Johnnys Slægtsforskning

Historien om familierne Hansen, Jensen, Ravnholdt m.m.

Del Udskriv Tilføj bogmærke

Rapport: Personer: Notater

         Beskrivelse: Personer with associated notes


Match 1 til 50 fra 48455   » Kommasepareret CSV fil

1 2 3 4 5 ... 970» Næste»

# Person-ID Efternavn Fornavn Fødselsdato Dødsdato Nulevende note Træ
1 I81122    Aage Christian Alexander Robert  10 jun. 1887  29 feb. 1940  Prins Aage var søn af prins Valdemar og prinsesse Marie af Orléans samt barnebarn af Christian 9. I 1914 giftede prins Aage sig med Mathilde di Bergolo (1885-1949)og blev derfor strøget fra den danske tronfølge. Han blev den første greve af Rosenborg, men beholdt prinsetitlen. Han var kendt for at være en eventyrlysten person.

I 1909 kom prins Aage ind i hæren, og i 1913 blev han udnævnt til sekondløjtnant. Samme år var han militær observatør hos de græske styrker, der kæmpede mod bulgarerne, og under 1. verdenskrig tilbragte han et år i Italien, hvor han også fungerede som observatør. Efter krigen tilbragte han nogen tid i USA og også i Frankrig, (hvor han lærte fransk), inden han vendte tilbage til Danmark og Den Kongelige Livgarde, hvor han var en vellidt og populær officer, og hvor han blev udnævnt til kaptajn. Han blev senere af garderforeningen i København udnævnt til æresmedlem.

I 1922 mistede Prins Aage en formue som følge af Landmandsbankens krak. Dengang kunne en officer i forsvaret ikke leve af den løn, han fik, og Prins Aage anmodede derfor om tilladelse fra kong Christian 10. til at trække sig tilbage fra hæren og melde sig ind i Fremmedlegionen.

Den 28. december 1922 meldte Prins Aage sig til Fremmedlegionen, og efter forhandlinger mellem den danske og franske regering skulle prins Aage udnævnes til kaptajn i legionen. Ligesom i Den Kongelige Livgarde blev Prins Aage en populær officer. På et tidspunkt lånte en sergent med mere end 25 års tjeneste bag sig en sum penge, som han ikke betalte tilbage. Legionæren undskyldte senere i et brev, som blev fundet, efter at han havde begået selvmord på grund af skammen, at have stjålet fra prinsen.

Aage kom allerede i kamp mod berberstyrkerne et halvt år efter, at han havde meldt sig ind i legionen, dvs. fra maj til juni 1923. Hans kompagni bestod af folk fra alle sociale lag og kom fra otte forskellige nationaliteter. Det skete i Meknes i det nordlige Marokko, hvor Fremmedlegionen var i aktiv kamp imod oprørsstyrkerne, og hvor han modtog det franske Croix de Guerre, efter at han var blevet skudt i det venstre lår.

Den 24. maj 1924 blev han tildelt kommandoen over et beredent kompagni, og i slutningen af 1924 avancerede han til efterretningsofficer. I april 1925 havde Abdel Krims styrker slået spanierne og begyndte at angribe franske poster, og dér havde prins Aage meldt sig til tjeneste i den franske kommando, hvor han virkede som stabschef, sideløbende med at han deltog i aktiv kamp.

Fra maj 1923 til sommeren 1925 var han i kamp mod en eller flere stammegrupper. Han deltog samtidig i de hårdeste kampe mod Abdel Krims styrker, i undsætningsaktioner og i tilfangetagelsen af Abdel Krims oprørsenheder.

Aage opnåede i de 17 år, han var i Fremmedlegionen, rang af oberstløjtnant, og han blev dekoreret med Æreslegionen.

Han skrev senere en bog om sine oplevelser i Fremmedlegionen med titlen Tre Aars Kampe i Fremmedlegionen.

Han bad i sit testamente om, at han måtte blive begravet på legionens kirkegård i Sidi-bel-Abbes, Algeriet. Her lå han indtil 1962. Algeriet var blevet selvstændigt, og Fremmedlegionen flyttede i stedet hovedkvarteret til Aubagne ved Marseille. I den forbindelse medtog man de jordiske rester af tre mænd, der skulle repræsentere fremmedlegionærerne, de franske officerer og de udenlandske officerer, der blev efterladt i Sidi-bel-Abbes. Prins Aage repræsenterer de udenlandske officerer. En tysk fremmedlegionær ved navn Zimmermann, der blev dræbt den 11. august 1961 i netop Sidi-bel-Abbes, repræsenter legionærerne, og general Rollét, der betragtes som den moderne Fremmedlegions skaber, repræsenterer de franske officerer.

I dag ligger legionens kirkegård i den sydfranske by Puyloubier, og man kan stadig se prins Aages, legionær Zimmermans og general Rolléts grave.

 
tree1 
2 I2519    Agnes  1258  29 sep. 1304  Efter mordet på kong Erik V giftede hun sig med Grev Gerhard den Blinde af Holsten. Gerhard var en brorsøn til ABEL's Dronning, Mechtilde. De fik en søn Johan den Milde.

Regent fra 1286 for sin umyndige søn Erik 6. Menved; ægtede 1293grev Gerhard 2. af Holsten. 
tree1 
3 I81181    Alexander I  16 dec. 1888  9 okt. 1934  Hans far var Prins Peter af slægten Karadjordjevic, tidligere kronprins af Serbien, og Zorka, datter af fyrst Nikolaj af Montenegro. Peter blev konge af Serbien i 1903 da slægten Obrenovic blev styrtet ved et statskup.

Alexanders storebror Georg måtte give afkald på tronefølget efter en skandale i 1909. Alexander blev regent i 1914 under 1. verdenskrig, og konge i 1921.

I 1929 afskaffede Alexander grundloven og regerede derefter som diktator. (På det tidspunkt blev rigets officielle navn, "Kongeriget af Serbere, Kroater og Slovenere", forandret til "Jugoslavien"). Han blev myrdet under et statsbesøg i Marseille, Frankrig i 1934 af en kroatisk frihedskæmper ved navn Vlado Chernozemski (1897-1934) tilhørende Ustaše. 
tree1 
4 I81312    Alexandra  18 aug. 1870  12 sep. 1891  Døde i barselsengen 6 dage efter at have født sin søn  tree1 
5 I81178    Alexandra  25 mar. 1921  30 jan. 1993  Alexandra blev født fem måneder efter sin fars død. Hendes bedstefar, Konstantin 1. af Grækenland, var blevet genindsat på tronen efter at have været i eksil. Da bedstefaderen ikke oprindeligt havde givet tilladelse til ægteskabet mellem Alexandras forældre, blev hun derfor heller ikke anerkendt som legal arving efter faderens død. Imidlertid gennemførte kongen i 1922 en lov, der gav ham tilladelse til at anerkende tidligere indgåede ægteskaber som legale, selvom de var foretaget uden kongens accept. Denne lov var også tilbagegående og bedstefaderen anerkendte herefter ægteskabet mellem Alexandras forældre, hvilket gav hende og moderen titel som prinsesser af Grækenland og Danmark. Der var dog ingen mulighed for at arve tronen.

I 1944 flyttede hun til London og blev her gift med kong Peter 2. af Jugoslavien. Dette gjorde hende straks til dronning af Jugoslavien. Den 17. juli 1945 fødte hun parrets eneste barn, Alexander af Jugoslavien. Traditionen i hjemlandet gav, at kun en kongelig der er født i Jugoslavien kunne blive konge, men parret levede i eksil i London på grund af 2. Verdenskrig. Den britiske regering havde derfor gjort fødselsstedet, Suite 212 på Claridge's Hotel, London, til et suverænt og selvstændigt jugoslavisk territorium for, at opfylde denne tradition. Suveræniteten gjaldt dog kun i et døgn, men da parret først blev frataget tronen i november 1945, anses sønnens titel af kronprins for at være gældende.

Alexandra fik dog efterfølgende en alvorlig depression og sønnen Alexander blev derfor opdraget af sin mormor Aspasia Manos. Hun døde i East Sussex i 1993 og blev efterfølgende begravet ved Tatoi Palads i Athen. 

tree1 
6 I81107    Alexandra Carolina Marie Charlotte Louise Julia  1 dec. 1844  20 nov. 1925 

Alexandra blev født i 1844 som det næstældste barn og ældste datter af den senere Christian 9. og Louise af Hessen-Kassel. På det tidspunkt var hendes far stadig kun prins af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg, en ubetydelig sidelinie til det danske kongehus.

Dette ændredes i 1853 da hendes far blev gjort til dansk tronarving, og familiens anseelse steg betydeligt.

På grund af Alexandra og hans andre børn og børnebørns alliancer med andre kongelige huse, blev Christian 9. kendt som "Europas svigerfar". Som Europas svigerfar samlede han sine børn, svigerbørn og børnebørn på Fredensborg slot eller på Bernstorff slot.

Særligt 1880-erne og 90-erne blev kendte for de store sammenkomster der fandt sted.

Alexandra voksede op i "Det Gule Palæ" tæt på Amalienborg, og efter at faderen blev dansk tronarving havde familien også adgang til Bernstorff Slot. Familien var tæt knyttet, og forældrene lagde vægt på at give børnene en simpel borgerlig opdragelse, der lagde stor vægt på de kongeliges pligter. Senere blev alle børnene kendt for deres evner til at omgås mennesker, deres pligtopfyldelse og evne til at representære.

Familiens midler var begrænsede under Alexandras barndom og ungdom, og Louise gjorde det klart at de ikke kunne forvente de samme ting som de børn i deres omgangskreds var vandt til.

Alexandra og de fleste at hendes søskende var ikke særlig bogligt anlagte, og senere hen blev gæster der besøgte Danmark chokeret over deres barnlige lege og til tider kedelige samvær.

Således voksede Alexandra op i et simpelt, men lykkeligt miljø, med familien som centrum, hvilket ikke altid var tilfældet for andre kongelige og fyrstelige familier.

Alexandra var tættest knyttet til sin søster, Dagmar, og de to havde et tæt bånd til hinanden gennem hele livet. Ligeledes var Alexandra tæt med hendes bror, Vilhelm, og hun besøgte ofte Grækenland efter han var blevet udnævnt til konge.

I 1862 blev Alexandra forlovet med prinsen af Wales Udvalget af prinsesser for den fremtidige britiske konge var begrænset i perioden og et stort arbejde blev sat ind for at finde ham den rette brud.

Alexandra blev hurtigt en af kandidaterne, men det var ikke med udelt begejstring for den britiske kongefamilie. Hendes svigermor, dronning Victoria, var ikke glad for de politiske problemer, det indebar, at Bertie blev gift med en dansk prinsesse. England var en allieret af Preussen og en konflikt mellem danmark og de tyske stater vedrørende hertugdømmerne Slesvig-Holsten var under opsejling.

I sidste ende var hun Alexandra dog den bedste kandidat, og hun vandt sin svigermoder og reste af den britiske kongefamilie med sine simple manerer og skønhed.

Inden brylluppet måtte Alexandra aflægge sin svigermoder et længere visit, og Victoria gjorde det klart at hun ikke børd sig om det danske aspekt ved den unge prinsesse eller hendes familie.

I marts 1863 ankom Alexandra sammen med sin familie til England hvor brylleppet skulle stå 10. marts. Til anledningen havde den engelske digter, Alfred Tennyson skrevet en ode til hende.

