17. juli 1945 fødte hun parrets eneste barn, Alexander af Jugoslavien. Traditionen i hjemlandet gav, at kun en kongelig der er født i Jugoslavien kunne blive konge, men parret levede i eksil i London på grund af 2. Verdenskrig. Den britiske regering havde derfor gjort fødselsstedet, Suite 212 på Claridge's Hotel, London, til et suverænt og selvstændigt jugoslavisk territorium for, at opfylde denne tradition. Suveræniteten gjaldt dog kun i et døgn, men da parret først blev frataget tronen i november 1945, anses sønnens titel af kronprins for at være gældende.

Alexandra fik dog efterfølgende en alvorlig depression og sønnen Alexander blev derfor opdraget af sin mormor Aspasia Manos. Hun døde i East Sussex i 1993 og blev efterfølgende begravet ved Tatoi Palads i Athen. 

Alexandra blev født i 1844 som det næstældste barn og ældste datter af den senere Christian 9. og Louise af Hessen-Kassel. På det tidspunkt var hendes far stadig kun prins af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg, en ubetydelig sidelinie til det danske kongehus.

Dette ændredes i 1853 da hendes far blev gjort til dansk tronarving, og familiens anseelse steg betydeligt.

På grund af Alexandra og hans andre børn og børnebørns alliancer med andre kongelige huse, blev Christian 9. kendt som "Europas svigerfar". Som Europas svigerfar samlede han sine børn, svigerbørn og børnebørn på Fredensborg slot eller på Bernstorff slot.

Særligt 1880-erne og 90-erne blev kendte for de store sammenkomster der fandt sted.

Alexandra voksede op i "Det Gule Palæ" tæt på Amalienborg, og efter at faderen blev dansk tronarving havde familien også adgang til Bernstorff Slot. Familien var tæt knyttet, og forældrene lagde vægt på at give børnene en simpel borgerlig opdragelse, der lagde stor vægt på de kongeliges pligter. Senere blev alle børnene kendt for deres evner til at omgås mennesker, deres pligtopfyldelse og evne til at representære.

Familiens midler var begrænsede under Alexandras barndom og ungdom, og Louise gjorde det klart at de ikke kunne forvente de samme ting som de børn i deres omgangskreds var vandt til.

Alexandra og de fleste at hendes søskende var ikke særlig bogligt anlagte, og senere hen blev gæster der besøgte Danmark chokeret over deres barnlige lege og til tider kedelige samvær.

Således voksede Alexandra op i et simpelt, men lykkeligt miljø, med familien som centrum, hvilket ikke altid var tilfældet for andre kongelige og fyrstelige familier.

Alexandra var tættest knyttet til sin søster, Dagmar, og de to havde et tæt bånd til hinanden gennem hele livet. Ligeledes var Alexandra tæt med hendes bror, Vilhelm, og hun besøgte ofte Grækenland efter han var blevet udnævnt til konge.

I 1862 blev Alexandra forlovet med prinsen af Wales Udvalget af prinsesser for den fremtidige britiske konge var begrænset i perioden og et stort arbejde blev sat ind for at finde ham den rette brud.

Alexandra blev hurtigt en af kandidaterne, men det var ikke med udelt begejstring for den britiske kongefamilie. Hendes svigermor, dronning Victoria, var ikke glad for de politiske problemer, det indebar, at Bertie blev gift med en dansk prinsesse. England var en allieret af Preussen og en konflikt mellem danmark og de tyske stater vedrørende hertugdømmerne Slesvig-Holsten var under opsejling.

I sidste ende var hun Alexandra dog den bedste kandidat, og hun vandt sin svigermoder og reste af den britiske kongefamilie med sine simple manerer og skønhed.

Inden brylluppet måtte Alexandra aflægge sin svigermoder et længere visit, og Victoria gjorde det klart at hun ikke børd sig om det danske aspekt ved den unge prinsesse eller hendes familie.

I marts 1863 ankom Alexandra sammen med sin familie til England hvor brylleppet skulle stå 10. marts. Til anledningen havde den engelske digter, Alfred Tennyson skrevet en ode til hende.

Sea King's daughter from over the sea,

Alexandra! Saxon and Norman and Dane are we, But all of us Danes in our welcome of thee, Alexandra!