Sea King's daughter from over the sea,

Alexandra! Saxon and Norman and Dane are we, But all of us Danes in our welcome of thee, Alexandra!

—A Welcome to Alexandra, Alfred Tennyson

Alexandra var prinsesse af Wales fra 1893 til 1901, det længste nogen har båret den titel. Alexandra havde som prinsesse af Wales flere repræsentative pligter og velgørenhedsarbejde. Hun stiftede en fond til bekæmpelse af arbejdsløshed, og arbejdede for hospitalsvæsenets udvikling.

Hun havde ingen politisk indflydelse i den periode, ligesom hendes mand blev udelukket fra at deltage i politik af dronning Victoria. Alexandra forsøgte dog både som prinsesse og som dronning at varetage danske og græske interesser, dog ofte uden megen succes. Kort efter hendes ægteskab eskalerede krisen mellem Danmark og de tyske stater, og hun holdt højlydt med sit fødeland, hvilket Victoria ikke brød sig om. Alexandra agiterede for britisk indgriben på dansk side under krigen mellem Danmark og Tyskland i 1864, og i 1890 sendte hun et langt memorandum til lord Rosebery i forbindelse med mageskiftet, hvor Storbritannien gav Helgoland til Tyskland i bytte mod kolonien Zanzibar. Alexandra fik megen ros for sin henvendelse, men den fik ingen praktisk betydning.[1] Dronning Victoria skrev: "Hvad kunne være mere smerteligt for vor familie end de politiske vanskeligheder, vi blev sat i, under krigene med Danmark?" Den tyskættede dronning ønskede ingen dansk sejr.[2]

Alexandra dedikerede sin tid på sine børn og sine sociale pligter. Edward var meget glad for at deltage i selskabslivet, hvilket Alexandra også deltog i for at glæde ham, ligesom parret selv afholdt flere baller og fester om året. Ægteskabet var lykkeligt, men bar præg af Edwards livsstil og offentlige affærer og skandaler. Alexandra støttede sin mand når sagerne opstod.

Alexandra blev et modeikon og hendes tøjstil blev kopieret af andre modebevidste kvinder. Da hun blev halt på det ene ben efter en svær fødsel, kopierede kvinderne den såkaldta " Alexandra limp."

Parret havde som bolig Marlborough House i London og Sandringham House i Norfolk. Sandringham blev Alexandras foretrukne hjem og hun indrettede det efter sin egen personlige smag.

Dronning Victoria døde i 1901 og Alexandra og Edward blev det nye kongepar. En storslået kroning blev planlagt, den første siden Victorias i 1838. Edward blev dog syg umiddelbart inden og den blev udsat til senere på året.

Som dronning beholdte hun de samme sociale gøremål hun havde haft tidligere og hun beholdt mange af sine hoffolk.

Edward tillod hende eftersigende ikke at læse statspapirerne, og hun måtte ikke deltage i nogle af de officielle besøg, da han var bange for at hun ville blande sig. Hun var meget antitysk som resten af den danske kongefamilie, og tillod ikke noget der gavndede Tyskland, ligesom hun var dybt mistroisk ovefor den tyske kejser, Vilhelm 2.

Parrets regerings tid blev siden kendt for dens dekadence og mode, i skarp kontrast til 1. verdenskrig, der fulgte efter Edwards død.

Alexandra blev den første dronning til at besøge det britiske underhus under en debat.

Edward der allerede var en ældre herre da parret kom på tronen og havde et dårligt helbred døde i 1910.

Alexandra blev med alderen mere og mere tunghør, og hun tilbragte en stor del af sin enketid i Danmark, dels hos familien på Fredensborg, dels på Hvidøre Slot, som hun købte sammen med sin søster, enkekejserinde Dagmar af Rusland.

I England dedikerede hun sit liv til velgørenhed og stiftede Alexandra Rose Day, hvis overskud gik til de fattige.

Alexandra havde bevaret et ungdommeligt udseende det meste af livet, men under 1. verdenskrig ældedes hun hurtigt og begyndte at gå med slør og kraftig makeup.

De sidste år var hun fysisk svækket, og besøgte ikke længere Danmark eller udlandet.

Alexandra døde i 1925 på Sandringham.

 
tree1 
7 I81207    Alexandra Feodorovna  6 jun. 1872  17 jul. 1918  Alexandra er født i Darmstadt i 1872 som prinsesse Viktoria Alix Helena Luise Beatrice af Hessen-Darmstadt. Hun var det sjette af syv børn ved storhertugen, Ludwig 4. af Hessen. Hendes gudforældre ved dåben var Edward af Wales, Alexandra af Danmark, Storfyrst Alexander af Rusland, Dagmar af Danmark, Beatrice af Storbritannien, Augusta af Hessen-Kassel og Anna af Preussen. Blandt familien bar hun kælenavnene Alicky og Sunny.

I 1878 oplevede det lille storhertugdømme noget nær en katastrofe. Hele den fyrstelige familie, med undtagelse af søsteren Elisabeth, fik i november og december difteri. Den yngste af døtrene, Marie, døde under behandlingen og også moderen Alice Maud af Storbritannien døde 10 dage før jul.

Alix havde fået ægteskabstilbud fra Albert Victor af Storbritannien. På trods af hans gode position som nr. 2 i tronfølgen i Storbritannien, og ikke mindst familiens pres, afslog hun dog tilbuddet. Dette vakte dog beundring fra hendes mormor, dronning Victoria af Storbritannien for, at hun turde stå imod familiens og ikke mindst Victorias ønske.

Alix havde da allerede mødt og forelsket sig i tronfølgeren storfyrste Nikolaj af Rusland. Der var også allerede eksisterende gode forbindelser mellem de to fyrstehuse, så muligheden var ligefrem. De havde mødtes første gang i 1884 og efter et besøg i Rusland i 1889 var der ingen vej tilbage for de to. Imidlertid var kejser Alexander 3. af Rusland ikke begejstret for forbindelsen, da han var særdeles anti-tysk. Kejserinde Dagmar var af den samme mening, især efter det nederlag hendes far, Christian 9. led overfor tyskerne i 1864. Kejseren så derimod positiv på en forbindelse med Hélène af Orléans, som både var smuk og rig og desuden var hendes far, Philippe d'Orléans, greve af Paris, en mulig arving til den franske trone. Selvom både Alexander og Dagmar pressede på, så hjalp det ikke noget og til syvende og sidst ville Hélène heller ikke. Kejserparret så nu mod Margarete af Preussen, der var datter af kejser Frederik 3. af Tyskland. Til dette sagde Nikolaj, at han hellere ville abdicere og blive munk end at gifte sig med så kedelig en pige. Margarete ville desuden heller ikke skifte religion til det russisk-ortodokse. Alix havde også betænkeligheder ved at skulle skifte religion for, at kunne blive russisk zarina, men blev dog hurtigt dybt troende i sin nye religion.

I begyndelsen af 1894 gjorde Alexander 3.'s skrantende helbred, at han gav efter for sønnens krav og de blev forlovet i april i Coburg.

Den kejserlige familie i 1913. Fra venstre til højre: Storfyrstinde Marie, zarina Alexandra, storfyrstinderne Olga og Tatjana, zar Nikolaj 2. og storfyrstinde Anastasia. Storfyrst Alexei sidder på gulvet forrest.[redigér] BryllupAlexander 3. af Rusland døde 1. november 1894 kort forinden brylluppet skulle gennemføres. Alix havde allerede fået titel som storfyrstinde Alexandra Feodorovna af Rusland. Brylluppet foregik i Vinterpaladset i Skt. Petersborg den 26. november 1894. Ved en procession til ære for den afdøde kejser blev der hvisket, at den nye kejserinde kom til os bag en kiste.

Kroningen af det nye kejserpar foregik den 14. maj 1896 i Kreml i Moskva. Under fejringen var flere tusinder bønder blevet trampet ihjel, da der opstod panik. Tragedien gjorde, at mange tænkte at der nu var startet en ny grusom enevældig periode, hvor kejseren og hans "tyske kone" ville trampe befolkningen ned.

 
tree1 
8 I110647    Alfred  6 aug. 1844  30 jul. 1900  AlHan blev hertig av Edinburgh, earl av Kent och Ulster, 24 maj 1866. Han efterträdde sin farbror Ernst som hertig av Sachsen-Coburg-Gotha i det tyska kejsardömet 23 augusti 1893.  tree1 
9 I81209    Alice Maud  25 apr. 1843  14 dec. 1878  Alice av Storbritannien, född 25 april 1843, död 14 december 1878 i Darmstadt av difteri, brittisk prinsessa, storhertiginna av Hessen. Dotter till prins Albert av Sachsen-Coburg-Gotha och Viktoria I av Storbritannien. Gift med storhertig Ludvig IV av Hessen. Hon var 1861-1862, tillsammans med systern Louise, sekreterare åt sin mor, drottning Viktoria.

 
tree1 
10 I81209    Alice Maud  25 apr. 1843  14 dec. 1878  Familj:
Gift 1862 på Osborne House ,Isle of Wight, med sedermera storhertig Ludvig IV av Hessen, (1837-1892)

Barn:
1. Viktoria av Hessen,(1863-1950). (Mor till Louise Mountbatten, gift med Gustaf VI Adolf av Sverige)

2. Elisabet ("Ella") av Hessen, (1864-1918), gift med Sergej Alexandrovitj av Ryssland, (1857-1905)

3. Irene av Hessen, (1866-1963), gift med sin kusin Henrik av Preussen (1862-1929)

4. Friedrich av Hessen, (1870-1873), dog av blödarsjuka

5. Ernst Ludvig av Hessen, (1868-1937), Hessens siste storhertig

6. Alexandra av Hessen,(Alix) (1872-1918), gift med tsar Nikolaj II av Ryssland

7. Marie av Hessen, (1874-1878), dog av difteri .

Biografi:
Alice fick sitt namn till ära för Victorias första premiärminister, Lord Melbourne, som en gång sagt till Victoria att Alice var hans kvinnliga favoritnamn. Som andra dotter mottogs hennes kön med blandade känslor, och det kungliga rådet sände sina "gratulationer och beklagande" till hennes föräldrar. Vid hennes födsel flyttade familjen från Buckingham Palace till Osborne House på Isle of Wight (1844). Hennes uppfostran övervakades av fadern och dennes vän baron Stockmar och fick liksom sina syskon lära sig praktiska saker som hushållsarbete, laga mat och snickra. Familjen levde privat ett enkelt liv, bar "medelklasskläder" och sov i illa uppvärmda och enkelt möblerade rum. Alice beskrivs som känslosam, lättrörd, med ett hetsigt temperament. Under krimkriget 1854 besökte hon sårade soldater på sjukhus med sin mor och äldre syster, och hon besökte även arrendatorer på de kungliga godsen och var nyfiken på hur icke kungliga levde.

Alice hade ett nära förhållande med sin äldsta syster och sin äldsta bror, kronprinsen. Hon skötte sin mormor vid dennas död 1861, och tillhörde sedan den som var till störst tröst för modern vid faderns död senare samma år. Vid faderns död underrättade hon sin bror mot moderns vilja, då modern förebrådde sin äldsta son för faderns död. Vid denna tid blev hon, assisterad av sin syster Louise, moderns privatsekreterare och skötte kontakten mellan regeringen och drottningen.

År 1860 gav drottningen sin äldsta dotter, Preussens kronprinsessa, i uppdrag att leta reda på lämpliga kandidater för ett äktenskap med Alice. Victoria ville formellt att hennes barn skulle gifta sig för kärlek men realiteten var annorlunda. Prins Vilhelm av Orange och prins Albert av Preussen föreslogs, samt även prins Ludvig av Hessen, som 1860 inbjöds med sin bror Henrik till Windsor Castle, officiellt för att titta på Ascot tävlingarna men reellt för att inspekteras. Då bröderna reste hem förklarade Alice att hon var attraherad av Ludvig, och paret förlovades år 1861. Alice gifte sig 1862 på Osborne House. Bröllopet beskrivs som det sorgligaste bröllopet i kungahuset, då både Alice mor och bror grät under ceremonin. Under smekmånaden i St Claire ska Victoria ha blivit avundsjuk på dotterns lycka.

Alice välkomnades med entusiasm vid ankomsten till Darmstadt i Hessen. Det rådde missnöje med kravet på att ett palats skulle byggas åt Alice, så paret fick ett enkelt hus vid gatan som bostad av monarken, vilket Alice dock trivdes med. Alice besökte England vid broderns bröllop 1863 men återvände snart. Drottning Victoria tyckte illa om Alice lyckliga relation med Ludvig, eftersom detta innebar att Alice sällan besökte England, vilket ledde till en spänd relation mellan Alice och modern. Hon blev dock aldrig populär i Hessen.

Under kriget med Preussen 1866 kom Alice och hennes syster, Preussens kronprinsessa, på motsatta sidor av konflikten. Hon skickade sina barn till England och arbetade i sjukhusen i Hessen, trots att hon då var gravid. Då preussiska trupper stod utanför staden uppmanade hon monarken att ge efter för Preussens krav, vilket upprörde en del. Preussen intog snart efter staden. Hon var bekant med Florence Nightingale, och införde ventilation och hygien på sjukhusen efter dennas råd. Alice skrev till modern om Preussens plundring av Hessen, och modern skrev till Alice storasyster, Preussens kronprinsessa, som dock sade sig oförmögen att förhindra det: det faktum att Hessens och Preussens kronprinsessor var syskon antas dock ha inverkat på det faktum att Preussens tillät Hessens monark att behålla sin tron.

Alice var vän med teologen David Friedrich Strauss; hon delade hans kritik av kristendomen, gjorde honom till sin föreläsare och presenterade honom för Preussens kronprinspar. Alice och Ludvig besökte England 1871. Drottning Victoria ogillade att Alice ammade sina barn, tyckte att hennes intresse för gynekologi och fysik var chockerande, hennes pengaproblem pinsamma och hennes sätt att kritisera moderns eviga sorgeperiod oförskämd. Alice tog sin sons död 1873 mycket hårt. Hon brevväxlade med socialreformatorn Octavia Hill. 1877 besteg maken tronen i Hessen, och Alice blev storhertiginna. Hon försökte som sådan driva igenom sociala reformer Hessen men plågades av sin impopularitet och sina plikter som storhertiginna. Hon besökte England på semester 1878. Vid sin återkomst till Hessen blev hon sjuk i difteri och dog. 
tree1 
11 I81226    Andreas  2 feb. 1882  3 dec. 1944  Prins Andreas af Grækenland og Danmark (2. februar 1882 i Athen - 3. december 1944 i Monte Carlo) af Huset Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg, var 7. barn og 4. søn af Georg 1. af Grækenland (tidl. Prins Vilhelm af Danmark) og storfyrstinde Olga Konstantinovna af Rusland, der var dronning af Grækenland. På grund af sin fars tidligere titel, bærer han også titel som prins af Danmark.

Prins Andreas blev født i Athen i 1882 og lærte engelsk af sine opdragere, men nægtede at tale andet end græsk til sine forældre. Desuden lærte han at tale tysk, dansk, russisk og fransk. Han fik en militæruddannelse og blev officer i den græske hær i 1901.

I 1902 mødte han Alice af Battenberg ved kroningen af Edvard 7. af Storbritannien i London. De faldt for hinanden og allerede året efter blev de gift ved et civilt bryllup i Darmstadt den 6. oktober 1903. Den følgende dag blev to religiøse vielser udført. Først en luthersk og derefter et græsk ortodokst. De fik 5 børn, alle med efterkommere, heriblandt den senere Philip af Storbritannien, der er prinsgemal til den engelske dronning Elizabeth 2. af Storbritannien.

Andreas blev officer i den græske hær i 1901, men blev i 1909 smidt ud efter den kongelige families indblanden ved et statskup. 3 år senere vendte han dog tilbage og deltog i Balkan-krigene i 1912 - 1913 på græsk side. Her fik han blandt anden kommandoen over et felthospital. Under 1. Verdenskrig besøgte han flere gange familie i Storbritannien, trods beskyldninger for at være tysk spion og i 1917 måtte han gå i eksil sammen med hans bror, Konstantin 1. af Grækenland og resten af den græske kongefamilie og tog ophold i Schweiz. Broderen blev imidlertid genindsat som konge i 1920 og Andreas kom atter i hæren, denne gang som generalmajor. Han deltog dermed også i den græsk-tyrkiske krig frem til 1922. På grund af udfaldet af denne krig, blev Andreas anholdt og sat for en krigsret. Her blev han dømt for ikke at følge en ordre samt at handle ud fra egne meninger.

Andreas flygtede fra Grækenland om bord på et britisk krydstogtskib og hans rige svigerinde, Marie af Grækenland købte et hjem til ham og familien i Saint-Cloud nær Paris. I 1930 led hans hustru af et nervøst sammenbrud og sendt til Schweiz. Hans døtre blev i disse år gift med tyske fyrster og sønnen sendt på skoleophold i Storbritannien. Dermed var Andreas alene tilbage og tilbragte de sidste år i det sydlige Frankrig. Først i 1937 mødte han atter sin hustru ved begravelsen af datteren Cecilie af Grækenland i Darmstadt. Ved begyndelsen af 2. Verdenskrig opholdte han sig i Vichy-frankrig, mens sønnen var i den britiske hær. De kunne dermed ikke have nogen form for kontakt i den periode. To af hans svigersønner, Berthold, markgreve af Baden og Christoph af Hessen var desuden medlemmer af nazistpartiet og tyske soldater. Andreas døde med dårligt hjerte og åreforkalkning på et hotel i Monte Carlo. Han blev først begravet i Nice, men i 1946 flyttet til familiegravpladsen ved Tatoi Palads nær Athen. 

tree1 
12 I11123    Anna  27 aug. 1487  3 maj 1514  In 1500 she was betrothed to Frederick, then Duke of Schleswig and Holstein and, after her death, king of Denmark and Norway. Because they were first cousins (Frederick's mother Dorothea of Brandenburg was the sister of Anna's father) their marriage required a Papal dispensation. In addition the marriage was not held until 10 April 1502 due to Anna's youth. The marriage, held in Stendal, was a double one: on the same day, Anna's brother Joachim and Frederick's niece Elisabeth were married.

Anna and Frederick had two children:
1. Christian III of Denmark (12 August 1503 – 1 January 1559)
2. Dorothea (1 August 1504 – 11 April 1547), married 1 July 1526 to Duke Albert of Prussia.

She died in 1514 at age 26. Her husband remarried, to Sophie of Pomerania, and had six more children. 
tree1 
13 I11106    Anna Katharina  26 jun. 1575  29 mar. 1612  Anna Cathrine blev gift med Christian 4. i 1597. Den unge konge havde forinden brylluppet været paa rejser, blandt andet til Magdeburg, og kunne her have set markgrevens datter.

Eftertiden har ikke stor kendskab til Anna Cathrine. Hun har næppe gjort forsøg paa politisk indflydelse. Hendes ægtefælles udenoms ægteskabelige forhold maa hun have kendt til, eksempelvis fødte hendes kammerpige, Kirsten Madsdatter en søn, Christian Ulrik Gyldenløve, samme aar hun fødte sønnen Ulrik.

Paa sit dødsleje lod hun magister Oluf Jensen Kock give sig sakramentet. Paa den tid var biskop Hans Poulsen Resen, kongens foretrukne. Samme Oluf Jensen Kock blev senere udvist af landet på grund af sin lære om calvinisme. 
tree1 
14 I106777    Anton Detlev  15 dec. 1600  11 dec. 1658  Löwitz bei Anklam  tree1 
15 I106777    Anton Detlev  15 dec. 1600  11 dec. 1658  Ducherow, Landkreis Vorpommern-Greifswald  tree1 
16 I110648    Arthur Wiliam Patric Albert  1 maj 1850  16 jan. 1942  Buckingham Palace, London  tree1 
17 I110648    Arthur Wiliam Patric Albert  1 maj 1850  16 jan. 1942  Bagshot Park, Bagshot  tree1 
18 I110648    Arthur Wiliam Patric Albert  1 maj 1850  16 jan. 1942 

Prins Arthur, hertig av Connaught och Strathearn, född 1 maj 1850, död 16 januari 1942; från 1874 hertig av Connaught och Strathearn.

 

 

 

Son till drottning Viktoria av Storbritann

ien och Albert av Sachsen-Coburg-Gotha.

 

 

 

Under fälttåget i Egypten ledde han The Guards Brigade i slaget vid Tel-el-Kebir 13 september 1882. Han var generalguvernör i Kanada åren

1911-1916.

 

 

 

1899 dog prins Alfred, ende son till Arthurs äldre bror Alfred, hertig av Sachsen-Coburg-Gotha. Arthur blev därigenom närmaste arvtagare till hertigdömet Sachsen-Cobur

g-Gotha. Han avstod emellertid från arvsrätten, till förmån för sin brorson Karl Edvard, som var postum son till Arthurs yngre bror Leopold.

 

 

 

Gift (13 mars 1879) med Luise av Preuss

en (född 25 juni 1860, död 14 mars 1917), dotter till prins Friedrich Karl av Preussen . De residerade från 1900 på Clarence House, London, (numera bebott av prins Charles.) Dessutom innehade prin

s Arthur egendomen Bagshot Park (numera ägd av prins Edward). 
tree1 
19 I92792               
20 I12122    August III.  17 okt. 1696  5 okt. 1763  Kurfürst von Sachsen (Friedrich August II, 1733-1763), król Polski (1733-1763), roi de Pologne (1733-1763)  tree1 
21 I11228    Augusta Sophie Frederikke Maria Caroline Julie  30 okt. 1823  17 jul. 1889  Skamby Kirkegaard  tree1 
22 I11228    Augusta Sophie Frederikke Maria Caroline Julie  30 okt. 1823  17 jul. 1889  Christiansborg Slotskirke  tree1 
23 I81123    Axel Christian Georg  12 aug. 1888  14 jul. 1964  Prins Axel var medlem af den Internationale Olympiske Komite i 1932 og paa et tidspunkt direktør for SAS.  tree1 
24 I81079    Carl  30 sep. 1813  24 okt. 1878  Schloß Glücksburg, Flensborg  tree1 
25 I81079    Carl  30 sep. 1813  24 okt. 1878  Schloß Gottorp, Slesvig  tree1 
26 I81183    Carol II.  15 okt. 1893  4 apr. 1953  Han var ældste søn af kong Ferdinand 1. og blev afsat som tronfølger og gik i eksil på grund af sit skandaløse forhold med sin elskerinde Magda Lupescu. Hans femårige søn Mihai blev konge i 1927.