—A Welcome to Alexandra, Alfred Tennyson

Alexandra var prinsesse af Wales fra 1893 til 1901, det længste nogen har båret den titel. Alexandra havde som prinsesse af Wales flere repræsentative pligter og velgørenhedsarbejde. Hun stiftede en fond til bekæmpelse af arbejdsløshed, og arbejdede for hospitalsvæsenets udvikling.

Hun havde ingen politisk indflydelse i den periode, ligesom hendes mand blev udelukket fra at deltage i politik af dronning Victoria. Alexandra forsøgte dog både som prinsesse og som dronning at varetage danske og græske interesser, dog ofte uden megen succes. Kort efter hendes ægteskab eskalerede krisen mellem Danmark og de tyske stater, og hun holdt højlydt med sit fødeland, hvilket Victoria ikke brød sig om. Alexandra agiterede for britisk indgriben på dansk side under krigen mellem Danmark og Tyskland i 1864, og i 1890 sendte hun et langt memorandum til lord Rosebery i forbindelse med mageskiftet, hvor Storbritannien gav Helgoland til Tyskland i bytte mod kolonien Zanzibar. Alexandra fik megen ros for sin henvendelse, men den fik ingen praktisk betydning.[1] Dronning Victoria skrev: "Hvad kunne være mere smerteligt for vor familie end de politiske vanskeligheder, vi blev sat i, under krigene med Danmark?" Den tyskættede dronning ønskede ingen dansk sejr.[2]

Alexandra dedikerede sin tid på sine børn og sine sociale pligter. Edward var meget glad for at deltage i selskabslivet, hvilket Alexandra også deltog i for at glæde ham, ligesom parret selv afholdt flere baller og fester om året. Ægteskabet var lykkeligt, men bar præg af Edwards livsstil og offentlige affærer og skandaler. Alexandra støttede sin mand når sagerne opstod.

Alexandra blev et modeikon og hendes tøjstil blev kopieret af andre modebevidste kvinder. Da hun blev halt på det ene ben efter en svær fødsel, kopierede kvinderne den såkaldta " Alexandra limp."

Parret havde som bolig Marlborough House i London og Sandringham House i Norfolk. Sandringham blev Alexandras foretrukne hjem og hun indrettede det efter sin egen personlige smag.

Dronning Victoria døde i 1901 og Alexandra og Edward blev det nye kongepar. En storslået kroning blev planlagt, den første siden Victorias i 1838. Edward blev dog syg umiddelbart inden og den blev udsat til senere på året.

Som dronning beholdte hun de samme sociale gøremål hun havde haft tidligere og hun beholdt mange af sine hoffolk.

Edward tillod hende eftersigende ikke at læse statspapirerne, og hun måtte ikke deltage i nogle af de officielle besøg, da han var bange for at hun ville blande sig. Hun var meget antitysk som resten af den danske kongefamilie, og tillod ikke noget der gavndede Tyskland, ligesom hun var dybt mistroisk ovefor den tyske kejser, Vilhelm 2.

Parrets regerings tid blev siden kendt for dens dekadence og mode, i skarp kontrast til 1. verdenskrig, der fulgte efter Edwards død.

Alexandra blev den første dronning til at besøge det britiske underhus under en debat.

Edward der allerede var en ældre herre da parret kom på tronen og havde et dårligt helbred døde i 1910.

Alexandra blev med alderen mere og mere tunghør, og hun tilbragte en stor del af sin enketid i Danmark, dels hos familien på Fredensborg, dels på Hvidøre Slot, som hun købte sammen med sin søster, enkekejserinde Dagmar af Rusland.

I England dedikerede hun sit liv til velgørenhed og stiftede Alexandra Rose Day, hvis overskud gik til de fattige.

Alexandra havde bevaret et ungdommeligt udseende det meste af livet, men under 1. verdenskrig ældedes hun hurtigt og begyndte at gå med slør og kraftig makeup.

De sidste år var hun fysisk svækket, og besøgte ikke længere Danmark eller udlandet.

Alexandra døde i 1925 på Sandringham.

I 1878 oplevede det lille storhertugdømme noget nær en katastrofe. Hele den fyrstelige familie, med undtagelse af søsteren Elisabeth, fik i november og december difteri. Den yngste af døtrene, Marie, døde under behandlingen og også moderen Alice Maud af Storbritannien døde 10 dage før jul.