I 1930 vendte Carol uventet tilbage til Rumænien og overtog tronen. Efter flere års politiske intriger samlede han al politisk magt. Men han måtte flygte i 1940, efter at Rumænien havde tabt det nordlige Transsylvanien, Bessarabien og sydlige Dobrogea til nabolandene. General Ion Antonescu overtog magten, og Mihai blev konge for anden gang.

Carol giftede sig med Magda Lupescu i Rio de Janeiro i 1947.

 
tree1 
27 I11230    Caroline  28 okt. 1793  31 mar. 1881  Christiansborg Slot  tree1 
28 I11230    Caroline  28 okt. 1793  31 mar. 1881  Skulle i 1810 have været gift med prins Christian August af Augustenborg (1768-1810), der døde før brylluppet.

Hun blev forlovet med sin morbror Christian af Hessen (1776-1814), der døde som sindssyg.

 
tree1 
29 I11206    Caroline Amalie  28 jun. 1796  9 mar. 1881  Roskilde Domkirke  tree1 
30 I11206    Caroline Amalie  28 jun. 1796  9 mar. 1881  CA voksede op, først i Dehns Palæ i Bredgade, senere på Augustenborg Slot, i et oprindeligt nært familieliv, stimuleret ved gode lærere og forældrenes omsorg, og hun fik en fyldestgørende uddannelse i forhold til datidens forventninger til kongegehusets kvinder. I den tiltagende konflikt mellem forældre med modsatrettede holdninger til de aktuelle politiske forhold knyttede hun sig til moderen, den danske prinsesse Louise Augusta, der fastholdt kontakten med sin broder Frederik 6. efter ægtefællens brud i 1810 med det danske hof.  tree1 
31 I11206    Caroline Amalie  28 jun. 1796  9 mar. 1881  https://da.wikipedia.org/wiki/Caroline_Amalie  tree1 
32 I92798    Caroline-Mathilde Louise Dagmar Christiane Maud Ingeborg Thyra Adelheid  27 apr. 1912  12 dec. 1995  Arveprinsesse Caroline-Mathilde var datter af Prins Harald og Prinsesse Helena af Glücksborg og blev i 1933 gift med sin fætter, den senere Arveprins Knud. Størstedelen af deres liv boede de på Sorgenfri Slot udenfor Kongens Lyngby.  tree1 
33 I508226    Catharina  10 aug. 1549  10 okt. 1602  Catharina van Brandenburg-Küstrin (Küstrin, 10 augustus 1549 – Cölln, 10 oktober 1602 ) was een dochter van markgraaf Johan I van Brandenburg-Küstrin en diens echtgenote Catharina van Brunswijk-Wolfenbüttel.

Zij trouwde in 1570 met keurvorst Joachim Frederik van Brandenburg, en werd de moeder van:
Johan Sigismund van Brandenburg (1572-1619)
Anna Catharina (1575-1612), gehuwd met koning Christiaan IV van Denemarken
Johan George (1577-1624), hertog van Jägerndorf
Augustus (1580-1601)
Albrecht Frederik (1582-1600)
Joachim (1583-1600)
Ernst (1583-1613)
Barbara Sophia (1584-1636), gehuwd met hertog Johan Frederik van Württemberg
Christiaan Willem (1587-1665), administrator van Maagdenburg 
tree1 
34 I81229    Cecilie  22 jun. 1911  16 nov. 1937  Prinsesse Cecilie af Grækenland og Danmark (2. juni 1911 - 16. november 1937) af Huset Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg var tredje datter af Andreas af Grækenland og Alice af Battenberg. Hun var søster til Philip af Storbritannien.

Cecilie blev født på Tatoi Paladset ved Athen som barnebarn af kongen Georg 1. af Grækenland. Hun var oldebarn af Christian 9. og tipoldebarn af både zar Nikolaj 1. af Rusland og dronning Victoria af Storbritannien.

I 1922 var hun og hendes tre søstre, Margarita, Theodora og Sophie brudepiger ved deres onkel Earl Mountbattens bryllup.

Cecilie blev den 2. februar 1931 gift med Georg Donatus af Hessen i Darmstadt. De blev begge medlemmer af nazistpartiet i maj 1937

9. oktober 1937 var Cecilies svigerfar, Ernst Ludwig, storhertug af Hessen, pludselig død, og hendes mand blev arvestorhertug. Hertugdømmet var afskaffet i Hessen i 1918, men titlen arves stadig. Den afdøde storhertug fik en statsbegravelse få uger efter. Hans død forsinkede sønnens, Ludwig Hermann af Hessen, bryllup med Margaret Campbell-Geddes i London. Dette bryllup blev flyttet til den 17. november 1937, og Cecilies mand med familie var inviteret til broderens bryllup. Dagen før brylluppet rejste de med fly fra Darmstadt, men flyet kolliderede med en skorsten ved Oostende i Belgien. Flyet og 12 personer (Georg Donatus, Cecilie, Ludwig, Alexander og enkehertuginden samt et par venner og fire besætningsmedlemmer) styrtede ned og brød i flammer. Cecilie var gravid i 8. måned og liget af en nyfødt dreng blev fundet ved siden af hende. Det tyder på, at fødslen gik i gang under styrtet. Hele familien blev begravet i familiegravstedet i Darmstadt. Kun datteren, Johanna, var af uforklarlige årsager ikke om bord på flyet. Hun blev adopteret af sin onkel , Ludwig Hermann af Hessen, og tante. De gennemførte brylluppet dagen efter ulykken. Pigen døde af meningitis i 1939.

Tragedien blev brugt til Jeffrey Archers roman Farligt efterspil fra 1986, hvor Ludvig skulle have haft juvelerne fra sin tante, den sidste russiske zarina Alexandra af Hessen, i sin besiddelse.

 
tree1 
35 I12143    Charles III.  20 jan. 1716  14 dec. 1788  From Wikipedia, the free encyclopedia
King of Spain 1759–88 (as Carlos III), King of Naples and Sicily 1735–59 (as Carlo VII and Carlo V), and Duke of Parma 1732–35 (as Carlo I). He was a proponent of enlightened absolutism. 
tree1 
36 I12145    Charles IV.  11 nov. 1748  20 jan. 1819  From Wikipedia, the free encyclopedia
King of Spain from December 14, 1788 until his abdication on March 19, 1808. 
tree1 
37 I95255    Charles Michael Karl  17 jun. 1863  6 dec. 1934  Duke Charles Michael of Mecklenburg

Full name Carl Michael Wilhelm August Alexander
Born 17 June [O.S. 5 June] 1863
Birthplace Oranienbaum, Russia
Died December 6, 1934 (aged 71)
Place of death Remplin, Germany
Royal House Mecklenburg
Father Duke George August of Mecklenburg
Mother Grand Duchess Catherine Mikhailovna of Russia

Charles Michael, Duke of Mecklenburg (German: Carl Michael Herzog zu Mecklenburg; 17 June [O.S. 5 June] 1863 – 6 December 1934) was an officer in the Imperial Russian Army, heir presumptive to the throne of Mecklenburg-Strelitz and from 1918 head of the Grand Ducal House.

Contents

* 1 Life in Russia
* 2 Heir to Strelitz
* 3 Ancestry
* 4 References



Life in Russia
He was born in Oranienbaum, Russia, a grandson of Grand Duke Georg of Mecklenburg-Strelitz via his second son Duke Georg August of Mecklenburg (1824-1876) and his wife Grand Duchess Catherine Mikhailovna of Russia, a granddaughter of Emperor Paul I of Russia. Charles Michael studied at the University of Strasbourg and gained a PhD. As he was born into the Russian branch of the Grand Ducal house of Mecklenburg-Strelitz, Charles Michael and his older brother Duke George Alexander, both served in the Russian Imperial Army with Charles Michael achieving the rank of Lieutenant General. When his brother died in 1909 Charles Michael was appointed the guardian of his children Katharina, Marie, Natalia and Georg by Adolf Friedrich V.

On 24 June 1914 two weeks after the death of his cousin Grand Duke Adolf Friedrich V, Charles Michael wrote to the new Grand Duke Adolf Friedrich VI informing him that he wished to renounce his rights to the throne of Mecklenburg-Strelitz.[4] On 7 August shortly after the outbreak of the First World War he became a naturalised Russian citizen.

In March, 1917 Charles Michael was arrested and made to appear before the Russian parliament the Duma. He later fled to Caucasus region.

Heir to Strelitz
The Grand Duke of Mecklenburg-Schwerin, Friedrich Franz IV wrote to Charles Michael informing him that his cousin Adolf Friedrich VI had died on 23 February 1918 and that as he was first in the line of succession he was being called to the throne. A petition to accept the throne was also sent to Charles Michael by the citizens of Mecklenburg-Strelitz as they wanted to maintain their independence and not be united with Mecklenburg-Schwerin. However Charles Michael never received it so he wrote a private letter confirming his desire to renounce his rights to reign in Mecklenburg-Strelitz although the letter did not reach Friedrich Franz IV, who was acting as regent for Mecklenburg-Strelitz, until January 1919 after the fall of the German monarchies. As a result the succession issue could not be resolved in time and the two Mecklenburg grand duchies became separate free states in the Weimar Republic.

Charles Michael eventually left Russia with his family arriving first in France before going into exile in Denmark. While there he served as Chairman of the Mutual Charitable Society for Russian Officers in Denmark. In 1921 he was paid five million marks by the Mecklenburg government in return for renouncing his claim to the Strelitz throne. In April, 1930 he returned to Germany and took up residence at his estate, Remplin castle.

Charles Michael adopted his nephew Georg, Count of Carlow who was the morganatic son of his brother Duke George Alexander of Mecklenburg (1859-1909) on 11 September 1928 and confirmed in the courts of Malchin on 5 October 1928. Charles Michael died unmarried in Remplin, Germany and was succeeded as head of the Grand Ducal house by his nephew and adopted son the former Count of Carlow, Duke Georg of Mecklenburg. 
tree1 
38 I12149    Charles X.  9 okt. 1757  6 nov. 1836  From Wikipedia, the free encyclopedia

ruled as King of France and of Navarre from 16 September 1824 until the July Revolution of 1830, when he abdicated. He was the last king of the senior Bourb

on line to reign over France.

 
tree1 
39 I11163    Charlotte Amalie  27 apr. 1650  27 mar. 1714  Charlotte Amalie blev dronning af Danmark i 1670. Hun var datter af landgreve Wilhelm VI af Hessen-Kassel. I 1667 blev hun gift med Christian V, med hvem hun fik bl.a. sønnen Frederik IV og datteren Sophie Hedevig. Charlotte Amalie var opdraget i den reformerte tro, som hun også holdt fast ved, efter at hun var blevet gift med Christian. Hun var en populær dronning, og populariteten blev ikke mindre, da hun i 1700 deltog i organiseringen af Københavns forsvar efter at Sveriges konge Carl XII havde gjort landgang på Sjælland. Charlotte Amalie ejede adskillige godser rundt om i landet, og hun administrerede dem med dygtighed. Efter at Christian V var død i 1699, bosatte Charlotte Amalie sig i det palæ, hun havde købt: Charlottenborg på Kongens Nytorv i København, hvor hun boede fra 1700 til sin død. Palæet, der har sit navn efter hende, har siden 1754 rummet Det Kongelige Danske Kunstakademi.  tree1 
40 I11110    Christian  10 apr. 1603  2 jun. 1647  var udvalgt til at efterfølge sin far, men døde 2. juni 1647.  tree1 
41 I11136    Christian II.  1 jul. 1481  25 jan. 1559  Nyborg Slot  tree1 
42 I11136    Christian II.  1 jul. 1481  25 jan. 1559  Kalundborg Slot  tree1 
43 I11136    Christian II.  1 jul. 1481  25 jan. 1559  Skt. Knuds Kirke  tree1 
44 I11136    Christian II.  1 jul. 1481  25 jan. 1559  Replaced by Gustav Adolphus Vasa as King of Sweden, and his greatuncle as Frederick I of Denmark and Norway.

Links:

Burial: http://www.gravsted.dk/person.php?navn=christian2

Kings of Denmark:

http://www.kingsofdenmark.dk/king36.htm

Wikipedia:

English: http://en.wikipedia.org/wiki/Christian_II_of_Denmark

Dansk: http://da.wikipedia.org/wiki/Christian_2.

Norsk: http://no.wikipedia.org/wiki/Christian_II

Svenska: http://sv.wikipedia.org/wiki/Kristian_II

 
tree1 
45 I11136    Christian II.  1 jul. 1481  25 jan. 1559  King Christian II of Norway in 1513.
King Christian II of Denmark in 1513.
King Christian II of Sweden in 1520.
Deposed as King of Sweden in 1521.
Deposed as King of Denmark and Norway in 1523.

 
tree1 
46 I11136    Christian II.  1 jul. 1481  25 jan. 1559  I 1513 døde Kong Hans i Aalborg, og den 32-aarige tronfølger, Christian, var klar til at føre faderens linie videre, blot i et endnu mere voldsomt tempo. Herremændene var ikke begejstrede ved tanken om et stærkt kongedømme der ville kæmpe for Unionen og borgerstandens fremgang. Som ung oplevede Christian faderens erobring af Stockholm i 1497 og fire aar senere svenskernes opsigelse af unionsaftalen med Danmark. Oplevelser der var medvirkende til at grundlægge det mistænksomme sind og den haarde linie, der senere skulle kendetegne hans handlinger. Han havde viljen til at slaa til bunds, naar han slog. Som han selv sagde, er det de skrappeste lægemidler, der bedst kurerer sygdommen. Inden Christian overtog tronen, opholdt han sig som vicekonge i Norge i 1502 og i perioden 1506-12. I Norge vandt han et par hurtige og lette sejre over
oppositionen, hvor han bl.a. fængslede den svensk venlige Bisp Carl af Hamar og indsatte sin ven Erik Valkendorf som Ærkebisp i den stol, hvor de største unionsmodstandere tidligere havde haft sæde. I Norge møder Christian to hollandske kvinder. Fra dansen med Dyveke ved raadhusfesten i Bergen, indtil han 17 aar senere flygtede fra København med hendes moder, Sigbrit Willoms, fik dette møde stor betydning for hans liv. Da Kong Hans døde, benyttede de danske stormænd forhandlingerne om overdragelsen af kongemagten til at begrænse kongehusets magt paa alle tænkelige maader. Christian 2. var nu konge i en af de korteste og mest begivenhedsrige perioder i kongehusets historie. Forløbet af de ti aar Christian 2. var konge kan opdeles i tre perioder, adskilt af to katastrofer: Torben Oxes fald og blodbadet i Stockholm.

Christian blev hyldet som med regent i Hertugdømmerne og herefter fulgte kroningsfesterne i Vor Frue Kirke i København og i Oslo. I 1515 giftede han sig med Elizabeth af Habsburg ? et bryllup der muligvis først og fremmest var tænkt som en finansiering af et kommende erobringstogt mod Sverige. Den tretten aarige Elizabeth var yngre søster til den senere kejser Karl 5. og barnebarn til den daværende tysk-romerske kejser Maximilian. Trods ægteskabet forblev Dyveke kongens elskerinde og store kærlighed, og selv trusler fra kejser Maximilian og hans morbroder Frederik den Vise af Sachsen fik ikke Christian 2. til at: ændre det stødende og forargelige liv, vor broder og svoger, Kongen af Danmark, fører med sin elskerinde. I 1517 døde Dyveke, og aarsagen til hendes pludselige død blev aldrig opklaret. Christian 2. anklagede Lensmanden paa Københavns Slot, Torben Oxe for, at have forvoldt Dyvekes død, og trods forbøn fra rigsraadet og hoffet, med dronning Elizabeth i spidsen, lod kongen Torben Oxe halshugge i Sct. Gertruds Kloster,
omtrent hvor Kultorvet ligger i dag. Efter henrettelsen af Torben Oxe kommer Christian 2. i et skarpt modsætningsforhold til adelen og rigsraadet, og handler fra da af næsten udelukkende efter raad fra Dyvekes moder, Sigbrit Willoms.

I 1520 angriber Christian 2. Sverige med en stor hær, anført af Otto Krumpen. I slaget paa den tilfrosne â” sunden sø blev Sten Sture dødelig saaret og efter kampe i Upland med den svenske bondehær, blev Stockholm belejret. Sten Stures enke, Christina, blev overtalt til overgivelse af Stockholm borg mod ubetinget amnesti til svenskerne. Den 4. november lod Christian 2. sig hylde som arvekonge paa et rigsdagsmøde paa Brunkeberg, og i de følgende dage var der fest paa Stockholm Slot for at fejre denne krænkelse af gammel svenskret. Paa festens fjerde dag lod han slottets porte lukke og fængslede en stor del af de festklædte bisper og adelsmænd, der var kommet i tillid til den lovede amnesti. Med Ærkebiskop Gustav Trolle som anklager, blev de tidligere modstandere anklaget for kætteri, og henved halvfems af de anklagede blev dømt til døden. Allerede dagen efter foregik henrettelserne paa Stortorvet i Stockholm under udfoldelse af stor brutalitet. Ligene blev senere brændt paa et baal uden for byporten.

Gennem et forbund med Nederlandene, forsøgte Christian 2. at flytte handelsvejene mellem Nederlandene og Rusland op til København, Malmö og Stockholm. Han gennemførte i 1521 en ny købstadlov og landlov til fordel for danske købmænd i strid med haandfæstningen og til adelens store misfornøjelse. Disse begivenheder fik utilfredsheden med Christian 2. til at bryde ud i lys lue baade i Danmark og i udlandet. I 1521 erklærede Lübeck krig, og aaret efter løsrev Sverige sig under ledelse af Gustav Vasa. Christian 2. samler en hær til et nyt angreb paa Sverige. Lejetroppernes indkvartering paa Fyn vakte vrede blandt bønderne. De store skatteudskrivninger faar utilfredsheden til at flamme op især blandt den jyske adel, der allierer sig med Christian 2.s farbror, den holstenske hertug Frederik af Gottorp og Sønderjylland. I januar 1523 opsagde de jyske rigsraader Christian 2. huldskab og troskab. Kongen fik meddelsen om oprøret paa vej til et stændermøde i Aarhus, men den ellers tidligere saa beslutsomme Christian 2. taber i denne situation sin handlekraft. Det fortælles, at han den 10. februar tyve gange lader sig ro frem og tilbage over Lillebælt, for derefter at flygte mod øst uden noget forsøg paa at samle tropper mod den oprørske jyske adel. I marts sender hertug Frederik en holstensk hær under ledelse af Johan Rantzau op gennem Jylland. Hæren slutter sig til de jyske oprørere ved Kolling, og den 26. marts lader hertug Frederik sig hylde som kong Frederik 1. paa Viborg Landsting. I København besluttede Christian 2. sig til at søge hjælp i udlandet, og den 13. april gik han sammen med dronningen og deres tre børn ombord paa orlogsskibet Løven for at flygte til Nederlandene. Hjælpen udeblev, og dermed var vejen banet for, at Rantzaus hær støttet af Lübecks flaade kunne indtage København og Malmö, derfor

tsat var tro mod Christian 2. Den 6. juni bliver Gustav 1. Vasaudrσbt til Sveriges konge og et par uger senere kapitulererStockholm. Hermed var Kalmarunionen et definitivt afsluttet kapitel.Pσ e

t m°de i Roskilde blev Frederik 1.s endelige hσndfµstning medadelen vedtaget i august. Efter otte σr i landflygtighed lykkedes detlangt om lµnge Christian 2. at stable en hµr pσ b

enene. I1531finansierer svogeren, kejser Karl 5., den detroniserede kongesfors°g pσ at genvinde de tabte riger. Christian 2. udruster enflσde, gσr med sin hµr i land i Norge, og den 5.

januar 1532 hyldeshan som Norges konge af det norske rigsrσd. Frederik 1. sender endansk-l⠿bsk flσde afsted mod Norge, og Christian 2. trµkker sigtilbage til Oslo. Endnu engang hindrede u

beslutsomhed ham i at udnyttesituationen og i det afg°rende °jeblik taber han modet. Hanovertales til at opl°se sin hµr og under l°fte om frit lejde ? stikmod al sund fornuft ? lader ha

n sig lokke til forhandlinger medfarbroderen Frederik 1. i K°benhavn. Der blev aldrig nogenforhandlinger. Frederik 1. br°d l°ftet og lod Christian f°re somfange til S°nderborg Slot. I 1

549 overf°rtes den nu 68-σrigeChristian 2. til Kalundborg Slot, hvor han under noget friere forholdopholdt sig til sin d°d i 1559. Christian 2. sad sσledes som fange i27 σr, uden at der

nogensinde blev rejst anklage mod ham ellerfµldet nogen som helst dom. Han ligger i dag begravet i Skt. KnudsKirke i Odense.

 
tree1 
47 I11136    Christian II.  1 jul. 1481  25 jan. 1559  His reign marked the end of the Kalmar Union (1397-1523), a politicalunion

of Denmark, N

orway and Sweden. He served as viceroy in Norway in 1502&

1506-1512.

His reign marked the end of the Kalmar Union (1397-1523), a politicalunion

of Denmark, Norway and Sweden. He serv

ed as viceroy in Norway in 1502&

1506-1512.

Christian II of Denmark

From Wikipedia, the free encyclopedia

Christian II

King of Denmark, Sweden and Norway, the Wends and t

he Goths, Duke ofSchleswig, Holstein, Stormarn and Dithmarschen, Count of Oldenburg andDelmenhorst[1] (more...)

King of Norway (more...)

Reign 22 July 1513 – 20 January 1523

P

redecessor Hans

Successor Frederick I

Coronation 20 July 1514

King of Denmark (more...)

Reign 22 July 1513 – 20 January 1523

Predecessor Hans

Successor Frede

rick I

Coronation 11 June 1514

King of Sweden (more...)

Reign 1 November 1520 – August 1521

Predecessor Sten Sture the Younger (as regent)

Successor Gustav I

Coronation 4 November 1520

Consort Isabella of Burgundy

Issue

Christina, Duchess of Milan

Royal house House of Oldenburg

Royal motto Thus it was ordained

Father Hans

Mother Christina of Saxony

Born 1 July 1481(1481-07-01)

Nyborg Castle

Died 25 January 1559 (aged 77)

Kalundborg Castle

Burial Odense

Isabella of Habsburg

Christian II (1 July 1481 – 25 January 1559) was a Danish monarchand King of Denmark, Norway (1513 – 1523) and Sweden (1520 –1521), under the Kalmar Union. Christian was born the son of King Hansof Denmark and Christina of Saxony, at Nyborg Castle in 1481 andsucceeded his father as king and regent in Denmark and Norway, wherehe later was to be succeeded by his uncle King
Frederick I of Denmark.[1]

Contents

* 1 Politics
* 2 Reconquest of Sweden
* 3 The Stockholm Bloodbath
* 4 Attempting reforms
* 5 Downfall
* 6 The Opinion of Posterity
* 7 References

[edit] Politics

During his reign, Christian concentrated on his attempts to maintaincontrol of Sweden while attempting a concentration of power i n thehands of the monarch, at the expense of both clergy and nobility. Tofurther this attempt, hesupported the creation of a strong class ofburghers.[2]

Christian took part in his father's conquest of Sweden in 1497 and inthe fighting of 1501 when Sweden revolted. He was appointed viceroy ofNorway (1506 – 1512), and succeeded in maintaining control of thiscountry. During his harsh[2]

administration in Norway, he attempted todeprive the Norwegian nobility of its traditional influence exercisedthrough the rigsraad leading to controversy with the latter.