Alix havde fået ægteskabstilbud fra Albert Victor af Storbritannien. På trods af hans gode position som nr. 2 i tronfølgen i Storbritannien, og ikke mindst familiens pres, afslog hun dog tilbuddet. Dette vakte dog beundring fra hendes mormor, dronning Victoria af Storbritannien for, at hun turde stå imod familiens og ikke mindst Victorias ønske.

Alix havde da allerede mødt og forelsket sig i tronfølgeren storfyrste Nikolaj af Rusland. Der var også allerede eksisterende gode forbindelser mellem de to fyrstehuse, så muligheden var ligefrem. De havde mødtes første gang i 1884 og efter et besøg i Rusland i 1889 var der ingen vej tilbage for de to. Imidlertid var kejser Alexander 3. af Rusland ikke begejstret for forbindelsen, da han var særdeles anti-tysk. Kejserinde Dagmar var af den samme mening, især efter det nederlag hendes far, Christian 9. led overfor tyskerne i 1864. Kejseren så derimod positiv på en forbindelse med Hélène af Orléans, som både var smuk og rig og desuden var hendes far, Philippe d'Orléans, greve af Paris, en mulig arving til den franske trone. Selvom både Alexander og Dagmar pressede på, så hjalp det ikke noget og til syvende og sidst ville Hélène heller ikke. Kejserparret så nu mod Margarete af Preussen, der var datter af kejser Frederik 3. af Tyskland. Til dette sagde Nikolaj, at han hellere ville abdicere og blive munk end at gifte sig med så kedelig en pige. Margarete ville desuden heller ikke skifte religion til det russisk-ortodokse. Alix havde også betænkeligheder ved at skulle skifte religion for, at kunne blive russisk zarina, men blev dog hurtigt dybt troende i sin nye religion.

I begyndelsen af 1894 gjorde Alexander 3.'s skrantende helbred, at han gav efter for sønnens krav og de blev forlovet i april i Coburg.

Den kejserlige familie i 1913. Fra venstre til højre: Storfyrstinde Marie, zarina Alexandra, storfyrstinderne Olga og Tatjana, zar Nikolaj 2. og storfyrstinde Anastasia. Storfyrst Alexei sidder på gulvet forrest.[redigér] BryllupAlexander 3. af Rusland døde 1. november 1894 kort forinden brylluppet skulle gennemføres. Alix havde allerede fået titel som storfyrstinde Alexandra Feodorovna af Rusland. Brylluppet foregik i Vinterpaladset i Skt. Petersborg den 26. november 1894. Ved en procession til ære for den afdøde kejser blev der hvisket, at den nye kejserinde kom til os bag en kiste.

Kroningen af det nye kejserpar foregik den 14. maj 1896 i Kreml i Moskva. Under fejringen var flere tusinder bønder blevet trampet ihjel, da der opstod panik. Tragedien gjorde, at mange tænkte at der nu var startet en ny grusom enevældig periode, hvor kejseren og hans "tyske kone" ville trampe befolkningen ned.

Prins Andreas blev født i Athen i 1882 og lærte engelsk af sine opdragere, men nægtede at tale andet end græsk til sine forældre. Desuden lærte han at tale tysk, dansk, russisk og fransk. Han fik en militæruddannelse og blev officer i den græske hær i 1901.

I 1902 mødte han Alice af Battenberg ved kroningen af Edvard 7. af Storbritannien i London. De faldt for hinanden og allerede året efter blev de gift ved et civilt bryllup i Darmstadt den 6. oktober 1903. Den følgende dag blev to religiøse vielser udført. Først en luthersk og derefter et græsk ortodokst. De fik 5 børn, alle med efterkommere, heriblandt den senere Philip af Storbritannien, der er prinsgemal til den engelske dronning Elizabeth 2. af Storbritannien.

Andreas blev officer i den græske hær i 1901, men blev i 1909 smidt ud efter den kongelige families indblanden ved et statskup. 3 år senere vendte han dog tilbage og deltog i Balkan-krigene i 1912 - 1913 på græsk side. Her fik han blandt anden kommandoen over et felthospital. Under 1. Verdenskrig besøgte han flere gange familie i Storbritannien, trods beskyldninger for at være tysk spion og i 1917 måtte han gå i eksil sammen med hans bror, Konstantin 1. af Grækenland og resten af den græske kongefamilie og tog ophold i Schweiz. Broderen blev imidlertid genindsat som konge i 1920 og Andreas kom atter i hæren, denne gang som generalmajor. Han deltog dermed også i den græsk-tyrkiske krig frem til 1922. På grund af udfaldet af denne krig, blev Andreas anholdt og sat for en krigsret. Her blev han dømt for ikke at følge en ordre samt at handle ud fra egne meninger.