A peculiarity, more fatal to him in that aristocratic age than anyother, was his fondness for the common people, which was increased byhis passion for a pretty Norwegian girl of Dutch heritage, namedDyveke Sigbritsdatter, w

ho became his mistress in 1507 or 1509.

Christian's succession to the throne was confirmed at the Herredag, orassembly of notables from the three northern kingdoms, which met atCopenhagen in 1513. The nobles and clergy of all three kingdomsregarded with grave misgivings a ruler who had already shown in Norwaythat he was not afraid of enforcing his authority to the uttermost.

The Privy

Councils (Rigsraad) of Denmark and Norway insisted in theHaandfæstning (i.e. the charter extorted from the king) that thecrowns of both kingdoms were elective and not hereditary, providingexplicitly against any transgression of the charter by the king, andexpressly reserving to themselves a free choice of Christian'ssuccessor after his death. But the Swedish delegates could not beprevailed upon to accept Christian as king at all.

"We have", they said, "the choice between peace at home and strifehere, or peace here and civil war at home, and we prefer the former."A decision as to the Swedish succession was therefore postponed. On 12August 1515, Christian married Isabella of Burgundy, the granddaughter of Holy Roman Emperor Maximilian I. But he would not give up hisliaison with Dyveke, and it was only the death of the unfortunate girlin 1517, under suspicious circumstances, that prevented seriouscomplications with the emperor Charles V.

Christian avenged himself by executing the magnate Torben Oxe, who onvery credible evidence was supposed to have been Dyveke's murderer,despite the strenuous opposition of Oxe's fellow-peers; and henceforththe king lost no opportunity to suppress the nobility and raisecommoners to power.

His chief counsellor was Dyveke's mother Sigbrit, a born administratorand a commercial genius of the first order. Christian first appointed her controller of the Sound tolls, and ultimately committed to her thewhole charge of the finances. A bourgeoise herself, it was Sigbrit's constant policy to elevate and extend the influence of the middleclasses. She soon became the soul of a middle-class inner council,which competed with the Rigsraad itself.

The patricians naturally resented their supersession and nearly everyunpopular measure was attributed to the influence of "the foul-mouthedDutch sorceress who hath bewitched the king." However, Mogens Gøye,the leading man of the Council, supported the king as long aspossible.

[

edit] Reconquest of Sweden

Christian was meanwhile preparing for the inevitable war with Sweden,where the patriotic party, headed by the freely elected Viceroy StenSture the Younger, stood face to face with the pro-Danish party underArchbishop Gustav Trolle.

Christian, who had already taken measures to isolate Swedenpolitically, hastened to the relief of the archbishop, who was beleaguered in his fortress of Stäket, but was defeated by Sture andhis peasant levies at Vedila and forced to return to Denmark. A secondattempt to subdue Sweden in 1518 was also frustrated by Sture's victory at Brännkyrka. A third attempt made in 1520 with a large armyof French, German and Scottish mercenaries proved successful.

Sture was mortally wounded at the battle of Bogesund, on 19 January,and the Danish army, unopposed, was approaching Uppsala, where themembers of the Swedish Privy Council, or Riksråd, had alreadyassembled. The councillors consented to render homage to Christian oncondition that he gave a full indemnity for the past and a guaranteethat Sweden should be ruled according to Swedish laws and custom; anda convention to this effect was confirmed by the king and the DanishPrivy Council on 31 March.

Sture's widow, Dame Christina Gyllenstierna, still held out stoutly atStockholm, and the peasantry of central Sweden, roused by herpatriotism, flew to arms, defeated the Danish invaders at Balundsåson 19 March, and were only with the utmost difficulty finally defeatedat the bloody battle of Uppsala, on Good Friday, 6 April 1520.

In May the Danish fleet arrived, and Stockholm was invested by landand sea; but Dame Gyllenstierna resisted valiantly for four monthslonger and took care, when she surrendered on 7 September, to exactbeforehand an amnesty of the most explicit and absolute character. On1 November, the representatives of the nation swore fealty toChristian as hereditary king of Sweden, though the law of the landdistinctly provided that the Swedish crown should be elective.

Christian descended, through both Valdemar I of Sweden and Magnus I ofSweden, from the Swedish Dynasty of Eric, and from Catherine, daughterof Inge I of Sweden, as well as from Ingrid Ylva, granddaughter ofSverker I of Sweden.His rival Gustav I of Sweden (Left)descended onlyfrom Sverker II of Sweden and the Dynasty of Sverker (who apparentlydid not descend from ancient Swedish kings). Christian's ancestryincluded almost all ancient Swedish kings.

[edit] The Stockholm Bloodbath

Main article: Stockholm Bloodbath

Christian II with coats of arms of Norway, Denmark and Sweden

On 4 November, Christian was anointed by Gustavus Trolle in StockholmCathedral, and took the usual oath to rule the Realm throughnative-born Swedes alone, according to prescription. The next threedays were given up to banqueting, but on 7 November "an entertainmentof another sort began." On the evening of that day Christian summonedhis captains to a private conference at the palace, the result ofwhich was quickly apparent, for at dusk a band of Danish soldiers,with lanterns and torches, broke into the great hall and carried offseveral carefully selected persons.

By 10 o'clock the same evening the remainder of the king's guests weresafely under lock and key. All these persons had previously beenmarked down on Archbishop Trolle's proscription list. On the followingday a council, presided over by Trolle, solemnly pronounced judgmentof death on the proscribed, as manifest heretics.

At 12 o'clock that night the patriotic bishops of Skara andSträngnäs were led out into the great square and beheaded. Fourteennoblemen, three burgomasters, fourteen town councillors and abouttwenty common citizens of Stockholmwere then drowned or decapitated. The executions continued throughout the following day; in all, abouteighty-two people are said to have been murdered.

Moreover, Christian ordered that Sten Sture's body should be dug upand burnt, as well as the body of his little child[citation needed].Dame Christina and many other noble Swedish ladies were sent asprisoners to Denmark. The massacre and deeds in the Old Town of Stockholm is the primary reason why Christian is remembered in Sweden,as Christian the Tyrant (Kristian Tyrann).

[edit] Attempting reforms

Christian II returned to his native kingdom of Denmark, his brainteeming with great designs. There can be no doubt that the welfare ofhis dominions was dear to him. Inhuman as he could be in his wrath, inprinciple he was as much a humanist as any of his most enlightenedcontemporaries. But he would do things his own way; and deeplydistrusting the Danish nobles with whom he shared his powers, hesought help from the wealthy and practical middle classesofFlanders.[citation needed]

In June 1521, he paid a sudden visit to the Low Countries, andremained there for some months. He visited most of the large cities,took into his service many Flemish artisans, and made the personalacquaintance of Quentin Matsysand Albrecht Dürer; the latter paintedhis portrait. Christian also entertained Erasmus, with whom hediscussed the Protestant Reform

ation, and let fall the characteristicexpression: "Mild measures are of no use; the remedies that give thewhole body a good shaking are the best and surest."

Never had King Christian seemed so powerful as upon his return toDenmark on 5 September 1521, and, with the confidence of strength, heat once proceeded recklessly to inaugurate the most sweeping reforms.Soon after his return he issued his great Landelove, or Code of Laws.For the most part this is founded on Dutch models, and testifies in ahigh degree to the king's progressive aims. Provision was made for thebetter education of the lower, and the restriction of the politicalinfluence of the higher clergy; there were stern prohibitions againstwreckers and "the evil and unchristian practice of selling peasants asif they were brutebeasts"; the old trade guilds were retained,but therules of admittance thereto made easier, and trade combinations of thericher burghers, to the detriment of the smaller tradesmen, weresternly forbidden.

Unfortunately these reforms, excellent in themselves, suggested thestandpoint not of an elected ruler, but of a monarch by divine right.Some of them were even in direct contravention of the charter; and theold Scandinavian spirit of independence was deeply wounded by thepreference given to the Dutch.

[edit] Downfall

Sweden, too, was now in open revolt; and both Norway and Denmark weretaxed to the utmost to raise an army for the subjection of theirsister kingdom. Foreign complications were now added to these domestictroubles. With the laudable objective of releasing Danish trade fromthe grinding yoke of the Hanseatic League, and making Copenhagen thegreat emporium of the north, Christian had arbitrarily raised theSound tolls and seized a number of Dutch ships that presumed to evadethe tax.

Thus, his relations with the Netherlands were strained, while he wasopenly at war with Lübeck and her allies. Jutland finally roseagainst him, renounced its allegiance,

and offered the Danish crown toChristian's uncle, Duke Frederick of Holstein, 20 January 1523. Sooverwhelming did Christian's difficulties appear that he took ship toseek help abroad, and on 1 May landed at Veere in Zeeland.

During the years of his exile, the king led a relatively humble lifein the city of Lier in the Netherlands, waiting for the military helpof his reluctant imperial brother-in-law. In the meantime, he becameregarded a social saviour in Denmark, where both the peasants and thecommoners began to wish for his restoration. For some time, he evenbecame a Protestant, but had to re-convert in order to gain thesupport of the Emperor.

Eight years later, on 24 October 1531, he attempted to recover hiskingdoms, but a tempest scattered his fleet off the Norwegian coast, and on 1 July 1532, by the convention of Oslo, he surrendered to hisrival, King Frederick, in exchange for a promise of safe conduct.

But King Frederick did not keep his promise, and King Christian waskept prisoner for the next 27 years, first in Sønderborg Castle until1549, and afterwards at the castle of Kalundborg.

Stories of solitary confinement in small dark chambers are inaccurate; King Christian was treated like a nobleman, particularly in his oldage, and he was allowed to host parties, go hunting, and wander freelyas long as he did not go beyond the boundaries of the town of Kalundborg. But he was still a prisoner, albeit a royal one, and his27-year captivity is a major blemish upon the reputation of kingFrederick I and his son. Christian II was never convicted of anycrime.

His cousin, King Christian III of Denmark, son of Frederick I, died inearly 1559, and it was said that even then, with the old king nearing80, people in Copenhagen looked warily towards Kalundborg. But kingChristian II died peacefully just a few days later, and the new king,Frederick II, ordered that a royal funeral be held in memory of hisunhappy kinsman, who lies buried in Odense next to his wife and hisparents.

Christina of Denmark

Among the six children of Christian II, three must be mentioned.Prince Hans died a boy in exile in 1532. The two daughters Dorothea,Electress Palatine and Christina, Duchess of Lorraine, both in turn,for many years, demanded in vain the Danish throne as theirinheritance. Christian II's blood returned to the Swedish andNorwegian thrones in person of Charles XV of Sweden, descendant ofRenata of Lorraine ; and to the Danish throne in the person ofChristian X of Denmark. .

[edit] The Opinion of Posterity

Christian II is one of the most discussed of all Danish kings. He has been regarded as both a hypocritical tyrant and a progressive despot, who wanted to create an absolute monarchy based upon “freecitizens†. His psychological weaknesses have caught the interest ofhistorians, especially his frequently mentioned irresolution, which asyears passed seemed to dominate his acts. Theories of manic-depressionhave been mentioned, but like many others they areimpossible to prove.The reasons for his downfall were probably that he made too manyenemies and that the Danish middle class was still not strong enoughto make up a base of royal power. However some of his ambitions werefulfilled by the victory of absolutism in 1660.

The king’s almost Shakespearean life and career — the Dyvekeaffair, his acts concerning the Bloodbath, his behavior at the time ofhis downfall 1523, and his obscure existence as “the prisoner ofSoenderborg†— have created manymyths. One of the most famous isthe story of the irresolute king crossing the Little Belt forwards andbackwards during a whole night in February 1523, until he at last gaveup. Another, probably just as unlikely, is the legend that therestless king wandered around a round table on Soenderborg making agroove in the table top with his finger. His life has also inspiredmodern Danish poets and authors. The most famous literary result isprobably the novel by Johannes Vilhelm Jensen: The Fall of the King(1900-1901) in which the king is regarded almost as a symbol of theDanish “illness of hesitation†.

Christian II

House of Oldenburg

Born: 2 July 1481 Died: 25 January 1559

Regnal titles

Preceded by Hans King of Denmark
1513-1523 Succeeded by Frederick I

King of Norway 1513-1523
Preceded by Sten Sture the Younger as Regent of Sweden King of Sweden 1520-1521 Succeeded by Gustav Eriksson (Vasa) 
tree1 
48 I11136    Christian II.  1 jul. 1481  25 jan. 1559  Notes: House of Oldenburg. Duke of Schleswig-Holstein. Deposed 1523.

Christian II (1481-1559), king of Denmark and Norway (1513-23) and of Sweden (1520-23), the son and successor of King John (Hans;1455-1513). A gifted but erratic ruler, who initiated many humane reforms and was a patron of culture and education, Christian sought to strengthen the
monarchy by championing the lower and middle classes, but in so doing alienated the nobles, who still held the power to elect the king.

Pressing his claim to the Swedish throne under the Union of Kalmar, Christian besieged and captured Stockholm in 1520, but when he followed his coronation there with mass executions of Swedish nobles, he earned for himself the epithet The Cruel and made it easy for Gustav Vasa torebel and win the Crown in 1523. That same year the Danish nobles also rose against him, electing his uncle king as Frederick I. Christian thenfled to the Netherlands, where he finally persuaded his brother-in-law,Holy Roman Emperor Charles V, to help him raise a small army; with thatforce he landed in Norway in 1531. The year after, having made no gains, he was treacherously captured by his enemies and spent the rest of his life, 27 years, in detention.

KING OF DENMARK

Christian II, danska Christian 2., i Sverige ofta känd underöknamnet Christian Tyrann, född 1 juli 1481,

död 25 januari 1559,var kung av Danmark och Norge 1513-1523 samt kung av Sverige1520-1521. Han var son till kung Hans, sonson tillChristian I. Gift 12augusti 1515 med Elisabet av Österrike.Bar

nHans, dansk prins(1518-1532) Dorotea av Oldenburg (1520-1580), gift 1534-1556 medkurfursten Fredrik II av Pfalz Kristina av Oldenburg (1521-1590), gift1534-1535 med hertig Frans II Sforza av Milano o

ch 1541-1545 medhertig Frans av Lothringen Uppväxt Kristian II föddes den 1 juli1481 pÃ¥ Nyborgs slott som son till kung Hans av Danmark och Kristinaav Sachsen. Christian var lÃ¥ng till vÃÂ

¤xten och intelligent. Han ficken god uppfostran, men var under sin uppväxt mycket obändig. En korttidvistades han i den ansedde köpmannen Hans Bogbinders hem iKöpenhamn och trivdes tidigt

i umgänget i borgerliga kretsar. Redan1487 valdes Christian till tronföljare av det danska riksrådet, 1489av det norska och 1497 av det svenska. År 1502visade han vid ettanfall mot Sveri

ge stor tapperhet och skicklighet som anförare (hanintog Älvsborg och Öresten). År 1506 sändes han som ståthållaretill Norge, var en duglig men egenmäktig regent och dämp

ade 1508genom hårdhet ett uppror sombrutit ut där. I Bergen blev han 1507eller 1509 bekant med holländskan Sigbrit Villomsdotter ochhennesvackra dotter Dyveke, som genast blev hans frilla, oc

h sedermeraföljde honom till Danmark.Trontillträdet Vid faderns död 1513gjorde några jylländska adelsmän invändningar mot att ta Christiantill kung och ville erbjuda kronan åt

hans farbror Fredrik. Christianblev ändÃ¥ erkänd som kung, dock först sedan han den 22 juli sammaÃ¥r utfärdat en förDanmark och Norge gemensam handfästning som gavadeln och prÃÂ

¤sterskapet ökade rättigheter samt väsentligeninskränkte kungens myndighet. Han mÃ¥ste rent av medge folket rätttill uppror mot honom, om han kränkte handfästningen. Själv hy

stehanhögtflygande planer på att utvidga sin makt och trygga dessärftlighet. I oktober 1513 hyllades han som hertig i ena hälften avSlesvig-Holstein, kröntes den 11 juni 1514 i Köpen

hamn och den 20juli samma Ã¥r i Oslo samt firade den 12 juli 1515sitt bröllop medElisabet av Österrike. Trots häftiga klagomÃ¥l frÃ¥n Elisabetsfarfar kejsar Maximilian I och hennes ÃÂ

¶vriga släkt avbröt Christianemellertid inte sitt förhÃ¥llande till Dyveke.Avrättning avslottsfogden DÃ¥ Dyveke plötsligt avled den 18 juni 1517 spredsryktet att hon hade förgif

tats. Kungen riktade sin vrede mot fogdenpå Köpenhamns slott, Torben Oxe, som hade eftersträvat Dyvekesgunst. Christian lurade honom till att att till hälften erkännadettaoch anklagade

honom inför riksrådet för att ha kränkt kungensvärdighet. Då riksrådet frikände honom lät Kristan i direkt stridmed handfästningen i en gårdsrätt på 12 bönder

, som lydde underslottet, förklara Torben skyldig och lät därefteravrätta honom den29 november 1517, trots drottningens och stormännens förböner.Christian blev nu ännu mer fien

tligt inställd mot adeln, som Ã¥ sinsida upprördes av hans vÃ¥ldsamma och lagstridigahandlingar.Trolöshet mot svenskarna Ã…r 1517 hade öppen stridutbrutit i Sverige mellan riksfÃÂ

¶restÃ¥ndaren Sten Sture d.y. ochärkebiskop Gustav Trolle, och Christian trodde nu att tiden var inneför honom att göra sina ansprÃ¥k gällande. Men hans försökmisslyckades bÃ¥d

e 1517 och1518; senare gången blev han självbesegradi slaget vid Brännkyrka. Förhandlingar inleddes då om ettmöte mellan honom och Sten Sture d.y., och Christian mottog sexsvenska ad

elsmän som gisslan, bland dem Hemming Gadh och Gustav Vasa.Men hanbröt avtalet och bortförde de sex svenskarna i gisslan somfångar till Danmark. År 1519 utrustade han en stor här. D

å påvenbannlyst Sten Sture d.y. och gett Christian i uppdrag att utförastraffdomen lät han i januari 1520 hären rycka in iSverige.Danskarna segrade i slaget på Åsundens is, vid B

ogesund, där StenSture d.y. blev dödligt sårad, och sedermera i slaget vid Tiveden.Vid Sten Sture d.y.:s död den 5 februari var Christian i självaverket herre över Sverige. I mars gi

ckmånga svenska adelsmän in påatt erkänna Christian som kung mot löfte om att glömma det somskett. Stockholm försvarades ännu med tapperhet av Sten Sturesänka, Kristina Gyll

enstierna, men gav sig den 5 september motliknande löften.Stockholms blodbad Efter ett uppehåll i Danmarkblev Christian den 1 november hyllad på Brunkeberg och 4 novemberkrönt av ärkeb

iskop Gustav Trolle. Han hade hävdat sin rätt somarvkonung och ville inte vid kröningen hedra någon svensk man medriddarslag. Svekfruktade dock ingen. Christian uppmuntrades av GustavTroll

e och rÃ¥ddes av Didrik Slaghecks och Jens Andersen Beldenaks attinte hÃ¥lla tro och loven till kättare. Han lät Gustav Trolleanklaga Sten Stures vänner och därefter fängsla samt nÃ

ƒ¤stadag, den8 november, utan laglig rättegÃ¥ng (14 andliga domare dömde dem förkätteri) avrätta dem i Stockholms blodbad. Under sken av lag ochrätt sökte han hämnas pÃ¥ o

ch straffa dem som så länge trotsathans makt, och för att framstå som den somverkställde påvens domoffrade han också män som senare främjat hans planer. Dels underhemresan g

enom Sverige, dels genom utskickade i de olika landsorterna,till och med i Finland, lät han sedermera utföra nya våldsdåd.Omkring 600 personer,till och med barn, drabbades, och KristinaGyl

lenstierna tillsammans med flera andra adelsdamer fördes somfångar till Danmark.Uppror i Sverige En förbittring väcktes iSverige mot kungen, som sågs som grym och trolös och kom att

kallas"Christian Tyrann". Christian, som kanske hade hoppats att med ensnedslå allt motstånd mot unionen med Danmark, gjorde tvärtom genomsin framfart dennaförening fullständigt om inte

t. Redan i februari1521 försiggick en resning i Sverige mot Christian, och i augustiblev Gustav Vasa, som ställt sig i spetsen för motståndsrörelsen,vald till riksföreståndare. Ch

ristian måste därför snartuppgehoppet att återvinna sitt välde.Ständiga motgångar Fråndenna stund hade han ständiga motgångar, och den hjälp som hanväntade från

sin svåger kejsar Karl V fick han inte. Däremothotade snart faror från annat håll. Lübeckarna hyste gammalt grolltill honom, därför att han gynnade Nederländernashandel i Norde

noch sökte göra Stockholm till en stapelstad för handeln påÖstersjön. Vid nyårstiden 1521 planlades till och med ett storthandelskompani, som skulle omfatta alla Nordens lände

r och ha säte iNederländerna. Lübeckarna anslöt sigdärför till svenskarnasresning och skövlade bland annat Bornholm och Helsingör (1522).Christian hade alltid haft ett spänt

förhållande till sin farbrorhertig Fredrik, men i augusti 1522 måste han ingå en förödmjukandeförlikning med honom ochbland annat avstå från den länsrätt överHolst

ein som kejsaren året förut tillerkänt honom.Missnöje medSigbrit Kristian hade fått inte bara adeln, utan även en stor del avallmogen, mot sig genom att använda Sigbrit som råd

givare. Frånhösten 1517 (efter Dyvekes död) hade hon hand om helafinansförvaltningen och deltog under kungens frånvaro frånDanmarktillsammans med drottningen i rikets styrelse samt k

rävdetunga skatter. Annars försökte Christian, förvisso enligt Sigbritsråd, förbättra borgarståndets och de lägre klassernas ställning.Han strävade väl närmast e

fter att grundlägga ett starktenvälde,understött av dessa samhällsklasser. Redan 1514 utgav han enförordning för Köpenhamn och de andra själländska städerna, somsenare ut

sträcktes till hela Danmark, riktad mot kringresandeutländska köpmän. Adel och prästerskap förbjöds attbedrivahandel och hantverkerierna inskränktes till städerna.Reformer Ã