Andreas flygtede fra Grækenland om bord på et britisk krydstogtskib og hans rige svigerinde, Marie af Grækenland købte et hjem til ham og familien i Saint-Cloud nær Paris. I 1930 led hans hustru af et nervøst sammenbrud og sendt til Schweiz. Hans døtre blev i disse år gift med tyske fyrster og sønnen sendt på skoleophold i Storbritannien. Dermed var Andreas alene tilbage og tilbragte de sidste år i det sydlige Frankrig. Først i 1937 mødte han atter sin hustru ved begravelsen af datteren Cecilie af Grækenland i Darmstadt. Ved begyndelsen af 2. Verdenskrig opholdte han sig i Vichy-frankrig, mens sønnen var i den britiske hær. De kunne dermed ikke have nogen form for kontakt i den periode. To af hans svigersønner, Berthold, markgreve af Baden og Christoph af Hessen var desuden medlemmer af nazistpartiet og tyske soldater. Andreas døde med dårligt hjerte og åreforkalkning på et hotel i Monte Carlo. Han blev først begravet i Nice, men i 1946 flyttet til familiegravpladsen ved Tatoi Palads nær Athen. 

I 1930 vendte Carol uventet tilbage til Rumænien og overtog tronen. Efter flere års politiske intriger samlede han al politisk magt. Men han måtte flygte i 1940, efter at Rumænien havde tabt det nordlige Transsylvanien, Bessarabien og sydlige Dobrogea til nabolandene. General Ion Antonescu overtog magten, og Mihai blev konge for anden gang.

Carol giftede sig med Magda Lupescu i Rio de Janeiro i 1947.

Hun blev forlovet med sin morbror Christian af Hessen (1776-1814), der døde som sindssyg.

Cecilie blev født på Tatoi Paladset ved Athen som barnebarn af kongen Georg 1. af Grækenland. Hun var oldebarn af Christian 9. og tipoldebarn af både zar Nikolaj 1. af Rusland og dronning Victoria af Storbritannien.

I 1922 var hun og hendes tre søstre, Margarita, Theodora og Sophie brudepiger ved deres onkel Earl Mountbattens bryllup.

Cecilie blev den 2. februar 1931 gift med Georg Donatus af Hessen i Darmstadt. De blev begge medlemmer af nazistpartiet i maj 1937

9. oktober 1937 var Cecilies svigerfar, Ernst Ludwig, storhertug af Hessen, pludselig død, og hendes mand blev arvestorhertug. Hertugdømmet var afskaffet i Hessen i 1918, men titlen arves stadig. Den afdøde storhertug fik en statsbegravelse få uger efter. Hans død forsinkede sønnens, Ludwig Hermann af Hessen, bryllup med Margaret Campbell-Geddes i London. Dette bryllup blev flyttet til den 17. november 1937, og Cecilies mand med familie var inviteret til broderens bryllup. Dagen før brylluppet rejste de med fly fra Darmstadt, men flyet kolliderede med en skorsten ved Oostende i Belgien. Flyet og 12 personer (Georg Donatus, Cecilie, Ludwig, Alexander og enkehertuginden samt et par venner og fire besætningsmedlemmer) styrtede ned og brød i flammer. Cecilie var gravid i 8. måned og liget af en nyfødt dreng blev fundet ved siden af hende. Det tyder på, at fødslen gik i gang under styrtet. Hele familien blev begravet i familiegravstedet i Darmstadt. Kun datteren, Johanna, var af uforklarlige årsager ikke om bord på flyet. Hun blev adopteret af sin onkel , Ludwig Hermann af Hessen, og tante. De gennemførte brylluppet dagen efter ulykken. Pigen døde af meningitis i 1939.

Tragedien blev brugt til Jeffrey Archers roman Farligt efterspil fra 1986, hvor Ludvig skulle have haft juvelerne fra sin tante, den sidste russiske zarina Alexandra af Hessen, i sin besiddelse.