ƒ…r1521 kom en förordning om skeppsvrak, som förbjöd den utplundringav skeppsbrutna som dÃ¥ var vanlig. Senare kom en annan förordning,som fördömde "den onde og ukristelige skik

at sælge bønder somandre ufornuftige kreaturer", det vill säga enoch en utanmedföljande jord. Vidare lindrades "vornedskabet", så att bondenfick rätt att lämna sitt födelsegods

, om han led orätt där.Dessutom sökte Christian sätta en gräns för prästerskapets ochmunkarnas världsliga och överdådiga levnadssättsamt utvidgakungamaktens inflytande

vid utnämningar av biskopar. Han ville ocksåförbättra undervisningen, och redan 1519 mottog han tack vare sinmorbror Fredrik den vise av Sachsen lärare från Wittenberg för attutb

reda reformationen. De nåddedock inga större framgångar ochlämnade snart landet. Christian var alltså imånga stycken före sintid, men hans reformer var föga förberedda och a

vstannade ocksånär han föll från makten.Sammansvärjning och vankelmod Under denallmänna oron lät Christian vid jultiden 1522 inkalla en herredag iKalundborg, men de jylländska

biskoparna och några adelsmänsamlades dessförinnan i Viborg och beslöt fördriva Christian samtsöka hjälp hos hans farbror. Christianlovade nu att sammankalla enallmän riksdag,

till vilken också köpstäder och bönder skullesända sina förtroendemän och där alla klagomål skulle undersökasoch avhjälpas. Men utan att avvakta denna skickade de samm

ansvurnaden 20 januari 1523 ettuppsägelsebrev till honom. Då tappadeChristian helt och hållet modet, inlät sig i underhandlingar ochdrog sina trupper ur Jylland, varigenom hans anhängar

e tvingades attavfalla. Kristians vankelmod belyses bäst därav att han en nattfleragånger seglade fram och tillbaka över Lilla Bältutan att kunnafatta ett avgörande beslut. Av frukta

n för hans nyckfullhet tordesingen nu ge sig i hans våld, och hans anhängare blev ständigtfärre. Den 26 mars hyllades Fredrik I i Viborg, därKristians lagaroffentligt brändesupp s

om "skadliga och stridande mot goda seder".Utan försök till motstånd lämnade Christian Köpenhamn den 13april och drog med sin familj och en skara trogna anhängare tillNederländern

a i hopp om att där finnahjälp. Köpenhamn och Malmöhöll sig en tid i väntan på hans återkomst med undsättning, menSören Norbys nederlag i Skåne 1525 stängde varje u

tsikt förChristian att återvinna kronan i Danmark.Lutheran, sedan katolik igen Kristian hade dock sökt hjälp även i Tyskland. Han fann i sin nödtröst i att träda i förbindel

se med Martin Luther, till vars läradrottning Elisabet anslöt sig. De bosatte sig därpå i Lier iBrabant, där Elisabet avled i januari 1526, varefterbarnen togsifrån Christian för

att inte uppfostras som kättare. Men då bäggehans motståndare, Fredrik I och Gustav Vasa, slöt sig tillreformationen, blev Christian 1530 åter romersk-katolik ochförlikades där

igenom med kejsaren. Slutligen kundeChristian hösten1531 samla en här och flotta, men vid överfarten frånNederländerna till Norge gick 10 av hans 25 skepp förlorade. Likvällandste

g han i södra Norge den 1 november och hade till en börjanframgång. Riksrådet hyllade honom, hanbelägrade Akershus ochförsökte till och med göra ett infall i Västergötlan

d. Men dÃ¥ imaj 1532 en dansk och en lübsk flotta kommit till Akershus'undsättning, inledde Christian förhandlingar och beslöt den 28 junige sig mot lejd och löfte omfurstligt underhÃ

ƒ¥ll och personligt mötemed Fredrik I.Avstod tronansprÃ¥k DÃ¥ Christian anlände tillKöpenhamns redd ville emellertid Fredrik inte ta emot honom, ochvarken riksrÃ¥det eller hans övr

iga motståndare (Gustav Vasa ochlübeckarna) ville tillåta att han frisläpptes. Christian fördesdärför 30 juli tillSönderborgs slott, där han de första årenblev väl

behandlad och åtnjöt stor frihet och kunde umgås medflera adelsmän, men efter grevefejdens utbrott 1534 sattes han understräng bevakning, spärrades in i ett tornrum och fick endast e

ngammalsoldat till sällskap. Då Christian III:s välde syntes tryggatmildrades Kristians fångenskap 1540, och1546 avstod han från allaanspråk för sig och sina efterkommande på r

ikena. Men eftersomKristians döttrar inte ville ge sitt samtycke tilldetta fördes han1549 till Kalundborgs slott, där han levde i mild fångenskap desista 10 åren av sitt liv. Han avled

den 25 januari 1559 av sorgöver Christian III:s död tre veckor tidigare. Han ligger begraven iS:t Knuts kyrka i Odense, ditockså hans gemåls stoft överfördes1883.Myten om Christian d

en gode Enligt en populär svensk myt skulleChristian II i Danmark vara känd som "Christian den gode", eller pÃ¥danska "Christian den Gode", och i vissa varianter av myten "Christianden folkkÃ

ƒ¤re" eller "Christian bondevän", samt i Vilhelm MobergsSvenskahistoria berättad för folket: "Christian Bondekär". Dettaär dock felaktiga uppgifter, som helt saknar historiska beläg

g.Denna myt eller faktoid förekommer endast i Sverige. Enligt danskahistoriker hade Christian II över huvud taget ingettillnamn iDanmark. "Jeg synes, De skulle protestere, næste gang den sven

skeradio påstår noget så grebet af luften, der kunne opfattes som omdanskerne billigede [gillade] det Stockholmske blodbad.", säger dendanske historikern Mikael Venge, somhar författat

artikeln omChristian II i Dansk Biografisk Leksikon (1979). Myten om Christianden gode uppstod under andra hälften av 1900-talet, och omhuldas idagfrämst av skånska patrioter.[1]Synen på C

hristian II Få personeri historien har gett upphov till så mycket debatt bland historikersom Christian II. Orsaken till detta ligger delvis i att Christiansjälv var en dubbelnatur (I psykiat

riska analyser av hans person harhan ibland beskrivits somschizofren). Inte ens de historiker som iövrigt har en väldigt positiv bild av honom förnekar grymheten ihans illgärningar vid Sto

ckholms blodbad och i eriksgatan straxdärefter. Å andra sidan var Christian långt före sin tid i sinasocialareformer mot adelns och kyrkans makt till gagn för borgare ochbönder. Det

är ingen tvekan om att Christian var en mycket begåvadoch framåt person som dock ofta misslyckades i sina intentioner pågrund av sin dubbelnatur.Kristian II var framförallt borgerskape

tskung. Han upprättade ett handelskompani med Malmö och Köpenhamn somhuvudorter. Dessa skulle ta upp kampen mot Hanseaterna. Borgerskapet iMalmö och Köpenhamn var också de som stö

dde honom in i detsista.Bland bönderna i Danmark torde han åtminstone periodvis varitpopulär på grund av de sociala reformer han genomförde. Hansutrikespolitik skadade dock exporten och

därmed böndernas ekonomi.Det ökade skattetrycket och avväpningen av böndernagjorde honomimpopulär med tiden. Vid sin landsflykt i Nederländerna försöktehan med Örnvisan

göra sig populär bland bönderna inför sinåterkomst. I visan, som är ett stycke kunglig propaganda, beskrivshan som böndernas och småfolketsbeskyddare. Det är också envan

lig, måhända överdriven, beskrivning av honom i både svensk ochdansk historieskrivning.

 
tree1 
49 I11116    Christian III.  22 aug. 1503  11 jan. 1559  Christian 3. (12. august 1503 - 1. januar 1559) var den ældste søn af Frederik 1. og Anna af Brandenburg. Han var af den oldenborgske slægt og blev født på Gottorp Slot den 12. eller 13. august 1503. Han var konge af Danmark og Norge fra 1534. Under en udlandsrejse overværede han den berømte rigsdag i Worms i 1521, og mødet med Martin Luther gjorde et uudsletteligt indtryk på Christian 3.

Forud for sit kongevalg i 1534, var han af sin far, Frederik 1. indsat som hertug for de gottorpske hertugdømmer (Slesvig og Holsten).

Da Frederik 1. døde i april 1533, vægrede det katolsk-dominerede rigsråd sig ved at vælge den lutheransk inspirerede Christian, og kongevalget blev udsat til året efter. I den periode var Danmark uden konge. Det lutheranske mindretal i rigsrådet tilbød sammen med Københavns og Malmøs borgmestre tronen til hertug Christian, men han afslog i første omgang. De to borgmestre tog herefter initiativ til at få Christian 2., som stadig sammen med sin familie levede i eksil i Nederlandene, genindsat med grev Christoffer af Oldenborgs og Lübecks hjælp.

Christian overtog først kongemagten, da Rigsrådet anmodede ham om det, efter at Lübeck havde angrebet Danmark i 1534. Han blev valgt af adelen på et møde i Sct. Sørens kirke i Rye 4. juli 1534. Christian 3. og hans tilhængere havde kun magten i Jylland, og dermed indledtes den krig, der senere blev kendt under navnet "Grevens Fejde". I september rejste Skipper Clement borgere og bønder til oprør i det nordlige Jylland. Oprøret blev slået ned, og Clement flygtede fra Aalborg med Johan Rantzaus tropper i hælene. Han blev hurtigt fanget, da en bonde forrådte ham. Skipper Clement blev halshugget i Viborg den 9. september 1535, liget blev parteret og lagdes på stejle, og på hans afhuggede hoved satte man en blykrone.

I foråret 1535 satte hæren over til Fyn, hvor Johan Rantzau vandt den afgørende sejr over Lübeckerne i slaget ved Øksnebjerg den 11. juni. Omtrent samtidig besejrede en dansk-svensk flådestyrke under ledelse af Peder Skram Lübecks flåde ved Svendborgsund. Den 29. juli 1536 indtog den 33-årige Christian København, og Danmark var igen ét rige. Den 12. august 1536 lod kongen tre katolske biskopper arrestere, dels for at fjerne modstanden mod reformationen, dels fordi konfiskation af kirkekens anselige formuer skulle bruges til at betale gælden til den store hær af landsknægte. Martin Luther sendte sin lykønskning til kongen. Reformationen var hermed gennemført i Danmark. Den officielle dato for reformationens indførelse i Danmark er den 30. oktober 1536. Christian 3. døde på Koldinghus den 1. januar 1559 og blev begravet i Roskilde Domkirke 
tree1 
50 I11076    Christian IV.  12 apr. 1577  28 feb. 1648  Frederiksborg Slot  tree1 


1 2 3 4 5 ... 970» Næste»


Hjemmesiden drives af The Next Generation of Genealogy Sitebuilding v. 12.3, forfattet af Darrin Lythgoe © 2001-2022.

Opdateres af Johnny Hansen. | EU-persondataforordningen.